Den første Gendarm

123

I.

Det var en stille, sollys Dag i Foraarets Begyndelse, at den første Gendarm holdt sit Indtog i Lillelunde By.

Budskabet om hans Komme bragtes af en kørende Humlepranger, der paa sin Vej fra Købstaden havde set ham sidde inde i en Kro knap en halv Mil fra Landsbyen. Hans opsadlede Hest havde staaet bunden i Rejsestalden, og i Kælderstuen var der bleven sagt, at han agtede sig denne Vej.

Han kunde altsaa ventes, hvad Øjeblik det skulde være.

Denne Efterretning kom nu ingenlunde helt uventet for de gode Lillelunder. Allerede for flere Uger siden havde den stedlige Politibetjent ladet et Ord falde om, at de snart kunde vente "et Par Blaamænd" her til Egnen. Paa sin sædvanlige tvetydige Maade havde han endog 124 anmodet dem om "at tage rigtig godt imod dem"; og der havde fra den Dag hersket en Uro og Spænding i hele Byen, som om der virkelig i Hemmelighed forberedtes noget afgørende.

Endog Børnene havde haft paa Fornemmelsen, at der var noget utrygt i Luften. De gjorde sig de æventyrligste Forestillinger om, hvad disse bestandig omtalte Gendarmer egentlig var for Væsner, og hvad der vilde ske, naar de endelig ankom. De saa' dem for sig om Natten i urolige Drømme som et Slags Trold-Uhyrer med rullende Øjne og frygtelige Hugtænder; thi hver Gang de kom hjem fra deres Leg om Gadekæret med en tilsnavset Trøje eller et forrevet Skørt, opløftede de gamle Bedstemødre bag Spinderokkene truende deres runkne Finger og sagde:

"Ja, bi du blot, til Gendarmerne kommer – saa vil de nok æde dig, dit Utyske."

Men de gamle Bedstemødre var selv ikke meget klogere. De gik skælvende omkring og forputtede i Smug deres Ejendele under Sengedyner og i hemmelige Gemmer, som om Fjenden virkelig var i Landet og hvert Øjeblik kunde ventes udenfor Byen. De talte om Gendarmerne i samme Tone som i gamle Dage om Tyskerne 125 og Engelskmændene og fordybede sig bestandig i gruopvækkende Skildringer fra "den forrige Gang, vi var i Krig".

Ja – om man turde tro den diplomatiske Politibetjent, skulde selv Herredsfogden, der var ny dér paa Egnen, have været betænkelig ved det forestaaende Sammentræf og ved Henvendelse til højere vedkommende søgt at forhindre de nye Ordenshaandhæveres Ankomst.

Thi de krigerske Lillelunder havde ikke lagt Skjul paa deres Sindelag. Højlydt havde de tilsidst erklæret, at den første Gendarm, der viste sig i deres By, skulde ikke komme helskindet igennem den.

Man forstaar da det Røre, som fremkald-tes her, da Humleprangeren indtraf med sit Budskab.

Skønt det var lige i Middagstiden, befolkedes i et Nu Bakken bag Smedjen af den Sværm gamle Stoddere og sladrende Husmandskællinger med Pattebørn eller Strikkestrømper, der altid først kom paa Benene, naar der var noget paa Færde. Men ogsaa inde fra Gaardene kom Folk hastig ilende og søgte op paa Digerne eller andre højtliggende Punkter, hvorfra der var Udsigt ned over Dalen.

126 Paa Stenflisen foran sin Butiksdør stod den lille fruentimmeragtige Købmand med en stor Taftes Kasket nede om Ørene og gned under synlig Beklemmelse sine Hænder mod hinanden, – som om han i Stilhed bad Gud om dog at afvende Blodsudgydelser.

Paa den anden Side af Gaden smækkede Skolelæreren et Vindue op og spurgte, hvad der var paa Færde.

Men i Stedet for at svare pegede Købmanden blot hen imod Gadekæret, hvor endnu en Flok af Mænd og Karle stod sammenstimlede omkring Humleprangerens Vogn, – hævede derpaa Hænderne haabløst over Hovedet og gik ind.

Et Par Minuter efter blev det første Hold af Skolebørnene sluppet løs, og snart var hver Høj og hvert Gærde i hele Byen tæt besat med Skarer af voxne og Børn, der ubevægelige, med Hænderne skyggende over Øjnene, stirrede ud imod Nord.

127

II.

