Erindringer om Henrik Pontoppidan

samt Træk af mit eget Liv

Borgergade 134 19/4 51

Fra mine unge begyndende Forfatteraar har jeg to Erindringer om mit første Møde med to af Tidens største dalevende danske Digtere: Holger Drachmann og Henrik Pontoppidan. "Møde", det vil sige, jeg saa dem paa Afstand gaa forbi. Det er underligt, hvor visse Indtryk, og egenlig ikke saa faa, evner at bevare Oplevelsens Styrke gennem et helt Liv, medens talløse andre sporløs viskes ud, tilmed Indtryk, som ofte kom en meget nærmere. Hvilken Uendelighed er et Menneskes Liv ikke paa dette Omraade sammensat af. Og dog kan et enkelt Indtryk, selv af en i Øjeblikket tilsyneladende flygtig Art, netop, som nævnt her, blive Indgangen til vigtige Afsnit af det Liv, man kommer til at opleve. Den indre Synsevne, som Sindet besidder, ridser saadanne Tildragelser ind i Hukommelsens Bog, ikke med Skrift, men med uforgængelige Farver og Følelser fra Ungdomstiden, saa de, naar man engang bliver gammel af Aar, staar friske og levende i Mindet.

Det var i Fredensborg Slotshave en Efteraarsdag, jeg var vandret dertil fra Hillerød uden anden Anledning end blot at gaa, jeg var 25 Aar1, en mislykket debuteret2 Forfatter, som befandt sig bedst paa ensomme Skovveje, hvor Skuffelser let lod sig forvandle til lysere Drømme. Mellem de høje Løvtrær, der næsten havde mistet deres Blade 2 og nu stod mørke, i en af de smalle Alléer, der fra Slotshaven fører op mod Slottet, kom Drachmann gaaende med Slængkappen over Skuldren og den store lysegraa Digterhat paa Hovedet, høj af Skikkelse og for mine Øjne fjern fra Samtiden som en Fortidens Skjald. Kun den ene Gang har jeg set ham, det forekommer mig, selv nu, skønt jeg siden har truffet mange af vor Tids Digtere, at aldrig har en Digter, blot ved sit Udseende, tegnet sig skarpere for mig. Jeg befandt mig selv paa det nederste Trin af den gyldne Trappe til Poesiens Parnas, endnu knap begyndt Opstigningen, det var som en Tempelpræst skred mig forbi paa Vej til Helligdommen. Saa fjern var Virkeligheden i Digtningens Verden mig paa dette Tidspunkt af mit Liv. Selv det hele Halveaarhundrede, som er forløbet siden, har ikke kunnet afslide Farverne eller Stemningen i det Ungdomsbillede fra dette tilfældige Sammentræf.

I mine begyndende Forfatteraar tilbragte jeg, næste regelmæssig, mange Uger Foraar og Efteraar i Hillerød hos Enkefru Bruhn paa Petersborg3, en gammel Gaard tæt ved Viadukten og Vejen ud til Teglgaardsøen. En Vekselvirkning mellem den jyske Vestkysts nøgne og haarde Natur og Skovene omkring Hillerød, som gav rig Næring til min Natursans og den Vandrelyst, som fulgte mig og berigede mig, ikke blot gennem Ungdomsaarene, men stadig er en forfriskende Kilde for mit Sind. Det er ikke Hensigten her at nedskrive Erindringer om disse unge Udviklingens Aar, dertil er de altfor mangfoldige 3 og vilde føre mig langt bort fra det, jeg længe har ønsket: at optegne Erindringer om et af de Afsnit af mit Liv som fik en saa vidtrækkende og opdragende Betydning for mig som Menneske og Forfatter. Men paa de ensomme Skovveje i de store Skove strejfende omkring, fra 1906 ledsaget af min Hund Netta, som jeg samme Aar havde købt af en Bonde paa Haukelisæter paa Hardangervidden, tror jeg ikke, jeg overdriver, blev mange Dele af Grundstoffet i min Natur udløst, et Ungdomsliv fyldt af Besværligheder nok baade af ydre og indre Art, men som alle tilbagelagte Ungdomsaar, genoplevet i Erindring, beskinnet af næsten Æventyrs Glans. Det staar for mig som et uomstødeligt Bevis paa de uransagelige Kræfter, der har paataget sig af uudgranskelige Grunde at føre os Mennesker frem til den Vej eller til de Anlæg i Sindet, som bliver Formaalet med vort Liv.

En kølig Skt. Hansaften paa Jægerbakken i Hillerød, paa Stien paa den grønne Skraaning ned mod Søen saa jeg for første Gang Henrik Pontoppidan. Han bar sin sorte, flade Filthat, som altid gav ham et præsteligt og menneskefjernt Præg, paa Grund af den kølige Aften var han i Overfrakke med Astrakanskrave. Hans Bevægelser var paafaldende stilfærdige, for en flygtig Betragtning maatte han minde om en Mand, der gik sig en 4 smuk Aftentur og tilmed paa en Skt. Hansaften. Der var en Stilhed over hans Væsen, som om han gik og lyttede, opfyldt af en Glæde over, hvad hans Øjne saa, Slottet for Enden af Søen, den fuldkommen spejlende Vandflade, der havde den lyse Sommeraftens Farve, de halvt gemte Huse og røde Tage i Haverne omkring Søen. Hans Skikkelse saa næsten spinkel ud i det store blanke Rum.

Jeg har endnu bevaret Indtrykket af hans Ansigt, selvom det maaske er paatrykket senere Kendskab, det næsten sorte Hageskæg gjorde hans Ansigtsfarve bleg og dog frisk, saa samlet og rent i Udtrykket, mandig og smuk. Selv den, der ikke vidste, hvem han var, vilde næppe gaa forbi ham uden at tiltrækkes af hans Udseende, skønt der intet opsigtsvækkende var ved hans Person for at vække en Beskuers Opmærksomhed. Snarere det modsatte, at det var en af Tidens store Digtere, der paa denne stemningsfulde Skt. Hans Aften gik forbi, vilde næppe falde nogen ind. Og dog tror jeg, ingen kunde se ham gaa der uden at faa Indtryk af, at det ikke var en almindelig Borger, der blot var ude at spadsere –

Jeg var i Følge med den norske Digter Andreas Haukland4, der ogsaa i disse Aar holdt til i Hillerød paa Petersborg, det var ham, der gjorde mig opmærksom paa, at det var Henrik Pontoppidan. Vi gik ham tæt forbi 5 paa Gangstien, jeg husker ikke om jeg paa det Tidspunkt havde læst noget af Pontoppidan, kendte blot hans Navn og det dog kun ret fjernt. Alligevel blev jeg betaget og stille ved Synet af ham, saa dette flygtige og tilfældige Møde altid siden har levet i min Erindring som en Oplevelse, man ikke glemmer. Ofte har jeg tænkt derpaa, at saadan kan Menneskers Veje krysses, selv for dem, der gennem mer end en Menneskealder kom til at staa hinanden nær.

Naar jeg nu mindes dette for mig saa betydningsfulde Øjeblik erkender jeg tilfulde min Ungdoms Letbevægelighed, men mit Sind blev saa dybt berørt, at intet siden har kunnet fjerne eller blot formaste de Følelser, som dette første Indtryk af Pontoppidan vakte. Selv nu saa mange mange Aar efter forekommer det mig, at den tindrende klare Sommeraften var formet i hans Væsen som han gik der langs Søen ensom og dog med et Udtryk fyldt af Aftenens Stemning, saa lysende af Alvor og den skønneste Mildhed. Om han mærkede, at der blev set paa, gav intet hos ham tilkende. Han gik blot forbi indrammet af den danske Sommeraften saa helt lig den han var, saaledes som jeg kom til at kende ham. Intet var min Tanke fjernere, at det blev den 6 Digter og det Menneske, som blev min Ungdoms Opdrager, min Manddoms Ven.

Hvad der mere hændte mig denne Aften er helt ude af min Erindring som det meste af alt det der hænder, kun dette Stykke af Gangstien paa den skraanende Jægerbakke ned mod Søen omgivet af høje kuplede Trær i den lyse Sommeraften med den ensomme spadserende Digter er stadig tilstede med den Uforgængelighed som de sjældne Minder besidder.

Naar jeg her samtidig har fremdraget Mødet med Drachmann er Hensigten ikke at paavise Forskelligheden mellem dem, den er kendt af alle, men alene, fordi det blev Drachmanns Død og Højlæggelse paa Skagen, der førte Pontoppidans Vej til mig –

4/5 51

Paa Petersborg hos Fru Bruhn boede jeg tidlig paa Sommeren 1906 sammen med den norske Forfatter Andreas Haukland, vi boede Dør om Dør i to Værelser, hans med Vindue ud til Gaarden, mit ud til den gamle Have. Jeg havde netop sluttet den store Fortælling "De vestjyske Udbyggere" i "Øde Egne" og ladet Haukland læse den. Til min store Skuffelse havde den ikke berørt ham videre, han gav mig det Raad at lægge den hen og skrive noget, der var bredere inden jeg udgav det som Bog. Jeg husker 7 jeg søgte meget nedslaaet ud i Skovene og vandrede om det meste af Dagen, oprørt og overbevist om Hauklands Fejltagelse, jeg skulde vise baade ham og andre, at jeg var Digter, og at det jeg havde skrevet var skabt af Talent, hvad Haukland heller ikke havde nægtet, det var blot efter hans Mening ufærdigt – jeg skulde blot vente til mine Evner blev mere udviklet. Jeg husker saa tydelig denne Omflakken i Skoven med Sindet svingende snart op til de store Højder og snart ned i mørk Modløshed. Men at han gjorde mig Uret var jeg ikke i Tvivl om.

Der er egenlig mange Forhold som skulde nedskrives her om dette Tidspunkt af mit Ungdomsliv, om min mislykkede Debut med Syg Slægt og de Forfølgelser og Prøvelser, som dette bragte med sig, og som endnu paa den Tid bevirkede, at næsten alle, jeg traf, saa ned paa mig og kun saa i mig en latterlig ung Fyr, der indbildte sig at være Digter, om mit Arbejde for Leander Nielsens Teater i Aalborg med at skrive Kolportageromaner5, som jeg levede 8 af, "Under Kampen" var jeg vist allerede færdig med, 65 Hefter a 5 Øre, 1040 Sider – om min Velgører gamle Enkefru Svendsen6, som betalte Kursuspenge for mig paa Wedels Kursus7, i hvis Pensionat i Pilestræde 63 jeg boede og fik Værelse, Klæder og Kost i flere Aar, og som tilmed betalte Holger Ferlov8 de 150 Kr, som det kostede at faa "Syg Slægt" udgivet – men det er ikke Formaalet med Nedskrivning paa disse Blade, som alene er viet mine Minder om Henrik Pontoppidan.

En af de nærmeste Dage efter Hauklands Dom kom Poul Østergaard9, Prof. Vilh. Østergaards Søn ude fra Sørup10 og besøgte mig.

29/11 51

Det Venskab, der paa det Tidspunkt bestod mellem Poul og mig, havde sin Aarsag i en Begivenhed, der hændte mig en Dag i København i den for sit Natteliv bekendte Kafe Laaget, der laa paa første Sal i samme Bygning som Varieteen Kisten11. Jeg sad der sammen med nogle unge eller vordende Journalister, Skuespillere, da Poul kom, Ungdom, der mer eller mindre forsøgte at fortsætte Esmanns og Nansens blaserede Kafé- og Københavnerliv. I mine Øjne var de vordende Storheder, som jeg var meget optaget af, og hvis Bekendtskab ogsaa forekom 9 mig at befordre mig frem ad Berømmelsens Vej. Julius Magnussen12 var begyndt at skrive sine smaa latterliggørende Petitartikler i Ekstra-Bladet, hvor ogsaa jeg var blevet et Objekt for ham efter min mislykkede Debut med Syg Slægt paa Holger Ferlovs Forlag, hvor vi begge debuterede paa samme Dag, han med Smaa Verdensakser, der fik en Succes lige saa stort som mit Nedderlag.

Jeg husker ikke, hvem jeg var sammen med den Eftermiddag, men Magnussen og Sarauw13 var der vist nok. Jeg var Skiven for hans Haan og Latter, regnet for intet, en latterlig ubehjælpsom Figur har jeg sikkert været, som faldt helt uden for Jargonen, at man taalte mig var sikkert store Ting. Ganske uventet tog Poul mit Forsvar, han sad der, paa det Tidspunkt allerede ret forlevet, en vordende Journalist og Forfatter som de andre, med sin Absint for sig som den Gang var paa Mode som noget særligt udfordrende med Glans fra Paris og Bernina14, han sad en Stund og hørte paa dem stirrende paa mig til han pludselig udbrød, jeg husker hans Ord næsten helt endnu, saa dybt berørte hans Forstaaelse og Venlighed 10 mig: Jeg kender ikke noget til ham, har heller ikke læst, hvad han har skrevet, men med det Udtryk han har i sine Øjne, er jeg overbevist om, at han en Dag blir til noget – maaske til mer end vi andre.

Jeg fortalte ham om Hauklands Mening om de Fortællinger, jeg havde skrevet, og hensynsfuldt, som han var, lod han mig læse noget af det højt, vist nok af den "Vestjyske Udbygger" i "Øde Egne". Han blev virkelig begejstret, det var godt, sagde han, jeg skulde absolut se at faa Bogen trykt og lade den udkomme.

Men det, der var endnu mere betydningsfuldt for mig, var, at han bad mig med hjem til Sørup til hans Forældre. Jeg kan endnu dunkel huske denne Spadseretur i hans Selskab fra Hillerød ad Vejen til Fredensborg, jeg havde ofte gaaet den alene, nu gik jeg der en lys og dejlig Foraarsdag i Maj sammen med en Ven, der troede paa at jeg havde Evner, og som selv allerede var en ung Forfatter, der af af alle blev anset for at være lovende. Jeg skulde hilse paa hans Far Professoren, den første Professor jeg havde truffet. Det staar for mig i min Erindring som en af de faa lyse Dage i min første vanskelige Ungdomstid, da jeg i Udvikling stod saa langt tilbage for alle andre trods de Evner og Kræfter, der gærede i mig.

I Haven mødte jeg Karenlise15, Pouls Søster, der gennem mange Aar blev min gamle 11 Ven Th's Kone, og som jeg den Dag i Dag stadig er knyttet til med gamle Venskabsbaand fra svundne Aar. Sammen med et Par af hendes Veninder sprang vi Længdespring i Haven, hun levende og skinnende som en gylden Solstraale med det brusende rødgyldende Haar, vilter og kaad som en endnu knap fuldvoksen Følhoppe – Det er underlig, hvor det Stof, hvoraf vi bestaar i vort Indre, har Evne til at forblive uforanderligt og uopbrugt, hvor meget af Livet der end slider paa det, Karenlise besidder vedblivende den samme viltre uregerlige Trang til Livsudfoldelse som den Gang.

Naar jeg her omtaler denne Dag ret udførligt er Grunden, at den bragte mig for første Gang i Stue med Pontoppidan. Det er ikke meget jeg husker om dette Møde, jeg havde endnu intet læst om Pontoppidan, vidste blot at han boede i Hillerød og var en anset Forfatter. Han kom kørende i aaben Charabanc med sin Frue paa en lille Udflugt, de havde taget dem i det smukke Vejr, og havde besluttet at aflægge Vilh. Østergaard et Besøg. At min Nærværelse, da vi blev budt ind til Kaffe, ikke gjorde nogensomhelst Indtryk paa [ham], fik jeg senere bekræftet engang jeg mindede ham derom, det var helt ude af hans Erindring. 12 Men i det Østergaardske Hjem mærkedes en tydelig højtidelig Opstandelse over det uventede Besøg, jeg oplevede første Gang at se, hvordan en kendt og stor Person blev modtaget og hvilken Ære det var – Det Indtryk jeg fra da har bevaret af Pontoppidan er meget udvisket, saadan som det vist er Tilfældet med unge ufærdige Mænd for hvem Storhed og Betydning endnu er noget for fjernt til helt at fattes.

Jeg har en Erindring om glade Ansigter, hvoriblandt Pontoppidan tegner sig mere mørkt af Udseende end han vist har været, han indtog ved sin Fremtræden ingen sær Stilling, det var de andres Opførsel, der gjorde hans Nærværelse til noget særligt. At jeg var en ung vordende Forfatter ligesom Poul Østergaard husker jeg ikke engang blev bemærket, noget, der heller ikke var Grund til, da min ulykkelige lille Bog "Syg Slægt" ikke var noget at prale af, den havde kun nedsat mig i andres Bedømmelse og selv har jeg sikkert kun ønsket, at den ikke blev omtalt.

Pontoppidan har rimeligvis trykket min Haand, men stor litterær Beundring har jeg ikke været i Besiddelse af, da jeg heller ikke selv erindrer noget her om – det blev først i 1908, at Tildragelserne førte Pontoppidan til mig, og det for min egen Skyld, og at det Afsnit af mit Liv begynder, som 13 han fik saa stor Indflydelse paa. –

15/1 52

Paa den Tid, jeg her omtaler, tilbragte jeg lange Tider af Aaret, Sommer og Vinter, paa Gammel Skagen, boende hos et Par gamle Folk, Marie og Ole Christoffersen16 og deres Datter Petrea17, som jeg har skildret som Semine i "Søkongen" og gammel Wolle eller æ gammel Høwbo, som han kaldtes, som Søkongen Ole Skærpe. Og Marie som hans Kone Sofie. Jeg har der fortalt det væsenlige om dem, naturligvis med tildigtede Træk og Indtryk, samlede paa mine Vandringer i de Aar langs Jyllands Vestkyst, lige fra Skallingen til Skagen. Jeg holdt mit Indtog i Gammel Skagen d. 4 November 1904, altsaa en Maanedstid efter jeg var debuteret som Forfatter med "Syg Slægt" – Jeg skal ikke her fortælle nærmere om disse Forhold, jeg tror, det var min Mor18 der fik mig til at rejse til Skagen, om ikke direkte, saa et Sted hen for at blive klar over med mig selv, om jeg vilde fortsætte min Forfatterbane, der var begyndt saa mislykket, til Skam for mine Paarørende, eller om jeg vilde vende tilbage til min Profession19, noget jeg ikke et Øjeblik var i Tvivl om jeg ikke vilde.

Jeg havde to smaa Kamre mod Syd ud til den gamle sære Have, hvis Trær Vestenvinden havde afskaaret i Højde 14 med det Hegn, der gav dem Læ. Det er mange Minder der binder mig til dette Hjem, der blev af saa stor Betydning for mig og det Stof, som blev grundlæggende for mit Forfatterskab i mer end en Menneskealder, ja for hele mit Liv – Men det er ikke om det, jeg her vil fortælle.

Jeg havde tilbragt Julen hos Ole Christoffersen og boede deroppe paa den Tid Drachmann20 døde, en Begivenhed der betog mig stærkt. Jeg var begyndt paa min Bog "Folket ved Havet", der jo udkom om Efteraaret 1908, den første Bog Gyldendal udgav af mig. "Øde Egne" var udkommet 1906 hos Holger Ferlov og havde faaet en meget gunstig Modtagelse af Kritikken, der gjorde mig til et Talent; som man skrev: det var ikke let at forstaa, at det var den samme unge Forfatter, der to Aar i Forvejen havde skrevet og udgivet en saa vanartet og mislykket Bog som "Syg Slægt". Jeg var altsaa begyndt at blive regnet for en ung og talentfuld Forfatter. Jeg meddeler dette for at man maaske bedre kan forstaa den senere Hændelse, der skulde bringe Pontoppidan i Forbindelse med mig.

Paa Ture langs Havet bevæget af den store Digters Død skrev jeg det Digt, der skulde bringe ham ind paa min Vej eller rettere mig paa hans – jeg husker hvordan jeg gik og digtede højt med kun Bølgerne i Brændingen som Tilhørere, hvad jeg forøvrigt ofte har gjort. Jeg var et Par Dage om at faa det færdig; jeg ved ikke, hvordan den Tanke faldt mig ind, at 15 jeg vilde fremsige det ved Graven, den Dag da Drachmann blev højlagt ude paa Skagens Gren. Betaget af min Stemning og de Følelser, jeg i Digtet gav Udtryk for, kom jeg hjem fra Havet. Der var Besøg derhjemme af Kaptajn P.K. Nielsen21 der paa den Tid var Bestyrer for Det jydske Redningsvæsen, han og Ole Christoffersen havde Foretagender sammen om Sprængninger af Vrag paa Kysten. De sad i den Nordre Stue, da jeg kom – jeg maatte i min Digterberuselse meddele mig til andre, jeg fortalte dem at jeg havde skrevet et Digt til Holger Drachmann og maaske vilde fremsige det ved Graven den Dag hans Aske blev bragt dertil –

Ole Christoffersen var paa det Tidspunkt næsten 80 og Kaptajn Nielsen vist nok en Mand højt i Tresserne. Selv var jeg 27 Aar. Og staaende foran disse to gamle Havgasser fremsagde jeg mit Digt for dem, jeg kan endnu i denne Stund saa lyslevende se den lange smalle Stue med tre lave Vinduer i Nordsiden, det forholdsvis lave Bjælkeloft og Langbordet foran Slagbænken, der stod op mod Væggen mellem Vinduerne, de hvidskurede brede Gulvbræder og Dragkisten for den vestre Ende af Stuen fyldt af Nips og Fotografier. Gammel Wolle paa Slagbænken, sløv og sammenkroget i Lemmerne efter Slagtilfælde 16 og med sin korte fortyggede Pibe i Munden, Kaptajn Nielsens store brede og stoute Skikkelse siddende for Enden af Bordet, begge tavse og gloende paa mig med hvasse Havboøjne i dyb Stilhed, der blev mere og mere mærkbar, eftersom jeg kom frem i Digtet.

Mit eget Udseende gjorde mig nok til en Fremmed i deres Øjne, skønt de allerede kendte mig nøje gennem de 3–4 Aar jeg paa de forskellige Aarstider havde boet der. Jeg husker godt selv, hvordan jeg saa ud, det var jo Vintertid og jeg var lige kommen hjem fra Havet, min mørke kraftige Haarvækst der efter min Mor havde naturlige Bølger, hvad det forøvrigt stadig har, trods det for længst er blevet hvid, var langt og havde ikke været klippet længe, mine brune Øjne, der den Gang sikkert har skinnet af Ungdom, har lyst af Stemning og Betagethed, bevæget af Digtet og dets Tilblivelse. Min Ansigtshud har været frisk og vejrbidt, da jeg tilbragte det meste af min Tid med at strejfe omkring i de vidtstrakte Klit- og Hedestrækninger langs Havet. Jeg har ikke været en blegnæbbet Poet, selvom jeg var en spinkel Skikkelse i Sammenligning med de to Kæmper, der her var mine Tilhørere og Dommere. Jeg var svært klædt med Bukseben stukket i et Par langskaftede Snørrestøvler, som jeg i de Aar brugte, naar jeg var ude paa mine maanedslange Vandringer langs Vestkysten eller paa Fjeldturer 17 i Norge. Min Ungdoms tro Ledsager paa alle mine Vandringer, min Hund Netta, en Elghund, jeg havde købt paa Haukelisætter paa Hardangervidden, sad tæt ved mig, vant som hun var til altid at følge, og ligesaa hjemmevant i Huset som jeg.

Marie, Ole Christoffersens Kone, havde aabnet den østre Dør bag ved mig, ude fra Forstuen og kikkede, hvor Petrea Datteren stod og lyttede. Det er længe siden nu, og de er alle forlængst døde, Mennesker som den Gang udgjorde en stor Del af min Tilværelse. Der har næppe nogensinde været mere stille i Stuen end i den Stund, dog maa jeg mindes den Dag, 7 Aar senere, i 1915, da Wolle Kresten laa Lig paa Langbordet i de samme Stuer, han der i 18 Aar havde været sammendraget af Slag, bøjet ned mod Jorden med det lamme Ben slæbende efter sig, viste sig her at have været en ualmindelig høj Kæmpeskikkelse –

Da jeg var færdig med at fremsige Digtet sad de tavse til de begge udbrød det var skønt – det skulde jeg gaa ud til Drachmanns Grav og sige højt. Var der noget ved de Mennesker, saa maatte de sige, at det var skønt. Jeg husker de Ord, for jeg har mindedes dem saa mange Gange og jeg skylder disse Mænd Tak for den Opmuntring de gav mig til at udføre den Handling, der kom til knytte saa stor en Del 18 af min Ungdoms og Manddoms Aar til Pontoppidan.

25/1 [52]

Det huskes sikkert endnu af mange, især i Skagen, de store Foranstaltninger der blev truffet for at hædre Drachmann, efter hans eget Ønske skulde han højlægges22 ude i Klitten paa Skagens Gren saa nær Havet som muligt, hvad der flere Aar senere havde til Følge, at Gravkammeret maatte flyttes til en anden Klit, da Havet truede med at skylle den oprindelige Klit i Havet. Alene begav jeg mig fra Gl. Skagen ind til Skagen for deltage i Følget fra Banegaarden ud til Graven. Overalt, hvor der var en Flagstang, var Flaget hejst, det var en frostklar, solskinsfyldt Dag, blank og næsten uden Blæst. Hele Skagen var paa Benene, ogsaa fra Gl. Skagen var alle de mødte, der kunde komme afsted. En af De forenedes Baade skulde sejle Urnen fra København ledsaget af et stort Følge af Drachmanns Slægt og Beundrere, med Ekstratog kom de til Skagen modtaget af den fastboende Kunstnerkreds og de til Kredsen nærsluttede Venner.

