Tro til Døden

139

I.

Der laa – og ligger endnu – paa de nøgne Bakker udenfor Landsbyen Thorup en lille uanselig Halvgaard, der i sin Tid ejedes af en stræbsom, men fattig og svagelig Bondemand, Peder Brusgaard ved Navn, om hvem disse Linjer skal berette.

Gaarden var hverken særdeles gammel, affældig eller paa anden Maade uskøn; og alligevel hvilede der noget usædvanlig utiltrækkende over den, noget næsten uhyggeligt, hvilket maaske skrev sig fra den ganske simple Omstændighed, at Stuehuset imod Sædvane var mindre og laa lidt lavere end de øvrige Bygninger, og at Gaarden i det hele kun havde tre Længer, som tilmed ikke paa noget Punkt var sammenbyggede, saa alle fire Verdenshjørners Vinde uhindret kunde blæse tværs ind igennem den; … maaske kom det tillige af den evige, 140 forskelligartede Hoste, der Vinter og Sommer kunde høres ud derfra helt over til Landevejen, enten det nu var et af de mange Børn, der sad paa Stenflisen udenfor Døren og gluffede over sit Fedtebrød, eller det var et Fruentimmers Nysehosten inde fra Køkkenet, eller Peder Brusgaards egen hule, uafladelige Kræmten, naar han gik deroppe paa de stenede Bakker bag sine skindmagre og krogbenede Bæster.

Peder Brusgaard var en Mand af Middelalder og Middelhøjde. Han havde et magert Ansigt, fuldt af rødlige Skægstubbe, livlige, lyseblaa, polisk smilende Øjne og et lyst, uregerligt Haar, der til hans egen Morskab bestandig faldt ham ned over Panden, hver Gang han hostede. Dertil havde han et Par ganske enestaaende Øren, med hvis usædvanlige Størrelse og Form han ofte selv drev Spøg, idet han for at more sine Børn rullede den flade Ørebrusk sammen som et Kræmmerhus og puttede Spidsen ind i Øregangen, for derpaa at lade den udfolde sig af sig selv med et lille Knæk.

Naar nogen tiltalte ham, lo han regelmæssig, saa et Par røde, svulne, saa godt som tandløse Gummer blottedes i hele deres Udstrækning, hvorpaa han med en pudsig, ganske lidt vemodig 141 Mine rystede paa Hovedet og pegede paa sit Øre for at tilkendegive, at han var "tykhørende". Kun naar man næsten raabte ham lige ind i Hovedet, kunde fremmede gøre sig forstaaelig for ham; men da smilte og nikkede han ogsaa taknemmelig.

Ingen, der saa' denne uforanderlig smilende og tilsyneladende saa vel fornøjede lille Mand, hvis Frejdighed og Humør hverken Fattigdom, dagligt Slæb eller allehaande Modgang, ja end ikke hans eget haabløst undergravede Helbred havde formaaet at kue .... ingen skulde ane, at der i dette Menneske skjulte sig en Fanatiker af dybeste Vand, en politisk uforsonlig, mod hvem endog Egnens navnkundige og af Modstanderne saa frygtede Folkehøjskolelærer Sven Lavesen i Virkeligheden var et fromt Lam, endda denne bar et Skæg som en Asathor og rynkede Brynene som en Bersærk, blot han hørte en Højremands Navn blive nævnet i sin Nærhed.

Peder Brusgaard brugte slet ikke at rynke sine Bryn. I Modsætning til mange af Meningsfællerne blandt Bønderne inde i Thorup By, der ved enhver Lejlighed, hvor de var forsamlede, nødvendigvis maatte give deres 142 overstrømmende Harme Luft i kraftige Ord og de frygteligste Trusler, gik han paa tunghørige Folks Vis stilfærdigt og lunt omkring ligesom i en Verden for sig selv og gemte sine Følelser under dette barnlige Skælmeri, der nu en Gang laa for hans Natur, og som bragte adskillige paa den Tro, at han egentlig ikke mente det alvorligt med "Sagen".

Men efter Udstedelsen af det første Provisorium, da man dér i Egnen efter et sammenkaldt Møde havde bestemt sig til at byde Regeringen Trods ved en almindelig Skattenægtelse, var Peder Brusgaard, da det kom til Stykket, alligevel den eneste i hele Sognet, der gennemførte sin Protest, – og det endskønt han havde baade Kreditkassen og adskillige andre Prioritethaveres Trusler hængende som lynsvangre Tordenskyer over sit Hoved. Og kort Tid efter, da der over hele Landet blev foranstaltet en Indsamling til Fordel for en af Demokratiets ledende Mænd, der højtideligholdt sit 25 Aars Jubilæum som Sandhedsvidne, havde han tre Aftner i Træk stjaalet sig bag om Byen hen til en Hønsekræmmer paa Marken med en halv Tønde Sæd paa sin svage Ryg og derpaa i Hemmelighed sendt de indvundne Penge ind til Komitéen, 143 for at ingen – navnlig ingen af hans Kreditorer og ikke heller hans egen Kone – skulde faa noget at vide derom. Hans Ane-Marie var nemlig nok en brav Venstrekvinde, der ønskede alle Højremænd alt ondt, men hun kunde alligevel ikke tilgive sin Mand, at han ofte saa letsindigt satte hele Familjens Ve og Vel paa Spil ved sin Genstridighed.

