Et Offer

211

I.

Det var en Dag i Begyndelsen af Sommeren – naa, hvorfor ikke sige det strax: det var den 5te Juni, selve Grundlovsdag. Saa véd dog ethvert Barn, at paa den Dag hænger Himlen fra Morgenstunden som en tung Kulrøg ned over det festsmykkede Land, over den lysegrønne Skov, over de sørgmodigt vajende Danebrogsflag, over Festpladsernes granomvundne Talerstole og hvide Beværtningstelte, over Skibshavnenes vimpelbehængte Masterækker og Lystanlægenes kransesmykkede Frederik VII Buster – – indtil akkurat det Øjeblik, da Borgerne samler sig paa Torvene for med fædrelandsk Musik og ærværdige Lavgsfaner at drage i Procession ud til Festpladsen. Da lyser det med ét i Mørket over deres Hoveder, Himlen løfter sig, og netop idet Festkomitéens Formand hæver sin sølvknappede 212 Stok og Processionen sætter sig i Bevægelse, bryder Solen skælmsk frem mellem de vigende Skyer og faar alle de mange nystrøgne Cylinderhatte til at straale, og skinner ned paa Bannernes forgyldte Spyd, paa Musikens blanke Messinginstrumenter, paa Borgmesterens guldtressede Kasket og Politibetjentens røde Næse, paa hele den mylrende og trykkende Sværm, der fylder Gaden, efterhaanden som Optoget skrider frem, paa Madamer, der raser, paa Barnevogne, der vælter, paa Hunde, der hyler, og unge Piger, der hviner, naar de nappes i Benene … alt mens Lyset faar mere og mere Magt og som den sejrende Friheds Symbol jager alle Mørkets lede Skytrolde langt ud over Himmelranden.

**
*

… I den lille Fjordkøbstad havde der den hele Dag hersket det festligste Røre.

Allerede fra den tidlige Morgen havde patriotisk pyntede Børn vist sig paa Gaden, Smaapiger i hvide Kjoler med røde Livbaand, Drenge i nyvasket Kadettøj med et eller andet krigerisk Attribut som et malet Papskjold, 213 en Husar-Chacot1, en Træsabel eller blot et Danebrogsflag. Fra Kvist til Kælder havde alle Slags Hoveder strakt sig ud af Vinduerne og med bekymrede Miner kigget op paa den tunge Skyhimmel, der laa som en sort Dyne ned over Tagene. Men i Troen paa Traditionen om "Grundlovsvejret" havde Byens Beværtere kørt Læs paa Læs af Teltinventar og Proviant ud i det Grønne, hvor Festerne skulde afholdes.

Ved Middagstid var alle Butikerne bleven lukkede, og lidt efter begyndte Gaderne allerede saa smaat at bølge af to forskellige Menneskestrømme, af hvilke den ene – og gennemgaaende velklædte – bevægede sig hen imod Byens smukke og skyggefulde Lystanlæg, der var blevet Regeringspartiet overladt til Festplads, medens den anden og mere broget sammensatte drog ud til en flad og aaben Mark en halv Mils Vej fra Byen, hvor dennes Demokrater skulde højtideligholde Dagen i Forening med Omegnens Bønder.

Inde i den trange "Møllerslippe" – helt henne i dens lukkede Ende – i en Kælder, til hvilken man naaede ned gennem en Hals saa dyb og mørk som en Brønd, med Fare for at 214 brække Benene paa en stejl Stentrappes smalle og slidte Trin og rende Panden mod Spidsen af en rødmalet Støvle, der var hængt som Skilt over Indgangen – hernede havde ogsaa Skomagermester Holleufer kastet sit Skødskind og forladt den trebenede Træstol, hvorfra han den hele Formiddag hvert Kvarter havde strakt sig frem i urolig Spænding og med Nakken mod Gulvet kigget op til de truende Skyer.

Nu stod han ved Væggen i en af Ugens Sved gulnet Skjorte, i et Par gamle bagflikkede Benklæder med nedhængende Buxeseler, i Færd med at barbere sig foran et lille Spejl, der foruden hans indsæbede Hageparti gengav et Stykke af det brunplettede Loft, Knæet af et Kakkelovnsrør, Hjørnet af en Sengehimmel og en til Tørring ophængt Ble.

Over Ryggen af en Stol ved Siden af ham var henlagt en omhyggeligt afbørstet brun Skødefrakke med sorte Kantebaand, en lysblomstret Sirtsesvest2, et sort Bændelslips og en nystrøgen Krave saa stiv som et Blikskjold.

Det halvmørke Kælderrum, der paa én Gang tjente til Værksted, Dagligstue, Køkken og Sovekammer, var opfyldt af en ejendommelig blandet Stank af surt Læder, fugtigt Mug, 215 Tørverøg, Stegeos og Menneskeuddunstninger. Kom man herned, netop som Madam Holleufer stegte Middagsflæsket, sortnede det formelig for ens Øjne, og man blev grebet af en Fornemmelse, som om Maven vilde op gennem Halsen paa en; – og dog havde Skomager Holleufer henlevet snart tyve Aar i disse Omgivelser, uden at det tilsyneladende havde tæret synderligt paa hans Livskraft.

Herpaa tydede i hvert Fald det Mylr af rødhaarede og fregnede Børn i alle Aldre, der i fattige Klæder og med snavsede Næser væltede sig omkring overalt paa Gulvet, paa Stolene, i Sengen og rundt om Skørterne paa deres allerede igen højt frugtsommelige Moder, der stod og uddelte Fedtebrød inde i en halvrund, kun af Komfurskæret oplyst Grotte i den ene Mur, hvorfra der gik en Dør op til Gaardspladsen, og som skulde forestille Køkken.

Der var i Stuen en Brølen og Snadren, saa man ikke kunde høre Ørenlyd. Men Skomager Holleufer anfægtedes tydeligt nok ikke det mindste deraf. Han havde gennem Aaringer saaledes vænnet sig til Spektaklet, at han slet ikke hørte det, og var desuden alt for optaget af de Tanker og Beslutninger, som denne Festdag 216 havde fremkaldt hos ham. Selv da et af Børnene med et Svineskrig væltede ned af Natpotten, saa dennes Indhold flød hen ad Gulvet, vendte han sig ikke om eller blandede sig i, at Konen i den Anledning fór ophidset frem og uddelte et Par Lussinger i Flæng, forinden hun satte det forulykkede Barn tilbage paa dets Plads, hvor det da igen beroliget tog fat paa sit Fedtebrød.

Madam Holleufer havde lige fra Morgenstunden været i det frygteligste Humør. Hun var en lille mager Skabning med et brunskjoldet og surmulende Ansigt og en vraltende Gang, som hendes nuværende Tilstand ikke gjorde lettere. Hun havde hele Dagen ikke været til at slaa et Ord ud af; og i den sidste halve Time havde hun staaet derinde i sin Køkkengrotte og sendt det ene vredladne, næsten hadefulde Blik efter det andet hen paa sin Mand, der stod dér saa ganske ligegyldig for alt, hvad der foregik omkring ham, og skar Grimacer til sig selv inde i Spejlet, løftede de buskede Bryn, trak den store røde Næse i Vejret eller udspilede med Tungen snart den ene, snart den anden Kind, som om han var en Bajads, der indøvede sig i en Rolle.

217 Naa, – Madam Holleufer havde i Virkeligheden heller ikke meget at glæde sig til. Hun vidste præcis af mange Aars bitre Erfaring, hvad denne Dag vilde bringe af Skam over hende og Børnene. Hun vidste, at om lidt vilde den halte Skrædder Ziegler og den tykke Bagersvend Mikkelsen komme herned for at trække afsted med hendes Mand, hvem hun da ikke vilde gense, før han ud paa Natten vendte fuld hjem efter at have gjort Skandale ude paa Festpladsen ved at staa op paa Tribunen og holde Tale. En hujende og skrigende Sværm af Fabriksarbejdere og Læredrenge vilde følge ham lige til Kælderdøren, hvorfra han endnu vilde tale det sidste Ord til "Folket"; og hele Resten af Natten vilde de blive forulempede af Mennesker udenfor, der bankede paa Ruderne og raabte alle Slags stygge Ting ned til dem.

Jo, hun havde Anledning til at være lystig paa Grundlovsdagen!

"Saa det er virkelig dit Alvor, Holleufer! Du vil igen derud?" spurgte hun endelig henne fra sin Grotte.

Holleufer slap Næsetippen, som han netop havde løftet lidt, og vendte sig imod hende. 218 Et Øjeblik betragtede han hende tavst, mens et hemmelighedsfuldt Smil bredte sig i hans Ansigt.

"Vær rolig, min Tulle!" sagde han derpaa og vendte sig atter mod Spejlet. "Du vil i Dag erfare noget, som du ikke har drømt om. Jeg har noget at betro dig, skal jeg sige dig – – men Taalmodighed! – Et Øjebliks Taalmodighed, min Tulle!"

219

II.

Hver Gang, naar Grundlovsdagen nærmede sig, havde Madam Holleufer Aar for Aar søgt baade ved blide og vrede Ord at overtale sin Mand til at holde sig borte fra Festlighederne og forestillet ham, hvorledes han dér blot var til Latter for alle Folk og bragte Skam og Spot over hele Familjen. Regelmæssigt havde hun understøttet saavel sine Trusler som sine Bønner med Løftet om at lave Flæskekage til ham og ved at udmale for ham, hvor meget bedre det vilde være for dem allesammen at spasere ud til et eller andet fredeligt Sted paa Landet og spise deres Mad i en Vejgrøft, hvor Børnene kunde tumle sig i det grønne, saadan som de havde gjort det i gamle Dage, da der endnu ikke var nogen Grundlov, eller i hvert Fald ingen Politik, til i Verden.

Men Holleufer havde som Svar altid smilet 220 til hende paa sin stille, medlidende Maade og derpaa opløftet sin lange magre Skomagerhaand og sagt:

"Du taler, som du har Forstand til, Grethe! Du véd ikke, hvad der gærer i Tidens Skød. Det forstaar du dig ikke noget paa, min Tulle, … derfor snakker du, som du gør. Men vi andre, skal jeg sige dig, – vi sér Tegnene, forstaar du! – Vi føler at nu kommer Smaamandens Tid, – nu er det Arbejderen og Bonden, der rykker frem! Og saa skulde jeg blive hjemme og forsømme min Borgerpligt? Nej, nej, min Tulle! – det kan ikke være din Mening. Hvad tror du ogsaa, Folk vilde sige? De vilde sige: Hvor er Holleufer? Holleufer skal ha'e Ordet! Se, det er Sagen. Naar man har Talegaverne! Gig Agt, min Pige! – Før du tænker paa det, kan der ske Ting, som du aldrig har drømt om!"

Dagen efter Festen havde Skomager Holleufer vel regelmæssig haft en uklar Fornemmelse af, at ikke alt var gaaet ganske efter Ønske. Han kunde navnlig ikke skjule for sig selv, at hans Optræden som Taler ikke havde været helt vellykket, ja at man maaske virkelig, som Grethe sagde, havde haft ham en Smule til 221 bedste. Men han tilskrev sit Uheld alene den Omstændighed, at han var kommen til at smage paa dette Bajer-Øl, som hans Hoved aldrig ret kunne taale, og han følte sig overbevist om, at naar han næste Gang passede paa ikke at komme i Fristelse, skulde det nok for Alvor gaa op for Folk, hvad for en Kraft Demokratiet besad i ham, og hvilket ualmindeligt "Foredrag" han sad inde med.

