To Venner

35

I.

Det var Paaskelørdag 1885 i en lille jysk Købstad.

Kirkeuret havde netop slaaet ti.

Paa denne Tid plejede Torvet nedenunder at være et bølgende og larmende Hav af Bønder med al Slags Torvføring – en broget Stimmel af Æggehandlere, Grøntkoner, Smørprangere og Hønsekræmmere, hvorigennem købslaaende Fruer og kurvebelæssede Tjenestepiger kun med Møje kunde trænge sig frem.

Men endnu fandtes der paa hele Pladsen ikke andet end et Par Landslagtere og nogle Gartnervogne fra de omliggende Herregaarde. Og i hele Byen saaes næppe en eneste af de sædvanlige tykmavede Vadmels-Skikkelser med Tobakspiben i den ene Haand og Smørbrikken i den anden.

Købmændene stod i deres aabne Butiksdøre 36 og kastede lange Blikke op og ned ad Gaden.

Men der viste sig den hele Dag slet ingen af disse sværtbelæssede Vogne, der ellers om Lørdagen rumlede i lange Rækker ind i Byen med store smældfede Heste tungt dansende under de strammede Liner og fire-fem Fruentimmer opstablede bag paa Agesædet, indsvøbte i store Hovedklæder og tykke grønne Hvergarnskaaber.

Det var tydeligt nok – denne Udeblivelse var Bøndernes foreløbige Svar paa det Provisorium, som Købstæderne saa villigt havde hjulpet Ministeriet med at sætte i Værk.

Blandt Smaahandlende og Beværtningsdrivende bredte der sig en Smule Benavelse i den Anledning. De tænkte, at skulde det blive saadan ved, kunde denne Statsomvæltning blive farlig nok, selv uden Blodsudgydelser.

I de store Købmandsgaarde og paa Grossererkontorerne lo man derimod af denne tomme Demonstration. Dér kendte man for godt Bøndernes Forhold. De flestes Navne stod opførte paa den venstre Side af de store Hovedbøger og ikke sjælden med Beløb, der holdt vedkommende fast som med en uafrystelig Lænke, 37 der, hvad Øjeblik det skulde være, kunde forvandles til en Strikke om hans Hals.

Derfor smilte de store Herrer, naar Folk traadte ind til dem i Kontorerne og med betænkelige Miner fortalte om den uhyggelige Tomhed paa Torvet og i Gaderne.

"Det har ingen Ting at betyde," sagde de fortrøstningsfuldt. "Vore gode Mads'er og Kresten'er kommer nok igen, skal De se … De kommer snart igen!" –

Inde i Byens fine Barberstue (i hvis Vindue der altid om Lørdagen til Underretning for Bønderne blev ophængt et Skilt med Ordene: "Kun velklædte Personer betjenes her.") sad paa denne Formiddag to af Byens Bedsteborgere vel indsæbede, med Servietter under Hagen, og blev behandlede af Barberen og hans Dreng. En tredje, der saa' ud som en ældre, velstaaende Haandværksmester, havde taget Plads henne ved Vinduet, hvor han med dyb, betænksom Mine læste en Avis gennem et Par Briller, der hang ham helt ude paa Næsespidsen.

Den ene af de indsæbede var en lille blussende Tyksak, hvis Ben var saa korte, at han maatte have en Skammel under Fødderne for at støtte dem. Med Hænderne foldede over sin 38 Hængemave, Øjnene tillukkede, og et Par Hornbriller skubbet op paa sin skaldede Isse, hengav han sig som med stort Velbehag til Barberdrengens Behandling, idet han af og til udstødte et kort Grynt, der tilkendegav snart hans Tilfredshed, snart hans Mishag med de første Strøg af Kniven.

Den anden derimod var en høj og ret anselig Skikkelse med et bredt Ansigt og svære graa Bakkenbarter. Hele hans Mine og den krybende Maade, hvorpaa Barberen betjente ham, røbede strax, at man her havde en af Byens Matadorer for sig. Under synlig Ophidselse stirrede han skiftevis op paa Loftet og hen paa den læsende Mand ved Vinduet, hvis vexlende Ansigtsudtryk han med spændt Opmærksomhed studerede. Og ikke saa saare løftede Mandens Øjne sig fra Bladet, før han udbrød:

"Naa! … Hvad siger De saa til det, Hansen! Saa gammel De nu er, har De vist ikke set saadan noget paa Tryk før. Det kan man kalde rene Ord for Pengene, hva'? Og det af en af Ministeriets egne Embedsmænd, – ja oven i Købet en Præst!"

Den Tiltalte lagde betænksomt Avisen sammen og vendte Hovedet lidt bort.

39 "Ja, hvad skal man sige –" mumlede han derpaa undvigende.

"Hvad man skal sige? Man skal Fanden gale mig sige, Hansen, at det er den stiveste, der endnu er leveret … Men det er netop, hvad jeg for længe siden har spaaet. Præcis, hvad jeg altid har sagt. Lige fra den første Gang, jeg saa' vor gode Pastor Hornung, har jeg sagt, at han var en fordækt Venstremand. Nu har vi faaet Syn for Sagen! Men vi skulde have taget vore Forholdsregler i Tide! Der gik jo allerede Snak nok om ham fra hans forrige Kald. Laa han ikke der i evige Spektakler med Provster og Kirkesyn, ja med Bispen selv, saa han en Gang var nær ved at blive sat fra Embedet for sin beskidte Mund. Jeg siger det rent ud – han er en rigtig fræk Karl!"

"Et Bondebæst!" gryntede det henne fra Tyksakken.

"Bravo! Netop Ordet, Hr. Overlærer! … Men kan De forklare mig, hvordan det er gaaet til, at vi har faaet en saadan Person her til Byen. Man snakker om, at han derude paa Landet var ved at sulte ihjel med sin Redefuld af Unger – men hvad kommer det os ved? Skal vi derfor have hans Spektakler her? Det er en 40 Skandale for hele Byen. – – – Gør mig kun færdig, Raff!"

De sidste Ord var henvendt til den lille blegfede Barber, der strax, saasnart hans ansete Kunde begyndte at tale, havde trukket sig tilbage med sin Kniv.

"Det er sandt, Raff!" vedblev han derpaa roligere, idet han atter lagde sig tilbage i Stolen. "Har Hr. Berthelsen været her i Dag?"

"Nej, Hr. Konsul! – endnu ikke. Men han maa bestemt være her om et Øjeblik."

"Er det sikkert?"

"Ganske sikkert, Hr. Konsul! Hr. Berthelsen er saa regelmæssig som Solen. Man kunde saamænd gærne stille Kirkeuret efter ham – he!"

"Godt. Saa kan man da forhaabenlig faa Rede paa, hvordan det forholder sig … For De har vel hørt det, Hr. Overlærer, at der skal have været svære Optøjer ovre i Kjøbenhavn i Nat. Der fortaltes nede paa Toldkammeret, at der var kommet Telegrammer derom til Bladene. Det er nok ude paa Nørrebro – De véd, Socialisternes Valgkreds – og Soldaterne skal have skudt."

"Skudt!" udbrød pludselig Manden henne 41 ved Vinduet og skiftede Farve. "Ja – men det kan de da ikke ha'e Lov til."

"Ikke ha'e Lov til!" gentog Konsulen og førte atter Barberen bort med Haanden for at kunne rejse Overkroppen og tale med mere Eftertryk. "Hvem Pokker skulde forbyde dem det, Hansen? Imod Oprørere og Tumultuanter! Det manglede sgu bare! … Hvad siger De, Hr. Overlærer?"

