Kapitel 4: Lykke-Per

I. Tekstforhold

Forstudier

Som både Vilh. Andersen og Ahnlund gør opmærksom på, genfindes i LP stof fra den forudgående del af forfatterskabet, lige fra tanker og billeder over miljøer til situationer og monologer. Her skal kun anføres nogle numre, som ved overførelsen og bearbejdelsen til LP har bevaret (dele af) komposition eller – for de journalistiske stykkers vedkommende – ved deres formulering klart har været forlæg for tilsvarende afsnit i romanen. Af de øvrige kan f.eks. nævnes "Efter Ballet" i Stækkede Vinger, "Vinterbillede" fra Landsbybilleder med Irvingianerfamilien; det indledende bysceneri og præstens ydre statur i "To Venner" fra Skyer, landskabstræk fra "Kronjyder og Molboer" (i Danmark I) flere artikler fra Børs-Tidende og Politiken (PCA 104 241-42^'1.

(2) FRA BYEN. HJÆRTENSFRYD, 1885 (PCA 30)^'2

(3) DEN SORTE ALINE. FORTÆLLING, 1889 (PCA 151)

(4) KEJSERSTADEN, 25-12-1890, (PCA 177)

(5) ENETALE, 12-3-1897 (PCA 221)

(6) ENETALE, 19-4-1897 (PCA 244)

(3) stod i N. C. Roms Folkets Almanak for 1890. Den er en sentimental-romantisk rammefortælling om Højbaadsmand Olufsens første, største og kyskeste kærlighed: en negerpige i Rio. Rammen, højbådsmandens daglige vandring, nypudset og strunk, fra Nyboder til Købmagergade, vindueskiggende og vagtparade-beundrende, tegner klart billedet af Pers vært.¹ Stof heraf indgår i LP A I 49-52 og 52-54; forinden har det dog fået en form meget nær LPs i (6), der er en "nekrolog" i Politiken over "min gamle Ven (…) i Forgaars afgaaet ved Døden, 92 Aar gammel". Endnu to træk af Nyboder-livet går tilbage til 80'erne. (2) rummer skildringen af højbådsmandsparrets selskaber og af besøget hos skipper Mortensen, anvendt i LP A I 54-61 og 165-72 (det sidste afsnit udvidet i B med et par sider (I 124-25); først her er Per med hos Mortensen).² (1) svarer, hvad angår opbygningen af den centrale samtale mellem fru Ringberg og fuldmægtig Groth, til samtalen mellem fru Engelhardt og hr. Neergaard LP A I 112-22; også denne overværer Per først i B (I 90-93). (4) er anvendt A IV 85-88 i et af de Berlin-breve fra Per, som er forsvundet i B. Endelig overgår (5) delvist, men ordret til det første af Pers dagbogsnotater i A VIII 263-65 (=B III 337-38). Det er (3) og (2), der henvises til, når det bag på smudstitelbladet af A I hedder "En enkelt Scene i andet og fjerde Kapitel har forhen været offentliggjort".

Udgaver

A I-VIII, 1898-1904 / B I-III, 1905 / C I-III, 1907 / D I-II 1918 / E I-II, 1920 / F I-II, 1931 / G I-II, 1937.

A I LYKKE=PER HANS UNGDOM, jan. 1898 (190 sider) – (PCA 250)

A II LYKKE=PER FINDER SKATTEN, juni 1898 (158 sider) – (PCA 251)³

A III LYKKE=PER HANS KÆRLIGHED, april 1899 (138 sider) – (PCA 253)

A IV LYKKE=PER I DET FREMMEDE, dec. 1899 (137 sider) – (PCA 254)

A V LYKKE=PER HANS STORE VÆRK, nov. 1901 (181 sider) – (PCA 266)

A VI LYKKE=PER OG HANS KÆRESTE, juni 1902 (170 sider) – (PCA 267)

A VII LYKKE=PER HANS REJSE TIL AMERIKA, okt. 1903 (197 sider) – (PCA 272)

A VIII LYKKE=PER HANS SIDSTE KAMP, dec. 1904 (272 sider) – (PCA 275)

Ialt 1440 A-sider (heri medregnet et frit blad for hvert kapitel, som denne udgave er ene om).

B. LYKKE=PER, 2. udg. I-III, febr.-dec. 1905

Kap. 1-4 (A I) B I,4-136 = 166 A-sider; forkortelse: 10%

Kap. 5-7 (A II) B I,137-242 = 132 A-sider; forkortelse: 13,5%

Kap. 8-10 (A III) B I,243-342 = 124 A-sider; forkortelse: 6%

Kap. 11-13 (A IV) B II,7-95 = 111 A-sider; forkortelse: 15%

Kap. 14-16 (A V) B II,96-221 = 147 A-sider; forkortelse: 17%

Kap. 17-18 (A VI) B II,222-334 = 141 A-sider; forkortelse: 15%

Kap. 19-22 (A VII) B III,7-140 + 147-50 = 171 A-sider; forkortelse: 12%

Kap. 23-28 (A VIII) B III,140-46 + 151-343 = 249 A-sider; forkortelse: 6,7%

B rummer ialt 1020 sider svarende til 1281 A-sider; i alt en forkortelse på 9,8% (ca. 30.000 ord).

C. LYKKE=PER, 3. udg. I-III, marts 1907-jan. 1908

Th. Skjerbæk (Oversigt LP) betegner denne udgave som et "uændret, men nysat Optryk af Anden Udgave". Det er ikke rigtigt. På mindst 75 punkter afviger C fra B. Disse uoverensstemmelser kan opdeles i 3 grupper: I) utvivlsomme sætterfejl, II) mulige sætterfejl og III) tvivlsomme sætterfejl. I det følgende gives en oversigt over de tre grupper. Tallene i parentes henviser til TILLÆG, hvori de enkelte rettelsers kontekst gives, enkelte gange med argumenterende kommentarer. Hvor A har et parallelsted, som er belysende, anføres også dette. Når intet andet er anført, går Cs tekstform uændret over i D.^'3

Af de 9 herhen hørende steder har 2 fået konsekvenser i D, hvorfor de ikke uden videre lader sig rette:

B: "et stort Smil, der lod lystigt og tilfreds" (16). Her læser C lød, hvorefter D retter til skulde lade.

B: "Maatte man ikke snarest forbavses over, at Moderen ikke helt var bukket under?" (37). C læser han, hvilket bryder sammenhængen, så D må tydeliggøre: han for sit vedkommende.

3 meningsløse trykfejl, som går videre til D: C skriver Gangen for Gaden (2); rettet i G. C skriver for sig selv for for sig (9); rettet i F – og igen af Skjerbæk. C (til og med G) skriver Retshaveri for Rethaveri.

De sidste 4 i gruppen er:

1^o en oplagt spatiering bortfalder ("Foretagendet er sikret, … hvad det pekuniære angaar" (25)).

2^o et meningsbærende komma bortfalder ("en vis, overbærende Ringeagt" (45)).

3^o en oplagt fejllæsning:

Duggen laa som Sølvspind over Græsset, og tavse
Svaner gled ham stille forbi (60)

Således B – satsens liniedeling angivet; C læser Duggen gled^'4

4^o en bogstavflytning i genitiven Ahornblads til Ahornsblad (63).

Især 3^o er tekstforringende.

II) mulige sætterfejl

En stor del af disse ville under normale forhold uden videre kunne betegnes som typiske sætterrettelser. Det drejer sig om:

4 ordombytninger: foruden ombytninger af adv. og præp., og advv. indbyrdes "om Gud det vil" til "om Gud vil det" (17,23, 48 og 10).

1 bortfald af (mindre) sætning: (72)

15 bortfald af småord: et enkelt adjektiv: lille (12); ellers præpositioner til (24, 28), op (46); adverbierne nu (14), jo (15, 40), slet (20), ogsaa (66), (vist)nok (57) og et infinitiv-mærke (36). I 2 tilfælde er et indledende "Og" bortfaldet (35, 49); det er ikke nogen almindelig trykfejl, men begge steder samstemmer A og B overfor C. Direkte tekstforringende er 2 rettelser: et bortfaldet ud (31) og et replikkarakteriserende at (32).

3 bortfald af slutningsbogstav: selve (7), nye (11) og Hækker (54).

2 ændringer af sing. til plur.: Armen til Armene (6) og Skoven til Skovene (21).

2 tempusskifter: vil til vilde (34) og er til var (73).

1 bortfald af spatiering: lever (43) (sml. under I).

Mulige sætterfejl er i øvrigt:

4 præpositions-udskiftninger: "hen i Sofaen" til "ned i Sofaen" (26), "tvivle om" til "tvivle paa" (55), "færdig til sin Eksamen" til "færdig med sin E." (56), "Hvad skal vi gøre ved den?" til "Hvad skal vi gøre med den?" (74).

4 synonym-udskiftninger af adverbium eller konjunktion: Nu til Øjeblik (41), dertil til hertil (44), paany til igen (47), eller til og (67) og 1 af verbal: sagde til svarede (62).

2 tegnændringer: (13) og (71); den sidste har medført en ændring i D.

Svagt bestemmerled indsat: med et sønderknust Hjerte (58).

En ren ortografisk rettelse (30) får ingen betydning for D, da stedet her er udgået.

I 3 tilfælde et et adverbial forøget: ret længe ad Gangen (3), i denne Nat (51), i det hele taget (8); dette hos Pontoppidan overordentlig hyppigt anvendte "kort sagt"-udtryk har næsten altid Bs form.

1 gang er et adjektiv spaltet op i adv. + adj.: højt frugtsommelig (65).

Af 2 adjektiv-udskiftninger er den ene ene til alene (69) oplagt som sætterfejl, den anden lidt mere problematisk: "den hele Række forbi til "den lange Række forbi" (5).

Disse rettelser må siges stort set alle at være ændringer fra den mere specifikke til den mere almindelige form eller i hvert fald uden nogen klar "forbedrende" tendens (kun få af B-formerne kan dog betegnes som lectio difficilior; Pontoppidan er jo ikke i den forstand svært forståelig).

Direkte meningsændrende er:

1 substantiv-udskiftning: Talen for Tanken (59) og

4 verbal-udskiftninger: nedkaste til nedkradse (18), bringes til tvinges (27), dæmpedes til dæmredes (38), skænke til skaffe (50).

Disse 5 er til gengæld oplagte som trykfejl⁴. Kun (38) kan ud fra sammenhængen siges at være en (forbedrende?) nuancering, mens de øvrige er afgjort tekstforringende.

De sidste 4 rettelser i gruppen må betragtes særskilt:

1) det sammensatte verbal "tydede paa" er ændret til "tydede hen paa" (4); ændringen må siges at være mulig, men usædvanlig.

2) ombytning af de to første ord i "var vel overstaaet" (29) er en ændring fra den gængse til en mindre almindelig ordstilling.

3) indsættelsen af -s- i "Købstadslærer" (42) må anses for rettelse af enten en trykfej1 i B eller en skrivefejl i Bs forlæg.

4) B retter As "medynksvækkende" til "medynkvækkende". C retter tilbage til As form og denne går videre i D. Her er mulighed for trykfejl enten i C eller i både B og C (68)^'5.

III) Tvivlsomme sætterfejl

Hertil må henregnes følgende 3:

1) De to midterste ord er indsat i "ikke saa helt umuligt" (52); en tydelig nuancering af udtrykket.

2) Nationalreligion ændret til Nationalkristendom (53), en udskiftning der kun hårtrukkent kan betegnes som synonym. Det umiddelbart forudgående "Vartovskristendom" kan imidlertid have smittet.

3) Udtørringsforetagendet ændret til Udtørringsarbejdet (61). Her er tale om synonymombytning, men på grund af ordets størrelse en tvivlsom sætterrettelse. Som forfatterrettelse er den dog mindre god: foretagendet er endnu ikke kommet i gang, er endnu ikke blevet til -arbejdet.

Det er således i sidste ende kun den ene rettelse III,1, som kan siges at være bindende. Her synes en autoritet at stå bag – og da vel forfatterens. Det er dog ikke rimeligt heraf at slutte, at samtlige rettelser i gruppe II og III så må skyldes en overarbejdelse af forfatteren før trykningen af C. Et så minutiøst gennemsyn af den kun to år gamle "endelige" udgave med så få og tilfældige rettelser som resultat er ikke sandsynlig – og slet ikke, når man tager de nye rettelser i 1918 i betragtning. Den (eller de) rettelse(r), man må tillægge forfatteren, er snarere indkommet lejlighedsvis. Det må dog understreges, at man mellem de – i øvrigt langt vigtigere – rettelser i 1918 finder mange af samme størrelsesorden som her i C.

Konklusionen af den foretagne undersøgelse må blive, at grænsen mellem sætterfejl og forfatterrettelser i C umuligt lader sig fastsætte.⁵

Det var på grundlag af denne undersøgelse af Cs tekstforhold, at jeg fik adgang til Pontoppidans brevveksling med forlæggerne.

Omkring nytår 1907 har Pontoppidan fået prøvesats på C. Han er ikke tilfreds med den, skriver han 8. januar til Bojesen; vel er satsen lettere at læse end Bs, men siden er på grund af den smallere margin grimmere. Pontoppidan foreslår, at man bibeholder den gamle linjebredde og linjeantallet og gør skriften mindre.⁶ Herefter fortsætter han: "For Korrekturlæsning bliver jeg jo fritaget, ikke sandt? Jeg ønsker ingen Ændringer foretaget, og jeg erindrer kun to Steder, hvor der står noget galt i den sidste Udgave [FBs kursivering]. Jeg optegner Rettelserne på det andet Blad af dette Brev, for at De uden Besvær kan lade dem gå videre til rette Vedkommende." Dette blad er naturligvis ikke bevaret, og problemet er derfor kun halvvejs løst.

En uge senere skriver Pontoppidan: "Jo, nu er alt vel! Og så kan De for min Skyld begynde nårsomhelst. Jeg er jo bleven fritaget for at få med Korrekturerne at bestille; men jeg vil håbe, de alligevel vil blive samvittighedsfuldt besørgede" (15. jan.). Det var et forfængeligt håb. Men selv om det står fast, at Pontoppidan ikke har læst korrektur, og at mindst to af rettelserne skyldes ham (han kan jo siden have "erindret" flere steder), er det ikke klart, hvilke rettelserne er. Den ene må utvivlsomt være III,1 (42). Men hvad betyder det, når Pontoppidan skriver, at der to steder i B står noget "galt"? Skyldes det "gale" sætteren, bliver en rettelse jo ikke mindre "tvivlsom" som sætterfejl af at være foretaget i B, dersom virkelig dennes forlæg har været nyt manuskript. "Galt" kan imidlertid også betyde, at der i B (og dets forlæg) ikke stod, hvad der "burde" stå, at de anførte steder altså er forfatterrettelser. Vi skal i det følgende endnu nogle gange berøre problemet med disse rettelser. Men allerede her kan vi fastslå, at kun en meget begrænset del af de mindst 74 uoverensstemmelser mellem B og C skyldes forfatteren.⁷

D. LYKKE=PER, 4. udg. I-II, 1918.

Tekstgrundlaget for D er et med forfatterrettelser forsynet eksemplar af C. De meningsløse sætterfejl (2), (9) og (60) går nemlig igen i D, ligesom rettelserne (16) og (37) er årsag til nye former i D. En afsnitsmarkering i B (II, 333) der i C falder sammen med et sideskifte (II, 333-34) bortfalder derved i D. Skjerbæks tvivl (Oversigt LP): "Udgaven er formentlig trykt paa Grundlag af et af Forfatteren gennemrettet Eksemplar af Anden eller Tredie Udgave" er altså ugrundet⁸. Også hans forbehold ("formentlig") kan stryges. Det uddybes i en kronik (i Information 12.11.1959): "Sandsynligvis har [Pontoppidan] givet forlaget et gennemrettet eksemplar af tredie udgave (…). Sandsynligvis – for vi ved det ikke! Den nye, 4. udgave, kan være trykt efter nyt manuskript." – Nej, det kan den ikke, atter på grund af rettelserne (2), (9) og (60)s overførelse til D.^'6

Man kunne nu indvende, at ved gennemsynet af C har Pontoppidan de facto anerkendt Cs rettelser, hvad enten de nu skyldes ham selv eller sætteren af C. Men når netop de meningsforstyrrende eller -ødelæggende rettelser ikke er korrigeret – i hvert fald langt fra alle – kan "gennemretningen" ikke have været så grundig endda. Det er således karakteristisk, at ingen af de (registrerede) stærkt afvigende rettelser i C, som er overgået til D, findes i umiddelbar nærhed af en D-rettelse. Om karakteren af Ds rettelser og en mulig rytme i disse, se senere (om 1918-udgaven).