Jeg havde den Gang ingen Forbindelse med Skagen, var aldeles ukendt, da jeg kun sjælden spadserede ind til Byen, knap nok personlige Bekendte havde jeg, saa jeg havde ikke anden Tilknytning til Begivenheden, end at jeg var en ung begyndende Forfatter som ingen endnu kendte. Vel nærmest betragtet som en sær Fyr, der fandt paa at bo i Gl. Skagen ved Vintertid.

Urnen blev anbragt paa en Vogn, der kørte i Spidsen fulgt af enkelte Charabancer med dem, for hvem den lange Vej ud til Grenen var for besværlig. Ellers var alle gaaende, et langt Følge, der paa den flade Vej med det aabne vidstrakte Land og 19 Hav omkring, skrumpede svært ind. Der var ingen Biler den Gang, de var i hvert Fald endnu ikke set paa Skagen. Jeg sluttede mig til Følget mellem de fremmede, der var kommen. Mange af Litteraturens og Kunstens Store var mødt og mange mange andre. Jeg husker ikke hvem jeg fulgtes med, men det var en af de tilrejsende, maaske en Bekendt fra Hovedstaden, det var jo i de første Aar, da jeg var begyndt at blive et ret yndet Objekt for en ny frisindet Journalistkreds med Julius Magnussen, Sarauw og Andreas Vinding23 i Spidsen i Ekstrabladet og Politiken, efter at jeg efter "Syg Slægt" havde skrevet "Øde Egne". Magnussens "Smaa Verdensakser" og min "Syg Slægt" udkom paa samme Dag hos Holger Ferlov, men hans Bog havde skaffet ham Anerkendelse, men min mig Nederlag. Det var Begivenheder, der havde haft til Følge, at disse unge Talenter i særlig Grad i disse Ungdomsaar gjorde mig og min Hund Netta til Skive for deres Vid og Spot.

Som noget komisk, der var hændt, fortalte man mig, nærmest som en Skandale, at Digteren Carl Hjernøe24 ved Skibets Afgang fra København allerede havde fremsagt et Digt, da Urnen bragtes om Bord. Ogsaa da Urnen bragtes i Land i Frederikshavn var Hjernøe selvbestaltet traadt frem med nok et Digt. Alle var utilfredse og oprørt over hans Optræden. Hjernøe var en mer end halvforsumpet Digter, tilmed i Drachmanns Stil, men svulstig og overdreven, en Epigon maaske kvalt i Væksten af Drachmanns store Digteraand. Han skrev Vers af sig ligesaa let, som han drak 20 al den Spiritus han kunde faa fat paa.

Paa Banegaarden i Frederikshavn nægtede man ham Plads i Ekstratoget, da han ikke havde Billet dertil. Det hed sig at han havde skrevet endnu flere Digte baade til Ankomsten til Skagen og ude paa Grenen. Man havde faaet nok af [ham] – man vilde ikke have mere Skandale. Og der gik jeg med mit Digt i Lommen, mit Humør faldt betydelig. Jeg saa tydelig min egen Fjasko. Virkeligheden var kommet mig nær. Under hele den lange Tur ud til Grenen gik jeg fortrykt, kæmpende med mig selv, allerede mærkende de mange Menneskers Haan. Det ene Øjeblik var jeg rede til at opgive, i det andet modig nok til at trodse dem. Mit Nederlag forekom mig at blive lige stor om jeg lod mit Digt blive i min Lomme eller om jeg indlod mig paa at fremsige det.

Det store Følge fyldte Klitskraaningen og en rummelig Dal neden for den Klit, hvor Gravkammeret var anbragt. Naturen laa uberørt i en anden Tilstand end som nu, hvor alt er overtrampet af Nysgerriges Fødder, og hvor Sandet er føget til saa Gravkammeret til Tider næsten kan være skjult af Sandflugt, og hvor de tre Kampesten, i Stil med gamle Gravhøje, snarere synes at staa paa en Lavning end paa Toppen af en Høj. Jeg husker tydelig, at jeg trods mit svindende Mod til at udføre, hvad der havde været min Agt, alligevel anbragte mig oppe paa Klitskraaningen i en passende Afstand fra Gravkammeret, hvor 21 de officielle Taler skulde holdes, saaledes at jeg havde Forsamlingen ikke blot omkring mig, men neden for mig, saa jeg kunde sees af alle. Paa en Maade var det med bevidst Overlæg, at jeg stillede mig der og dog havde jeg Tilstanden i mit eget Indre imod, min Forestilling om at træde frem og fremsige mit Digt slap ikke et Øjeblik ud af mine Tanker, jeg har ofte tænkt paa den Kamp jeg her stred med mig selv. Svigtede [jeg,] havde jeg Følelsen af, at jeg ikke blot i dette Øjeblik svigtede mig selv, at det vilde være et Nederlag for mig, rigtig nok skjult for andre, men med Følger, der vilde ramme mig uoprettelig i den Kamp, jeg vilde føre for at overvinde de Hindringer, der spærrede Vejen mellem mig og min Fremtid. Det var som der talte en Røst i mig og lod mig dette tydelig forstaa. Hvordan skulde jeg bringe mine Evner til Sejer, naar jeg saadan lod mit Mod slaa ned.

Jeg husker knap, hvem der holdt Talerne; der var kommen saa mange berømte Mænd tilstede, at det næsten var en Storhed for en ung Digter blot at befinde sig i deres Nærhed. Jeg husker især Michael Ancher, der havde en Slags Ledelse af Højtideligheden, og Krøyers rødblissede, paafaldende lille og ret magre Ansigt, der forekom mig bevæget af Øjeblikket, nervøs som En, der kun daarlig havde 22 Herredømmet over sig. Jeg stod med hele Klitlandskabet og Havet omkring mig, selvom Havstokken laa et Stykke ude bag den brede flade Strand, baade hørte jeg Bølgerne og saa Sollyset skinne i den hvide Braad. Svage Vindpust bevægede Marehalmen paa de lyse Høje og blinkede af Sol. Jeg huskede en Maageflok der kom fra Vest for at slaa sig ned paa deres Hvileplads paa den yderste Del af Grenen, søgende nærmere Havkanten for at komme forbi de sammenstimlede Mennesker.

Spændingen i mig holdt hele Tiden mig underlig fraværende for det, der skete, og dog stod jeg der paa Klitskraaningen med Folk omkring mig, tilsyneladende kun kommen tilstede med samme Hensigt som alle andre, at følge vor store Skjald til Hvile paa det Sted, han havde ønsket, bragt dertil af Venner og Beundrere.

Da Højtideligheden var til Ende og Forsamlingen allerede var i Færd med at røre paa sig, traadte jeg et Skridt frem paa en lille aaben Plet og tog min Hat af og spurgte med høj Røst, om det maatte være mig tilladt at fremsige et Digt til Holger Drachmanns Pris. Jeg ser for mig Ansigterne rettes hen mod mig, henne ved Gravkammeret opstod der synlig Uro som ventede man en lignende Forstyrrelse af Højtideligheden, som den Hjernøs Optræden havde været Aarsag til, og som sikkert alle allerede var underrettet om. Michael Ancher var den ivrigste og han, der Aar senere paa sine gamle Dage 23 kom til at staa mig nær, værdsættende mit Forfatterskab med Paaskønnelse og Venskab, han saa ud som om han vilde ile hen og faa mig af Vejen, en paatrængende Fredsforstyrrer, som ingen af dem, der havde med Forberedelserne at gøre, kendte. Det var som en Haand stødte mod min Ryg og gav mig Holdning og Mod. Jeg havde det skrevne Digt i Haand, skønt jeg havde fremsagt det saa mange Gange for mig ved Havet og Dage igennem, at jeg næsten kunde det uden ad. Jeg fremsagde det med høj Røst, enhver Følelse af Ængstelse havde pludselig forladt mig. Jeg var helt rolig og blev paany bevæget af den Stemning, jeg selv havde givet Ord.

Den store Forsamling stod ubevægelig og stille, selv Vinden og Havets Lyde syntes at tie; jeg er sikker paa at ingen af dem, der var samlet hørte andet end min Røst og lod sig bevæge af de unge begejstrede Følelser, som mit Digt gav Udtryk for. De Tusinde Ansigter var kun rettet mod mig i en Stilhed, der gav mine Ord endnu stærkere Vægt.

Da jeg havde sluttet stod jeg et Øjeblik ubevægelig, jeg ved ikke, hvor jeg fik Indfaldet fra, men efter jeg havde sagt: Ære være Holger Drachmanns Minde, skubbede jeg mig tilbage mellem de Folk, der stod omkring mig og gik hastig bort, selv paa en Maade nok fortumlet af, hvad der 24 var sket, fyldt af en Trang til at slippe bort derfra for helt at være alene, uden Tanke om at tale eller beskæftige mig med nogen.

I en underlig opløftet Tilstand fulgte jeg Vejen ind mod Skagen som endnu laa tom uden Færdsel, jeg var uden Anelse om, hvad Indtryk jeg havde gjort, ingen havde givet nogen Opfattelse tilkende, blot de mange tavse Mennesker, der havde staaet saa paafaldende stille og stirrende hørt paa mig. Jeg begyndte at høre Vognene køre afsted mod Byen bag mig, jeg følte mig nærmest generet over at blive set igen, men fortsatte min Gang langs Vejkanten.

Fra den første Vogn blev der vinket, da man kørte mig forbi, jeg troede at det var til Folk paa de andre Vogne, Ansigterne var glade og smilende. Jeg havde ingen Grund til at opfatte, at det kunde gælde mig, men da den næste Vogn kom forbi og det samme gentog sig, forstod jeg, at det var mig, man ydede Bifald. Da den næste naaede mig, satte jeg pludselig af fra Vognen, ind over den vidstrakte Hede, der paa den Tid fyldte hele Landskabet, norden om Byen, fra Grenen helt ud til Gl. Skagen. Jeg ved ikke om det var et Udslag af overvældende Glæde, der drev mig afsted, jeg var i hvert Fald i en Tilstand af Glæde, som det har forekommet mig, der ikke var Plads nok til andet Sted end paa den 25 øde Hede, hvor jeg kunde være helt alene med den. Nogen Tanke om, hvad man eventuelt tænkte om denne Fyr, der saa godt som løb sin Vej for at undgaa andres Paaskønnelse [havde jeg ikke].

Det blev en anstrængende Vandring, Heden laa fyldt af Vand, mange Steder var det umuligt at komme frem, da Fladvandene strakte sig under Lyngen. Langt over en Mil maatte jeg gaa, men det trættede mig ikke, jeg var i disse Aar en Vandringsmand, ikke blot havde jeg vandret gennem Jylland fra Øst til Vest paa Krys og Tværs og fra Skallingen til Skagen, paa norske Fjorde og Dale, Setersdalen, Gudbrandsdalen og Romsdalen og i Telemarken i flere Aar i Følge med Netta, en Del af mit Ungdomsliv, jeg egenlig aldrig har fortalt om. Men som [jeg], nu naar jeg engang blir gammel (jeg er 71 Aar) forhaabenlig faar Lejlighed til at berette om.

Det tog mig Timer at naa frem, men den Følelse af Vildhed, der laa over Heden, forenede sig med Kræfterne i mit Sind, den Hindring jeg havde overvundet, ved at sejre over min Frygt for at fremsige mit Digt, var mange Gange større, end den Naturen lagde paa min Vej. Jeg husker kun dunkelt, hvordan jeg naaede hjem 26 til Ole Christoffersens, men paa Vejen ind mellem Husene i den lille By var der et Par af Beboerne, der standsede mig. Jeg husker endnu Venligheden i deres Ansigter og det Udbrud, de hilste mig med som jeg kom der gaaende ind efter den lange Tur: Det haar vi da at skønne paa, at det er saan en Mand, vi haar hat gaaende her – det var de første Hyldingsord fra Folkemunde, der hilste mig paa min Digterbane.

Marie Christoffersen har sikkert modtaget mig med sit runde fornøjede Ansigt, og Gl. Wolle har nok siddet paa sin Plads ude paa Slagbænken og brummet paa den tavse Maade han plejede at udtrykke sine Følelser paa. Og Netta har hilst mig med sin Gøen over at se mig igen, fordi den havde maattet blive hjemme. Med mig paa dette Erobringstogt har hun ikke været, ellers vilde jeg have erindret det. Jeg var i hvert Fald en Gæst, der havde gjort deres Hus Ære.

Jeg var næppe faldet til Ro inde paa mit Kammer, før Marie kom ind og sagde, jeg skulde komme til Telefonen hos Købmanden, da nogen vilde tale med mig. Det var Pressen, Vendsyssels Tidende, der vilde sikkre sig mit Digt, som jeg mer end villig gav dem, og hvor det findes trykt. Ogsaa fra et Par andre Blade blev der ringet og spurgt efter mig og efter Digtet – men om det ogsaa blev trykt der 27 erindrer jeg ikke.

Naar jeg saa udførligt har skildret den Begivenhed, er Grunden ikke alene Erindring af Oplevelsen, jeg har villet nedskrive, men især for at give en Fremstilling af, hvordan jeg paa dette Tidspunkt af mit Liv var, da Henrik Pontoppidan ved min Fremtræden ude ved Drachmanns Grav fik Øje paa mig.

6/2 52

Jeg levede paa den Tid af de Kolportageromaner, jeg skrev til Leander Nielsens Forlag i Aalborg. Min første Kolportageroman "Under Kampen" var udkommet, og saa vidt jeg husker havde jeg allerede nu forpligtiget mig til at skrive en ny, men Aftalen har næppe været helt i Orden, da jeg netop i disse Dage ventede paa Penge derfra, som lod vente paa sig. Jeg skulde rejse fra Gl. Skagen en af de første Dage, men kunde ikke komme afsted, før Pengene kom.

Anden Dagen efter Begivenheden paa Grenen sad jeg om Eftermiddagen inde paa mit Kammer, optaget af at læse i "Det forjættede Land" – af hvad Grund jeg netop var begyndt at læse Pontoppidan, har jeg ingen Erindring om, jeg havde intet hørt om, at han var paa Skagen og havde heller ikke set ham være med i Følget blandt de mange Tilrejsende 28 af Drachmanns Venner. Han har sikkert for mig kun været en af Tidens betydeligste Forfattere som en ung Forfatter maatte læse. Ihvert Fald har hans Person været mig fjern og fremmed –

Jeg hørte pludselig en dannet rolig Stemme ude fra Forstuen nævne mit Navn og spørge efter mig. Det var Marie, den Fremmede talte med, hun kom paafaldende hovedkulds ilende ind ad Døren med synlige Tegn paa, at det var noget særligt, der var paa Færde. Jeg husker endnu de Ord, hun brugte: Der er en fin Herre, der vil taal med Dem, Søjbjerg, – De faar snak med ham, føjede hun til, som var hun ængstelig for, at jeg af Grunde, som der ingen Aarsag var til, ikke skulde forstaa at det kunde være noget af Betydning.

Jeg genkendte straks Pontoppidan af Udseende som han stod derude i Forstuen, med kortskaftede blanke Støvler i Pels med Astrakanskrave, vinterlig klædt, frisk og stilfærdig, han holdt sin Pelshue i Haanden, hans Skikkelse forekom mig høj under den lave Loft, skønt han ikke var over Middelhøjde. Han nævnede sit Navn, hvortil jeg svarede, at jeg kendte ham godt.

Han kom paa Drachmanns Families og Venners Vegne og paa hans egne, sagde han, for at takke mig for det Digt, jeg havde fremsagt ude ved Graven. Det havde berørt dem alle dybt, at der den Dag, de begravede en stor Digter, kom Bud fra en ny, ung og ukendt Digter.

Jeg tror nok, jeg svarede, at det var en altfor stor Ære han viste mig ved at gaa den lange Vej fra Skagen for at hilse paa mig.

Det er underligt at tænke paa, hvor ofte det af Betydning, der hænder En, saadan uventet 29 kommer til En, tilmed skjult bag Fremtidens uigennemskuelige Fjernhed. Jeg havde ingen Forestilling om noget i den Retning, de Par Dage, der var gaaet, havde allerede kastet en vis Lysglans ind i min ubemærkede Tilværelse. At Landets store Digter kom til mig for at takke mig for mit Digt, fik jeg ikke engang Stunder til at tænke paa.

Han spurgte mig om vi ikke skulde gaa en Tur til Havet, at vi kunde tale sammen, jeg husker ikke om jeg lagde Mærke til noget Menneske eller om nogen lagde Mærke til os, men sikkert har Marie og ogsaa Petrea staaet ved Vinduet og set efter os. Vi gik vester ad Stranden, hen forbi Kokketas Vrag25, der endnu laa lidt uden for Havstokken, et Vidnesbyrd om Kystens Storme og Strandinger. Der var ingen andre Mennesker at se paa Stranden end os, denne aabne vidtstrakte Strand med den endeløse Klitrække, der fortonede sig langt borte i en let solskinsfyldt Frostdis. Jeg har endnu en Følelse af, hvor klar og smuk Dagen var, hvor opløftet mit Sind har maattet være, ofte har jeg dvælet ved denne ensomme Gang for første Gang gaaende ved Henrik Pontoppidans Side.

Han havde ikke før hørt mit Navn og vidste intet om, hvad jeg havde skrevet. Paa mit Spørgsmaal om jeg maatte sende ham "Øde Egne", svarede han, at han gerne vilde læse den. Der var noget nænsomt ved hans Maade at tale til mig paa, det var nærmest som om han ængstedes for at kunne 30 skræmme mig for ham. Jeg husker godt, at jeg havde ikke meget at fortælle om mig, det blev til saa lidt for mig det jeg havde udrettet. Men at denne unge Mand levede alene derude mellem den Slags Folk ved Vintertid, lagde han ikke Skjul paa fængslede ham. Men mere talende end jeg var Netta, hun sprang foran os gøende og begejstret som fattede hun noget af det, der skete.

Jeg fortalte, at jeg var forlovet og om et Par Dage skulle rejse til København og møde Inger26, jeg har næppe nævnt at hun var Søster til Bodil Ipsen27, der først debuterede Aaret efter.

Han sagde, han havde lovet at bringe mig med ind til Brøndums Hotel, da Drachmanns Venner gerne vilde hilse paa mig.

Jeg svarede, at saa maatte jeg hjem og tage noget andet Tøj paa, jeg husker tydeligt hans Ord, at det var ikke nødvendig, jeg saa netop ud som jeg skulde. Hans Bemærkning saarede mig, jeg følte, jeg skulde vises frem saadan som jeg gik der, svært klædt, med mine Skaftestøvler og Vinterhue med Øreklapper, næsten den samme Paaklædning jeg havde haft paa ved Drachmanns Begravelse.

Aldrig har Erindringen om den Vandring ved Pontoppidans Side fra Gl. Skagen til Skagen denne blanke og lyse Vinterdag mistet noget af det levende Indtryk, som var tilstede i mit Sind. Solen stod allerede lav i Vest og kastede vore langstrakte Skygger frem foran os paa den flade Vej. Himlen begyndte svagt at rødme og bredte et farverigt Skær ud over Lyng og Klitter, et vældigt skyfri Rum omgav os, 31 jeg husker ikke nogen Dag, der staar for mig klarere og skønnere end denne.

At gaa Turen fra Gl. Skagen til Brøndums Hotel vil for gode Fodgængere tage en Timestid; hvad vi har talt om i al den Tid den tog, som vi gik der, husker jeg ikke, men jeg har sikkert været en aaben og ærlig ung Mand vedrørende mig, og næppe gjort min Tilværelse mindre interessant end den var. Jeg har ikke bevaret noget Indtryk fra at vi gik gennem Skagen By sammen, jeg kendte saa godt som ingen der, havde endnu ikke faaet Forbindelse hverken med Mor Anny28 eller Ingeborg29, Skagens Rose, Holger Drachmanns sidste Kærlighed paa Skagens Hotel, det Sted, der nogle faa Aar senere blev Samlingsstedet for en Kreds af Skagenbegejstrede i Drachmanns Aand, og hvortil jeg og Helene hørte, og hvorfra jeg har mange festlige Minder fra den Tid vi blev fastboende i vort Hus i Gl. Skagen.

Det var et berømmeligt Selskab jeg blev fremvist for hos Brøndums; der blev stirret paa mig som paa en eller anden indfanget mærkværdig Skabning. Jeg skal nævne dem, hvis Navne jeg husker: Willumsen, allerede den Gang med et Ansigt, der forekom mig tildannet med Tænkermine, jeg havde ingen Idé om hans Kunst, men at han var en af de Store stod mig klar, dog tror jeg at min Erindring om dette Møde har gjort ham berømmeligere for mig end jeg opfattede den Gang. Forøvrigt viste han mig Venlighed, men jeg husker ikke noget 32 af, hvad han eventuelt har sagt til mig. Michael Ancher og Anna Ancher var der, Ancher var ingen direkte indladende Person der kom Folk umiddelbar i Møde. Dog husker jeg, at han betragtede mig med Venlighed. Pontoppidan præsenterede mig for dem alle, Krøyer, Brøndum30 og Brodersen31, den enarmede Sømand32 med larmende Tale og friske frejdige Bevægelser, der gav mig det Indtryk, at en saadan Fyr, som blev bragt til Veje her, behøvede man ikke at falde paa Halen for.

Soffy Drachmann var Midtpunktet i Selskabet, hun sad i en Sofa med Pjolterglas33 for sig og drak Whisky som paa en Bohèmekafé – det saarede mine højstemte Følelser for Drachmann at blive Vidne til den Maade man tog Tabet af en saa stor Digter. Jeg opfattede intet af, hvad der taltes om, i hvert Fald husker jeg det ikke, men man lo og drak som paa en ganske almindelig gemytlig Aften. Jeg, der kom ude fra Ensomheden og Naturen, har sikkert forekommen dem som en meget ungdommelig og ubehjælpsom Ungdom, der faldt helt uden for Rammer af dette Kunstnerliv, et ubeskrevet Fremtidsblad, som Pontoppidan havde hentet til Veje, vist mere for sin egen Skyld, han blev i hvert Fald trofast ved at tage sig af mig. Alligevel var jeg selvfølgelig betaget af al den Storhed, han ved denne Lejlighed bragte mig i Forbindelse med, men det fik ingen Betydning for mig, ud over den Ære han havde vist mig ved at opsøge mig.

Dette var et karakteristisk Træk af Pontoppidans 33 Væsen, som jeg gennem Aarene mange Gange har faaet bekræftet, hans bestandige Alvor og Interesse, hvor han mente at se nye Evner. Det var sikkert det, der førte ham ud til mig, og som fik ham til at følge min Udvikling lige fra den Dag. Pontoppidan var 23 Aar ældre end jeg, jeg var 27, hvor han har været et halvhundrede Aar, hans kraftigste Alder, paa Højdepunktet af Udfoldelsen af sit Forfatterskab, en Mand uden paafaldende Fremtræden, sikkert selv en kølig og overlegen Gæst i dette Selskab, uden Dømmen efter snævre Opfattelser, men med højrejst Holdning i hvad han sagde og hvad han mente. Det blev alene ham, jeg denne for mig saa sære og betydningsfulde Aften var knyttet til. Han har ikke ladet sig skuffe, selvom han sikkert har haft Indtryk af min Uudviklethed og mine let iøjnefaldende Mangler, Kunstner i Bohème Forstand havde jeg knap nok Begreb om, og kom heller aldrig senere til at staa dette Kunstnerliv nær.

Et Par Gange lykkedes det mig at slippe ubemærket bort, hen paa Posthuset, jeg ventede Penge fra Aalborg og kunde ikke rejse uden at de kom. Men de var stadig ikke kommen – Pontoppidan lagde Mærke dertil, han tog mig til Side, ind i Salen, der for mine unge Øjne med sin Række af berømte Kunstneres Portrætter var en Helligdom.

De har ingen Ro paa Dem, sagde han. De synes ikke at være veltilpas i Selskabet, han havde altsaa lagt Mærke til min 34 Opførsel. De synes mest at interessere Dem for Posthuset, De har fortalt mig, at De skal rejse til Deres Kæreste – hvis det er Penge, De er i Forlegenhed for, og det ikke drejer sig om saa stort Beløb, kan jeg godt hjælpe Dem.

Jeg tilstod, at jeg ventede 100 Kroner, men at de var ikke kommen.

Dem kan De godt laane af mig, saa De kan blive glad ligesom os andre.

Hvordan Aftenen senere forløb, er helt ude af min Erindring, selv Pontoppidans Nærværelse glider for mig mærkværdig ud af Billedet. Der staar kun tilbage de to smaa Stuer ved Siden af Salen, oplyste af Hængelamper og brændende Lys og denne fremmede Kreds af store Kunstnere.

