Naadsensbrød

Lillelunde den osv.

Hr. Redaktør!

Der stod i Eftermiddag et stort Spektakel omme i Smøgen bag vort Gadekjær, hvor fire-fem sorte Indsidder-Rønner ligger sammenbyltrede under Kirkebakken. Anledningen var vægtig nok: det var Trine Bødkers, der endelig og omsider skulde paa "Kassen".

Dette er den folkelige Betegnelse for Herredets store, nyopførte Fattig- eller Arbejdshus, der er hele Egnens Stolthed og Pryd. Nu skal man i Sandhed ogsaa kun vanskeligt kunne tænke sig noget mere fjærnt fra disse gamle, smudsige og stinkende Sogne-Fattiggaarde, hvor man i sin Tid stuvede Folk sammen paa maa og faa og lod dem leve efter Forgodtbefindende. Helt kongeligt ligger dette paa Toppen af en kratbevoxet Banke ud mod Fjorden – muret i rødt og graat, med Spir paa Gavlene og Majestætens Navnechiffer funklende i Guld paa blaa Grund over Indgangsdøren.

Fremmede, der kommer forbi paa Vejen, vil sikkert ikke anslaa det til mindre end en Bolig for en Amtmand, et Ting- og Arresthus, el. lign.; og mer end én besindig Mand, der træder inden for det jærnbespigrede Plankeværk og betragter de mægtige Trappegange, Varmeapparaterne og de dekorerede Lofter, ryster betænkelig paa Hovedet og taler om Overdrivelse.

Det skulde da netop være, at han kom op i de store Sale, hvor Lemmerne sidder rækkevis paa smaa Halmsæder under Vinduerne og fletter Sivmaatter og binder Kurve – Mændene og Fruentimmerne hver i sin Fløj. Der er altid noget eget uhyggeligt ved Synet af en saadan Forsamling gamle, livstrætte Mennesker, hvem Tilværelsen intet længer har at byde – især, hvor Livets lange Kummer har sat saa dybe Mærker af Tilintetgjørelse som blandt disse. Det er de udslidte Kræfter, de forkomne Existenser fra Herredets Hytter og Huler, der samles inde mellem disse Mure, naar Haanden bliver for svag og Ryggen for kroget til længer at bære Livets Byrde. De sidder nu her, ens i Dragt, med pletfrit Linned, og saa kæmmede og renvaskede, som de neppe nogensinde har tænkt at skulle blive mer i denne Verden – men tillige saa stille og underlig eftertænksomme, som var i Virkeligheden allerede Evigheden begyndt for dem her i disse store, højtidelige Rum, hvor Lyset falder ind som med en overjordisk Glans, mens hver mindste Hosten og Harken giver Gjenlyd under de høje Lofter som i en Kirke. Andægtig flytter de deres stive Fingre i det uvante Arbejde, fæster Simen i Halmen, knytter paa og trækker til, med samme mekaniske Regelmæssighed som Evigheds-Urets tunge Perpendikelslag fra Krogen – kun nu og da skræmmet op ved Lyden af Inspektørens knirkende Morgensko, naar han nærmer sig op ad Trapperne. Der gaar da et ængsteligt Sæt ned igjennem Rækkerne; og idet hans store Gud-Fader Skikkelse viser sig i Døren, dukker alle de gamle Hoveder dybere ned over Maatterne.

Den eneste oplivende Afvexling i denne lange Dags Ensformighed er Madklokkens Klemten. Saasnart den begynder at lyde, rejser de sig alle op fra Sæderne, børster omhyggeligt Halmstumperne fra Skjødet ned i den reglementsmæssige lille Bunke paa Gulvet og stiller sig ud paa Trappegangen, hvor en Opsynsmand ordner dem i Rækker paa to og to, for derpaa ved et givet Tegn at lade dem afmarschere ned til Kjøkkenlemmen. Herfra stiger de saa lidt efter atter op med en Krukke forsigtig mellem Hænderne, og Trækkene ligesom optøede af den varme Damp, der liflig staar dem op om Næsen.

Om Morgenen er det en halv Pot opspædt Vand – Øl kalder de det her – og et Kvartpund tørt Rugbrød, som de ihærdigt og begjærligt sutter i sig med de tandløse Gummer, idet de flittigt bløder det i Vandet. Til Middag er det Grøn-Kaal med Roer og Kartofler – samt Duften af Inspektørens Bøf, naar de paa deres Krukke-Marsch stjæler sig til at standse et Øjeblik ud for Døren til det private Køkken. Flæsket serveres til Midaftensmaalet, hvorpaa Opsynet gjør en Ronde gjennem Stuerne for at paase, at intet unødigt bortspildes eller overflødigt forputtes.

