To Gange mødt

89

I.

Han gik deroppe paa de norske Fjælde – en lang, underlig Fyr i en luvslidt Dragt og med et ejendommelig stillestaaende Smil.

Ingen havde rigtig Rede paa, hvorfra han egentlig skrev sig, hvorfra han kom, og hvorhen han gik. Men hver Gang den "lange Dansker" eller Stænglen – som de ogsaa kaldte ham – regelmæssig ved Vaar og Høst skridtede gennem Dalen med sin tynde Voxdugsransel over Ryggen og sin lille stumpede Shagpibe under Næsetippen, kunde mange, hos hvem han beskedent bankede paa for at bede om en Kop Vand eller en Svovlstik, ikke modstaa Fristelsen til at byde ham indenfor i Stuen – for at more sig over hans mærkelige Fortællinger og hele snurrige Figur.

At møde ham paa ensom Sti i Lierne eller Skovene skøttede man derimod ikke synderlig 90 om. Der var noget underlig vildt i hans smaabitte, glødende og kulsorte Øjne, der plirede bag Brillerne; Smilet var ligesom heller ikke fuldt troværdigt; og Haaret hang som en hel Manke ned over Ører og Nakke.

Jenterne paa Sæteren "skrek" højt af Skræk, blot han stak sin lange, lidt anløbne Næse ind til dem gennem Dørsprækken.

Nu var det, sandt nok, heller ikke let at begribe, hvorfor i Alverden han drev om her i fremmed Land for Lud og koldt Vand, da han dog et eller andet Sted maatte have et Fædrenehjem, der vilde omslutte ham med blidere Arme.

Nogle tænkte rent ud, at han var lidt af "en Tulling". Andre mente, han kunde være rømt fra Hjemmet for en eller anden Udaads Skyld – kanske endog for Mord! Han saa', ærlig talt, ud til allehaande, den Karl! Men spurgte man ham selv, skilte han blot de lange, blege Læber til en lille stum Latter, idet han paa sit besynderlige Sprog svarede, at der var saa "myket, myket gillere i Norje".

En Gang ved et stort Gildelag, hvor Folkene havde budt ham ind fra Landevejen, havde man endelig faaet listet ud af ham, at han virkelig var fra Danmark, ja endog Københavner! 91 Men da man derpaa spurgte ham, om han da aldrig længtes hjem eller tænkte paa at vende tilbage til sit Fødeland, havde der lagt sig en ejendommelig Rødme over hans skarpe Kindben; og idet han paa sær hemmelighedsfuld Vis saa' op i Loftet, havde han sagt:

"Jo, – naar der bli'er Brug for mig."

Han var en Gaade. –

Mod Vinteren, naar Sne og Kulde drev ham ned fra Fjældene, søgte han ind til Kristiania, hvor han tog Arbejde i sin Profession: Bogbinderiet.

Herinde kunde man da regelmæssig hver Aften se ham sidde nede i en tarvelig Kælderbeværtning for Haandværksfolk og Smaahandlende – altid i en og samme afsides Krog og uforstyrrelig bøjet over en Avis, der laa udbredt foran ham paa Bordet, og som han ivrig studerede fra Ende til anden, mens han indhyllede sig i en bestandig tættere Damp fra den lille sortbrændte Shagpibe, som overhovedet saare sjælden forlod hans venstre Mundkrog.

Men saasnart det tørste Vaargny kom i Luften, vaagnede atter Æventyrlængslen ubetvingelig i hans Bryst. Han spændte sin Voxdugsransel og drog over Fjældene.

92 Nu sidste Sommer mødte han som sædvanlig og paa de sædvanlige Steder, hvor man efterhaanden var bleven saa vant til hans Komme, at man næsten syntes, han hørte med til Vaaren paa samme Maade som Stæren og Storken.

Men der var denne Gang foregaaet en kendelig og besynderlig Forandring med hans Udseende.

Det var ikke alene det, at Næseryggens Rødme i Vinterens Løb var stegen i en foruroligende Grad, og at samtidig Kroppens Magerhed havde nærmet sig til det helt skeletagtige. Men Smilet, der før var saa uadskilleligt fra hans blege, uudgrundelige Ansigt, syntes nu ganske udslukket, og Blikket fra de smaa, sorte Øjne stirrede adspredt og aandsfraværende omkring, som om hans Tanker altid befandt sig langt borte i fremmede Egne.

Paafaldende var ogsaa den Utrættelighed, hvormed han overalt og ved enhver Lejlighed udspurgte Folk, om de ikke havde hørt Nyt fra Danmark, samt den febrilske Iver, hvormed han skottede til enhver Avis, der kom indenfor hans Synskreds, og strax bad om Forlov til at læse den.

93 Der var dem, som gjorde sig deres underlige Tanker derom. Men begyndte man at tale til ham om Politik, om de fortvivlede Forhold derhjemme i hans Fædreland, om Provisoriet, Kongen og Muligheden for en Revolution, saa tav han pludselig helt – og luskede lidt efter stille bort.

Da var det, den kom … hin Oktoberdag med det alarmerende Budskab fra København: Mordattentat! Skudt paa Ministeren!

Det var en Efterretning, der rystede op selv mellem de norske Bønderhjem.

Nu gaar det løs! tænkte man. Nu er Maalet endelig fuldt!

Og med Spænding og Uro tog de hver Dag Aviserne i Haand og tænkte med Deltagelse paa deres gamle Broderland.

Men hvor var med ét Stænglen bleven af? Hvem havde taget den "lange Dansker"? Lydløst som et Fnug var han pludselig blæst bort fra Hallingdølernes Øjne. Ingen begreb hvorhen eller hvorfor. – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Han var, strax ved første Rygte, over Hals og Hoved taget over Fjældene for ad korteste Vej at naa til Havet. Uden at hvile, hverken 94 Nat eller Dag, var han vandret gennem Dale og Byer, gennem Skove og Heder i et ukendt Landskab, indtil han efter tre Døgns møjsommelig Vandring ved Aftenstid naaede en lille Kystby paa Vestlandet. I en af dennes mange smaa, smudsige Sømandskipper, som han øjeblikkelig eftersøgte nede langs den mørke Havnebrygge, fandt han omsider en lille rødskægget, tysk Skipper, der netop laa med Skuden lastet for Riga, og som efter en Del Snakken frem og tilbage tilsidst gik ind paa, imod en lille Ydelse i rede Penge foruden tre Omgange Genever og en Flaske Rom, at tage ham med som Passager til Københavns Rhed.

Allerede den næste Morgen tidlig lettede de Anker.

95

II.

Det var en klam, diset Novembereftermiddag, at Skibet stod Sundet ind under en svag Nordvest.

Reinald – saadan hed han, Danskeren – stod under Masten paa det vaade og slibrige Dæk, blaa af Kulde, med de valne Hænder stukket ind i Ærmerne paa den blankslidte, stramt knappede Frakke og med Hatten trykket ned over det svære Haar, hvorunder de smaa, febermatte Øjne ligesom blussede op, hver Gang der gennem Taagen skimtedes et Stykke af den hjemlige, efteraarsbrune Kyst, som de passerede.

I omtrent selvsamme Stilling og paa samme Plet havde han tilbragt det meste af Tiden paa den langvarige Overfart. Nu og da havde han taget sig en lille Motion frem og tilbage paa det lille Stykke Vej mellem Masten og Lønningen. 96 Men naar Uro, Spænding og Utaalmodighed overvældede ham, havde han sat sig paa en Rulle Ankertov og trykket Ansigtet ned i sine Hænder.

Endog Maaltiderne havde han for det meste indtaget ganske ene her, næsten som en Lænkehund. Om Natten derimod sov han nede i Forlukaf'et mellem en Matros og en forsoren Junggut, der tilsammen tog sig et ordentligt Fnis over denne ubegribelige Passager, der kastede sig i Køjen som en fangen Fisk og skreg højt i Søvne.

Forøvrigt havde der ikke været megen Lejlighed til at stifte nærmere Bekendtskab.

Det havde været et Hundevejr med Storm og Regn over Nordsøen og Taage i Kattegat. I hele to Døgn havde de maattet ligge ganske stille udfor Hesseløen og uafbrudt ringe med Skibsklokken. Og da Taagen endelig lettede saa vidt, at de turde sætte Sejl, maatte de atter standse under Kullen for at faa Lods.

Først højt op paa Formiddagen var de sluppen indenfor Kronborg, og nu laa Sundet omkring dem som en blygraa, tungt vuggende Masse, hvorover Skibet langsomt sneglede sig frem.

97 Det blev næsten Aften, før København dukkede op af Disen forude.

Der gik et ejendommeligt Ryk gennem Reinalds Legeme, da han saa' de første Tinder tegne sig som spinkle Naale paa Horisontens graa Slør. Uvilkaarlig gjorde hans Haand en Bevægelse hen imod Lænden – som for at overbevise sig om, at hans lille, men spidst og skarpt slebne Tollekniv endnu sad i sin Læderskede under Frakkeskødet.

Hans Ansigt var unaturlig blegt. Hans blaa Læber skælvede stærkere og stærkere af Utaalmodighed, efterhaanden som Taarn paa Taarn og Spir paa Spir traadte frem af Taagen: Vor Frelsers slanke Sneglehorn, St. Pauls Murstenskegle og Marmorkirkens svulmende Kuppel; – og senere: Børsen, Frue Kors, Holmens gamle Mur-Kran og Svineslagteriernes snehvide Tage.

I samfulde tolv Aar havde han ikke set sin Fødeby, – ikke siden hine bevægede Dage i Begyndelsen af halvfjerserne, da han som ganske ungt Menneske, svulmende af Mod og Begejstring, havde kastet sig midt ud i den socialistiske Strid, – sikker paa, at Timen nu var kommen for det store Opgør, for de 98 lidendes, de undertryktes og forurettedes dyre Hævn.

Dérinde mellem St. Petri og Vor Frue, højt oppe paa en lille fattig Kvist, havde han i tyve Aar stræbt og lidt sammen med sin stakkels bedragne og forladte lille Moder, hvis eneste Fejltrin han skyldte Livet. Derinde havde hendes blide, graa, sørgmodige Øjne daglig dryppet ham det bitre Had i Sjælen, der fik hans Kinder til at flamme, hans Hjærne til at gløde. Og herinde fra var det, at han stormede ud til de store Fælledmøder, hvor han under selve Førernes Øjne holdt sine flammende Taler til de jublende Tusender.

Og saa var han rejst bort; – skuffet, knækket, fuld af Lede; mærket af samtlige Papmagermestres sorte Kridt, fulgt af utro Kammeraters triumferende Grin og Politiets aarvaagne Øjne.

Kort Tid efter døde hans Moder, og hermed – syntes han – brast det sidste Baand, der bandt ham til det forhadte Hjem – og han havde heller ikke set det siden.

Men alligevel … hvor hans Fod end færdedes, i Tyskland, i Sverig, og tilsidst blandt Norges Fjælde, – altid havde han haft 99 sit ene, lydhøre Øre vendt imod de gamle Steder og vagtsomt lyttet til hver mindste urolig Larm – grundende paa, om den Tid da aldrig vilde komme, da Maalet virkelig blev fuldt.

Og nu var det sikkert fuldt! … Nu var endelig Taalmodigheden bristet, Øxen laa rede ved Ondets Rod!

Eller – var det store, det uudsigelige allerede hændt? Var Dommen afsagt? Straffen fuldbyrdet? … Der syntes ham at hvile en sælsom, begivenhedssvanger Stilhed over Byen, saaledes som den dér lidt efter lidt aabenbarede sig for ham med sine blege Lygterader under Fabriksskorstenenes tavse Silhouetter.

Skulde … skulde det virkelig være sket?

Han sank ned paa Tovrullen; Fingrene dansede krampagtigt inde i Frakkeærmerne. Og da Matrosen i det samme kom forbi, maatte han lægge Hovedet helt ned i Skødet og lade, som om han sov, for at skjule sin Bevægelse.

100100

III.

Præcis paa Slaget sex kastede de Ankeret paa Indrerheden.

Det var nu fuldkommen mørkt. Hundreder af Skibslanterner vuggede derude paa begge Sider af Trekroners gennemtrængende Lys. En Sunddamper kom plaskende ud fra Havnen med sit ilder-røde og katte-grønne Øje under en uafbrudt Hvæsen og Piben. Inde fra den illuminerede By lød et dumpt, fjærnt Røre.

Vaklende, næsten som i en Rus, steg Reinald ned i Jollen, der strax førte ham i Land.

Det første Menneske, han mødte over Toldbodtrappen, var et Bybud, der stod under en Lygte og studerede en Avis. Med bankende Hjærte sneg han sig i en Bue omkring ham, for mulig i hans Træk at læse, hvad der kunde være hændt. Men det blaa, opdunsede Ansigt 101 røbede intet, og han havde endnu ikke Mod til at spørge.

Ikke heller Toldbetjenten, en lille mut Fyr, der tavs undersøgte hans Ransel, bragte ham nogen som helst Oplysning.

Idet han derpaa hastig smuttede gennem Porten og traadte ud i den øde, taagede Gade, hvor kun hist og her en enlig Skikkelse strøg forbi med Frakkekraven om Ørene under Lygternes matte Skin, grebes han paa ny af denne besynderlige Tavshed, der syntes ham at minde om en forladt eller uddød By.

Hvad kunde der dog være sket?

Uvilkaarlig skottede han op til hver Lygtepæl, han kom forbi – som ventede han at finde blege Skikkelser dinglende deroppe med lange sorte Tunger ud af Munden. Pludselig syntes han at kunne spore en stærk sveden Brandlugt sænke sig over Gaden, og han saa' sig ivrigt om.

Men der var hverken Flammeskær at se paa Himlen eller Tomter at øjne mellem Husrækkerne.

Han vilde da dreje ned ad Amaliegade for at komme til Slottet. Men i det samme fik han gennem Taagen Øje paa en Række store Plakater, 102 der var slaaet op paa et Plankeværk noget derfra. Det fór igennem ham. Borgeropraab! tænkte han og ilede aandeløs derhen med lange Skridt.

Men da han naaede Plankeværket, læste han ved det usikre Lysskær fra en fjærntstaaende Lygte:

Fru Popper Menter1! Sidste Koncert! – Theater! Varieté! Ekvilibristen Tschjung-Tchang! Overordentlige Produktioner i højere Luftgymnastik! Muffe kommer!!! Væggetøj fordrives! …

Der lød en tør Hoste et Stykke fra ham. Han saa' sig omkring og skimtede en Politihjælm, der langsomt nærmede sig inde fra Grønningen.

Hurtigt sneg han sig om Hjørnet og kom ind i Store Kongensgade.

Her var der fuldt af Lys og Folk. I tætte Stimer bevægede spaserende sig fra begge Sider hen over de smattede Fortove – snakkende, leende, hostende i den forstærkede Taage, der her lagde sig mellem de høje Husrækker. Drosker og Arbejdskøretøjer rullede buldrende gennem Gaden, Butiksklokker ringede, Drenge 103 fløjtede "den glade Kobbersmed". Paa et Hjørne stod en tyk Betjent og gabede.

Reinald studsede.

Han saa' paa disse mange unge Herrer, der strøg ham forbi i nye Spaserepelse med et sorgløst Smil under velplejede Moustacher. Han betragtede disse stadselige Fruer og Frøkner, der duftede af fin Parfume og lod deres blanke Øjne spille bag de kirsebærrøde Slør. Han saa' paa Fattig-Børnene, der legede en fredelig "Kuk" bag Hjørnerne eller stod i Klynger foran de oplyste Butiksvinduer og "ønskede"; paa Tjenestepigerne, der med kokette bare Arme og høje Skohæle vimsede ind og ud hos Bager og Slagter. Han saa' paa disse roligt hjemvandrende Arbejdere, disse Haandværkere og disse Handlende, disse Madamer og Svende, der stod i Døre og Porte og passiarede med Naboerne og smøgede Tobak. Og han kiggede ind i Restavrationer og skottede ned i Kælderbeværtninger, hvor Folk sad i tætte Masser og drak og lo.

Han forstod det ikke.

Hvad betød denne Lystighed? Dækkede den over noget? Var den maaske et Skalkeskjul, hvorunder Kuglerne hemmelig støbtes?

104 Næsten uden selv at vide det drejede han til venstre ind i de folketomme Sidegader, hvor han længe gik tankefuld omkring. Hvor skulde han faa Oplysninger? Hvem turde han spørge?

Pludselig vaktes hans Opmærksomhed af et stærkt Lysskær, der strømmede ud over Gaden fra et stort Hus noget borte, og hvori Ekvipage paa Ekvipage rullede ind og standsede.

En Skare Mennesker var stimlet sammen paa begge Sider af den overbyggede Indgang og iagttog nysgerrigt de balklædte Damer og hvidslipsede Herrer, der fra Vognene hoppede ind i den festlig smykkede Vestibule.

"Hvad er det?" spurgte Reinald en fregnet Skomagerdreng, efter at han en Stund forbavset havde betragtet dette Skuespil.

"Det er de liberale."

"De liberale? Hvem er det?"

"De liberale! Naada! … Maa vi bare være her!"

"Der er Faneindvielse," indskød nu en gammel Mo'erlille i Kyse og Saloppe og nikkede højtideligt op til ham.

Reinald stirrede ned paa hendes runkne, mimrende Ansigt, som om han ikke vilde tro 105 sine egne Øren. Faneindvielse! gentog han for sig selv.

Men var der da virkelig vundet nogen Sejr?

Han bestemte sig til at spørge en godmodig udseende, ældre Herre med graa Cylinderhat, der stod paa den anden Side af ham og smaasmilte. Men da han, idet han med Haanden paa Hatteskyggen bøjede sig frem imod ham, fik tilkastet et Blik, der var adskillig mindre velvilligt, end han havde ventet, svigtede Modet ham. I Stedet for at spørge drejede han helt omkring og drev tankeløst bort.

Han følte sig ganske fortumlet. Hvad var der dog sket? – – Sanseløst drev han rundt i de mørkeste Gader næsten uden at vide, at han gik.

Tilsidst standsede han udenfor en dyb Kælderbeværtning. Og da han derved kom til at tænke paa, at han den hele Dag intet havde spist, tog han sig sammen og gik derned.

106

IV.

Det var et lille smudsigt Rum med et overspyttet Gulv, i Øjeblikket ganske tomt for Gjæster.

Midt under det sorte Loft hang en døsigt brændende Petroleumslampe uden Kuppel eller Skærm, og i Krogen foran Skænken sad den tykke Vært i Skjorteærmer og snorkede fredeligt. Først ved Lyden af Dørklokken vaagnede han langsomt op og stirrede med søvnig Forundring paa den indtrædende i fremmede.

Reinald satte sig stilfærdigt ved et Bord tæt ved Døren og bestilte en Portion Smørrebrød og en Flaske Øl.

Med stort Besvær og under lydelige Veklager kom den tykke op af Stolen og slæbte sig over Gulvet hen til en Glug i Væggen, foran hvilken han derpaa blev staaende i fem Minuter og strakte sig og gabede med skævt 107 optrukken Mund, indtil det forlangte omsider blev stukket ind.

"Sløje Tider – hva'?" gispede han derpaa, idet han lod sig synke ned paa en Stol lige over for sin Gæst og halvt i Søvne bed tre Tommer af en Skraa, som han hentede frem af sin Buxelomme.

Bøjet over sit Smørrebrød nikkede Reinald bifaldende.

"Ingen Skub i nogen Ting. Bare Strikker og Fallitter og Ulykker og Elendigheder paa alle Kanter .... De er kanske strikkende Smed, med Forlov?" – han løftede det ene tunge Øjelaag og saa' dvask paa sin Gæst.

Reinald rystede paa Hovedet.

"Naa, jeg tænkte det ellers .... Her var nyssens En hernede – bare paa en Spids, naturligvis! – Lutter Begrædelighed – naturligvis! Alting paa Assistensen, Kone og Børn gebræklige og ikke Klæ'erne paa Kroppen! Og saadan er det allevegne! .... Det er ikke længer siden end i overgaars, at en Skomagersvend blev sat ud heroppe fra Kvisten af. Kunde ikke længer betale Lejen – naturligvis! Skikkelig Fyr, strævsom og regederlig i alt, saa meget som man kan forlange, – men mange 108 Børn og ikke noget Arbejde. Hele Kasmarokken smidt paa Gaden – naturligvis! Vorherre maa vide, hvad Enden skal blive!.... Og altsammen barestens for den Politiks Skyld! Ja, er det ikke mageløst?"

Ved Ordet "Politik" begyndte Reinald at spidse Øren.

Men ogsaa den tykke standsede med ét forsigtig og skottede fra Siden mønstrende til sin Gæst. "Ja, – hvad mener egentlig De om denne hersens Politik?" spurgte han derpaa.

Reinald svarede, at han først den samme Aften var kommen her til Byen fra Udlandet og derfor ingenting kendte. Men han vilde gærne vide Besked; – han havde hørt saa mange Rygter.

"Har De ogsaa hørt om de nye Provisoriummer?"

"Nei! .... Hvad for nogen?"

"Om Gendarmerne? Og Politiet?"

"Nej!" ....

Den tykke rystede paa Hovedet. Han drog et Suk som en Blæsebælg og sænkede sin Flæskebug af en Hage ned mod sit uhyre Bryst, paa hvilket de foldede Hænder hvilede 109 som to store Fedtpuder, hvorover den rynkede Hud sad løst som paa en Gaasegump.

"Er der … er der da hændt noget? … Jeg mener – saadan noget alvorligt? …" spurgte Reinald stammende.

"Ih, Vorherre fri og bevar' os!" skreg den anden op i en forfærdet Tone. "Hvad skulde der vel ske mere. Er det ikke alvorligt nok i Forvejen? … Jeg befatter mig, Gud Herren være lovet, ikke med Politik og de Dele. Jeg mener nu, at baade Højre og Venstre saamænd kan være lige gode hver for sig, naar de bare kunde enes. Det skulde de dog tænke paa, disse hersens derinde paa Rigsdagen, at det er vos næringsdrivende, som det gaar ud over. For – vil De sige mig – hvad skal alle de her Anstalter hjælpe til? … Her har jeg i forrige Dage kunnet skænke baade en halv og en hel Tønde Bajer paa en eneste Aften alene til Arbejdsfolk og Smaahaandværkere. Men nu holder Folk sig borte fra de offentlige Steder for ikke at komme i Forlegenhed for deres Mund. Der kan jo saa let slippe et eller andet lille Ord ud, naar Næbet er fugtet, som saa en Spionérer kan snappe op og bringe En i Fortræd for. Og derfor bliver Folk hjemme 110 hos dem selv – eller kanske laver de hemmelige Selskaber eller gedulgte Foreninger … ja, hvem véd? Kanske findes der allerede mange flere af den Slags, end nogen tænker paa. Og skal det maaske være bedre? De skal se, inden vi véd et Ord af det, saa har vi det ligesom derovre i Rusland med disse herre Nillehister og Dynamitter og hvad de hedder" …

"Tror De?" spurgte Reinald livlig.

Værten undersøgte atter sin Gæst med et forsigtigt Blik. Derpaa klippede han et Par Gange med det ene Øjelaag og sagde i en besynderlig hemmelighedsfuld Tone:

"Man skal sgu' ingen Ting forsværge i disse Tider. Kanske spørges der Nyt, før nogen tænker det."

"Hvad mener De?"

"Hm! … Jeg si'er ingen Ting," sagde han og saa' ud i Stuen.

Men lidt efter vendte han sig alligevel paa ny – og denne Gang helt – over mod Reinald og lagde Haanden fortrolig paa hans Arm.

"De kan vel tie?"

"Jeg? … Ja vist."

"De vil ikke løbe og sladre om, hvad jeg saadan her fortæller Dem?"

111 "Nej."

"Saa skal De høre," sagde han og dæmpede Stemmen, saa den næsten blev hviskende. "Her oppe paa anden Sal bor en af Førerne … for Oppositionen, forstaar sig – –"

"Her i Huset?"

"Paa anden Sal, ja … De kan være overforvisset om, at der er noget i Gære deroppe. Der har været et Rend op og ner ad Trapperne i den sidste Tid! Og de har tisket og hvisket og stukket Hovederne sammen, saa snart de kom ud paa Gaden. Forleden – men ikke mine Ord igen! – forleden var der et helt Møde, vist en hel Snes, – Damer ogsaa – naturligvis! De kan være stødt paa, dér har Tingene været til Bedrøftelse, min Fa'er! For dér har Politiet pænt maattet holde Næsen hjemme i Futteralet, ikke sandt? … Naa! Jeg siger bare, lad nu dem om det! Jeg blander mig aldrig i de Dele, som ikke kommer mig ved. For jeg er nu hverken Nillehist eller Nillehér og mener som saa, at baade den ene og den anden kan være lige gode hver for sig med de Meninger, som de nu en Gang har, – ikke sandt? Har jeg ikke Ret? … Skal det maaske være en Bajer til?"

112 "Nej Tak," sagde Reinald og rejste sig hastig.

"En lille Knude?"

"Nej Tak! … Hvor meget har jeg at betale?"

"To og fyrre øre."

Han talte Pengene op – hans magre Fingre skælvede let – bød Farvel og forlod Kælderen.

113

V.

Da han stod ude paa Gaden, saa' han sig først forsigtigt omkring. Derpaa gik han ind gennem Porten og steg hurtigt op ad Trapperne.

Paa anden Sal forefandt han en meget stor Navneplade af Messing paa Døren. Han genkendte Navnet fra Aviserne og ringede sagte paa.

En Pige lukkede op og saa' mistænksomt paa ham.

Om Herren var hjemme?