"Øf!" lød det henne fra den anden Stol, hvilket skulde udlægges: "Naturligvis".

"God Morgen, mine Herrer!" sagde i det samme en Stemme henne fra Døren.

Det var den ventede Hr. Berthelsen, Redaktøren af Byens Stiftsavis, en midaldrende, utrolig lang Herre med en pergamentgul Hudfarve, graa Paryk, ganske lyse Benklæder og et rødt Lommetørklæde ud af Baglommen.

"Naa!" udbrød strax Konsulen og rejste sig halvt af Stolen – (endog Overlæreren spærrede Øjnene op og saa' med Forventning paa den indtrædende) – "Naa! Hvad nyt? Er der hændt noget? Er det sandt, at Socialisterne har gjort Optøjer i Nat, og at Soldaterne har skudt? Eller er det en af Toldbodrotternes sædvanlige Krøniker? Der fortælles, at De har faaet Telegram. 42 Hvordan forholder det sig? De har jo ikke udsendt Løbesedler."

Redaktøren trak omstændeligt sine Bomuldshandsker af og puttede dem i Baglommen med den uigennemtrængelige Mine, som han altid paatog sig, naar han ingen Ting vidste.

"Nu?" raabte Konsulen utaalmodig.

"Jeg beder Dem, Hr. Konsul –" sagde Redaktøren endelig og løftede afværgende sin ene store Haand.

"Aa Snak, Berthelsen! Hvad skal det Hemmelighedskræmmeri til her? Lad os høre! Er der skudt?"

"Vigtigpraas!" mumlede Overlæreren og lukkede igen Øjnene, medens Manden henne ved Vinduet blev ved at stirre paa Redaktøren med alle Tegn paa den heftigste Beklemmelse.

Men trods Konsulens vedvarende Anmasselser med Fordring paa "klar Besked" bevarede Hr. Berthelsen urokkelig sin diplomatiske Tavshed.

"Hr. Konsulen maa pardonnere mig," sagde han, idet han med en uhyggelig Knagen i Fingerleddene gned sine lange, tørre Hænder. "De Meddelelser, der er kommet mig i Hænde, er foreløbig af fortrolig Karakter. Hr. Konsulen 43 kan være overbevist om, at Stiftstidenden øjeblikkeligt vil bringe til sine Abonnenters Kundskab, hvad der faktisk er passeret. Af Gaarsdagens Løbeseddel vil De saaledes allerede have erfaret, at Tropperne siden i Torsdags har været konsigneret i Kasernerne, at der er uddelt Patroner til Mandskabet, og at der er opkørt Batterier uden for Slottene. Jeg troer at kunne tilføje, uden at gøre mig skyldig i nogen Indiskretion, at Avtoriteterne – de militære saa vel som de civile – i det hele er fuldt beredte paa uden Skaansel at kvæle ethvert Revolteforsøg i Fødslen."

"Bravo!" raabte Konsulen og rejste sig, idet han strøg sig med Servietten om Hagen. (Barberen havde med et Skrabud tilkendegivet, at han var færdig.) – "Ja, Gud ske Lov, vi har endelig faaet en stærk Regering, der ikke er bange for at vise sin Magt. Naar den nu bare vil blive ved at gøre Brug af den, saa skal vi snart faa Fred her i Landet for det Rak og Pak, der har faaet Lov til at skyde til Vejrs."

"Ja, lad dem bare plaffe dygtigt løs paa dem," snøftede Overlæreren, der ligeledes havde rejst sig og stod og tørrede sig foran Spejlet. 44 "Det er noget, de har Respekt for. Men lad dem ikke glemme Førerne! De Karle er saamænd ikke for gode til Kanonføde."

I dette Øjeblik rejste Manden ved Vinduet sig op og listede hen imod Døren.

"Gaar De, Hr. Hansen?" spurgte Barberen forundret. "Jeg troede, at Hr. Hansen skulde rages."

"Nej Tak – jeg har ikke Tid længer," svarede han kort og var i det samme ude af Stuen.

De Tilbageblevne saa' paa hinanden i største Forbavselse.

"For Pokker!" – udbrød tilsidst Konsulen. "Hvad gik der af Hansen? Jeg tror, ved Gud, at han fik ondt! Han var jo ganske bleg! … Eller – han skulde da vel ikke – jeg kan da ikke tænke mig, at – –"

"Hr. Hansen holder "Morgenbladet", Hr. Konsul!" hviskede Barberen fortroligt, idet han indsmigrende nærmede sig med Haanden for Munden. "Jeg véd det ganske bestemt … Det er en af hans Svende, der abonnerer paa Bladet for ham og bringer ham det hver Aften … Jeg har det fra min Brodersøn, der kender Svenden."

45 "Hansen!" raabte Konsulen og slog Hænderne sammen over Hovedet. "Men – du himmelske Gud og Skaber! – er Folk da bleven ravruskende gale i den sidste Tid? … Og det var Hansen, som for ikke otte Dage siden fik den store Bestilling fra Havneudvalget! Er han gal! Hvad tænker de Mennesker paa!"

Henne fra Vinduet hørtes Barberdrengen i det samme ganske betuttet udbryde:

"Dér kommer Pastor Hornung!"

Som trukne af en Snor vendte alle sig ved disse Ord mod Gaden.

Og virkelig! – ovre paa det modsatte Fortov kom Præstens høje, magre Skikkelse vandrende med faste Skridt, der næsten larmede, som om han gik paa Træsaaler. Han var en Mand paa henimod de treds, tarveligt, næsten fattigt klædt, med et rynket, skægløst Ansigt, der paa Grund af, at Underlæben skød sig stærkt frem, og at Øjnene kneb sig sammen for Lyset, fik et frastødende Udtryk af Selvfølelse. Hertil bidrog ogsaa hans ualmindelig ranke Holdning og næsten soldatermæssige Gang. Den ene, ubehandskede Haand holdt han knyttet bag paa Ryggen; i den anden havde han en stor 46 Bomuldsparaply, som han for hvert Skridt stødte med Kraft ned mod Brostenene.

"Storsnudede Bonde!" snerrede Overlæreren foragteligt henne fra Spejlet.

"Ja, var det ikke for hans forsultne Ungers Skyld" – istemte Konsulen – "kunde man ønske, at der maatte blive lettet lidt alvorligt ved ham efter denne Historie. Og det bliver der vel ogsaa nok! …. Det bliver der saamænd nok!"

47

II.

Pastor Hornung fortsatte sin Gang hen ad Gaden, hvor han overalt var Genstand for den samme lidet smigrende Opmærksomhed. Bag ham stak Folk Hovedet ud af Vinduerne og kiggede efter ham med opspærrede Øjne. Og foran ham trak de Handlende sig tilbage fra deres Døre for ikke at være nødt til at hilse, naar andre saa' det.

Idet han gik over det lille Torv foran Raadhuset, traadte Byens Politimester netop ud herfra med en Protokol under Armen. Det var en lille rund, glatraget Mand, der lignede Overlæreren fra Barberstuen næsten som en Tvillingbroder.

Pastor Hornung løftede Haanden op til sin brede Hat for som sædvanligt at hilse. Men i Stedet for en Genhilsen tilkastede Politimesteren 48 ham et saa uforskammet og hadefuldt Blik, at Præsten uvilkaarligt blegnede.