Det varede da heller ikke længe, før man langt borte paa den hvide Vej, der bugtede sig gennem Dalstrøget, opdagede en lille Støvsky, der nærmede sig. Over Støvskyen viste sig først et mørkt, nikkende Hestehoved og derpaa – en lyseblaa Skikkelse.

Det var ham!

… Langsomt, Skridt for Skridt, med Haanden krigerisk støttet paa Laaret og Solen lynende fra de blanke Knapper og Vaaben, red han frem gennem det store, fredelige Landskab, hvor Køer og Faar saa' op fra deres Græs, maalløse af Forbavselse.

En intet anende Bondemand, der kom rullende med et Møllelæs fra en Sidevej og pludselig saa' denne Rytter foran sig, drejede i Forfærdelse Heste og Vogn ud til Vejkanten med et Ryk, saa han var paa Nippet til at vælte lige ned i 128 Grøften. Og længe efter blev han ved at stirre tilbage med en Mine, som var det Fanden selv, han havde set skride sig forbi paa Hesteryg.

Imidlertid havde en Del af Byens Karle samlet sig inde i en aaben Port ud mod Gadekæret, hvor de havde indtaget en udfordrende Holdning med Kasketterne hængende ned over Ørene og lange Tobakspiber i Munden. Rundt om i de halvaabne Stalddøre saas Bøndernes brede Skikkelser som en Art Reserve, der hvert Øjeblik var parat til Udrykning.

Derimod havde Købmanden ganske imod Sædvane gjort sig helt usynlig. Ja, i Hemmelighed havde han endog stænget Døren til sin Butik og bag et Gardin lavet sig et lille Kighul, hvorfra han i Sikkerhed kunde følge Begivenhedernes Gang.

Endelig red Gendarmen ind i Byen, – urokkelig rolig, stolt og strunk som den, der véd, at han væsentlig har den Opgave at vise sig, og den Pligt at tage sig ud.

Dette sidste gjorde han uomtvisteligt, som han dér red frem mellem de fattige, straatækte Husrækker. Den himmelblaa Uniform sad som støbt omkring hans Krop; den raske Kepi med den lange hvide Nakkesnor, den blanke Rytterpallask, 129 Knapperne og Patrontasken – alt skinnede og blinkede som Silke og Sølv i Solen. Selv var han ogsaa en stolt Skikkelse med store, opadbøjede Moustacher, Hagefip og mørke, svære Bryn. Han havde halvlakerede Ridestøvler op til Knæene og Korporalsnore paa Armene.

Da han naaede Gadekæret, red han et Stykke ud i dette for at lade Hesten drikke. Og her, ved det spejlblanke Vand og midt i Solens fulde Lys, virkede Dobbeltbilledet af Hest og Rytter næsten som en Skønhedsaabenbaring fra en højere Verden. Alle maatte imod deres Vilje erkende, at det var et smukt Syn, der kastede Glans over den hele By.

To Piger, der stod paa et Gærde, puffede hinanden i Siden med Albuen. Og den ene hviskede forsigtigt, for at ingen af de omstaaende skulde høre det:

"Hør, du – det er nu det samme – en flot Karl er'et ligegodt – hva'?"

Endog de krigsberedte Karle i Porten og Bønderne i Stalddørene stod med maabende Munde og forglemte sig ganske i beundrende Beskuen. Med hemmelig Misundelse betragtede de unge hvert blankt Spænde og hver skinnende Knap paa Gehæng og Uniform, medens Bønderne 130 fortrinsvis beundrede Hesten – en slank, lysebrun Vallak med et mørkladent, spidst Hoved, Forben som et Par Piskeskafter og et Haarlag saa fint og blankt, at Jord og Himmel spejlede sig i det.

Da Hesten var færdig med at drikke, klappede Rytteren den paa Halsen med sin behandskede Haand og drejede den derpaa ind igen paa Vejen.

Blandt Karlene i Porten blev der Bevægelse. Nu maatte Tidspunktet være belejligt for det kraftige "Ned med Estrup", hvormed man havde aftalt at indlede Demonstrationen. Man saa' opmuntrende paa hinanden og kastede lange Blikke over til de andre Flokke af Byens Mænd, der efterhaanden havde samlet sig rundt om Gadekæret. Men det var, som om Lysten til Krig pludselig var kølnet; ingen vilde ret begynde.