Overhovedet foregaar alt med en Præcision og Orden, der maa kaldes mønsterværdig. Fra Lemmerne om Morgenen purres op af Sengene og indtil den reglementerede Aftenmønstring, hvor blandt andet Dagsarbejdet udmaales og bedømmes, hersker der en Punktlighed og Disciplin som paa nogen Kaserne. Man maa nødvendigvis forbavses over den – man fristes til at sige unaturlige – Adræthed, hvormed disse gamle, skjørhovede Mennesker ved enhver Lejlighed véd at finde deres Pladser og kjende deres Pligter. Selv de gjenstridigste Gemytter og urimeligste Særlinge – og hvor findes de oftere end blandt svagelige gamle! – slibes i mindre end fjorten Dage til de villigste og føjeligste Led i Mekanismen og præsenterer sig strax den første Udgangsdag for Verden med dette uigjengivelige Fællespræg af slunken og renvasket Tamhed, der karakteriserer dem alle fuldt saa vel som selve "Uniformen".

Nu maa det sikkert ogsaa erkjendes, at man i den nuværende Inspektør har fundet en Mand, der i en sjælden Grad er som skabt til den Stilling, han beklæder. Stor og tyk, saa Gulvene skjælver under hans Trin, med en gammel Underofficers hele fugtige Majestæt og upaavirkelige Koldblodighed, fører han Styret i fast og vel øvet Haand. Strunk og streng, som havde han slugt et Spanskrør, eller i det mindste havde et saadant skjult under Frakken, vandrer han sine Rundture op igjennem Trapperne og hen igjennem Salene for med sin enestaaende Evne til at opdage hver mindste Uregelmæssighed eller ringeste Forsømmelse at udøve Anstaltens reglementsmæssige Justits.

Til den Ende findes i Kjælderen en Række smaabitte aflaasede Rum – rigtige Gavtyve-Brummer – hvor Synderne sættes ind til en Træbrix og en Halmsæk for i Ro at kunne overveje og angre deres Brøde – en Straf, for hvilken Inspektøren som gammel Militær har en naturlig Forkjærlighed, og til hvilken han af egen krænket Pligtfølelse endnu føjer Afknapning paa Mad-Rationerne til Fordel for sin snart helt navnkundige Griseso "Gine".

Det vil nu sikkert neppe forbavse, at denne Anstalt fra alle Sider berømmes som en virkelig Mønsteranstalt, der paa samme Gang er Herredet til Ære og økonomisk for Sognekasserne. Det er ingen Overdrivelse, naar Inspektøren med Selvfølelse betror den fremmede, han fører rundt i den vidtløftige Bygning, hvorledes dens Indretning og hele exemplariske Levevis har dannet Forbilledet for baade et og to lignende Barmhjærtighedsasyler i de nærmeste Herreder. Og Landet over ligger der Brødre og Søstre, som neppe i noget Punkt staar væsentligt tilbage, men Træk for Træk viser Oprindelsens inderlige Fællesskab – lige til dette med Majestætens betryggende Navnechiffer som i et Segl over Indgangsdøren.

Besynderligt nok synes imidlertid Fattigfolk her slet ikke at ville sætte Pris paa dette Palads, hvormed man – saa rundhaandet – har betænkt deres gamle Dage. Det er ikke for meget sagt, at dets blotte Nævnelse kan faa selv den stærkeste Pundtærsker til at blegne; – og sandsynligvis har heller ikke Trine Bødkers forstaaet tilbørligt at skatte dets dekorerede Lofter og smukke arkitektoniske Linjer.

I alle Fald: da de – som omtalt – i Eftermiddags kom for at afhente hende (i en enspændig Fjællevogn fra Byen, der var beordret til at foretage Flytningen), var hun paa ingen Maade at formaa til at følge; og da de vilde bruge Magt, satte hun sig til Modværge med en saadan Lidenskab, at hendes Skrig kaldte Folk til overalt fra Byen.