Det var aabenbart, at Overraskelse og Vrede et Øjeblik var nær ved at bringe ham ud af Ligevægten. Dog fortsatte han roligt sin Gang og forsøgte endog at smile overlegent, skønt hans Mund sitrede af heftig Sindsbevægelse.

Da han kom hjem i sin Studerestue, aabnede han strax Døren til den øvrige Lejlighed og raabte ind over et halvtomt Forværelse, om Posten var kommen.

Et Kor af Barnestemmer svarede langt borte fra: Nej!

Saa lukkede han igen og gav sig under stigende Uro til at vandre op og ned ad de mange forskelligartede Tæppestykker, der var lagt over Gulvet for at dæmpe Lyden af hans tunge Skridt.

Henne paa en gammel Mahognipult ved Vinduet laa Begyndelsen af Manuskriptet til hans Paaskeprædiken og ventede paa Fortsættelse. Men han kunde ikke faa sig selv til at beskæftige sig dermed. Hans Hoved var opfyldt af bekymringsfulde Tanker, der laa Opstandelses-Evangeliet fjærnt. Han tænkte paa Politimesterens 49 hadske og giftige Blik, som han endnu ligesom følte brænde ham i Ansigtet. Men allermest og under heftigst Uro tænkte han paa de Rygter, der ogsaa var kommen ham for Øre denne Morgenstund – Rygterne om Opstandsforsøg i København og Vaabenmagtens Indskriden. Han kunde ikke faa sig selv til at tro, at det virkelig var sandt. Han havde saa sikkert stolet paa, at Befolkningen ikke vilde lade sig henrive til Voldshandlinger men modtage Budskabet om den skete Grundlovskrænkelse med den Værdighed og Ro, der alene vilde kunne bringe de overmodige Magthavere til Besindelse.

Men maaske havde Gæringen alligevel været for stærk!

Som overvældet af Spændingens Pine kastede han sig ned i en lang Kurvestol, der strakte sig ud fra et Hjørne af den halvmørke Stue, og sank her et Øjeblik hen i Tanker. Saa rejste han sig igen hastigt og saa' for tyvende Gang utaalmodigt paa sit Ur.

Hvor blev dog den Post af i Dag!

I det samme ringede det stærkt ude paa Entrédøren.

Endelig! –

50 Et Minut efter stod Pastor Hornung ved Vinduet med Byens "Folkeblad" mellem sine udbredte Arme og gennemløb i Hast Telegrammerne fra København. Men han fandt intet, hverken om Opløb eller Militærets Udrykning.

Han greb da "Stiftstidenden", der undertiden havde Specialtelegrammer. Men heller ikke her saa' han noget derom. "Alt roligt", "Befolkningen rolig", stod der overalt.

"Herren være lovet!" udbrød han ganske højt. Og i Tankerne fortsatte han: Gud er med os! Det véd jeg nu forvist, at han vil lade den danske Folkesag sejre!

Saa satte han sig rolig og befriet ned ved Bordet for at gennemse den øvrige Post.

Først var der to Breve fra selve Byen, af hvilke det ene, hvis aabenbart fordrejede Haandskrift strax bragte ham til at studse, kun indeholdt de fire Ord: "De er en –" (Paa Tankestregens Plads fandtes et Udtryk, som Velanstændigheden forbyder at gentage her.)

Med et foragteligt Smil krammede Hornung Brevet sammen og kastede det i sin Papirskurv. Han havde før deltaget i en offenlig Debat, og det var derfor ikke første Gang, at 51 han fik den Slags Stinkpotter kastet ind ad Døren.

Det andet indenbyes Brev, der var skrevet med stilfuld Forretningshaand paa et stort Stykke rudret Papir, indeholdt følgende:

"Hr. Pastor F. Hornung
hersteds.

Begrundet paa Omstændigheder tillader jeg mig at underrette Hr. Pastoren, at min Datter Angelica, som sidstforløbne Uge tilmeldtes Hr. Pastorens Konfirmationsforberedelse, efter nøjere Overvejelse herved anmodes atter udmeldt, formedelst da det saavel er min Datters som min Hustrus og eget Ønske, at hun fremtidig skal overgaa til Hr. Pastor Bohses Vejledning.

Jeg undlader ikke at tilføje, at dette Skridt er begrundet paa den Artikel, som det i Gaar Aftes udkomne Extranummer af "Folkebladet" indeholdt af Hr. Pastoren.

Samtidig tillader jeg mig at præsentere medfølgende specificerede Regning paa Manufakturvarer, som Fru Pastorinden i det forløbne Kvartal har modtaget gennem min 52 Forretning, og vilde det meget glæde mig at faa Beløbet tilstillet inden den 15de d. M.

Imødeseende Deres Ærede, tegner
med Agtelse
P. C. Hansen,
Manufakturhandler.

Ogsaa over for denne Skrivelse havde Pastor Hornung i første Øjeblik kun et medlidende Skuldertræk tilovers. Men da han anden Gang gennemlæste den, formørkedes hans Ansigt. Et bittert Udtryk af Mismod og Sorg rynkede bestandig stærkere hans Pande og Bryn. Og idet han tilsidst med et tungt Suk lagde Haanden op paa sit endnu kraftige, graasprængte Haar, lænede han sig en Stund ligesom udmattet tilbage i Stolen og lukkede Øjnene.

Hvor det dog ofte var svært at være ærlig i dette Land! At han vilde vække Fortørnelse og blive Genstand for Mistænkeliggørelse paa Grund af den aabenlyse Tilslutning til Regeringspartiets Modstandere, som han efter de sidste Dages Begivenheder ikke syntes længer at kunne tilbageholde, havde han været fuldt forberedt paa. Og dog! – Ifald han rigtigt havde anet, hvilket Uvejr dette Skridt 53 skulde drage ned over hans Hoved, havde han maaske endnu en Stund tvunget sit Hjærte til Tavshed. Ikke for sin egen Skyld! Han var vant til at tage mod Verdens Puf og Stød og havde endnu Skuldre, der var stærke nok til baade at bære dem og give dem tilbage. Men maaske burde han have tænkt paa sine uskyldige smaa Børn. Thi det blev sikkert ikke let herefterdags at være Pastor Hornungs Barn. Disse Breve, Politimesterens giftige Blik og hele Befolkningens Holdning viste tydeligt nok, hvad de alle gik i Møde.

Naa – det kunde nu ikke være anderledes. Han kunde ikke fortryde, hvad han havde gjort. Efter hvad der var sket, havde han ligefrem ikke haft Lov til at tie længer. Samvittigheden bød ham at give sin Forargelse Luft. Og Gud, der havde lagt sin Velsignelse i hans Ord, vilde ogsaa nok give ham Styrke til at bære, hvad der maatte følge.

Han tog Haanden fra Panden og gav sig atter fortrøstningsfuldt i Færd med sin Post.

Der var de sædvanlige ministerielle Skrivelser i store blaa Konvolutter, et Brev fra en fjærntboende Mand, der ønskede en Udskrift af Kirkebogen, en Ansøgning om en Legatportion 54 o.s.v. Nederst laa et almindeligt, aabent Brevkort, som Hornung hidtil ikke havde bemærket og derfor greb med en vis Ivrighed.

Ogsaa paa dette fandtes kun et Par Ord, skrevet med en yderst sirlig Haand.

Næppe havde Præsten kastet et Blik paa Skriften, før han med Udbrudet: "Men du gode Gud!" fór op af Stolen og ilede ud af Stuen. Hurtigt skridtede han gennem det tomme Forværelse og slog med stort Rabalder Døren op til den tarveligt udstyrede Dagligstue, hvor sex af hans yngste Børn sad og legede omkring Spyttebakken, klippede Papirsdukker, rullede rundt paa Gulvet eller hang over Vindueskarmene.