"Jeg skal sige dig, Grethe," sagde han til sin Kone, naar de om Aftenen, efter at Børnene var bragt til Sengs, sad sammen i Fortrolighed, hver med sit Arbejde omkring den lille kuppelløse Lampe og det lave Skomagerbord, medens Stilheden og Børnenes rolige Aandedræt uvilkaarlig vakte begges blide og forsonlige Følelser. "Jeg skal sige dig, jeg har Poesi, – det er Sagen! Ser du, Andersen og Bjørn og de andre, de kan nok sige Besked og rede Sagerne ud – men de kender ikke Foredraget! Og det er det, det kommer an paa. For Poesi, skal jeg sige dig, det er noget, man har fra Fødselen af. Det er derfor, man kalder det for Geni, Grethe. Og det er Geniet, det kommer an paa. Det er Geniet, der bringer Folk frem i Verden, forstaar du!"

222 "Det var bedre, du havde Geni til at lave Støvler, Holleufer," svarede Grethe, bestandig lige modløs. "For det er dog det, vi skal leve af. Det andet – det, du snakker om – det giver vist ikke Brød."

"Siger du det, Grethe!" sagde han og saa' med et polisk Smil op fra sin Pløkkesaal. "Det skulde du dog ikke være saa sikker paa. Har du ikke hørt tale om Nicolaj Blomberg? Naa! Ser du, han var ogsaa Skomager en Gang, ligesom jeg. Og nu er han Rigsdagsmand og faar sex Kroner om Dagen derovre i København og gaar i det kongelige Theater og kommer til Middag hos de fine. Hvad siger du saa? Og du skal se, han kommer højere op endnu. For naar man først har faaet Tippen indenfor derovre, saa gaar det af sig selv. Hvem véd? Maaske kan Blomberg blive Minister, før vi snyder vores Næse. Saadan noget ligger i Tiden, forstaar du! Det er Smaamanden, der skal frem. Det er Sagen!"

"Ja, det kender jeg altsammen ikke noget til," tog Grethe igen til Orde. "Men jeg tror nu aldrig, der kan komme noget godt ud af saadan at befatte sig med andres Dele, naar man ikke er andet end en simpel Haandværker. 223 Og det synes jeg, du skulde tænke paa, Holleufer. Det siger ogsaa et gammelt Ord: Skomager, bliv ved din Læst!"

Disse Ord, hvormed Grethe regelmæssigt afsluttede Samtalen, krænkede altid Holleufer dybt. Han sænkede sine buskede Bryn helt ned over Øjnene og saa' hen paa hende med et Blik, der var dystert af Miskendelse. –

Imidlertid var der i det sidste Aar – som Følge af de politiske Begivenheders Gang – hemmeligt foregaaet en gradvis Forandring i Skomager Holleufers Anskuelser. Han talte bestandig sjældnere og navnlig meget mindre begejstret om det store Frigørelsesværk, paa hvis snarlige Fuldbyrdelse han saa sikkert havde stolet. De stolte Ord om "Smaamandens Oprejsning" og "Arbejdernes Ret" forstummede tilsidst ganske i den lille mørke Kælderstue; – thi ingen kunde undgaa efterhaanden at lægge Mærke til, at Vinden i Virkeligheden blæste ad en ganske anden Kant. Grethe, hvis Kækhed kendelig steg med Holleufers Klejnmodighed, sagde vistnok tyve Gange om Dagen triumferende:

"Var det ikke Nicolaj Blomberg, han hed – den Skomager, der skulde være Minister? 224 Minister Nicolaj Blomberg! Jo, det tog saamænd en smuk Ende med den Minister! I Hullet kom han ligesom en anden Tyveknægt, fordi han havde brugt beskidt Mund om Kongen. Ja, saadan gaar det; naar Smaafolk vil i Højheden, saa ender de i Skidtet."

Krummet over sine Pløkkesaaler sad Holleufer og hørte paa denne Tale med et Stik i Hjærtet. Ikke et Muk havde han at svare dertil. Thi virkeligt havde det taget en saa ulykkelig Ende med den stolte Nicolaj Blomberg. Og denne var endda langt fra den eneste, der havde faaet at føle, at Springet fra en Skomagerstol til en Ministertaburet alligevel var større, end mange en Tid havde indbildt sig.

Under alt dette indsaa Skomager Holleufer tydeligere og tydeligere, at han havde vandret i Blinde. Det gik mere og mere op for ham, at han havde været forfærdelig dum.

Til denne Erkendelse bidrog ikke uvæsenlig hans egen økonomiske Stilling, der Aar for Aar var bleven mere og mere uholdbar – takket være dels hans ustandseligt voxende Børneflok, dels den svindende Velstand hos Bønderne og Smaahaandværkerne, blandt hvilke han saa godt som udelukkende havde sine Kunder, – dels 225 endelig et ganske vist aldrig tilstaaet men derfor ikke mindre virksomt Tryk, der fra Byens formaaende Kredse hemmeligt udøvedes mod enhver, der ikke hyldede de "rette" Meninger.

Dette tilsammen bevirkede, at Holleufer tilsidst anstillede følgende Betragtning for sig selv:

"Er jeg ikke først og fremmest et kristent Menneske, og bag efter dansk Statsborger? Skal jeg ikke opfylde mine Pligter som Ægtemand og Fader, før jeg har Lov til at tænke paa mine Rettigheder som Borger? Og hvad hjælper det mig desuden, at jeg er fri Borger, naar jeg ikke har Brødet? Naar jeg først er paa Fattighuset, hvor er da mine politiske Rettigheder? Naa! Hvem er det da, der giver mig mine politiske Rettigheder? Det er dem, der giver mig Brødet. Men hvem giver en Skomager Brødet? Er det dem, der gaar med Træsko? Naa!"

Han havde været dum. Han begreb ikke, hvorledes det var gaaet til, at han ikke for længe siden havde indset noget saa simpelt. Og tænk – hvad havde han maaske ikke forskærtset ved sin haardnakkede Forblindelse! Hans livlige Fantasi udmalede daglig for ham alle de Herligheder, hvori han mulig kunde have svømmet, i Fald han i Tide havde forstaaet Udviklingens Gang. 226 Hvem kunde vide? Maaske havde han da nu siddet med en stor Spejlglasbutik midt for Torvet og haft alle Byens bedste Folk til Kunder. Og Grethe havde gaaet med Silkemantille, og Børnene var kommen i Jomfru Bohses Institut, og baade Amtmanden og Obersten var kommen ind til ham i Butikken og havde givet ham Haanden og sagt: "God Dag, Hr. Fabrikant Holleufer! Hvorledes behager De at befinde Dem?"

Paa dette Punkt af sin aandelige Udvikling faldt Skomager Holleufer sammen i fuldstændig Modløshed. Han indsaa' klart, at hans Liv var forspildt, og at hans stolte Drømme om Hæder og Ære nu ingen Sinde vilde gaa i Opfyldelse.

Men da en passende Tid var hengaaet med Anklager og Selvbebrejdelse, spurgte han en Dag sig selv, om det da var ganske umuligt at gøre Dumheden god igen. Han gentog sit Spørgsmaal flere Gange, og hver Gang med forøget Styrke, indtil endelig en indre Stemme svarede ham, at der vistnok endnu var Tid til Redning. Og da først denne mystiske indre Stemme var kommen til Orde, blev den snart særdeles veltalende og overvandt hurtigt alle 227 Skrupler hos den ligesaa lydhøre som lærvillige Holleufer. Han forstod da efterhaanden af sig selv, hvad han havde at gøre.

Langsomt og sikkert modnedes hos ham den Beslutning, der den sidste Maaned havde opfyldt ham med urolig Spænding. Endnu havde han ikke betroet den til nogen, end ikke til sin egen Kone – dels af Frygtagtighed, dels af snu Beregning, fordi han mente, at jo mere overraskende hans Omvendelse kom over Folk, des større vilde Virkningen blive.

"Thi" – som han plejede at sige, idet han fiffigt lukkede det ene Øje – "Holleufer har nok Poesi. Men han véd sgu ogsaa, hvordan et Par Støvler skal skæres!"

228

III.

Da Holleufer endelig blev færdig med sin Barbering, traadte han et Skridt tilbage og betragtede sig i Spejlet med et velfornøjet Blik.

Det havde altid forekommet ham selv, at han havde et sjælden interessant og karakteristisk Ansigt, der syntes ham strax at maatte aabenbare for enhver, at han ikke var nogen almindelig Skomager. Han havde en høj, smal, stærkt tilbagevigende Pande fuld af opsvulmede Aarer og med to dybe Huler lige over Tindingerne. Hans Øjne var store og farveløse; Haaret, der allerede var graasprængt og tyndt ovenpaa Issen, bar han i Nakken saa langt, at det hang med krøllede Ender næsten ned til Skuldrene. Den store Næse havde hen ad Ryggen og ude paa Spidsen et rød-violet Anstrøg; men med Hensyn hertil havde Holleufer en ret god Samvittighed. Det var kun paa 229 Søndagene og ved festlige Lejligheder, at han smagte Spiritus, og i det hele maatte selv hans politiske Modstandere indrømme, at han i Grunden var en stræbsom og særdeles respektabel Borger.

Han fuldførte nu samvittighedsfuldt sin Paaklædning. Mens alle Børnene efterhaanden samlede sig omkring ham i beundrende Beskuen, skiftede han Skjorte og Benklæder, fik Halsen lykkelig indkneben i det stive Kravetøj som i en skarp Tang og kæmmede omhyggeligt Haaret med Vand.

Netop som han skulde i Færd med den højst vigtige Opgave at binde Slipset, skiftede hans Ansigt pludseligt Farve. Udenfor hørtes nemlig et Par Mennesker med stort Spektakel at tumle ned gennem Kælderhalsen, og et Øjeblik efter aabnedes Døren af de to ventede Venner.

Først indtraadte Skræddermester Ziegler paa sin Klumpfod, svingende med sin Stok og udbrydende i et kraftigt "Leve vor gamle, revnede Grundlov!" endnu mens han stod i Døren. Han var en dværgagtig Skikkelse med et Hoved, der var ganske overgroet – dels af et graat, strittende Skæg, hvorfra en lille spids og 230 rød Næse stak frem, dels af et vildtflagrende Haar, som han uafladelig gennemfór bag i Nakken med den ene Haand.

Efter ham kom den tykke Bagersvend Mikkelsen, en fuldkommen sjofel Fyr, hvem Feststemningen allerede saaledes havde overvældet, at han strax maatte sætte sig paa en Stol henne ved Døren, hvor han derefter blev siddende ganske forpustet og gned sig med et gammelt rødt Lommetørklæde over sit kobberskinnende Ansigt, mens han fortvivlet kæmpede med en ustandselig Hikke.

"Honnør!" udbrød Skrædderen og begyndte øjeblikkeligt at humpe gestikulerende frem og tilbage over Gulvet, saa Børnene forfærdet trak sig ind i Stuens mørke Kroge, hvor de blev siddende stille paa Hug med ganske blege Ansigter. "Nu skal vi – Død og Pine! – sla' et Alvorsslag for gamle salig Fredriks Grundlov, Holleufer! Fem Mark Alenen, ikke sandt? Se nu at faa Tøjet paa dig. Her er ingen Tid at spilde, gamle Dreng! … Honnør! Hvad siger De, Madam? Nu gaar den aff, forstaar De, – fremad mod det stolte Hav!"

