Vilhelm Østergaard
(1852-1928) var uægte barn af Greve Adam Gotlob Moltke (1792-1868) og voksede op hos sin mor Vilhelmine Østergaard (1825-82). Ved faderens død måtte han fra som 16-årig opgive at tage studentereksamen og brødføde sig selv som protokolfører på Assistenshuset. Journalist 1876-1901 fortrinsvis som litteratur- og teateranmelder ved Nationaltidende, Dagens Nyheder og Berlingske Tidende. 1894 fik han det Anckerske rejselegat og tog på den obligate Italiensrejse. 1899-1916 redigerede han Gyldendals Bibliotek med i alt 175 bind danske klassikere og skrev en Illustreret dansk Litteraturhistorie bl.a. med et afsnit om Pontoppidan. Hans skønlitterære forfatterskab er i dag upåagtet, men var stort med en folkelig og national tendens. En af hans romaner, Et Ægteskabs Historie (1883) kan måske have vakt Pontoppidans interesse med sin fremstilling af manden som den forurettede part. Fra 1903 udgav han i alt seks romaner under det længe bevarede pseudonym "Homo sum" som Pontoppidan var en indtaget læser af. K.F. Plesner skriver videre om dem DBL2:
Sammen med Sophus Bauditz, skuespillerne Olaf Poulsen og Elith Reumert udfoldede han i den uformelle klub "Evoë" "ubekymret Livslyst" (Plesner).nu forekommer de ret ukunstneriske, uden stilistik Præcision eller psykologisk Skarpsind; men de er en fin og erfaren, ofte nogen reaktionær Mands kloge Tale.
I 1899 blev Østergaard titulær professor hvad Pontoppidan (i brev af brev af 1.7.1900) foragtfuldt kaldet "professor af femte Rang".
Efter at have indledt det personlige bekendtskab i slutningen af 1890'erne1 opfordrede Østergaard forgæves Pontoppidan til at bidrage til Vort Land, men først fra 1908 stod de i personlig forbindelse, efterhånden venskab – som bevidnet af deres brevveksling.