Da fik man Øje paa den store Lars Hedegaard, der i hele sin Bredde og med sit mægtige ildrøde Skæg havde stillet sig op foran sin Lodør lige ved den Vej, som Gendarmen skulde passere. I det samme forstod alle, at hos Lars maatte det begynde.

Tilfældigt standsede Rytteren ogsaa ud for 131 ham, – og saa dødsstille blev der i dette Øjeblik rundt om Gadekæret, ja over den hele By, at man overalt tydeligt hørte Gendarmen spørge, om ikke dette var Vejen til Bunkeby.

Den strunke, soldatermæssige Hilsen, hvormed Gendarmen ledsagede Spørgsmaalet, og den ganske uventet høflige Tone, hvori det udtaltes, forvirrede den store Bonde. Han blev glorød i Hovedet og havde aabenbart ondt ved at lade være med at gengælde Gendarmens Hilsen og besvare hans Spørgsmaal. Dog holdt han sig stiv.

Gendarmen, der hurtig forstod Meningen med hans Tavshed, trak blot paa Skuldrene, – gav derpaa sin Hest Sporen og travede vaabenklirrende ud af Byen.

Da Karlene i Porten, der havde staaet parat til at rykke frem ved det mindste Vink, pludselig saa' Rytteren fjærne sig, mens Lars Hedegaard slukøret trak sig tilbage til sin Lo, opstod der stor Forvirring. Og det hjalp just ikke, at en Flok Piger, der havde været underrettet om Krigsplanen, i det samme begyndte at fnise, ja tilsidst lo himmelhøjt.

En lille bleg Fyr med en stor Kokarde paa Kasketten, der hele Tiden havde holdt sig aller 132 bagest i Flokken og herfra opflammet de andre ved vilde Kampfagter, løftede endelig Haanden og raabte:

"Fremad, Brødre!"

Men i samme Øjeblik forsvandt netop Gendarmens snorebesatte Kepi under Bakken.

133

III.

Dér stod de stolte Lillelunder!

Hvad skulde de gøre? Kunde det nytte at sætte efter ham? …

Da hørtes med ét et frygteligt Spektakel henne fra den samme Kant, hvor Gendarmen nys var forsvunden. Alle styrtede frem. Hvad var sket?

I det samme saas den blaa Uniform dukke op igen over Bakken, … derpaa den stejlende Hest … og en Klinge, der blinkede i Luften.

Det var i første Øjeblik ikke muligt at se, hvad der var paa Færde; thi baade Hest og Rytter var ganske indhyllede i ophvirvlede Støvmasser. Omsider fik man dog Øje paa Kresten Skrædders lille arrige Pudel-Bjæffert, der under rasende Gøen dansede rundt omkring Hestens Forben og nappede den i Kodeskægget. Rytteren kunde ikke naa den med sit Værge og havde 134 øjensynligt ogsaa nok at gøre med at holde sig fast paa Ryggen af sit skræmte Dyr, der blev ved at stejle og vige tilbage for den ophidsede Køters bestandig mere rasende Forfølgelse.

Fra alle Sider begyndte man at strømme hen imod Kamppladsen. Men i det samme snublede Hesten over en Sten, … den sank i Knæ, – og Gendarmen laa midt i Landevejsstøvet!

Der rejste sig fra hele Byen en øredøvende Haanlatter.

Men nogle af Kvinderne blev blege. Thi i Faldet havde Rytteren skrabet sin Kind, saa der kom Blod. Alligevel havde han bevaret Aandsnærværelse nok til ikke at slippe Tøjlerne. I en Fart var han derfor igen i Sadlen, og idet han kastede et rasende Blik tilbage over den jublende Folkemasse, huggede han Sporerne i Siden paa sit Dyr og var i næste Øjeblik atter ude af Syne.

 

Men i Lillelunde kunde man nu hovere.

Takket være Skrædderens Mops havde man holdt sit Løfte: den første Gendarm, der viste sig i Byen, var ikke kommen helskindet igennem den.

135 De Lillelunde Bønder brystede sig siden ikke lidet af denne Bedrift; hver Gang de i politiske Lag kom sammen med Meningsfæller fra andre Sogne, klappede disse dem beundrende paa Skuldren; og bestandig maatte de paany fortælle om, hvad der var passeret.

Ja, selv den listige Politibetjent blinkede fortroligt til dem med Øjnene og nikkede, som om han vilde sige:

"I gjorde jeres Sager godt, Børn! Saadan skal de have det, de – nok sagt!"