Det blev sent paa Aftnen, inden jeg gik derfra, mit Sind var opløftet, ikke af hvad jeg havde nydt, men af det, der var sket. Min Vandring hjem til Gl. Skagen staar endnu for mig som den stolteste Vandring i mit Liv, skønt mit Samliv med Naturen har budt mig mange Glæder og afgørende Oplevelser. Aftnen var stjerneklar med let Frost, der tændtes Stjerner som funklende Lys, ikke en Sky var fremme paa Himlen, det aabne Land laa belyst af Himlen, saa jeg saa vidt ud over de flade Sletter og lave spredte Høje. Alt var lyst, det var som jeg vandrede hen ad en Bro højt oppe paa Vej ud mod min Fremtid. Landets store Digter havde hentet mig frem af min Ubemærkethed, løftet mig derop, hvor Vejen gik, jeg havde Evner, jeg havde vundet over hvad stod mig næppe klart, den flade Højens Landevej laa for mig 35 som en Fremtidsbue der førte sig selv frem til Anerkendelse og Storhed – jeg ser endnu for mig de funklende Stjerner paa den Vej jeg gennem mit Liv har gaaet for at naa hvad der var mit Maal. Og Stjernen er endnu ikke svækket.

Jeg rejste næste Dag, jeg var allerede paa Stationen, da gamle Post Hans kom løbende for at naa mig inden Toget gik.

Søjbjerg, Søjbjerg, Pengene er kommen, han havde de ventede 100 Kr i Haanden, hele den lille By havde altsaa været vidende om at jeg ventede dem, skønt jeg havde betalt hvad jeg skyldte for mit Ophold hos Olle Christoffersen.

Da Toget naaede til Frederikshavn, var der Tid nok til at naa hen paa Posthuset og sende Pontoppidan de 100 Kr. han saa forstaaelsesfuld havde hjulpet mig med.

11/2 52

Næste Gang jeg fik Forbindelse med Pontoppidan var gennem et Brev, efter han havde læst "Øde Egne", som jeg havde sendt ham. Det maa ha været om Foraaret et Par Maaneder efter vort Møde paa Skagen. Paa den Tid boede jeg paa Hjørnet af Strandgade og Brogade34 paa Amager i et smukt gammelt Hus, hvor til Enkefru Karen Svendsen, min Ungdoms Velgørerinde, var flyttet med sit Pensionat paa Pilestræde35, jeg omtaler dette for ogsaa her at 36 mindes en af mine nære Ungdomsvenner, den islandske digter Johan Sigurjonsson36, som paa den Tid boede i Wildersgade37 og vistnok arbejdede paa sit islandske Drama "Gaarden Raun". Han og jeg, som de Fremlinge38 vi begge var i Byen, tilbragte mange Timer om Dagen med Roturer i Havnen, hver optaget af sin Digtning, friske Turer, hvor vi fandt Udløsning for de Naturfølelser, vi begge var besjælede af – jeg optaget af at skrive om "Folket ved Havet", en Titel som jeg har min anden nære islandske Ungdomsven at takke for, den islandske Digter Jonas Gudlaugsson39. Men her at gaa nærmere ind paa disse Erindringer vil føre altfor vidt, og for langt bort fra de Oplevelser, som det er mit Formaal her at nedskrive: Mine Erindringer om Henrik Pontoppidan.

Jeg husker endnu det for mig væsenlige Indhold af dette Brev, som sikkert endnu findes mellem de Breve, som jeg gennem mer end en Menneskealder har modtaget fra ham, og som var det første, jeg modtog: Han skrev, at han for længe siden var blevet træt af Artisteriet i Litteraturen. Men at der var noget i min Bog, som interesserede ham som sagde ham, at jeg sad inde med Evner, der interesserede ham –

Selvom hans Udtalelse var forbeholden, har det sikkert været mig en Opmuntring og en Bekræftelse paa, at han anerkendte mit Talent. Der maa i Brevet ha staaet en Indbydelse til mig om at besøge ham i Hillerød, for her besøgte jeg ham paa samme Tid. Han boede paa første 37 Sal i et Hus40 ret over for Jægerbakken, jeg var ofte gaaet der forbi under mine mange Ophold hos Enkefru Brun paa Petersborggaarden. Og senere længe efter han var flyttet derfra, i de Aar Helene og jeg med vore Børn boede i Christians Mølle i samme Gade ikke langt fra Huset, har jeg ofte set op til Husets Vinduer og mindedes mit første Besøg hos Pontoppidan.

Jeg husker jeg gik ret nedslaaet derfra, nogen Erindring om Hjemmet har ikke fæstnet sig hos mig, jeg husker dunkel Else og Steffen, som store Skolebørn, der sikkert har gloet paa mig som denne unge Forfatter jeg var, og som havde optraadt ved Drachmanns Grav, Pontoppidan har næppe i sin Omtale deraf gjort denne Begivenhed for dem ringere end den var.

Jeg havde sikkert ventet at han vilde have fremhævet mine Evner stærkere end det var Tilfældet, for første Gang har jeg været stillet over for det kølige reserverede i hans Væsen, der i mange Aar kunde virke paa mig som holdt han mig tilbage for at undgaa at faa for nær Forbindelse med mig. Noget ikke direkte saarende, men alligevel som lod han mig forstaa, dertil og ikke længer – Andersen Nexø har haft nogen lignende Følelse, idet jeg husker en Udtalelse af ham, rigtignok fra adskillige Aar senere, fyldt af Krænkelse: Jeg kan ikke 38 udstaa Pontoppidans Nedladenhed, det er som han gir mig et Klap paa Skulderen. Det er en Fejlvurdering fra Nexøs Side, hans Umiddelbarhed var stærkt bundet, han kom ikke, selv de Folk han satte Pris paa, i Møde med aabne Arme, men det beskar ikke paa noget Punkt hans Oprigtighed eller afkølede hans Venskab, tværtimod fortættede det hans Varme, naar man forstod ham. Den Erfaring var ogsaa jeg mange Aar om at naa –

I hvert Fald gik jeg fra Pontoppidan nedtrykt, jeg havde rimeligvis ventet mig noget mere af Mødet paa Skagen – den Betydning dette havde haft for mig, kunde det naturligvis ikke have faaet for ham. Jeg havde ikke Følelse af, at der blev vist mig nogen Opmuntring, jeg befandt mig stillet over for mig selv i den Skikkelse som jeg sikkert var, en ung begyndende Forfatter, som der var mange af, og maaske kunde blive til noget eller maaske ikke – den straalende Vej ud mod min Fremtid, som jeg havde betraadt med vort Møde paa Skagen, var der intet der mindede om. Det, der virkede mest afkølende paa mig var, at Pontoppidan ved Afskeden ikke engang havde antydet, at han ønskede at se mig igen.

Jeg skrev et Brev til ham aabent og ærligt, at jeg havde følt mig skuffet ved Besøget, jeg fik ogsaa Svar fra ham, hvori han lod mig forstaa, at han var ked af, hvis han havde skuffet mig, det havde tværtimod glædet ham 39 at se mig, og at han troede paa mine Evner.

21/2 52

Aaret 1908 blev et for mig indholdsrigt og betydningsfuldt Aar, der bragte mig et betydeligt Stykke frem paa min Forfatterbane. At nedskrive, nu disse mange Minder trænger ind over mig, udførligt disse Begivenheder i mit Ungdomsliv, vilde føre mig altfor langt bort fra det Formaal, jeg har sat mig, at fæstne til Papiret min Erindring om Henrik Pontoppidan, inden endnu mere udslettes af Erindringen, end det maaske allerede er Tilfældet. De mange Aars Aflejringer, der allerede dækker meget af disse fjerne Aar, er selv for en god Hukommelse ikke til at bryde igennem, det minder ikke saa lidt om de arkæologiske Arbejder i ens eget Sind for at bringe næsten svundne Begivenheder frem til fornyet og virkeligt Liv. Ogsaa den rette kronologiske Orden byder her paa Vanskeligheder da jeg saa godt som gennem hele mit Liv, har levet uden at gøre Optegnelser af nogen Art, det at leve har altid været mere væsenligt for mig end en litterær Tilværelse med Optegnelser, Selvbetragtninger og Fordybelse, som allerede saa mange af Litteraturens Udøvere ofte har fundet Behag i.

Men det er nødvendigt for at fastholde et Indtryk af, hvordan mine Livsforhold den Gang var, paa dette Sted at nævne blot forbigaaende, hvad dette Aar bragte. Saa mange Minder melder sig, at det næsten ikke er til at forstaa, at de kun strækker sig over et Aar. 40 Jeg havde imidlertid faaet min Bog "Folket ved Havet" skrevet færdig, en ung Dame havde renskrevet Manuskriptet for mig mod Betaling, da min Haandskrift var daarlig og jeg langt fra var sikker i Ortografien. Det foregik ude i Rabæks Allé, hvor jeg havde lejet mig et Værelse, jeg læste det højt for hende, medens hun sad ved Bordet og nedskrev det. Jeg husker ikke Husets Nummer, men det var et af de smaa graa Huse, der ligger der endnu et Stykke oppe i Alléen. Jeg husker ikke om jeg personlig afleverede Manuskriptet paa Gyldendals Forlag, men jeg kan endnu mindes den Spænding jeg maa have svævet i for om det blev antaget. Mange Gange i den Tid det stod paa, tog jeg Varsel af Sporvognen, naar jeg gik ad Vesterbrogade ned mod Byen. Naaede jeg først til Stoppestedet blev Antagelsen afgjort til min Side, hvis ikke, fik jeg Manuskriptet tilbage, spændende Minutter, der sikkert fik mig til at forstærke min Gang.

En Eftermiddag paa Gammel Torv tæt ved Nygade løb jeg paa Paul Fjeldgaard41, netop i det Øjeblik han stod og kom et Brev i Postkassen. Jeg har netop skrevet et Brev til Dem og sendt det afsted, sagde han. Deres Bog er antaget – det staar saa tydeligt for mig, at det er vanskeligt at forstaa, at det nu er næsten 44 Aar siden. Jeg kan endnu fornemme den Følelse, der maa have bevæget mig, selvom jeg ikke husker nøjere, hvad han sagde. Han og Johannes Jørgensen havde læst Bogen, mine Evner var altsaa anerkendt af disse to, en stor Begivenhed var sket; der var ikke længere Tvivl om, at jeg var en ny talentfuld Forfatter, som det store Forlag vilde udgive – man vil sikkert forstaa den Betydning det havde for mig, ikke meget i mine ydre Forhold blev ændret, men inden i mig selv blev min Tro paa mine 41 Evner styrket. Ikke saadan at forstaa, at Tvivlen om mig selv nogensinde i særlig Grad har plaget mig – jeg har nok haft Kampe i den Retning, men aldrig har min Tvivl været stærk nok til at rokke min Tro paa min Fremtid.

Peter Nansen havde paa det Tidspunkt antaget Poul Fjeldgaard som Konsulent, han havde været Teateranmelder ved "Politiken" og havde i en Anmeldelse skrevet begejstret om Betty Nansen, saa Nansen havde faaet Øje paa ham, det er Fjeldgaards egen Fremstilling. Fjeldgaard var en meget begavet Mand, der stilede højt, at Skæbnen senere vendte sig imod ham skal ikke her hverken begrundes eller nærmere beskrives. Han blev den Mand paa min Vej, som i det nævnte Tilfælde fik Betydning for mig, og som jeg altid, hvordan det saa gik ham, har næret Venskab for –

Der er endnu to Begivenheder, jeg maa omtale, inden jeg fortæller videre om Pontoppidan, begge fyldte af lyse Ungdomsminder. Især er det Lindetræernes Duft i Rahbæks Allé der vækker min Glæde ved at tænke derpaa – de lyse Sommeraftner og Nætter, da jeg fulgte Inger hjem gennem Bülows Vej helt ud til Møllegade42 (Alderstrøst) paa Nørrebro, ledsaget af Netta paa vor forelskede Vandring – de rummer i Virkeligheden de skønneste Minder for mig paa den Tid, begge givende os hen til vor Kærlighed og Elskov, disse Lindetrærs Duft, der fyldte Natten som en Aande man drog ind forenede som Inger og jeg var i 42 Tankerne om vor Fremtid. I den Periode kom jeg i hendes Hjem, ikke saadan offentlig Forlovede og for forlovet, mere og alvorligere end man sikkert har syntes om der. Men jeg var jo blevet en anerkendt ungt Talent – og Bodil var blevet afsløret med sin hemmelige Læsning hos Skuespiller Texier43 og var blevet antaget som Elev paa det kongelige – begivenhedsrige Aar, der er kært og farverigt at mindes. At denne lykkelige Tid fik alvorlige Følger for Inger, og derfor ogsaa for mig blev dog først til Vished ud paa Sommeren –

En Maanedstid besøgte hun mig oppe i Gl. Skagen, vi boede begge hos Ole Christoffersen, Inger i det vestre Kammer med Vindue ud til Haven, der hvor ellers Gammel Wolle og Maren uden for Sommertiden sov, naar Badegæsterne var borte. Jeg var anbragt i det gamle Ruf44, der stod i det sydvestre Hjørne i Haven, der hvor den gamle Fyrskibskaptajn Larsen45 i mange Aar boede – Ingers Tilstand fik vi saa godt som hver Morgen konstateret, naar jeg paa mine forbudne Visitter krøb ind til hende gennem det lave Vindue, hvor jeg ofte var ved at sidde fast –

Inden jeg kom til Skagen havde jeg og Netta saa godt som vandret Jylland igennem, om vor lange Vandring, der strakte sig over 5–6 Uger, vil jeg ikke her berette om, skønt jeg kun har skrevet meget lidt om min Ungdoms Vandreaar, der sammenlagt næsten strækker sig over et Tidsrum af to Aar – jeg var inviteret af Skjoldborg og Louise46 til at besøge dem paa Dynæs47 og jeg og Netta blev modtaget af Skjoldborg paa Laven Station 43 hvor Skjoldborg laa med sin Sejlbaad for at hente mig og sejle mig tilbage over Søen til Dynæs. Jeg maa endnu smile, naar jeg tænker paa Skjoldborg som han var klædt, blanke Sølvknapper i Vesten, kort stumpet Trøje og flad blank Sømandshue, han lignede grangivelig en af de Optrædende fra "Gutter om Bord"48. Han var glad og bevægelig som en stor Dreng, han har sikkert været opfyldt af Minder om Limfjorden fra hans Tid i Hanherred –

Det var en solskinsfyldt Dag med let Vind, det var ogsaa længe siden jeg havde befundet mig i en Sejlbaad vant dertil som jeg var fra Ringkjøbing Fjord og Sejlturer paa Aarhus Bugten i mine Læredrengeaar.

Ude paa Søen udbrød Skjoldborg, idet han viste mig, hvor Dynæs laa: Kan du se Flaget, hvem tror du, vi flager for – i Dag besøger en ung Digter os for første Gang.

Jeg husker ogsaa, hvad jeg svarede taknemlig og højtidelig: Tak skal du ha for det, Skjoldborg, det var første Gang, der flages for mig –

Jeg vil ikke beskrive Dynæs eller Dagen der, blot vil jeg lige nævne, at de Aar paa Dynæs var Skjoldborgs og Louises lykkeligste Aar – jeg kunde godt her fortælle Dynæshistorier fra mine Besøg der, men hvor ender jeg da.

Det var her jeg mødte Andersen Nexø for første Gang, netop i disse Dage jeg var der, et Møde der indledte et Venskab, der uafbrudt strakte sig til hans fyldte 70 og hans første 44 21/2 52 [Bog II begynder her] kommunistiske Udfald mod Finland, da Brudet mellem os begyndte. Jeg var 28 Aar, og Nexø har været 39, han havde ret magre, skarpe Kinder, det samme haarde udfordrende Udtryk som fulgte ham op gennem Aarene, men renere. Der stod mere Kulde fra ham end Varme; skønt Trækkene var sammenbidt, som de vedblev at være, var Udtrykket i hans Ansigt alligevel aabent præget af en skarp lysende Forstand. Ved Siden af Skjoldborg, som han modtog mig der ved Stationen, kan man godt sige at han var hugget i Granit medens Skjoldborg var det glade harmløse Menneske favnende Livet og alle gode Tanker, selvom ogsaa han havde noget af en Oprørsaand i sig. Hvad Indtryk jeg selv har gjort, brunøjet og mørk – og sikkert ogsaa langhaaret, har jeg ingen andet Begreb om end det jeg danner mig selv, jeg var kommen til Dynæs for at vandre derfra paa en af mine længste Vandringer alene i Følge med min Hund. Mon ikke baade Nexø og Skjoldborg har følt, at det var en ung romantisk Digter. I Stedet at stride med Tidens Spørgsmaal, vilde jeg gennemvandre Jylland og den jyske Vestkyst, fyldt af Stemning og Naturglæde – dog med den Tanke at lære jysk Natur og Befolkning at kende.

Min Ungdomsven, den islandske Digter Jonas Gudlaugsson, havde netop skrevet til mig fra Bredefjord, hvor han en Tid var Redaktør, at han havde lejet Hus til mig for at jeg kunde besøge Island og lære Island at kende. Men Jylland kaldte paa mig, hans Indbydelse fristede mig nok, men det var Jylland jeg gennem saa stor Del af mit Forfatterskab skulde beskrive. Da Dagen kom, da Netta og jeg 45 skulde afsted, sejlede Skjoldborg os over Søen til Himmelbjergets Fod og derfra begyndte vi vor Vandring op over Himmelbjerget og vester ud over Salten, over øde Heder, der endnu knap var naaet af Opdyrkningen, over Sønder Omme, Grinsted, lang Varde Aa til Varde og videre til Esbjerg, derfra til Fanø, over til Skallingen og helt op til Tyborøn –

26/2 52.

Det var ikke noget stort Honorar jeg fik for "Folket ved Havet" hos Gyldendal – 400 Kr. for 1250 Eksemplarer til en Bogladepris paa vist 2½ eller 3 Kr. At det heller ikke var nogen Forretning for Forlaget viser den Omstændighed at dette beskedne Oplag ikke blev udsolgt før ca. 25 Aar efter at det udkom. Selvom Bogen ikke vakte nogen Sensation, hvad mit Forfatterskab forøvrigt aldrig har været ude for, saa fik den en enstemmig god Modtagelse af Kritikken.

Den første jeg naturligvis sendte Bogen til var Henrik Pontoppidan – den udkom i Oktober49 og jeg var flyttet bort fra Rahbæks Allé ud til Gunløgsgade paa Islands Brygge, hvor jeg sammen med Netta havde indrettet mig et Ungkalehjem med Hjælp af nogle Møbler, som gamle Fru Svendsen havde overladt mig, Møbler som jeg forøvrig har flere af endnu – Der var nemlig sket Brud mellem Inger og mig, 46 hun havde aborteret en Nat i sit Hjem, stort Ballade naturligvis, men alt dette er en anden Historie, som ikke hører hjemme her. Nok er det, at Familien fik Indflydelse paa hende og jeg blev vist Vintervejen – Det blev paa mange Maader en Prøvelsens Tid med Solderier og Vidtløftigheder, der formede sig saaledes at jeg nød den Tids Københavnerliv, et Kaféliv, paa Bladet om Eftermiddagen og hos Thomas S. og i Kisten og Laaget i Tivoli og Wivex om Aftenen og Natten – Min Dag begyndte først ud paa Eftermiddagen og endte for det meste hen paa Morgenen – Unge Forfattere, Journalister, Skuespillere og Kunstnere af enhver Art, deriblandt ogsaa Cirkusfolk, som denne Kreds hørte til. Jeg skal nævne en Del af dem. Storm P., der paa dette Tidspunkt var en ikke særlig paaagtet Skuespiller paa Dagmar Teatret, […] Tscherning50, eller hvad han hed, Magnussen, Poul Østergaard, Sarrouw, Andreas Vinding, Ancker Jørgensen og hans yngre Bror, en berømmelig Kvindebetvinger, ved Middagsbordet Kl. 12, var det vist. Carl Muusmann, Schumænnerne – samt et Udvalg af den Tids Demimonder – der var mange flere – jeg nævner dem blot for at give et Indtryk af, at ogsaa den Side af Livet fik jeg Anledning til at prøve –

Endelig en Dag naaede et Brev mig fra Pontoppidan, han havde søgt mig forgæves der hvor jeg før boede (Rahbeksallé) for at ville takke mig for min talentfulde 47 Bog, der havde fyldt ham med stor Glæde. Han bad mig besøge ham, han boede nu i Halls Allé ikke langt fra, hvor jeg før boede –

Jeg husker den Sejersglæde, der greb mig, jeg havde nær slaaet en Stol i Stykker og jeg tog fat i Netta og dunkede det arme Dyr, der trods den godt forstod, det var af Glæde, hylede med. Jeg tror næppe jeg har følt større Stolthed og Overbevisning om mine Evner, den store Digter kom igen til mig, ind paa min Vej, paa en mandig beskeden Maade og for Alvor tog mig med mod Sejer og Storhed – fra den Dag mistede Pontoppidan aldrig Interessen for mig og troede paa mig, han har ialtfald aldrig ladet mig andet mærke.

Jeg husker tydelig Middagen i han Hjem, blandt andet Henry Nathansen, hvis Skuespil "Indenfor Murene" vist netop var skrevet, og Herdis Bergstrøm. Som sædvanlig er Samtalerne udslettet af min Erindring, men Følelsen af min egen Nærværelse har jeg bevaret, et Indtryk af en ung Digter, der atter var trukket frem til Beskuelse af andre, men denne Gang efter at jeg havde bevist, at jeg var denne Opmærksomhed værdig –

Men det der staar endnu mere uudsletteligt for mig var den Tur jeg gik i Søndermarken sammen med Pontoppidan 48 om Eftermiddagen. Det var ud paa Efteraaret, maaske i Begyndelsen af November Maaned, en regnvaad Dag med Løvet dalende ned paa Gangstien inde mellem de store Trær omkring os. Det var ikke som da vi fulgtes ad paa Vejen fra Gl. Skagen til Skagen efter Drachmanns Begravelse, jeg havde selv en Følelse af, at jeg var blevet værdig til at følges med ham, at han ikke denne Gang viste mig Venlighed, fordi jeg havde vakt Opmærksomhed med mit Digt – Jeg havde med "Folket ved Havet" bevist at jeg var et Talent – og Pontoppidan var gennem alle de Aar jeg stod ham nær ikke blot lydhør over for hvad jeg i Aarenes Løb kom til at yde, men han fulgte meget nøje med ialtfald før Alderdommen fjernede ogsaa det fra hans levende skønne Aand.

Han var bekymret for, hvad jeg skulde leve af – Udkommet for en ung dansk Digter var mer end vanskelig – jeg skrev ikke i Blade og havde ingen journalistiske Anlæg. Et Forsøg som Frejlif Olsen51 ved Ekstrabladet gjorde førte ikke til noget, under Mærket Per Klitten havde jeg skrevet nogle faa Artikler, især om det mørke København. Et Resultat Julius Magnussen trøstede mig med, at det skulde jeg kun være glad for, Journalistikken stjal altid sin Mand – en Sandhed, jeg den Gang ikke forstod.

Pontoppidan talte om, at nu maatte jeg nok kunde faa et Legat, han nævnede Carl Møllers Legat, der – rigtignok for fortrinsvis 49 Humorister, og det kunde man ikke paastaa jeg var – Vilh. Andersen var Legatuddeler, ham skrev han til og jeg skulde selv gaa til ham med min Bog – hvad jeg ogsaa gjorde, da det skulde søges – nu sidder jeg selv i den samme Legatbestyrelse og er forpligtiget til at vaage over unge talentfulde Digtere, et saare vanskeligt Ansvar i denne Tid, hvor vore Digtere gaar andre Veje end da jeg var Begynder i Faget.

Vilhelm Andersen boede paa Sankt Anna Plads, hans Arbejdsværelse tror jeg var ottekantet som et Taarn med Væggene fyldt fra Gulv til Loft af Bøger – aldrig har jeg staaet mellem en saadan Samling af Litteratur og oplevet, at et Menneskes Liv var saa forenet med Forfatteres Værker – Jeg fik Legatet i April 1909, men det kommer jeg maaske til at omtale senere, det jeg vil nævne her og som Pontoppidan sikkert havde Del i var at Vilh. Andersen ogsaa var bekymret for min fremtidige Eksistens.

Han vilde gerne forsøge at hjælpe mig og foreslog mig, at jeg skulde søge Beskæftigelse paa et Bibliotek, saa jeg havde noget at leve af – efter hans Mening vilde det bedre sætte mig i Stand til at faa Ro til 50 at skrive. Jeg ved ikke om jeg havde en Følelse af at det maaske kunde føre mig paa Afveje, ud i noget der kunde fjerne mig fra den Fremtid jeg var begyndt paa. Jeg overvejede det nogle Dage, men uden at hans Interesse for mig fristede mig, jeg skrev til ham, at jeg hellere vilde fortsætte at leve som en fattig ung Forfatter end en fattig Hjælper i et Bibliotek – Fristelserne er mange paa Livets Vej, ofte kommer de til En netop i Form af velvillig Forstaaelse. Som jeg havde ført min Kamp igennem bort fra at vedblive at være Bogbinder, tog jeg ogsaa her den Beslutning at det jeg vilde udrette vilde jeg gøre helt, hvad det saa end bragte med. Jeg har aldrig en Dag i mit Liv vaklet i min Vilje til at holde ud og føre mit Forfatterskab igennem. Dog har det beskyttet mig, at jeg kunde intet andet end blot digte –

24/2 52

Der er endnu to Hændelser fra denne Brydningstid, som jeg husker særlig stærkt og som fandt Sted paa denne Tid. En Tur vi gik sammen i Gribskov52 ud til Syvstjernevejen, Pontoppidan var paa Rekreation, vist nok efter en Galdeblærelidelse, og boede et Sted uden for Hillerød hvor Vejen svinger fra Fredensborgvejen nord ind i Gribskov. Jeg havde netop læst Lykkeper og Olaf den Helliges Saga og fundet Lighed mellem disse to episke 51 Digtninger i deres Fortællemaade. Jeg fortalte ham det, det var ikke ofte i hvert Fald i disse Aar, da jeg endnu var saa ung, at vi talte om hans Bøger. Selv var han altid tavs baade om, hvad han arbejdede paa, og om sit Forfatterskab. Enten var det mine Bøger eller andres, han talte om, han fulgte godt med og det er mit Indtryk, at han læste meget. Der er næppe mange af Samtidens Forfattere, som han ikke har ladet mig høre hans Mening om, men det faar jeg nok Lejlighed til at berøre nærmere.