Man må imidlertid også regne med muligheden for trykfejl i D. Når således f.eks. D retter styrede til styrtede (1), skriver vrøvleagtig for vrøvlagtig, udelader paa i "fordi han engang for alle havde sat sig paa det Standpunkt" (8), retter rødgraat til rødladent i "en høj, førladen Skikkelse med et rødgraat Fuldskæg" (9) og stryger et ikke, så meningen bliver den modsatte (10), så må man give Skjerbæk ret, når denne (i ovennævnte kronik) er "tilbøjelig til at tro, at [Pontoppidan] end ikke har læst korrektur paa udgaven 1918.^{9 '7}

Denne udgave anser Skjerbæk for den sidste "fra forfatterens egen haand" og lægger den derfor til grund for den 10. udgave, han har besørget for Gyldendal. "Udgaven er med Hensyn til saavel Ordvalg som Retskrivning bragt i Overensstemmelse med Fjerde Udgave med Undtagelse af enkelte Korrekturrettelser[?], der er foretaget i Overensstemmelse med Anden og Tredie[!] Udgave" (Oversigt LP, s. 308). Disse "enkelte Korrekturrettelser" er de tre i C-rettelser, gruppe I nævnte "meningsløse trykfejl"; de er sætterfejl i 3. udgave, og Skjerbæk retter i overensstemmelse med 2. udgave. Endvidere retter han 4 trykfejl i D: helt for hele (D I 15), Fugle for Fuglen (D I 773), tyve for syv (D I 283; jf. note 9) de for da (D II 116) og indsætter det manglende ikke (se tillægget om D-rettelser (10)) og et manglende og (D II 126)¹⁰. Denne udgave er altså et optryk af 4. udgaven med rettelser af nogle utvivlsomme tryktejl. Skjerbæk retter derimod ingen af de ovenfor nævnte mulige trykfejl; heller ingen af de sidste 4 i C, gruppe I.

På endnu et punkt adskiller 10. udgave sig fra D:

A og B citeres i ODS IV 376. Om indeklemt siger ordbogen: "sj. (vist ved tilknytning til endeklemt)". Skjerbæk har i 10. udgave (II 63) Fs form. Hvad enten den er Skjerbæks rettelse eller en trykfejl – hvis nærliggende mulighed en udgiver burde have iagttaget, især om han kendte Fs form – forekommer det lige forkasteligt. Skjerbæk afviser jo, at Pontoppidan har haft noget med F at gøre.¹¹

En tekstkritisk udgave er således ikke mulig uden et mindre variantapparat, hvori alle de afvigelser i C-teksten fra B, som er overgået til D anmærkes og ledsages af Bs form, og hvori endvidere (B- og) C-formen angives ved steder i D-teksten, hvor sandsynligheden for en trykfejl ikke kan afvises. Grænsen for den sidste gruppe varianter må bero på et skøn; de bliver ellers urimeligt mange, da som nævnt talrige af rettelserne i D har samme karakter som gruppe II og III i C.

E. LYKKE=PER, 5. udg. I-II, 1920

Om denne siger Skjerbæk (Oversigt LP): "Nysat Optryk af Fjerde Udgave. Mindre Ændringer, særlig i Retskrivningen, skyldes næppe Forfatteren". I Information tilføjer Skjerbæk som eksempler: "(ordenlig/væsenlig/offenlig bliver nu stavet med "t": ordentlig osv.¹² [Ændringerne] kan skyldes en korrektør, der har haft fuldmagt fra forfatteren, men jeg tror det ikke. Intetsteds findes der uomtvistelige spor af forfatteren selv. Derimod flere afgørende misforståelser." Hertil kan – uden nogen systematisk undersøgelse som baggrund – blot føjes, at i hvert fald en af Ds trykfejl er rettet i E ("Fri som Fugle under Himlen!" til "Fuglen"); korrekturlæsningen har altså ikke været ganske mekanisk. En hel sætning er faldet ud (D II 27: "Skulde der ligge noget utilstaaet under denne sære Holdning?"), men den følgende begynder med samme ord. Heller ikke jeg ser heri noget spor af forfatterens hånd.^'8

F. LYKKE=PER, 6. oplag, I-II, 1931 (Gyldendals danske Bogsamling).

"Nysat Optryk af Femte Udgave" (Skjerbæks Oversigt). Dette er korrekt (F overtager således foruden de nævnte ændringer bl.a. en kommastrygning og et "Aa-" til "Ah-" fra E). Udgaven adskiller sig imidlertid på en pudsig måde fra D og E. Pontoppidan skelner normalt i brugen af " – " og "..." således, at (parentetiske) indskud er anbragt mellem "- -", mens "..." angiver en (kort) pause i replik eller har retarderende virkning i fremstilling. Endvidere bruges så " – " på normal måde som "tankestreg". Men i første kapitel og et stykke ind i andet er på talrige steder " – " ændret til " ...", både når det første tegn fungerer som tankestreg, og når det sammen med et tilsvarende virker parentes-angivende – og så er det snart den første, snart den sidste, der er erstattet med "...", dog oftest den sidste. Rettelserne (hvoraf den sidste forekommer F I 37) er således ganske uden princip og kan ikke være foretaget efter forfatterens direktiv. De er enten vilkårlige sætterrettelser eller et (opgivet) forsøg fra Pontoppidan på at korrigere brugen af de to tegn. Den første mulighed stiller en mand af faget sig bestemt afvisende overfor.¹³

F fjerner som eneste udgave det selv i "for sig selv"), som indkom i C (gruppe I); F skriver – også som den eneste – Budapest uden udlydende -h og retter det til den  II 312, hvor D havde ændret B (og C)s pronominalhenvisning til et Dyr/en Raa de øvrige steder i sammenhængen (B III 309: "Hallo! raabte Inger uvilkaarlig efter det og løftede Armene.") F har II 188 mistet 3 linier på grund af homoioteleuton (sml. E II 207^ø). F har desuden en række trykfejl.

G. LYKKE=PER, 7. udg. I-II, 1937

Skjerbæk betegner denne som "Nysat Optryk formentlig af Femte Udgave". Det "formentlig" turde være et overflødigt forbehold. G overtager ingen af de foran nævnte afvigelser i F, men viderefører Es tekst, også hvor denne afviger fra D. Også G har et par rettelser:

B (og A)-formen er noteret i ODS (XX 84), E-formen skyldes næppe forfatteren, men det er vanskeligt at tilskrive en sætter i god tro Gs ejendommelige form; udtrykket findes ikke registreret i ODS, formen akave som sideform til akavet dog i et Wilstercitat.

G retter i overensstemmelse med A-C på det ovf. under D (10) nævnte sted ved at indsætte det i D manglende ikke. Denne rettelse kan meget vel være foretaget af en opmærksom korrektør. Det er så også ham, der har rettet Gangen til Gaden (se C gruppe I).¹⁴

Når Skjerbæk om udgaverne efter 1918, i øvrigt forsigtigt, siger at "Siden har Henrik Pontoppidan sikkert ikke haft direkte med Lykke-Per at gøre", må der i hvert fald for Fs vedkommende tages et stærkere forbehold. På den anden side vil det være urimeligt i en tekstkritisk udgave at følge F i de omtalte ortografiske ændringer, som i høj grad forvirrer satsbilledet og hæmmer læsningen.

II. Lykke-Pers første stadium

Th. Skjerbæk, Efterskrift LP, 1964, s. 355

Uenigheden om forståelsen af Pontoppidans ideologiske hovedværk har ofte samlet sig om spørgsmålet: er slutningen ironisk? Vender Pontoppidan sig i lede fra sin helt, eller lader han ham udsige, hvad der for Pontoppidan selv er livets visdom? Man kan ikke her – som det er blevet gjort – lægge vægt på, at Per overtager ord fra journalisten Pontoppidans pen (forstudie 5); der ligger syv år mellem de to anvendelser af ordene, og en afgørende udvikling kan ligge imellem. Der kan ikke sættes lighedstegn mellem liv og digt. I øvrigt er den pågældende Enetale en opstilling af problemet: Hvem er jeg? Den giver intet svar: "Jeg spørger! Jeg spørger!" Dens slutning – som Per ikke får med – indrammes således: "Jeg har intet Haab om at finde Svar. (…) og dog bliver jeg ved at søge." Ahnlund diskuterer (98-103) denne Enetales forhold til romanen, og hans konklusion er, at "när [Per] äntligen funnit skatten, den högsta mänskliga lyckan, "at blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst", står diktaren bakom honom.¹⁵ Om inte öppnar sig en avgrund av ironi." Men Per er jo netop forvisset om, at det er muligt at blive sig sit eget Selv bevidst, og priser den tid, hvori han har levet, fordi den har kaldt på driften til at ville sig selv, mens holdningen i den nævnte Enetale tydeligt er for personlighedens inkonsekvens, i.e. at det ikke er muligt at finde sit "egentlige Jeg". Pers optegnelse hører da også til blandt de ældste i dagbogen. Muligheden for en afgrund af ironi elimineres ikke ved en henvisning til denne Enetale.

Det må blive inden for selve værket, at den episke fortællers holdning over for romanens helt skal aflæses. En anden mulighed er den at følge romanens tilblivelse og omarbejdelse for derved at aflæse forfatterpersonlighedens intentioner (som muligvis falder sammen med den episke fortællers holdning eller hvad man kunne kalde digterværkets intention). Det sidste skal forsøges i det følgende; til det første skal et enkelt bidrag gives i det næste afsnit.

*           *
*

Det første brev til Bojesen, hvori LP omtales, er fra 14. september 1897.¹⁶ Sætningen af bogen er begyndt, men Pontoppidan åbenbart gået i stå. Han beder sig fri for at figurere i sæsonens slagplan, men håber med nogle gode arbejdsuger at kunne gøre to ark færdige om ugen; nogen bestemt dato for tilendebringelsen kan han umuligt give i øjeblikket. "Kun ét kan jeg ganske bestemt sige: den bliver ikke afleveret, før den virkelig er færdig". Pontoppidan håber, at Bojesen efter jul vil se med mildere øjne på hans langsommelige arbejde.

Der foreligger altså intet om, hvornår Pontoppidan har sluttet aftale med Bojesen om udgivelse af den roman, som havde beskæftiget ham måske allerede fra før afslutningen af det forjættede lands første-udgave. Muligvis er den endelige ned- og sammenskrivning af A I først begyndt i 1897, hvor Pontoppidan omkring årsskiftet var flyttet til Bakkegaardsallé efter det meste af 1896 af have boet i Stenløse. I oktober 96 var Højsang blevet udgivet, og i marts 97 indledte Pontoppidan sin anden journalist-periode som Enetale-skribent i Politiken. Den blev kort: 19 bidrag i marts, 9 i april og ét i maj. En polemik med Peter Nansen omkring 1. april om nogle udenrigspolitiske artikler var muligvis medvirkende til afbrydelsen¹⁷, men beslutningen om LPs udgivelse har sikkert vejet nok så tungt. Nyudgivelsen af kirkeskuden, et bidrag til Politikens julenummer og en gennemskrivning af "Ørneflugt"¹⁸ er ellers årets eneste synlige resultater. Blandt Politiken-bidragene i marts var den ovenfor omtalte forstudie (5) og i april nekrologen over højbådsmand Olufsen, som meget vel kan være faldet sammen med udarbejdelsen af A Is kapitel 2.¹⁹ Den 13. april kvitterer Pontoppidan for et forskud, så på dette tidspunkt må aftale i hvert fald være truffet²⁰.

Den 1. december skriver Pontoppidan et langt brev til Bojesen om, at Lykke-Per ikke er blevet færdig som lovet og nu vel først kan komme til februar. Pontoppidan håber, at kunne klare for sig, indtil:

hele "Lykke-Per" – både dens første og anden Del – ligger færdig. Udarbejdelsen af anden Del vil ikke tage nær så lang Tid som af denne Del. Af Slutningen har jeg hele Tiden haft mest liggende færdigt. Det er den Del, der har interesseret mig mest; og den foregår i vore egne Dage (…).

Dette må have fået Bojesen til at foreslå en udgivelse i hefter. Allerede de første dage af januar kommer nemlig A I, som på sidste side lover A II til marts. Men bindet forsinkes og udkommer først den 29. juni²¹. Pontoppidan måtte 9. juni tilstå over for Bojesen, at han i korrekturen til bindet har set sig nødsaget til at foretage en del rettelser og nogle tilføjelser, som egentlig ikke hørte til denne del for at give bindet en noget bedre afrunding og bidrage til en hurtigere forståelse. De dermed forbundne udgifter ønsker han skrevet på sin regning,

thi det er jo min Fejl, at jeg har måttet have Teksten for mig i trykt Tilstand for rigtig at kunne overskue den og bedømme, hvor og hvad der skulde ændres for at fremkalde den omtalte Afrunding.

Hvad der således er tilføjet i A II kan ikke nøjere bestemmes. Bindet er ikke komponeret særlig stramt; det går fra Fransisca-forelskelsen over møderne med oberst Bjerregrav, det følgende forårs nedtrykthed, højbådsmandens begravelse og bekendtskabet med den skøre baronesse til Pers indførelse i det salomonske hus for at ende med hans beslutning om at vinde Jakobe. Ved omarbejdelsen til B forkortes bindet mere end både A I og A III; et i B strøget oversigts-afsnit (A 18-19) om Pers mål for sit liv: berømmelse, magt og rigdom og om den selvskuffelse, han derved gør sig skyld i, kunne være en sådan afrundende og forståelsesfremmende tilføjelse, men i øvrigt er de vellykkede tilføjelser jo ikke til at spore.

A I var kommet i 2500 eksemplarer, men salget kan ikke være gået alt for godt. A II blev trykt i 2150 eksemplarer, hvoraf de 2050 blev udsendt; de var uden oplagsbetegnelse. Sidst på året (i forlagets hovedbog indført under 1899) blev oplaget suppleret med 425 nysatte(!) eksemplarer, som sammen med 25 resterende fra 1. oplag bragte tallet op på siden af første binds; disse 425 blev forsynet med et "Oplag: 2500 Ekspl."²² A II foreligger altså som det eneste bind i to oplag. Af A II var der hos forlaget i 1902 24 eksemplarer tilbage, mens der af bd. III og IV henlå henholdsvis 72 og 365 (for bd. I foreligger ingen tal).²³ A II må således være blevet en – uventet – salgssucces, og bindet rummer da også, hvad man med rimelighed kan forlange: kærlighed, mondænitet, særprægede miljøer og originale (portrætlignende) figurer, fremadstræbende ungdom, humor og satire – vel nok det livligste bind af de otte. Både indfødte københavnere og ærgerrige provinsstudenter²⁴ kunne spejle sig i bogen, og det var endnu ikke vanskeligt at fatte sympati for dens hovedperson.

Nogle uger før udsendelsen af andet bind modtog Pontoppidan fra forlaget et eksemplar af Det forjættede Lands 1. udgave (brev herom fra Pontoppidan 9. juni) og begyndte på det gennemsyn, der resulterede i den om- og samarbejdede 3. udgave, som udkom i hefter fra slutningen af september til december.²⁵ Arbejdet hermed varede det meste af sommeren, af hvilken Pontoppidan tilbragte nogen tid i Rørvig og på Fanø. Korrekturerne har rimeligvis beskæftiget ham til hen på efteråret. Samtidig skred arbejdet frem med LP A III, som bag i A II var blevet lovet "om nogen Tid", og her blev gjort et forsøg på at undgå de mange korrekturrettelser. Pontoppidan fik hos forlaget maskinskrevet de første ark af sit manuskript, takker den 9. december derfor og lover snart at tilbagesende det i rettet stand. Det sker den 27. december, men ikke uden "Skamfuldhed":

det er jo ikke gået ganske jomfrueligt ud af mine Hænder. Det skal nu more mig at se, om jeg fuldstændig kan undgå Rettelser, når det er blevet sat. I hvert Tilfælde: hvad der kommer af den Art, går på min egen Kappe. (…) Vi får nu se!

Arbejdet går langsomt. Den 3. februar bebuder Pontoppidan 3. kapitel "om et Par Dage" og "ikke længe efter" 4. og sidste kapitel. Forberedelsen af Fortællinger beder han om at måtte udsætte til sommeren, "en passende Tid til at foretage den Slags lettere Arbejder i"; det kniber med kræfterne, og Pontoppidan ønsker at benytte dem, han har, til at fremme nye arbejder.