Der blev et frygteligt Spektakel. Den halve Smøge stod tilsidst fuld af alle Slags tililende; og gjennem Tilraab, Latter, Hundegøen og de netop hjemslupne Skolebørns Jubel hørtes Trine uden Afbrydelse at skælde, bande og spytte som kun en drukken og splittergal Kjælling har Vejr til. En gammel Slagbænk, en Kiste og noget Skrammel af Bohave havde man faaet praktiseret ud ad Vinduerne; gjennem disse, der endnu stod aabne, kunde man ude fra se hende vandre gestikulerende frem og tilbage i det tomme Rum.

I øvrigt havde det i den sidste Tid ingenlunde været noget usædvanligt Syn for Byens Folk at se Trine i en saadan Tilstand. I sin fortvivlede Kamp for at undgaa Arbejdsanstalten, siden hun i Fjor Høst kvæstede Haanden i et Damptærskeværk, havde hun – som saa mange med hende – bestandig oftere tyet til Fattigfolks store Trøster, til Brændevinens Barmhjærtighed. Hendes Historie blev da den gængse. Fra det Øjeblik hun, trods alt, saa' Haabet glippe, slog hun alle Luger op og lod sig synke. I de sidste fjorten Dage, siden Fattigforstanderen havde afgjort hendes Skæbne, havde hun – fortaltes der – ikke været ædru; … og nu gik hun her som et vildt Dyr over Gulvet, skrækkeligt tilredt, med Huen gledet bag ad den halvskallede Isse, truende og bandende – med Udtryk, der kunde faa en Slagter til at rødme – over imod en Flok støjende Mænd og Karle, der henne ved Døren paa gemytlig Vis søgte at tale hende tilrette. Nu og da gik hun til Vinduet og spyttede ud paa Drengene, som skreg, og da vilde Skraalet ikke standse.

Endelig kom Sognefogden, som man havde ventet paa. Han kom lige fra Tærskemaskinen – hidsig og varm – med Avner hængende i Haaret og i sine nye graa Vadmelsbuxer. Idet han taadte ind i Stuen, dæmpedes Støjen. Selv Trine blev, da det først gik op for hende, hvem han var, med ét ganske stum og trak sig langsomt tilbage over Gulvet, indtil hun standsede i Krogen, ligesom i en Forsvarsstilling. Fogden fulgte hende, med Øjnene paa hende, og Hænderne i Siden.

"Du vil vel ikke lægge Haand paa Sognefogden," sagde han endelig – to Gange.

Der var nu fuldkommen Stilhed ude og inde. Trine var sunken sammen, ligbleg i Kinderne. Hun holdt afværgende de sorte, rystende Hænder foran sig, mens Kjæverne klaprede som for at tale. Men der kom ingen Lyd. Kun Øjnene – smaa, sorte, rædselsslagne, under den rødplettede Pande og de graa Haartjavser – hvor de bad!

Det var et grufuldt Syn. Fogden traadte endnu et Skridt frem for at tage fat i hende; men i det samme lød det med en stor, truende Stemme ude fra Mængden: "Lad hende være!" – og strax efter med tre-fire forskjellige Røster det samme Raab: "Lad hende være!"

Sognefogden vendte sig ikke. Han havde formodentlig gjenkjendt lange Zacharias Smeds Stemme. Men med en pludselig Hast fik han ved Hjælp af et Par hosstaaende Karle Trines Hænder og Fødder bundne, hvorpaa hun af fire Mænd og under Skolebørnenes fornyede Skingren bares ud gjennem Døren.

Der er intet Maal for, hvor hun skreg. Det var af disse Skrig, man synes maa kunne høres over den halve Verden, og som endnu længe efter sidder i éns Øre med al deres skærende Rædsel. I Døren brast Hyssingen om hendes Fødder, og hun begyndte rasende at sparke omkring sig; men i en Fart var hun lagt i Vognhalmen, med et Par Mand over sig, – et Smæk over Hesten, og hun rumlede af Sted. Saa var Forestillingen forbi, og Folk skiltes. Fogden og den lange Zacharias vexlede i Forbigaaende et fast Øjekast, hvorpaa de hver gik til sit.

Lidt efter kom Provsten kjørende gjennem Byen. Han maa formodentlig have haft Fornemmelsen af noget usædvanligt; thi da han kom til Gadekjæret, hvor Skolebørnene endnu stod samlede, lod han Vognen holde og spurgte, hvad der var paa Færde. Og som med én Mund og med Huerne i Haanden svarede de i deres Uskyldighed – højlydt som en udenad lært Lektie:

"Det var Trine Bødkers, der kom paa Kassen!"

Henrik Pontoppidan