"Hvor er Mo'er?" raabte han. "Anna, Peter, lille Line .... skaf mig i en Fart fat i Mo'er. Men sig hende, at hun maa skynde sig – det haster!"

De smaa lyslokkede Kroppe paa Stole, Skamler og Forhøjning kom strax i travl Bevægelse. Men i det samme traadte Fru Hornung gennem en Tapetdør ind fra Køkkenet.

Hun var en lille, endnu ganske køn og buttet Kone med mørkladent Haar, Kappe og stort Smækkeforklæde.

55 "Her er jeg! Hvad er der, Hornung?" spurgte hun og saa' paa sin Mand med urolig og anspændt Mine – som var hun altid forberedt paa at modtage onde Tidender.

"Nyheder! Store Nyheder, min Ven!" svarede han og rakte Brevkortet højt i Vejret. "Kan du tænke dig dér sidder jeg inde og læser saa meget dumt Tøj, og saa faar jeg her fat i .... ja, nu skal du høre! (Pastor Hornung fik næsten Taarer i Øjnene, idet han atter læste Kortets Ord) ""Kære gamle Ven! Jeg kommer i Morgen, Lørdag, Eftermiddag med Toget 3.12. Glæder mig til at se dig. Din hengivne – – "" Ja, gæt nu, Kirstine!"

"Det er da ikke Krøger?"

"Jo – hvem ellers! Er det ikke mageløst! Han er naturligvis paa en af sine sædvanlige Inspektionsrejser – derfor har han ikke skrevet før. Men hvor er det prægtigt af ham at gøre en Afstikker herned til os under Vejs. Sandelig – han kommer, som han var kaldet, den kære Dreng! Jeg har tænkt saa meget paa ham i den senere Tid. Og hvor har jeg længtes efter at faa en Passiar med ham! … Jeg gad dog vide, om ikke de sidste Dages Begivenheder endelig skulde have skudt Breche i hans 56 standhaftige Højrehjærte. Du kan tro, Kirstine! – han har haft den samme Længsel, som jeg. Og nu kommer han for at vi kan tale om Tingene, den kære gode Dreng! .... Men hør, Kirstine! Nu maa vi sandelig ogsaa vise ham, at han er velkommen. Han skal blive modtaget som en Fyrste. Det har han fortjent! Middagen maa vi naturligvis udsætte, til han kommer, f. Ex. til Klokken fire – eller bedre fem! Jeg véd, han plejer at spise paa den Tid. Og – lad mig se – kan du ikke skaffe en god Ret Karudser, Kirstine? Kan du huske, hvor henrykt han blev over dine Karudser, da han sidst besøgte os i Vejrløse … aa, han er en Lækkermund, den gamle Knægt!"

"Men Hornung – hvor skulde jeg skaffe Karudser fra her?"

"Nu, ja – men en Ret Fisk maa vi ha'e. Det er hans Livspise, véd du! Han er saa forliebt i Fiskemad, den gamle Libertiner, som en Mus i en grøn Ost. Og en god Flaske Vin skal han sandelig heller ikke undvære … Hør du, Peter, spring strax hen til Schneider og køb en Flaske Bourgogne til halvanden Krone – men skynd dig, min Gut! … Aa, vent lidt – spring med det samme indenfor hos Callisen og 57 faa sex Cigarer til femogtredive – men af de fine, skal du sige! … Og I, Smaapiger dér – Karen, Hanne, lille Line – lad mig se, I rydder godt op her og hjælper Mo'er med at gøre det rigtig pænt, til Fa'ers gamle Ven kommer! Saadan – det er flinkt! – I er mine kære velsignede Børn!"

Pastor Hornung var bleven som nyfødt af Henrykkelse. Tilsidst gik han hen og lagde sine store Hænder omkring sin Hustrus Hoved og kyssede hende ømt paa Panden.

"Min lille Kirstine! Jeg véd det – du har været urolig og bekymret i disse Dage. Men du skal se – med Guds Hjælp vender alt sig, til det bedste!"

58

III.

Pastor Hornungs og Postrevisor Krøgers Bekendtskab stammede fra Studenterdagene. Tilfældigt var de i hin Tid bleven Kontubernaler paa Regensen og havde her stiftet et sjælden inderligt Venskab, der aldrig siden var bleven brudt.

Man kunde sige om dette Venskab, at det var bleven knyttet ved Modsætningernes Tiltrækning. Thi vanskeligt skulde man finde to Mennesker, der i Sind som i Skind var hinanden mere ulige. Marius Krøger var netop saa lille og undersætsig, som Frederik Hornung var lang og ranglet; netop saa samvittighedsfuld og pertentlig, som Hornung var egenraadig og skødesløs; netop saa godmodig og eftergivende, som Hornung var opfarende og stridslysten. Blandt Kammeraterne paa Regensen 59 kaldtes de derfor ogsaa "Supplementerne", der tilsammen dannede "det fuldkomne Menneske".

I deres daglige Samliv erstattede nu virkelig den enes Fortrin meget heldigt den andens Mangler, saa deres lille Menage blev et Mønster for den hele Studentergaard. Krøgers solide Egenskaber kom især den fælles Husholdning, tilgode. Mens Hornung, naar Maanedens Midte var naaet, aldrig havde en Skilling i Lommen og aldrig kunde begribe, hvad Vej hans Penge var gaaet, forstod Krøger, skønt uden Paaholdenhed, at forvalte sine ikke store Indkomster paa en Maade, saa de nogenlunde forslog til dem begge. Til Gengæld var det Hornung, der var det oplivende og befrugtende Element. Han var altid Fyr og Flamme over Dagens brændende Spørgsmaal, læste strax alle udkomne Bøger og Pjecer, slugte alle Aviser og hørte alle Slags Foredrag. Ofte sad de to Venner sammen til langt ud paa Natten og talte om Tidens theologiske eller literære Stridigheder, men først og fremmest om Politik, om den vaagnende Frihedsaand, om Orla Lehmann, Hall og Ploug, der var deres Guder og Helte. Mens Hornung ustandseligt vandrede op og ned ad det lille Gulv i en laset Slobrok og med en halvtredje 60 Alen lang Tobakspibe i Haanden, fyldende Rummet med en uigennemskuelig Damp, talende og gestikulerende, sad Krøger stille henne i Hjørnet af Sofaen og fulgte ham med et varmt beundrende Blik. Egenlig var det nemlig mindre Tingene selv, end Hornungs Begejstring for dem, der interesserede Krøger. I sin egen Indifferentisme henrykkedes han dobbelt over Vennens Optagethed. Og mens han altid selv var mere ængstelig end en gammel Jomfru i Overvejelsen af sine Ord, lo han ofte, saa det klukkede, naar Hornung i sin hidsige Iver for at betegne den enevældige Regerings Lumpenhed hentede Udtryk og Lignelser fra det laveste Gadesprog.

Hornung havde nemlig i en meget ung Alder givet sine oppositionelle Tilbøjeligheder Luft. Blandt andet optraadte han ofte som demonstrerende Taler ved Studenterforsamlinger, hvor han regelmæssig blev udhysset under stort Spektakel. Kun Krøger sad stille henne i en Krog af Salen og stirrede næsten forelsket paa sin uforfærdede Ven, der havde Mod til saaledes at stille sin Person til Skue, ja optræde som Anklager og Dommer. Hans Hjærte svulmede af Stolthed over Hornung, naar han fra sit Skjul saa' 61 ham med løftet Hoved stige op paa Talerstolens Trappe, kaste sit lange Haar tilbage fra Panden, pudse Næsen og lade sit faste Blik glide hen over Forsamlingen – uden med en Mine at røbe Usikkerhed endsige Angst trods de vilde Hyl og Brøl, hvormed hans Skikkelse øjeblikkeligt modtoges.