Således er det min bestemte Vilje, at "Lykke-Per" skal afsluttes nu i Foråret (at sige dens første Halv=Række); og om alt går vel, vil også 4de Del komme til at foreligge ved Forårstid.

En måned senere (8. marts) sender Pontoppidan slutningen af bindet til maskinskrivning²⁶ og lover samtidig bd. IV færdig i midten af maj, senest. På Bojesens opfordring vil han skrive et resumé til titelbladets bagside. Disse resuméer, som fortsatte i resten af bindene, har i øvrigt nok været til liden gavn. Nye læsere formåede de næppe at vinde (fra bd. V faldt oplagstallet støt) og for subskribenterne, der efterhånden som årene gik har haft stadig mere brug for dem, var de altfor knappe; men de var altså heller ikke Pontoppidans egen idé. A III udkom i slutningen af april, næsten et år efter bd. II.

Resten af året, hvoraf Pontoppidan tilbragte nogle sommermåneder på Fanø, gik med forberedelsen af fortællingers to bind og med udarbejdelsen af A IV (som i A III var blevet lovet "om kort Tid"). I midten af oktober flytter Pontoppidan til Snertinge, og midt i november afgår sidste del af manuskriptet; samtidig beder Pontoppidan (15. nov.), at Bojesen ikke i meddelelser om bogens komme betegner bindet som nogen "foreløbig Afslutning". "Jeg troer, det blot vilde forøge Folks Utålmodighed og Kritikens Gnavenhed." Bogen tænker Pontoppidan sig afsluttet med endnu tre (højst fire) hefter. Den 20. november er bd. IV indsat og bd. V allerede i Pontoppidans eget "Maskineri". Han bebuder dog en anden bog forinden. Endnu 14 dage efter er arbejdshumøret højt. Trykkeriet har bedt om titlen på hefte V for på sædvanlig vis at meddele den på sidste side. Dette mener Pontoppidan (5. dec.) imidlertid overflødigt, nu publikum får antallet på de resterende bind. I øvrigt skal titlen være "Lykke-Per ved sin Moders Grav". Pontoppidan beslutter at tage fat med fuld kraft for at få bogens tre sidste hefter ud i løbet af det kommende år. "Nu, da der er kommen Fart i dens Handling, får jeg også nok selv noget deraf." En halvfærdig fortælling, Pontoppidan har liggende, får så vente.²⁷

A IV udkom i rette tid til julemarkedet, og først nu har Bojesen fået den læst (Pontoppidans praksis medførte, at manuskriptet ofte gik direkte til trykkeriet). Han har kommenteret den, og Pontoppidan skriver den 18. december og udtrykker sin glæde over, at "Peter" (således har altså Bojesen kaldt ham) er steget i hans agtelse og håber, at han – trods sine utyskestreger – vedblivende vil gøre det. Bojesen har ikke følt sig tryg ved det næste binds titel, og Pontoppidan giver derfor en oversigt over det:

Vi føres (…) her midt ind i det københavnske Forretningeliv, da vi overværer Forberedelserne til Startningen af det store Aktieforetagende, der skal bringe nogle af Pers Ideer til Udførelse. Men Bindet ender med en smuk Scene, hvor Per sejler med sin Moders Lig over Kattegat en Måneskinsnat på Rejsen fra Kbhvn, hvor hun har levet som Enke, og hjem til Faderens Grav.

Men så sænker også tavsheden sig over arbejdet. Den 15. december 1899 havde Pontoppidan sluttet et brev således:

Min kone er nu kommen og beder mig sende en venlig Hilsen. De og hun har nok talt sammen om "Lykke-Per"s Fortsættelse (eller Udskydelse); jeg kunde selv have Lyst til en lang Samtale med Dem derom; men det må nu vente.

Hvad denne samtale har ført til, om den da er kommet i stand, melder brevene intet om. På side [139] stod: "Fortællinger om Lykke-Per udkommer i syv (højst otte) tvangfri Hefter"^'9. I hele året 1900 omtaler kun et brev (udaf 8) Lykke-Per. En del af året brugte Pontoppidan til at skrive de to bøger Lille Rødhætte og Det ideale Hjem²⁸. Bag i Lille Rødhætte (s. 200) står – efter Bojesens forespørgsel og Pontoppidans diktat i brev af 11. september 1900: "Lykke-Per V & VI udkommer efter Nytaar". Der skulle gå det meste af det nye år, før blot bd. V så dagens lys.

*           *
*

Hvad var der sket? Når citaterne i det foregående så tydeligt viser en overdreven optimisme hos forfatteren med hensyn til manuskripternes aflevering, må man naturligvis stadig huske, at det var til sin forlægger, Pontoppidan skrev. Honorarerne blev udbetalt som forskud for at give den fornødne arbejdsro, og alligevel var de økonomiske vanskeligheder store; to familier havde Pontoppidan at forsørge, og sygdom både hos Pontoppidan selv og hos børn og især hustru var medvirkende årsager. Det plagede meget Pontoppidan, som livet igennem havde trang økonomi (bestandige rejser og hyppige flytninger belastede den også), og han omgikkes med forskellige planer til afhjælpelse af den akutte pengenød, herom meddeler brevene dog ikke nærmere. Men det indtryk, man af brevvekslingen får af forholdet mellem de to mænd, tyder ikke på, at denne optimisme er uærlig. Og i hvert fald: de rids, man skimter af den oprindelige plan, stemmer ikke ganske overens med gangen i den færdige roman.

Af brevet 1. december 97 fremgår det, at LP var planlagt i to bind, hvoraf det første åbenbart skulle omhandle Pers barndom og ungdom, det anden foregå i "vore egne Dage".

Den almindelige opfattelse af tidsbilledet i LP er nogenlunde denne: Pontoppidan har som i koncentreret form ønsket at give udviklingen i århundredets sidste fjerdedel afspejlet i et enkelt menneskes skæbne.²⁹ Mens Pontoppidan i de sidste mange år før sin død ofte hyldedes som revseren og dommeren gennem sine "Danmarksbilleder" – hvorved man i nogen grad distancerede sig fra ham, gjorde ham til kulturhistorie, har de senere års forskning og tolkning lagt vægt på den indre linie i forfatterskabet, og samtidig er det blevet betonet, at tidsbilledet var noget sekundært for forfatteren; man har her påberåbt sig hans egne ord: "Det Tidsbillede, der findes i den [i.e. Lykke-Per] har ikke været mig det vigtigste. Øjebliksbilledet (…) benyttet som illuderende Forgrund i et Perspektiv" (Stenografisk Interview 1905). Man har set en linie fra Det forjættede Lands præcise tilknytning til tiden (1877-87), over LPs løsere til den fuldstændige frihed over for den historiske virkelighed i De Dødes Rige.³⁰ Den seneste dom herom – hvad angår LP – lyder:

man (kan ikke uden videre) sætte lighedstegn mellem romanens samtidsskildring og det "Øjebliksbillede", som [Pontoppidan] talte om. Inden for det korte åremål, hvori størsteparten af begivenhederne udspilles, og som må ligge omkring 1880, er der anbragt enkeltheder, der i virkeligheden havde plads jævnt fordelt over hele sidste fjerdedel af århundredet. Og giver man sig – i formodning om at det er et tidsportræt – f.eks. til at lede efter modeller, vil man hurtigt være på vildspor. Pontoppidan har rent ud erklæret, at der ingen portrætter findes, bortset fra det ene, meget tydeligt betegnede (…) (Skjerbæk: Efterskrift LP 349).

Det lønner sig imidlertid – trods det kætterske deri – at se lidt nærmere på "tidsbilledet" i LP As fire første bind.

Som Det forjættede Land indeholdt meget præcise tidsmærker (opregnet hos Vilh. A. 1917, 50)³¹, er der også i LP A givet et enkelt rent historisk holdepunkt. Da Per – efter faderens død – skriver sin anden række breve til Jakobe fra Berlin, fortæller han, at han har mødt "den halvfemsindstyveaarige Moltke" på gaden (A IV 88). Da generalen fulgte årstallet, falder Pers Berlin-ophold på dette sted sammen med Pontoppidans eget fra oktober 1890, og det er på dette sted, at forstudie 4 er anvendt. Også i Børs-Tidende-artiklen omtales mødet med Moltke, men det er i LP (omhyggeligt?) tilføjet, at det var den halvfemsårige.³² Den ca. 23-årige Per skulle så være født omkring 1867 – altså en halv snes år senere, end det fremgår af sammenhængen i LP B. Romanens første linier lyder i

De to tidsangivelser er ikke uden videre analoge; i hvert fald binder As fremstilling ikke, på samme måde som Bs, Pers fødsel til før 1864 ("Drengen (…) kommen til Verden (…) da Faderen (…) forflyttedes herind til Købstaden". B I 14-15, A I 13).

Hele Pers projekt får da sit naturlige, "historiske" forløb som modtræk til den øgede handel i Tyskland, der gav sig udtryk i anlæggelse af frihavne i Hamburg og Brehmen 1888. Hans egne frihavnsplaners nederlag falder sammen med vedtagelse af den københavnske frihavn 1891. Pers person tidsfæster altså tidsbilledet til slutningen af 80'erne^'10.

Når Jakobe som 19-årig på Berlins (schlesiske) banegård har set russiske jøder (A II 121f) må dette være efter 1881³³, ligesom hendes danske yndlingsbog Niels Lyhne som sådan først kan ligge på hendes bord nogle år efter 1880 (A IV 28). Når Eybert betegnes som "Politiker af den fritænkerisk-liberale – saakaldte "evropæiske" – Gruppe", er dette først muligt efter 1883. Den med Per nogenlunde jævnaldrende Jakobe fester altså tidsbilledet til omkring midten af 80'erne.

Enkeltheder i de to fiktive hovedpersonens biografi skulle således sætte grænserne for begivenhederne til ca. 1885-90, en "spredning" betydelig mindre end Bs. Betragter man nu de personer i A I-IV, som litteraturhistorikere – trods forfatterens benægtelse af modelbrug – med forbavsende sikkerhed har kunnet udpege som portrætter³⁴, bekræftes opfattelsen af et tilsigtet snævrere tidsbillede.

At Fritjof Jensen har træk af Drachmann er ofte påvist; men malerens frafald og senere tilbagevenden til den radikale fløj (A II 38-39; B tilføjer I 161: "Derimod forstod [Per] ikke disse idelige, haanske Hentydninger til Dr. Nathan, af hvem Fritjof før havde været en saa højrøstet Beundrer". A V 170: "han (er) for Øjeblikket igen begejstret Fremskridtsmand") falder netop nogenlunde sammen med Drachmanns svingninger i 1883 og 1891. I 1890 opholdt Drachmann sig i Hamburg; i Berlin træffer Per på Fritjof.

J.P. Jacobsens død i 1885 falder som Enevoldsens inden for perioden (I A omtales han som nylig død A VI 25; i B allerede ved Bergers debut B I 162). Sammenhængen mellem Enevoldsen og Jacobsen har forfatteren selv markeret ved i B at ændre Jakobes yndlingsbog fra "Niels Lyhne" til "Enevoldsens "Skabelsen"" (B II 22).

Særlig tydelig kommer Poul (siden Povl) Berger til at stå som et portræt af Johs. Jørgensen. Han skildres forskelligt i A og B:

I B indføres han allerede under Pers første "Gryde"-besøg som "en bleg, ung Mand med mefistofeliske Træk", der udbringer skingrende Leve for Dr. Nathan: "Med Tilslutning fra Drikkebrødrene rundt om kaldte han først Dr. Nathan sin "Helt", derpaa sin "Gud" og tilsidst sin "Frelser", og efter endelig at have tømt sit Glas, knuste han det til hans Ære i sin Haand, saa Blodet løb ham ned over Fingrene." (B I 69).³⁵ I B er det ikke Poul Berger, der er ophavsmand til det æventyrspil, hvis premiere fejres den aften, Per dumper ind i en kafé ved Kgs. Nytorv. Her sidder Berger med sin "mefistofeliske Skikkelse", ung og bleg i en krog (B I 162). Først i A VI, da Bergers "gennembrudsbog", "En Jakobskamp", skildres, tales der i begge udgaver om, hvordan han gang på gang har genfortalt sin egen kærlighedshistorie under form af en digtning, der "var besynderlig sammenrørt af den blegsotigste Romantik og den mest tykblodede Naturalisme, ligesom Tonen i den svingede holdningsløst mellem Klynkevornhed og krampagtig Titantrods" (A VI 25/B II 239). "Jørgensen-Gjellerup A/S" er således først "portrætteret" i B. Poul Berger er i A ligeså lidt mefistofelisk af udseende som Johs. Jørgensen (og født nogenlunde samme år!) og om nogen særlig – endsige nogen påtrængende – tilknytning til Nathan personlig er der ikke tale (førend i bd. VI).³⁶ De "nette Vers", den "himmelske Resignation" og det "fromme Vemod" karakteriserer ret præcist den unge Johs. Jørgensen – ligesom også denne følte manglen på ydre skønhed som en plage. I karakteristikken af Poul Bergers forfatterskab i A VI (24-27; i det væsentlige uændret overført til B II 238-40) træder Gjellerup-allusionerne imidlertid tydeligt frem. Om hans bog "En Jakobskamp" hedder det: "Forresten bar Digtet selv meget tydelige Vidnesbyrd om Dybden af det Gennembrud, der var foregaaet hos dets Forfatter, ogsaa i hans Egenskab af Poet"; ord der minder om Pontoppidans egne i anmeldelsen af Gjellerups Min Kærligheds Bog.³⁷ Selve citaterne fra "En Jakobskamp" har dog mest klang af Johs. Jørgensen (A VII 134-55/B III 102; VIII 11/B  III 146).

At Reeballe skulle være en karikatur af Sophus Schandorph forekommer derimod ikke indlysende. Hvad der siges om denne, er væsentligst samlet på en halv side (A I 72, B I 65). Der foretages nogle ændringer i B (samtlige stykker vedr. Reeballe er opsat i Tillægget): Reeballe er i A "den gamle Politiker og Redaktionssekretær", i B "den gamle Spottefugl, Journalist og Lystspilforfatteren" – ingen af disse betegnelser passer på Schandorph. Hele billedet af Reeballe er ensidigt-karikerende (modsat de fleste øvrige "portrætter") – og kun ganske få enkeltheder kan henføres til Schandorph (cigarstumpen, karikaturtegningerne, det lidt voldsomme kaféliv). Når man endelig betænker Pontoppidans personlige holdning – officielt og privat – til Schandorph, må man slå en pæl gennem denne tradition.³⁸ Samtiden rummede da også talrige – nu for det meste glemte – person(lighed)er, der kan have bidraget med træk til "Inventariet Reeballe". Traditionen om Reeballe som Schandorph har jeg kun kunnet føre tilbage til Ernst Frandsen (a.a. p. 63), fra hvem i hvert fald Karl V. Thomsen (a.a. p. 120; Thomsen kan ligefrem s. 137 fortælle, hvad "Reeballe-Schandorph" i 1899 skriver til Georg Brandes!) og sikkert også Henning Fonsmark (i Politikens håndbog) har overtaget den. Skulle den stamme fra kredsen omkring Sophus Claussen?

Mere kompliceret er forholdet omkring kandidat Balling. Her udnævnes som regel Vald. Vedel til model. Karl V. Thomsen har sat et par citater om Balling som optakt til sin bog (s. 8) og skriver derunder bl.a.: "Denne Balling – hvis ånd er Julius Paludans og hvis krop nok er Vedels – har Pontoppidan effektfuldt og vidende sat op mod Brandesportrættet." Paul V. Rubow siger i sin anmeldelse af Thomsens bog: "V. Vedel (og ikke tillige Julius Paludan, som mag. Thomsen mener), er model for "det lange litteratur-menneske" i begyndelsen af Lykke-Per, senere er træk af Vilh. Andersens skæbne tilsat" (Berl. Aften 2.11.57). Som tidligere anført mener Ahnlund at vide, at Vedel følte sig truffet af Balling-portrættet³⁹, men Ahnlunds konklusion er, at "Diktaren kan icke ha syftat på typen Vedel när han skildrade Balling; möjligen har den personliga antipatin skuld till en eller annan detaljlikhet." (440). Det er her Paul Rubow, som har ret. På det første sted, Balling omtales, er i B foretaget en interessant strygning af følgende afsnit:

Talte man til ham om Aarhundredets Literatur, fremstillede han satyrisk Ordet: Shakespeare; nævnedes Ibsen for ham, udslyngede han med rund, dræbende ø-Lyd Navnet: Goethe; faldt derimod Talen paa Povl Berger eller andre af hans Samtids unge Digtere, vendte han medlidende Øjnene i Hovedet og sagde: Ibsen, … (A II 134-35, svarende til B I 218-19).⁴⁰

3. januar 1898 svarede Pontoppidan på et brev, han havde modtaget fra Vedel, hvori denne bad ham udtale sig om sit forhold til Ibsen.⁴¹ Vedel spurgte, fordi han ville skrive en artikel om "Ibsen og Danmark" til festskriftet i anledning af Ibsens 70-årsdag den 20. marts. I afsnittet om Vildanden kom der til at stå om dr. Relling:

Han blev næsten firsernes og halvfemsernes helt efter halvfjerdsernes sandhedssiger. Han høres igennem Edv. Brandes' skuespil (…) Han skimtes i dr. Levin – i Den gamle Adam af Pontoppidan – han, der går og tager løftelsen fra lyrikeren. Ja, der er gået noget af dr. Relling i alle os yngre.

Og senere i samme afsnit:

Og ligeså væsensdansk som Nora og Helmer, men langt dybere og mere vidtrækkende som type var jo den udødelige Hjalmar Ekdal, og hvor vi går og står, ser vi nu Hjalmar Ekdaler i os selv og i andre. Vi hører ham i et tonefald, i en stilvending, vi napper ham i en håndbevægeIse, i et blik – hos os selv og hos andre; han dukker - uden forfatterens tilladelse - frem mellem linierne mangen gang, når Edv. Brandes' eller P. Nansens eller Carl Ewalds personer skal tale rigtig godt og kønt, stilfærdigt, inderligt og fint, og han dukker, – med forfatterens tilladelse – mere og mere frem bag Pontoppidans Emanuel, jo længer man læser frem i "Det forjættede Land". Hj. Ekdal gør stadig tjeneste som en afviser, der til alle tider kan trænges til for vor noget sentimentalt anlagte folkenatur. (cit. efter Firsernes Førere, 1923, s. 43-44)

23. september s.å. skrev Pontoppidan til Vedel: "Jeg er først i disse Dage kommen hjem fra Sommerrejser og har derfor ikke før nu fundet Lejlighed til helt[!] at gennemlæse Deres Bog om Ibsen, for hvilken jeg hermed sender Dem min Tak." Pontoppidan modsiger derefter de ovf. citerede steder. Om det sidste siges:

hvorledes "Det forjættede Land"s Emanuel, der godtroende men højsindet ofrer alt indtil sit inderste Selv for det, han anser for sit Kald, hvorledes denne helt igennem tragiske Skikkelse kan minde en forstandig, endsige en intelligent Læser om den egoistiske, helt igennem småtskårne, tragikomiske Nar Hjalmar Ekdal, – det er også af den Slags Gåder, som en nærsynet Kritik bestandig giver Forfatterne at løse.⁴²

Hvad enten Pontoppidan har nået at læse de omtalte steder i festskriftet (som udkom i første halvdel af marts), inden LP II gik i trykken (jf. den ovf. omtalte forsinkelse og de mange korrekturrettelser) eller ej, bekræfter brevet fra september hans i Balling-portrættet markerede foragt for visse litteratur-forskeres mani for at se Ibsen overalt. Når stedet er strøget i B, kan det være udtryk for, at det oprindeligt har haft en meget direkte (polemisk) adresse.

At Balling i det ydre har træk af Vedel er uomtvisteligt – lige til det bemærkede flagreslips passer det.⁴³ Men Rubow har også ret, når han siger, at træk af Vilh. Andersens skæbne er blandet op i Balling-figurens. Det sker, da denne sendes til Rimalt som realskolebestyrer. I skildringen af ham hèr er der skåret både i B og i D (minus blå tekst):

I Vilh. Andersens Bacchustoget i Norden fra 1904 hedder det:

Ogsaa uden for denne den naturalistiske Kunsts største Tragedie [Gengangere] virkede "Naturalismen" i Norden som en trist og graa "Dag derefter". Der var dem, der ikke reagerede anderledes mod Orgiet end Bonden efter et Barsel: de syntes sundere, maaske nok en Kende mere rødhudede end naturligt derved, som Henrik Pontoppidan; (s. 261-62)

Med udgangspunkt heri rettede Pontoppidan i forordet til 2. udgaven af Fra Hytterne (skrevet marts 1905) et angreb på Vilh. Andersen (sml. Ahnlund 441, note 55 og Bredsdorff II, 129-53). Vilh. Andersen svarede offentligt herpå i Politiken 15. april 1905, men havde forinden, den 13., skrevet til Pontoppidan. Synspunktet og formuleringen er den samme i brevet som i avisartiklen. Pontoppidan svarede ham venligt, og den 16. s.m. takker Vilh. Andersen ham derfor og udtrykker håbet om en samtale. Det næste bevarede brev er fra 1912, og først efter udarbejdelsen af Vilh. Andersens bog om Pontoppidan i 1917, som gav anledning til nogle samtaler om de biografiske afsnit, udvikler det venskab sig imellem dem, der især de sidste 10-15 år var præget af megen varme^'12. Det er derfor forståeligt, at Pontoppidan i 1918 strøg de ovenfor i B-citatet med blåt markerede linjer, så tydeligt som de var møntet på Vilh. Andersens omfattende, folkelige foredragsvirksomhed. Herved bliver dog Ballings senere skæbne ganske uden prægnans; han er nu prototypen på den lille mand, der finder et miljø snævert nok til, at han kan virke stor.

At det ikke skyldes nogen tilfældighed, når man således læser Vedel og Vilh. Andersen-træk i Balling-figuren, bekræftes endelig af følgende citat af brev fra Erik Henrichsen til Pontoppidan 27. februar 1903:

Forsaavidt føler jeg Sympati for det, De kalder "visse akademiske Krese", men ellers ikke. Ellers er det netop dem, jeg vil ud af, ud paa Gaden, ud at tale under aaben Himmel. "Nikodemus" og "Knud Sjællandsfar" er ikke mine Folk (uden forsaavidt). Thi naar jeg ser, hvad der for hver Dag gaar under af "Aand" i Gemenhedens Syndflod, da føler jeg Værdien af den Slags Mænd. Jeg begriber ikke, hvordan "den væsenligste Opgave" for Dem kan være at føre Krig mod dem – de har jo ingen Indflydelse, er udryddede saavel i Politik som i Presse. [kursiveringer mine]⁴⁴

Om journalisten Otto Dyhring siger Niels Møller i sin anmeldelse af LP B (Nordisk Tidsskrift 1906, s. 267): "Dyhring (…) kan delvis være tegnet efter Bille⁴⁵, Gustav Esmann o.a., men den store magt, Dyhring får i kraft af sin journalistik, har forbillederne dog ikke vundet. Også i ham er der romanagtig overdrivelse [ɔ: som i Max Bernhardt]." Den senere forskning har da heller ikke indladt sig på at udpege direkte modeller til Dyhring-figuren. Paul V. Rubow taler (i den anførte anmeldelse af Karl V. Thomens bog) om portrættet af "som det synes P. Nansen". Pontoppidans forhold til Nansen var ganske vist omkring århundredeskiftet ikke særlig godt, og i Dyhrings senere karriere med springet til den borgerlige presse kunne man se en parallel til Nansens overgang fra Politiken til Gyldendal – et skridt, Pontoppidan ærtede ham noget for – ligesom det i B strøgne billede af den fotograferede Dyhring (A VI 67) har tydelige Nansen-allusioner. Men typen Dyhring peger nok snarere mod et andet af "Hovedstadens toneangivende Blade", der lagde "Hovedvægten paa et mangfoldigt, litterært bearbejdet Nyhedsstof" (A III 44-45, B I 265-66), nemlig Ove Rodes København (1889-92). Allerede fra 1878 havde Dags-Avisen eksisteret som det tidligste organ for københavnsk radikalisme med William Secher (1854-1907, se DBL XXI, 521-22) som redaktør, men først efter firsernes midte skabtes aviser, hvis journalister forargede borgerskabet ligeså meget med deres person som med deres pen. Kredsen omkring København – og i forbindelse med Dyhring kommer man først og fremmest til at tænke på den unge Ove Rode (ærgerrig og charmerende), Gustav Esmann (kvindebedårer, lystspilforfatter og vekselrytter) og Johan Knudsen (varieté-anmelder og ofte forelsket i sine "emner") – denne kreds holdt til på "Bernina" og prægede i det hele københavnerlivet på en måde, der gav Pontoppidan rig lejlighed til i sin anden københavner-periode (1888-92) at lære den nøje at kende.⁴⁶ Det var som tidligere nævnt København, der bragte sagen om Krøniker frem og samme år, 1890, bidrog Pontoppidan til Københavns julenummer med sit polemiske modstykke til Bjørnsons novelle "Ørnereden" (PCA 174). "Falken" – det blad, hvorved Dyhring tjener sig op – bærer heller næppe sit navn tilfældigt. Således hed nemlig Piraten – Ove Rodes forløber for København – i Viggo Stuckenbergs nøgleroman Messias, den bog hvis anmeldelse af Pontoppidan i Børs-Tidende blev grundlaget for højesteretedommen over Ernst Brandes. En sådan navne-forbindelse er almindelig hos Pontoppidan (vi skal siden vende tilbage hertil), kan her ikke tillægges selvstændig betydning, men vejer dog sammen med det øvrige materiale.

Dyhrings rolle i romanen er i øvrigt en langt vigtigere end den at fungere som (sammensat) portræt. Omkvædet lyder: "Som en ung Gud skred han frem i sin uanfægtelige Sorgløshed – tilbedt og afskyet, misundt og foragtet – levende højt paa Menneskenes Dumhed, Forfængelighed, Fejghed og Hykleri." (A III 45, B I 266). Det er gentaget næsten ordret A VIII 211, umiddelbart før Per under sit sidste Københavns-besøg ser meddelelsen om den ledige Vejassistentpost. Den lidt skematisk-symbolske gentagelse er strøget i B; her siges det ligeud – efter beskrivelsen af Dyhring som "Verdenserobrer": "Og dog! Heller ikke denne moderne Aleksander misundte han. Men hvorhen søgte da egenlig hans Ønske og hans Trang? Hvor hørte han hjemme? . . . Han skulde netop i dette Øjeblik begynde at forstaa det." (B: III 299; det understregne med finhed fjernet i D). Fra deres første møde betones de to jævnaldrendes fælles forudsætninger ("Otto Dyhring var – ligesom Per – et hjemløst Barn," A III 44 = B I 265), og Dyhrings funktion i romanen er da at være afspaltning og rendyrkning (deraf overdrivelsen) af Pers ungdommelige valgsprog: "Det galdt blot om at ville, hensynsløst og uden Anfægtelser at begære – og alle Livets Herligheder skulde blive ham til Del!" (B I 74; sml As naivere formulering I 83-4). Det bliver Dyhring, der får "den sorte Prinsesse og det halve Kongerige" (A II 69 = B I 180) og – ville Peter Andreas sige: tager skade på sin sjæl.⁴⁷

Ganske tydeligt – i B endog præciseret – er Aron Israel (som påvist af E. Spang-Hanssen) i gestalt og skæbne et portræt af Oskar Siesbye (1833-1913).⁴⁸ Som Aron Israel betog Siesbye endnu mere ved sin karakters egenart end ved sin store lærdom. Han var Brandes – hvis lærer han havde været – meget hengiven, men hvorvidt de synspunkter, han hævder i samtalen med Eybert (A III 82-86, B I 294-97), er karakteristiske for Siesbye, veed man vel lidet om – og det er også ligegyldigt i vor sammenhæng. Figuren bidrager ikke til nogen nærmere tidsfæstelse, da Siesbye var stående figur i gadebilledet (og selskabslivet?) i hele sidste fjerdedel af århundredet.

Samlingsstedet for den kunstnergruppe, hvortil Fritjof Jensen, Enevoldsen, Berger og Reeballe hører, har – i sin funktion som litterær café – kun sit historiske sidestykke i "Bernina": "en gammeldags Schweizer-Kafe, der var et yndet Samlingssted for Byens udbredte kunstneriske og literære Halvverden" (B I 63). "Bernina" åbnedes i 1881 og blev hurtigt efter Studentersamfundets stiftelse i 82 tilholdssted for samfundets medlemmer. Senere holdt som nævnt Københavns medarbejdere til i caféen. Med "Bernina" stemmer derimod ikke beskrivelsen af stedet (kun i A) som "et gammeldags Konditori ved Vestervold", "et rummeligt men lavt og mørkt Lokale, en fordums Fægtesal, uden Vinduer til Gaden men med en lang Række højtsiddende Ruder ud til en Have, som om Sommeren kastede et grønligt Skær ind over de kalkede Vægge." (A I 69-70). Når det derimod hedder videre i A: "I adskillige Aar[!] havde den været Stamkafé for Medlemmerne af en oppositionel artistisk Klike, de saakaldte "Uafhængige", en Samling yngre og enkelte ældre Talenter,...", er vi atter ved "Bernina"s funktion fra 80'ernes midte.⁵⁰

Den største vanskelighed volder unægtelig i denne sammenhæng Dr. Nathan. Når man i almindelighed anser begivenhederne i LP for samlet omkring 1880, tages der vel først og fremmest udgangspunkt i Pers besøg hos Dr. Nathan, "Literaturkritiker og Populærfilosof, der regnedes for visse yngre Akademikerkreses aandelige Fører, og som, utilfreds med Forholdene herhjemme, havde bosat sig i Berlin." (B I 68),⁵¹ og man kan henvise til, at han ved den store fest på "Skovbakken" hyldes som hjemkommen "fra den lange Udlændighed" (A VI 33 = B II 246). I A I nævnes Nathan imidlertid slet ikke, og at han opholder sig i Berlin i "frivillig Landflygtighed", erfarer læseren først i A IV (s. 6, sml. B II 10). At der er tale om et Brandes-portræt er på dette tidspunkt klart for denne (se brev til Schandorph 30.12.99, Brdr. Br.s Brevveksling III, 255) og Pontoppidan indrømmer det selv over for Brandes efter udgivelsen af A VI (se Bredsdorff I,32). Modsigelsen i, at Per skulle opholde sig i Berlin i 1890 samtidig med, at Nathan (= Brandes) bor dèr (i.e. 1878-83) kunne enten bero på at Pontoppidans forhold til Brandes har været af mere personlig(-hengiven) art end til nogen af de øvrige "modeller"; han har derfor bevidst skabt uoverensstemmelse mellem Nathans og Brandes' biografi, således at man ikke skulle kunne lægge skildringen af den første som en kalke over den andens liv. Eller på at Pontoppidan allerede under udarbejdelsen af A IV har ændret den oprindelige plan; og den derved opståede, upåagtede inkonsekvens er fjernet i B; Pontoppidan havde jo udarbejdet afsnit af romanens anden del endnu før afslutningen af første del (jf. ovenfor). Det er vanskeligt at tidsfæste Brandes-portrættet ud fra indre kriterier. Årene fra 1870-90 danner en ret sammenhængende periode i Brandes' liv, og hans stilling i det danske samfund er stort set den samme i hele tidsafsnittet begyndende med den voldsomme forargelse over forelæsningerne i 1871f og sluttende med hans rolle i sædelighedsfejden og Nietzsche-diskussionen. I øvrigt synes Dr. Nathans øgenavn i LP, Dr. Satan, at hentyde til Lucifer-artiklerne, og den afhandling af Nathan i "Lyset" (jf. dog Asgaardsrejen A 63, B 42), som Ivan låner Per, og som i A giver stødet til de store udvidelser af Pers planer og i begge udgaver bekræfter Per i hans "erfaringer om Livet og Menneskene" (A II 96/B I 181) – denne afhandling kunne sammenlignes med Brandes artikel om Nietzsche, som spillede en afgørende rolle for Pontoppidan selv. Artiklen betegnes i A (og kun her) som et "halvt videnskabeligt Arbejde", "gennemstrøet med Fremmedord og filosofiske Udtryk, som han ikke forstod" (A II 97). Når Ivan om 119 artiklen siger, at Nathan heri drager "tilfelts mod, hvad han kalder vore "udmalkede Æstetikere" herhjemme, og raaber Initiativets og de dristige Handlingers Mænd i Gevær" (A II 62), kunne det godt gælde den lede ved stagnationen i det hjemlige åndsliv, som Brandes gav udtryk for i slutningen af Nietzsche-artiklen. I øvrigt er Dr. Nathan snarere beskrevet som en 50-årig end som 40-årig.

