Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Østby. 5. januar 1885 (eller 12. jan.)
en sandfærdig Fremstilling
Østby
Mandag [5.(?).1.1885].
Kjære Ven!
Jeg undgår al Forklaring og stoler på dit langmodige Venskab. Andre må lægge Tøjler på mig; jeg formår det ikke selv – i denne "Juletid" og på Landet, er man et viljeløst Væsen i sine Omgivelsers Hænder. Jeg kan næppe holde Pennen for Ømhed i den højre Ringfinger – frembragt ved i Kortspil at slå Kortene i Bordet, det er Forklaring nok.
Det medfølgende er til "Morgenbl". Det er ingen Føljeton-Artikkel, intet "novellistisk Forsøg" eller sligt. Det er en i det enkelte sandfærdig Fremstilling af et af de brådneste Kar her i Landet, og jeg håber du vil skaffe den Bladets 2 første Plads, at man ikke skal misforstå det som en "Novellette". Den halvt novellistiske Form, der er brugt, fordi den er mig naturlig, vil forhåbentlig ikke være den til Hinder for at gå som en "Leder", og jeg skal i så Fald med Fornøjelse i Fremtiden sende Bladet slige Små-Korrespondancer, når sligt af Interesse møder mig.
Dette er nu altså til "Morgbl". I Morgen eller Overmorgen skal mere følge til "Hj og Ude"1, som jeg nu regelmæssig får.
Endnu en Gang min Undskyldning, og de hjærteligste Hilsner fra os alle. Karen er nu begyndt at være oppe. Feberen indfinder sig rigtignok regelmæssig hver Aften – og hun er sart, betænkelig sart.
Din bestandig hengivne
Henrik Pontoppidan
Jeg kommer til at erindre fra den Tid, "Isbjørnen" stod i "Morgenbl", at de havde den stygge 3 Skik ikke slavisk at følge Manuskrp. Også med Hensyn til Lydtegn og lign gik de deres egne Vildveje; jeg vil nødig undvære så', én, o.s.v. med Akcent. Dersom derimod du ved at gjennemlæse Manuskrpt træffer på skurrende Ting, véd Du, at du vil gjøre mig en Tjeneste ved at rette det, det er ikke så omhyggelig udarbejdet.