Efter sex Aars Studium tog Hornung sin Examen med bedste Karakter. Og da han allerede havde forlovet sig som Student, søgte han hurtigst muligt et Embede som Præst og Skolelærer paa en af vore afsidesliggende Smaaøer. Krøger derimod opgav sine juridiske Studier og gik over til Postvæsnet, i hvis Tjeneste han paa Grund af sin medfødte Punktlighed og sjældne Pligttroskab temmelig hurtigt steg til en betroet Plads ved Revisionen i København.

De to Venner skiltes saaledes.

Men, skønt der ofte gik Aar hen, uden at de saa' hinanden, og ogsaa ofte lange Tider, uden at de skrev til hinanden, bevarede de Venskabet med uforanderlig Trofasthed.

For Krøgers Vedkommende havde dette noget sin Grund i, at han ikke giftede sig. Det glade, hyggelige Regensliv kom derfor til at 62 staa for ham som hans Livs Solskinsdage, paa hvilke han altid tænkte tilbage med dyb Taknemlighed mod sin Kontubernal. Hornung glemte aldrig sin gamle Ven, fordi hans ejendommelige og for Fremmede stødende Væsen gjorde ham det vanskeligt at skaffe sig nye Venner. Tillige følte han en vis Tilfredsstillelse ved den usvækkede Beundring, som Krøger – skønt Tiden og Forholdene snarere havde uddybet end udvisket Forskellighederne i deres Karakterer – blev ved at nære for ham. Navnlig morede det den fredsommelige Kontormand at følge de Skærmydsler, hvori Hornung ideligt laa snart med Amtsraad, snart med Præster, ja med de højeste Avtoriteter. Mens han selv var et Mønster paa Subordination og hellere led enhver Forurettelse, end han udsatte sig for at krænke nogens Overbevisning, kunde han gnide sig i Hænderne af Henrykkelse, naar han hørte om den Uforfærdethed, hvormed hans gamle Ven sagde baade Bisp og Skoleraad Sandheden lige i Øjnene.

"Min tapre Frederik!" kunde han begynde de omhyggeligt udarbejdede Skrivelser, hvormed han besvarede Hornungs hurtigt og livfuldt henjaskede Breve. "Du har særdeles fornøjet mig 63 med din humoristiske Beskrivelse af din Holmgang med en vis Hr. Peder, om hvem Sagaen jo forøvrigt forhen har berettet. Ihvorvel jeg ikke tør driste mig til at have nogen selvstændig Mening om Stridens Æble, in casu den omtalte Fattiglovsbestemmelse, er jeg paa Forhaand overbevist om, at du har Ret til at benævne den baade "forældet" og "umenneskelig". Ja, rusk kun dygtigt i de gamle Parykker! Her trænges sikkerligt til en alvorlig Udluftning i Administrationen, og jeg for mit Vedkommende skulde ikke have noget imod, at der kom en rigtig Orkan, der kunde ryste os ud af vor gamle Slendrian."

Krøger havde da ogsaa indtil nu været den eneste, til hvem Hornung havde betroet den voxende Harme, som Regeringens mere og mindre aabenlyse Forberedelser til et Statskup i de sidste Aar havde fremkaldt hos ham. I Begyndelsen havde Hornung dog indskrænket sig til varsomme Antydninger af sit antiministerielle Sindelag. Thi de havde hidtil begge to trofast fulgt de Nationalliberale ind i Reaktionens Rækker; og Hornung havde forud haft paa Følelsen, at Krøger med sit Ukendskab til Oppositionens Hovedmasse, Bønderne, og sin medfødte Foragt 64 for deres Uvidenhed ikke strax vilde kunne følge ham paa dette Punkt. Og han fik Ret i sin Formodning! For første Gang blev den stive Kontormand betænkelig ved Vennens Tilstaaelser. Han svarede tilbage, at han, uden just at dele hans Bekymringer, nok kunde sætte sig ind i hans Tankegang. Men han vilde paa det indstændigste bede ham om endelig at være forsigtig og ikke at røbe sine kætterske Anskuelser til andre, da dette let vilde kunne faa til Følge, at han i den almindelige Bevidsthed blev slaaet sammen med Folk, til hvis Selskab han dog sikkert ikke selv ønskede at blive henregnet. – Endnu for to Maaneder siden skrev Krøger til ham:

"Du synes, kære gamle Ven, stadig at leve i den Anskuelse, at det er vort nuværende Ministeriums skjulte Hensigt at undlive den gode Grundlov. Det forekommer mig at være uberettiget at nære en saadan Mistanke mod en Regering, om hvis Retskaffenhed der dog ikke kan rejses Tvivl, og som alene har til Hensigt ved alle til Raadighed staaende lovlige Midler at værge vort kære Land mod Anarkiets Hydra. Sammenlign dog ikke den løftende Kamp under Idéens Fane, hvori vi i vor Ungdom selv tog 65 Del, med den nuværende uhyggelige Strid om Magten. Jeg vil i hvert Fald høre det af din egen Mund, før jeg tror paa, at min gamle Frederik Hornung har fundet sin Plads mellem Materialismens Forkæmpere."

Dette Krøgers sidste Brev havde Hornung ikke glemt. Han var derfor beredt paa nu at faa mange og alvorlige Skænd af sin gamle Ven, endskønt han paa den anden Side ikke helt kunde opgive Haabet om, at de sidste Dages Begivenheder endelig skulde have aabnet Krøgers ærlige Øjne for det forargelige Rænkespil, der var bleven ført.

I hvert Fald kendte han sin kære, mildttænkende Marius godt nok til at vide, at han ikke vilde mistyde det Skridt, som hans Ven – trods alle velmente Advarsler – havde foretaget. Han vilde forstaa, at det havde været nødvendigt. Og med Utaalmodighed længtes Hornung efter at tale med ham derom.

66

IV.

Allerede paa Slaget tre var Præstegaarden beredt til at modtage sin Hædersgæst.

Alle Fløjdørene i den ret anselige Lejlighed var slaaet op som til Fest. Med larmende Skridt og Armene korslagte paa Ryggen gik Hornung frem og tilbage gennem alle Stuerne, – søndagspyntet, d.v.s. med rent, hvidt Halstørklæde og iført sort, tilknappet Klædesfrakke i Stedet for den grove graa, der var hans sædvanlige Hjemmedragt.

Af betænksom Hensynsfuldhed mod sin Ven havde han bestemt sig til ikke at modtage ham paa Banegaarden. Han var kommen til at tænke paa, at Krøger under de nuværende Forhold maaske kunde ønske, at hans Besøg gik saa ubemærket hen som muligt, fordi det let vilde kunne skade ham, om hans Navn i disse Dage blev sat i for nøje Forbindelse med 67 den oprørske Præsts. Og han vilde ikke bringe sin loyale Ven i Forlegenhed! Desuden yndede han ikke selv disse tvungne Modtagelsesscener for alle Folks Øjne. Han ønskede at give sin Ven et Velkommen, der ikke kunde misforstaas – det vidste Krøger ogsaa godt, og han vilde derfor næppe blive forundret over ikke at finde ham paa Perronen.