Konklusionen af hele denne undersøgelse – der i det større perspektiv måske forekommer pedantisk – må da blive, at hvad der er af "tidsbillede" i de første 3-4 bind af LP A, peger i retning af et snævrere tidsrum – ca. 1885-90 – som udgangspunkt for romanens miljøbeskrivelse. Men allerede her – i Balling-figuren – viser impulser fra forhold samtidige med udarbejdelsen sig at have virket ind.

Der foreligger imidlertid, foruden brevene til Bojesen, endnu et vidnesbyrd om den oprindelige plan. Da Otto Borchsenius havde anmeldt A II i Dannebrog, måtte Pontoppidan – i brev den 3. juli 1898; skrevet "med Foden på Nakken for at rejse bort" – korrigere en åbenbart udbredt fejltagelse:

...det er en Misforståelse, hvori jeg ikke har Skyld, at Fortællings-Rækken skal afsluttes med 3die Bog. (…) Der udkommer iår 3 Hefter; men disse udgøre kun det første Bind af Fortællingen, der i det hele bliver på to Bind (6 Hefter). Det er da en ret omfangsrig Bygning, jeg har søgt at rejse; og derfor har Grunden måttet lægges så bred. Min Hensigt med Bogen er først og fremmest den at skildre fem forskellige danske Hjem, nemlig Præstehjemmet og Nybodersfamiljen i 1ste Bog og nu det jødiske Hjem. Senere følger et jysk Herregårdshjem med det omgivende Landsbyliv og tilsidst endnu et Præstehjem af en noget anden Art end det første.

Dette må sikkert sammenholdes med det ovenfor citerede brev til Bojesen, hvori Pontoppidan taler om de partier af "anden Del", han har liggende færdige. Endnu i februar 99 taler Pontoppidan om A I-III som "første Halv-Række", men da han i november afleverer bd. IV, betegnes dette som den "foreløbige afslutning", og anden del er planlagt til 3-4 hefter. Det er altså tydeligt, at romanen er vokset undervejs. Brevet til Borchsenius fortsætter:

Herigennem har jeg søgt at give et Billede af det danske Folk i det nittende Århundrede i den Udstrækning, jeg har haft Lejlighed til at lære det at kende.

At Pontoppidan til dette brug havde valgt sig en person, som var yngre end ham selv, forekommer naturligt. Herved blev forfatterens overblik større, og han kunne bedre udnytte sit kendskab til mennesker og miljøer, som han først selv i en senere alder havde lært at kende.

– Men når jeg har samlet Skildringerne omkring Lykke-Pers Person, er det for tillige at give noget mere. Jeg har søgt for mig selv at efterspore og klarlægge Grundene til, at Halvfjersernes såkaldte Gennembrudsbevægelse, trods alt, måtte mislykkes, i hvert Fald i første Omgang, idet den stødte an mod de evige Love, hvorefter Menneskeskæbner og Tidsskæbner styres.

Dette afsnit i brevet – hvoraf det understregne er indføjet – er retfærdigvis anført i sammenhængen, men skal ikke her nærmere udlægges. For mig at se giver det vanskeligt nogen mening i relation til Lykke-Pers første stadium. Når i A VI (38-39; B II 250) resultatet af Nathans virke gøres op i den – negativt betragtede – religiøse modbevægelse, synes dette snarere at være en anklage mod folket end en demonstration af "evige Love". En reaktion er vel ganske rigtig enhver "tidsskæbne"s lod, men i selve dette faktum ligger næppe, at den da er "mislykket". Hvorledes endelig forbeholdet – "i første Omgang" – skal forstås, er heller ikke klart. Mere sigende fortsætter brevet:

Også om Lykke handler dog Bogen; thi at Titlen skal forstås ironisk er ikke ganske rigtigt (jeg er i det hele ikke nær så ironisk, som jeg desværre nu en Gang har fået Ord for at være), – men Ordet Lykke har i mine Øren en melankolsk Klang, og "Moralen" i denne Bog er ganske den samme som i min forrige store Roman, hvor den tydeligt og ganske uironisk er udtrykt i de Ord: "at Lykken her i Livet består i at fæste Rod i egen Jordbund og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel" – hvor sort denne så er!⁵²

Brevet slutter:

Dog, en Bogs dybere Mening tillægger jeg ingen synderlig Værdi for andre end for Forfatteren, for hvem den er den skjulte Ild, der bringer Maskineriet i Gang og får Hjul og Drev til at snurre og skinne i Solen. Dersom dette er lykkedes mig hist og her i min nye Bog, vil jeg være glad. At den helt igennem skulde være god, har jeg aldrig turdet vente.

Når omtalen af handlingens hovedtræk i brevet til Borchsenius ikke går videre end til præstegård nr. 2 og lader moralen være lykken i egen jordbund og under hjemlig himmel, falder dette ganske sammen med Vilh. Andersens tolkning af de første to trediedele af romanen (1917 s. 116-18). Vilh. A. lægger her "Ørneflugt" ned over Lykke-Per, men henviser dog til Pontoppidans egen udtalelse:

Det er jo den gamle Fortælling om Bondedrengen, der drager ud i Verden for at vinde Prinsessen og det halve Kongerige, saadan som det meget tydeligt er angivet i Samtalen mellem Per og Selvmorderen Neergaard i Bogens allerførste Hefte, hvor overhovedet hele Gangen i Fortællingen er skitseret (Stenografisk Interview, 1905).

Når Vilh. A. i stedet anvender "Ørneflugt", er det for at demonstrere sin bogs tese, at hele forfatterskabet kan læses ud af denne ene krønike. Over den sidste trediedel af romanen (i.e. A VII-VIII = B III) lægger Vilh. A. "et tredie Eventyr (…) en Optegnelse af Lykke-Per selv fra hans sidste Leveaar med Overskriften "Det store Spøgelse"". Den manglende sammenhæng i tolkningen søger Vilh. A. at nå ved følgende hastige ord: "Og Drengen i Eventyret, denne Ørneunge, der stækkes, for at dens Vinger [ ikke(?)] skal vokse, denne kluntede Dreng med den "mutte Trold" i Øjet, der bliver slaaet til Krøbling for at blive til et Menneske, endda "med et forklaret Udtryk i sit Ansigt" – det er Lykke-Per og hans Historie" (1917, 120). Men Vilh. A.s bog i 1917 var et festskrift, hvortil han endda havde fået digterens velvillige hjælp, og samme digter brød sig ikke om, at man kiggede ham over skulderen ved arbejdsbordet.⁵³ Men hvad Vilh. A. dækkede over i 1917, fik han senere anbragt i en bisætning:

Hvad [Lykke-Per] finder til sidst, Skatten, Lykken – saaledes som disse Ord er forstaaet i det Eventyr om den lamslagne Dreng, hvormed Værket ender, men ikke i det om Svinedrengen, der fortælles i en af dets første Bøger, og hvori Forfatteren selv maaske da saa dets Idé – det er altsaa etc. (Ill. Litt. hist. IV, 408)

Hvad der her (understreget af mig) siges med mange omsvøb og forbehold, siges et andet sted ligeud i en karakteristik af

Stuckenbergs "Klods-Hans", der ligesom i Ur-Motivet til Pontoppidans Lykke-Per paa en Fisketur render fra hele Stasen med en Stine. (a.a. 562).

Vil Vilh. A. med dette ikke netop antyde, at forfatteren ikke fra begyndelsen aldeles nøjagtig vidste, hvor han ville hen?

Første del af romanen, som var planlagt til 3 hefter, omfatter altså i A de fire første bind. Hvad der af dette ligger ud over den i brevet til Borchsenius antydede plan er, med titlen på det fjerde bind, "Lykke-Per i det fremmede". Dette bind er (selv fraregnet flytninger fra A IV 39-42 til B I 42-46 og fra A IV 20f til B I 317-21) ved omarbejdelsen forkortet mere end de tre foregående bind (se ovenfor). Den kraftigste af disse forkortelser er den tidligere berørte omskrivning af den anden sending breve fra Per til Jakobe (A IV 77-95) til referat af de omhandlede begivenheder og forhold med enkelte citater (B II 57-66). Men i øvrigt er det overordentlig vanskeligt at bedømme, hvorvidt forkortelsen skal forklares ved et senere konciperet eller mindre gennemarbejdet manuskript til bd. IV end til de foregående tre bind. – Bindets centrale afsnit: faderens død og en dermed forbunden åndelig krise hos Per må dog utvivlsomt være indgået i de første planer for figurens opbygning, om han end nok så meget har været tænkt som "bindeled" mellem de forskellige miljøtegninger. At Pontoppidan også tidligt har tænkt at udnytte sit kendskab til alpelandskabet og det mægtige indtryk, dette i sin tid havde gjort på ham selv, er sandsynligt. Når bindet alligevel forsinkedes, må vanskelighederne – om de skal findes i selve arbejdet med LP – snarere begrundes i udformningen af den indre udvikling hos den, der skulle blive romanens altdominerende hovedperson. Det referat, Pontoppidan i december 1899 gav af det næste bind, hvis titel skulle være "Lykke=Per ved sin Moders Grav" (se ovenfor) viser imidlertid tydeligt, at romanen er afgørende ændret under udarbejdelsen. Referatet dækker scener fra både A V: Lykke-Per, hans store Værk og A VI: Lykke-Per og hans Kæreste.

Hvad referatet intet indeholder om, er følgende afsnit i A V: 1^o Pers ophold i Wien (A V 35-44/B II 122-28). 2^o Pers ophold i Rom (kap. 2 A V 61-108/ B II 139-72). 1^o har dog måske nok hørt til den oprindelige plan, da det jo er i Wien, Per fornyer bekendtskabet med baronessen, hvilket siden fører ham til herregårdsmiljøet. 2^o, hvori Pers forhold til Nanny udvikles, kan derimod betragtes som nyt. Afsnittene om Nanny og Dyhring er i A flettet ind i beskrivelsen af Per i Rom; i B er de rykket sammen mod kapitlets slutning. A Vs første kapitel (3-57/B II 96-138) undergår ved bearbejdelsen til B usædvanligt få rettelser, af større nogle strygninger af repeterede afsnit og en enkelt flytning i beskrivelsen af kredsen omkring Max Bernhardt. Det er det første kapitel, hvori Per spiller en underordnet rolle, og må sikkert regnes til det stof, Pontoppidan tidligt havde udarbejdet til "anden Del". Ind i A Vs kapitel 3 kan også være vævet stykker (som det om Fritjof Jensen, s. 166-74), der ikke har hørt til den oprindelige plan.

Første afsnit i A VIs kap. 1 – om Per og Nanny – er sikkert, som afsnittene om dem i Rom, kommet til den oprindelige plan. Ellers drejer kap. 1 sig om den store fest på Skovbakken, i hvis beskrivelse det berømte portræt af Georg Brandes er indført. I sammenhæng med de tidligere fremførte betragtninger om Dr. Nathan-skikkelsen og Pontoppidans forhold til den, må her foreslås følgende synspunkt: I den oprindelige plan var det ikke meningen, at Dr. Nathan så tydeligt skulle fremtræde som et portræt af Georg Brandes. Når det skete, hænger det sammen med ændringen i selve den skikkelse, der fra at være ledefigur skulle blive hovedperson. Som det skete i forfatterskabet ("Jeg søgte fra først af mit Mål i Natur- og Folkelivsskildringer, indtil med Årene Menneskefremstillingen blev mig Hovedsagen" – Nobelpris-selvbiografien 1917), således også i denne roman. Hvor store besværligheder Pontoppidan havde, da han første gang bandt an med den brede form, har vi tidligere vist. Og at arbejdet også denne gang har haft sine vanskeligheder, er jo åbenbart. Det er da muligt – men dette er kun et forslag: – at Pontoppidan har følt, at for virkelig at gøre tidens åndelige bo op, måtte han i højere grad – tidsmæssigt og for en række forudsætningers vedkommende – låne sin ledefigur træk fra sig selv. Ikke i simpel autobiografisk forstand, men f.eks. på det vigtige punkt, at Georg Brandes som Dr. Nathan tilkendes en fremtrædende plads i billedet, for at Pontoppidan derigennem kunne gøre sig sin gæld til Brandes klar ("alt, hvad Brandes havde været for ham både til godt og ondt"⁵⁴, – i billedet af Nathan fordeles jo lys og skygge).

Der kan i denne forbindelse være grund til at tage spørgsmålet op om, hvad Pontoppidan mente med i LP-interview'et i 1905 at sige, at bogens plan krævede et portræt af Georg Brandes:

Det vil ogsaa være forgæves at søge efter andre Portrætter i Bogen. Paa en enkelt Undtagelse nær – som er meget tydelig betegnet, og som Bogens Plan krævede – findes der ingen.

Sml. hermed Pontoppidans "tilståelse" over for Brandes selv:

Det vilde jo være Skaberi af mig at fragå, at jeg ved Skildringen af min Bogs Dr. Nathan specielt har haft Deres Virksomhed i Tankerne, og skønt jeg naturligvis ikke mener, at De i mindste Måde skulde have godkendt mit Tilløb til en Karakteristik, håber jeg dog i Deres venlige Brev at måtte se Vidnesbyrd om, at De ikke har misopfattet den Følelse eller den Hensigt, der har affødt mit Forsøg. (5.7.1902.)

Den efterfølgende diskussion mellem de to om enkeltheder i Nathan-skikkelsen viser også, hvor vigtig Nathan-skikkelsen er i romanen. Pontoppidan kan (brev 9.7.1902) tale om, at GBs protest mod ligheden mellem ham og Nathan i henseende til dennes "livfulde Bekymrethed for Folks Omdømme" fører ind til "Bogens inderste Tankegang".⁵⁵

Om man da skal tage det for Pontoppidans formulering (1905-udtalelsen er jo formidlet gennem en journalist^'13) må talen om, at bogens plan krævede et portræt af Georg Brandes (dvs. bogens plan krævede en sammenblanding af kunst og virkelighed) nok forstås saledes: Per kræver i bogen en konfrontation med Nathan, af hvem forfatteren derfor giver et udførligt portræt, fordi Pontoppidan krævede et opgør med sig selv og sine forudsætninger, deriblandt G. Brandes. Det sidste må her tages som en påstand, jeg siden skal prøve at underbygge.

Hvad der i øvrigt i A VIs kap.1 og især i kap.2 fortælles om Pers planers videre skæbne og nederlag, hører – ligesom i hvert fald dele af kap. 3 (om moderens død) – efter referatet til Bojesen med til den oprindelige plan. I A VIs sidste afsnit (161-70/B II 328-34) henføres nogle af Pers første barndomserindringer til 1864 (A 165f/B 329f), og herfra må det stå fast, at Per er jævnaldrende med sin forfatter.⁵⁶

Til belysning af pausen i arbejdet med Lykke-Per skal jeg kort berøre et problem, som har beskæftiget de senere års Pontoppidan-forskning: Pontoppidans læsning af Fr. Nietzsche. Om dette skriver Pontoppidan selv i Erindringerne:

Snerten i disse Ord [dvs. slutningen af Brandes' Nietzsche-essay fra 1889] havde jeg følt mig ramt af. Jeg ømmede mig i hvert Fald, og for at kunne dømme selvstændigt om Sagen anskaffede jeg mig tilsidst den tyske Tænkers samlede Skrifter i den nu ret sjældne fuldstændige (neumannske) Udgave paa elleve Bind. (Familjeliv 80).

Efter fremstillingen her skulle Pontoppidan altså have begyndt sin intense Nietzsche-læsning ("For hvert Bind, jeg læste, voksede Nietzsche i mine Øjne") i begyndelsen af 90'erne. Men som Ahnlund (150) gør opmærksom på, udkom den naumannske Taschenausgabe i 11 bind først i 1906 (bind 11 udkom i øvrigt først i 1913). Ahnlund fortsætter: "Men i övrigt har vi all anledning att lita på Pontoppidans uppgifter om sin tidiga bekantskap med Nietzsche, som väl bör ha skett via de separate verken." (dette gentages af Bredsdorff II, 81).