Vi var naaet ud til Syvstjernevej tæt ved det lille Skovløberhus, som ligger der, han standsede og betragtede mig. Jeg kunde se paa [ham] næsten til min Overraskelse at min Udtalelse gjorde Indtryk paa ham.

Det er mærkværdig, sagde han, at De siger det – Det har ingen anden før sagt – Selv har jeg været klar derover længe.

Det er en af de faa Gange, hvor jeg har haft Følelsen af at bringe Pontoppidan Glæde vedrørende ham selv, det var som jeg var kommen ham nærmere som en af dem, der havde en Forstaaelse af ham, som han nok var villig til at anerkende.

23/3

Her er ikke Pladsen til at berette om de Ungdomsaar baade før og i de tre Aar jeg var gift med Inger, Bodil Ipsens Søster – men det var ogsaa den gode Modtagelse "Folket ved Havet" havde faaet, som afgjorde 52 at vi giftede os. Jeg havde som vist allerede omtalt, brudt med Ingers Familie, og har kun en Gang siden staaet ved den Ipsenske Families Dør i Alderstrøst i Møllegade, den fortvivlede Morgen efter at Inger havde forladt mig. Paa Kapelvej havde jeg købt en stor blomstrende Syrenbuket – som jeg bragte med i Haab om at Inger skulde forstaa min Kval – det var Bodil, der lukkede op, hun næsten smækkede Døren i for Næsen af mig – det var tidlig paa Foraaret 1912.

Vi giftede os53 uden nogensomhelst Forbindelse med Ingers Familie, jeg husker den gamle Kancelliraad54 vilde give os Møbler til 400 Kr., som jeg afslog. Naar jeg fremdrager det her, er det for at mindes et Brev som jeg fik fra Pontoppidan, han havde ikke glemt vor Samtale paa Vejen til Skagen, da jeg fortalte ham, at jeg skulde rejse til min Kæreste. Han indbød os til at fejre vort Bryllup i hans Hjem, han havde forstaaet, at vi var unge, der havde lidt og kæmpet for vor Kærlighed – og havde trods alt holdt sammen –

Desværre kunde vi ikke modtage hans Indbydelse, da en norsk Ven, le Mar Berrum55, og hans danske Frue i Forvejen havde indbudt os. Jeg fremdrager dette, da jeg aldrig har kunnet glemme det Savn, som jeg her har følt ved, at den Dag ikke blev holdt i Pontoppidans Hjem, det rige og skønne Minde, som jeg paa denne Maade mistede, har jeg ofte siden søgt at forestille 53 mig. Det er den anden af de to Begivenheder, jeg foran nævnte, det viser en følsom Side af Pontoppidans Væsen, den unge fattige ensomme Digter skulde ikke staa ensom paa denne Højtidsdag, han rakte os dermed sin Haand varmere end jeg vist nogensinde senere lod ham forstaa – Dagen efter Brylluppet tog vi med Toget til Jylland til Hulsig St. nær Gl. Skagen. Det var i Marts. Siddende paa en Agefjæl kørte vi fra Hulsig til Kandestederne hentet af Thomas Frederiksen56, som vi havde lejet et lille Hus af. Lærkerne sang paa den lyse kølige Foraarsdag, Netta fulgte os langs Lyngvejen gøende og fornøjet – nye Kampe og Prøvelser var begyndt.

27/3 52

Ofte viser det sig, at der har aflejret sig saa store Lag af Oplevelser og Erindringer fra de unge Aar, at det bestemte man søger at finde er meget vanskeligt at faa fremdraget. Naar mange Aar er gaaet af Ens Liv taber de fjerne Aar let baade i Rum og Tid, saa et andet Aar eller enkelte Aar knap var til at adskille. Og dog er de levet og har haft deres Mangfoldighed af Begivenheder, der næppe har været ringere af Betydning. Dette jeg her har sat mig for at nedskrive [om] mine Erindringer 54 om Henrik Pontoppidan vil man sikkert forstaa netop byder paa saadanne Vanskeligheder. De svundne Aar viser sig som et sammenvævet Tæppe hvis enkle Mønster nok stadig er tilstede, nogle dog slidt ud af Tiden, medens andre har bevaret friske og uforgængelige Traade. Saadan ogsaa med mine Erindringer om mit Samvær med Pontoppidan. Der er Aar, nu da jeg søger at genopleve dem, som jeg maa lade staa ubeskrevet, netop fra den Tid, der fulgte efter Giftermaalet med Inger. Jeg husker kun enkle Breve fra ham, hvis Indhold og Betydning for mig er bevaret i min Erindring. Det er vedrørende mine to Bøger, der fulgte efter "Folket fra Havet": "Af Jordens Slægt" og "Af Nyskovens Saga", udkommet 1910 og 1912.

D. 14/10 52

Jeg er netop kommen hjem fra Gyldendals, hvor jeg har siddet og skrevet Dedikationer i Anledning af Udgivelsen af min nye Bog "Paa Vej mod Tiden" – og kan ikke andet end tænke paa de alvorsfulde Tanker, der opfyldte mig, naar jeg afsendte en ny Bog til Pontoppidan. Den største Vanskelighed var at finde de Ord, der gav Udtryk for mine Følelser, fyldt af Taknemlighed og 55 Beundring, som jeg skyldte ham. Og den spændende Tid, der gik, indtil jeg fik Svar fra ham. Han har læst alle mine Bøger og sagt sin Mening om dem paa hans stilfærdige hjærtevarme, men ufravigelig sandfærdige Maade. Var han tilfreds med mit Arbejde og paaskønnede, vidste jeg at min Bog var god, og alt hvad der saa blev sagt og skrevet om den af andre, blev mig ret ligegyldig. Hans Krav var store, at blive regnet med af ham stod i de Aar for mig som den største Sejer. Lignende Oplevelser er det nu mange Aar siden jeg har haft – Men derom kommer jeg nok senere til at fortælle.

Ovenfor nævner jeg mine to Bøger "Af Jordens Slægt" og "Af Nyskovens Saga", som fulgte efter "Folket ved Havet" – de bragte mig ikke den Ros fra Pontoppidan, som jeg sikkert havde ventet. Jeg husker især hans Udtalelse om "Af Jordens Slægt"57, nænsomt skrev han at jeg selv sikkert vilde bære over med hans Dom, om ikke nu saa naar Aar var gaaet og jeg var naaet videre paa min Forfatterbane – den Naturromantik som præger dem, tiltalte ikke hans klare og i Kunsten saa nøgterne og skarpe Aand – Breve som sikkert findes blandt de mange 56 Breve jeg har modtaget fra ham. De Bevægelser i mit Sind [der] stod bag disse Bøger gennem disse Ungdomsaar, havde han næppe Kendskab til, da der ofte gik Aar mellem de Gange jeg mødte ham. Hvor underligt det maaske lyder, var det Johannes V. Jensens "Skovene"58 og hans Singaporenoveller59, der drev mig frem ad den Vej, ikke for at følge ham, tværtimod, det var et bevidst Oprør mod hans Udlændighed – at man maatte søge ud i Verden for at finde fantasifuldt Stof om Dyr og Mennesker og Natur. Jeg vilde vise, at det samme fandtes her i vort eget Land – i vor Natur, blot man brugte Fantasien, selvom Stoffet var af en anden Art.

Pontoppidan blev aldrig nogen stor Beundrer af Johannes V. Jensens Digtning, selvom han naturligvis i høj Grad anerkendte hans Evner – men det er Indtryk jeg først modtog mange Aar senere, men som jeg finder naturligt at skyde ind her. En Gang udtalte han om ham, en Udtalelse som han i Aarenes Løb gentog flere Gange, "Kunde man tænke sig, Johannes V. Jensens store Beskrivningsevne og Sprog slaaet sammen med Thit Jensens blodrige og frodige Udfoldelse af Fantasi og Bevægelighed samlet bag en Person, da vilde man have haft den store fremragende Digter". Pontoppidan var i mange Forhold forbavsende 57 snæver i sin Opfattelse af andres Digtning, en Snæverhed, jeg mange Gange har undret mig over, men som aldrig virkelig gjorde sig gældende i hans Interesse og omfattende Forstaaelse af mit Forfatterskab – forskellig som vi var, jeg bør vel sige, paa næsten ethvert Omraade. Men ogsaa disse Betragtninger hører hjemme et senere Sted, fra de Aar, da jeg kom til at staa ham ogsaa personlig nær. Med denne Snæverhed har han aldrig øvet Tryk paa mig, selvom han aarvaagent vogtede paa mig.

At jeg i mit Forfatterskab ikke blev paavirket af ham maa have sine naturlige Grunde i vor Personligheds store Forskelligartethed – han fyldt af Aand og Kultur jeg et umiddelbart Produkt af den Natur der var i mig, men som Følelsen af hans Nærhed var med til at udvikle.

Han kaldte mig ofte en Naturbegavelse, dermed vel ment en primitiv oprindelig Naturprodukt – fjern fra ham selv, som maatte ha Lov at gro paa sin egen Maade – jeg kan ikke andet end tænke paa de mange Tanker Pontoppidan sikkert gennem de mange Aar har maattet gøre sig om en Mand af min 58 Art og Oprindelse, sikkert ikke altid saa tilfredsstillende, som jeg har været tilbøjelig til at tro – At jeg i mine Emner og mit Stof ikke blev paavirket af ham skyldes ikke nogen Art af Bevidsthed, hvad han sikkert har forstaaet og værdsat – Det blev Indtrykket af, og med Aarene mit voksende Kendskab til hans Personlighed, der fik den største Betydning for min Udvikling, hans Aands Rejsning og menneskelige Holdning, Helheden i hans Personligheds Tilknytning til hans Digtning og Gerning.

D. 16/10.

1912 blev, tror jeg, mit Livs vanskeligste og ogsaa haardeste Prøvelsesaar – mit korte Ægteskab med Inger Ipsen ebbede pludselig ud. Mit Sind var vanskelig og befandt sig ogsaa i en Krise, de tre Bøger jeg havde skrevet, foruden "Syg Slægt" og de to Kolportageromaner, havde jeg haft al Grund til at være tilfreds med, Kritiken havde ikke blot rost dem, om mine Evner som ung begavet Digter var der ikke længere Tvivl. Baade fra Norge og Sverige, hvor "Af Jordens Slægt" var udkommet, i Oversættelser, strømmede Anerkendelsen ind. Men mine økonomiske Fohold var yderst ringe, i Virkeligheden havde jeg intet faktisk at leve af, jeg havde været to Aar om at skrive hver af disse tre smaa Bøger, hvis Honorarer beløb sig til 3–4–500 Kr. Jeg tjente saa godt som intet ved at skrive andet, for Bladene egnede jeg mig ikke, nu og da et Forskud af Peter Nansen hos Gyldendal, 59 samt en 2–300 Kroner som midlertidig Understøttelse paa Finansloven var alt – det var Ingers maanedlige Indtægt paa 150 Kr. for hendes Arbejde med Øresundstolden hos Nina Bang60, som satte os i Stand til at eksistere.

Mit Arbejde med mine Bøger tilfredsstillede mig ikke, de var ikke for mig blevet de Digterværker som det havde været min Agt at skabe, og som havde levet i min Fantasi. Det var min Kamp med Sproget, der lagde mig Vanskeligheder i Vejen, en Kamp der strakte sig gennem mange af mine Ungdomsaar, først da jeg tog fat paa "Foran Livets Port", første Del af "De Levendes Land", fik jeg Luft under Vingerne og sproglig Frihed til at udfolde hvad der rørte sig i mit Sind. Mine Venner Jonas Gudlaugsson og Sigurjonsson, som var dem, jeg var mest sammen med i disse Aar, og som stod mig nærmest gav tidt Udtryk for, at jeg nærmest maatte være forrygt. Jeg husker Jonas udbrød en Dag, da jeg maa ha været særlig langt nede: Du er den, der har vundet mest Anerkendelse af os, og du teer dig som en gal –

Og saadan var ogsaa mit Forhold til Inger, hun forstod mig endnu mindre, et helt Aar havde jeg arbejdet med min Bog "Nyskovens Saga" uden at naa ret langt. Hvad der var i mig kunde jeg ikke faa frem, og fik jeg det frem, var det ikke det, som jeg vilde, og som det skulde være. Tilsyneladende betød hendes Nærværelse intet, vi kom bestandig i Konflikt 60 med hinanden – og mere en en Gang bad jeg hende om at forsvinde hjem til Alderstrøst i Møllegade, hvor hun hørte hjemme. Og en Dag i Februar gjorde hun Alvor af det, med nogle faa Ord meddelte hun mig, at hun var flyttet hjem, da jeg næppe vilde savne hende.

Ja, det er forunderligt lidt man kender af sig selv, især i Ungdomsaarene – vi boede i et Par lejede Værelser paa Rolighedsvej61 i et Pensionat i en større Ensomhed end den jeg følte, da jeg den Aften kom hjem og fandt Ingers Brev, skønt en Ensomhedsfølelse har været mig en trofast Ledsager gennem hele mit Liv – Den Kærlighed, som [jeg] ikke troede længere var tilstede flammede op større og mere lidelsesfuld end jeg havde lært den at kende – selvforskyldt havde jeg selv bragt denne Lidelse over mig. Jeg havde kun en Tanke, en Følelse, at bevise hende, at jeg elskede hende.

Det meste af denne kolde og sorte Februarnat flakkede jeg om paa Kochsvej paa Frederiksberg, hvor jeg troede Inger befandt sig hos en Veninde, Valdes Søster og Ingers Barndomsveninde, som nu var Sygeplejerske paa Prof. Danielsens da berømte Klinik for nervelidende62 og især for norske Kunstnere63 naar de trængte til at spærres inde for Druk, et den Gang overbevisende Tegn paa norsk Genialitet. Fulgt af min Hund Netta, det eneste Væsen som syntes at ofre mig Følelse, vandrede vi Time efter Time frem og tilbage ventende paa at Inger skulde komme, men hun kom ikke –

61 Jeg kan ikke lade være med at nedskrive dette, nu jeg er begyndt derpaa – det er som at blive mindet om et gammelt smertende og næsten glemt Saar, som nok for længe siden er blevet lægt, men hvis Aarsag aldrig siden har været glemt. Alt hvad jeg havde opnaaet og bygget op af Opfattelser om Liv og Mennesker styrtede paa den Nat sammen som et Korthus, hvis stolte Bygværk mine Hænder nettop havde hugget i.

En af de Oplevelser, jeg tror jeg tør sige, det, som staar saa frisk i min Erindring, som er det ikke noget, der var hændt nu for 40 Aar siden, hændte mig denne Nat, da Netta og jeg kom hjem til de to af Ensomhed og Forladthed fyldte Stuer, træt og forkommen, forladt af det Menneske, hvis Betydning for mig jeg for sent erkendte. Jeg sad ved Skrivebordet for at sende Inger nogle Ord, der skulde overbevise hende om, hvor højt hun var elsket, midt under min Sorg og min Hulken sprang Netta pludselig paa mine Knæ og peb og slikkede mit Ansigt, deltagende i min Smærte mere end jeg tror et Menneskesind er i Stand til at vise – Det er fejlagtigt at tro at Kløften, der skiller os Mennesker fra Dyr, er saa stor – i vort Følelsesliv har vi meget fælles –

Tidlig om Morgenen gik vi afsted til Møllegade med det Brev, jeg havde 62 skrevet, paa Vejen paa Kapelvej købte jeg en stor Buket af blomstrende hvide Syrener – Klokken var ikke ret mange, men det tænkte jeg ikke paa – jeg maatte ringe flere Gange, inden Døren blev aabnet. Og der stod Bodil, hendes Udtryk var fjendligt og koldt, Inger var ikke hjemme fik jeg til Svar, det var knapt nok hun vilde modtage Syrenerne og Brevet, inden hun smækkede Døren i. Jeg kan nu ikke andet end smile ved at mindes det, ved Tanken om, hvor fattig og ensom og ynkelig en Figur jeg maa ha gjort. Det er ikke meget godt jeg kan sige om Bodil Ipsen fra disse Ungdomsaar, og jeg kendte hende dog nøje – ofte har jeg set hende efterligne de gamle Damer fra Alderdomshjemmet altid til Latter – jeg er tilbøjelig til at tro, at hun ogsaa har lavet en komisk Scene af mit fortvivlede Fremmøde.

Naar jeg er kommen til at skrive om alt dette, der jo ikke vedrører min Erindring om Pontoppidan, var det egenlig for at fremhæve, at jeg ingen Erindring har om, at han i hvert Fald paa det Tidspunkt fik Kendskab til, hvordan det i Virkeligheden stod til med mig –

27/10

I den nærmeste Tid der fulgte efter undgik jeg Mennesker, flakkede om ensom, plaget af den Selvoptagethed, som jeg nu gav Skylden for, hvad der var sket – en mere tom og 63 udeltagende Verden har næppe paa noget Tidspunkt af mit Liv omgivet mig – men det vilde blive en lang lang Historie om jeg nedskrev alt dette her. Jeg vil blot meddele, at Peter Nansen, vist gennem Jonas Gudlaugsson eller Poul Fjeldgaard, fik Kendskab til min Forfatning og fik sendt Bud efter mig. Jeg kan ikke andet end her omtale den smukke Erindring om ham. Medfølende og forstaaende lagde han sin Haand paa min Skulder inde paa sit Kontor. Ja, det er noget vi maa igennem, og som vi alle faar prøve, sagde han. Et Vidnesbyrd om, at selv hans lette moderniserede Aand, skabt i Tidens københavnske Aand, havde loddet Menneskelivets dybe Vande. Han vilde at jeg skulde rejse bort, De holder jo altid af at komme til Skagen, Forlaget skulde nok betale – jeg maatte gøre den Bog færdig, han vidste jeg arbejdede paa.

Her vil jeg slutte Beretningen om dette Afsnit af mit Ungdomsliv, selvom det lidet jeg har nedskrevet paa disse Blade i Virkeligheden intet gengiver af de Lidelser, jeg maatte igennem eller om den dybtgaaende Betydning baade i min Udvikling som Menneske og i mit Forfatterskab.

64 Paa Ruths Hotel i Gl. Skagen skrev jeg "Af Nyskovens Saga" færdig i Løbet af 4 Maaneder samtidig med at jeg skrev 6 lange lange Breve til Inger, hvori jeg fremdrog alt om vor Kærlighed, for at minde hende derom med en Oplevelses Inderlighed, der paa mig selv virkede som var jeg bundet paa et Baal –

Jeg blev igen modtaget af Nansen med Slag paa Skulderen, som stod jeg der som Sejerherre, hvad jeg paa en Maade nok var – men Ilden var langt fra brændt ud. De har vist Dem som en Mand, sagde han, nu skal De ud at rejse i Udlandet, Forlaget skal nok betale – Hvor stormer mit Sind fuld af Minder fra dette og disse Prøvelsesaar, og hvor er det vanskeligt at slippe dem, nu de atter er kommen mig saa tæt ind paa Livet, men det vilde blive Snesevis af Blade om jeg skulde nedskrive dem her.

I Oktober rejste jeg saa afsted alene, Netta blev anbragt paa Skagen Hotel hos Mor Anny64, det Væsen, som var strængest for mig at forlade – jeg var borte til Maj 1913, levede Vinteren i München en Tid i nær Omgang med Johan Sigurjonsson og hans Hustru Ib65, "Bjergejvind"66 skulde ha Premièr paa National Scenen i München, Stykket faldt, jeg sad 65 ved Siden af Johan og Ib og saa alle de store og lyse Drømme om Sejer og Fremtid som jeg havde delt med dem synke i Grus. I ingen Afsnit af mit Ungdomsliv som i denne Vinter i München har jeg kendt saa mange Kvinder; selvom det er fristende at dvæle ved disse Oplevelser maa ogsaa det vente – men jeg skylder at sige, at denne Tid alligevel staar i en herlig Glans for mig, det frie borgerlige Liv i denne før den første Verdenskrig saa glade bayerske Hovedstad, med sin Kunst og sit sydtyske Folk er Minder, som jeg er vedblevet at være Tyskland eller Bayern taknemlig for –

I de første Dage i Maj satte jeg mig i Toget for at rejse hjem til Gl. Skagen og Netta, det eneste Sted, hvor jeg følte mig hjemme – jeg kom fra Verona, efter min lange Vandring fra München over Brenner, alt dette rækker over Begivenheder som jeg mærkværdigvis aldrig har skrevet om – ogsaa nu faar jeg forlade det skjult i det Gemme, hvor dog de fleste af Livets Oplevelser og Hændelser er at finde: Mit Møde med Netta igen og med mine Skagens Venner 66 fra den Tid – Jeg lejede mig ind paa Ruths Hotel i det samme Værelse, hvor jeg havde udkæmpet mine Kampe med Inger, et lille Rum med et Vindue mod Nord – jeg skulde atter til at begynde paa en Bog ved det samme Bord, hvor jeg havde siddet og skrevet mine Smærtesbreve til Inger – det var en lang og svær Vej jeg havde tilbagelagt i dette et et kvart Aar –

29/10 52

Og her begynder saa igen mine Erindringer om Pontoppidan, jeg husker ikke engang om jeg i al den Tid har skrevet til ham eller faaet Breve fra ham – Men en Dag fik jeg at vide at han boede inde paa Brøndums Hotel, og straks gik jeg ind for at hilse paa ham. Pontoppidan var den Gang 56 Aar, hans Haar og Skæg var begyndt at graane og stod mandig og smukt til hans ret skarpe Ansigt med de stærke staalgraaagtige Øjne, dette Blik, der er saa karakteristisk for ham, og som giver hele hans Væsen et ejendommeligt Præg af Fjernhed samtidig med en forunderlig Klarhed, der synes at gennemskue og opfatte alt, dette Pontoppidanske Blik er efter det Kendskab jeg har til Familien en Familiearv, der særkender mange af dens Medlemmer, kun med den Afvigelse, at hos Pontoppidan 67 er det fyldt af hans Personligheds baade milde og haarde Karakter.

Jeg husker den Afstand, der ogsaa denne Gang kom til Udtryk mellem os, jeg stod der som den unge Forfatter, der søgte den store og ældre – skønt det var tydeligt at mærke, at han blev glad for at se mig. Vi har sikkert talt om min Rejse og Hjemkomst, men jeg husker intet derom – han beklagede sig over, at han intet fik skrevet, det var ham ikke muligt at faa Ro paa Hotellet og for sine Skagens Venner – den Gang levede de jo alle paa nær Krøyer – Under Nettas begejstrede Gøen spadserede vi en Tur ud ad Vejen forbi det hvide Fyr, jeg foreslog ham at han skulde flytte ud til Gl. Skagen paa Ruths Hotel. Der var ingen, der kunde forstyrre ham, der kunde han faa det sikkert som han vilde ha det. Og Resultatet blev at han Dagen efter flyttede derud, han fik et helt Hus for sig selv, Villaen, som det kaldtes den Gang, og som var bygget til Dagmar, Rutheses Datter, deres eneste Barn, som nu var blevet gift med Olaf Dahler67, den unge norske Styrmand, der i 1907 forliste ved Spirbakken og 68 som var den eneste af den 9 Mand store Besætning, der kom levende i Land og Olaf var i disse Aar norsk Hvalskytte og laa paa Hvalfangst ved Sydafrika, saa Dagmar boede ovre paa Hotellet.

Hele Maj Maaned boede Pontoppidan der og arbejdede flittig paa et af Bindene til "De dødes Rige" – fra tidlig paa Formiddagen til langt ud paa Eftermiddagen var Vinduen ud til Sletten dækket tæt til af en Tæppe, saa han sad derinde helt udelukket fra Omgivelserne, han omtalte aldrig sit Arbejde eller hvad han arbejdede paa – gennem alle de mange Aar, vi kom til at staa hinanden nær, har han aldrig nævnt eller blot hentydet til, hvad der opfyldte ham angaaende hans Digtning – Han lod ogsaa sjælden Svingningerne i sit Liv komme til Udtryk, trods de sikkert har været mange. Men ofte naar Dagens Arbejde var til Ende var det let at mærke paa ham, om "Muserne" havde været ham gunstige.

Han beskæftigede sig heller ikke meget med, hvad jeg skrev – paa dette Punkt var der absolut en Kløft imellem os, skønt jeg sikkert har været langt mere aabent og villig til at meddele, hvad jeg arbejdede paa – han holdt mig ligesom kølig paa passende Afstand og indlod sig ikke blot en eneste Gang som jeg husker, paa at blande sig i mit Arbejde. Den samme 69 kølige Fjernhed var ogsaa tilstede over for hans Omgivelser, selvom han altid var venlig og opmærksom mod dem, han kom i Berøring med.