Inde i Dagligstuen puslede Fru Hornung lidt beklemt omkring og lagde den sidste skønsomme Haand paa Værelsets Udpyntning. Hun havde haft et besværligt Arbejde med saa vidt muligt at dække over Tapetets Mangler og Bohavets Brøst, med at lægge de hæklede Stykker over Stolene saaledes, at Hullerne paa Betrækket ikke saas, og ordne Gardinernes Folder paa en Maade, saa Stopningerne skjultes. Hun havde stræbt efter Evne, for at ikke Hornungs Hjem skulde gøre et for fattigt Indtryk paa hans Ungdomsven. Og idet hun nu, med Hovedet lidt paa Siden og de smaa buttede Hænder foldede foran sig, lod Blikket glide langsomt rundt i Stuen, syntes hun selv, at her saa' ret pynteligt og hyggeligt ud. Hun havde købt et Par Blomster til Opsatsen paa Bordet; de hæklede Stykker var i Hast bleven baade vadskede 68 og strøgne, og Stuens ramme Lugt af Tobak og Støv var fortrængt af Duften fra tørrede Rosenblade, som hun havde henlagt paa Kakkelovnspladen.

Selv var hun ogsaa pyntet med en lille hvid Kappe og en rød Granatbroche, hendes Brudesmykke. Hun saa' helt smuk, næsten ungdommelig ud; og det Udtryk af urolig Bekymring, der ellers sjælden forlod hendes Ansigt, var omtrent forsvundet.

Henne omkring en Forhøjning under det ene Vindue sad og stod alle Børnene, pænt kæmmede og renvadskede – ganske tavse af højtidelig Forventning. Det hændte saa sjælden, at der kom fremmede til Præstegaarden; endog Byens egne Folk betraadte den kun i Forretningsanliggender; … og disse ualmindelige Forberedelser i Stue og Køkken, Vinflasken med den røde Lak, der stod bag Kakkelovnen, Blomsterne paa Bordet, Moderens Granatbroche, som de yngste aldrig før havde set hende bære, Faderens Oprømthed og deres eget rene Søndagsforklæde og friserede Haar, – alt fyldte dem med en Andagt og Spænding, saa de næppe turde røre sig. Hvert Øjeblik saa' de op til det gammeldags, forgyldte Ur paa Chiffonieren, og 69 hver Gang den lange Viser passerede et af Romertallene, skævede de til hinanden og nikkede.

Inde fra sin Studerestue kom Præsten atter vandrende med sine stærke Skridt.

"Naa!" udbrød han ved Synet af Børnene. "Er I her nu allesammen, Smaatrolde?"

"Ja!" svaredes der stille i Kor.

"Godt! … Lad mig nu se, at I opfører jer pænt og roligt, naar Fa'ers gamle Ven kommer. Kan I det, Børnlille?"

"Ja!" svarede de igen alle.

"Naa, det var Ret! … Kan I saa sige mig, Smaa!" – vedblev han, idet han nu indskrænkede sin Vandring til Dagligstuens Gulv "Hvad er det saa, Fa'ers gamle Ven hedder?"

"Krøger!"

"Rigtigt! – Rigtigt, Børn! … Og hvor er det, han bor?"

"I København!"

"Prægtigt! … I er flinke Børn! Men kan I nu ogsaa huske, hvad det er, han er? Hvad er hans Bestilling?"

Her tav Flokken beskæmmet.

Endelig sagde den ældste, eftertænksomme Louise med en Stemme fuld af Overvejelse:

"Revisor."

70 "Bravo, lille Lisemo'r! … Du er jo dygtig – du er jo flink! … Men kan du nu ogsaa forklare mig, min Ven, hvad det Ord Revisor betyder? Revisor? … Re-visor? … Hvad betyder det? … Nu, tal kun dristigt!"

Den lille blonde Pige stod med sine lyseblaa Øjne dybsindigt fæstede paa et Punkt oppe i Loftet, mens hun bevægede Læberne, som om hun foredrog noget for sig selv, og samtidig talte paa sine rosenrøde Fingre.

Tilsidst førte hun den ene Haand op til et lille Ravkors under Halsen og begyndte med samme betænksomme Tonefald og uden at tage Øjnene fra Loftet:

"En Revisor er en Mand, som – –"

Men i det samme blev hun afbrudt ved, at en af Drengene henne fra Vinduet pludselig udbrød: "Fa'er! Der staar en Mand ude paa Gaden og kigger herop."

"Hvad er det, du siger, Dreng!" raabte Præsten og skyndte sig hen til Vinduet. "Staar der nogen og kigger herind!"

Ja, virkelig! Ovre paa det modsatte Fortov stod en Person og stirrede op og ned ad Præstegaardsbygningen. Det var en lille, sirligt paaklædt 71 Herre med et venligt Ansigt, smaa graa Bakkenbarter og firkantede Nikkelbriller. Han bar en brun Rejsehue, lyse Gamascher og en Plaid over Armen.

"Men det er jo ham! Nik dog, Børn! – nik!" raabte Præsten og ilede i det samme ud af Stuen.

Den fremmede havde imidlertid bemærket og genkendt Børnene og skraaede nu over Gaden. I Entrédøren mødtes de to Venner. Med et højt: "Velkommen, du kære Dreng!" omfavnede Hornung sin gamle Kontubernal og kyssede ham bevæget paa begge Kinderne.

Og uden at give ham Tid til at lægge hverken Plaid eller Hat slog han derpaa Armen om hans Skulder og førte ham strax i Triumf ind i Dagligstuen.

"Her er han! – Her er han!" raabte han straalende … "Og her, min Ven, ser du hele Flokken samlet for at modtage dig … Ja, Kirstine kender du da nok igen. Hun har ikke forandret sig, vel? Men Kompagniet dér er vel næsten kommet i Reden, siden du besøgte os sidst. De lange Drenge har vi jo ude af Huset nu, og de store kære Pigebørn er ogsaa borte 72 … vi har jo, som du véd, akkurat Dusinet fuldt nu!"

"Velkommen, Krøger!" sagde Fru Hornung og rakte hjærteligt Haanden til den lille Mand, der under synlig Forlegenhed modtog disse mange uforbeholdne Ytringer af Gensynsglæde.

"Sæt dig nu her i Sofaen, Marius!" vedblev Præsten, da den fremmede endelig var bleven befriet for Ydertøj, Plaid og Paraply, hvilke Genstande Børnene med Stolthed bar ud i Entréen som Sejrstrofæer. "Du kan være træt efter Rejsen. Og – sandelig! – jeg længes efter at faa en Passiar med dig igen. Nu slaar du dig vel lidt til Ro hos os – ikke sandt?"

"Tak … Mange Tak," svarede Hr. Krøger, idet han med en aabenbart vanemæssig Bevægelse løftede de flade Hænder op imod Brillernes Nikkelstænger, saaledes at Fingerspidserne netop berørte dem. "Det ser jeg mig destoværre ikke i Stand til. – Mit Ophold bliver denne Gang af grumme kort Varighed."

"Hvad er det, du siger, Ven? Du spøger, haaber jeg! …. Sæt dig dog, og lad os høre!"

Mens Hr. Krøger forsigtigt skilte sine Frakkeskøder og tog Plads i Sofahjørnet bag Bordet 73 med Blomsteropsatsen, kastede Hornung sig i en Lænestol og saa' med et skuffet Udtryk over paa sin Gæst.

Først nu fik han i det hele rigtig set paa sin gamle Ven og studsede over hans mærkeligt forandrede Udseende.