Nietzsches förkunnelse, som Pontoppidan gjorde sig förtrogen med på nittiotalet, har väl just här avsatt sina djupaste spår. (…) det är möjligt att på en mängd punkter knyta sammen Lykke-Pers personlighetsetik med den tyske diktar-filosofen; såvitt jag kan se är det den enda litterära influens som betytt något avgörande for romanen. Pontoppidan hade det outtröttliga intresset för etikens grundspörsmål gemensamt med Nietzsche, och likesom denne lät han inte de moraliska värdenas hierarki stå orubbad. Vad Nietzsche och, indirekt eller direkt, Schopenhauer haft att säga författaren om lidandets rening kunde förtjäna sitt eget kapitel.⁵⁷

Pontoppidan læste imidlertid Nietzsche i en "samlet" udgave. I 1895 udkom de første otte bind af Nietzsche's Werke pa C.G. Naumann's forlag i Leipzig. Denne udgave (hvis 20. og sidste bind udkom i 1926) er mellem fagfolk ikke særlig estimeret, da Nietzsches søster, den berygtede Elisabeth Förster Nietzsche, havde lidt for meget med den at gøre; måske derfor har Ahnlund overset dens eksistens. Det er utvivlsomt 11-binds-udgaven, Pontoppidan har ejet (jf. "den nu ret sjældne"), men når han i Erindringerne sammenblander dette senere køb^'14 med sin første læsning af Nietzsche, kunne det netop skyldes, at han også første gang læste Nietzsche i en samlet udgave. Hvorom alting er: i pausen mellem A IVs og A Vs udgivelse (dec. 1899-nov. 1901) lånte Pontoppidan på Universitetstiblioteket i København følgende bind af 1895f-udgaven:

31.5.1900:
Nietzsche Werke l. Abth. Bd. 2 [Menschlishes, Allzumenschliches I.]

3.9.1900:
Nietzsche Werke I.4 [Morgenröthe]

2.3.1901:
Nietzsche Werke I.3 [Menschliches, Allzumenschliches II.]

5.3.1901:
Nietzsche Werke- I.6 [Also sprach Zarathustra]

3.9.1901:
Nietzsche Werke I.4

Konklusionen af de hidtil gjorte undersøgelser er altså: 1) Romanens tidsbillede var oprindeligt anlagt med en snævrere spredning end den, hvormed det fremtræder i den færdige roman. 2) Dens ledefigur var "yngre", og der var tiltænkt ham et andet endeligt end det, der blev hovedpersonen til del. 3) Pontoppidan kørte fast under udarbejdelsen, men fik bl.a. et (måske afgørende) skub ved (fornyet) læsning af Nietzsche.⁶⁰

III. Lykke-Pers andet stadium

I januar 1901 flyttede Pontoppidan til Fakse Ladeplads, hvor han opholdt sig ca. 3 måneder. Han skriver (16. jan.) herfra til Bojesen, at han er flyttet derned "for at arbejde af alle Livsens og Dødsens Kræfter." Han kan meddele,

at "Lykke=Per" nu skrider fremad på lange Ben, og jeg er lykkelig over igen kun at have ham og hans Kæreste at bekymre mig om.⁶¹ Her, hvor jeg boer, har jeg Ro og Tid – ja min Tid slår endog så godt til, at jeg kan have lidt vanskeligt ved at komme over de lange Aftener. Da jeg nu dog, som sagt, dårligt kan tænke på andet end Lykke=Per, har jeg tænkt at benytte nogle overflødige Timer til at gennemgå de forhen udgivne Hefter af samme Bog, idet jeg går ud fra, at den dog engang – tidlig eller silde – vil presentere sig i en ny Udgave. Jeg vilde derfor gerne bede om at måtte få foreløbigt 1ste og 2det Hefte tilsendt med et Ekpl, hvori der er indskudt (helst gule) Blade af Conceptpapir.⁶²

I udateret brev fra begyndelsen af juli 1901, som er sendt fra Wålen i Sverige og hvoraf det fremgår, at Pontoppidan har været dèr en måned og vil fortsætte til Norge, bebuder han, at "Den 8. juli afgår herfra (vil Gud) den første Sending Manuskript." Først den 27. oktober kan Pontoppidan (fra Snertinge) meddele, at han for en halv snes dage siden har sendt slutningen af manuskriptet til trykkeriet. "Om det skulle lykkes mig at få også 6^te Hefte færdigt til Jul, vil jo vise sig: – jeg begynder forresten at tvivle derpå. Men i hvert Fald vil det blive færdigt fra min Hånd inden Årets Udgang." Efter forskellige overvejelser har Pontoppidan bestemt sig for, at hefte VI skal bebudes bag i bd. V og angiver derfor titlen og annonceringens ordlyd: "Om kort Tid udkommer etc." 4 dage senere (31. okt.) hedder det i brev til Bojesen:

Jo længere jeg kommer frem i "Lykke=Per", des mere optager den mig. Jeg tænker med en lille Smule Gru på det Tidspunkt, da jeg må afslutte og ikke længer har de kendte Skikkelsers Selskab til at udfylde Ensomheden for mig. Det vil blive for mig som en Verdensundergang i det små⁶³.

Hilsen fra alle her, fra min Kone og mine Børn, fra Per, Jakobe, Nanny – o Nanny!

Deres hengivne

Omkring den 20. november udkom så endelig A V, og den 8. december skriver Pontoppidan til Bojesen, at han ikke kommer til København uden med bind VI i lommen. Pontoppidan er spændt på, hvor mange af bd. Vs 2300 subskribenter, der hænger på, men er i øvrigt ikke begærlig efter at se bladenes anmeldelser.⁶⁴ Den 27. december mener Pontoppidan, i brev om økonomiske forhandlinger, at kunne have bd. VI trykt og udgivet i løbet af tre måneder. Manuskriptets begyndelse varsler han "inden ret længe". "De første Ark vilde allerede have været hos Dem, dersom jeg ikke var bleven forsinket af Dårlighed." Pontoppidan takker for det forløbne Ar, "der i ingen Henseende har været særlig lystigt." Men først den 24. marts 1902 kan Bojesen, i anden forbindelse, takke for tilsendt manuskript til LP med tilføjelsen: "Jeg (…) lod det ligge efter Deres Ønske – Nu længes jeg efter at få mere – meget mere."⁶⁵

Den 9. maj 02 skriver Pontoppidan:

Jeg vil ikke gerne offenliggøre Titlen på det kommende Hefte (jeg mener det 7de) af Lykke=Per. Det er jo nemlig Meningen, at der til Efteråret skal komme en Bog af mig, der ikke hører til denne Serie, og Folk ville derfor med nogen Grund kunne blive utålmodige, ifald jeg nu kundgjorde Fortsættelsen af Lykke=Per under den sædvanlige Form: "Om kort Tid udkommer o.s.v."

At sætte "Om lang Tid udkommer o.s.v." vil næppe heller være formålstjenligt;

Pontoppidan foreslår derfor, at man gentager meddelelsen fra A IV om de syv, højst otte hefter. Pontoppidan har sendt manuskriptet til trykkeriet, men tilbageholdt slutningen, da han "vilde gøre en lille Forandring". Den følger i de første dage. Denne slutning var det vigtige afsnit om Pers natlige sejlads med moderens kiste over Kattegat. Et PS til brevet lyder:

Det er naturligvis ikke Meningen, at jeg for Dem vil skjule Titlen på næste Lykke=Per Hefte. (…) Den er: "Lykke=Per, hans Rejse til Amerika". Men jeg har også den Grund til ikke at ønske Titlen offenliggjort nu, at der skjuler sig Ironi i den; – han kommer nemlig ikke til Amerika på anden Måde end Drengene i Chr. Winthers Digt, men finder sin Trøst "på Bunden af Sagosuppen" – men i Lyset af denne Ironi (som kloge Hoveder let vil opdage) måtte Pers Skikkelse ikke gerne ses allerede på det nuværende Tidspunkt. Man vilde derved stille ham i falsk Belysning; han ender ikke som en komisk Skikkelse; men som en, der har vundet Klarhed over sig selv gennem alle sine Vildfarelser.

Ræsonnementet forekommer ikke helt logisk. De "kloge hoveder" – som dog ikke af den bebudede titel kunne slutte sig til bogens indhold – måtte i så fald henholde sig til, at Pontoppidan selv aldrig havde været i Amerika, men han havde dog tidligere skrevet Isbjørnen uden nogensinde at have været på Grønland. I A VI lægges der meget seriøst op til, at Per skal af sted, fulgt til England af Jakobe. Men stedet er ikke enestående som eksempel på en i hastig formulering svigtende logisk sans. Vigtigere er naturligvis de sidste sætninger: Pontoppidan ønsker bd. VIIs titel forstået i forbindelse med læsning af dette bind, hvoraf det vil fremgå, at der med Per sker langt vigtigere ting end en rejse til Amerika – og at spotten ikke først og fremmest er på forfatterens side.

A VI udkom i midten af juni 1902 godt halvandet år efter A V. I et helt år er der nu intet brev bevaret fra Pontoppidan til Bojesen om LP – kun et takkekort ved juletid for Blæksprutten og et "lille Besøg". Derimod er bevaret et brev til Edv. Brandes fra 24. august 1902, hvori Pontoppidan siger nej til at skrive til Politikens julenummer, rimeligvis på grund af udarbejdelsen af De vilde Fugle, som udkom i oktober. Pontoppidan takker i brevet Edv. Brandes for anmeldelsen af A VI og glæder sig over, at Edv. Brandes nu synes at have forliget sig med dens udgivelsesmåde, som bl.a. skyldes, at Pontoppidan ikke ville have bogen gjort til "Offer for Reklamen". "Den egenlige Grund til den langsomme Udgivelse er min langvarige Dårlighed i Forbindelse med Stoffets Uhandlelighed."

16. oktober 1902 skriver Pontoppidan til sin hjemmelsmand i Berlin, Axel Juncker, som svar på dennes forespørgsel om LPs oversættelse til tysk. Det hedder i brevet:

(…) jeg har ikke villet træffe nogen Aftale, før Bogen foreligger helt færdig. Den vil da straks udkomme i en ny, gennemset (og måske noget forkortet) dansk Udgave, efter hvilken den tyske måtte oversættes.

I det kommende år vil Bogen rimeligvis blive afsluttet.⁶⁶

17. december s.å. skriver Pontoppidan til den tyske oversætterinde af Isbjørnen, at LP vil blive på ca. 80 trykark.⁶⁷ Den blev på 90^'15.

Den 26. maj 1903 lover Pontoppidan Bojesen "den Del af mit Manuskript, som jeg har fået renskreven; jeg havde jo håbet at have det hele færdigt omtrent nu; men min Forårs=Dårlighed har sinket mig". Det hedder senere i samme brev:

Jeg tror at kunne love Dem et godt Hefte, der vil kunne genoprette den måske slumrende Interesse for min Bog, Selv er jeg da ganske tilfreds med den Måde hvorpå jeg har fået Bogens mange Skæbnetråde samlede her i en Knude.⁶⁸

Den 7. juni refererer Pontoppidan til en "indgående Forhandling" med Bojesen, der var endt med en "pekuniær Skuffelse". Pontoppidan har dog låst sagen inde i sin hjernekiste og "har allerede indset, at mit Indfald næppe var ganske heldigt. – Når Lykke-Per ligger fuldt færdig, kan vi jo altid tage Ideen op igen til Drøftelse." Det fremgår ikke af brevene, hvori dette indfald har bestået. Pontoppidan lover fortsættelse af manuskript i løbet af måneden og håber at modtage korrektur på det allerede sendte. Atter i september forhandles der om økonomiske anliggender; Pontoppidans gæld til forlaget er nu betydelig. Den 15. september skriver Pontoppidan som svar på meddelelsen om forlagets sammenslutning med Gyldendal:

Jeg veed ikke, om jeg skal ønske Dem til Lykke eller ej. Jeg veed heller ikke, om jeg skal ønske mig selv til Lykke eller ej. Jeg veed ingenting, – men jeg takker for den tilsendte Meddelelse og de elskværdige Ord, hvormed De har ledsaget den. Jeg bliver ved at klamre mig til Deres Frakkeskøder, sålænge disse endnu er til at få fat i, – men forresten tænker jeg mig allerede, at de snart vil forsvinde i Skyen. Og hvad så?⁶⁹

Den 29. september frasiger Pontoppidan sig – efter forlagssammenslutningen den 14. – sit månedlige a conto-beløb, idet han ikke ønsker at være bundet af mere, end han allerede er.

Omkring 10. oktober 1903 udkom A VII, 16 måneder efter A VI. I to næsten samtidige breve til Nansen og Bojesen giver Pontoppidan udtryk for sine betænkeligheder ved forlagssammenslutningen. I brevet til Nansen (som jo nu også var blevet Pontoppidans "direktør") hedder det i denne sammenhæng:

De veed [ikke], hvor vanskelige mine Forhold er, og hvor store Krav jeg ofte må stille til min Forlæggers Tålmodighed. Jeg troede ærlig talt, at jeg i så Henseende var berygtet. (…) jeg har just i denne Tid så meget andet at tage vare, især med Slutningsheftet af "Lykke=Per", hvis Udgivelse jeg vil søge påskyndet, bl.a. for at have et Grundlag for et pekuniært Arrangement.⁷⁰

I et stort brev til Bojesen den 18. januar 1904 (hvortil jeg siden skal vende tilbage) skriver Pontoppidan om LP:

Jeg er, som De rigtig formoder, så begravet i Lykke=Per, at jeg ikke formår at se ud over hans salige Ende. (…) [ Den] hviler på mig, stakkels Kristoforus, som en Verdenskugle. Knækker jeg ikke Ryggen, inden jeg får den aflæsset, må der ske et Mirakkel. Alligevel, træt er jeg besynderlig nok ikke af den (derfor er måske netop mine Læsere bleven det), og vil jeg end slutte Bogen med en Følelse af Lettelse, vil det også ske med et Suk. Vi Mennesker er jo Vanedyr, og jeg skifter nu på mine gamle Dage nødig Omgang.⁷¹

I april sinker sygdom i familien afleveringen af manuskript (brev til Bojesen den 12.); den 2. juli lover Pontoppidan, at det skal være hos Bojesen "inden altfor længe. Jeg er nogenlunde færdig med Koncepten og skal så begynde på Renskriften". Den 20. september kan Pontoppidan meddele, at "De to første Kapitler af sidste Hefte ligger fuldt færdig til Afsendelse (c 7 Ark) 3die Kapitel vil være færdig 15. Oktb. 4de (og sidste) d. l.ste Novb. eller deromkring. Heftet bliver på c 250 Sider." Men først den 24. november kan Pontoppidan meddele, at "imorgen afsender jeg til Trykkeriet Slutningen af det sidste Kapitel", som var det femte! "Så mangler der blot en lille Efterskrift og den sædvanlige 'Forhistorie'." Brevet slutter:

Så har jeg kun tilbage, kære Bojesen, at bringe Dem min bedste Tak for den Tålmodighed, hvormed De i en Række År har ventet på dette Arbejdes Afslutning. De veed, under hvor vanskelige Forhold det er blevet til, hvor ofte Sygdom og andre uberegnelige Uheld har sinket dets Udførelse. Måtte der endda nu være nået et Resultat, der forsoner lidt med Ventetiden. Men det tror jeg forresten nok.

Når vi her har opdelt gennengangen af LPs førsteudgave i to "stadier", er det ikke alene ud fra den opfattelse, at planen for romanen ændredes undervejs. Som det fremgår af det citerede brev af 16. jan. 01, havde Pontoppidan allerede på dette tidspunkt bestemt sig for en gennemarbejdelse af de fire første bind. I okt. 1902 taler han til Juncker om en "måske noget forkortet" udgave. I brevet den 18. jan. 1904 skriver Pontoppidan til Bojesen i fortsættelse af det ovenfor citerede:

Tusind Tak for Deres så elskværdige Tilbud om et Forskud på 2den Udgave af samme Bog. Jeg tager derimod med begge Hænder og kan gøre det med så meget mindre dårlig Samvittighed, som jeg i nogen Tid har arbejdet med Gennemsynet af de første Dele af Bogen, så Trykningen for så vidt kunde påbegyndes nårsomhelst. Dette Gennemsyn har for Begyndelsens – de to-tre første Hefters – Vedkommende været så grundigt, at De vil få et helt nyt Manuskript at sætte efter. Men derom nærmere, når vi tales ved.

Den 9. maj skriver Pontoppidan:

Jeg har ventet på de Prøveark til den nye Udgave af Lykke=Per; men jeg er nu kommen til at tænke på, at De på Deres Side måske har ventet at få mit eget Manuskript at sætte efter. Jeg sender da her den Del af Bogen, som jeg har fundet det nødvendig at omskrive. Resten*) vil altså så være at sætte efter et gennemset Ekpl af første Udgave, og til dette Gennemsyn ønskede jeg mig gerne tilsendt foreløbig 3die og 4de Hefte helst med indskudte hvide Blade.

*)dvs. fra 2det Heftes 3die Kap Pag 104 [brevets fodnote].

Den 23. maj skriver Pontoppidan om skrift- og satsprøver til LP B. Han beder om, at forlaget venter med at begynde en nyudgivelse af de små romaner, indtil LP foreligger fuldt færdig i begge udgaver. I et PS rykker Pontoppidan for 3. og 4. hefte. Den 2. juli rykker Pontoppidan for de første korrekturer på LP B. "Skal den nye, fuldstændige[!] Udgave af "Lykke=Per" foreligge inden Jul, er det jo på høje Tid at begynde." Den 27. s.m. skriver Pontoppidan: "Jeg skal gøre alt for at fremskynde både Trykkeriets og mit eget Arbejde; men at få dette færdigt tidlig på Efteråret er jo umuligt, dersom vi fastholder Planen om at lade den nye Udgave udkomme samtidig med sidste Hefte, og dette synes jeg absolut, vi skal gøre." Den 20. september er sætningen nået til ark 11, men trykkeriet har standset arbejdet og – skriver Pontoppidan til Bojesen – "Nu kan der jo ikke være Tale om at få den nye Udgave ud til Jul; til nogen forceret Sysselsættelse hermed har jeg nemlig ikke Lejlighed nu". Pontoppidan har fra mange sider hørt, at bogen interesserer, og "dette sidste Hefte vil sikkert ikke forringe denne Interesse". (23. s.m.) Pontoppidan understreger, at der bør gives folk, der vil repetere bogen, lejlighed til at læse den i den nye udgave. "Jeg har gjort et stort Arbejde med denne, hvad der gerne skulde komme Bedømmelsen af det hele Værk tilgode." I november sinker Pontoppidan ligefrem afsendelsen af manuskript til A VIII. "Det er jo mit Ønske og min Begæring, at Tidsafstanden mellem det sidste Heftes Udgivelse og Påbegyndelsen af Subskriptionsudgaven ikke bliver for stor," skriver han den 6. til Bojesen. A VIII udkom i december 1904, mens LP Bs første hefte ikke var færdig til udsendelse førend i februar 1905. Pontoppidan var utilfreds med forsinkelsen og papirvalget. "Den benyttede, store Skrift blev jo netop valgt, fordi den stod godt på (og til) det ru Papir, og i det hele var det jo Meningen, at Optrykket skulde ligne Originaludgaven så meget som muligt." skriver han 11. dec. 04.

I LP-interview'et i december 1905 (da B var færdigudgivet) udtalte Pontoppidan, at den nye udgave var helt igennem omskrevet og trykt efter et nyt manuskript. Men skønt man hele romanen igennem finder "afskriver-rettelser" og der næppe er et afsnit, hvori der ikke er rettet til B, er en kombination dog tænkelig af helt nyt manuskript og så rettelser indført på indskudte blade i A-bind. Herved kunne det være muligt, at der under sætningen af B var indkommet nogle fejl – ved forveksling af A-teksten og den nye B-tekst på de indskudte blade – som ikke kunne tænkes ved sætning af C efter et B-eksemplar, (jf. ovenfor). På den anden side kunne de overordentlig mange omflytninger, ligesom den kendsgerning, at også arbejdet med B overstiger, hvad Pontoppidan fra først havde tænkt, tale for, at det fra ende til anden drejer sig om nyt manuskript.

Det er på hele denne baggrund, man må se meddelelsen på A VIIIs sidste side:

En ny, gennemset, lidt forkortet Udgave af Fortællingerne om Lykke=Per vil udkomme efter Nytaar. Forfatteren anmoder om, at denne nye Udgave maa blive lagt til Grund ved mulig Bedømmelse af det samlede Værk.

Det var ikke blot en koket anmodning om at få lov til at rette småfejl, men en henstilling givet ud fra den – dog altid uudtalte – erkendelse af, at først med andenudgaven var LP overhovedet skrevet.

Forsåvidt eksisterer der slet ingen førsteudgave af LP. Sidste del, og i hvert fald de to sidste hefter, er skrevet med den reviderede LP som baggrund. På den ene side tog Pontoppidan ganske vist hensyn til, at de sidste hefter skulle læses med LP As tekst som baggrund, men andre steder "smittede" den allerede igangsatte omarbejdelse, således at enkeltheder kun fik mening med den nye tekst som baggrund. Et eksempel på det første forhold:

Det har været iagttaget, at den konsekvens, pastor Sidenius' "forbandelse" får for Per, ikke i A står i noget rimeligt forhold til dens formulering – og man har da også konstateret, at Pontoppidan i B har skærpet den.⁷² Straffetalens slutning lyder i A og B:

Som også Ahnlund har gjort opmærksom på (113-14), har omarbejdelsen i dette afsnit to formål: 1⁰ allerede fra begyndelsen at accentuere romanens ledemotiv: fred- og hjemløsheden. 2⁰ at svække den raillerende tone i fremstillingen af faderen, her ved at gøre hans tale mindre svulstig og farisæisk (se også Ahnlund  112). Det pointeres, at det er et guddommeligt bud, Peter Andreas har overtrådt, og trods forbeholdet – "at du ikke skal ende som" – må den 11-årige dreng opfatte forbandelsen som møntet på sig. Men denne begivenhed, Kainsmærkningen, omtales allerede i A:

Under Pers første besøg i Bøstrup præstegård overværer han aftensangen, hvor man (naturligvis) synger "Fred hviler over Land og By". Sangen og den "hele fortrolig-festlige Stemning" griber Per dybt – ganske som da han under den store fest på Skovbakken hører sangen sunget i den lille villahave (A VI 60, B II 266). Han føler sig som en ubuden fremmed på hjemmets grund. "Der var ligesom draget en Trolddomskres omkring ham paa ethvert Sted, hvorover Barndomshjemmets Aand hvilede." Og A fortsætter:

Der var jo paa en Maade ikke noget nyt for ham heri. Det var den samme Ensomhedsfølelse, han havde kendt allerede som Dreng. Kun rejste den nu ikke længer Oprør i hans Sind. Trodsen i hans Hjerte var forstummet. Han anklagede Ingen, ikke sine Forældre, ikke Tidsaanden, ikke Slægtsarven. Ikke heller sig selv. Som alt, hvad der levede, havde han vel kun virket efter sin forud satte Bestemmelse. De uopsporlige Magter, der sammenvævede de menneskelige Vilkaar, havde mærket hans Liv allerede ved Fødslen. Kains Skæbne hvilede over ham. – Det hørte til hans allerførste Erindringer hvorledes Faderen engang i en af sine Straffetaler til ham havde anvendt den bibelske Forbandelse: "Fredløs og ustadig paa Jorden være hver den, der trodser Herrens Bud." –   (A VII 93)

Da Pontoppidan skrev dette, havde han omarbejdet den ovenfor citerede straffetale.⁷³ I B (III 74-75) er hele det her anførte stykke fra A VII derfor erstattet med følgende:

Saadan var nu engang hans Skæbne. Han var og vilde altid blive en Fremmed og Fredløs paa ethvert Sted, hvorover Barndomshjemmets Aand hvilede.

Men Pers erindring om scenen i barndomshjemmet er i B anvendt på anden måde. Det sker under Pers aftenvandring ved Kærsholm (A VII 38-40; B III 34-36), et sted, Ahnlund fremhæver som det første, hvor Per oplever sin hjemløshed, (Ahnlund 238):

A VII 40 / B III 35-36
Der sneg sig herunder/i disse Øjeblikke en modløs Forladthedsfølelse ind over ham. Han tænkte paa Bibelens Ord: Rævene have Huler og Fuglene Reder ""Efterskrift"–. Selv vidste han ikke den Plet, hvortil han følte sig knyttet ved et godt eller stærkt Minde. Med Tanken paa den forestaaende Rejse [til Amerika] sagde han til sig selv, at det derfor i Virkeligheden var ligegyldigt, hvor i Verden han befandt sig. Han vilde ikke være mere hjemløs midt paa Atlanterhavet eller paa de amerikanske Prærier, end han var det her i Hjertet af sit eget Fædreland.

Det følgende er så B alene om:

I det samme randt et andet Skriftord ham i Minde og jog en lille Kuldegysning gennem ham. Det var den bibelske Forbandelse, hans Fader engang havde anvendt mod ham: "Fredløs og ustadig paa Jorden være hver den, som trodser Herren -". Det Ord var nu gaaet i Opfyldelse. Kains Skæbne hvilede over ham . . . .

I A er dette dog ikke første gang, at Per forstår sin hjemløshed. Allerede, da han på rejsen fra Berlin hjem til faderens dødsleje erindrer sig sit første besøg i hjemmet efter studiernes begyndelse, hedder det i den indirekte monolog (A IV 39-42):

Og da saa Juledagene oprandt med al den himmelvendte Højtidelighed (…) vendte al den gamle, bitre Følelse af Hjemløshed tilbage i hans Sind. (42)

Følelsen af hjemløshed er her fikseret direkte til barndomshjemmet, hvor den jo er opstået, men det pointeres til stadighed, at ligegyldigt hvor Per befinder sig, afsætter hans manglende evne til at skabe hygge omkring sig indtrykket af hjemløshed. Hvad der vækker Eberhards medfølelse ved hans besøg hos Per i Nyboder er det triste Rum, "der (…) var som et Billede paa selve Hjemløsheden" (A I 178 = B I 130). Og Pers værelse hos saddelmagerenken i Dresack er også ganske uden Hjemlighed: "det var, som om hans egen (/B: indre) Fredløshed straks prægede de Rum, han flyttede ind i" (A IV 103/ BII 69). Først til allersidst – i det lille hus i Agger – finder Per et "hjem", hvad der i A (for tydeligt åbenbart) kommer til udtryk således:

I hans Stuer var der altid rent og lyst og hyggeligt; han kunde, som Folk sagde om ham, lokke Solen ind gennem sine Vinduer paa en Graavejrsdag, saadan elskede han den. (A VIII 252)

Stedet er strøget i B.

Men overalt, hvor Pers hjemløshed i A noteres, er den ikke ham selv fuldt bevidst – undtagen under julebesøget. Beskrivelsen af dette er i B rykket frem på sin kronologiske plads (til I 43f), berettes her direkte af forfatteren, og det ovenfor citerede sted er ændret til:

Og da saa Juledagene oprandt med al den himmelvendte Højtidelighed (…) talte han blot Timerne, til han kunde komme bort og igen være fri og uafhængig i København. (B I 45)

Stedet mangler jo her – modsat i A – den ældre Pers baggrund, men grunden til ændringen er nok en anden. Herved bliver nemlig scenen ved Kærsholm den første, hvor Pers hjemløshedsfølelse bliver ham selv fuldt bevidst, mens mængden af steder, hvor den indirekte beskrives, i B netop forøges. F. eks. da Per sidder ved faderens dødsleje: Faderen er lige død og Pers søskende står i dagligstuen om klaveret og synger en salme, mens Per og hans mor sidder ene i dødsværelset:

Det er derfor en vigtig flytning, Pontoppidan har foretaget af erindringen om faderens forbandelse og Pers forståelse af, at Kains skæbne er blevet hans. Ved at blive sat sammen med den første fuldt bevidste oplevelse af hjemløsheden, fremtræder Pers "skæbneforløb" helt klart for ham selv – og for læseren.⁷⁴

Et Eksempel på, at Pontoppidan – vel nok uagtsomt – forudsætter Bs tekst bekendt for As læser, er følgende:

Da Per sidder på hotellet i sin barndomsby – efter at have besøgt forældrenes grave – og læser om løjtnant Iversens selvmord, mener han endeligt at forstå, at det er arven efter forældrene, der har hindret ham i at blive "Selvødelæggelsens sikre Bytte". "Den "sideniuske" Arv, som han havde kaldt sit Livs Forbandelse, den var netop den Amulet (…) han kunde takke for, at det dog ikke var gaaet ham værre, end det var." (A VIII 5-8, B III 142-44). Han når til denne slutning ved at genkalde sig billeder fra sit forgangne liv: Natten med fru Engelhardt, hvor han flygtede, grebet af væmmelse ved de glæder, som skøgerne skænker.

Han mindedes en anden Gang endnu længere tilbage i Tiden, i hans Drengeaar, da han fristedes af den sortøjede Tiggertøs fra Riisagers Gaard men i det afgørende Øjeblik frelstes af den Blu, der vaktes i ham af/han følte ved det fordærvede Barns skamløse Ord og Lader.

Men i A kom det aldrig til noget "afgørende Øjeblik" mellem Per og Oline. De skilles for enden af kælkebakken, da vægteren har standset dem (A I 38 sml. B I 35), og man hører intet mere om hende. I B fortælles imidlertid følgende:

Ogsaa med den sortøjede Oline fra Riisagers Gaard havde han fundet Lejlighed til at forny Bekendtskabet. De havde et Par Gange haft Stævnemøde om Aftenen i en af Byens store Tømmergaarde; men forresten var de hurtig bleven færdig med hinanden. Den altfor grovkornede Ligefremhed i Tøsens Udtryk og Lader havde gjort ham skamfuld, og da hun engang ligefrem forsøgte Angreb paa hans Dyd, havde han med Skyhed slængt hende fra sig og søgte hende ikke tiere. (B I 38, sml. Pers opfordring til mødet B I 35)

Et andet indicium for, at de sidste bind er skrevet med den reviderede udgave for øje, er, at rettelserne i de sidste bind er langt færre, og skønt A VIII var næsten dobbelt så stor som flere af de øvrige hefter, er forkortelsesprocenten for dette bind langt den mindste. Det uforholdsmæssigt store bind skyldes altså ikke en hastigere udarbejdelse af dette, men viser, hvorledes romanen er vokset ud over de lagte rammer. I det hele taget er det sikkert karakteristisk, at det er bindene omkring pausen i LP, der er genstand for den største forkortelse, dvs. for den største omarbejdelse (herom i kap. 7).

*           *
*

Var det i første omgang en forløsnings- eller en forkrøblingsproces, Pontoppidan ville skildre med sin roman? Da den oprindelige plan tydeligt nok ikke findes realiseret i LP A, kan der kun blive tale om her at spørge efter digterens intention – og ikke digterværkets, da dette på første stadium er en torso. Vi har allerede tidligere støttet Vilh. Andersens opfattelse, at "Ørneflugt" (eller Neergaards historie om svinedrengen) synes at udtrykke, hvad der fra først af var forfatterens intention med sit værk. Meget tydeligt – og med direkte henblik på "Ørneflugt" – udtrykker Pontoppidan sig i et stort brev til Georg Brandes, skrevet den 11. januar 1900 som svar på et brev, hvori Brandes tvivlrådig spørger, hvad Per skal udvikle sig til, og prøvende antyder muligheden af, at titlen skal opfattes ironisk. Pontoppidan skriver i dette brev om Per:

Det skinner vel […] allerede nu igennem, både at han alligevel [trods snarrådighed, mod og hensynsløshed i forfølgelse af de mål, han har sat sig] ikke nåer Målet, og at Spørgsmålet om hans Dygtighed eller Udygtighed heller ikke her bliver afgørende. Årsagen ligger ganske vist ikke udenfor ham; han er og bliver stadig højt benådet af Lykken. Titlen skal da ingenlunde forståes ironisk. Men hans Skæbne bliver i en vis Forstand tragisk, fordi den Lykke, han har attrået og virkelig vundet, ikke passer for ham; han har ikke hjemme i de Regioner, hvori Jakobes Kærlighed fører ham op.