Jeg husker et Par smaa Episoder: en Dag var han ret opbragt over en lille tyk Person, der efter hans Udtalelse ret dominerende havde taget Pladsen op for ham ovre paa Postkontoret, en latterlig selvglad Fremtoning, og han vilde vide, hvem han var – det var saamænd ingen anden end Byens lavstammede og brystende Skolelærer Thorbjørnsen68, der sikkert mere ubevidst end bevidst af Vane havde givet til kende, hvilken anset Person han var vant til at være opfattet som –

Den anden lille Begivenhed, der ogsaa paa ret ømfindtlig Maade berørte Pontoppidan var en Henvendelse fra Skagens Kordegn, Kantor Larsen69, der ærgærrig havde sat sig til Opgave i Vendsyssels Tidende at lovprise enhver kendt Kunstner, der viste sig paa Skagen. Han bad om en Samtale med Pontoppidan i hans vidtbekendte oversmigrende Udgydelser. Jeg har selv gentagende Gange haft 70 Henvendelser af lignende Art fra denne velmenende og i egen Opfattelse for Skagen By tjenende og betydelige Person.

Paa Pontoppidan virkede det mere irriterende end jeg med mit Stedkendskab fandt Grund til. Han spurgte mig om hvad det var for en latterlig og fjollet Person, der paa denne Maade tillod sig at trænge sig ind paa ham –

Jeg selv maatte i Aarenes Løb skille mig af med Kordegnens Tjenstvillighed, en Gang han havde sat en Notis om mig i Bladet, lod han mig det vide. Og mit Svar var, da jeg forstod at han tillagde det stor Betydning, at jeg helst saa, at han lod det være, hvis han spurgte mig derom –

30/10 52

Det var ikke mange, der besøgte Pontoppidan i den Maanedstid, han boede der – Der var Doktor Fevejle70, der paa den Tid var Læge i Skagen, sammen med sin Frue, to ret aparte Mennesker, der altid var fyldt af vovede og muntre Historier om Byens Folk og de Begivenheder, som hændte, og som de havde en baade indtagende og frastødende Evne til at gøre sig lystige over – Fevejle var en lang ranglet Mand, der elskede at læse Holberg højt med et ringe Smaabystalent, som han tilsyneladende selv 71 tillagde større Betydning. Jeg husker de hyggelige Aftner i den røde Stue paa Skagens Hotel, han blev i Aarenes Løb en god Ven af mig, men jeg har næppe siden hørt saa grove og saa mange sjofle Historier som de to fandt en særlig Fornøjelse i at fortælle – De staar for mig som to rendyrkede Eksempler paa det saakaldte Frisind, der den Gang indenfor visse dannede Kredse skulde bevise i hvor høj Grad man var frigjort for Bornerthed og Smaaborgerdyder – En Aften hjemme i Doktorboligen, da han og jeg var alene, røbede han sine Ungdoms Drømme om at blive Digter, en Tilbøjelighed, der omkring Aarhundredskiftet var temlig udbredt i akademiske Kredse fra gode Hjem. Han tog frem af sin Skrivebordsskuffe en omfattende Manuskript, som han læste op, og som jeg i Timevis maatte sidde at høre paa.

Hvad Indtryk det gjorde paa mig husker jeg ikke, jeg nævner det blot i Haab om at forstærke Billedet at ham.

Hvad Pontoppidan fik ud af Samværet med dem ved jeg ikke, han havde dem ovre hos sig i Villaen og holdt mig uden for, men han lod mig dog senere vide, at det var løjerlige Folk, han har sikkert haft sin egen Hensigt dermed 72 muligvis for at gøre sine Iagtagelser af Folk af den Art, hvis Væsen og Talemaader var helt uden Berøring med hans egen. Han lo af dem og syntes at have moret sig godt over dem – selv har Fevejles aldrig til mig trods deres Aabenmundethed hentydet til den Aften, skønt det sikkert har været en stor og smigrende Aften for dem at være sammen med den store Forfatter, som de muligvis har tillagt et lignende Frisind som deres.

Et andet Besøg, og jeg tror ikke der var andre end disse to, var Maleren Carl Locher, der en Dag kom kørende ud til Pontoppidan i sin Gig, et Besøg, jeg har beskrevet i den smukke lille Mindebog, som Gyldendal udsendte efter hans Død, og som jeg ikke kan beskrive videre her –

I lang Tid gik Pontoppidan og ventede Besøg af sin Hustru, han omtalte det ofte og var virkelig optaget deraf, men hun kom ikke, noget der var ham en Skuffelse – I Stedet kom deres Søn Steffen cyklende fra København, hvor gammel var Steffen, en 16–18 Aar, en stor pæn Fyr, som jeg gik mange Turer sammen med. Det var første Gang jeg var sammen med et Forfatterbarn, jeg ventede hos ham at møde nogen af den samme Optagethed af sin Far som den jeg følte. Men det var langt fra Tilfældet, det samme som jeg senere skulde erfare om mine egne Børn. Han læste ikke sin Fars Bøger, det 73 syntes at være noget, der laa langt borte fra ham. "Lærerne paa Skolen, som har læst dem, han nu skriver paa, mener, at de ikke er saa gode, som dem han før har skrevet", sagde han uden at være berørt deraf –

Steffen71 var af Ydre og vist ogsaa af Indre en typisk Pontoppidan, han rejste i en ret ung Alder til Brasilien hvor han er endnu og gift med en sydamerikansk Kvinde. Han har forandret sit Navn til Broby for at undgaa Folks Spørgsmaal om han var i Familie med Forfatteren. Kun en Gang i alle disse Aar har han været hjemme, men det faar jeg nok Lejlighed til at berøre et andet Sted –

Det var langtfra daglig at jeg gik Tur med Pontoppidan, og langt fra saa ofte som jeg selv ønskede – jeg husker en Tur gennem Plantagen til den tilsandede Kirke, hvorfra jeg endnu har et Fotografi, hvor Netta er fotograferet ved Siden af Pontoppidan, det var et Billede, der viser, hvordan han den Gang saa ud med korte Skaftestøvler, en smuk og rolig Mand, der kun var optaget af det Arbejde, der optog ham.

31/10 52.

Ogsaa jeg sad inde paa mit lille Kammer og skrev om Formiddagen, men min Arbejdstid var langt fra saa langvarig som hans, han syntes 74 ikke at tage mine Bestræbelser nær saa højtidelig som hans egne, jeg har ingen virkelig Erindring om, at han særlig var optaget af den unge Digter, der sad paa sit beskedne Kammer, nærmest gemt hen i en Krog af det store Hotel helt fordunklet af den store Forfatters Nærværelse, ikke fordi jeg selv følte det den Gang paa denne Maade, tværtimod jeg var glad og stolt over denne daglige Berøring med den Mand jeg beundrede saa højt, selvom min Beundring ikke var saa dybt underbygget som den senere blev baade til Pontoppidans Forfatterskab og Personlighed.

En lidt trist Erindring har jeg bevaret fra Pontoppidans Afrejse, ikke ved at han direkte saarede mig, og dog husker jeg at jeg følte mig saaret længe efter. Det var inde i det Værelse hvor han havde siddet og skrevet, et stort dejligt lyst Rum, hvor han havde befundet sig godt og sikkert havde haft en god Arbejdstid, maaske var jeg kommen med en Hentydning derom, han fæstede sit sære næsten krybdyragtige Blik paa mig og smilte. Nu flytter De vel her ind, naar jeg er borte, sagde han, saa haaber jeg, jeg har efterladt noget af min Aand til Dem – Maaske var det et oprigtigt Ønske og ikke ment som jeg opfattede det. Jeg har næppe svaret noget derpaa, 75 men en Følelse af Krænkelse var tilstede i mig. Jeg var selv saa ung og stærk at jeg ikke havde Behov at trøstes af andre – hvad Pontoppidan ogsaa i fuld Maal indrømmede, da han om Efteraaret 1914 havde læst den Bog, som [jeg] da skrev paa. (Hjemlig Jord).

"Medens vi andre gaar baglænds, udvikler De Dem med Kæmpeskridt", husker jeg han skrev, Brevet findes sikkert mellem mine Breve fra ham. Naar jeg fremdrager det her, er det for at vise, hvor uforbeholdent hans Anerkendelse af andre var, naar han modtog noget han værdsatte.

Skildringen ude fra Engene vil jeg kalde stor Kunst, skrev han. Havde jeg blot vidst, at det var den Bog, De sad derinde paa deres lille Kammer og skrev paa, saa jeg kunde ha staaet bag Dem og maaske givet Dem et Par smaa Vink. Det var Bogens Begyndelseskapitel han ikke var fuld tilfreds med, en Opfattelse, som jeg selv nu ikke er enig med ham i.

Den store Forskel, der var tilstede ikke blot i Alder mellem Pontoppidan og mig har jeg selvfølgelig tidt maattet mærke. Hvor jeg følte Trang til at vise ham Varme, 76 sikkert for ham for overstrømmende, især i disse unge Aar, forlod han aldrig den sære kølige Fjernhed, hvoraf saa meget af hans Væsen bestod i Berøring med andre. Han gav aldrig Anledning til den Frihed i Omgang, som ellers hører til i et Venskab, han steg ligesom aldrig ned fra den høje Stade, hvor hans Personlighed befandt [sig]. Næppe fordi han anbragte sig selv der, han fandt aldrig Anledning til Lystighed af skæmtende Art eller blot et Smil af ham selv – han vedblev i høj Grad lige til sine sidste Aar, da jeg nu var blevet en Mand op i Treserne, ligesom at lukke sig selv ude fra et for nært Kendskab. Man kunde godt tro, at han havde levet et Liv uden Forviklinger, en Bemærkning, jeg engang lod falde, da Steffen var hjemme paa Besøg fra Brasilien. Hvortil han svarede mig med en Latter helt fri for den Respekt, man maatte tro han nærede for sin Far: "Tro endelig ikke det", sagde han, "Far har haft mange Piger –" Desværre vedblev det for mig at være en Del af Pontoppidans Verden, som jeg ikke fik Kendskab til – Men en Mand, der er 23 Aar ældre end En, beretter maaske ikke den Art Hændelser.

Jeg kommer til at tænke paa, hvordan Andersen Nexø opfattede den Side af Pontoppidans Væsen, som jeg her har forsøgt at berøre. "Jeg har en Følelse af", udbrød Nexø engang vi talte derom, "at blive klappet paa Skulderen af ham, som er man Genstand for Naadesbevisninger". 77 Hans Sind var fyldt af Oprør og Krænkelser – ogsaa jeg har følt noget af det samme, men det vakte ikke hos mig den samme Modstand, snarere et Savn og en Smærte, fordi jeg ikke kom Pontoppidan saa nær, som jeg i mit Hjærte længtes efter. Pontoppidan var hel og trofast i sit Venskab, mere end Venskab ellers er – jeg forsøgte at forstaa ham og tror ogsaa, at jeg fuldt ud naaede dertil – den kølige Fjernhed han bestandig ligesom gemte sig bag, staar for mig nu som noget af det sjældneste og værdifuldeste i hans Personlighed.

4/11 52

Nu efter at jeg har nedskrevet disse sparsomme Erindringer om mit Samvær med Pontoppidan det nævnte Foraar 1913, dukker en lille Episode frem, som jeg var ved at glemme, og som giver et Glimt af hans Lune, der ofte var skarpere udtrykt i hans Mine og Smil. En Dag fik jeg sendende fra Sandefjord en Pakke med friske Blaavejs72 fra en norsk Dame Frøken Ingeborg Bye73 fra Oslo, som sammen med sin Tvillingsøster var Indehaver af Frøknerne Bys Hotel paa Carl Johan, og som jeg havde sværmet for og vekslet Breve med helt fra 78 den første Gang jeg var i Norge som 22 aarig ung Mand. Hun var 7 Aar ældre end jeg, overdaadig udrustet i kvindelig Henseende, men snild og moderlig og uden at min vedvarende Tilbedelse ændrede noget i vort Forhold. Nu skrev hun pludselig at jeg skulde komme op til hende i Sandefjord og være sammen med hende. Maaske havde hun erfaret, at jeg var skilt og fri –

Urtepotten, hvori de smukke Blaavejs groede, blev stillet frem paa Bordet hos Ruths, et Erobringstegn, der lyste foraarsagtig op i min Tilværelse, der paa den Tid ikke var særligt ombejlet. Jeg ser Pontoppidan staa ved Bordet smilende med sine saa sære klartseende Øjne fæstnet paa mig, som betød det baade Spøg og Alvor.

De maa nok afsted, sagde han, det kan De nok ikke sige Nej til – det var som stak han en Sonde i mig og syntes at vente, at jeg straks skulde kaste mit Arbejde til Side og nyde Forelskelsen i Stedet. Jeg skal ikke gøre mig til af, at min Modstandskraft besejrede min Lyst. Ingeborg Bye var rødblond og nydelig, hun var paa det Tidspunkt 40 Aar. Men andre raadende Magter handlede for 79 mig. Der fulgte omgaaende et forskrækket Brev efter, som om hun pludselig [var] blevet bange for sig selv. Jeg maatte ikke komme, hun turde ikke –

Det var da kedeligt, sagde Pontoppidan, alvorlig med et drillende Glimt i Øjet som havde han gennemskuet hele den lille Episode – jeg tror, det er den eneste Gang at Pontoppidan fra min Side blev indviet i min Forbindelse med Damer.

Der er næppe Tvivl om, at Fru Emma Ruth74 havde berettet for ham om den fortvivlede Tilstand jeg befandt mig i, da jeg Aaret før i Februar, kom til Gl. Skagen, slaaet ud og forladt af Inger og sendt derop af Peter Nansen, skønt Pontoppidan aldrig har berørt det.

1913 blev ligesom 1912 for mig et bevæget Aar; der satte Skub i mit Liv – Om Sommeren traf jeg Helene, en Sommeraften ved et Bal paa Jekels Hotel – at berette herom hører ikke hjemme her, i Oktober blev vi gift75 i Frogner Kirke i Oslo, mine Forlovere var Gyldendals derværende to Direktører Dr. Swanstrøm76 og Dr. König77 – jeg følte mig som en nedsejlende Skude, 80 der trængte til at faa Last i Lasten, jeg maatte have et Hjem, et Tilholdssted og følte tillige Trang til at sætte Børn i Verden og blive Far – jeg har ingen Erindring om at Pontoppidan paa nogen Maade deltog i denne Begivenhed. Han befandt sig stadig paa en ret fjern Afstand i sin Forbindelse med mig. Han lod mig intet mærke af den Interesse, som da Inger og jeg giftede os, han har maaske næppe været vidende derom – han sendte mig paa dette Tidspunkt aldrig nogen af sine Bøger, heller ikke det Bind af "De Dødes Rige" som han skrev paa i Ruths Villa i Gl. Skagen. –

5/11 52

Det blev først sent paa Efteraaret i 1915 jeg atter personlig kom sammen med Pontoppidan, mine økonomiske Forhold var i den værste Forfatning, Peter Nansens Dage og dermed hans Indflydelse paa Forlaget for de Forfattere han interesserede sig for, hos Gyldendal var talte. Den unge Hegel78, som han forlængst den Gang kaldtes, var rykket ind paa Forlaget og det var tydeligt at han skulde overtage Ledelsen. Han var fyldt af Ideer, Forlaget skulde drives efter udenlandsk Mønster i stor og haard Forretningsstil, uden Hensynstagen til deres gamle Traditioner. Jeg husker et Par Samtaler med ham som i høj Grad ogsaa berørte 81 mig. Det skulde ikke længere være en Forfatters samlede Forfatterskab, der herefter havde Interesse for Forlaget, men den enkelte Bogs Salgsmuligheder – saadanne Bøger vilde han lægge al Vægt paa at faa solgt. Han vilde ikke opmuntre Litteraturen paa den Maade, som Nansen og Forlaget havde gjort. Det skulde være Forretning – og Forretning efter helt nye Metoder.

Peter Nansen havde knyttet al for mange Forfattere, som ikke solgtes, til Forlaget. Naar han kom til at raade, vilde han højst beholde paa Forlaget en Fjerdedel af dem – Det var en Fortrolighed, han viste mig en Dag inde paa Ernst Bojesens tidligere Kontor. At jeg selv befandt mig blandt de tre Fjerdedele af de Forfattere, som han vilde af [med] havde jeg selv en truende og ubehagelig Følelse af, selvom han ikke lod mig det mærke –

Jeg havde dette Efteraar udgivet min Fortællingssamling "Birgittes Kærlighed og andre Historier" – den havde ikke faaet nogen særlig rosende Omtale og kunde derfor ikke være 82 et Aktiv efter hans Begreber.

Vi var flyttet ind i et Pensionat ude i Pilealléen, Helene var i Omstændigheder og jeg havde den største Vanskelighed ved at fremskaffe de Penge, som jeg skulde betale med. Et Par Gange hjalp Peter Nansen mig med et Par smaa Forskud hos Forlaget, som der ellers var spærret for. Hvordan jeg ellers fik de Penge, der var nødvendig, husker jeg ikke længere – Men det var i denne Situation jeg søgte Pontoppidan i Haab om, at han ved sin Indflydelse kunde indvirke paa Forlaget.

Jeg kommer her i Tanker om en Episode mellem Jeppe Aakjær og mig, som ogsaa fandt Sted i dette Efteraar, og som desværre blev medvirkende til, at jeg aldrig kom til at staa Aakjær særlig nær trods den absolutte Beundring jeg nærede for hans Digtning. Det var inde paa den gamle Kafé Paraplyen, der laa paa Hjørnet af Raadhuspladsen og Vesterbro og vi sad og talte sammen. Aabenhjertigt havde jeg betroet ham hvor vanskelig jeg var stillet – og hvor mørkt alt saa ud – Paa sit brede jyske svarede han mig, at med et Par Kroner kunde han da nok hjælpe mig. Jeg maa have 83 følt mig krænket, idet jeg svarede ham, at det ikke var et Par Kroner, jeg manglede, dem havde jeg – men jeg havde ikke bedt ham om at laane mig Penge – og efter dette skiltes vi.

Pontoppidan boede den Gang i en Villa ude i Skotterup79, jeg havde skrevet til ham og han havde svaret, at jeg skulde besøge ham. Trods jeg ikke opnaaede noget af den Hjælp, som jeg maaske havde forestillet mig, han kendte intet til den unge Hegel, hans Mening betød vist ingenting der – som han ofte senere lod mig forstaa, naar vi snakkede om Gyldendal lod han mig mærke baade Kærlighed og Bitterhed over for Forlaget – ihvert Fald fik han ingen Indflydelse paa, hvad der hændte mig i dette Forløb.

Han havde læst mine Fortællinger og fandt dem ikke saa daarlige, som andre syntes at mene, tværtimod, han forsøgte sikkert at sætte Mod i mig. Vi gik en lang Tur sammen i den nærliggende Skov, en graa Efteraarsdag med sorte Trær og kun med svage Glimt af Lys og Sol. Jeg fortalte ham, at Boghandlervinduerne inde i Byen i disse Dage 84 var fyldt af hans Bøger i Anledning af at Gyldendals havde udgivet hans Værker som samlet Udgave80.

Jeg har nok hørt det, svarede han. Men Forlaget har ikke følt sig foranlediget til at oplyse mig derom – eller blot lade mig læse Korrektur, hvad det dog er forpligtiget til. Det var første Gang han lod mig vide, at han ikke ejede Retten til sine Hovedværker, men at han havde maattet sælge den til Forlaget81. Et Forhold vi flere Gange senere i Aarenes Løb drøftede, han gav Peter Nansen Skylden derfor og var af den Grund altid kold for ikke at sige fjendtlig stillet over ham. Og det er vist rigtigt nok, det var en Del af Peter Nansens Forlagspolitik at afkøbe Forfatterne deres Forfatterrettigheder tilsyneladende som et Forsøg paa at hjælpe dem ud af økonomiske Vanskeligheder, naar Forlaget ikke længere forstrakte dem med Forskud, paa Grund af at det var blevet for stort. Saadan gik det for Eks. ogsaa Skjoldborg – og ogsaa mig forsøgte han engang at faa min Forlagsgæld jævnet ud paa denne Maade. Hvad jeg var klog nok til at modstaa –

6/11 52

Denne Dag fik alligevel en stor 85 Betydning for mig. Under vor Spadseretur lod Pontoppidan mig vide, at han troede, at nu var det Tidspunkt kommen for mit Forfatterskab, at jeg tog fat paa et større Arbejde. Han blev utrolig glad, da jeg kunde meddele ham, at det var jeg netop indstillet paa – at det var min Agt at paabegynde et stort Romanværk.

Han [var] saa aabenlyst fyldt af Tro paa mine Evner. De kunde ikke fortælle mig noget, der glæder mig mere, udbrød han. Gør Værket saa stort at det lægger sig som et Bjerg ingen kan undgaa at blive opmærksom paa. Det var første Gang at Følelsen af Stoffet til "De levendes Land" blev mig bevidst, kun løst tilstæde i mit Sind, men alligevel opfyldende mig helt. Det forekom mig, at mit Talent pludselig havde faaet en fornyet Interesse for Pontoppidan –

Han gik eftertænksomt længe, og for mine Følelser saa ensom, en Mand, der selv var i haard Kamp med sit eget, saa fjern fra Tiden og alt det der opfyldte mig, det var sjælden [en] tilgængelig Glæde han lod andre mærke –

Jeg kender en Mand82, sagde han, som jeg tror De er ved at være voksen nok til at jeg tør sætte Dem i Forbindelse 86 med. En Mand med en sjælden Sprogbegavelse, jeg kender ingen, der overgaar ham eller blot er hans lige i Følelse og Forstaaelse af vort Sprog – jeg vil skrive til ham og forsøge at faa ham til at interessere ham for Dem. Jeg ved at han har hjulpet Skjoldborg, men det blev ikke til noget, Skjoldborgs Forfatterskab var ham digterisk ikke nok – Han nævnede hans Navn, Ingeniør H.P. Holst (jeg er ikke sikker paa at disse Forbogstaver er rigtige, jeg kan i Øjeblikket ikke huske dem) han har ogsaa været i en lang Aarrække og er stadig min Korrektør – Men tag Dem i Vare for ham, at han ikke tiltvinger sig for stor Indflydelse paa Deres Sprog, i saa Fald kan han blive Dem til mere Skade end Gavn.

Her maa jeg berette om den sjældne og ejendommelige Mand, selvom naturligvis langt senere indhøstede Erfaringer og Viden blander sig sammen med, hvad jeg nu nedskriver. Ingeniør Holst var halt efter en Benskade, som jeg ikke erindrer, hvordan han havde paadraget sig den, han havde været Foregangsmand inden for Idrætsvæsnet, der jo paa den Tid var begyndt at vinde sin største Udbredelse. Han boede ude paa Enghavevej (Nr. husker jeg ikke længer) gift med en Kone, der var betydelig yngre end han, og som overlevede ham i adskillige Aar – maaske lever hun endnu. Han var en stor Kunstsamler og vist ogsaa Kunstmæcen, 87 da han var en meget velhavende Mand. Væggene i Hjemmet var fyldt af fransk og moderne Kunst, jeg husker ikke, naar jeg første Gang kom der, men gennem Aarene kom jeg der ofte sammen med Helene. Disse Besøg havde for mig en Betydning som blev jeg tilstedet Adgang til Aandslivets Helligdom – altid blev [jeg] modtaget med Bevis paa, at jeg var en Digter, som denne aandskultiverede og kunstkloge Mand regnede med, ofte højere end jeg selv kunde forstaa i de Aar han levede, og han vedblev at være min Korrektør til sin Død83 i 1929 eller 30, [da] skrev jeg mine gennembrydende Værker, ikke blot "De levendes Land" og de Bøger jeg udgav mellem den og til jeg begyndte paa Romantrilogien Søkongen – blot sidste Bind "Søkongens sidste Rejse" maatte jeg selv klare Korrekturen [på], et stort Savn og en haard Prøve paa den sproglige Lærdom og al den Viden han gennem de 14-15 Aar ofrede paa mig uden videre Godtgørelse for det store Arbejde med at udvikle mig. Jeg tør næppe selv tro, at jeg nogensinde fik denne Gæld til ham betalt, det vilde pladsere mit Forfatterskab blandt Samtidens betydeligste. Den store Brevsamling, som jeg har fra ham 88 fra alle disse Aar med Nætters Arbejde for min Skyld og med Bunker af hans Notater vil være Bevis nok for hvad han saa i mine Evner –

Trods hans omfattende litterære Interesse og Indsigt, ydede han ikke selv noget litterært Arbejde, det eneste jeg kender fra ham var et Bind af Heines Digte, som han havde oversat84 til Dansk, en Bog, som jeg altid har gemt med stor Omhu, men hvori jeg slet ikke har kundet se den Sprogevne, som han i saa sjelden Grad besad. Jeg har heller ikke bevaret noget Indtryk af, at den betød noget for Pontoppidan –

Han fulgte meget nøje med i Tidens nye og nyeste Litteratur, Pontoppidan var selvfølgelig Samtidens store og største, skønt han ikke paa nogen Maade indlod sig paa at bruge overdrevent Udtryk – det var hos ham jeg første Gang hørte Tom Kristensen nævne hans Fribytter Digte – jeg nævner dette blot for at vise, hvor vaagent han var for at finde det nye.