Forøvrig levede Peder Brusgaard temmelig upaaagtet endog af Meningsfællerne inde i Byen. Selv den omtalte Skattenægtelse vakte ikke videre Opmærksomhed, idet de fleste i deres stille Sind tænkte, at det vel havde en anden – og naturligere – Aarsag, naar netop han lod det gaa til Kendelse og Udpantning.

Peder Brusgaard selv havde altid haft altfor ringe Tanker om sin Person til, at han nogen Sinde kunde tænke paa at spille en Rolle i Egnens politiske Liv – og det endskønt han havde været en af de allerførste her, der for tyve Aar siden var bleven grebet af den nye Bevægelse og i Begyndelsen havde maattet døje adskilligt baade af Haan og Forfølgelse for sin Overbevisning.

Men han var stolt nok af at være menig Soldat i den store Vælgerhær. Han lystrede blindt 144 enhver Parole fra Overkommandoen. Og skønt han selv var saa hjemme i sin Grundlov – baade den gamle og den "reviderede" – som i sin Katekismus, følte han det som sin Pligt at give Møde ved enhver politisk Forsamling indenfor sin Valgkreds. Han stillede sig da op umiddelbart under Talerstolen, med Haanden krummet bag Øret, og fulgte agtpaagivende Sven Lavesens eller en anden demokratisk Veltalenheds "Udlægninger", mens hans Ansigt lyste af Glæde og Beundring.

Hans Tillid til Førerne var ubegrænset. Hans Hengivenhed, ja Ærefrygt for disse Mænd, der saa uegennyttigt havde stillet sig i Spidsen for Folkets Sag, kunde intet rokke.

Hjemme i sin tarvelige Dagligstue havde han det bekendte Billede af Demokratiets fem Heroer hængende i Glas og Ramme over Sofaen. Det var de blaa Kalkvægges eneste Prydelse, og hver Gang han førte en fremmed derind, pegede han med sit pudsige, skælmsagtige Smil op paa Billedet og gav sig strax til ivrigt at fortælle om disse Mænd, som han fremfor nogen elskede.

Han havde i sin trofaste Hukommelse bevaret aargamle Udtalelser af dem alle og 145 gjorde sig idelig en Fornøjelse af at citere dem. Han var fortrolig med deres Stilling til ethvert Spørgsmaal og huskede – som det ofte syntes – bedre end vedkommende selv deres Afstemninger i enhver større Sag lige fra deres Indtrædelse i Rigsdagen. Ja, han omfattede ikke alene dem selv men ogsaa deres Koner og Børn med den største Deltagelse.

Den ene af dem havde en Gang ved et stort Møde trykket hans Haand og sagt: "Naa, saa det er Peder Brusgaard" – akkurat som om de havde været gamle bekendte. Og endnu kunde han aldrig mindes dette uden næsten at faa Taarer i Øjnene.

Tilsidst fremtog han regelmæssig af Bordskuffen et andet Billede, et mindre, almindeligt Fotografi, som han først omhyggeligt afpudsede med sin Albu og derpaa stolt smilende rakte sin Gæst.

Det var et Billede af Kredsens gamle Folketingskandidat, Møller Madsen, om hvem Egnens Opposition nu i Løbet af tyve Aar havde samlet sig paa Valgdagen uden dog endnu at have haft Held til at sætte hans Valg igennem.

Det var en lille, tykladen Bondemand med 146 et ganske ordinært Ansigt og en lille Opstoppernæse. I Virkeligheden hævede han sig heller ikke paa nogen Maade op over det sædvanlige. Men overalt i Egnen saa' man dette Billede, og allevegne hørte man Møller Madsens Navn nævne med en Stolthed og Tillid, der voxede, efterhaanden som Udsigten til hans endelige Valgsejr forøgedes.

Thi langsomt og støt havde Demokratiet vundet Fodfæste i denne Kreds, over hvilken tætliggende Herregaarde kastede deres mørke Skygger. Og ingen kunde bedre end Peder Brusgaard fortælle om den tyve Aar lange Kamp, der var ført her. Han huskede Dag og Dato for hver Træfning, der var leveret. Og – trods Smilet i hans Ansigt – var der heller næppe nogen, der saa dybt som han havde følt Nederlagenes Bitterhed.

"Men næste Gang ta'er vi Kredsen!" sagde han altid fortrøstningsfuld, og hans Øjne formelig lyste derved. "De skal se, saa vipper vi Greven! .... Saa vipper vi ham! .... ha! ha!"

Og med ét forstod man, hvad det var for et Haab, der havde baaret denne af Slid og Armod, ja selv af Døden mærkede Mand op 147 over al Livets Elendighed. Hele hans Ansigt skinnede, mens han triumferende blev ved at gentage:

"De skal se! … Næste Gang tå'er vi Kredsen! Saa vipper vi Greven! … Saa vipper vi ham … ha! ha! … saa han aldrig skal rejse sig mere …!"

148

II.

Det blev en Dag midt i Vinterens Hjærte, at denne "næste Gang" oprandt.

Man havde længe ventet Folketingets Opløsning og ogsaa fra begge Sider i Hemmelighed forberedt sig derpaa. Men alligevel kom den nu som et Tordenslag over alle, saa voldsomt havde de sidste Ugers Debat i Tinget drevet Spændingen i Vejret.

Der blev en uhyre Bevægelse hele Landet over, og i denne Kreds maaske større end noget Sted.

Alle følte, at nu stod det afgørende Slag for Døren; at denne Gang skulde Kræfterne for Alvor vejes.

Paa begge Sider blev der arbejdet og agiteret af yderste Evne og med ethvert Middel. Der kendtes ikke Skaansomhed. Men skønt navnlig Herregaardene og Egnens Proprietærer 149 uden Skaansel benyttede sig af deres Magt over Husmænd og fattige Fæstere, saa' det alligevel ud til, at Demokratiet endelig denne Gang skulde bære Sejren hjem – efter en saadan Maalestok havde de sidste Provisorier drevet Tropper over i dets Rækker.

Saa optaget var man af dette og af alle de storartede Valgforberedelser, at man i Thorup By næppe havde Sans for en uhyggelig Begivenhed, der netop i de samme Dage forefaldt ude mellem Bakkerne paa den ligesom af Skæbnen forfulgte Brusgaard.

Peder Brusgaard var nemlig en Morgen gaaet ud for at skære Rør paa en Mose, som laa næsten en Fjerdingvej borte fra hans Gaardlod. Da han endnu om Eftermiddagen ikke var kommen tilbage, havde Ane-Marie sendt sin ældste, halvvoxne Søn derud for at se efter ham, og denne havde da fundet ham liggende næsegrus og ligesom livløs i en stor Blodpøl paa Isen mellem Rørene.

Drengen havde strax givet sig til at skrige, og ved tililende Folks Hjælp var den døende bleven baaret hjem og Lægen hentet.

I flere Dage laa han bevidstløs hen uden at tale. Og da han endelig igen kom til sig 150 selv, fik han et nyt Anfald, der tog hans sidste Kræfter.

Doktoren lagde ikke Skjul paa, at der næppe længer var noget Haab. Alt, hvad der nu stod i hans Magt, var at gøre den syges sidste Dage saa lette og lidelsesfrie som muligt.

For Peder Brusgaard selv kom dette ikke overraskende. Hans Fader var i sin Tid død i netop samme unge Alder; og det var altid blevet ham spaaet, at han i denne Henseende skulde dele Faderens Skæbne. Dette vilde nu – regnede han ud – komme til at stemme næsten paa Dag.

Det faldt ham ikke ind at beklage sig derover. Han var vant til at finde sig i Skæbnens Tilskikkelser uden at kny. Han havde derfor blot et eneste Ønske tilbage, – dette nemlig, at det maatte blive ham forundt at leve Valgdagen over, for at han kunde blive Vidne til den Sejr, som nu endelig vilde blive den hellige Sag til Del.

Et Par Dage forinden Valget blev da Doktoren kaldet til Brusgaard i en for ham uventet Anledning.

Det var en graa, trist og taaget Tøvejrsdag, og skønt Klokken ikke var mere end tre 151 om Eftermiddagen, var der allerede tændt Lys inde hos den syge.

Lyset stod paa et rødmalet Stolesæde mellem Medicinflasker og Pilleæsker ved Hovedgærdet af den store, høje Ægteseng, i hvilken Peder Brusgaard laa udstrakt paa Ryggen med de for døende ejendommelige, lange, tunge Arme over Dynen og en lille Fjerpose under Nakken. Han var bleven meget forandret, næsten ukendelig paa Grund af de stive, omtrent tommelange Skægstubbe, der under Sygelejet havde faaet Lov til at voxe frem, og som gav det gulblege Ansigt et endnu mere udtæret og uhyggeligt Udseende.

Bag Fodenden af Sengen stod Ane-Marie og saa' haabløst paa ham.

Hun var et højt, endnu ganske kønt Fruentimmer med en noget for lang Næse og et Par store, mørkebrune, rødrandede Øjne, der altid stod fulde af Vand. Til hendes Skørter klyngede sig en lille lyslokket Pige paa tre-fire Aar, der nysgerrigt betragtede Faderen og de mange Medicinflasker paa Stolesædet, idet hun forsigtig løftede sig op paa Tæerne og kiggede over Sengekarmen.

Doktoren – en smuk, ung Mand med mørkt Haar og Fuldskæg – havde taget Plads 152 paa en Stol ved Siden af Sengen, med Ansigtet vendt imod den syge.

Det var Ane-Marie, der havde sendt ham Bud, fordi Peder Brusgaard havde ladet sig forlyde med, at han agtede at tage til Byen paa Valgdagen for at afgive sin Stemme. Ane-Marie havde tilfældigt hørt ham tale derom til en Nabo, der var kommen for at se til ham, og trods alle hendes Forestillinger og Bønner havde han ikke været at formaa til at opgive sit Forsæt.

Doktoren havde i Begyndelsen slet ikke villet tro paa, at det forholdt sig rigtigt med en saa vanvittig Idé. Men da han nu af den syges egen Mund fik Bekræftelse paa Sagen, plantede han begge sine knyttede Hænder i Siden, spærrede sine store Øjne op og stirrede paa ham med en Blanding af Forfærdelse og Vrede.

Peder Brusgaard, der havde ventet dette, blev liggende ganske rolig og modtog uden at forandre en Mine den Strøm af Bebrejdelser, som Lægen nu øste ud over ham, fordi han havde kunnet "om ogsaa blot tænke" paa saadanne Taabeligheder.

153 Først da Doktoren endelig standsede, drejede han Øjnene hen imod ham og sagde svagt og klangløst, men med et lille Smil, hvori der endnu laa som en Mindelse af hans gamle lune Skælmeri:

"Ja, se .... det si'er De nu altsammen kun, fordi De er Højremand, Doktor."

"Hvad for noget? .... Hvad er det, De siger?"

"Ja, ja, Doktor," vedblev han, og smilte bestandig stærkere. "De mener naturligvis, at saa bliver det allenfals én Stemme mindre for vos, naar jeg ikke kommer med .... Jo, jo, den er ligegodt fint nok regnet ud. Og det kan jo ogsaa være saa meget rigtigt fra Deres Side set. Der er ikke noget at sige dertil. For jeg vilde saamænd gøre ligedan, om jeg var i Deres Klæder! … Men vi ta'er jer nu ligegodt denne Gang, Doktor! Det nytter jer ikke noget, hvad I saa gør … Vi vipper ligegodt Greven … De skal faa at se … vi vipper ham denne Gang, om saa – –"

Men nu blev Doktoren for Alvor vred.

"Hør, nu vil jeg sige Dem, Peder Brusgaard – den Slags Ting vil jeg ikke høre paa. 154 Her staar sandelig anderledes alvorlige Sager for Døren end Højre og Venstre og saadan noget Visvas. De burde virkelig skamme Dem, Peder Brusgaard, over at føre en saadan Tale i den Tilstand, hvori De befinder Dem. Det undrer mig, at De, som dog ellers er en fornuftig Mand, ikke selv kan indse det forargelige i at beskæftige Dem med den Slags Ting nu, da man dog skulde synes, De maatte have andre og vigtigere Ting at tænke paa. Men det vil jeg sige Dem, at dersom De ikke slaar denne Valghistorie af Hovedet, har man dog nogen Sinde hørt Magen til Galskab! – saa sætter jeg ikke en eneste Gang mere mine Fødder i Deres Hus. Jeg vil ikke paatage mig det mindste Ansvar, i Fald De virkelig skulde tænke paa at fastholde en saa vanvittig Beslutning. Jeg haaber, De har forstaaet mig? … De véd, at jeg med Hensyn til den nøje Overholdelse af mine Forskrifter ikke er til at spøge med. Jeg beder Dem derfor endnu en Gang alvorligt om at betænke Dem og komme til Fornuft."

"Ja, hør dog, Per," faldt nu ogsaa Ane-Marie bønfaldende ind. "Hør dog efter, hvad 155 Doktoren si'er. Du véd jo dog, at han er en skikkelig Mand, selv om han er højre."

"Jamen … Doktoren har jo selv sagt, at der er ikke noget at gøre ved mig mere. Har han kanske ikke? Og naar man nu alligevel skal væk, saa kan man jo da lige godt gøre sin Pligt forinden, naar man kan gøre nogen Gavn ved det …"

"Hvad har jeg sagt, – siger De. Jeg har ingen Ting sagt. Alle Mennesker skal dø, og for nogle sker dette før, for andre senere. Dette er saa Livets Gang. Men jeg har som Læge den Pligt at holde mine Patienter i Live saa længe som muligt. Saa længe der er Liv, er der Haab … og ingen véd, hvor længe De selv ved passende Pleje og Ro endnu vil kunne leve. Men begaar De den Ubesindighed, som De har tænkt paa, vil De upaatvivlelig – det kan jeg indestaa Dem for – inden otte Dage ligge Lig."

"Ja, ja," sagde den syge og lukkede blot efter Lægens sidste Ord et Øjeblik Øjnene.

Saaledes blev han liggende, mens Doktoren tog sin Hat, udstedte de sidste Ordrer jog forlod Stuen.

156 Men enhver, der var fortrolig med det lille stædige Træk om Peder Brusgaards Mundvige, vilde vide, at han ikke havde opgivet det mindste af sin en Gang tagne Beslutning.

157

III.

Kort efter at Doktorens Vogn var rullet ud af Gaarden, bankede en stilfærdig Haand paa Døren ind til Sygeværelset, og et Par Træsko hørtes at blive draget sindigt af udenfor paa Murstensgulvet i Forstuen.

Peder Brusgaard befandt sig ganske ene i hele Huset, saaledes som det ofte hændte ham i Løbet af Dagen, fordi enhver havde sit at skøtte udenom, som ikke kunde forsømmes. Ane-Marie var strax, saasnart Doktoren var taget bort, gaaet ud i Stalden for sammen med den ældste af Smaatøsene at malke Køerne, der var begyndt at give Hals af Utaalmodighed. Den største, fjortenaarige af Drengene, der havde overtaget Faderens Plads som Styrer af Gaardens Bedrift, var i Gang med at køre Gødning ud paa Bakkerne; mens de mindste af 158 Børnene var sat i Arbejde med at muge inde hos den store Griseso og skaffe Smaakræet i Hus, inden det blev mørkt.

Udmattet af Doktorens Besøg var Peder Brusgaard faldet hen i en let Døs. Men idet Døren nu sagte aabnedes, vaagnede han strax, skønt han ikke havde hørt nogen Banken.

Den indtrædende var en lille, firskaaren Person med et brunt, glat kæmmet Haar og blanke, runde, røde Kinder, der halvt begravede Øjnene. Han hilste stille Godaften, lukkede ængsteligt Døren efter sig med begge Hænder, anbragte sin Hue paa et Stolesæde, gik paa sine blaa Hosesokker over Gulvet hen til Kakkelovnen og snød Næsen, tørrede Fingrene af i sit Lommetørklæde og satte sig endelig paa Kanten af den Stol, som Doktoren nys havde forladt.

"Naa," sagde han derpaa, kun halvhøjt, mens han mellem Knæene snoede Lommetørklædet om sine Fingre. "Han har nok været her – Doktoren."

"Ja," svarede den syge og smilte atter.

Den fremmede var den Ven og Nabo, til hvem Peder Brusgaard først havde omtalt sin Plan. Nu gav Peder sig til at fortælle ham alt, hvad Doktoren havde sagt, og endte med 159at sige, at han alligevel vilde fastholde sit Forsæt. Med sine Ord fra før gjorde han ogsaa over for Vennen gældende, at naar man alligevel skulde dø, havde det mindre at sige, om dette skete nogle Dage før eller senere. Hvem vidste desuden, hvad Betydning det kunde have, at han mødte? Hvor ofte havde man ikke set, at bare én eneste Stemme havde kunnet gøre Udslaget? Og i ethvert Tilfælde: dersom alle tænkte, at deres ene Stemme ikke havde stort at sige, og derfor blev hjemme, saa kunde man lige saa godt gaa hen og lægge sig med det samme.

"Mener du ikke ogsaa det, Søren Hansen?"

Den sindige Nabo, der var en prøvet Venstremand af den gamle Skole og ligesom Peder Brusgaard en af de ældste Demokrater i Kredsen, maatte give ham Medhold i denne Betragtning. Det blev da aftalt, at Søren Hansen paa Valgdagens Morgen skulde komme derhen med et Par andre af Vennerne for at hjælpe Peder Brusgaard til Vogns og ledsage ham til Byen.

Da Sagen dermed var bragt i Orden, rejste Naboen sig for at gaa.

Men Peder Brusgaard vilde ikke lade ham 160 slippe. Han maatte absolut høre nærmere om det sidste nyt angaaende Stemningen og Valgforberedelserne.

Her var nu virkelig ogsaa adskilligt at berette. Rygtet om det lyse Haab for en demokratisk Valgsejr i Kredsen havde nemlig virket lokkende paa forskellige ærgerrige Hoveder baade i og udenfor Egnen, saa denne efterhaanden var bleven til et Valfartssted for politiske Æventyrere fra hele Landet, der tænkte sig Muligheden af her at kunne fiske i rørt Vande.

Blandt andre havde ogsaa Folkehøjskolelærer Sven Lavesen gaaet besynderlig bleg og febrilsk omkring lige siden Opløsningen og i Hemmelighed søgt ved Hjælp af et Par nærstaaende Venner at rejse en Stemning i Kredsen for sin Kandidatur.

For at undgaa enhver Splittelse havde da Agitationskomitéen tilsidst sammenkaldt et Møde for delegerede fra alle Kredsens Sogne, ved hvilket den endelige og afgørende Bestemmelse angaaende Kandidaten skulde tages. Det var imidlertid gaaet, som det var at vente. Sven Lavesen havde høstet megen Ære og Tak for sit ihærdige og opofrende Arbejde i Demokratiets 161 Tjeneste, men ved Afstemningen holdt man støt paa Kredsens gamle Fører, og Møller Madsens Kandidatur blev slaaet fast med overvældende Majoritet.

Men foruden Sven Lavesen havde ogsaa andre forsøgt at vinde Stemningen her.

Endog en virkelig Justitsraad med hvidt Slips, Guldbriller og en lille smilende Kirsebærmund dukkede en Dag – som ganske tilfældigt – op i Egnen, indfandt sig som Tilhører ved et af Møderne, trykkede nedladende alle omstaaendes Hænder, gav om Aftenen Punsch i Gæstgiveriet og gjorde den næste Dag sin Opvartning hos flere af Kredsens formaaende Mænd for at vejre Muligheden for et Bid.

Ja, en skøn Dag præsenterede der sig en forløben Person af ganske sjofelt Udseende, en komplet Landstryger, der indlogerede sig paa Kroen som "Politiker Pedersen" og indvarslede til forskellige Møder rundt om i Kredsen. Han blev dog hurtigt fortrolig med, at han var overflødig, og forsvandt efter et Par Dages Forløb lige saa sporløst, som han var kommen. –

Til langt ud paa Aftenen sad Naboen og 162 fortalte Peder Brusgaard om alt dette, og endda maatte han tilsidst forelæse ham af Avisen et langt Referat af en Tale, som en af Oppositionens Førere havde holdt ved et Valgmøde inde i Hovedstaden.

163

IV.

Endelig oprandt da den store, med saa megen Uro, Spænding, Frygt og Længsel imødesete Dag.

Strax ved første Morgengny indfandt efter Aftalen Peder Brusgaards Nabo sig hos ham sammen med to andre Venner for at føre ham bort. De fik ham med Besvær i nogle Klæder, der hang omkring ham som en Sæk, trillede ham ind i et Par Dækkener og et mange Alen langt Halsklæde og anbragte ham endelig paa Vognen i en stor Lammeskindspels, saa kun lige det øverste af det blege Ansigt kiggede frem. To af Mændene satte sig op hos ham, hver paa sin Side, for at holde ham om Ryggen, og Benene blev lagt op i en Fodpose foran paa Agebrættet, saa han kom til at hvile som i en Seng.

Han lignede mere et indhyllet Lig end et 164 levende Menneske. Kun Øjnene havde Liv og skinnede som en Sejrherres, der føres i Triumftog, idet Vognen kørte ind igennem Thorup By, hvor alle Gaardportene var slaaet op og alle Folk paa Benene.

Det var det vidunderligste Vintervejr, man kunde tænke sig. Ikke en Vind rørte sig, Himlen var blaa og hvidskyet som paa en Sommerdag, og Luften saa mild og lun, at man undrede sig over, hvorfor ikke Lærkerne sang.

Alle Vejene var allerede fulde af Køretøjer. Og efterhaanden som de naaede ud paa den brede, makadamiserede Amts-Chaussé, dannedes der et eneste, milelangt, uoverskueligt Vogntog, der først endte inde i den flagsmykkede Købstad langt borte i det fjærne.

Fra alle Venstrevognene lød Sang og muntre Hurraer; – man var aabenbart ved godt Mod og sikker paa sin Sejr. Højrevognene derimod var kendelige paa Passagerernes modfaldne Ansigter og sure Blikke; – man havde tydeligt nok opgivet alt Haab og var forberedt paa Nederlaget.

Overalt, hvor en Vogn søgte at bryde Rækken ved at køre udenom, rejste der sig fra Modstanderne et frygteligt Spektakel; man truede med Stokkene og skreg. Men hvor det 165 var to Venstrevogne, der kom paa Siden af hinanden, svingede man med Hattene og raabte Hurra, saa Hestene stejlede.

Hist og her saas Herregaardenes store, tunge Materialvogne, der i Dagens Anledning ved Hjælp af et Par Brædder var omdannet til Char-a-bancs og stuvet fulde af Gaardenes Husmænd, Fæstere og fattige Indsiddere. Hver Vogn førtes af en stor, rødblussende Forvalter eller en ungdommelig Underforvalter i grøn Jægerfrakke, der havde Plads foran hos den skæggede, majestætiske Herskabskusk og nu og da kastede et mønstrende Blik tilbage over sine Folk som over en Slavetransport. Enkelte af Mændene sad forknytte og saa' ubevægeligt ned mod Vognbunden, som havde de ikke Mod til at løfte Øjnene. Men de fleste tog Sagen fra den gemytlige Side, sad med Hatten forsorent paa skøns og røg Cigarer. De vidste, at der ventede dem en glad Dag, naar de bare gjorde deres "Pligt". Og for at styrke deres Pligtfølelse havde Forvalterne allerede gentagne Gange ladet baade Brændevinsflasken og Øldunken gaa omkring imellem dem. –

Inde i Købstaden, hvor Valghandlingen 166 skulde foregaa, havde der lige siden den aarle Morgen hersket den livligste Bevægelse.

Midt foran Raadhuset var Tribunen rejst med Vimpler og Granguirlander, og Byens to Politibetjente havde i strammeste Højtidsskrud vandret frem og tilbage paa Torvet, den ene med en hvid, den anden med en sort Pudelhund i Hælene.

De i Byen stationerede Gendarmer var derimod ved Politimesterens Foranstaltning bleven indelukkede i en Købmandsgaard i Nærheden – med Paabud om ikke at lade sig se uden efter nærmere Ordre, for at de ikke ved deres Nærværelse yderligere skulde ophidse Stemningen, og for at deres Tilsynekomst – i Fald den virkelig maatte vise sig nødvendig – skulde kunne virke des mere forbløffende.

Rundt i Borgernes Huse gik Fruer og unge Frøkener og skælvede af Angst. Og Borgerne selv lukkede omhyggeligt alle Bagdørene og Laagerne til deres Haver og Lemmene til deres Loft – for det Tilfælde, at Revolutionen virkelig skulde bryde løs.

Kun deres Butiker aabnede de paa vid Gab for de indstrømmende Landboere, der nu i Løbet af mindre end en Time fra alle Kanter 167 fyldte Gader og Gaarde og Beværtningslokaler indtil Trængsel.

Der blev et ubeskriveligt Røre.

Ikke i Mands Minde havde man set en saadan Tilstrømning af Mennesker. Og mangen stræbsom Borgermand tænkte i sit stille Sind, at om ellers alt vilde gaa godt, skulde han i disse magre Tider ikke have noget imod, om Regeringen forordnede Valg til hver Lørdag.

Hist og her mellem Menneskemassen saa' man enkelte travle Venstremænd sno sig frem med en hemmelighedsfuld Mine, standse nu og da og spejde rundt i Klyngerne, for derpaa at smutte ind i Porten til Hotel "Løven", bag hvis aabentstaaende Salsvindue Folkehøjskolelærer Sven Lavesen havde anbragt sin monumentale Skikkelse i en Kreds af fortrolige Venner – for at modtage den Hyldest, der blev ham til Del af forbipasserende mellem Mængden.

Han saa' bleg og ophidset ud. Men det var heller ikke overvættes mange, der denne Dag havde Stunder til at tage videre Notits af ham. Det var Møller Madsens Navn, der var paa alles Læber og i alles Tanker. Overalt i Mængden hørtes der: Mon han er kommen? 168 Er der nogen, der har set ham? i Hvor er han henne? …

Oppe i Salsvinduet fortrak den forsmaaede Sven Lavesens blege Thor-Ansigt sig til et skummelt Smil.

Pludselig hørtes stærke Hurraraab oppe i Gaden.

Det var Vognen med Peder Brusgaard, som arbejdede sig frem mellem den sammenpakkede Menneskemasse og modtoges med Jubel af en Samling Thorup-Bønder, der havde genkendt Hestene og fra disse sluttet sig til, hvem den store Bylt Klæder maatte indeholde.

Men Peder Brusgaard selv hørte intet. Han var af den lange Køretur allerede bleven saa afkræftet, at han laa bevidstløs i sine Venners Arme. Og da Vognen holdt i den flagsmykkede Beværtningsgaard, hvor han plejede at tage ind, maatte de strax bære ham under Tag og lægge ham ind paa en Himmelseng i et lille mørkt Kammer bag ved Skænkestuerne.

169

V.

I et Par Timer blev Peder Brusgaard liggende ganske ubevægelig i det lille mørke Kammer, mens alle efterhaanden forlod Beværtningen for at overvære Valghandlingen paa Torvet.

Da han igen slog Øjnene op, var der tomt inde i Skænkestuerne, hvortil Døren stod paa halv. Kun en Pige puslede om derinde, samlede Glas og tørrede Bænke, og ved Vinduet stod den tykhovede Vært – en forhenværende Gaardmand fra Thorup By – og dannede sig et Skøn over en Nævefuld Smaamynter, som han havde taget op af sin Buxelomme.

Da han hørte, at Peder Brusgaard var vaagnet, afbrød han sine Beregninger og stillede sig op i Døren for at spørge, hvordan det gik.

"Jo … jo, tak," sagde den syge med Anstrængelse og hostede et Par Gange tørt og 170 svagt. – "Men hvordan gaar det … ude …?"

"Naa, paa Torvet! Jo, den gaar vist nok saa strygendes. De råber da hvert Øjeblik, saa man kan høre det helt her ned."

"Ja, ja, Hans Andersen! Det er anderledes nu end i forrige Tider, den Gang I … kan du huske …?"

Han havde ikke længer Kræfter til at udtrykke sig. Det var hans Mening at ville hentyde til den Tid, da Højres Stilling i Kredsen var saa grundmuret, at der aldrig ved Valgene vilde have været Tale om andet end almindelig Kaaring, i Fald ikke Byens samtlige Beværtningsdrivende regelmæssigt havde slaaet sig sammen og begæret skriftlig Afstemning for derved at holde Landboerne længere i Byen.

Værten, som godt forstod, hvor Peder Brusgaard vilde have været hen, rev sig grinende i Armen og sagde:

"Ja, hi! hi! … Det var den Gang, Peder Brusgaard! … Men nu gaar den ganske af sig selv!"

I det samme hørtes Trampet af mange hastige Støvler ude paa Gaden og en Summen af Stemmer. Valghandlingen var tilende. Døren 171 blev revet op, og Folk strømmede ind for at faa en Hjærtestyrkning, inden Afstemningen skulde begynde.

Men der maatte være sket noget uventet. Gennem Døren kunde Peder Brusgaard se, hvorledes alle var ophidsede og ganske røde af Sindsbevægelse.

Endelig kom et Par af Vennerne ind til hans Seng for at fortælle ham, hvad der var sket.

Det var Sven Lavesen, der alligevel i sidste Øjeblik havde ladet sig opstille som Kandidat. Sagen var bleven holdt hemmelig af alle de indviede, saa der var næsten ingen, der havde anet det, før Valgkomitéens Formand oplæste hans Navn i Forbindelse med de halvtredsindstyve Stillere, han havde formaaet at samle omkring sig.

I en lang Tale havde han derpaa anbefalet sig til Vælgernes Tillid. Han havde – sagde han – længe vægret sig ved dette Skridt. Men efter de gentagende og stadig mere indtrængende Opfordringer, han fra saa mange Sider havde modtaget fra Folk, der ønskede sig repræsenteret af en Mand netop i hans Aand og med hans Livsanskuelse, havde han ikke længer turdet holde sig tilbage. Forøvrigt havde han ogsaa selv længe havt Fornemmelsen af, at det 172 nu var unge, friske og ædruelige Kræfter, som det danske Demokrati især tiltrængte. Ordet "ædruelig", som han stærkt understregede, var møntet paa Møller Madsen, om hvem det nemlig var almindelig bekendt, at han undertiden snapsede lidt. Sven Lavesen føjede derfor ogsaa Totalafholdssagen til sit Program og betonede i alvorlige Ord denne "Folkesags" mægtige Betydning.

Peder Brusgaard vilde i Begyndelsen ikke tro paa, hvad man her fortalte ham. Men da nu ogsaa den sindige Søren Hansen kom ind og gentog Beretningen, blev han som ude af sig selv af Forargelse.

Søren Hansen beroligede ham imidlertid med, at det hele ikke havde noget at betyde. Sven Lavesen havde slet ingen Stemning for sig, og Venstre var mødt saa mandsstærkt, at Sejren var sikker.

Men nu maatte Peder Brusgaard op. Den skriftlige Afstemning var begyndt, og det galdt om at komme derhen i Tide.

De to andre Venner kom nu til, og ved forenede Anstrengelser fik de da Peder Brusgaard paa Benene og bragt ud paa Gaden.

Overalt, hvor de kom frem, vakte det 173 ejendommelige Optrin den største Opmærksomhed. Mange af Bønderne, der stod paa Fortovene og røg Tobak, raabte opmuntrende Bravo og hilste svingende med Piberne. Men Gadedrengene hujede og peb. Og en Reporter fra Byens Stiftsavis, der hele Dagen fartede om mellem Menneskemassen med sin Notitsbog, lavede paa staaende Fod et lille humoristisk "Pluk" om opgravede Lig, som Venstre havde ført til Valgurnerne.

Henne ved Valgbordet saa' ogsaa Listeføreren maabende op fra sin Bog og spurgte:

"Er det ogsaa et rigtigt Menneske?"

"Ja, det er Peder Brusgaard," svarede Søren Hansen troskyldigt.

"Ja, det nytter ikke noget … Manden skal selv svare. Her hjælper det ikke at møde med Ammer."

Men nu vilde Uheldet, at Peder Brusgaard af Bevægelse, Spænding og Udmattelse ikke mægtede at aabne Munden. Ogsaa Øjnene faldt til, og han sank sammen i sine Venners Arme.

"Hvad Pokker! Manden er jo død! … Kommer I her med døde Vælgere!"

Dette Raab af Listeføreren vakte ham igen 174 saa vidt, at han netop kunde fremstamme sit Navn.

"Hvem stemmer De paa?"

Ogsaa Møller Madsens Navn fik han nævnet. Men hermed var ogsaa hans Kræfter udtømte.

Efter at have ført ham tilbage til det lille Kammer bag Skænkestuerne i den mørke Beværtning lagde Vennerne ham op igen i Sengen, hvor han øjeblikkelig paa ny faldt hen i tung Feber-Døs. Hvor længe han havde ligget saaledes, vidste han ikke selv, da han pludselig blev vækket af et frygteligt Røre, Skraal og Spektakel inde fra Stuerne.

Han forstod strax, at det maatte være Valget, der nu var afgjort … og hans Hjærte bankede saa voldsomt, at han næsten mistede sit Vejr.

I det samme aabnedes Døren, og Søren Hansen kom styrtende ind.

"Er det forbi?" raabte den syge, idet han snappede efter Luft, og rejste sig pludselig ved egen Hjælp halvt op i Sengen.

Men han behøvede ikke at spørge mere. Den ellers saa sindige og sagtmodige Ven var 175 ganske bleg, hans Ansigt fordrejet af grædefærdig Ophidselse.

Højre havde sejret – med et Overtal af Stemmer ikke en Gang halvt saa stort som det Antal, Sven Lavesen havde formaaet at berøve sit Parti. Højre 1312, Møller Madsen 1250, Sven Lavesen 164.

"Er det sandt?" hviskede Peder Brusgaard og saa' forstyrret paa sin Ven.

I det samme for de begge sammen ved Lyden af Horn, Sang og øredøvende Hurraer ude fra Gaden.

Det var det sejrende Parti, der med Faner og klingende Spil førte deres Kandidat i Triumftog til en storartet Fest, der i Hast var bleven arrangeret i Klubsalen. Alle Borgernes Damer var nu kommen til Vinduerne, viftede med Lommetørklæder og tilkastede Blomster. Hattene svingedes, Musiken skingrede, og alle næsten skreg de i taktfast Jubel:

Og den har Venstre haanet
og traadt den under Fod.

Peder Brusgaard havde ikke rørt sig. Først da Toget var draget helt forbi, og kun 176 Sejrsfanfarerne fra Hornene hørtes om Hjørnet, stammede han hæst og lavt:

"Lad os komme hjem, Søren Hansen." –

 

Tre Dage efter denne Begivenhed lukkede Ane-Marie sin Husbonds Øjne i den store Ægteseng paa Brusgaard. Han havde i disse tre Døgn ligget ganske ubevægelig uden at mæle et Ord. Kun én Gang havde han famlet efter hendes Haand og set paa hende med et Blik, som om han vilde bede hende om Tilgivelse.