Grethe, der ikke havde rørt sig udenfor sin Køkkenhule, sendte herfra de to Gæster et 231 forbitret Blik. Hun vidste godt, at det var disse to Drukkenbolte, der hvert Aar forlokkede hendes Mand og i Forening drak ham fuld for at drive Løjer med ham bagefter. Hun lod derfor, som om hun slet ikke hørte Skrædderens Tiltale, og vendte ham haanligt Ryggen.

Heller ikke Holleufer havde hidtil sagt et Muk. I det Øjeblik, da Vennerne traadte ind, havde han set sig raadvild omkring i Stuen, – som søgte han et Musehul at krybe ned i. Nu sad han ubevægelig paa sin Skomagerstol, med en lang, mager Haand hvilende paa hver af sine tynde Knæ, og stirrede stift frem for sig med to store, glasagtige Øjne. Hans Legeme formelig sitrede, og hans Kæber bevægede sig mekanisk op og ned, som om han gumlede paa noget.

"Naa," vedblev Skrædderen. "Se nu at komme i Støvlerne, Holleufer. Immer saa nøs han, den gamle Hollænder! Død og Pine, det er paa høje Tid, vi kommer af Sted!"

i"Ja, Død og Pi-ne," hikkede den tykke Mikkelsen henne paa sin Stol.

"Op med Aanden, Skomager! Sidder du ikke dér og falder i Staver. Hvad er der i 232 Vejen med dig? Faa nu Klæderne paa dig, gamle Dreng!"

"Jeg skal ingen Steder hen," slap det endelig ud over Holleufers bævende Læber.

Skønt Ordene blev udtalt med tykt og usikkert Mæle, kom de med et saadant Præg af Paalidelighed, at begge Vennerne uvilkaarlig saa' op. Selv Grethe begyndte at blive opmærksom henne i sin Krog, og alle tre stirrede de tilsidst paa hinanden, som om de hver især umuligt kunde tro, at de havde hørt rigtigt.

"Hør nu, Kammerat," tog endelig Skrædderen til Orde, idet han stillede sig op foran Holleufer med Hoften lænet mod sin Kæp, satte Haanden i Siden og kastede Klumpfoden over det raske Ben. "Hør nu en Gang," sagde han og slog som af gammel Vane smaa virrende Slag med Hovedet ved hvert andet Ord. "Hvad er der i Stykker med dig? Jeg synes, du hænger saa blegt med Næbet, gamle Skomager – hva'?"

Holleufer svarede kun med en ulbrstaaelig Brummen og forsøgte for første Gang at se Skrædderen stift i øjnene.

"Alvorlig talt," vedblev denne. Er du daarlig, Kammerat? Er det Madskabet, der er 233 i Uorden? … Det skal du ikke bryde dig om, Gamle. Vi ta'er os et Par ordentlige Tarmskrabere henne i Kælderen om Hjørnet, saa gaar den godt igen, skal du se! . . . . Ikke sandt, du gamle Kringlevrider derhenne? … Honnør! Hvad siger De, Madam? Leve vor gamle, revnede Grundlov! … Kom nu, Mikkelsen, saa ta'er vi gamle Holleufer under Hanken, og saa – fremad mod det stolte Hav!"

Men da Skrædderen nu virkelig gjorde Mine til at tage fat i Holleufer, brast endelig dennes Taalmodighed:

"Kan du la' mig være! Du har ikke noget med mig at skaffe, Ziegler! Naar jeg har sagt, at jeg ikke vil med jer, saa kan I vel lade mig i Fred."

"Herre Gud, Holleufer!" lallede nu den tykke Mikkelsen i næsten grædefærdig Tone. "Hvad er der dog i Vejen med dig? … Skal vi da ikke være glade paa Grundlovsdagen, gamle Kammerat?"

Men for Skræddermester Ziegler, der var tumlet helt tilbage i Stuen ved Holleufers uventede Stød, begyndte der at gaa et Lys op. Han satte Kæppen i Gulvet en hel Alen foran sig, strakte sig frem paa sin Klumpfod, løftede sin 234 lille spidse Næse i Vejret og udstødte en langtrukken Fløjtetone.

"Naa, saadan!" udbrød han derpaa og nikkede. "Saa det er dét, Katten render med i Næbet! … Ja, jeg har jo nok formærket det i den sidste Tid, at der har været noget gedulgt ved dig, Holleufer! … Maa jeg i Underdanighed tillade mig det Spørgsmaal, har du allerede meldt dig ind i Værnet, Holleufer? Kanske agter du at vandre med i Provisoristtoget i Dag? Er det Meningen?"

"Har jeg sagt det?" skreg Holleufer op, mens en forræderisk Rødme pludselig farvede hans Kinder og lange slunkne Hals.

"Honnør, min gamle Ven!" afbrød Skrædderen og strakte afværgende Haanden frem. "Skal du ikke med i Dag, saa kommer du nok med næste Gang. For det er dog saadan, det er fat med dig, forstaar jeg nu. Du vil i Højheden; … du vil til Fedtefadet … du vil i Lag med de store, ikke sandt?"

"Naa, hvad kommer det saa dig ved? Skal jeg maaske gøre jer Regnskab for, hvor jeg gaar hen? Skylder jeg jer noget? Har I noget at kræve ind her? Hvad vil I mig saa? Jeg har 235 ikke haft Bud efter nogen af jer, og har I ellers noget og sku' ha'e sagt, kan I jo komme an!"

Holleufers pludselige Opbrusning og navnlig Ordene: "Komme an!" virkede øjensynligt afkølende paa den lille halte Skrædder. Han anbragte sig henne ved Døren og saa' med Smerte paa sin gamle Ven.

"Saa det er virkelig Alvor med dig, Holleufer," sagde han i pludselig forandret Tone. "Du vil svigte Fanen og dine gamle Frihedskammerater! … Det skulde du dog betænke dig paa … for det kommer der ikke noget godt ud af, vil jeg sige dig! … Men gør nu, hvad du vil! … Er du bleven Provisorist, saa er det forbi mellem os! … For man kan sige om Skræddermester Ziegler, hvad man lyster … man kan grine af ham og kalde ham fordrukken og en Nar … for det kan ha'e sin Rimelighed … Men den Dag skal ingen se, da han svigter den gamle Fane. Det er svoret! .... Kom, Mikkelsen, her har vi ikke mere at gøre. Vi to vil vandre støt vor lige Vej – uden Slingren!"

236

IV.

Da de to Venner havde forladt Stuen og med et Rabalder slaaet Døren i, vrængede Holleufer foragteligt efter dem, hvorpaa han vendte sig mod sin Kone for hos hende at indhøste den forstaaende Paaskønnelse, som han længe havde glædet sig til.

Men Grethe nærmede sig ham med Tegn paa alt andet end Opbyggelse og sagde næsten skrækslagent, som om Talen galdt en paatænkt Forbrydelse:

"Er det virkelig dit Alvor, Holleufer, at du vil gaa med Højre?"

"Ja, min Tulle!" svarede han og udviklede nu omstændelig for hende alt, hvad han i den sidste Tid havde tænkt og gennemlevet. Men hans Veltalenhed formaaede ikke at overvinde Grethes Betænkelighed; hun svarede i sin gamle, modløse Tone:

237 "Jeg tror nu, det er lige galt, enten du er Højre eller Venstre. Du skulde følge mit Raad, Holleufer, og holde dig borte fra begge Dele, saa vidste man da, at du kom ikke i Ulykke."

Disse Ord, som Holleufer mindst havde ventet, fyldte ham med en bitter Smerte. Med sit dystreste Miskendelsesblik saa' han paa sin Hustru og sagde højtidelig:

"Du skulde ikke tale saadan, Grethe! Jeg har sagt dig det før … du har ingen Forstand paa, hvad der gærer i Tidens Skød, … og derfor snakker du, som du gør. Men vi andre, vi ser Tegnene, forstaar du! – og vi føler, hvad der er vor Pligt i Farens Stund. Og gamle Danmark er i Fare, Grethe! Det er Skidtet, der vil regere nu. Det er saadanne Folk som Ziegler og Mikkelsen, der vil frem og styre Land og Rige. Men skal vi taale det? Forstaar en Skrædder sig maaske paa, hvordan en Regering skal være? Skal Kongen først spørge saadan én som Mikkelsen – –"

Han blev afbrudt af fjærne Toner fra et Horn, – Samlingssignalet henne fra Torvet, hvorfra Regeringspartiets Procession skulde udgaa.

238 Han fór op og fuldendte i Hast og under heftig Sindsbevægelse sin Paaklædning.

Da han tilsidst stod foran Spejlet med sin gamle, graa Cylinderhat trykket ned over det vandkæmmede Haar, med sin brune, langskødede Frakke knappet stramt om sit slunkne Liv og med Armene løftede som et Par Vinger, mens den surmulende Grethe gav hans Klædning den sidste Bearbejdelse med en Petroleumsklud og en Børste, blev han grebet af en pludselig Ømhed, som Spændingen og den allerede begyndende Forknyttelse fremkaldte hos ham.

Næsten med Taarer i Øjnene lagde han Armen om Halsen paa den mut modstræbende Grethe og kyssede hende lydeligt midt paa Munden. Derpaa tog han højtideligt Afsked med hver især af Børnene, som om han agtede sig paa en lang Rejse; og endnu i Døren vendte han sig om og sagde med et Fingerkys:

"Vær rolig, Grethemo'er! I Dag skal du ikke høre noget om mig, som du ikke kan være bekendt!" –

Udenfor paa Gaden var det med ét begyndt at lysne. Endnu hang vel Skyerne med frynsede Rande ned over Tagene, men der var begyndt at komme Liv i dem; Himlen højnede 239 sig … Det var aabenbart: Solen kunde bryde frem, hvad Øjeblik det skulde være.

Alligevel var der ikke den sædvanlige frejdige Borgerselvfølelse i Skomager Holleufers Holdning og Mine, idet han nu i sit velbekendte Grundlovsskrud gik ned ad den trange Møllerslippe. Stille sneg han sig ligesom paa Tyvesaaler langs med Murene i den tomme Gyde, og hver Gang han hørte Stemmer i sin Nærhed, dukkede han med Hovedet og paaskyndede sin Gang.

Han var næsten naaet ned til Enden af Gyden, da han standsede ved Lyden af Musik ude fra Hovedgaden, hvori Møllerslippen udmundede. Det var Processionen, der allerede var i Anmarsch. Dens Forløbere – en Flok af Læredrenge, Kagekoner og Børn – begyndte saa smaat at passere forbi, og snart lød Hurraerne ganske nær.

Holleufer stod et Øjeblik tvivlraadig. Men idet Spidsen af den første Fane viste sig for Enden af Slippen, smuttede han lynsnart ind i en Port og blev staaende der, mens det larmende Festtog drog forbi.