Hans Indflydelse paa Pontoppidan kan jeg ikke afgøre, men flere Gange lod Pontoppidan mig vide, at han havde givet Holst altfor stor Frihed. Jeg har ladet ham gennemarbejde og forkorte mine Romaner, betroede han mig mer end en Gang. I disse Aar var man ligesom færdig med at læse Pontoppidan, jeg tror det var før han fik 89 Nobelprisen og inden hans endelige Stilling i vor Litteratur indtog den Plads som den nu gør – Jeg ved godt at man finder mit Sprog og min Stil akademisk og forældet, forklarede Pontoppidan mig, det er Holst, der har sat sit Præg paa det. Vogt Dem, giv ham aldrig den Frihed som jeg har gjort, hans Lyst er at lave det hele efter sit Hoved –

Hvor meget sandt der er i Pontoppidans Klage kan jeg ikke afgøre, og har aldrig heller forsøgt derpaa – men den Indflydelse fik han aldrig paa mig, og en saadan Frihed gav jeg ham aldrig –

8/11 52

Ingeniør Holst var en af de rigtige gamle Radikalere, en fordomsfri selvstændig Mand, hvis Livsopfattelse helt hvilte paa Fornuftens Dømmeevne uden Forbindelse med hverken religiøse eller Fortidens Overleveringer om, at der eksisterede mere i Livet og Naturen end Menneskeforstand kunde opfatte – paa dette Omraade var han min absolutte Modsætning, hvilket han flere Gange ikke lagde Skjul paa i sine omfattende Kommentarer under Korrekturlæsningen paa mine Bøger. Jeg skal her blot nævne et Par smaa Træk for at vise hvor forskjelligt vi ofte saa paa disse Forhold. Han nød om jeg saa maa sige, at trække mig ned paa 90 Jorden, naar han fandt, at jeg svævede for højt oppe eller for langt borte fra det, som han kunde forstaa og anerkende. En Gang skrev han omtrent saaledes om den gale Præst i De levendes Land: "Er det virkelig Deres Mening at lade ham sige saadan noget – (hvad det var husker jeg ikke) han har virkelig sagt noget af det. Gør Dem ikke til værre Idiot end De har gjort ham til i Forvejen".

En anden Gang protesterede han ivrig paa, at der manglede et Stykke, han bare skrev cirka en Halvside som han mente, det skulde være – og jeg fandt det saa rigtigt og udmærket, fuldstændig i min Stil, at jeg øjeblikkeligt sendte det afsted til Trykkeriet.

Han var meget utilfreds med, at jeg under Korrekturarbejdet aldrig lod ham vide noget om, hvad jeg brugte af hans Rettelser og Invendinger. De kan da gerne unde mig et Par Ord, her sidder jeg ofte til langt ud paa Natten [og] arbejder for Dem, og det er ikke noget nemt Arbejde, jeg maa gøre for Dem. Han gik saa vidt, at han truede med at lægge det hele fra sig – Men jeg tog ingen Hensyn dertil, jeg svarede, det vil De jo faa at se, naar Bogen er trykt. Hans Evne for mig var, at der hvor mit Sprog var knudret og ubehjælpsomt, kunde han blot ved en Ændring af Vendinger gøre det glat 91 og naturlig med en Klarhed, der altid fyldte mig med en Nydelse og Glæde, næsten som om han blot ved at ryste det, havde bragt en Garnnøgle, der var kommen i Urede, i Orden. Hr. Holst [var] en Mand som jeg staar i meget stor Taknemlighedsgæld til for den Interesse og Hjælp han i disse vigtige Arbejdsaar har vist mit Forfatterskab; selvom han ikke fik Ret og Magt til at udfolde sit sproglige Begær, som Pontoppidan mente han tiltog sig i sit Arbejde med hans Værker, saa betød hans højtudviklede Evner for det danske Sprog sikkert betydelig Udvikling for mig, samtidig med at det var lykkelige [og] rige Aar for mig, at staa i denne Forbindelse med en Mand, der i Kultur og Aandsudvikling paa saa mange Punkter var mig overlegen. Men det lykkedes ham ikke, hvad sikkert heller ikke har været hans Hensigt, at rette Oprindeligheden og Umiddelbarheden i mine Evner –

11/11 52

Her begynder for mig de værdifulde Aar fra 1918-20, da jeg skrev mit Værk "De levendes Land" hvor jeg fik William Nygaard, Aschehoug til Forlægger. En Begivenhed i mit Liv og for mit Forfatterskab, 92 som skønt det ikke har nogen Forbindelse med mine Erindringer om Pontoppidan, jeg dog ikke kan undlade at berøre her nu mine Tanker fyldes af disse Oplevelser. Vi var tidlig paa Aaret flyttet ud til Rungsted og lejet en Villalejlighed paa Pennehavevej hos en gammel Frøken Tscherning, hvor Helene d. 16. Februar fødte vor Søn Arne, og hvor jeg en af de første Dage i April paabegyndte at skrive paa "Foran Livets Port", første Del af "De levendes Land" – det har altid staaet for mig at det var paa den Dag min Ungdomsven den islandske Digter Jonas Gudlaugsson85 døde paa Skagens Hotel – Det var gennem ham, jeg var blevet gjort opmærksomt paa at det store norske Forlag agtede at begynde paa en Forlagsvirksomhed for danske Forfattere som Gyldendals i Oslo udgav norske Forfattere –

Jeg sendte de to Bøger, som Gyldendal da havde udgivet af mig, op til William Nygaard og meddelte ham, at hvis mit Forfatterskab havde Interesse for ham, vilde jeg gerne overgaa til hans Forlag paa Grund af visse Uoverensstemmelser mellem Gyldendals og mig. Jeg havde nogen Tid i Forvejen været oppe hos Hegel med Manuskriptet til nogle Fortællinger, som [jeg] gerne vilde have udbetalt et Forskud paa. Hvortil Hegel havde svaret, at det kunde jeg nok faa, men Forlaget maatte først læse Manuskriptet. Paa mit Spørgsmaal om det kunde betyde at jeg risikerede at faa mit Manuskript tilbage, svarede han, at det kunde jo ske, at Forlaget ikke vilde 93 udgive det, men [det] troede han ikke –

Jeg sad en Stund og overvejede Situationen, der jo saa alvorlig ud, jeg meddelte ham, at Peter Nansen havde begyndt Trykningen af mine sidste Bøger endnu inden jeg havde afleveret Slutningen paa dem. Jeg vilde altsaa i Fremtiden være udsat for, efter at jeg havde arbejdet paa en Bog et Aar eller to, at Forlaget nægtede at trykke den.

Ja, det kunde jo ske, men – osv.

Jeg tog mit Manuskript til mig og meddelte Hegel, at dette Spørgsmaal var af en saa vidtrækkende Alvor, at jeg vilde overveje det. Og med mit Manuskript i Haanden forlod jeg Gyldendals, fattig uden Støtte noget Sted fra – og vendte ikke tilbage til Gyldendals før i 1931, seksten værdifulde Aar som hverken jeg eller nogen anden kunde vide noget om. Det var i den Stilling jeg henvendte mig til William Nygaard.

Jeg fik straks Brev fra ham, hvori han meddelte mig, at han maatte tilstaa at han godt kendte mit Navn, men intet til mit Forfatterskab, og at jeg skulde høre fra ham saa snart han havde læst mine Bøger.

En Maanedstid senere fik jeg hans Svar, han vilde gerne være min Forlægger – om jeg vilde oplyse ham om 94 hvad Gæld jeg havde til Gyldendals (den var paa det Tidspunkt godt 7000 Kr.) og hvordan mit Forhold til Forlaget kunde afvikles –

Jeg meddelte ham i et Brev, at inden disse Forhandlinger førtes videre, var det af største Vigtighed for mig, at Aschehoug stillede et Forskud til min Raadighed paa 1000 Kr., og derpaa fik jeg telegrafisk Svar: Penge anvist Københavns Kontoret, før Forhandlingerne videre.

Jeg vil her kun minde om mit sidste Besøg hos Gyldendals, Peter Nansen var en kort Tid vendt tilbage efter sin Sygdom, inden hans Tid for bestandig var omme paa Forlaget. Jeg husker saa tydeligt dette sidste Møde mellem ham og mig.

De ser saa glad ud Søiberg, udbrød han da jeg kom ind.

Hvortil jeg svarede: Ja, Direktør Nansen, jeg kommer for at afvikle mit Forhold til Gyldendals – der findes virkelig et Forlag, der mener, at det kan betale sig at sætte endnu flere Penge i mig.

Han saa alvorlig ud og kom med en lang og varmhjærtet Udtalelse om, i hvor høj Grad han troede paa mit Talent og hvor oprigtig han havde følt Glæde ved at støtte mig. Ogsaa jeg var alvorlig og berørt af den Forstaaelse og Støtte, han saa trofast havde vist mig, og de mange 95 Gange han havde opmuntret mig.

Saa spurgte han om det var nogen Hemlighed, hvilket Forlag det var – Nej, sagde jeg, jeg kommer her for at afvikle min Gæld. Men saa snart jeg havde nævnt Aschehougs Forlag og William Nygaard, blev han kold og forretningsmæssig paa Gyldendals Vegne – og i hans Blik saa jeg, at han fuldt ud forstod Rækkevidden af den Konkurrence som her truede Gyldendals86. En Konkurrence som i de efterfølgende Aar førte med sig, at en lang Række af Gyldendals betydeligste Forfattere udvandrede, jeg behøver her ikke at nævne dem. Men Nygaard medelte mig engang, at han havde haft Henvendelser fra mindst 20 af Gyldendals bedste Forfattere. Grunden dertil har sikkert været den samme som bevægede mig, at Hegel svigtede dem og yderligere vanskeliggjorde deres Eksistens – Men jeg var den første skønlitterære danske Forfatter Nygaard udgav –

Inden jeg fortsætter [efter] denne lille indskudte Episode, vil jeg her fremføre den Taknemmelighed, som jeg kom til at føle for denne sjældne og højsindede Forlægger. Han satte mig ikke blot 96 økonomisk i Stand til at eksistere og skænkede mig derved Arbejdsro i disse for mit Forfatterskab saa afgørende Aar – Han læste mine Bøger og sendte mig opmuntrende og paaskønnende Breve – En større og mere klog, forstaaende indstillet Forlægger tror jeg ikke nogensinde har levet og virket for Forfattere og et Forlag. Naar jeg fik skrevet mine store Romaner, og at det lykkedes for mig, tror jeg at han har en væsenlig Del deri. Den Tillid og Fortrolig[hed], det Samarbejde, der her kom i Stand øgede baade min Lyst og mine Kræfter.

Jeg har tidt tænkt paa, hvordan det vilde være gaa[et] mig og mit Virke, hvis det var blevet Fr. Hegel, hvis jeg havde bøjet mig under hans kolde, uinteresserede og nedslaaende Indstilling.

Jeg fandt i William Nygaard en Ven og en Personlighed, der værdig kan stilles ved Henrik Pontoppidans Side – og som jeg vil ære og føle Beundring for og Taknemlighed til saa længe jeg lever.

Nogle Uger før Jul 1916 udkom "Foran Livets Port", jeg skrev altsaa denne Roman paa godt et Halvtaar, og den fik en enstemmig Modtagelse, saa min Start hos Aschehoug var fuldt ud vellykket – og indledte et nyt Afsnit af mit Forfatterliv.

97 Jeg husker ikke i hvor stor Udstrækning, Pontoppidan tog Del i disse Begivenheder, det var først fra disse Aar at vor Forbindelse begyndte at faa en mere personlig Tilknytning. Men Breve har jeg sendt ham og Breve har jeg modtaget fra ham, jeg husker fra disse Aar, naar han havde læst mine Bøger og i sine Breve roste mig for dem, var Anmeldelser og andres Mening næsten uden Betydning. Naar han fandt min nye Bog god, saa vidste jeg, at den var lykkedes for mig –

12/11 52

I et af sine Breve fra den Tid skrev han, jeg husker det ikke ordret, men Indholdet viser, hvor alvorligt han tog Ansvaret for hvad han skrev til mig som sin Mening om mine Bøger. Han var bange for, at hans Interesse for mig gjorde ham for modtagelig og for let begejstret for hvad jeg skrev. Af den Grund gav han sin Datter Else og sin Søn Steffen "Foran Livets Port" at læse for at erfare deres Mening. Resultatet blev, at de bad om at faa de andre [Bøger], det maa være et Garanti, erklærede han, hans egne Bøger finder de nærmest kedelige, og har ingen Lyst til at læse – han skrev det87 med en vis Ironi og Lune, men i disse Aar 98 var der adskillige, især blandt de yngre og blandt det Slægtled, der var vokset frem i hans Forfattertid, som fandt Pontoppidan gammeldags, hans Sprog for gammeldags og for akademisk. Hvad Pontoppidan selv havde en Opfattelse af – Mange var den Gang tilbøjelige til tro at hans Betydning var udløbet, Trangen til at læse ham var betydelig aftaget, hvilket han sikkert ogsaa mærkede paa Nedgang af Salget paa hans Bøger. Det var her han søgte en Trøst ved at lægge Skylden over paa Ingeniør Holst, at han ved sine Forkortninger og Gennemarbejdelser havde sat sit Præg paa dem.

Noget lignende var forøvrigt ogsaa Tilfældet med Andersen Nexø, da han var paa samme Alder, ja maaske lidt yngre, han blev kun i begrænset Grad læst og maatte udgive Smaabøger paa smaa Forlag – en Overgangsstadie der synes at gaa forud for den endelige Fastslaaen af en Forfatters Betydning – for begge disse Fagfæller faldt det sammen med en mindre produktiv Periode i deres Forfatterskab, der godt kunde give en overfladisk Indstilling af at tro, at disse store Kræfter var i Færd med at være udtømte –

Mit næste personlige Møde med Pontoppidan 99 fandt Sted paa Rigshospitalet, hvor han var indlagt hos Prof. Tscherning88, vistnok paa Grund af de begyndende Nervesmerter i Kæben, som skulde komme til at plage ham gennem mange Aar, helt op i hans høje Alderdom. Det maa have været sent paa Aaret i 1918, jeg havde skrevet til Pontoppidan om Tilladelse til at tilegne ham min Romantrologi, hvorpaa han havde svaret mig og takket for den Ære at et saa talentfuld Værk blev tilegnet ham. Jeg tror ikke jeg havde andet Ærinde end at besøge ham og for at se til ham. Men jeg husker saa tydelig, hvad han sagde, da han takkede mig for Dedikationen.

Jeg ser De har kaldt mig for Mesteren, sagde [han], men kære Søiberg, De er jo selv en ung Mester –

Hvortil jeg svarede afvisende: Vi yngre Forfattere er mere eller mindre Specialister, hver paa vort Omraade – medens Deres Digtning, Pontoppidan, spænder over det altsammen –

Vi gik en Tur i Hospitalshaven sammen, han i sin Pels og med sin sorte bredskyggede Hat, af Udseende 100 blid og alvorlig næsten som en højtstaaende Prælat –

Han havde paa det Tidspunkt modtaget Nobelprisen.

17/11

Vedrørende Pontoppidans Tildeling af Nobelprisen husker jeg en Episode89, som jeg ogsaa vil nedskrive her. Jeg befandt mig ude hos Henri Nathansen, som da boede i Pilealléen i det saakaldte Lagkagehus, hvor en Del af de rigtig litterære københavnske Forfattere den Gang havde tilhuse. I hvilken Anledning husker jeg ikke, men han var ikke en Forfatter, som jeg stod i nogen personlig Forbindelse med. Jeg kendte ham kun fra de Par Gange jeg havde truffet ham hos Pontoppidan.

Han blev pludselig ringet op fra Berlingske Tidende; der var kommet Telegram fra Stockholm, at Pontoppidan vilde faa tildelt Nobelprisen. Bladet anmodede ham om at skrive en Artikel om Pontoppidan, saa de havde den klar, naar den offenlige Meddelelse indløb fra Det svenske Akademi. Nathansen optraadte i høj Grad forfjamsket, vidste ikke hvad han skulde svare – han kunde ikke skrive en saadan Artikel paa staaende Fod, og hvad det blev til ved jeg ikke. Meget bevæget gik jeg derfra fyldt af Glæde over den store Anerkendelse, der her skulde møde Pontoppidan. Men det blev ikke Pontoppidan den Gang, først Aaret efter –, da maatte han som 101 man ved, dele den med Carl Gjellerup – En Afgørelse, der vakte betydelig Harme og Utilfredshed og tillige en stor Skuffelse for Pontoppidan. Gellerup stod den Gang som en meget germansk præget Forfatter, hvis Ry var størst i tyske Kredse – her hjemme vilde ingen tænke paa at give ham Nobelprisen.

Pontoppidan [har] senere flere Gange berørt dette Forhold paa en Maade, der tydelig viste hans bittre Haan, selvom han var maadeholdende i sine Udtalelser. Det var vist ca. 80,000 Kr., som tilkom ham – men bortset fra den beskaarede Ære, bragte disse Penge ham ikke stor Glæde. Helsingør By, hvor han da boede, tog ca. 16-18000 heraf i Skat, skønt Pontoppidan ansøgte Skattedirektoratet om at blive fritaget derfor. Hvilket blev ham afslaaet, først Aaret efter, da August Krogh blev Nobelpristager, blev dette rimelige Hensyn gennemført, men uden der blev ydet Pontoppidan nogen Tilbagebetaling –

Ogsaa en væsenlig Del af Beløbet mistede han ved Landmandsbankens Krak – Direktør Benny Dessau90 som 102 Pontoppidan havde en nær Venskabsforbindelse med, havde paataget sig at hjælpe ham med at anbringe Pengene paa en fordelagtig Maade og købte Aktier i Landmandsbanken91 for ham. Hvor stort Beløb der her gik tabt ved jeg ikke – men det var vist ret betydeligt. At dette har ramt ham dybt er sikkert, Pontoppidans økonomiske Forhold som Forfatter har sikkert været en Kæde af Vanskeligheder – Men paa dette Punkt har jeg aldrig hørt en Klage fra hans Mund. At han vidste hvor vanskelige danske Forfatteres Kaar var, viste han altid paa den smukke Maade, han var rede til at hjælpe dem enten ved personlige Henvendelser eller ved at anbefale dem. Vedrørende mit Forfatterskab har han skrevet ikke saa faa Anbefalinger for at hjælpe mig til Legater – noget, der ofte førte til positivt Resultat.

Endnu en lille Episode angaaende Nobelprisen, som staar lyslevende for mig, rigtig nok fra den Tid, da han var blevet gammel og de Skuffelser han havde følt var gledet i Baggrunden. En Aften ude paa Holmegaardsvej, hvor jeg jo tilbragte saa mange Aftner i Pontoppidans Selskab, hentede han frem den smukt indbundne Mappe, som han havde modtaget fra 103 det svenske Akademi tilligemed hans Udnævnelse som Doktor af Lunds Universitet. Der stod han gammel og ensom med sit Livs Laurbær – et lidt forpint og dog lysende Smil bredte sig over hans Udtryk, det var næsten som han selv følte, at det var blevet fattigt. I den mere end en Menneskealder, jeg har kendt ham og for en væsentlig Del har staaet ham nær, har han aldrig ladet mig forstaa med, at han begærede Æresbeviser og dette er sikkert rigtigt, i hvertfald kom det stærkere og tydeligere frem eftersom han steg i Alder – han søgte aldrig offenlig Hyldest, og lod sig aldrig bevæge til at modtage noget af den Art. Han var nærmest en Modstander deraf –

Han begærede ikke Offenlighedens Bifald eller Kroning, om en Digter som Drachmann, der mer end villig agerede for Offenligheden som Skjald og Forarger, havde han kun Smil og Ironi. Han besad intet af et saadant Væsen, men saa nærmest en vis Hulhed deri – her lagde han ikke Skjul paa 104 sin Mening. Nogen lignende Opfattelse og Afstandtagen besad han over for Bjørnson, jeg behøver blot at minde om hans bekendte Sammenligning med Bjørnson og Markedsbjørnen, der straks rejser sig paa Bagben og begynder at danse, naar den mærker Publikum – Ogsaa det Hamsunske Loppeteater, som han karakteriserede Hamsuns Stil og Skikkelser med –

Det var ikke Bitterhed, der her bragte Pontoppidan til at udtale sig saa stærkt – han har maaske nok i sin Tid følt sig skuppet til Side af disse folkeombejlede Forfatteres saa stærkt iøjnefaldende Publikums Gunst, der ogsaa for en væsentlig Del fremkaldtes af leterhvervede Egenskaber hos dem – for ham har dette i særlig Grad været iøjnefaldende og vakt hans Ironi. Men først og fremmest har Aarsagen været hans strænge Krav til Ægthed og sand Naturlighed, Krav han ikke mindst stillede til sig selv. Han har aldrig søgt Folkegunst eller Folkejubel, men derimod snarere undgaaet det. Helhed i Personligheden var en væsentlig Egenskab baade for ham og i Handlinger. Nogen Art af Ageren for aaben Tæppe for at nyde saadanne Triumfer har jeg aldrig fundet hos ham, tværtimod 105 tilbragte han sit Liv bag nedrullet Tæppe og lukkede Døre, som ikke hver Mand fik Adgang gennem. Han var en ensom Ener, som jeg dog ikke er helt sikker [på], var befriet for at føle Ensomhed, dette blev naturligvis lettere at mærke paa ham i den sidste Del af hans Alderdom, da han sad ene tilbage som en af de sidste fra hans Tid.

21/11 52

Det er egenlig først fra Begyndelsen af Tyverne, at mit Forhold til Pontoppidan begynder, i hvert Fald for hans Vedkommende, at faa et nært og personligt Præg af Venskab. Dels stod den store Aldersforskel os imellem, og dels var Pontoppidan ikke den Mand, der sluttede Venskab med ret mange, hans jævnaldrende Venner var uhyre faa, for mig har han kun omtalt som saadan Galschiøt i Helsingør og Maleren Johan Rohde, der jo var hans Ven fra hans Drengeaar i Randers, med dem bestod Venskabet ogsaa op til dennes Død, der ramte ham som et stort Savn i de sidste af hans Leveaar. Vilh. Andersen, som han jo stod ret nær, var ogsaa en af hans Venner, men sikkert mere fra 106 Vilh. Andersens Side end Pontoppidans, og ofte yndede han at tale let smilende og skæmtende om [ham], det var især Professorens Talertrang og Holberg Ageren ved altfor mange Lejligheder, som ikke faldt naturlig for Pontoppidan. Vilh. Andersens omfattende og ogsaa betydelige litterære Arbejder aftvang ham heller ikke den Beundring, som man kunde vente, da de sikkert nøje og personlig har fulgt hinandens Arbejde. Derimod er der næppe Tvivl om, at Vilh. Andersens omfattende Forstaaelse og Kendskab til Pontoppidans Forfatterskab var dybtgaaende og absolut oprigtig, hvad han jo ved forskellige Lejligheder og Arbejder paa smukkeste Maade har givet Udtryk for. For Pontoppidans nøjsomme og klare Sind har der sikkert været for meget ydre Pragt og Tagensigud, en Bejlen til Publikum, en Spejlen sig selv i Ord og Taler, de samme Egenskaber, der fremkaldte hans Smil og Haan for ikke at sige Ringeagt for Drachmann og Bjørnson og Hamsun –

En Mand af en anden Type og som Pontoppidan stod nær i Tanker og Venskab var Kaptejn Eilertsen, en norsk Skibskaptejn, der i mange Aar havde ført Skib paa Nordlandet for det Bergenske Dampskibsselskab og som Pontoppidan havde sejlet med deroppe – en pragtfuld norsk Sømand og et helstøbt sandhedskærligt og trofast Menneske, stilfærdig og aldrig førende sig 107 selv frem, med et Væsen og en Karakter næsten som Pontoppidan – en Mand, som jeg selv kom til at kende gennem Pontoppidan og se op til med Beundring og Hengivenhed. Han var gift da jeg mødte ham med en Datter af den københavnske Jøde-Familie Bing, Helga Eilertsen, en ægte Udløber af den saakaldte frisindede litterære Kreds, der med Georg Brandes som Hovedfigur i flere Aartier omkring Aarhundredskiftet indtog en ret fremskudt og toneangivende Plads i det københavnske Aandsliv, og som Pontoppidan saa mandig sønderhuggede i sit dybt sandfærdige Digt i Politiken til Georg Brandes 70 Aars Fødselsdag, og med hvilket Pontoppidan for sit eget Vedkommende gjorde sig fri for enhver Forbindelse med.

Henrik Cavling har fortalt mig hvilken Opstandelse dette Digt vakte paa Politikens Redaktion, han havde bedt Pontoppidan om at deltage i Hyldesten med et Bidrag, men han turde ikke lade det gaa i Bladet og overlod til Georg Brandes selv at bestemme det, og det tjener Brandes til Ros at han gav sit Samtykke til at det fremkom – senere vender jeg tilbage til Pontoppidans Forbindelse baade med Henrik Cavling og Georg Brandes –

108 Jeg har ofte haft Lejlighed til med dyb og ogsaa bekymret Eftertanke at undre mig over dette Ægteskab med den jødiske intelligente Kvinde og denne saa udprægede nordiske Mand, især naar Flokke af den jødiske Familie mødte frem og omgav ham med deres saa stærkt afvigende Væsen, han altid stilfærdig og hensynstagende paa ethvert Punkt, en ensom Kongeørn indfanget fra de norske Nordhavsfjelde. Paa mig virkede det lidt som et Misforhold, om en Tragedie, men aldrig har jeg hørt en Klage komme over hans Læber eller mærket paa ham noget af det samme som jeg følte.

