Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Frederiksborg. 14. april 1905

Vi er nok, der kun trives i Skyggen

Frederiksborg.
d. 14. April 1905.

Hr. Dr. phil. Vilh. Andersen!

Jeg kunde naturligvis ikke vente, at De vilde billige mine Bemærkninger om Dem i mit lille "Forord"; men jeg beder Dem erindre, at mine Ord er et Selvforsvar, og at jeg betragter mig som den udæskede Part. Med alle Deres glimrende Egenskaber som Kommentator har De efter min Formening kun vist ringe Forståelse af Nutidens Literatur og derfor i Almindelighed bedømt den uretfærdigt. Selv fra et "dionysisk" Standpunkt er den slet ikke så betydningsløs, som De vil gøre den til. Men det er betegnende for Dem, 2 at De i Deres Dionysos-Bog knap nok nævner Kampstemningens Selvforglemmelse, den "Stridens Hede", som dog vel er den første og oprindeligste Rus og den ægteste.

Det har ikke været min Hensigt at kaste Skygge på Dem ved at omtale den Klogskab og Forsigtighed, hvormed De holdt Dem tilbage på et Tidspunkt, da Uroen i Tiden (den politiske f.Eks.) fristede adskillige af Deres Jævnaldrende til – måske meget ungdommeligt – at kaste sig ud i Striden. Jeg har blot villet sige, at det er let nok for den, hvis Natur aldrig drev ham ud i nogen Risiko, at være overlegen overfor dem, der ikke har besiddet en så lykkelig ligevægtig og omsigtsfuld Natur og som måske har fået Lejlighed til bittert at beklage det. Som det gudsvelsignede 3 Søndagsbarn, De er, har De vanskeligt ved at forstå, hvad Kamp der undertiden skal til, bare for at få Lov at leve.

Det gør mig ondt, at De i Deres Søgen efter en Bevæggrund for min Opposition endogså har haft Deres Udnævnelse til Ridder i Tankerne. Jeg forsikrer Dem, i den Hyldest, De fra alle Sider er Genstand for, tager jeg i fuld Oprigtighed Del. Selv til Deres Ridderkors kan jeg uden al Ironi ønske Dem til Lykke, omend jeg naturligvis mener, at De kunde have undværet det. Vi ejer for Tiden mellem Literaturens Mænd så få repræsentative Skikkelser. Det er godt, at der dog er Nogen, der evner at samle Folkets Opmærksomhed om De deres Personer; det kommer også os andre til gode. Jeg ønsker Dem al det Solskin, hvortil De er født. Vi er i Forvejen nok, der kun trives i Skyggen. Men netop på Grund af 4 den overordenlige Avtoritet, De har vundet overalt i Landet, kan vi, der føler os forurettet af Dem, ikke lade Deres Ord stå uimodsagte, og med al min Beundring for Dem, vil De rimeligvis altid finde mig mellem Deres Modstandere.

Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan