Ilum Galgebakke

En Prolog

3

I.

Tæt udenfor Landsbyen Ilum ligger den saakaldte Galgebakke.

Man kommer derop ad en smal Sti, der snor sig mellem Pløjemarker og unge Plantninger af Gran og Fyr. For hvert Skridt, man stiger til Vejrs, vider Synskredsen sig ud omkring En; og naaer man tilsidst Højens skaldede Top, har man hele Herredet liggende milevidt udbredt for sine Øjne – til de tre Sider omgivet af Landets gamle Vogter, det gendarmblaa Hav, hvis Bølgehære skimtes i det fjærne.

Der hviler en inderlig Enfold over det kønne, frodige, tæt befolkede Landskab. Ingen dristigt svungne Linjer, ingen himmelstormende Tinder eller svimlende Afgrunde. I tunge, fede Muldbølger skyder Landet sig roligt og ensformigt frem fra Stranden, snart bærende fredelige Skove, Landsbyer, Kirker og Møller paa 4 sin Ryg, snart redende trygge Lejer for sindigt flydende Bække og spejlblanke Aaer.

Kommer man herop en stille Sommeraften, naar den synkende Sol lægger et Skær som af smeltet Smør over hver Vandpyt og Grøft; naar Kirkerne rundt om paa Bakkerne begynder at kagle som hvide Høns; naar Piger i store Solhatte kommer gladelig syngende hen ad Markstierne med Mælkeaag over de brede Skuldre og Hænderne støttede paa de trinde Hofter; naar rundkindede Karle lunter ud fra Byerne paa Ryggen af store tunge Heste, med Træskoen lystigt dinglende ude paa Storetaaen; naar Moserne begynder at brygge, og Engene at spinde, og Frøerne at dreje deres Kværn – – kan man tro sig hensat til et Vidunderland, hvor alt aander Fred og evig Lykke.

Lige under En ligger Ilum Sø dybt gemt mellem de afrundede Bakker – saa lunt og fredeligt som Smørhullet i et Fad Grød. I Søens østlige Ende spejler Ilum By sine mange hvide Gavllænger, og over Straatagene kigger Kirketaarnets røde Nissehue op. Bagved strækker sig en lang Allé af ærværdige Ege helt hen til "Ilumgaarden", Byens gamle Arvefjende, de Juul'ers mosbegroede Herresæde, der ligesom 5 med ond Samvittighed skjuler sig i en tæt og mørk Lund af Bøg og Gran. Kun en blank Metalkugle af Slottets Taarnspir rager op over de høje Trækroner som et evig vagtsomt Øje.

I Aarhundreder har Bondeby og Herregaard ligget saaledes over for hinanden, og næsten altid i Krig. Snart var det lejede Landsknægte fra Herregaarden, der drog ned gennem Alléen med Sværd og lange Landser for at svinebinde Bønderne. Snart var det disse, der ved Nattetid satte over Borggraven med Køller og tunge Øxer for at give Herremanden et velment Tak for sidst.

Thi de allerældste Ilum Bønder var et stridslystent Folkefærd, der levede deres halve Liv som Fiskere ude paa Havet, hvorfra de var vant til at brydes, snart med Bølgerne, snart med fremmede Strandhuggere, undertiden ogsaa med hinanden indbyrdes. Og Trangen til at kæmpe for deres Selvstændighed tabte sig ikke, naar de kom paa Landjorden. De havde den Gang hverken Værneforeninger eller Øxe-Klubber og heller ingen omrejsende Agitatorer til at holde deres Friheds-Begejstring varm. De fandt ganske af sig selv paa at sparke fra sig, naar nogen traadte dem for haardt paa Foden. 6 Dyrets Friheds-Instinkt var endnu vaagent hos dem. Uden først at granske nogen gammel eller revideret Grundlov eller at raadføre sig med en Katekismus om Tidspunktet for en Opstands Tilladelighed, brød de som med én Skulder det Aag, der blev for tungt, og tog deres Hævn uden Sentimentalitet.

To Gange sved de Ilumgaarden af, saa kun de sværtede Mure stod tilbage, og trak Herremanden herop paa Galgebakken, hvor han selv havde ladet tappe saa meget Blod. Her klædte de ham først nøgen, rev saa Tungen ud af Halsen paa ham, sprættede derpaa Maven op, saa de rygende Indvolde hang ham ned over Knæene, og klyngede sluttelig under vilde Jubelraab hans højadelige Krop op i Galgens højeste Top til Føde for de sultne Ravne.

Men de Tider er forlængst – forlængst forbi!

Nu holder de Ilum Bønder sig udelukkende til Jorden, og Kampen for deres Selvstændighed har antaget mere civiliserede Former.

Nu bygger de Forsamlingshuse, opretter Skoler, stifter Foreninger, danner uafhængige Laanekasser, Brandkasser og endnu flere Kasser – alt til Frihedens Bevarelse. Men først og 7 sidst afholder de Møder. Overalt og til alle Tider holder de Taler. I store Skarer drager de i bevægede Tider herop paa den minderige Galgebakke og rejser her det moderne Skafot, Talerstolen, hvorfra deres Ordførere under Forsamlingens Jubelraab først klæder Fjenderne nøgne for ethvert Argument, derpaa hudfletter dem med Sprogets hvasseste Ord, lemlæster deres Fortolkninger, og sluttelig uden Skaansel giver deres Navn og Ære til Pris for sultne Bladreferenter. Og er da saaledes Hævntørsten stillet, opløfter Lærer Zachariasen sin almægtige Haand – og fra begejstrede Struber runger Tonerne af det gamle Bjarkemaal ned over Dalen:

"Vaagner, vaagner, danske Helte!
Springer op og spænder Belte!"


8

II.

Det var oppe paa Ilum Galgebakke, at jeg saa ham sidste Gang – denne besynderlige, gaadefulde Fremmede, der havde sat den hele By i saa ualmindelig Bevægelse.

Alene hans Udseende var ganske ejendommeligt. Han var en lille koboldagtig Skikkelse, bredskuldret og tyndbenet, med stridt, graat Haar, et stort, gulblegt, skægløst Ansigt og store runde Briller, hvorigennem hans Øjne, naar Solen lyste paa dem, viste sig som to lodrette Streger og mindede om en Natugle, en Kat eller en Tiger.

For nogle Aar tilbage var han en Sommeraften kommen vandrende her til Byen med en Voxdugstaske paa Ryggen, højt opsmøgede Benklæder og en tyk Knortestav i Haanden – skrækkelig tilstøvet og forbrændt af Solen, som havde han vandret dagevis uden Rast.

9 Først indlogerede han sig i Kroen men lejede snart efter en Stue hos et Par Husmandsfolk i Udkanten af Byen, hvor han siden boede. Han kaldte sig "pensioneret Skolelærer" og fortalte, at han opholdt sig her for at studere Egnens Historie, da han agtede at forfatte en Beskrivelse af den.

Dette lød ret naturligt, især da han virkelig altid færdedes ude omkring i Landet. Fra Morgen til Aften gennemstrejfede han Egnen, kiggede ind i de enligt liggende Smaahuse ude paa Overdrevene, gav sig i Snak med alle Vejfarende, slog sig ned hos Høstarbejdere, hos Grøftegravere og Vogterdrenge – altid rastløs, munter og meddelsom.

Bedst som man gik i egne Tanker paa Landevejen, kunde han pludselig rejse sig fra Grøftekanten lige foran En, hilse paa sin sædvanlige kammeratlige Maade ved at lægge to Fingre op paa sin brede Hatteskygge, og derpaa bede om Tilladelse til at gøre Følgeskab. Saa trippede han lykkelig afsted ved Ens Side med smaa hurtige Skridt (han løftede altid Fødderne paafaldende højt under Gangen, omtrent som om han uforfærdet vadede i noget usynligt) – ustandseligt snakkende og spørgende, fortællende 10 eller frittende, mens han mellem hveranden Sætning rømmede sig og spyttede tørt ud til Siden.

I Begyndelsen drejede Samtalen sig gærne om Vejr og Vind. Men det varede aldrig længe, før han umærkeligt gled over til sit Yndlingsemne: Historien. Saasnart man kom op paa en Bakketop, hvorfra man kunde overskue en Del af Egnen, standsede han og gav sig til med Stokken at pege forklarende rundt i Terrænet. Han kendte Navn og Sted for enhver af de Kampe, der i sin Tid var bleven ført her mellem Herregaarden og de gamle Ilum Bønder, og fortalte derom med en ejendommelig malende Kraft, saa de blodige Billeder blev som levende igen for Ens Øje.

Han var i det hele en mærkelig Mand. Han syntes at have set og oplevet mere end andre dødelige. Han havde været i Berlin under Tumulterne otteogfyrre, i Paris under Kommunen enoghalvfjers. Han havde set Vendomesøjlen falde og Tuilerierne brænde og var utrættelig i Beskrivelsen af hine Rædselsdages Vildskab, af de brølende Folkemasser, de fremstormende Soldater, Barrikaderne paa Gaderne og Plyndringerne af Kirker og Klostre.

11 Og altid var der noget ejendommeligt tændende ved hans Fremstilling af disse Oplevelser. Naar man forlod ham, havde man en Fornemmelse, som om Ens eget Blod flammede. Man følte en heftig Trang til Daad, et ustyrligt Mod til at kæmpe og ofre sig for en stor og hellig Sag, for Frihed, Ret og Broderskab.

Thi det var just paa denne Tid, at den politiske Spænding og Ophidselse var paa sit højeste her i Landet. Alle var draget med af den vilde Stormhvirvel, der et Øjeblik truede med for bestandig at oprive og splitte det hele Folk.

Blandt Ilums Demokrater var "Mandslingen" – som man gærne kaldte den gamle Særling – hurtig kommen til at indtage en fremragende Plads. Skønt fremmed for Egnen og – paa Grund af sin Person – uden Evne til virkningsfuld Optræden i Forsamlingerne var han strax fra Begyndelsen bleven behandlet med endog særlig fin Opmærksomhed. Man satte en Ære i at have i sin Midte en Mand, der alene paa Grund af sin Alder, sin Lærdom og sine sjældne Oplevelser maatte indgyde Modstanderne Respekt.

Men lidt efter lidt havde Stemningen vendt 12 sig imod ham. Det varede ikke længe, før man indsaa, at man havde vist ham for stor Tillid, og at han bag sit muntre og menneskevenlige Ydre skjulte et falskt og upaalideligt Sind.

Han havde unægtelig ogsaa efterhaanden faaet en underlig spydig Maade at spidse Munden paa, naar nogen talte til ham om det store Frigørelsesværk, som nu skulde indledes. Der paakom ham – især over for Egnens ledende Mænd – ofte nogle besynderlig pludselige Hosteanfald, saasnart Talen faldt paa det Aag, som Bondens brede Ryg nu skulde bryde. Undertiden rejste han sig endog op i Forsamlingerne og afbrød Foredragsholderen med en eller anden kaad Bemærkning, der øjensynligt alene havde til Hensigt at forstyrre Stemningen og svække Alvoren og Begejstringen hos Tilhørerne.

Ved denne snart tvetydige, snart aabenlyst spottende Adfærd opnaaede han tilsidst at gøre sig grundigt forhadt af alle i hele Byen. Ja, med den Mistænksomhed, Tiden uvilkaarlig fremkaldte, var man endog paa Veje til at anse ham for en forklædt Angiver, en Spion for Regeringspartiet, der falskelig havde forstaaet at indsmigre sig hos Befolkningen for at tilvende sig dens Fortrolighed.

13 Navnlig Byens egentlige Fører, Skolelærer Zachariasen, hadede ham af sin inderste Sjæl. Og Gang efter Gang kom det til de heftigste Sammenstød imellem dem.

Saaledes en Dag ved et stort Møde i Forsamlingshuset, hvor Mænd og Kvinder fra hele Sognet var samlet for at træffe Aftale om en energisk Protest mod det nye provisoriske Regimente. Det var Meningen at vedtage en Adresse. Den skulde stiles til Kongen og overbringes denne af fire valgte Mænd fra Sognet.

Den store flagsmykkede Sal var propfuld af Folk, og efter at den sædvanlige Slagsang – Bjarkemaalet – var afsunget, traadte Skolelærer Zachariasen frem paa Talerstolen. Han var en smuk kraftig Skikkelse, der med sit lange sorte Skæg og alvorsfulde Blik mindede om Profeterne i de gamle Billedbibler.

Han stod en Stund ganske stille og stirrede mørkt frem for sig med et Udtryk, som om han kun ved smertelig Opbydelse af al sin Viljestyrke kunde beherske de Følelser og Tanker, der stormede vildt i hans Indre. Først da alt var bleven dødsstille omkring ham, og han mærkede alles Blikke rettede i Spænding mod hans Læber, begyndte han at tale.

14 Lige neden for Talerstolen saaes "Mandslingen". Han alene sad foroverbøjet og støttede Hagen paa Knappen af sin Stok. Hans Øjne syntes tillukkede bag Ugle-Brillerne, og om hans Mund spillede det sædvanlige sarkastiske Smil.

Efter at Zachariasen var bleven færdig med sit Indledningsforedrag, gik han over til Oplæsningen af Adressen. Denne var holdt i en pompøs Stil og fuld af digteriske Syner og Billeder, der tydeligt røbede Zachariasens Forfatterskab. Den begyndte med et vidtløftigt historisk Tilbageblik, der, idet det gav en Oversigt over Danmarks Historie fra Frode Fredegods Dage indtil Nutiden, skulde bevise, hvorledes Folkets Kærlighed bestandig havde været Kongernes sande Styrke. Derefter gik den over til at omtale den forhaandenværende Strid og Gæringen i Folket. Idet den gentog de gamle Kampord om "Fortvivlelsens Selvhjælp" o.s.v., fremmanede den i vægtige Udtryk en Broderkrigs Rædsler og endte omsider med at anraabe Kongen om at lytte til Folkets Røst, "inden det blev forsilde".

Efter Oplæsningen lød der fra Mændene et 15 betænksomt "Hør!". Kvinderne nikkede bifaldende, hvorpaa Adressen enstemmigt vedtoges.

Efter forudgaaende Aftale foreslog dernæst en af de Tilstedeværende Hr. Zachariasen samt tre navngivne Bønder af Sognet til at overrække Kongen Adressen.

Herom skulde man just til at afstemme, da "Mandslingen" til almindelig Forfærdelse rejste sig og bad om Ordet.

Han vilde blot, sagde han, i Stedet for de tre anførte Bønder foreslaa tre andre Mænd af Sognet til det omtalte Hverv, nemlig Jordemodermand Nielsen, Natvægter Ole Madsen og Rokkedrejer Søren Piper. Hr. Skolelærer Zachariasen fandt han derimod som skabt til den foreslaaede Tillidspost som Ordfører.

Der gik en misbilligende Mumlen gennem Forsamlingen. Man forstod vel ikke helt, hvad Meningen var; men man havde paa Følelsen, at der skjulte sig Spot i hans Ord.

"Ingen Spektakler her!" raabte tilsidst En.

"Her er ikke Plads til Grinet! Vi er alvorlige Mænd!" tilføjede en anden.

"Netop hvad jeg vilde sige," vedblev han uforstyrret. "Vi bør betænke denne Sags Alvorlighed. Jeg haaber derfor, at den nu vedtagne 16 Adresse vil faa en passende kaligrafisk Udstyrelse og blive indbunden i et smukt Safiansbind, forinden den overrækkes i Majestætens Hænder. Mulig havde det været bedst, om hele Adressen var bleven forfattet paa smukke Vers, og jeg tvivler ikke om, at man vilde kunne formaa Hr. Skolelærer Zachariasen til at paatage sig dette Arbejde. At Hr. Zachariasen som Deputationens Ordfører i hvert Fald vil optræde med den Værdighed, som Situationen kræver, og i hvidt Slips, tør vel betragtes som en Selvfølge."

Den misbilligende Mumlen i Forsamlingen steg til en truende Knurren. Man begyndte nu at forstaa. Og man vilde tvinge den uforskammede til at standse.

Men han vedblev:

"Der synes mig i det hele at ligge en stor og løftende Tanke i, at Folket saaledes henvender sig til sin Konge for aabent at forberede ham paa en Revolution. Der er næppe nogen Tvivl om, at Hs. Majestæt vil vide at paaskønne denne Hensynsfuldhed. Det forekommer mig i Samklang hermed at vi ikke kan skride til Værket paa en mere passende Maade end ved her at 17 udbringe et Leve for vor ophøjede Monark. Jeg tillader mig altsaa – –"

Men han fik ikke Lov til at tale ud. Der rejste sig fra hele Salen en harmfuld Protest.

"Kast ham ud! Han er en Overløber! Ned med ham!" raabtes der.

Der var et Øjeblik ikke til at høre Ørenlyd.

Alligevel blev han rolig staaende og ventede paa at kunne fortsætte. Han var efterhaanden bleven meget bleg. Men jo mere bleg, des mere smilende.

Imidlertid var Skolelærer Zachariasen atter traadt frem paa Talerstolen. Skælvende af hellig Harme opløftede han sin Haand – og i samme Nu var alt stille i Salen.

Saa talte han.

Med høj, profetisk Røst, der gav Genlyd som af himmelske Stemmer under det høje Bjælkeloft, udslyngede han Forbandelsen over den Spottens, Grinets og Frækhedens Aand, der som et giftigt Ormekryb havde snyltet sig ind i det danske Folkelivs friske Træ. Under Forsamlingens stigende Bifald manede han alle gode Kræfter til Kamp mod "Lokeynglen", der med sit Rænkespil vilde baste Thorguden, den danske Folkeaands Sejghed og Kraft.

18 "Men det skal ej ske!" raabte han, mens baade Mænd og Kvinder fra hele Salen istemte med drønende "Hør". – "Bort med Mørkets lede Jætter! Fremad under Lysets Banner, under Troens Mærke, til Frihed og Frelse!"

Neden for Talerstolen sad "Mandslingen" atter foroverbøjet paa Bænken, med Hagen støttet paa Knappen af sin Stok. Hans Øjne syntes paany tillukkede bag Brillerne. Men Smilet spillede ikke længer om hans Mund; hans Ansigt var sammenfaldent og ubevægeligt som en Dødsmaske.


19

III.

Det var – som sagt – oppe paa Ilum Galgebakke, at jeg traf ham sidste Gang.

Det var en Dag ud paa Efteraaret, hen imod Aften. Jeg kom gaaende op ad den bugtede Sti mellem de nyvendte Pløjemarker, der glinsede af Fedt og Væde. Oppe paa Bakketoppen standsede jeg og saa' ud over det fredelige Landskab.

Dobbelt fredeligt syntes det mig nu, da Befolkningens heftige politiske Opbrusning var i Færd med at lægge sig, og den vante, trygge Ro atter havde begyndt at fæste Bo i Sindene.

En tung og mørk Skyhimmel hang ubevægelig over Egnen. Langs Horisonten i Vest laa en milelang Glød fra den synkende Sol. Rundt om fra Højene hørtes Kirkernes Ligklokkeklang. Over Moser og Enge bølgede blaalige Taager; alle Farver blegnede – Dagen laa paa sit Dødsleje.

20 Idet jeg vendte mig om, havde jeg af Forskrækkelse nær udstødt et Skrig.

Tæt bag ved mig sad han – den gamle – paa en Sten og stirrede mig i Møde gennem sine store runde Ugle-Briller.

Jeg havde ikke set ham siden hint heftige Sammenstød i Forsamlingshuset. Han havde efter denne Dag levet meget tilbagetrukkent, og jeg kunde næsten ikke kende ham igen, saa gusten og sammenfalden syntes han mig at være bleven.

Jeg fik uvilkaarlig Medlidenhed med ham. Han bar sin gamle Voxdugstaske paa Ryggen, havde sin Stok i Haanden og Benklæderne højt opsmøgede over Støvlerne – ganske som hin Dag for Aar tilbage, da han uventet kom hertil.

"De er rejseklædt," udbrød jeg. "Vil De drage fra os?"

Han nikkede.

"For bestandig?"

"Ja – det bliver det vel."

Jeg saa' en Stund tavs ned paa ham. Han syntes selv at kæmpe med en stærk Bevægelse.

"Jeg forstaar nok –" sagde jeg endelig 21 med et stille Nik – "De er bleven skuffet … De har ikke befundet Dem vel hos os?"

"Aa nej – siden De selv siger det – her er mig for kvalmt, for tyk Luft – saadan for Lungerne, mener jeg." Han hostede.

"Ja vist! Ja vist! Men De kan tro – det er blot et foreløbigt Vindstille. Det vil snart blive bedre! Vent blot!"

Han rystede paa Hovedet og smilte mismodigt.

"Her er vist ikke noget at vente efter," sagde han saa.

"Aa, blot man ikke taber Modet! Der kan ske noget vidunderligt, før man aner det!"

"Hvad kalder De for vidunderligt?"

"Ih, for Exempel … en ny Rejsning! En ny Strømning! En splinterny Tid! … Hvem véd? Maaske er den allerede i Gære!""

" Hm! Ja, nye Tider har man ingen Mangel paa i vore Dage. De indvarsles saadan omtrent ved hvert Kvartalskifte … Men det batter ikke, min unge Ven … det batter ikke!"

"Nu? For Pokker! Hvad forlanger De da mere?"

"Et splinternyt Folk, min kære!"

22 "Aa, nu gør De os igen Uret. Ulykken denne Gang var, at Førerne svigtede."

"Ja, saadan undskylder man sig altid, naar man selv taber Hovedet. Læg Mærke til – et Folks Førere er altid det paalideligste Udtryk for Folket selv. Hvorledes blev de vel ellers Førere? Døm din Høvding - og du dømmer dig selv."

"Nu vel! Selv om det er rigtigt – hvad siger det saa egentlig? Vi bukkede under i denne Omgang, det er sandt. Men derfor kan vi vel rejse os og sejre i den næste. Vi taber ikke Modet saa let hertillands! Der er Krummer endnu i Folket. Husk – der springer Løver i det danske Skjold!"

"De danske Løver! Hm! De er nok af den aparte Slags, der bræger. Anbring dem med et Tøjr om Halsen paa en grøn Mark, og jeg tør bande paa, at De vil ikke kunne skelne dem fra et almindeligt Klokkefaar."

"Ja, nu spotter De igen. Hvortil skal det nytte? .... Vil De maaske sige mig, hvad der. var at gøre? Hvad kunde der udrettes denne Gang? Regeringen var forberedt, Folket ikke. Regeringen sad inde med alle Magtmidlerne, Folket var endnu tomhændet. 23 Spillet var ulige – og der er intet nedværdigende i at bukke under for Overmagten."

"Overmagten!" udbrød han og løftede pludselig Hovedet. "Siger De Overmagten? – – Aa," vedblev han og pegede smilende ned over Dalen. "Gør mig den Tjeneste at se, hvad der kommer dér. Et besynderligt Syn, ikke sandt?"

Jeg vendte mig om.

Nede paa Chausséen kom en Ekvipage rullende i jævnt Luntetrav. Under den halvt nedslaaede Kalesche sad to Herrer mageligt henslængte hver i sit Hjørne med Cigarer i Munden. I den fremrykkede Skumring skimtedes kun utydeligt Omridsene af deres runde Legemer, Gløden af Cigarerne og de brede Guldgaloner paa deres Kasketter.

Det var Herredsfogden og hans Fuldmægtig, der vendte tilbage fra Udpantning hos Egnens Skattenægtere. Paa Bukken ved Siden af Kusken sad Egnens Politibetjent, og bag efter Vognen fulgte to Gendarmer til Hest.

Da Optoget havde passeret Galgebakkens Fod og var rullet et Stykke hen ad Vejen til den anden Side, vendte "Mandslingen" Ansigtet om imod mig og sagde paa sin gamle drillende Maade:

24 "Hvad siger De? .... Saadan ser den Overmagt ud, De talte om. Synes De egentlig, den gør et saa skrækindjagende Indtryk? Dér ruller disse fire-fem Kavalerer og en Kusk nok saa hyggeligt ved Nattetid gennem Landsby efter Landsby med Hundreder af haandfaste Karle – og der er ikke én, der tænker paa at krumme et Haar paa deres Hoveder. Ja, jeg er overbevist om, at ifald en af de Herrers Cigarer tilfældigt skulde gaa ud, vilde de roligt lade standse foran det første det bedste Hus i Byen og bede om en Svovlstik. – – Kære Ven, skal vi være enige om ikke at tale om Overmagt?"

"I det hele," – vedblev han, da jeg ikke strax svarede – "se Dem dog om, unge Mand! Kast et Blik ud over dette gudsvelsignede lille Smørland! Træd inden for hos disse Folk, der sidder dér bag lune Døre, mellem skikkeligt fyldte Lader, med Frihed til daglig at spise sig mætte, til aarlig at sætte et Barn i Verden, til hver Aften at besøge Naboer, spille Kort, tale, synge, danse, drikke, o.s.v., … og spørg dem om, hvor det egentlig er, at Træskoen trykker. Jeg holder for, at de alle som én 25 bliver Svaret skyldigt. Der mangler de rette Elementer her i Landet – det er Sagen!"

"De rette Elementer? Hvad mener De med de rette Elementer?"

"Jeg mener … Nu, jeg mener saadanne, for hvem Friheden ikke er et højtideligt Evangelium ; saadanne, hos hvem Frihedstrangen endnu er dyrisk: instinktmæssig og uovervindelig."

"Bestandig taler De halvt i Gaader. Kunde De ikke for en Gangs Skyld uden Omsvøb sige, hvad De tænker paa. Er det Dem meget imod?"

Han smilte og missede polisk med Øjnene.

Bag ham bredte Solnedgangens Blodskyer sig videre og videre op over Himmelranden, og hans sammenbøjede Skikkelse tegnede sig imod dem som en Silhouet af en Kæmpe-Tudse.

"Saa hør da!" sagde han. "Men sig mig først – har De nogen Sinde været i Paris? – Ikke? – I London? Berlin? – Heller ikke? – Det er Skade. Det vilde De have haft godt af. Men i København har De været. Sig mig, har De ikke dér ved enkelte, sjældne Lejligheder … naar der saadan var noget ualmindeligt paa Færde, et natligt Folkeopløb, en stor Ildebrand – f. Ex. den Aften, da Kristiansborg 26 Slot brændte … har De da ikke lagt Mærke til nogle underlig lyssky Væsner, som De ikke er vant til at se paa Gaderne … Individer næsten uden Klæder paa Kroppen, der sniger sig om mellem Folk ligesom fortumlede af det hele Røre, paa én Gang frækt grinende og frygtsomt skulende, med Klude viklede om Fødderne i Stedet for Sko, og med lange Halse, der stikker ganske nøgne op af Frakkepjalterne. De kommer inde fra Smuthuller i Kældere og bag Skur, som ingen andre kender. Kun om Natten lusker de ud for at samle gamle mugne Brødskorper, Hvidkaalsblade og Kartoffelskrællinger fra Skarnbøtterne i Gaarden. Ud paa Gaden vover de sig under rolige Forhold slet ikke, fordi de hellere lider al menneskelig Elendighed i deres mørke Huler, end de udsætter sig for at berøves Friheden under det offentliges Varetægt … nu ja, hvad er det, man kalder den Slags Folk?"

"Bærmen … Krapylet!"

"Rigtigt! Dér er Ordet!" sagde han og lukkede et Par Sekunder Øjnene bag Brillerne, mens han drømmende gentog: "Krapylet! Krapylet, ja! … Ser De, her til Lands, i vore smaa Forhold, der saa let kan overskues, og 27 hvor den offentlige Orden saa sjælden brydes … her findes dette Krapyl – et fortræffeligt Ord, ikke sandt? – her findes det naturligt kun i forsvindende Grad. I de store Lande derimod, og i de store Byer, jeg nys nævnede, ser man disse Vilddyr vrimle frem overalt, selv ved højlys Dag. Og tro mig, det er ikke altid hyggeligt at møde dem. Er man ene, bevæger man sig uvilkaarlig i en forsigtig Bue udenom dem og knytter Haanden fast om sin Stok. Men hvilken Utaknemlighed er det egentlig ikke? Burde man ikke i Stedet for tage sin Hat dybt af og sige: Jeg takker dig, Broder, for alt, hvad du daglig er for mig og mine. Din Sult, dine Lidelser, dit uovervindelige Menneskehad skylder jeg den Smule Frihed, der er mig levnet. Uden dig vilde alle civiliserede Folkeslag inden hundrede Aar stønne i Slavelænker. For – ikke sandt? – dette Krapyl er dog Frihedens egentlige Livvagt, Retfærdighedens udkaarne Adelsgarde, den altid beredte, selvopofrende Hær, som ved et Vink, et eneste tændende Ord kan manes frem til Død over Undertrykkerne … Hvor denne Garde fattes i et Land; hvor der ikke hænger et saadant evigt truende Sværd over Magthavernes Hoved, dér vil 28 Folket altid blive et viljeløst Redskab i Hænderne paa den frækkeste … enten denne saa er en salvet Konge eller en forhenværende Skolelærer."

"Men efter hvad jeg kan forstaa, maa det altsaa være vor Opgave her i Landet at fremelske en saadan Nobelgarde1. Er det Meningen?"

"De smiler, unge Mand! Jeg kender det Smil. Og jeg véd ogsaa godt, hvad De videre vil sige. Jeg har hørt det før af Profeten Zachariasens Mund. De vil sige, at det er Danmarks Opgave at fremelske en Ungdom med en stærk Tro paa Frihedens Goder, med en ærlig og kraftig Vilje o.s.v. o.s.v. Men jeg siger Dem – tro ikke derpaa! Friheden er en kostbar Vare. Den købes ikke for Lapperier."

"Hvormed købes den da?"

"Med det dyreste – det aller dyreste, min Ven!"

"De mener – man maa ofre Livet. Men om vi unge nu var beredt dertil?"

"Det er ikke nok. Det blev kun Galgenfrist!"

"Ikke nok? Hvad kan man da ofre mere?"

"Sig mig – ikke sandt? – De har en Søn."

29 "Alf!"

"Hedder han Alf? Hm! Naa lige meget – Alf, Peter, Kristian, Hans … Hvor gammel er han, den Alf?"

"Fem Aar."

"Fem Aar, godt! Naturligvis et lille Mirakel af en Dreng, hva' ? Røde Kinder, blaa Øjne, gult krøllet Haar – en rigtig lille Lysalf, ikke sandt? Fa'ers og Mo'ers Øjesten, Onklers og Tanters Kæledægge, velopdragen, godt Nemme, begynder at lære Bogstaver, spiller kanske paa Klaver – naturligvis! Naar han bliver større, skal han i Skole, i den bedste Skole; skal have pæne Klæder, som han ikke maa grise til; skal lære at være lydig og dydig og paapasselig, for at han kan gøre sin Lykke her i Verden, vinde Folks Agtelse og Tillid, faa en smuk Stilling, en betrygget Fremtid, gøre et godt Parti og faa et hyggeligt, velanset Hjem, en sød Kone og tilsidst selv en lille Lysalf med røde Kinder og krøllet Haar. Er det ikke dette, der er Deres Drøm? – Og saa tror De virkelig endnu paa en Revolution her til Lands! .... Ja, nu smiler De igen. Men jeg siger Dem, at her staar Valget. Her er Ofret! .... Spark Ungerne nøgne ud af 30 Rederne, saa snart de er store nok til at stjæle. Lær dem at sulte, at fryse og lide al menneskelig Elendighed. Fyld deres Hjærter med Had og Bespottelse! Lad dem voxe op med Drukkenskab og liderligt Levnet. Lad dem søge deres Fader i Fængslerne, deres Moder mellem Skøgerne … Det er Prisen, siger jeg! Her er Kravet! Alt andet er Mundsvejr og tomme Trusler. Lad dem høre op en Gang! … Leve Krapylet!"

Han havde rejst sig.

Han var dødbleg … og hele hans Legeme sitrede af en Sindsbevægelse, hvis Heftighed forfærdede mig. Bag ham hang nu hele den tunge Solnedgangshimmel som en rygende Verdensbrand, der kastede et uhyggeligt Blodskær hen over hans Brilleglas.

Uvilkaarlig traadte jeg et Skridt tilbage …

Da greb han sig i sit Sindsoprør og tvang sig endog til at smile et Øjeblik – ligesom undskyldende.

Saa rakte han mig sin ligkolde Haand.

"Jeg maa gaa," sagde han tonløst. "Det er Aften, og jeg har lang Vej. Farvel! … Vi ses vel næppe mere."

31 Saa nikkede han igen – mildt og næsten fredeligt – og gik stille ned ad Højen.

Men ved Højens Fod vendte han sig endnu en Gang om imod mig og vinkede tre Gange op med Haanden – som om han atter i Begejstring tilraabte mig:

"Leve … leve Krapylet!"

 
[1] Nobelgarde: (fr. noble: adelsmand), en garde af adelsmænd. tilbage