Nej – jo – men han var ikke til at faa i Tale i Dag. Han skulde bort og var ved at klæde sig paa. Men i Morgen Formiddag var han at træffe paa sit Kontor.

Ja – men han vilde meget gærne tale med ham endnu i Aften.

Om det da ikke var noget, som hun 114 kunde sige ham, for i Øjeblikket var han optaget.

Nej, han maatte nødvendigvis tale med ham selv.

Hun satte et fortrædeligt Ansigt op og gik.

Men forinden mualte hun ham endnu en Gang med Øjnene og kastede i Smug et Blik op paa Frakkerne og Kaaberne, der hang paa Knagerækken.

Da hun korn tilbage, bad hun ham myndigt om at tørre sig godt af paa Maatten, hvorpaa hun viste ham ind i et stort, smukt og fint møbleret Værelse med Tæpper, Fløjlslænestole, Kobbere og kostbare Malerier – alt hvilende i et dæmpet Skær fra en rødt besløret Maaneskinslampe, der hang under Loftet.

I den ene Væg var en Portiere. Gennem denne indtraadte l efter en Stunds Forløb en midaldrende, blond og fyldig Herre med en stor Knebelsbart, sort Kjole, hvidt Atlaskcs Slips, crêmegule Handsker og en stor Rose i Knaphullet.

"De ønsker at tale med mig?"

"Ja."

"Ah! … Nu ser jeg! Det er angaaende disse Kotillons. Naa – har De saa faaet Buketter og Sløjfer lidt smagfuldt arrangeret?"

115 "Nej – jeg er Bogbindersvend."

"Hvorledes?" – den blonde Herre fik sin Lorgnet frem – "Tør jeg da bede Dem være af den Venlighed at fatte Dem i Korthed. Min Vogn holder i Porten, og jeg maa nødvendigvis bort."

Reinald, der var bleg af Spænding; og hvem denne yppige Luxus og uforudsete Modtagelse gjorde endnu mere forvirret, kunde længe ikke faa et Ord frem. Endelig samlede han sig sammen og gav sig til med naiv Omstændelighed at gøre Rede for sin Nærværelse. Han begyndte med sit Ungdomsliv, med Fælledmøderne og Bortrejsen, fortalte om, hvorledes han først denne Aften var kommen herned fra Norge, hvor han de sidste Aar havde opholdt sig, hvorledes han deroppe fra havde fulgt Stridens Gang og nu var kommen herned for at tilbyde "Sagen" sin Tjeneste.

Der lagde sig et opklarende Smil under den store blonde Knebelsbart og i de lyse øjne, der i Begyndelsen havde hvilet utaalmodigt paa den besynderlig udseende Fremmede og mistænksomt betragtet ham lige fra den store, viltre Haarmanke til de udtraadte, tilsølede Sko. 116 Reinalds naive Beretning gjorde ham synlig bevæget, og da han endte, gik han hen imod ham og rakte ham ganske rørt sin Haand.

"Hvad De her fortæller mig, fornøjer mig mere, end jeg kan sige Dem, – fornøjer mig mere, end De maaske vil kunne forstaa. Jeg ønsker Dem hjærtelig velkommen! Tro mig, det gør os alle godt og styrker os i vore Bestræbelser at møde et saa smukt Bevis paa sand og opofrende Frihedskærlighed … Morsomt nok gik jeg netop i samme Øjeblik, som De kom, og søgte en passende Begyndelse til den Tale, man har vist mig den Ære at anmode mig om at holde i Aften. I Sandhed – dersom De vil give mig Tilladelse til at omtale Deres heltemodige Ankomst hertil, er jeg overbevist om, at det vil vække almindelig Tilslutning. Thi – sandelig! – det er, som De siger, vi har Krig her i Landet – Krig paa Kniven! Men netop derfor er det smukt, ja stolt af hver den, der uden Tøven møder under Fanen i Farens Stund .... Endnu en Gang: Hjærtelig velkommen. Vær forvisset om, at vi ikke skatter Deres Deltagelse ringe."

Han rystede atter hans Haand med oprigtig Varme.

117 Men Reinald, som herved fik Mod, saa' sig nu omkring og sagde hviskende:

"Der er vel Ingen, der kan høre os her?"

"Høre os? … Nej, det tror jeg ikke. Men hvorfor …?"

"Jo … jeg vilde nemlig … vilde gærne endnu i Aften vide, hvortil De vil bruge mig."