Det har aldrig været Pontoppidans plan at skildre Per som den ny tids menneske, en teknikkens hero. Allerede til Borchsenius skrev han i juli 1898: "Ordet Lykke har i mine Øren en melankolsk Klang". Pontoppidan kunne endnu da tale om romanens "morale": "at Lykken her i Livet består i at fæste Bod i egen Jordbund og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel." – dog med det forbehold, at "en Bogs dybere Mening tillægger jeg ingen synderlig Værdi for andre end for Forfatteren". Men i januar 1900 hedder det videre i brevet til Georg Brandes:

Mon man forresten ikke i vore Dage noget for interesseret spørger om "Meningen" med en Bog, og mon ikke de Digterværker, der – som det hedder – bygges over en Ide, gerne bliver de magreste? Man ser for sig en Række Billeder, Menneskeskikkelser, Situationer, og man gør en Bog af dem i Tillid til, at der er så megen Sammenhæng i Ens Tankeverden, at hvad der såes som et Kaos ganske af sig selv  samler sig til et Hele. Er der det ikke, nytter det dog vist næppe, hvor ivrigt man end knytter og binder med "røde Tråde".⁷⁵

Hvad planen oprindeligt har omfattet for Pers vedkommende må sikkert være dette: Per skulle, med hele sin ballast fra barndomshjemmet, stige så højt, det var muligt. Under den store fest på Skovbakken står han i det ydre plan på lykkens tinde. Men samtidig har ballasten – på det indre plan – tvunget ham ned, så at han ender – med Neergaards udtryk – i Maren Malkepiges arme,  dvs. – ja måske i et ægteskab som det med Inger. Romanen var planlagt med en problematik om værdien af det nedarvede, Sideniusarven – om dets skadelige og hæmmende virkning. Men en religiøs roman blev den først på sit andet stadium – og med religiøs roman menes her egentlig kun det samme som: en forløsningsroman. Hvad der var planlagt som en forkrøblingshistorie, et mislykket forsøg på frigørelse, blev til en historie om mennesket, der ved at turde kende sig selv, bliver sig selv.

Pontoppidan blev i LP-interview'et i 1905 spurgt om sit personlige forhold til romanen; han svarede bl.a.:

naar man har opfattet den som en Slags maskeret Selvbiografi, er dette ganske hen i Vejret. (…) En anden Ting er, at man ikke kan skildre, hvad man ikke har gennemlevet.

Hvor personlig – men ikke autobiografisk – romanen var blevet for Pontoppidan, viser slutningen af det tidligere berørte brev fra Pontoppidan til Edv. Brandes:

Der er desuden lidt usmageligt ved al litterær Fremstilling af religiøse Brydninger, når sådanne ikke kan ses helt fra den komiske Side, og dette har hele Tiden tynget mig under Udarbejdelsen. Men Bogen måtte jeg skrive, og nu er jeg forhåbentlig mit sideniuske Alpdruck kvit for bestandig. (18.12.1904)

Udarbejdelsen af den store roman var også en frigørelsesproces for Pontoppidan – og hvad han i den gjorde op med og holdt regnskab over, var sikkert ikke blot det "sideniuske Alpdruck", men alle de mange og forskellige påvirkninger, han i sin ungdom havde været udsat for.

*           *
*

På dette romanens andet stadium – klarest og færdigst udtrykt i LP B – tør man da vove at tale om digterværkets intention. Den kan aflæses i den lille "krønike", der er indeholdt i Pers sidste optegnelse, "Det store Spøgelse" (A VIII 269-70, B III 341-43). Optegnelsen har ikke denne titel, fordi samvittigheden, der driver faderen ud i mørket, i Pers udlægning kaldes "dette hæslige Spøgelse".⁷⁶ Der består nemlig ingen konflikt mellem det hæslige spøgelse og den forkrøblede dreng, der er krønikens genstand. Det store spøgelse er faderen, den der driver drengen til vejrs, op i toppen af træet, hvorfra han styrter ned og slår sig til krøbling. Han mister sin førlighed, men får til gengæld "hin sjette Sans". I hans blik afspejler sig uendeligheden i al sin klarhed, dybde og ro. Drengen i toppen af træet – det er Per på toppen af lykken. Den drivende kraft har fra første færd været den angst for faderen, der har gjort ham hjemløs midt i alt det fra fædrene nedarvede. Han søger til det tekniske studium i opposition, han søger det salomonske miljø og Jakobe for der at finde alt modsat barndomshjemmet. Det er hans drøm at få sin plan udført, endnu mens faderen lever. De to afgørende begivenheder i hans liv bliver faderens og moderens død. I B er der tydeligt knyttet forbindelse mellem den afdækning af tilværelsens grund, han føler, da moderens kiste hænger over lastrummet, og den svimlende oplevelse af det kolde og tavse isøde, han havde i Alperne umiddelbart efter faderens død (A VI 150, B II 321; det "kosmologiske" syn først gennemført i B II 64, sml. A IV 91-92). De to dødsfald sætter begge kriser i gang i ham. Efter det første opgiver han at føre sin plan ud i praksis, den har tabt hans interesse; efter det andet bryder han med Jakobe, de kan ikke stemme overens. Tiden i den blombergske kristendoms favn er en mellemstation. Ironien spiller så tydeligt over Pers panteistiske forestillinger, mens han ligger og fisker ved åen, ja over hele den "krise", der i de idylliske omgivelser ganske løber ud i sandet – at man næsten med "Ørneflugt"s ord kunne kalde det "møddingpølen" (A VII 13-19, 55-64; B III 15-19, 46-53). Det er først udviklingen efter ægteskabet med Inger, der – med Fjaltring-bekendtskabet som overgang – fører ham til, hvad han over for skolelærer Mikkelsen kalder "den højeste Menneskelykke (…): at blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst"; og han kan dø med faderens store sølvur tikkende på den nøgne væg (B III 331). Indtil videre vil vi derfor give Ahnlund ret i, at her står sikkert digteren bag sin helt, i den forstand, at der ikke kan spores nogen ironisk holdning hos den episke fortæller over for denne forløste forkrøblede.⁷⁷

*           *
*

IV. 1918-udgaven af Lykke-Per

Der skal i dette afsnit blot gøres nogle bemærkninger om karakteren af de ændringer, Pontoppidan foretager i LP D. En tilbundsgående undersøgelse af dem må som baggrund have en analyse i alle enkeltheder af B (og dens forhold til A). Utallige af rettelserne synes – taget for sig – af ringe betydning, men en grundigere undersøgelse af dem i en større sammenhæng kan vise, hvorvidt Ds rettelser fortsætter Bs intention eller går imod den. Det gælder især for forståelsen af ændringerne i den psykologiske opbygning af Per. Et enkelt eksempel kan vise vanskeligheden:

Da Per er på vej hjem fra Rom, hvor han er blevet fast besluttet på at bryde med Jakobe, vækker turen over alperne minder hos ham om deres kærlighedsliv dèr:

Det er Ahnlunds opfattelse, at Per i A er langt "naivere" end i "B" (407), at hans oprør i "B" gennemgående er uforsonligere (135) og at Per i det hele taget er mere kompliceret og i mindre grad udleveres til latteren i "B" end i A (Ahnlund 408). Vi har i det foregående demonstreret den skærpelse af pastor Sidenius' straffetale i bogens første kapitel, der finder sted i B. Også Pers øjeblikkelige reaktion ændres. Der stryges nogle sætninger, som i A angiver den overlegenhed, hvormed han tager det.

Ahnlund citerer det sidste afsnit (114-15) og bemærker i den tilhørende note: "Detta torde vara det enda ställe där upplagan av 1905 skiljer sig från den senere tvåbandsupplagan. Variationen är obetydlig." Ahnlund citerer her efter B, mens han ellers anvender D; han er således ikke opmærksom på de øvrige D-rettelser som foretaget først i 1918. Men som den første af disse i det citerede stykke viser, er ændringen her sikkert ikke ganske ubetydelig. Pontoppidan har i B for kraftigt pointeret det religiøse aspekt, som først senere får bevidst betydning for Per. Det bliver derved tydeligt den af slægtshadet avlede ensomhedsfølelse, der alene bliver drivkraften i Pers ydre stræben, indtil han ved faderens død kastes ud i sin første, "religiøse" krise. I A syntes betydningen af faderens straffetale for "Drengens Forhold til det Religiøse" på dette sted nærmest at være udtrykt som en – lidt banalt opfattet – "frigørelse" fra miljøet; i B er indlagt et videre, men for tydeligt forudgribende, perspektiv frem i fortællingen.

At en rettelses karakter kan være vanskeligere forståelig, når man ikke er klar over lagdelingen i B- og D-rettelser, viser følgende eksempel:

Ahnlund anser strygningen af "Naar Per søgte ... gjorde ham modløs" for svær at forklare (417, note 32). Han betegner linierne som "mycket personliga", hvad der hos ham ofte er begrundelse nok for en strygning (sml: "det var vanligt att Pontoppidan vid sine omarbetningar ytterligare befriade sig från det biografiske underlaget" 298). Hvad Ahnlund efter sin læsemåde har overset, er Bs "mellemform". Tilføjelsen – at troen ikke kan virke forædlende og forfinende, mens derimod tvivlen besidder "Genfødelsens Kraft" – er jo begrundelse nok for "valget" af tvivlen. Mens linierne i A skal karakterisere Pers personlige forhold til Fjaltring i modsætning til hans foragt for svigerfaderen (i A fremført uden Bs modificering), har linierne i B mistet noget af deres berettigelse; overgangen formidles af den kun i B forekommende sætning: "Saa syntes snarere Tvivlen at besidde en saadan Genfødelsens Kraft". Dette udlægges i de følgende afsnit, hvor det bl.a. med den noget bombastiske lignelse mellem det menneskelige legemes gang og vor ånds udvikling (A = B = D) slås fast, at det er tvivlen, der holder liv i troen: "En Tro, som ikke bestandig fornyedes gennem Tvivl, var en livløs Ting." Hermed er diskussionen løftet op over det private plan; det gælder nu troen contra tvivlen som "livskilde", og det falder rimeligt også at stryge Pers rent "personlige" begrundelse for at foretrække tvivlen – jf. strygninger i D af stærkt personlige og ironiske udtryk om Blomberg og hans kreds: "adspredte eller prægede af den skuespilleragtige Selvoptagethed, som Folkemøderne fremavlede"; "Der havde nok aldrig bestaaet noget særligt hjerteligt Forhold mellem Fader og Søn,"; han "havde krævet Menighedens Paaskønnelse bevidnet med klingende Mønt" (A VIII 149-50 = B III 255-56). Skal man tillægge strygningen begrundelse uden for værket, altså i at Pontoppidan har fundet passagen for "personlig", er det værd at lægge mærke til, at den først er fjernet i D.

Den større enkelthed, Pontoppidan ved omarbejdelserne ofte tilstræber i det sproglige udtryk, giver sig i D udslag også på et andet plan. Den ironiske distance, hvormed den episke fortæller beretter om Pers mange "åndelige gennembrud" (f.eks.: "en ny fødsel og en ny dåb" (A IV 131 = B II 90), en længe forberedt aandelig Fødsel" (B II 333; A VI 168)) antager under Pers Kærsholm-ophold meget subtile former. Det "Planteliv", han her fører, er skildret på en måde, så læseren kan komme i tvivl om dets forhold til Pers sidste udviklingsstadier. Vi har ovenfor valgt at opfatte disse afsnit som fulde af ironi. Nogle D-rettelser bekræfter, at det også har været forfatterens hensigt. Efter at egnen og dens tiltrækning på Per er beskrevet, hedder det:

I det næste kapitel tales med meget store ord om det bud fra "det evigt uforgængelige i Tilværelsen", naturen bringer Per. Men i D er følgende afsnit strøget:

Allerede i B var As fortsættelse blevet strøget:

Dersom hele denne skildring skulle tages "alvorligt", var disse afsnit næppe blevet strøget i B og D. Her inddrages jo tre vigtige faktorer: den "sjette Sans", som krøblingen i "Det store Spøgelse" forlenes med, faderens død og moderens død. At der mellem disse og Pers fantasterier på Kærsholm er – med As ord – "en skjult forbindelse" er givet, men netop ved at tro Pers slutpunkt forudgrebet her, kunne læseren fristes til at overse ironien. Det er meget vanskeligt at trække grænsen mellem Pers "falske" og "sande" erkendelser, og i dette kapitel havde forfatteren ikke gjort det lettere for læseren. Det gjorde han ved strygningerne først i B, siden i D.

Som helhed gælder det, at rettelserne er færrest i romanens første trediedel; rettelsernes antal er i gennemsnit under en pr. side. Flest er rettelserne fra B II til D, den del af romanen, som i sin tid havde voldt de største vanskeligheder. Ofte er flere rettelser samlet med udgangspunkt i en ændring, som – foruden sine "følgerettelser" i konteksten – ligesom trækker flere med sig. Der sker herved smårettelser, hvoraf tilsvarende med samme ret kunne være gjort andre steder. Det kan i det hele taget ikke nægtes, at Pontoppidan i D mange steder har "nusset adjektiver": en ordstilling ændres⁷⁹, eller der foretages synonymudskiftninger⁸⁰. Talrige er naturligvis de steder, hvor en ændring må betegnes som en klar, men gerne lille, forbedring: tydeliggørelser af sproglig og logisk art, korrektere sprog, enklere syntaks. Således fjernes næsten alle parenteser, hvis indhold enten skrives fornødent om eller stryges. Der foretages en del moderniseringer af realia ("det Land, hvor Præstens Søn Adam (…) giftede sig med Degnens Datter Eva og efterhaanden opfyldte Jorden med to/tre Millioner Sidenius'er"! (B I 339/D I 263)) og sprog⁸¹. Vi har tidligere omtalt den strygning i Balling-portrættet som synes dikteret af det senere venskab med Vilh. Andersen. Også dennes kritik af et par enkeltheder tager Pontoppidan til følge.⁸²

Af større strygninger foretages ikke mange. Den lille scene ved Pers hjemkomst til faderens dødsleje, hvor han pludselig får øje på sin gamle matematiklærer (B II 34) er strøget, ligeledes en del af karakteristikken af pastor Sidenius' forhold til byens borgere og til sine kolleger (B II 49), halvdelen af pastor Blombergs lange foredrag for Per (B III 69-71), et stykke af Pers besøg ved forældrenes grave og endelig et afsnit om Pers – tydeligt Feilberg'ske – iagttagelser i Frederiksbergallé (B III 176-78). Ingen af disse strygninger – måske undtaget den i Blombergs tale – er umiddelbart indlysende; derimod kan der til flere af dem tænkes privatpersonlige motiver hos forfatteren.

Kun ét sted flyttes et stykke i D, nemlig Jakobes berømte betragtning over Per som en af "Puslingefolket" (A VI 155-57, B III 46-48, D II 155-56). Den var flyttet også fra A til B. I B står den i begyndelsen af Tyvende Kapitel, hvori Pers "krise" går op i panteistisk røgelse. I D er den flyttet hen på den anden side af det afsnit, hvori den ovenfor omtalte strygning er foretaget, hvorved Jakobes karakteristik står endnu skarpere. Pers reaktion på hendes brev, der i D citeres i forlængelse af hendes betragtning, at han vil gøre bod ved at tilgive hende de hårde ord (B III 53), er strøget i D.

Pontoppidan skrev i 1920 til Garde^'17 om LP D, at denne udgave jo var "Resultatet af en grundig Revision og Beskæring" (jf. ovenfor fodnote 9⁸³). Et hastigt overblik over samtlige D-rettelser kan kun sætte spørgsmålstegn ved "grundig". Beskæringen er ikke stor, og hvorvidt de samlede rettelser kan fortjene navn af revision, kan som sagt kun en nøjere undersøgelse af de tre udgavers indbyrdes forhold afgøre.

I N D H O L D

Forord
Forkortelser

Kapitel 1:
Indledning
I: Den hidtidige forskning
II: Omarbejdelserne
III: Brevstoffet
IV: Metodiske overvejelser

Kapitel 2.
Det forjættede Land
I: Tekstforhold
II: Romanens stadier
III: Emanuel
IV: Hansine
V: Ragnhild
VI: Væver Hansen
VII: Tilblivelsen af Det forjættede Land

Kapitel 3.
Nattevagt
I: Tekstforhold
II: Jørgen og Ursula
III: C-rettelsernes intention

Kapitel 4.
Lykke-Per
I: Tekstforhold
II: Lykke-Pers første stadium
III: Lykke-Pers andet stadium
IV: 1918-udgaven af Lykke-Per

Kapitel 5.
Den kongelige Gæst
I: Tekstforhold
II: Krøniker og små romaner
III: Krøniken
IV: Den lille roman
V: Syndefalds-symbolikken

Kapitel 6.
Peter Holst

Kapitel 7.
Slutning
I: Pontoppidans modelbrug
II: Omarbejdelsernes problematik

Vedr. Det forjættede Land
Vedr. Nattevagt
Lykke-Pers C-rettelser NR. 1-74
Mulige trykfejl i Lykke-Per D
Reeballe
Enetale 12.3.1897
Enetale 12.3.1897
Metafor-kompleks
Litteraturliste