Dette aabnedes af Byens Politibetjent, der marscherede frem med smaa, taktfaste Skridt, 240 i hvide Bomuldshandsker og med en Mine, der tydeligt røbede, at dette for ham var Aarets store Øjeblik, i hvilket han følte alles Øjne hvile paa ham med Beundring og Misundelse. Efter ham fulgte "Musiken", fire tykke Mænd med oppustede Kinder saa store som Maver. Derpaa kom Festkomitéen med dannebrogsfarvede Rosetter paa Brystet; Amtmanden med Guldbriller, Sommerpaletot og gule Glacéhandsker; Borgmesteren i Uniform; værdige Medlemmer af Byraadet, eskorterede af to Natvægtere med Blikskilte paa Frakken; en lille Præst paa flade Fødder; Byens første Matador, den store Tømmerhandler, bærende det nye Ridderbaand, hvormed han havde ladet sig knytte til Partiet; andre Handlende, lavere Embedsmænd og Byens Lærerstand. Herefter fulgte Bannerne tæt paa hinanden. Først en Række store Dannebrogsflag, baarne af Købmændenes Kuske med hvide Handsker; derefter Haandværksmestrene med deres Lavgsfaner, undertiden kun 4-5 Stykker om hvert Banner, de fleste alvorlige og satte Mænd med Bakkenbarter fra Christian den ottendes Tid. Midten af Toget dannedes af en større politisk Forening, hvis Medlemmer – hovedsagelig ganske unge Mennesker 241 – alle bar smaa, blomsteromvundne Danebrogsflag, hvorpaa der stod "For Gud, Konge og Fædreland". Foran hvert Hus, hvor der viste sig Tilskuere – især Damer – i Vinduerne, brød de unge Mennesker ud i overmodige Hurraer, svingede med Hattene og sloges om de Blomster, som tilkastedes dem. Især blev Jubelen øredøvende, da Toget naaede et stort Hjørnested skraas for Møllerslippen, hvor Amtmandens Damer stod hvidklædte paa en Altan og modtog Befolkningens Hyldest med mekaniske Nik, ligesom kongelige Personer. – Nu fulgte nye Foreninger og nye Faner. Men efterhaanden tyndedes Kækkerne. Musiken hørtes allerede ikke længer, kun Trampet af tunge Støvler. Endelig sluttedes Toget af en Skare underlig skumle Skikkelser, der gik tavse, ude af Trit, og saa' ned mod Jorden, som om de ikke hørte til her eller følte sig under Bevogtning. Det var Arbejdere fra Havnen, fra Bryggerierne, fra den store Tømmerhandlers Værft, Smaahaandværkere og Daglejere. Man kom ved at se denne Skare uvilkaarlig til at tænke paa, hvad det hele Optog vel i Grunden ogsaa var: et Ligtog – Frihedens pyntelige Ligbegængelse!

242 .... Da den sidste Støj var forstummet, traadte Skomager Holleufer ud af sin Port. Han saa' sig først forsigtigt omkring. Saa skridtede han gennem den uddøde By og de tomme Gader for ad en Genvej at naa ud til Festpladsen.

243

V.

Amtmanden havde udbragt det sædvanlige korte men bevægede Leve for Monarken – en hel lille opløftende Bøn –; Præsten havde holdt en lang versificeret Tale for Danmark, og Byens første Agitator, den populære Prokurator Enevoldsen, havde udført sit velbekendte store Grundlovs-Nummer, et virkningsfuldt Potpourri af lidenskabelige Udbrud, Brandere, Avisanekdoter, Bysladder og virkelig Sagkundskab, der tilsidst hensatte Tilhørerne i vild Jubel.

Derefter var Ordet givet frit, hvilket var bleven benyttet – først af en ung, ærgerrig Lærer ved Byens Realskole, der gav Partiet som Skønaand ved at gaa med en Guldknap i Halsen i Stedet for Slips; dernæst af Byens Bitterfabrikant, der regelmæssigt optraadte ved enhver folkefestlig Lejlighed for med et eller 244 andet loyalt Leve at gøre Reklame for sin Mixtur.

Forsamlingen, der fra Tribunen, hvor Honoratiores opholdt sig, bredte sig Hoved ved Hoved ud over næsten hele den af høje Træer omhegnede Plads, var imidlertid begyndt at blive utaalmodig. De yderligst staaende trak sig allerede saa smaat tilbage til Beværtningsteltene mellem Træerne, og overalt ønskede man Afslutning for at kunne komme til Festmaaltidet, Dansen, Karusselen, Gyngen, Skiveskydningen og de andre Forlystelser, der var knyttede til Festen.

Ordstyreren, en yngre Læge, der havde skaffet sig sin Praxis ved at skrive Avisartikler om Socialismens Fordærvelighed, ringede paa sin Klokke.

"Er der ellers nogen, der begærer Ordet?" raabte han og saa' ud over Forsamlingen.

I det samme opstod der for tredje Gang Røre tæt ved Tribunen i Anledning af en Mand med graa Hat og brun Skødefrakke, der under Talerne havde trængt sig bestandig længere frem gennem Menneskemassen, og som nu med blottet Hoved, mimrende Mund og fremstrakt 245 Hals søgte at tiltrække sig Dirigentens Opmærksomhed for at bede om Ordet.

Det var Holleufer.

Da Ordstyreren endelig fik Øje paa ham, spurgte han:

"Vil De tale?"

"Ja, Deres Velbaarenhed," stammede Holleufer med Hatten trykket ind mod Brystet og ganske rusten i Mælet.

Saasnart man paa Tribunen mærkede, at der var noget usædvanligt paa Færde, viste den iltre Agitations-Prokurator sig ved Balustraden. Han var en lille Mand med et rødviolet Ansigt og smaa, næsten sorte Briller. Da han fik Øje paa Holleufers kendte Skikkelse, udbrød han:

"Hvad er det? Er det Dem, der vil tale – her?"

"Jeg vilde gærne aflægge en Bekendelse," vedblev Skomageren, uforstyrret af den alt andet end smigrende Opmærksomhed, han blev Genstand for af alle de omstaaende.

Prokuratoren fixerede ham et Øjeblik skarpt. Derpaa vendte han tilbage til sine Venner, mellem hvilke der nu fandt en kort Raadslagning Sted, som endte med, at der blev givet Holleufer Tegn til, at han kunde komme op.

246 Ordstyreren traadte frem og ringede paa sin Klokke.

"Hr. Skomagermester Holleufer har Ordet!"

I første Øjeblik troede Forsamlingen, at det var en Spas af den gode Ordstyrer, og gav sig til at le. Men da man nu virkelig saa' Holleufers vandkæmmede Hoved dukke op over Trappen og dernæst hele hans lurvede Person træde hen foran det røde Klæde, hvormed Talerstolen var bedækket, brød man ud i lydelige Protester. Navnlig henne fra den Side, hvor de unge Mennesker med de mange smaa Dannebrogsfaner havde samlet sig, hørtes der øredøvende Hyssen, og alle Vegne fra lød det:

"Væk med ham! Vi vil ikke høre ham! – Det er uforskammet! Det er jo en Socialist! – Ned med ham!"

Dirigenten søgte forgæves at tilvejebringe Ro. Han kimede med sin Klokke, men først langt om længe skaffede han sig nogenlunde Ørenlyd.

"Den ærede Forsamling maa forholde sig rolig. De maa være overbevist om, at der intet upassende vil finde Sted, saa længe jeg beklæder denne Plads. Jeg maa derfor anmode Dem om at høre den ær – – at høre Taleren i Rolighed. 247 Hr. Skomagermester Holleufer har bedet om Ordet her for at faa Lejlighed til at aflægge en Bekendelse for denne Forsamling. Jeg tror, vi skylder ham at høre paa, hvad han har at sige."

Efter disse Ord lagde Uvejret sig endelig; en forventningsfuld Stilhed indtraadte, og Dirigenten trak sig atter tilbage.

Imidlertid havde Holleufer staaet ganske ubevægelig. Nu gik han helt hen til Skranken og lagde de flade Hænder paa dennes Rand, efter først til almindelig Morskab at have anbragt sin Hat lige foran sig paa Balustraden.

Han var ganske blaa af Beklemmelse. Som en drukken Mand stirrede han længe med stive Øjne ud over Forsamlingen og førte Gang efter Gang mekanisk Haanden hen gennem sit lange, vaade Haar … Men ikke en Stavelse kom over hans sitrende Læber. Af den Tale, han i hele den sidste Maaned havde studeret paa, og som han for ikke fem Minutter siden i Tankerne havde gennemgaaet Ord for Ord, huskede han pludselig ikke et Muk.

Han blev ganske forvirret; alt blev Taage for hans Øjne. I sin Fortvivlelse søgte han at erindre sig i det mindste Talens Begyndelse; 248 – men hans Hoved var som en summende Bikube, hvor Ord og løsrevne Sætninger fløj ud og ind, uden at han kunde faa fat paa dem.

Fra Forsamlingen begyndte man at raabe:

"Naa, hvad bliver det til?" – "Han har nok glemt Mundlæderet!" – "Det maa han vist ogsaa hellere bruge til at forsaale Støvler med!"

Gode Gud! tænkte han og gennemlevede i et halvt Minut alt, hvad han vilde komme til at lide af Haan og Spot baade hjemme og i Byen, i Fald han i Dag led Nederlag.

"Han er jo drivende fuld! Det er en Skandale!" raabte en Stemme lige under ham.

Disse Ord vakte ham som et Knappenaalsstik til Besindelse, og han gav sig pludselig til at tale.

Han vidste i Begyndelsen ikke selv, hvad han sagde. Først da han hørte en raabe "Hør!" gik det til hans Forfærdelse op for ham, at det var selve den omhyggeligt indstuderede Tale, der flød ganske mekanisk fra hans Læber. Men da nu dog Talens Traad var funden, og da snart nye, opmuntrende "Hør" og "Bravo" lød op til ham fra Forsamlingen, genvandt han hurtigt sin Fatning. Der 249 kom efterhaanden Liv i hans Ord, hans Røst hævede sig, ja tilsidst begyndte han endog at gestikulere, forsøgte at indtage oratoriske Stillinger og give sin Røst den højtideligt bævende Klang, som han mente uundværlig for det rette "Foredrag".

"Hvorfor er jeg her? Hvad har jeg at gøre i denne Forsamling? Hvorfor er jeg ikke derude, hvor der raabes paa Frihed og Fremskridt og Arbejdernes Frigørelse? Jo, mine ærede Tilhørere, – jeg er her, fordi jeg har følt inde i mit Hjærte, at derude har jeg ikke længer noget at gøre. Jeg er her som den blinde, der er bleven seende, og som den halte, der er bleven gaaende. Ja, mine ærede Tilhørere, jeg har vandret i Mørke og været opfyldt af Hovmod og Begær. Men nu har jeg – Gud ske Tak! – faaet Øjnene op for den Ulykke og Bedærv, hvori de andre vil styrte vort gamle Fødeland. Jeg har set, at Arbejdernes sande Venner, de er ikke derude, hvor de nu raaber paa Fremskridt og Frigørelse. Nej, mine ærede Tilhørere; Arbejdernes sande Venner, de er her! Og det vilde jeg ønske, at Arbejderne i hele Landet snart vilde faa Øjnene op for, hos hvem de har 250 deres Støtte, og hvem der er deres sande Velgørere."