"Men du gør mig ganske forskrækket, kære!" udbrød han. "Det er da ikke Rejsen, der har overanstrengt dig? … Du ser virkelig ikke rask ud."

"Tak – jeg befinder mig meget vel," svarede Hr. Krøger og saa' undvigende bort, mens han gav sig til at trække i sine rødbrune Handsker, som han endnu ikke havde faaet af Hænderne. "Naturligvis – lidt forkommen bliver man let – især i denne Foraarsluft – –"

"Men hvorfor da dette Hastværk, kære?"

"Ja, jeg haaber, at det ikke er af Frygt for at gøre Ulejlighed," faldt nu ogsaa Fru Hornung ind. "Jeg vil sige Dem, at vi har god Plads, Krøger, – og jeg har med egen Haand gjort et Værelse i Stand til Dem, saa jeg vil blive meget vred, dersom De ikke vil tage til Takke med det."

"Jeg er Dem meget forbunden, Frue – jeg har aldrig haft Grund til andet end at være 74 i højeste Grad taknemlig for Deres elskværdige Gæstfrihed. Men jeg maa virkelig denne Gang renoncere … Jeg beklager meget at have voldt Fruen forgæves Ulejlighed; men jeg har allerede været for længe borte fra mit Kontor og tør destoværre ikke, især under de nuværende urolige Forhold, opsætte min Tilbagevenden yderligere."

Krøgers vedvarende alvorlige Tone og hele afmaalte Væsen aabnede endelig Hornungs Øjne.

Der fløj et Smil op over hans Ansigt. Og idet han udstrakte Haanden, raabte han:

"Du har læst min Artikel, Marius! Tilstaa det kun! Jeg kender din Stemme, naar du er vred. Naa – skænd da paa mig, om du virkelig synes, at jeg fortjener Skænd!"

"Jeg indrømmer," svarede Krøger og saa' over Brillerne hen paa sin Ven med et bedrøvet og bebrejdende Blik, – "jeg indrømmer, at jeg har læst en Avisartikel, hvorunder jeg fandt dit Navn. Nogle Herrer, med hvilke jeg rejste i Kupé, begyndte at tale om den; og da den ene af dem netop havde Bladet i Lommen, anmodede jeg om at laane det. Jeg vil ikke 75 lægge Skjul paa, at det var ikke med Glæde, jeg læste din Bekendelse, Frederik!"

"Nu – ja, kære Ven!" – sagde Hornung lidt forlegen. – "Overraskede det dig egentlig? Du maatte jo dog være forberedt."

"Nej, det var jeg ikke … det var jeg ikke, Frederik! Jeg var saa overbevist om, at de sidste Dages Begivenheder maatte have bragt dig til Erkendelse af, at du denne Gang var gaaet for vidt. Misforstaa mig ikke … jeg bebrejder dig ikke din Aabenhjærtighed, kære Ven … men jeg tror ikke, at du véd, hvad du i dette Tilfælde har styrtet dig ud i."

"Ja, ja – lad det nu være godt!" afbrød Hornung utaalmodigt. "Vi har altsaa forskellige Meninger om den Sag – derved er ikke noget at gøre. Og Emnet maa vel desuden betragtes som uddebatteret mellem os to."

"Saa, det er altsaa virkelig dit Alvor … det er altsaa virkelig ikke en Misforstaaelse … en Mystifikation?"

"Hvad mener du?"

"Ja, ærlig talt –" svarede Krøger med aabenbart kun vanskeligt tilkæmpet Fatning. "Jeg vilde dog høre det af din egen Mund, før jeg vilde tro paa, at du havde sluttet Forbund 76 med Oprørere mod Lov og Orden, – med Personer, der hverken agter Fædreland, Moral eller Religion; der systematisk søger at undergrave Befolkningens Tillid til enhver Avtoritet; der …"

"Hvad er det, du siger!"

"Kun, hvad der er Sandhed, kære Frederik, … kun, hvad enhver, der ikke er forblindet af Partilidenskab og Trods, vil og maa sige. Men jeg er ogsaa overbevist om, at du ikke har vidst, hvad du har gjort. Du kender ikke de Folk, hvis Sag du støtter med dit Navn. For gjorde du det, vilde din Retsindighed bringe dig til at indse, at den nuværende Regering – langt fra at fortjene din Anklage – tværtimod fortjener alle fædrelandskærlige Mænds Tak, fordi den endelig har sat en Stopper for disse Folkeforføreres tøjlesløse Færd, der i den sidste Tid er gaaet over alle Grænser. Jeg forstaar dig ikke … jeg forstaar dig ikke, Frederik! Hvor er det muligt, at du med din retskafne Karakter – – –"

Pastor Hornung sad som himmelfalden.

Det var mindre Vennens Ordstrøm, end Synet af hans blege, ophidsede Ansigt og vidt opspilede Øjne, der længe gjorde ham maalløs. 77 Var det muligt? … Var det virkelig hans blide, tavse, sagtmodige Marius, som sad dér foran ham, dirrende af Had og Lidenskab?

"Krøger!" udbrød Hornung tilsidst og rejste sig, næsten forfærdet. "Hvad er der dog i Vejen med dig, gamle Ven! Hvad er det, du beskylder mig for? … Man skulde sandelig tro, at du ikke havde hørt, hvad der i disse Dage er sket her i Landet! Eller véd du virkelig ikke, at den Regering, du saa højt lovpriser, har begaaet en vanærende Handling – en Handling, der skriger til Himlen af blodig Uretfærdighed? Hvad kalder du maaske dette Provisorium, der har kuldkastet Rigets gamle Grundlov, tilsidesat Folkets hellige Krav og Ret, og – –"

"Det har det ikke! Det har det ikke, Frederik! Der staar intet … ikke et Ord i Grundloven om Folkets ubetingede Ret – "

"Staar det der ikke?"

"Nej, det gør ikke. Hvor maaske? .... Derimod staar der tydeligt og klart i Paragraf 25 – –"

"Det véd jeg meget godt. Det behøver du slet ikke at fortælle mig. Men det har 78 aldrig – aldrig, siger jeg – været den grundlovgivende Forsamlings Mening, at denne Paragraf skulde – –"

"Jo, jo – Frederik! Det har netop været Meningen, at den Paragraf skulde være Forfatningens Sikkerhedsventil, der værnede den mod en Sprængning. Det har Venstre i sin Tid ogsaa selv indrømmet. Og det har alle Jurister altid været enige om –"

"Det er Løgn!" tordnede med ét Hornung, idet han kridhvid i Ansigtet bøjede sig helt frem over Bordet og støttede de udspilede Hænder mod Pladen – "Det er det forbandede Opspind, som du har læst dig til i din Smudspresse, hvis Fraser og Løgnehistorier jeg kender igen i din Mund …. Det er de forargelige Prokuratorkneb, hvormed man søger at fravriste Folket dets Ret, og hvis Nederdrægtighed kun overgaas af den Frækhed, hvormed dit ryggesløse Parti søger at dække over dem –"

"Nej, dette er for galt!" raabte nu ogsaa Krøger ganske ude af sig selv, idet han rejste sig. "Dette vil jeg ikke høre paa!"