Af andre Venner, som Pontoppidan har omtalt til mig var som før nævnt Benny Dessau, men om Grundlaget til den Venskabsforbindelse har Pontoppidan aldrig ladet mig forstaa, og tidt har jeg selv undret mig derover – En anden Mand, som han agtede højt var Frederik Poulsen92, ham har jeg aldrig hørt ham ironisere over. Men Grundlaget for det Venskab kender jeg heller ikke noget til – med sin kloge, naturlige, sandhedsklare Aand var Frederik Poulsen paa mange Maader en Mand af Pontoppidans egen Støbning. Det som jeg her har nedskrevet om disse 109 Mennesker er en Viden, som jeg naturligvis erhvervede mig paa et senere Tidspunkt, end der hvor jeg i disse Erindringer er naaet til nu –

De Aar, der knyttede mig nær til Pontoppidan, var som nævnt Aarene i Tyverne, fra da af bliver vor Tilknytning til hverandre mere gensidig, jeg var en Mand i Fyrrerne, "De levendes Land" havde skabt mig Anseelse som Forfatter og havde bevist, at de Evner, Pontoppidan havde fulgt i sin Udvikling hos mig fra vort første Møde paa Skagen til Drachmanns Begravelse havde indfriet disse Løfter, som de gav – jeg var ikke længere den begyndende unge Forfatter, jeg var i Færd med at blive en prøvet og erfaren Mand i Faget, skønt en Ligestillethed i vort Venskab aldrig kom til Stede –

25/11 52

I disse Aar boede Pontoppidan ude paa Christianshavn i Overgaden neden Vandet. Husnummeret husker jeg ikke, det var et pænt gammelt, men velbevaret Hus beliggende tæt ved Burmeister og Wains Værksteder. De boede i Stueetagen, man gik ind gennem en smuk Port, jeg husker kun to Værelser fra de mange Gange, jeg har været der, forrest 110 Pontoppidans Værelse, der egenlig ikke minde[de] om noget Arbejdsværelse, men om en nærmest beskedent møbleret Dagligstue. Den Art Digterværelse, om jeg saa maa sige, som jeg har set hos adskillige af vore Forfattere med direkte Præg af deres aandelige Beskæftigelse med Indtryk af isoleret Beliggenhed, for at Inspirationen og Aanden rigtig kunde have fri Udfoldelse, var der intet som Pontoppidans Værelse mindede om. Det gav Udtryk for den samme Nøjsomhed, som prægede hans ydre Væsen. Alligevel var der en vis Fornemhed og Højtidelighed til Stede i Rummet, som jeg er sikker paa at ogsaa andre end jeg har følt.

Det andet Værelse var Spisestuen, derinde opholdt Fru Pontoppidan sig oftest de Aftener, naar jeg var der – men mangen Gang stod Døren mellem de to Stuer aaben, saa det ligesom var to Stuer, især naar min Kone og jeg sammen var budt derud, hvad der i disse Aar hændte om ikke ofte saa dog ret tidt.

Det var de lyseste Minder jeg har om Pontoppidan der knytter sig hertil, selv var jeg jo en ung Forfatter i Begyndelsen af Fyrrerne der var slaaet igennem, og som der ventedes en betydende Indsats af – mine økonomiske Forhold var saa vidt gode, da William Nygaard uden Hensyn til min vedvarende Forlagsgæld var baade forstaaende og rundhaandet nok til at opretholde en tilfredsstillende Tilværelse for mig og min Familie selv om jeg naturligvis 111 havde Besvær nok – Jeg havde købt min nuværende Ejendom93 i Gl. Skagen og boede der fast Aaret rundt fra Sommeren 1921 – til Efteraaret 1930, dog i de sidste Par Aar, da vi for Vintermaanederne lejede os en møbleret Lejlighed her i København, hvor hele Familien, Helene, vore 3 Børn, vor Hund Graatassen og en Pige flyttede til. Det var af den Grund ogsaa paa den Tid af Aaret jeg og min Kone oftest var hos Pontoppidans. Jeg er ikke helt sikker paa, at dette er rigtigt; men de Gange, Helene var med derude maa ha været paa den Tid – da hun ellers maatte opholde sig paa Skagen af Hensyn til Børnene.

1922 og 1923 er for saa vidt to Mærkeaar for mig, og da Pontoppidan i begge Tilfælde viste disse Aars Begivenheder for mig Interesse, vil jeg ogsaa omtale dem her. I 1922 kom jeg ved Pontoppidans Hjælp paa en Middelhavstur fra Marseille Middelhavet rundt med det bergenske Luksusskib Meteor paa dens første Rejse. Pontoppidan var tilbudt denne Rejse, sikkert gennem Kaptejn Eilertsen; men afslog den af hvilken Grund ved jeg ikke, men han ordnede det saadan, sikkert 112 ogsaa gennem Kaptejn Eilertsen, at jeg blev budt med istedet – han vilde at jeg skulde ud at se mig om og faa Indtryk af andre Lande og Forhold end dem, jeg levede iblandt i Jylland og paa Skagen. Dette Træk viser hans dybgaaende Interesse for min videre Udvikling – det var her jeg blev kendt med Kaptejn Eilersen, men disse Forhold og Oplevelser hører til en hel anden Historie, som frister mig nok til at nedskrive, men som vil føre altfor vidt – Uden Pontoppidans Interesse var jeg aldrig kommen paa den Tur, og Indtrykket af min Verden vilde ha været betydelig snævrere end nu.

1922 fik jeg ogsaa det Ancherske Legat, der den Gang kun blev uddelt hvert andet Aar, saa det var paa det betydelige Beløb 4500 Kr., men jeg kom først afsted i 1923, naar jeg nævner det her, er det for at mindes Pontoppidans Omsorg for min videre Udvikling – om han har haft Indflydelse paa, at jeg fik Legatet tildelt ved jeg ikke – det var Karl Larsen og vist nok Michaelis, der var i Bestyrelsen – han vilde, at jeg skulde rejse til England og blive der det Halvaar, som man skal blive borte, det vilde ha størst Betydning for min Fremtid, mente han, der vilde jeg møde de Impulser, der mest kunde berige mig – i Stedet for 113 valgte jeg at rejse til Tyskland, jeg husker godt, hvad jeg svarede ham, at jeg vilde lære Tyskland at kende, det Land, som Danmark havde været Nabo til fra Arilds Tid, og som vi havde maattet strides med og som havde truet dansk Land gennem alle Tider – Hvad der var rigtigst ved jeg ikke, men min Verden vilde nok være blevet større af Ydre og maaske ogsaa bedre tilpasset Mulighederne for min Udvikling og Fremtid.

Der er saa meget at skrive om fra disse Aar paa Christianshavn, at det er vanskeligt at faa mine Erindringer ordnet blot i nogenlunde rigtig Rækkefølge. Dage og Aar kan jeg slet ikke huske, kun Begivenheder i Stumper af Samtaler og Indtryk, som knap nok har Forbindelse med hinanden, Træk som Tiden ikke har kunnet udviske, jeg har aldrig før nu tænkt paa at nedskrive disse for mig saa betydningsrige Oplevelser og kære Minder. Det vilde ha været mig en endnu langt større Tilfredsstillelse og Glæde om jeg med langt rigere Høst havde kunnet øse af Mindernes Kilde.

Det Billede, der altid har staaet uudslettelig for mig er Synet af Pontoppidan 114 og mig i Efteraarsvejr og Vintervejr paa Turer sammen paa de gamle Christianshavns Volde, fra Gaden neden Vandet gik vi over Broen og hen ad Christianshavns Torv, videre gennem de gamle Gader til Volden. Pontoppidan var klædt næsten som den første Dag jeg gik sammen med ham fra Gl. Skagen til Brøndums Hotel hentet derind af ham for at fremstilles for den afdøde Drachmanns Venner med sin skindkravede Pels, sin bredskyggede sorte Borsalinofilthat og Spadserestok i Haanden, altid klædt som en Mand, der var vant til at færdes ude i Naturen – Angaaende den sorte bløde Filthat husker jeg at han en Dag skænkede mig, da det viste sig at han i Aarenes Løb havde samlet sig flere af dem, en fin, næsten ikke brugt Hat, som jeg aldrig gik med, da det Indtryk af Værdighed, som Pontoppidan forbandt den med ikke passede for mig – kun en eller to Gange har jeg baaret den til Begravelse. Og nu da jeg tænker paa den, er det mig ikke muligt at forstaa, hvor den i Tidens Løb er blevet af –

26/11.

I disse Aar var ondartede Nervesmærter i Kæben begyndt at plage ham, en Lidelse, der holdt sig gennem det meste af hans Alderdom og som han gentagende Gange blev behandlet 115 for, men som han egenlig først blev helt befriet for de sidste Aar han levede. Han var tidt meget forpint og der var næppe mange Dage Aaret rundt, hvor han slap for Smerter. Han fik Alkoholdindsprøjtninger i Kæben, som kun virkede forbigaaende, at lade sig operere turde han ikke af Frygt for, at det skulde ha til Følge, at han blev skæv i Ansigtet, naar Nerven blev skaaret over. Min Far led af en lignende Lidelse, husker jeg, og gik med skæv fortrukket Mund af Smerte –

Det var tydeligt at mærke paa ham, at denne Hjemsøgelse formørkede hans Tilværelse og lagde betydelige Hindringer i Vejen for hans Lyst til Arbejde. Mange Gange under mine Besøg derude saa jeg ham sidde med Haanden trykket mod Kinden, næsten besværet i at tale. Det var sikkert paa mange Maader vanskelige Aar for Pontoppidan, han producerede ikke noget videre, Et Vinteræventyr94, En Vinterkærlighed95 og En Mands Himmerig – jeg tror det næsten er alt, hvad han skrev i denne Periode i Tyvernes ti Aar – han har sikkert maattet tære paa Resterne af Nobelprisen. Hans Hustru 116 var allerede begyndt at skrante, en høj statelig Kvinde, paa den Tid allerede helt hvidhaaret, med et mildt roligt Væsen og værdig Fremtræden, men altid venlig over mod mig. Det var tidt som om hun viste mig sin Taknemlighed, naar jeg sad der og talte med Pontoppidan og var Vidne til hans Smerter –

Pontoppidan har aldrig ladet mig høre nogen Beklagelse over hans Forhold, forøvrigt havde jeg jo ikke selv noget at prale af, min Tilværelse var rigelig fyldt af Vanskeligheder for at skaffe de Midler, som var nødvendige for at kunne eksistere som Forfatter med Kone, Børn og et gældbundet Hus, selvom Nygaard støttede mig langt ud over, hvad der almindelig kunde forlanges af en Forlægger.

Der sad Pontoppidan og maatte være tilfreds med at faa Lov til at læse Korrekturen paa de nye Optryk og Udgaver af sine Værker, som Gyldendal udsendte, men uden at han modtog en Øre i Honorar af Salget af de Bøger, som Gyldendal en Gang for alle havde erhvervet sig Ejendomsretten til –

Mange Gange har det pint mig i Hjærtet at være Vidne til disse Forhold, det var som at se en stækket Ørn, der havde mistet sin Vingekraft. Kun en Gang havde jeg Lejlighed til i Taknemlighed at være ham til Nytte. Fru Pontoppidan vilde saa gerne at jeg skulde tale med Pontoppidan om hans triste og 117 ødelagte Forlagsforhold, hun bad mig flere Gange derom – pinlig maa det ha været for Pontoppidan at sidde der med den yngre Kolega og høre paa min Indsigt og mine Erfaringer.

Pontoppidan havde bittert fortalt mig, at hans Ungdomsbøger i mange Aar havde været udsolgt, og at Gyldendal trods hans Ønske nægtede at trykke dem op, det var de eneste af hans Bøger han havde Raaderet over – dem havde Forlaget ikke nogen Interesse i at faa ud i Boghandlen for ikke at skade Salget af hans Hovedværker.

Jeg skrev et Brev til Nygaard derom, uden Pontoppidans Viden[de] at Aschehoug sikkert kunde komme til at udgive dem og saaledes ogsaa faa Pontoppidans Navn knyttet til Forlaget – Nygaard var straks forstaaende og gav Københavnskontoret Ordre til at ordne disse Sager. Desværre blev Resultatet ikke saa stort som det var min Tanke, Hr. Creutz, der var Leder af Afdelingen her fik kun skrevet Kontrakt om Udgivelse af en Bog: Højsang96, rimeligvis 118 kun af Hensyn til Forlagets aarlige Regnskab, saa det blev kun nogle Tusind Kroner (4000 tror jeg) som Pontoppidan opnaaede dermed.

Men straks det blev meddelt i Bladene at Pontoppidan skulde udkomme hos Aschehoug, mødte Axel Garde op, sendt direkte afsted af Hegel med Forsikring om at der var intet som Gyldendal hellere vilde end udgive hans Bøger, at det var en Misforstaaelse som Forlaget dybt beklagede, og Resultatet blev at disse Bøger, "Sandinge Menighed" og "Ung Elskov" o.s.v. blev slaaet sammen i et tykt Bind "Noveller og Skitser" sammen med det allerede foreliggende Bind og begge Bindene trykt op paany – Dette har sikkert betydet en økonomisk Hjælp, og det var mig en stor Glæde og Triumf at dette Foretagene var lykkedes mig, ogsaa mit Trik med Hegel, husker jeg, var mig en Tilfredsstillelse.

11/12 52

Medens Pontoppidan boede derude paa Christianshavn kom hans to Sønner hjem97: Hans fra hans første Ægteskab og Steffen fra det andet, hjem paa Besøg, Hans fra U.S.A., hvor han beklædte en fremtrædende Stilling i Mejerivæsnet, Steffen fra Brasilien, hvor han var udvandret til nogle 119 Aar i Forvejen. Dette var store Dage, ogsaa for deres Forældre. Steffen havde ændret sit Navn til Steffen Broby, hans Begrundelse var, at det virkede generende paa ham, hver Gang han nævnede sit Navn Pontoppidan, straks at blive spurgt om han var i Familie med Forfatteren – Vi turede godt omkring og soldede mangen Nat sammen – jeg husker især en Nat hvor vi endte hos deres tidligere Svoger, en rig Grosserer Schrøder98, der var gift med Johanne fra det første Ægteskab, en stærk kunstinteresseret Mand. Naar jeg særlig omtaler ham her, er Grunden, at det var første Gang jeg oplevede Indtrykket af at møde moderne Kunst i et Borgerhjem. Paa Væggene hang Scharff og Rude og alle de andre fremtrædende unge Malere, der den Gang var paa Vej til at fæstne den Status, som deres Kunst indtager i Dag –

Steffen var af Ydre og vist ogsaa af Sind en udpræget Pontoppidan med de Pontoppidanske Øjne som Kendingsmærke – Hans var derimod 120 mere trivelig og rund og havde af Ydre ikke meget af Slægtsarven. Han døde forøvrigt ikke ret mange Aar senere i Staterne – det var det underlige ved Pontoppidan at Glæder og Sorger beholdt han indesluttet for ham selv – han blev blot en lille Smule stille, naar han en sjælden Gang berørte det, der var hændt.

Men jeg ved gennem de mange Aar, der gik efter at Steffen var rejst tilbage til Brasilien, at han længe nærede Haab om endnu en Gang at faa Steffen at se – Der kunde tilmed gaa Aarevis, hvor Steffen ikke lod høre fra sig, men hans Smil lyste op, hver Gang det skete, men Steffen kom ikke hjem og han er endnu ikke kommen99 – Eftersom Alderdommen meldte sig hos Pontoppidan blev han ligesom mere følsom for dette Savn. Paa hans lille Arbejdsbord ude paa Holmegaardsvej stod der gennem alle disse mange Aar et beskedent lille Fotografi af Steffen, det var alt – Mange Gange, naar vi talte om ham, tog Pontoppidan dette Billede i sin Haand og lod sine Øjne dvæle ved det saa underligt fjernt og dog seende 121 saa det forekom mig at han stod der sammen med svundne Aar og saa ham for sig –

5/2 53.

Jeg husker ikke hvad Aar Pontoppidan flyttede fra Christianshavn, og heller ikke hvor han flyttede hen derfra – det har rimeligvis været omkring Midten af 20erne – jeg var jo blevet fastboende i mit Hus i Gl. Skagen, saa jeg var blevet en sjælden Gæst i København. Det var flere Gange i længere Perioder i disse Aar, at mit personlige Samvær med Pontoppidan var ret sparsomt, selvom det netop var paa den Tid, at jeg vandt hans fulde Overbevisning om mine Bøgers Betydning – I mine Breve fra ham, hvis jeg havde dem ordnet og hos mig, vilde jeg nemt kunde udfylde de Tomrum, som nu opfylder meget af den svundne Tid og se hvor han opholdt sig paa de Tider han skrev til mig –

Jeg ved ikke om jeg har nævnt før, at gennem alle disse mange Aar har Pontoppidan kun besøgt mit Hjem 122 2 Gange, maaske var Aarsagen [vores] ustandselig skiftende Opholdssted –

Første Gang var paa Carl Baggersvej, hvor vi boede paa det Tidspunkt Helene fik Tvillinger: Dette Besøg har jeg skildret i min lille Mindekrans om ham i Mindebogen som Gyldendal udsendte efter hans Død. Det var i 1918 om Foraaret, da Pigerne er født i April, han har sikkert været berørt af de Udgifter som denne Familieforøgelse havde paaført den i Forvejen langt fra velstillede Digterfamilie, for saa gik han hen til de smaa Børn og lagde en 100 Krone Seddel under hver Hovedpude, idet han stilfærdig fortalte, at det var en Skik fra et Sted i Nordsjælland, hvor han engang havde hørt, at lægge en Gave under Hovedpuden ved nye Verdensborgeres Ankomst.

Det er ikke ofte jeg har modtaget økonomisk Hjælp af Pontoppidan – saa vidt jeg husker, og jeg tror, det er Tilfældet kun en Gang, da jeg direkte i Brev bad ham derom – Hans økonomiske Forhold var ikke saadan, at dette var ham muligt, ellers er jeg overbevist om, han var rede til at 123 hjælpe mig, ogsaa paa den Maade – Selv da han modtog den halve Nobelpris, som jeg tidligere har omtalt, var han langt [fra] i Besiddelse af Midler, der tillod ham at ofre den for andre – Det vante Spørgsmaal om Penge har aldrig faaet Lov at præge vort Forhold, selvom jeg i disse Aar da mine Børn voksede til ofte maatte søge Hjælp hos andre for at kunne klare mig –

Den næste Gang Pontoppidan opsøgte mig var i 1926, vi havde lejet en Kvistlejlighed for Vintermaanederne paa Traverbanevej ved Charlottenlund Skov, han kom ganske uventet, sikkert kun for at berede os en Glæde – og faa Indtryk af, hvordan vi levede – Desværre var min Ungdomsven Valde (Valdemar Nielsen) netop paa Besøg lige ankommen fra Canada – jeg saa paa Pontoppidan, det passede ham ikke, han [blev] ligesom standset i sin Trang til at vise os al den Godhed og Opmærksomhed som var hans Tanke. Og Valde snakkede løs til ham uden at opfatte Begivenhedens Betydning, at det var en stor Digter der var kommen for at paaskønne den unge Digter.

124 [Bog III begynder her] 16/2 53

1927, det Aar da Pontoppidan fyldte 70 Aar, indeholder Tildragelser, der paa det Tidspunkt af mit Liv viser, hvor nær jeg paa mange Maader og ikke mindst i mit eget var blevet knyttet til ham. Jeg var nu i mit 47de Aar og var begyndt paa min anden Romantrilogi "Søkongen", hvoraf første Del var udkommen i 26. Pontoppidans Opfattelse af dette Værk skal jeg ikke her berøre, hans Udtalelser derom findes sikkert blandt mine Breve fra ham, da jeg stadig var fastboende i Gl. Skagen.

Det var ved Foraarstid i April, Carl Nielsen, der havde oppebaaret Statens aarlige Hædersgave, den Gang paa 1200 Kr, var død, under Indtrykket af Pontoppidans forestaaende 70 Aars Fødselsdag og med mit Kendskab til hans Forhold fik jeg den naturlige Tanke, at det maatte blive Pontoppidan, der blev den, der modtog denne Hædersbevisning af Staten. Og jeg skrev et Indlæg i Politiken derom: Jeg gjorde opmærksomt paa at her var en Lejlighed til endelig at lade vor store Digter føle, hvor højt han var værdsat, han der aldrig havde følt Tak strømme sig i Møde. Jeg nævnede ham sammen med vor Litteraturs store 125 Mænd og gjorde opmærksomt paa under hvor smaa og vanskelige Forhold han levede.

Dagen efter mit Indlæg stod i Politiken fik jeg Breve, først fra Pontoppidan selv, hvori han meddelte mig, at nu blev jeg nok vred paa ham, da han havde maattet tage Afstand fra, hvad jeg saa velmenende havde skrevet. Samtidig skrev Henrik Cavling til mig og meddelte, at Bladet havde faaet Svar fra Pontoppidan og at jeg ikke maatte lade mig skræmme bort, men svare ham i Bladet. Ogsaa fra Pontoppidans Familie, hans Datter Else og hendes Mand fik jeg Breve om at det var rigtigt hvad jeg havde skrevet, og at jeg ikke maatte tage Hensyn til, hvad hendes Far indvendte, hans Forhold var i Virkeligheden værre end hvad jeg havde antydet.

Da jeg havde læst Pontoppidans Svar i Politiken skrev jeg et nyt Indlæg, den eneste Gang Pontoppidan og jeg offenlig har krysset Klinger. Jeg er selvfølgelig ikke her i Stand til nøjagtig at gengive, hvad jeg svarede. Pontoppidans Svar var ikke nogen 126 fyldestgørende Tilbagevisning af min Hensigt, han skrev, at han led ikke Nød og boede ikke i en Baggaard eller Kælder, og ironisk henviste han til at jeg havde nævnt ham blandt vor Litteraturs Kongerække – Dertil svarede jeg i mit Indlæg, at det lignede Pontoppidan at anbringe sig selv nederst ved Bordenden, men føjede ironisk til, at man af den Grund ikke befandt sig fjernere fra Muddergrøften.

Der har aldrig været talt mellem Pontoppidan og mig personlig om denne Begivenhed, dels saas vi ikke saa ofte i disse Aar og dels har Pontoppidan næppe ønsket at drøfte dette med mig. Men Resultatet blev, at han fik Statens Hædersgave – og efter de Aar, der fulgte efter i hans Forfatterskab er [det] min sikkre Overbevisning, at det blev af afgørende Betydning for hans økonomiske Eksistens op gennem hele hans Alderdom – jeg er tilmed tilbøjelig til at mene, at den økonomiske Tryghed som dermed fulgte, har en væsenlig Andel i, at han naaede den høje Alder som han gjorde. Jeg har ofte tænkt paa, hvordan det vilde være 127 gaaet med hans Eksistens, hvis det ikke var sket. Indtægterne af hans Bøger vilde ikke [have slået til] paa det Tidspunkt, da der var en Periode, hvor Interessen for hans Forfatterskab i store Kredse var aftaget. Personlig er jeg taknemlig for at jeg fik denne beskedne Del af Glæden ved denne Paaskønnelse af Pontoppidan.

17/2 53.

Jeg blev endnu meddelagtig i flere Begivenheder i Forbindelse med den forestaaende 70 Aars Fødselsdag, som jeg maa nedskrive, da de giver tydeligt Udtryk for, hvor nær, man allerede paa dette Tidspunkt opfattede, jeg stod Pontoppidan. Efter "De levendes Land" var jeg selv blevet en ombejlet ung Forfatter, saa man begyndte at se vores Venskabsbaand i en litterær Belysning, der sikkert foresvævede mange som et Forhold, der sikkert vilde gaa over i Litteraturhistorien, den store Digters Interesse og Hengivenhed for denne nye Digterbegavelse, som jeg den Gang ansaas for at være – en Fantasifremstilling som ialtfald endnu langt fra var blevet til Virkelighed, men 128 som jeg, nu jeg mindes disse Aar, ofte havde Indtrykket af, at ogsaa Pontoppidan til Tider forestillede sig.

Jeg modtog et Brev fra Else, jeg tror det var hende, der skrev til mig og ikke hendes Mand Prof. Einar'1 Thomsen, hvori hun gjorde mig opmærksom paa, at en Ting, som hun var vis paa vilde glæde hendes Far paa Fødselsdagen, var, om Gyldendals Forlag i den Anledning udgav en Jubilæumsudgave af Lykkeper – og jeg blev opfordret til at henvende mig til Forlaget derom.