"Bruge Dem? … Ja, hvorledes mener De egentlig, kære Ven? Saadan bestemtere at angive …"

"De kan ganske byde over mig. Jeg er parat til alt!"

"Parat? Hvorledes? … Jeg forstaar Dem vist ikke rigtigt."

"De kan trygt forlade Dem paa mig, Herre. De kan stole paa min Mund. Jeg véd det godt … De har haft et Møde heroppe … forleden Dag …"

"Ja, ganske rigtigt – Arrangements-Komitéen var samlet hos mig i Anledning af Festen i Aften … Men hvorledes – i hvilken Forbindelse havde De tænkt Dem, at De – –?"

"De behøver ikke at være bange for mig. Som jeg sa'e Dem, Herre: Jeg har tiet før i Dag. Sæt mig til hvilken Post, De vil. Jeg ta'er enhver som helst paa mig, om det saa 118 er – ham selv! … Jeg har en gammel Regning at afgøre her, skal jeg nemlig sige Dem."

"Men hvad er det, den Mand mener?" udbrød med ét den blonde, idet han uvilkaarlig veg et Skridt tilbage mod Skrivebordet og stirrede med en pludselig Forfærdelse paa denne blege, dirrende Skikkelse, paa disse to smaa kulsorte Øjne, der glødede ham i Møde over de mørke Skægstubbe. "Hvad er det, De siger? Hvad er det, De vil? Hvad mener De? … Er De fra Samlingen, Mand? Vil De …? Kommer De her for …? Er det Deres Hensigt – – – ?"

"Nu, nu, nu – naturligvis –" afbrød han sig selv med en lille Latter og udstrakte beroligende Haanden, da han saa' den forbløffende Virkning, hans Udbrud strax havde paa den fremmede – "Jeg blev virkelig ganske echaufferet ved en Tanke, der et Øjeblik opstod hos mig. Undskyld! Jeg misforstod Dem. Jeg troede ved Gud, at De … Naa, Sagen er den … i disse Tider, hvor saadanne stærke Tanker saa naturligt indfinder sig … Altsaa – jeg beder Dem – tag Dem ikke mine Ord nær. Thi – ikke sandt? – 119 – det gælder i disse Dage frem for alt om, at de, der ved virkelige Baand – Fædrelandskærlighedens og Frihedsideernes Baand – uløseligt hører sammen, at de ikke paa noget Punkt misforstaar hinanden. Som jeg sagde Dem før –"

Og da han nu igen var kommen i Ligevægt, vedblev han – mens han vandrede frem og tilbage over Gulvtæppet og ivrigt gestikulerede med sit Lommetørklæde, som han af og til førte let hen over sin Pande:

"Som jeg sagde Dem, – det, De før fortalte mig, glædede mig særdeles. Vi vil altid sætte megen Pris paa at vide Dem i vore Rækker. I Tider som disse har Landet Brug for enhver af sine grundlovstro Sønner. Og nu maa alle sandhedskærlige Mænd for Alvor slutte sig ubrydeligt sammen. Situationen er jo givet. Vi lever for Øjeblikket paa bar Bund. Der er begaaet et Grundlovsbrud – et klart og utvetydigt Grundlovsbrud! Men vi ville føre Kampen med Lovlighedens Vaaben, der vil, der maa, der skal sejre. Vi ville ikke af vore Modstanderes – ja, jeg tør sige Fjenders – Exempel lade os forlede til at lege med Ilden eller gribe til det tveæggede Sværd, der dog 120 altid saarer den mest, som fører det. Og vi behøver det ikke heller. Vi staar paa vor hellige Ret og paa Sandhedens Grund. Og i denne Kamp gør vi alle vor Pligt til det yderste. Ogsaa De – kære Ven! – vil med Ære udfylde Deres Plads i vore Rækker. Støt os efter bedste Evne i vor Stræben paa den faste Grund. Meld Dem ind i vor Vælgerforening, støt vore Blade, stil flittig til Møderne, giv Deres – om end nok saa ringe – Skærv til vore Fonds .... og De skal se: Sejren bliver dog én Gang vor!" –

Lidt efter tøflede "Stænglen" ned ad Trapperne. Da han stod nede paa Gaden, rullede en Ekvipage ud af Porten.

Han saa' længe efter den, og smilte smerteligt. –

 
[1] Popper Menter: Sophie Popper-Menter (1848-1918), ty. pianist som ikke mindst Herman Bang var meget betaget af. tilbage