Efter den stormende Tilslutning, som disse Ord fremkaldte, fortsatte han med stedse større Mod og Lidenskabelighed. Og da han havde brugt sin Text, begyndte han dristigt at improvisere. Han gav sig til at udstøde heftige Forbandelser mod Venstre og Socialisterne og udslyngede frygtelige Beskyldninger mod disse Partiers Førere, der alene ledte det menige Folk paa Afveje for des tryggere at udplyndre det. Og hidset af det stadig mere larmende Bifald, som hans Ord vakte, talte han sig op i en bestandig vildere Exstase. Han følte, at hans Livs store Øjeblik nu endelig var kommen. Denne Jubel, disse Hurraer og Bravoraab, der tilsidst næsten efter hver Sætning brusede op imod ham, forkyndte, at hans Lykke var gjort. Han tabte tilsidst ganske Herredømmet over sin Fantasi. Han begyndte at fable om Forfølgelser, han havde været Genstand for, og fremstillede sig som en Martyr, hvis Enfold og Uegennyttighed man skændigt havde benyttet sig af.

Hvad der herefter skete, erindrede han senere kun uklart og stykkevis som en Drøm. Han 251 huskede, at han sluttede med et af vild Jubel paafulgt "Længe leve Ministeriet Estrup!" – at han derpaa selv maatte frem og modtage Hyldest; at Ordstyreren klappede ham paa Skuldren; at Prokurator Enevoldsen begejstret trykkede hans Haand; at Folk trængte sig omkring ham, da han kom ned imellem Mængden; at en Skare unge Mennesker med Dannebrogsflag raabte "Leve Holleufer" og førte ham bort til et langt Bord mellem Træerne, hvor de drak Punsch af store Terriner og sang og skreg Hurra, mens der rundt om blev tændt kulørte Lys i Grenene som i et Eventyrland; at han herfra blev ført ind i en stor Telthal med Lysekroner og Blomster, hvor alle Byens Storfolk var samlede; at han her fik Vin, der lignede Sæbeskum og prikkede i Næsen som en Snus; at Amtmanden kom hen og klinkede med ham og sagde ham nogle forbindtlige Ord; at han derpaa igen blev ført ud i det fri, hvor et Par unge Mennesker tog ham under Armene, mens der oppe under Himlen blev brændt Fyrværkeri med Raketter, Guldregn, Kanonskud – – – – – – – – – – – – – – – –

Imidlertid sad Grethe hjemme i Kælderen i Møllerslippen og lappede Børnenes Tøj ved 252 Lyset fra den lille kuppelløse Lampe, der kastede et grelt Fattigdomsskær over det usle og fugtige Rum. Børnene var alle forlængst bragt til Ro. En uhyggelig Stilhed trængte sig omkring hende fra den uddøde By, hvorover kun det gamle Kirkeur nu og da ligesom søvndrukken rungede.

Grethe var saa vant til at have Holleufer omkring sig Dag og Nat, at hun følte sig ganske beklemt i denne Ensomhed. Al hendes Uvilje imod ham var forsvunden, og hun ønskede blot, at hun havde ham hjemme hos sig igen. Hun saa' op paa det lille Vækkerur paa Væggen; Klokken var tolv. Hun frøs og var søvnig men havde ligesom ikke Mod til at gaa i Seng. Og mens hendes uformelige Krop sank mere og mere sammen, og Øjnene halvt faldt i, drømte hun sig igen tilbage til hine lykkelige Dage, da der endnu ingen Politik var til i Verden, og da Holleufer og hun levede fredeligt i deres Kælder uden at bekymre sig om, hvad der var udenfor den.

Pludseligt vaktes hun af Sang og Spektakel, der nærmede sig gennem Slippen. Hun kastede sit Arbejde og rejste sig hastigt op –. 253 Hun kendte disse vilde Hyl og slog fortvivlet Hænderne sammen over Hovedet.

Dér var de med ham!

Et Øjeblik efter naaede Menneskesværmen Huset. Gennem Hurraraab og Sang hørte Grethe Holleufers lallende Stemme:

"Tak, Venner! – Tak! – Dette har været en stolt Dag. Leve vort gamle Fødeland! Leve gamle Danebrog! Ned med Socialisternes røde Klud! – –"

"Bravo! … Leve Holleufer!"

Ny Jubel, nye Skrig.

Grethe var sunket ned paa en Stol og begyndt at græde af Skam og Fortvivlelse.

Endelig stilnede Spektaklet. Hun hørte det rumstere udenfor paa Trappen, og Holleufer ravede ind.

Hans graa Cylinder sad fladtrykt bag i Nakken, Kravetøjet var gaaet op, Benklæderne stod aabne, og de stive Øjne var ligesom kantede med røde Silkebaand.

Ved Synet af ham i denne Tilstand brød al Grethes Forbitrelse ud paany.

"Naa, er du dér!" raabte hun med et rasende Blik. "Og det var dig, der lovede at 254 komme hjem som et ordentligt Menneske, og saa møder du her med hele Trynen fuld –"

Men Holleufer blev hende i Aften ikke Svar skyldig.

"Ti stille – du – Kvinde!" hikkede han, idet han med Ryggen støttede sig mod Dørstolpen. "Respekt, siger jeg dig. Tror du maaske, det var Sjovere og Banditter .... Respekt, du! Jeg har drukket Skampagne med Amtmanden, om du vil vide det! … Og de har raabt Hurra for mig allesammen .... alle Byens fine Folk … Kan du høre? … De raaber paa mig … Jeg skal tale! … Gaa væk, du – jeg vil tale – for Kvinden! – –"

Han gjorde virkelig Mine til at stolpre op ad Trappen igen. Kun med Besvær holdt Grethe ham tilbage og fik ham overbevist om, at der var ganske stille paa Gaden.

Og uden at bryde sig om al hans vedvarende Pral og Snak gav hun sig derpaa til at klæde ham af og hjælpe ham i Seng.

255

VI.

Det var ikke med de lysteligste Følelser, at Holleufer den næste Dag krøb ud af Sengen for igen at tage fat paa sin vante Dont. Det var i det hele ikke den hyggeligste Stemning, der paa denne Formiddag hvilede over den lille Kælderstue. Holleufer mærkede snart det Uvejr, som trak sammen over hans Hoved henne fra Grethe, der fra sin Køkkengrotte saa' paa ham med galdegrønne Øjne og hvæsede som en Kat, hver Gang han nærmede sig hende. Thi Klokken var bleven næsten ti, før Holleufer kom op af Dynerne; og hele Natten havde han ligget og kastet sig urolig i Sengen og skreget højt i Søvne, snakket om Amtmanden, raabt paa "Skampagne" og holdt Taler.

Nu sad han ganske slatten paa sin Skomagerstol, bleg om Næbet, med belagt Tunge, 256 en styg Smag i Munden og en Fornemmelse, som om han havde tre nævestore Knuder i Panden.

Om hans Hoved hvilede ligesom en vammel Taage, hvori han nu og da skimtede et Kaos af urolige Billeder, der væltede sig omkring hinanden i vild Forvirring. Han kunde længe ikke blive klog paa, om disse Billeder tilhørte Drøm eller Virkelighed; … eller rettere, han turde ikke for Alvor tro, at de mange svingende Hatte, Prokurator Enevoldsens hjærtelige Haandtryk og Amtmandens naadige Smil ikke var lutter Fostre af hans egen Indbildningskraft.

Det var nemlig før hændet Skomager Holleufer, at han havde ladet sig føre bag Lyset af sin livfulde Fantasi. Alligevel syntes han, – jo nøjere han overtænkte Sagen, – at det umuligt altsammen kunde være en Drøm. Og hvorfor skulde det ogsaa absolut være det? Havde han ikke altid selv følt, at han af Naturen var bestemt til noget højere og mere end at blive Lappeskomager? …

Men var da altsaa hans Forhaabninger gaaet i Opfyldelse? Var han virkelig ikke den samme i Dag, som han havde været i Gaar? Var han ikke længer den fattige og foragtede 257 Skomager Holleufer, som alle havde gjort Nar af og bespottet …?

Han blev efterhaanden klar over, at i hvert Fald hans Tale og den Jubel, den havde vakt, var en uomstødelig Kendsgærning. Han huskede jo tydeligt, hvorledes han var kommen op paa Tribunen og i Begyndelsen ikke kunde komme til Orde; hvorledes Dirigenten havde ringet paa sin Klokke, indtil der var bleven Stilhed, og hvorledes den store Slagter Magnussen, som han havde set staa lige under Talerstolen med sin skæve Mund, tilsidst havde raabt "Leve Holleufer!" mens alle Hattene svingedes i Luften.

Men i den Fryd, hvormed Erindringen om alt dette fyldte hans Hjærte, blandede der sig hurtigt en nagende Angst, … Angsten for, at han ved sine senere Foreteelser, som han nu ikke længere huskede, kunde have ødelagt den Begejstring, han havde vakt for sig med sin Tale. Hans blytunge Lemmer og værkende Pande fortalte ham med tilstrækkelig Tydelighed, at den gamle Adam ogsaa denne Gang havde overlistet ham. Og Skomagermester Holleufer vidste af Erfaring, hvor ubarmhjærtigt denne gamle Kavaler kunde husere med ham.

Han trøstede sig imidlertid med, at det i 258 ethvert Tilfælde nu var erkendt, at han virkelig havde Talegaver. Det første Skridt paa Berømmelsens Bane var dermed gjort – og han skulde nok snart finde en Lejlighed til at forny sin Triumf!

Med et pludseligt, fiffigt Smil skottede han hen til sin Kone, der stod henne ved Sengen og klædte sig om for at gaa i Byen og gøre sit Middagsindkøb. He! – tænkte han. Dér staar nu Tulle og véd ikke af det mindste! Hun tænker, at det er bare en Skomager, der sidder her. Og hun er knusende gal i Hovedet! Men jeg siger ikke et Muk! Om hun saa skælder og smælder nok saa meget … ikke et Muk siger jeg! Naar hun saa kommer ud paa Gaden, kan hun ikke begribe, hvorfor alle Folk vender sig om efter hende; og naar hun kommer ind til Urtekræmmer Madsen, vil Kommissen bukke og springe for hende som for en Stadsfrue og give hende paa Kredit saameget, som hun ønsker; og Madsen selv vil smække Døren op for hende, naar hun gaar, og sige: Vær saa venlig at hilse Deres Mand! … Det maa være en stor Lykke for Dem at have en Mand med saadanne Talegaver!

Skomager Holleufers Ansigt fortrak sig til 259 et bredt Grin ved Tanken om den Mine, som Grethe vilde stille op over for en saadan Tiltale. Og han glædede sig som et Barn til det Øjeblik, da hun vilde vende hjem og kaste sig om hans Hals for grædende at bede ham om Tilgivelse for al sin Miskendelse.

Derimod var der ingen særdeles Forelskelse at spore i det Blik, hvormed han derefter skævede til Bunken af skimlede Tøfler og saaleløse Sko, der nu ventede paa hans Hænders Arbejde.

Det forekom ham saa latterligt, at han – Holleufer – som i Gaar havde opflammet Tusinder ved sin Tales Ild, at han i Dag skulde sidde her i en mørk Kælder og forrette en Lappeskomagers ydmygende Gærning. Han vidste nok, at enhver Ting havde sin Fornuftgrund. Men han havde dog aldrig forstaaet, hvilken Mening Forsynet kunde have haft med at anbringe ham netop i denne Stilling; og han havde ofte spekuleret paa, hvad for en dybere Betydning der vel kunde ligge deri.