"Jo, nu skal du netop høre! Nu vil ogsaa 79 jeg tale! Du skal dog ikke have Lov til saaledes at smæde og forhaane et helt Folks udkaarne Mænd. Hvad er maaske han – din egen Minister – som du er saa begejstret over? Kun tarvelig Landmaaler1! En Junker Ingenting! En Lykkejæger, der af Forfængelighed og Herskesyge er saa dum at lade sig bruge til at rage visse Folks svedne Kastanier ud af Ilden – –"

"For Gud i Himlens Skyld! – Hornung! – Hornung! … styr dig dog!" raabte Fruen, idet hun forfærdet styrtede til henne fra Kakkelovnen, hvor hun hændervridende havde været Vidne til dette Optrin, mens Taarerne strømmede ned over hendes Kinder. "Hold dog op begge to! Min Gud, – se paa Børnene! Aa, den ulykkelige Politik!"

Fruens Mellemkomst bragte øjeblikkeligt de to ophidsede Mænd til Tavshed. Navnlig Henvisningen til Børnene syntes at vække dem begge til Besindelse. Kroger satte sig skamfuldt tilbage i Sofaen og saa' med et bekymret Blik paa Fruen, der var sunket grædende ned paa en Stol, medens Hornung søgte hen i den anden Ende af Stuen, hvor han begyndte at 80 vandre frem og tilbage for at bringe sit oprørte Sind i Ligevægt. Henne omkring Forhøjningen under Vinduet stod Børnene ganske blege og saa' fra den ene til den anden med Øjne, der var stive af Forfærdelse.

Der hengik et Par Minutter i den pinligste Stilhed.

Endelig vendte Hornung tilbage til Bordet og sagde:

"Lad os glemme denne Samtale, Marius. Kirstine har Ret i, at disse Dages Uhygge ikke bør bringe Splid mellem gamle Venner. Har jeg saaret dig med mine Udtalelser, beder jeg dig om Tilgivelse. Vi er nu en Gang af forskellige Anskuelser paa dette Punkt – og det nytter sikkert ikke, at vi taler mere derom. Lad os derfor lade den Sag ligge, Marius – og lad os glæde os med hinanden i den korte Tid, vi her kan være sammen, som om den fatale Strid ikke existerede for os."

"Jeg er ganske af din Mening, Frederik! Jeg ønsker intet hellere end at bevare det gode Forhold imellem os. Jeg beder derfor om Undskyldning, dersom det var mig, der bragte denne ulykkelige Sag paa Bane .... 81 det var mindst af alt min Hensigt at vække Misstemning …"

Alligevel var der mindre af Tilgivelse end af Bedrøvelse og Bitterhed i det Blik, hvormed de to gamle Venner i dette Øjeblik saa' paa hinanden.

82

V.

Lidt efter traadte Krøger og Hornung ind i Studereværelset for at tilbringe Tiden dér, mens Fruen forberedte Middagen.

"Vil du ryge?" spurgte Hornung med et Forsøg paa at genoprette den gamle kammeratlige Tone.

"Ja, Tak skal du have … lidt Tobak var maaske …"

"Vil du have Pibe eller Cigar? Jeg har gode Cigarer."

"Ja, – saa maaske en Cigar – tak!"

De søgte hver sin Ende af Stuen. Krøger anbragte sig i Hjørnet af en gammel Voxdugssofa, mens Hornung kastede sig i den lange Kurvestol. Begges Ansigter bar endnu tydelige Spor af den forrige Ophidselse, og de undgik hele Tiden at se paa hinanden.

Der gik ogsaa lang Tid hen i Tavshed.

83 "Du har det ellers godt?" spurgte Hornung og sendte svære Røgskyer fra sin Pibe ud i Luften, som bestræbte han sig for yderligere at usynliggøre sig i sin mørke Krog.

"Ja, Tak – og du befinder dig ogsaa vel her i dit nye Kald?"

"Ja, det kan jeg just egentlig ikke sige – –"

"Saa-aa – hvorledes?" spurgte Krøger og saa' paa Ilden i sin Cigar. "Er det ikke en brav Befolkning? Det forekommer mig, at jeg altid har hørt Byen saa vel omtale – –"

"Aa, ja saamænd … men Tiderne er jo vanskelige … Og naar man ikke netop samstemmer med de ledende, saa – –"

Tavshed.

"Det var et uhyggeligt Vejr, vi havde fornylig," begyndte derpaa Krøger. Ja, – I har vel ogsaa mærket det her?"

"Ja vist! Landmændene klager allerede."

"Saa-aa! … Der er vel ellers gennemgaaende gode Jorder heromkring?"

"Ja, her er et meget stort og frugtbart Opland. Det var i sin Tid nogle af Landets rigeste Bønder, der levede her."

84 "Naa – men nu er Rigdommen maaske forbi?"

"Jeg tror i hvert Fald, at den er svunden. Tiderne har jo været Landmændene imod, véd du!"

"Ja, der findes vel i det hele ikke længer den Soliditet og Paapasselighed blandt vore Bønder som i gamle Dage?"

"Ja, hvorfor mener du egentlig?"

"Aa, – jeg mente ikke af nogen bestemt Grund – jeg mente blot saadan ganske i sin Almindelighed – –"

Tavshed.

"Der blev vel høstet jævnt godt her paa Egnen sidste Aar?" begyndte igen Krøger.

"Aa jo – en Middelhøst, tænker jeg."

"Ja, det blev det vel til de fleste Steder?"

"Ja, hvor de ikke fik Midsommerregnen, var det vel snarere under."

"Ja saa! Saa dér var det endda under!"

Tavshed.

Henne i Kurvestolen havde Hornung holdt op at ryge. Han sad sammensunken og saa' med et mørkt Blik hen paa sin fordums Ven, som bestandig ikke løftede Øjnene fra Ilden i sin Cigar.

85 "Men Kornpriserne er til Gengæld nok ret gode," optog atter Krøger Samtalen. "Og dog havde man vist høstet godt i Udlandet, saa vidt jeg erindrer. Ja, du har vel ogsaa kunnet mærke det paa Kapitelstaxten i Aar?"

Men i Stedet for at svare rejste Hornung sig denne Gang op. Han gik langsomt hen og stillede sig lige foran Krøger, idet han lagde Haanden paa hans Skulder.

"Marius!" – sagde han dæmpet. "Skal vi ikke afbryde denne Samtale? … Jeg synes, at vort Venskab er baade for gammelt og for godt til denne Forstillelse. Lad os se Sandheden lige i Øjnene. Vi kan ikke længere være i samme Stue. Derved er nu intet at gøre … Men lad os i det mindste skilles uden Maske."

"Du har Ret," svarede Krøger hurtigt og rejste sig. "Det er bedst for os begge, at jeg tager bort. Jeg vilde gærne, Frederik, – men jeg kan ikke forstaa, at du … hvordan du …"

"Nu ikke mere, Ven!" afbrød Hornung. "Lad os tage Afsked i Fred!"

De gav hinanden Haanden.

"Farvel saa længe, Marius! … For vi mødes nok en Gang igen! Derom er jeg overbevist! 86 … Lad det være os en Trøst, at vi næppe er de første og ikke bliver de sidste gamle Venner, som disse Tider adskiller."

Krøger saa' op og nikkede. Der hang to store Taarer i hans ærlige Øjne.

Saa bøjede han Hovedet.

"Hils din Hustru! – Farvel!" – –

Da Fru Hornung kort efter aabnede Døren for at melde, at der var serveret, fandt hun sin Mand sidde i dybe Tanker i Stolen.

"Hvad er det?" spurgte hun forundret. "Er du alene?"

"Ja, Kirstine – nu er vi alene!"

 
[1] Landmaaler: Christopher Hage havde i 1883 brugt udtrykket om Estrup. tilbage