Naa, – det vilde sikkert heller ikke vare længe, før han sagde denne Kælder et smukt Farvel. Han skulde vistnok gøre det uden Vemod; og dog vilde han i sit fremtidige Liv ofte med 260 Venlighed tænke tilbage paa de Aar, han havde tilbragt her. For han skulde nok vogte sig for at blive hovmodig! Ingen skulde se ham blære sig af sin Lykke! I Ydmyghed vilde han modtage Vorherres Naadegaver og aldrig forsømme at takke ham inderligt for dem.

… Han havde vel siddet saaledes en halv Times Tid og ladet sig rive med af sin Fantasis bestandig mere glimrende Fremtidsperspektiver, i hvilke han tilsidst saa' sig selv som en af Byens Førere, ja endog som Kredsens Rigsdagsmand med Fløjlsvest og Guldbriller, alt mens han mekanisk satte en Lap paa Ligbærer Hansens skæve Sko, – da han pludselig løftede Hovedet ved at høre Lyden af et Par fine Knirkestøvler, som kom ned ad Kældertrappen, og derpaa en behandsket Haands stærke Banken paa Døren.

Da denne blev aabnet, viste Prokurator Enevoldsens lille, bebrillede Skikkelse sig paa Tærskelen.

Han blev staaende dér et Øjeblik for at give den værste Kælderstank Tid til at slippe ud, – mens han lod, som om han nærsynet søgte efter Beboerne.

261 Endelig tog han sin Silkehat af Hovedet og traadte ind.

"Lad Dem ikke forstyrre," udbrød han, da han saa' den Forvirring, hans Tilsynekomst afstedkom hos alle i Stuen, – Holleufer var øjeblikkeligt sprunget op af sin Stol, og Grethe, der endnu stod i Underklokke, var med et Hvin flygtet hen bag Sengeomhænget.

"Undskyld!" vedblev han og traadte ugenert nærmere. "Jeg vilde blot bringe Dem min Tak for i Gaar, Hr. Skomagermester Holleufer! Jeg tror, jeg gør mig til Tolk for den almindelige Mening, naar jeg udtaler min Glæde over den Overraskelse, De ved Deres Tale beredte alle loyale Borgere. Jeg vilde gærne i samme Anledning udbede mig et Øjebliks fortrolig Samtale med Dem. De er nok saa god at skænke mig et Par Minutter."

Holleufer tørrede fortumlet en Stol af med sit Skødskind, og Prokurator Enevoldsen satte sig paa Kanten af den, med Stokken mellem sine Ben, mens Grethe stak Hovedet frem bag Sengeforhænget med et Ansigtsudtryk, som om hun var i Færd med at tabe baade Næse og Mund.

"Mit Ærinde til Dem, Hr. Holleufer!" begyndte 262 Prokuratoren, idet han med den højre Haands udspilede Fingre trykkede Brillerne tættere ind mod Øjnene, saadan som han havde for Vane, naar han talte med sine Klienter. "Mit Ærinde til Dem er – vil De maaske finde – af en noget ejendommelig Art. Jeg plejer imidlertid at gaa lige til Sagen og skal heller ikke i dette Tilfælde fravige denne Regel. De har sandsynligvis af Aviserne set, at Partiet til i Eftermiddag har berammet Afholdelsen af et større politisk Møde i Gandlejre Krohave, til hvilket navnlig Egnens Husmænd og Landarbejdere er bleven indbudte. Nu var det, vi vilde søge at formaa Dem, Hr. Holleufer, til at indfinde Dem ved dette Møde for dér at gentage den fortræffelige Tale, vi i Gaar havde den Fornøjelse at høre af Dem. Det forstaar sig," – vedblev han, idet han stadig talte i en tør, forretningsmæssig Tone, der slet ikke svarede til Udtrykkenes Forbindtlighed. "Meningen er ikke, at det skal være nogen nøjagtig Gentagelse af Deres Foredrag fra i Gaar – ingenlunde. Blot en ganske kort Redegørelse, en sammentrængt Fremstilling i fyndig Form af de Anskuelser, De i Gaar lod komme til Orde. Hvad det for os fornemmelig kommer 263 an paa, er, at De betoner den Skuffelse, Venstrepartiet i enhver Henseende har beredt Dem, og navnlig fremhæver den Passus, at det er os – Højre – der er Arbejdernes sande Venner. De vil forstaa, hvilken Betydning man maa tillægge en saadan Udtalelse fra en Mand som Dem, der i Ordets bedste Forstand er en Haandens Arbejder. Det er netop, hvad der ogsaa er bleven udtrykt i den hædrende Omtale af Dem, som De maaske har set i Stiftstidenden for i Dag – –"

"Staar der noget om mig i Avisen?" udbrød Holleufer ganske bleg og rejste sig halvt op.

"Har De ikke set det? Jeg har – – der er til Referatet af Festen i Gaar knyttet nogle Bemærkninger om Dem. Jeg mente, at det var rigtigst at fremhæve Betydningen særlig af Deres Deltagelse. Thi – ikke sandt? – vi tør nu gaa ud fra, at ogsaa De tilfulde har indset, hvilken Fare der truer Samfundet fra det fremvældende Socialdemokrati. Det er – saa vidt jeg forstaar – ogsaa Deres Ønske efter Evne at bistaa os i den Kamp mod de revolutionære Elementer, som vi nu agter med forøget Styrke at føre."

264 "Ja, det er det, Hr. Prokurator!" sagde Holleufer med oprigtig Varme og lagde Haanden paa sit Bryst.

"Meget vel. Vi haaber altsaa at se Dem i Gandlejre i Eftermiddag, ligesom vi i det hele gør Regning paa Deres Nærværelse ved en Række Møder, som Partiet i den nærmeste Fremtid agter at afholde rundt om i Kredsen."

"Prokuratoren kan ganske befale over mig."

"Meget vel. Jeg maa ikke forglemme at tilføje, hvad forøvrigt naturligvis er en Selvfølge, at De, Hr. Holleufer, i enhver Henseende vil blive holdt skadesløs for den Tid og de Kræfter, De vier os. Dette kan vi imidlertid altid faa Lejlighed til nærmere at tale om, saaledes at Forholdet ordnes til begges Tilfredshed."

"Gud, derom har jeg aldrig tvivlet, Hr. Prokurator!" sagde Holleufer og saa' forlegent mod Gulvet.

"Ja, saa har jeg kun tilbage" – vedblev Hr. Enevoldsen i samme forretningsmæssige Tone – "at bede Dem betragte denne Samtale som ganske privat og helst undgaa at omtale den nærmere. Det anses i det hele for rigtigst, at Deres Tilstedeværelse ved Møderne faar Udseende 265 af at være ganske uopfordret. Jeg skal imidlertid nok lade Dem tilflyde Underretning om Tid og Sted for Mødernes Afholdelse foruden alt øvrigt fornødent." – –

Ikke saasnart var Prokurator Enevoldsen ude af Døren, før Holleufer sprang hen til Skabet efter sin Hat og Frakke.

Han vilde strax løbe hen til Ølkælderen om Hjørnet for at se Stiftstidenden.

Men pludseligt kom han til at tænke paa, at han derhenne sandsynligvis vilde træffe Ziegler og Mikkelsen, hvad han netop i Øjeblikket ikke havde overvættes Lyst til.

Saa sendte han i Stedet den ældste af Pigebørnene, Rosalie, hen til Aviskontoret for at hente Dagsnummeret af Bladet.

"Du behøver bare at sige, at det er til mig!" raabte han efter hende.

Derpaa begyndte han at vandre med lange Skridt op og ned ad Gulvet, mens han med begge sine store Hænder purrede sig i Haaret. Men pludselig standsede han og saa' med et bredt, polisk og sejrsstolt Grin hen paa Grethe, der – ganske lamslaaet – var sunket ned paa en Stol ved Sengen og herfra stirrede paa ham med et fortumlet Udtryk, som om hun ikke 266 kunde blive enig med sig selv om, hvorvidt hun skulde opfatte det hele som Spøg eller Alvor. Det var nemlig før hændet, at Folk havde drevet grovkornet Spas med hendes Mand; og hun vidste kun altfor vel, hvor let Holleufer lod sig lokke i en Narrefælde.

"Naa! Hvad siger du nu, Tulle?" sagde han og plantede den ene Haand i Siden. "Saa' du, hvem der var hernede? Og hørte du, hvad han sa'e? … Det havde du nok ikke tænkt dig, Tulle! … Du mente nok ikke, det var saadan fat – hva'?"

Han gik tre lange Skridt ud over Gulvet og vendte atter tilbage.

"Har jeg saa haft Ret, eller har jeg ikke? Du har nu altid snakket om, at jeg gjorde for meget ud af mig selv, og at jeg bare skulde holde mig til Skomageriet. Jo vist! Hvad siger du nu? … Hørte du, at de allerede begynder at skrive om mig i Bladene? Og hørte du, hvor fint han snakkede til mig, Grethe, – næsten som jeg allerede var hans Ligemand? … Men det har jeg altid sagt dig, Tulle, at du har ingen Forstand paa de Dele. Du kender ikke Tegnene, forstaar du – det er Sagen! Dertil skal der et Hovede med Spekulation 267 i," sagde han og bankede sig med Pegefingren paa Panden. "Men Enevoldsen og de andre studérte Herrer – ser du, de har snart lugtet, at der var noget inden for denne hersens Pandeskal, som de kunde have Brug for. Og det er Folk, der forstaar sig paa det, maa du vide! Det er ikke saadanne Bønderbæster, der bare kan sige Bu og Bæ og ikke kender til de højere Sager, forstaar du! – – Men hvor bliver dog den Tøs af med Bladet?"

Han tog atter tre lange Skridt i en Bue ud over Gulvet, mens han med begge Hænder purrede sig i Haaret.

Derpaa begyndte han at meddele Grethe en fantasifuld Skildring af alle Gaarsdagens Begivenheder. Men alt imens beskæftigedes han uafbrudt af Tanken om, hvad hans fordums Venner nu vilde sige. Navnlig tænkte han med Fryd paa det Ansigt, som Ziegler vilde sætte op, naar han hørte om hans Lykke. Den Vigtigper! Havde han ikke altid gaaet og skabet sig, som om det var ham, der havde Geni? Jo pyt! Nu kunde han klø sig under Halen, det Fæ! … Holleufer formelig glædede sig til at møde ham paa Gaden efter dette. Hvor han skulde knuse ham med sit Blik! Han skulde se paa ham 268 som paa den bare Luft. Og han kunde jo prøve paa at gøre sig obsternasig, den Stodder! Han – Holleufer – skulde da nok sørge for, at der blev lettet lidt ved den Skryder! – – Men hvor Pokker blev dog Tøsen af med Bladet?

I det samme kom Rosalie ganske forpustet løbende.

Holleufer rev strax Bladet ud af Barnets Hænder og kastede sig over det som et hungrende Dyr.

"Udland … Kornpriserne … Hvor er det?" raabte han, ganske ude af sig selv af Sindsbevægelse. "Her kommer det! Grundlovsfesten! .... truende Himmel .... brød Solen frem … Hvor er jeg? Hvor er jeg? … Tusinder af Deltagere … Venstres og Socialisternes forsvindende lille Klat … Hvor er jeg? .... bevæget udbragt Leve for vor Drot .... Pastor Mølbos aandfulde Foredrag – – – Her kommer det! Her er jeg!"

Først læste han det to Gange igennem for sig selv, mens hans Ansigt udtrykte en bestandig heftigere Rørelse. Derpaa gentog han det med sitrende Stemme for Grethe, der hele 269 Tiden havde siddet lige ubevægelig paa sin Stol og stirret forstenet frem for sig – som om hun umuligt kunde blive fortrolig med den Tanke, at hendes Mand virkelig var et Geni.

Holleufer læste:

"Dagens Helt blev dog næsten Hr. Skomagermester Holleufer fra Møllerslippen. Denne Mand har hidtil været kendt som en ivrig Tilhænger af Venstre, til hvis dygtigste og nobleste Personligheder han ubetinget altid har hørt. Sandsynligvis netop derfor har han indenfor dette Parti ikke nydt den Anerkendelse, han kunde have fortjent, men snarere været en Skive for denne Samling af raa Elementers Spot og Grin. Man vil andet Steds i Bladet med Interesse læse Referatet af Hr. Holleufers aabne og kække Tilstaaelse af sin Vildfarelse, og vi skal her blot tilføje, at vi med særlig Glæde hilser Hr. Holleufer velkommen i vore Rækker, idet vi i hans uforbeholdne Tilslutning ser Begyndelsen til det Omslag i Stemningen hos de arbejdende Klasser, hvorom vi alt længe har spaaet. Arbejderne og de mindre Haandværkere er omsider bleven trætte af det afmægtige Venstres store Ord og tomme Løfter og 270 har indset, at de i os har deres eneste naturlige Støtte. Hr. Holleufer er for vor By den Svale, der bebuder os en nær forestaaende Sommer."

Da Holleufer for tredje Gang læste disse Ord, trillede Taarerne ned ad hans Kinder.

271

VII.

Det var en Solskinsdag i September.

Ude paa den saakaldte "Engpromenade" – en Allé med høje Træer og en smuk Udsigt over Fjorden – var der hen paa Eftermiddagen fuldt af spaserende.

Det var Byens fornemme Klike – Embedsmændenes, Grosserernes, Lægernes og Sagførernes Familjer – der hver Dag i Tiden mellem 3 og 5 tog deres Motion her for at udvexle Hilsner, spørge Nyt, samtale om Øjeblikkets Begivenheder, gøre Kur eller skumle.

Mellem de spaserende saaes en ensom, lang og slunken Skikkelse, der vandrede hen gennem Alléen med Hænderne paa Ryggen, – ligesom hensunken i dybe Tanker.

Han var klædt i en fedtet, tætknappet Skødefrakke, tærncde Benklæder og store, spejlblanke Sko. Omkring hans magre Hals var 272 der bundet et snavset hvidt Tørklæde, hvis Sløjfeender flagrede ham helt ud paa Skuldrene. Paa den ene Haand bar han en gammel sort Handske. Hans Ansigt var meget blegt, Næsen stor og rød, Øjnene stive og glasagtige. Udover Frakkekraven hang et langt, graat Nakkehaar.

Undertiden standsede han og stirrede ligesom fortabt op i Løvet. Men saasnart et Selskab af Herrer og Damer nærmede sig, rev han den gamle graa Cylinderhat af sit halvskaldede Hoved og bukkede med et ydmygt Smil.

Det var Holleufer.

"Gud véd, om det Menneske er rigtig vel bevaret?" sagde Amtmanden til Redaktøren af Byens Stiftsavis, just som de to Herrer havde passeret Skomageren og med en skødesløs Bevægelse af Haanden op imod Hatteskyggen besvaret hans dybe Hilsen. "Jeg ser ham her hver Dag paa denne Tid, og det forekommer mig, at han gør et besynderlig forstyrret Indtryk."

"Ja, det maa jeg bekende," svarede Redaktøren og lo. "Siden han optraadte som Taler ved vor Grundlovsfest – hvad Amtmanden jo nok erindrer – har jeg saa at sige daglig haft 273 hans Rend paa Kontoret, hvor han møder op med alenlange Artikler om alt mellem Himmel og Jord, som han vil have optaget i Bladet. Jeg fandt det i Begyndelsen ikke rigtigt at støde ham for Hovedet og holdt ham derfor hen med et Par anerkendende Ord. Men det gjorde ham blot bestandig mere fordringsfuld, og da han forleden blev ligefrem kæphøj, tabte jeg tilsidst Taalmodigheden og viste ham Døren."

"Ja, han er vist – trods sit krybende Væsen – en temmelig hovmodig Person."

"Aa, han strutter af Indbildskhed! De kan tænke Dem, – han gav sig ligefrem Mine af at være forurettet og truede med at melde sig ud af Partiet, dersom han ikke fik sine Smørerier optaget. Han er komplet gal!"

"Men under disse Forhold forundrer det mig unægteligt" – vedblev Amtmanden – "at Hr. Enevoldsen vedvarende lader ham optræde ved Møderne. Jeg erindrer, at jeg endnu for faa Dage siden saa' en Notits om ham i Bladene. Det kan dog næppe være formaalstjenligt længer. Han har vistnok nu gjort sin Gavn."

"Netop, Hr. Amtmand! Jeg sagde just de samme Ord til Hr. Enevoldsen forleden, og han lovede mig da ogsaa at skulle forhindre Mandens 274 videre Optræden. Hr. Enevoldsen er jo desværre ikke altid kræsen nok i Valget af sine Personer."

Amtmanden svarede ikke direkte paa disse Ord, men standsede et Øjeblik og saa' paa Redaktøren med et betydningsfuldt Nik. –

Imidlertid fortsatte Holleufer sin Gang hen gennem Alléen, idet han med ærbødig Forbindtlighed hilste paa enhver, han kom forbi.

Han syntes slet ikke at bemærke de snart spottende, snart medlidende Smil, hvormed man betragtede ham. Hele hans Holdning røbede, hvorledes han tværtimod følte sig overbevist om, at alle vendte sig om efter ham med Blikke fulde af Beundring; og hans Ansigt straaledc af lyksalig Selvtilfredshed, idet han endelig fra Alléen skridtede ind i Byen.

Her var han imidlertid ikke kommet langt frem paa Fortovet, før hans Ansigt pludselig forandrede Udtryk, mens der samtidig gik som en Kuldegysning gennem hele hans Krop.

Nede i Gaden havde han nemlig faaet Øje paa Skræddermester Ziegler, der kom humpende frem imod ham med sin Knortekæp.

Holleufer havde ikke set sin fordums Kammerat siden hin berømte Grundlovsdag. 275 Denne Dag var nemlig ogsaa Ziegler optraadt som Taler – at sige ved Demokraternes Fest, hvor han havde ladet sig henrive til Udtalelser, der havde bragt ham i Konflikt med Politiet. Han var øjeblikkelig bleven arresteret og senere dømt til et tre Maaneders Fængselsliv, som han netop i disse Dage havde afsluttet.3 2.11.1885 indførte et tillæg til straffeloven straf for ophidselse af befolkningen eller for hån mod regeringen.

Hans halte Dværgeskikkelse gjorde derfor et endnu mere blegt og uhyggeligt Indtryk end tilforn; og idet han nu fik Øje paa sin gamle Ven, bredte der sig i hans Ansigt et saa ondt og skadefro Smil, at Holleufer, – der paa Afstand opfangede det, – formelig kom til at skælve.

Til alt Held naaede Holleufer i Tide en Sidegade, hvor han kunde slippe ned. Han hørte kun Vennens skrattende Haanlatter, idet han smuttede om Hjørnet.

Men denne Latter blev ved at forfølge ham, mens han nu med dukket Hoved skridtede gennem en Labyrint af trange og tomme Gyder, der førte til hans Hjem. Alle hans Ansigtsmuskler var med ét ligesom slappede, hele hans Mine saa vanvittig forvirret, at den lille Kordegn Mogensen, der kom nynnende forbi, ved Synet 276 af ham blev ganske forfærdet og krøb ind i en Gadedør.

Sagen var, at Tanken paa dette Møde med den fordums Ven længe havde beskæftiget Holleufer. Hele Sommeren havde han glædet sig til det Øjeblik, da de første Gang traf hinanden paa Gaden, hvor han da tænkte rigtig at skulle knuse ham med sin Overlegenhed. Han havde forestillet sig, hvorledes Ziegler sad i sin Celle og blev baade gul og grøn af Misundelse ved at læse i Aviserne om den Lykke, hans gamle Ven gjorde. I Fantasien havde han mangen Gang med Fryd udmalet sig, hvordan den forhen saa vigtige og stortalende lille Skrædder, naar han slap ud af Fængslet, vilde komme og gøre sig tynd over for ham og maaske bede ham om at lægge et godt Ord ind for ham paa højere Steder. Og Holleufer havde højmodig besluttet, at han i saa Fald vilde glemme gammelt Nag og tage ham under sin Beskyttelse.

Og nu var det gaaet saa ganske imod al Forventning! …

Idet Holleufer steg ned i sin Kælder, var hans Ansigtsudtryk saa mørkt og forstyrret, at Grethe, der sad ved Sengen og vuggede den lille nyfødte Jacob Brønnum, i første Øjeblik 277 glemte at modtage ham med den sædvanlige Strøm af Skældsord og Bebrejdelser.

Hun sagde blot:

"Er du endelig dér, din Dagdriver? .... Hvad er der nu i Vejen med dig?"

Holleufer svarede ikke men satte sig paa sin Skomagerstol henne i en Krog af Stuen, hvor han helt sank sammen og lagde Ansigtet ned i sine Hænder.

I denne Stilling blev han siddende uden at røre sig. ,

Den fugtige og skumle Kælderstue saa' endnu uhyggeligere ud end før. I Sommerens Løb havde Holleufer saa godt som fuldstændigt lagt Skomageriet paa Hylden, og Familjen havde derfor været henvist til at leve udelukkende af den lille Understøttelse – Holleufers "Diæter", som han selv kaldte den, – der tilflød dem fra Højres Agitationskomité. Det havde været lutter Elendighed. Mangen Gang havde de alle lidt den dybeste Nød. Men Holleufer mærkede intet og havde hverken ved Bønner eller onde Ord været at drive til at arbejde. Han levede i et Rige, der ikke var af denne Verden. Han var saa opfyldt af alle sine Planer, sine Taler og Skriverier, at han 278 selv næsten intet spiste. Mens han i Tankerne færdedes paa Lykkens Tinder, bestraalet af Naadens Sol eller ombrust af Folkets Jubelraab, havde Grethe Gang efter Gang maattet skille sig snart ved et Stykke Bohave, snart ved en Klædning for at skaffe Børnene det nødtørftigste.

Især i den senere Tid havde Nøden været stor. Paa Grund af Høsten var de politiske Møder foreløbig bleven indstillede, og med disse hørte ogsaa "Diæterne" op. I de sidste Par Dage havde der næppe været tørt Brød i Huset, og baade Grethe og Børnene saa' ud, som havde Sulten allerede undergravet dem.

Det varede da heller ikke længe, før Grethe for Alvor gav sin Kummer og Græmmelse Luft.

Men Holleufer svarede bestandig ikke. Heller ikke rørte han sig men blev siddende lige urokkelig fremoverbøjet, med Ansigtet skjult i sine Hænder, saa Børnene tilsidst begyndte at græde af Angst.

Ogsaa Grethe tabte tilsidst Herredømmet over sig selv. Hun rejste sig op, knyttede Haanden og sank saa sammen igen i en krampagtig Hulken.

Disse pludselige Fald fra den højeste Lyksalighed til den dybeste Fortvivlelse var i den 279 sidste Tid bleven mere og mere hyppige hos Holleufer; og – hvad værre var – hans nedtrykte Sindsstemning blev bestandig af længere Varighed. Anledningen til den var i Almindelighed en eller anden formentlig "Forurettelse" fra hans nuværende Partifællers Side eller en særlig udsøgt Haan af hans fordums Socialistvenner, der undertiden morede sig med at forulempe ham paa Gaden ja selv i hans egen Kælder, idet de lod, som om de vilde bestille Støvler hos ham og holdt ham hen med lang Snak om Knyster og Ligtorne og indgroede Negle, indtil de pludselig paa en højst uanstændig Maade vendte ham Ryggen og løb op paa Gaden.

I Begyndelsen havde Holleufer imidlertid hurtigt trøstet sig ved at tænke paa de mange anerkendende Udtalelser, som offentlig var fremkommet om ham. Han gemte enhver Avis, hvori hans Navn stod, og huskede hver Tøddel, der var skrevet om ham. Til disse Attester havde han altid tyet, naar Mismod og Tvivl begyndte at nage ham. Her havde han jo sort paa hvidt for, at han virkelig var et Geni. Hvad behøvede han vel mere? Han kunde jo le ad dem alle sammen? Hvad var vel de Stympere imod ham? … Navnlig fandt han en sikker Trøst 280 i den Lovtale, som Stiftstidenden havde indeholdt Dagen efter Grundlovsfesten. Idet han mindedes de stolte Slutningsord "Hr. Holleufer er for vor By den Svale, der bebuder den nær forestaaende Sommer", – bortvejredes den sidste Tvivl, og han svulmede og skinnede atter af overmodig Selvtilfredshed.

Men efterhaanden var det, som om dette Halmstraa gled ham mere og mere af Syne, og Tilintetgørelsens mørke Bølger slog bestandig oftere hen over hans Hoved.

281

VIII.

Den næste Dag begav Holleufer sig paa Vej til Prokurator Enevoldsens Kontor.

Han saa' endnu meget modfalden ud og var – efter at have tilbragt en søvnløs Nat – saa udmattet, at han næppe kunde slæbe sig op ad Trappen til Kontoret.

Allerede inden for Døren paatog han sig sin ydmygste Holdning, idet han sagte bankede paa.

Saasnart Hr. Enevoldsen fik Øje paa ham i Døraabningen, forlod han sin Pult og gik hen imod ham.

"Jeg kan tænke mig til Deres Ærinde," udbrød han strax i en ualmindelig tør, forretningsmæssig Tone, mens han hverken bød ham Stol eller gav ham Haanden. "Men jeg har den Meddelelse at gøre Dem, at De fremtidig ikke vil kunne vente nogen særlig Opfordring til at 282 optræde ved Partiets Møder, hvorfor De altsaa heller ikke længer maa paaregne nogen Understøttelse af Partiets Midler … De forstaar?"

Holleufer saa' ud, som om han ikke vilde tro paa, at han havde opfattet Prokuratorens Ytringer rigtigt.

"Det kan da ikke være Deres Alvor, Hr. Prokurator," fremstammede han. "Hvad skal jeg da gøre?"

"Hvad De skal gøre? Hvad mener De? De har jo Deres Haandværk, som De vistnok i en utilgivelig Grad har forsømt. Det kan dog vel umuligt have været Deres Mening at vedblive at leve af politisk Virksomhed."

"Mit Haandværk," gentog Holleufer i en ynkelig, næsten grædefærdig Tone. "Jamen, det véd Hr. Prokuratoren jo godt, at jeg har lagt mig ud med alle mine gamle Kunder, fordi jeg blev Højre. Og jeg maa absolut have Penge, Hr. Prokurator – for vi har ikke Brød i Huset, og vi er mange Munde – –" ;

"Ja, det kender jeg slet ikke noget til," afbrød Hr. Enevoldsen kort og koldt. "Partiets Kasse er ingen Understøttelsesfond, saa dersom De trænger til Hjælp, maa De henvende Dem 283 til Politiet og Fattighuset. Hos os er Deres Virksomhed som sagt afsluttet."

"Aa, Hr. Prokurator! – Hr. Prokurator!" tiggede Holleufer næsten skrigende og foldede sine skælvende Hænder foran sig. Det var endelig gaaet op for ham, at han virkelig var kasseret; og Enevoldsens Ord om Politiet og Fattighuset havde pludselig jaget ham en forfærdelig Angst gennem Sjælen.

Han var bleven ganske blaableg, og det saa' ud, som om han bønfaldende vilde kaste sig paa Knæ foran Hr. Enevoldsens Fødder.

Men denne afskar ham hastigt Ordet.

"Det nytter ikke, at vi yderligere afhandler denne Sag. Min Tid tillader mig overhovedet ikke at beskæftige mig mere med Dem. Derfor maa denne Samtale hermed være afsluttet. – Farvel!"

Hr. Enevoldsen gjorde en kort Haandbevægelse og vendte dermed tilbage til sine Protokoller.

Holleufer stod en Stund som forstenet og stirrede tilintetgjort mod Gulvet. Saa vendte han sig mekanisk og gik stille bort uden et Ord.

Ligesom i Blinde famlede han sig frem gennem en Forstue og ned ad Trappen. Med 284 den ene Haand strøg han sig gentagende over Ansigtet for at bortjage en Taage, der havde lagt sig for Øjnene. Men Taagen blev hængende omkring ham, bestandig mere tyk og mere sort …

Neden for Trappen stod Enevoldsens halvfjerdsindstyveaarige Kontorbud, der med et gammelt Tyendes Trofasthed endnu bevarede sin Beundring og Højagtelse for Grundlovsfestens fejrede Helt og derfor ærefrygtsfuldt hilste ham med et:

"Ærbødigst god Dag, Hr. Skomagermester Holleufer!"

Denne Høflighedsbevisning gengav Holleufer Fatningen. Et selvtilfreds Smil lyste pludselig op i hans Ansigt. Det var, som om han med ét vaagnede op af en lang og ond Dvale, mens han naadigt besvarede den gamles Hilsen.

Og idet han nu fortsatte sin Vandring hen ad Gaden, kom han hurtigt paa helt andre Tanker.

"Hvorfor" – sagde han til sig selv med et fiffigt Ansigtsudtryk – "Hvorfor skal jeg tage mig det nær, om de Folk vil bruge mig eller ej? Hvad skal jeg bryde mig om det? Kan jeg maaske ikke danne et Parti for mig 285 selv, og er det ikke meget bedre … netop det allerbedste? Og hvorfor skulde jeg ikke kunne det? Er jeg maaske ikke et Geni? Og har jeg ikke Talegaver? Har jeg ikke talt til Tusinder af Tilhørere, saa de baade har skreget og klappet i Hænderne af Glæde derved? Og hvad har der ikke staaet i Aviserne? Har der ikke staaet: "Hr. Holleufer er for vor By den Svale, der bebuder den nær forestaaende Sommer." – Naa! Hvorfor skulde jeg saa ikke kunne danne et Parti?" /

Han havde pludselig genvundet hele sin gamle Selvfølelse. Hans Hoved løftede sig, hans Kinder fik en underlig stærk Farve, og han saa' ned ad sig, som for at forvisse sig om, at han virkelig var i sit Stadstøj, med blanke Støvler og Handske paa den venstre Haand … De Taaber! Og sligt bød de ham – Holleufer! Havde man hørt Magen?!… Men de skulde komme til at fortryde det. Han skulde hævne sig … han skulde knuse dem allesammen … han skulde …

Han opløftede midt paa Gaden en triumferende Skoggerlatter, saa de andre spaserende standsede og vendte sig om imod ham med forbavsede Miner.

286 Hvad i Alverden gik der af Holleufer? spurgte alles Øjne.

Men han mærkede intet. Han gik frem med raske Skridt, mens han blev ved at le og smile og slaa ud med den behandskede Haand.

Han havde ganske tabt Herredømmet over sin Fantasi. Skønt Himlen i Virkeligheden hang sort og tung ned over alle Tagene, saa' han overalt kun Solskin omkring sig. Ligeledes forekom det ham, at alle Folk hilste ham ærbødigt og veg til Side for ham, hvor han kom frem; og rundt om i alle Vinduerne saa' han skønne og hvidklædte Damer, der fulgte ham med smægtende Øjekast.

Da han kom ud paa Torvet, syntes han, at Skildvagten foran Raadhuset skuldrede Gevær for ham. Han gik derfor hen og tiltalte ham, idet han i en streng, faderlig Tone foreholdt ham at gøre sin Pligt overfor Konge og Fædreland, at være sine Overordnede lydig og sin Fane tro, – alt mens han nu og da rømmede sig barskt og paa militærisk Vis førte en Finger op til Skyggen af sin gamle graa Cylinderhat.

Den skikkelige Bondekarl stod med Geværet ved Fod og gloede paa dette besynderlige Menneske, der ustandseligt blev ved at fremmumle 287 en Strøm af Ord, som han aabenbart ikke kunde finde Mening i.

Men efterhaanden kom flere Folk til, og da opdagede man hurtigt, at det nu for Alvor var galt fat med den snurrige Skomager.

"Hurra! Holleufer er bleven fjottet!" lød det snart fra Drengene rundt om i Gaderne, og allevegne fra strømmede Folk hen imod Torvet.

Vækket af dette usædvanlige Røre dukkede tilsidst ogsaa Politibetjent Raffenstein op af en Ølkælder og skred i Ilmarsch gennem Gaden. Da han naaede Torvet, var dette allerede næsten halv fuldt af Folk, og midt i Klyngen saaes Holleufer med blottet Hoved, nikkende ivrigt og smilende til alle Sider, mens han med Haanden søgte at standse Drengenes Hujen og Mændenes Latter for at komme til at tale.

"Jeg takker Eder, Venner … jeg takker Eder – – –"

**
*

Samme Aften indfandt Byens Fattigforstander sig i den lille mørke Kælderstue i Møllerslippen for at tage den stakkels Familje under sin Beskyttelse og træffe Foranstaltninger 288 til dens Overførelse til Fattighuset. Holleufer var øjeblikkelig efter Paagribelsen bleven ført til Sygehusets "Galecelle", og der næredes kun ringe Haab om, at han nogen Sinde vilde slippe ud derfra igen.

Grethe græd gudsjammerligt.

Men Fattigforstanderen, der var en stille, godmodig Mand, klappede hende beroligende paa Skuldren og sagde:

"Tag Dem det ikke alt for nær, lille Kone. De skal se, De skal faa det bedre hos os, end De længe har haft det her. Og kan det være Dem en Trøst, vil jeg sige Dem, at Deres Mand saamænd hverken er den første eller bliver den sidste, hvem alt dette Politikvæsen gør kruset i Hovedet. Vær vis paa det!"

 
[1] Chacot: =Chakot, militær hovedbeklædning. tilbage
[2] Sirts: bomuldstøj, katun. tilbage
[3] Fængselsliv ... afsluttet: . tilbage