Jeg kunde ikke søge Fr. Hegel grundet paa det Brud, der siden 1915 skilte mig fra Gyldendals. Benny Dessaus daværende Svigersøn Direktør Jerrichouw var blevet Meddirektør paa Forlaget, og skønt jeg ikke kendte ham, søgte jeg ham personlig paa hans Kontor i Klareboderne – Direktør Jerichouw var meget forstaaende og blev ogsaa efter min Opfattelse interesseret. Jeg fremlagde Sagen efter det Kendskab jeg havde, at en saadan Udgave vilde betyde en Glæde for Pontoppidan, selvom han jo ikke opnaaede Honorar derfor, da Gyldendals jo sad inde med Ejendomsretten til hans 129 Hovedværker. Disse Værker fandtes paa dette Tidspunkt i samlede og forholdsvis billige Udgaver, som der den Gang heller ikke var særligt Salg paa. Jeg lod Jerichow vide, at det vilde være en smuk og værdig Maade for Forlaget at hædre den store Digter paa.

Jeg skulde komme igen, naar han havde drøftet Sagen med Hegel, og for at støtte dens Gennemførelse rettede jeg ogsaa en indtrængende Henvendelse til Benny Dessau, som jeg vidste paa forskellig Maade stod Pontoppidan nær, for gennem hans Indflydelse at faa et positivt Resultat, og han lod mig vide, at han med Glæde støttede Sagen. Men mine Anstrængelser blev en stor Skuffelse.

Ved mit næste Møde med Jerichow lod han mig vide, at Forlaget desværre ikke var i Stand til at efterkomme mit Forslag, da Forlaget laa inde med et usolgt Oplag paa ca. 4000 Eksemplarer, som der var lange Udsigter til at faa 130 solgt. Der vilde ikke være Salgsmulighederfor en saadan Jubilæumsudgave – Men Gyldendals vilde i Anledningen af Fødselsdagen gerne udgive de Digte, der forelaa af Pontoppidan, hvis de blev samlet i en smuk udstyret lille Bog.

Jeg husker endnu tydelig min Indignation, en saadan Henvendelse vilde jeg ikke rette til Pontoppidan, den Ære maatte jeg overlade til Gyldendals. Jeg gjorde opmærksom paa, at Axel Garde, der jo i de Aar var Hegels højre Haand endog til Jerrikow havde udtalt, at Forlaget havde solgt ca. 80000 Bind af Pontoppidans Bøger, og naar det var Tilfældet, maatte Gyldendals nok alene paa dette Grundlag have Raad til en saadan paaskønnende Gestus imod dets store Forfatter –

Jerrikow har altid siden den Tid virket paa mig som en ærlig og tilforladelig Mand, der gerne havde været imødekommende, og jeg er ogsaa overbevist om, at han ikke har noget Ansvar for denne man tør vel sige ikke særlig storstilede Tilbud.

Jeg ved at Gyldendals rettede en saadan Henvendelse til Pontoppidan, 131 men fik Afslag, da Pontoppidan selv den Gang havde taget den Beslutning ikke at lade de forholdsvis faa Digte der foreligger fra ham, udgive, en Bestemmelse han ogsaa fastslog i det Testamente, der fandtes efter ham.

Pontoppidan, der sikkert var holdt ganske uvidende om min Henvendelse, har flere Gange haanligt til mig omtalt Forlagets Henvendelse: Jeg fik fra Gyldendals en af de sædvanlige Blomsterkoste, som man bruger ved saadanne Lejligheder, sagde han med Bitterhed og Haan i Stemmen.

20/2 53

Jeg var i det Aar blevet indvalgt i Forfatterforeningens Bestyrelse og paa et Bestyrelsesmøde drøftede vi paa hvilken Maade danske Forfattere skulde hædre Pontoppidan. Paa mit Forslag blev det vedtaget, at vi skulde hylde ham med at overrække ham en Laurbærkrans, og man bestemte, at jeg paa Grund af min nære Forbindelse med ham skulde ha den Ære paa Forfatternes Vegne at hylde ham paa denne Maade, som nu senere, naar jeg tænker derpaa, langt fra 132 er vis paa, at Pontoppidan ikke har fundet lidt dumt og mere passende for en Skuespiller paa Scenen. Dog har han aldrig overfor mig hentydet til noget saadant. Men min den Gang saa unge Opfattelse var, at en Hyldning af den Art maatte rumme et Udtryk af en mere almen Tilkendegivelse af Beundring.

Denne Sommer havde vi lejet vort Hus i Gl. Skagen ud, hvad vi i de Aar gjorde ret ofte for at jeg bedre kunde skaffe mig Arbejdsfred paa et mindre søgt Sted. Vi havde lejet et Hus ude paa Hvalerøerne uden for Frederiksstad, et Sted hvor vi rigtig kunde tumle os i Baad mellem Øer og Skær og fiske, hvilket var min største Lyst, naar Arbejdsdagen var til Ende, at drage ud med Kone og Børn og Hund. Herlige Sommerminder, der nu strømmer mig i Sinde fra dengang jeg var ung og en Mand paa 41-42 sammen med Helene og Børnene og Graatassen, som min Hund hed, og med Sindet fyldt af min Digtning om "Søkongen".

Pontoppidan var flyttet til Svendborg, hvor hans Svigersøn Einar'2 Thomsen var ansat som Reservekirurg paa Sygehuset. 133 Fru Pontoppidan var i de senere Aar begyndt at skrante, og det var sikkert af den Grund, at de var søgt til Svendborg for at hun kunde blive plejet paa Hospitalet, hvor hun ogsaa paa den Tid var indlagt.

Det blev ogsaa i Svendborg hans Fødselsdag skulde fejres, fra ingen Side havde der været Bud efter ham for at feste for ham og hylde ham offentlig. Han vilde rimeligvis ogsaa have undslaaet sig for at være med til den Art Festligheder med Bespisninger og lange Rækker af Talere – oftest havde han kun et overbærende Smil til overs, naar vi talte om lignende Fester. Selvom man havde villet hylde ham paa Raadhuset som Drachmann og Aakjær, vilde det næppe ha fristet ham, han var altid kølig overfor den Art Tilkendegivelser, skønt han altid deltog varmt i Hyldesten, naar det gjaldt andre – men med et Smil gemt i sit Sind. Personlig kom han aldrig i nær Berøring med Politikere og Beundrere. Ikke paa Grund af Hovmod eller Storhed, men af en dyb Trang til at se til Bunds i Sandheden –

134 Jeg blev inviteret til Svendborg til at deltage i Festmiddagen, der skulde holdes hos Else paa Hospitalet. Kun faa var indbudt: Frederik Poulsen, Vilh. Andersen, Benny Dessau og saa mig sammen med Familiens Medlemmer. Jeg var opfyldt af Glæde ved Tanken om, at jeg den unge Digter skulde møde frem der og hylde min Opdrager og Mester ved at overrække ham Laurbærkransen fra danske Digtere. Men en af Tilfældighedens Luner spillede mig et Puds, netop i de Dage fik jeg en mægtig Tandbyld med utaalelige Smerter og Kinden svulmede op og jeg laa med Grødomslag for i det hele taget at kunde udholde at være til – Jeg maatte telegrafere til Else, at jeg umuligt kunde komme – men jeg fik omgaaende Svar tilbage at jeg skulde rejse, at de vilde holde min Plads ledig ved Bordet til sidste Tog. Men Bylden blev ikke bedre, jeg maatte opgive det, en uhyre trist og skuffende Dag for mig –

Jeg har mange Gange siden forsøgt at forestille mig, hvordan den Stund vilde være forløbet, jeg saa ung endnu staa der foran Pontoppidan med 135 Laurbærkransen som ung Digter og hylde ham og takke ham for hans Indsats i dansk Digtning samtidig med at mit Hjærte var fyldt af den Taknemlighed som jeg skyldte ham, og af den Hengivenhed, som knyttede mit Sind til ham. Jeg tror jeg kan sige, at dybere Skuffelse har jeg næppe nogen Gang før haft. Og jeg er sikker paa, at det ogsaa har været et Savn og en Skuffelse for Pontoppidan, at dette skulde ske.

Istedet for blev det Sophus Michaelis100, der optraadte, og jeg kan bekræfte, at det har været ham en Tilfredsstillelse. Jeg havde nemlig en Tid i Forvejen skrevet til ham, om ikke Forfatterforeningen kunde betale min Billet, da jeg havde daarligt Raad dertil. Men dette afslog han, fra København til Svendborg og tilbage igen til København kunde Foreningen kun paatage sig at betale – men dette vilde langt fra have afgjort min Rejse, om ikke denne fordømte Tandbyld havde meldt sig.

Pontoppidan har fortalt mig, 136 og Else ogsaa, hvordan Michaelis troppede op om Eftermiddagen sammen med sin Kone, en snakkende, paagaaende og forvirret Kvinde101, som sikkert blot ved sin Nærværelse har irriteret Pontoppidan. Tillige mødte de ogsaa med deres Søn Tao Romanum, en forkælet, urolig Dreng102, der vel har været en seks syv Aar – jeg kan saa inderlig forestille mig dette Optog, da jeg selv i Gl. Skagen en Sommer havde rigelig Lejlighed til at nyde Samværet med Familien. Et tydeligt Udtryk for Pontoppidans Følelser viser, at hverken Michaelis eller Frue blev inviteret til at komme igen og deltage i Middagen. Jeg ser Pontoppidan for mig, naar han talte derom fuld af Skuffelse og lykkelig ved at blive dem fri –

Det blev en stille Fest, har Else fortalt mig, neden under den Stue, hvor de var, laa Fru Pontoppidan for Døden. En Skygge, der sikkert har dæmpet enhver Festtanke hos Pontoppidan –103

24/2 53

Saa begynder Pontoppidans ensomme eremitagtige Alderdomsaar, efter hans Hustrus Død, i Lejligheden paa Holmegaardsvej 2I th. i Ordrup. Det er mig ikke muligt her paa disse Blade at nedskrive min Erindring 137 om disse 15-16 Aar i nogen kronologisk Orden, jeg har prøvet at grave Erindringerne frem, mange, som jeg oplevede i disse Aar i vort Samvær, men at tidfæste dem i Rækkefølge er mig ikke muligt, derfor bliver denne Beretning mere spredt, idet mine Oplevelser ligesom samler sig til et Par Billeder der rummer mange mange Timer i stille Samtaler og nu og da afvekslet med en kold Spadseretur omkring de nærmest liggende Huskarreer eller en Tur ind paa den ret overfor liggende Kirkegaard. Det maa ikke opfattes saaledes at Pontoppidan ikke fortsatte med sin gennem hele Livet bevarede Trang til at færdes ude, paa disse stille Villaveje har mange sikkert set ham gennem disse Aar vandre sine ensomme Turer med den sorte bredskyggede Filthat, om Efteraaret og Vinteren i Pels med sit hvide Silkeklæde om Halsen, lidt højtidelig og fjern i sit ydre Væsen, men uden Tanke om, at hans Tilsynekomst kunde tiltrække sig stor Opmærksomhed.

138 Det var først i hans sidste Oldingeaar at han blev bundet til sin Stue – sikkert for ham en trang Skæbne, men som han fandt sig taalmodig i. I Timevis har han staaet ved sit Vindue, jeg har selv set ham staa der, stirrende over paa den Hjørneejendom der blev bygget ret over for og tog Udsigten ind over Kirkegaarden fra ham.

Som jeg sikkert allerede har meddelt, erindrer jeg ikke, at jeg nogen sinde har hørt ham klage, maaske har jeg forekommet ham for ung eller fjern, som det vist altid gaar med Alderdommen, den man har kendt som ung, medens man selv var oppe i Aarene, vedbliver for En at være stadig den unge. Vor 23 Aars Aldersforskel satte naturligvis en vedblivende Skel mellem os, men selv da jeg naaede op i Halvtres og Tredsaarsaldrene, fyldtes han aabenlyst af Forundring over at jeg var blevet saa gammel, naar han blev mindet derom – og alligevel havde jeg Følelsen af at vedblive at være den Unge for ham.

139 De Gange han berørte sin Hustrus Død var ikke ofte, men jeg ser endnu Alvoren i han Ansigt uden Klage og uden Ord, for at meddele det Savn han følte. Underlig stilfærdig bøjede han sig for det uafværgelige, skønt det betød en saa stor Forandring i hans daglige Liv –

Jeg husker første Gang jeg gik op ad disse Trapper og ringte paa og Døren blev aabnet af Frk. Larsen.

Mit Sind var højtideligt som altid naar jeg skulde besøge Pontoppidan, en Følelse der vedvarede til den sidste Gang jeg saa ham.

Jeg nævner Frøken Larsen104, hvad hun ogsaa i høj Grad fortjener – en høj, kraftig lemmet vestjysk Kvinde fra Ølgod ovre i Vestjylland, en Dørvogterske saa paalidelig som nogen, et trofast, pligtopfyldende Menneske, der blev hos Pontoppidan, mærkværdig stilfærdig og tilbageholdende, kun til Skue, naar hun udrettede sin Gerning i Huset og ved Madlavning og ved Opvartning. Men alligevel nærværende og overvaagende 140 alt i Huset, og ikke mindst ethvert Ønske fra Pontoppidan. Et lykkeligt Sammentræf, at det blev en Kvinde som hun, der kom til at overtage alt i Huset, der holdtes i mynsteragtig Orden. At Pontoppidan kom til at leve under saa gode Forhold, kan ikke paaskønnes nok af dem, der stod ham nær. Det er ikke for meget at sige, at hun skabte Tryghed tilstede omkring ham og passede ham med dyb Forstaaelse og i Ærbødighed lige til hans sidste Stund, uden at man mærkede, at hun blev særlig paaskønnet derfor – Smaa Gaver fik hun især til sit Værelse i Form af beskedne Møbler, jeg tror ikke hun modtog anden Belønning gennem disse 15-16 Aar –

25/2

Gennem denne lange Aarrække kom jeg til at staa i et Venskabsforhold til hende, men uden egenlig nærmere Fortrolighed udtalt i Ord, men alligevel rørende tilstede mellem os – hun var tavs ikke blot der, hvor det var rimeligt at hun var det, men langtfra talende af Væsen. Jeg husker ikke blot en Gang, hvor hun har meddelt mig noget om Pontoppidan, hvor det var hendes Pligt at tie. Men i hendes 141 Udtryk og Øjne lyste en Hengivenhed for ham, som tydelig fortalte, hvor alvorlig hun opfyldte sin Stilling og sin Opgave.

Selv nu Aar efter, naar jeg nu og da er sammen med hende her hjemme hos os, er hun oftest tavs, hvor jeg gerne ønskede, at hun skulde betro mig noget af hendes Viden.

Jeg var ventet af Pontoppidan, da jeg stod derude paa Trappen, og jeg kunde se paa hende, at hun ogsaa vidste hvem jeg var, hendes Øjne smilte fyldt af Venlighed, medens hun hjalp mig af med Overtøjet ude i den smalle Entré, hvor Pontoppidans kendte sorte Filthat hang paa Knagen ved hans Frakke og Spadserestok. Og saa aabnede Pontoppidan Døren ind til sin Stue, hvor han og jeg skulde komme til at tilbringe saa mange Timer sammen.

Hans Skikkelse var endnu ikke berørt af Alderen, rank af Holdning 142 som han var. Hans varme Blik omfattede mig med en glad Tilkendegivelse af Glæde ved at se mig. Jeg var endnu fast bosat i mit Hus i Gl. Skagen, jeg antager det var i 28 eller 29 paa den Tid, da jeg havde udsendt andet Bind af "Søkongen". Jeg vil forsøge at give en Beskrivelse af hans Lejlighed, især af den Stue, hvor han førte mig ind og som gennem alle disse Aar var baade hans Opholdsstue og hans Arbejdsværelse. Han havde ikke som andre Digtere indrettet sig et Digterværelse af den Art som jeg har set saa mange af hos andre Forfattere.

Til venstre i Entreen var et mindre Værelse hvortil Døren altid stod aaben, vel for at skaffe bedre Lys og Plads, dets Vægge var dækket af Bogreoler fyldt af Bøger, i stor Udstrækning af Bøger med Dedikationer tilsendt ham af Forfattere. Jeg har ogsaa fundet mine egne Bøger derude med min Ungdoms Tilstaaelser af min Beundring og Hengivenhed.

19/3

Til højre kom man ind i hans daglige Opholdsstue, paa Væggene hang der en interessant Ungdoms Portræt af ham, mørkhaaret og præget 143 af hans iøjnefaldende Udseende med sort blød Filthat og de pontoppidanske Øjne og den ret fasttillukkede Mund og næsten sortskæget. Hvem der har malet det husker jeg ikke. Der hang ogsaa et Par smukke Malerier af Johan Rohde hjemme fra Randersegnen. Paa den højre Væg, naar man kom ind, stod en Mahognisofa og ved Enden af den tæt ved Vinduet en gammeldags Skrivepult, sikkert et Møbel fra Præstehjemmet, med grøn Filt og skraa Plade. Jeg har aldrig set ham benytte det, men dets Tilstedeværelse vakte ofte en Forestilling hos mig om svundne Dage, da den Slags Skrivepulte blev brugt, i Ingemanns Dage –

Midt paa Gulvet stod et forholdsvis beskedent Bord, knap nok mindende om et Arbejdsbord, det var det Sted han sad og skrev. Aldrig laa der Papirer eller Manuskripter fremme. Der stod et Fotografi af hans Hustru og efter som Aarene gik ogsaa Fotografier af Steffen og Børnebørn, og tilsidst ogsaa Oldebørn. Ofte har jeg set ham staa med dem i Haanden og vist dem frem smilende og eftertænksomt med et 144 fjernt Udtryk, der tilkendegav, hvor Tiden ilte afsted og saa fjern saa meget af Livet blev ham. Ved Bordet stod en almindelig Armstol.

Jeg husker en Episode, som jeg husker han fortalte mig fra en Dag han sad der og arbejdede. Jeg har ofte hørt og læst at det pludselig gik rundt for En, han troede det kun var en Udtryk, der blev brugt i Flæng af Forfattere eller andre – men nu havde han selv oplevet det, medens han sad i sin Stol og skrev, Stuen og alt omkring ham drejde rundt for ham. Han lo medens han fortalte det, skønt den ubehagelige Alvor der laa bag ved, det var nogle faa Aar før hans Død. Han vidste sikkert godt selv, hvad det betød.

I Hjørnet ovre ved den anden Væg mellem Vinduet og Døren ind til hans Soveværelse, hvor jeg tror jeg kun en Gang har været inde, stod en polstret og højrygget Lænestol, hans Alderdoms Sæde, betrukket med sort Betræk. Men det var som han aldrig befandt sig vel ved at sidde der og trone, i altfald naar jeg og vel ogsaa naar andre var til Stede. Han vilde ofte, at jeg skulde pladseres der, hvad der i Begyndelsen var mig ubehagelig, 145 han sagde, at han hørte bedre, naar han sad skraat over for mig i en anden Stol. Eftersom hans Hørelse blev daarligere tror jeg, at dette ogsaa var Tilfældet, saa det til sidst blev en Regel, at det blev mig der maatte sidde i Tronstolen. Men jeg er ikke utilbøjelig til at mene, at i de første Aar var Aarsagen, at han heller ikke befandt sig særlig vel ved at sidde der og præsidere med sin Alderdom. Han dyrkede aldrig paa nogen Maade Alderdommens Glorie. Heller ikke naar vi var flere samlet hos ham besteg han denne sin Alderdoms Trone med nogen Tilkendegivelse af, at det forstærkede hans Værdighed.

Det var ham en aabenlys Plage, at hans Hørelse blev daarligere og daarligere, men nogen Høreapparat vilde han ikke anskaffe eller bruge. Jeg husker i denne Forbindelse et pudsigt Tilfælde, paa sin Svigersøn Ejnar Thomsens Raad havde han faaet anskaffet [en] et Par Alen lang bøjelig Slange af Tykkelse som Slangen paa en Støvsuger, hvis ene Ende jeg kunde snakke ind i, medens han holdt den 146 anden Ende til Øret, en forfærdelig Instrument, som jeg den hele Aften maatte sidde og brøle ind i som i en Raaber – Opfindelsen var ikke vellykket trods den gode Mening, baade anstrengende for ham og for mig, vi blev begge enige derom. Men et komisk Syn maa det ha været at se to sidde der forstyrret i Kontakten med hinanden. Kun denne ene Aften saa jeg den i Brug, jeg saa den aldrig siden og den blev heller aldrig nævnt. Pontoppidan har sikkert følt sig ilde berørt, for ikke at sige beskæmmet.

7/4 53

Ved Væggen over for de to Vinduer stod en blank mahognipoleret Bogreol fyldt med indbundne Værker, hvilke det var husker jeg ikke. Det var kun sjælden jeg saa Pontoppidan røre nogen af dem, han læste ellers meget, skønt jeg sjælden saa de Bøger ligge fremme som han læste i, oftest var det Bøger, der var tilsendt ham, dels af Forfattere han stod personlig nær, dels af yngre Forfattere, der gerne vilde vække hans Interesse for deres Forfatterskab, og dels fra Forlag, især Gyldendals, hvorfra han ofte fik tilsendt Bøger og Værker, [efter en] gammel bestaaende Forbindelse fra den gamle Hegels Tid. Jeg faar nok senere 147 Lejlighed til at nævne de Forfattere, som han læste og ofte omtalte eller forhørte sig om hos mig, mange Gange paa en Maade, som vilde han prøve sin egen Opfattelse hos en yngre. Sikkert maa min ret begrænsede Belæsthed have skuffet ham, selvom jeg i de fleste Tilfælde havde en Mening om de paagældende Forfattere.

Fra mange yngre Forfattere blev han anmodet om Anbefalinger til Ansøgning af Legater, jeg har selv i mine yngste Forfatteraar ofte tyet til hans Bistand, og saa godt som altid var han villig til at hjælpe mig, jeg har blandt mine Breve fra ham flere af hans Udtalelser om mig og næsten altid bragte de mig det ønskede Legat. Men det hændte ogsaa, at han beklagende meddelte mig, at han allerede havde givet en Anbefaling til en anden, dette overholdt han altid nøje.

Medens jeg omtaler dette erindres jeg om en Fortrolighed han i denne Forbindelse omtalte til mig, det var paa det Tidspunkt, da Georg Brandes endnu levede og uddelte paa sin Fødselsdag Otto Benzons Forfatterlegat, det som var stiftet af de Honorarer, som 148 Otto Benzon havde indtjent paa sine Skuespil: han havde skrevet til Brandes og gjort ham opmærksomt paa Jeppe Aakjær og mig, meddelte han. Jeg husker endnu nogle af de Udtryk, som han havde brugt til Brandes om mit Forfatterskab, og som han mente netop berettigede mig til at komme i Betragtning: "Der var i mit Forfatterskab en Form og Aand, der i sin rene Enkelhed minder om den klassiske græske Naturpoesis Aand" – ved at fremføre dette her paa disse Blade mindes jeg i dyb Taknemlighed den overvaagende Omsorgsfuldhed, hvormed han deltog i mit Arbejde og Frembringelser. Hvorvidt jeg har evnet at indfri den Tiltro og Lyst, hvormed han fulgte min Digtning, tør jeg ikke paa nogen Maade her udtale mig om. Men af den store Indsats som Pontoppidan altid havde for Øje, vil mine eventuelle Læsere af disse Minder forstaa, hvilken Betydning det havde for min Udvikling og min Tro paa mine Evner i disse saa rige Aar.

Hverken Aakjær eller jeg blev af Georg Brandes tildelt denne saa højt skattede Tildeling af Legatet, der i disse Aar kaldtes Georg Brandes Legat. Det var 149 først Aaret efter hans Død, at Svend Lange, der blev hans Efterfølger, tildelte mig det med et smukt og rørende Brev, hvad forbavsede mig, da mit Indtryk var at et Forfatterskab som mit ikke var absolut egnet til at paakalde hverken Brandes' eller Langes Bevaagenhed. Det var vist 1927 eller 28, jeg blev tildelt denne højtærede litterære Pris. Om Pontoppidan havde med dette at gøre tror jeg ikke, jeg husker endnu Langes Omtale i Politikens Kronik af Pontoppidans "De Dødes Rige", den viste tydelig, hvor fjernt han stod fra selv et Forfatterskab som Pontoppidans. Og Svend Lange var netop en af de af Samtidens Forfattere, som jeg ikke har nogen Erindring om, at Pontoppidan har omtalt. Hvad mon Pontoppidan har tænkt den Dag, da han erfarede at Svend Lange gav mig dette "Ridderslag", han berørte det aldrig.

8/4 53.

For Enden af Entreen førte Døren ind til Spisestuen, som alle Spisestuer gjorde det altid et ensomt lidet benyttet Indtryk paa mig. Midt paa Gulvet stod Spisebordet og en Buffet ved den 150 ene Væg, ret almindelig, intet af særlig Interesse, uden den Følelse, jeg altid her har følt, de mange mange Gange jeg har siddet der og spist Middag sammen med Pontoppidan, oftest i de yngere Aar alene, han og jeg, og i de senere Aar altid sammen med Helene, han for Enden af Bordet med Ryggen mod Vinduerne, ogsaa jeg altid paa den samme Plads paa hans venstre Side, begrundet af, at det var med venstre Øre han hørte bedst. Ret over for mig havde jeg paa Væggen hængende et smukt Landskabsbillede af Johan Rohde, ogsaa fra Randersegnen, som jeg aldrig blev træt af at betragte, de rene Farver og Sommerlyset bragte mig altid en Følelse fra noget af det Liv, Pontoppidan havde levet. Hvor ofte har mine Øjne ikke stirret op paa det, og hvor ofte har Pontoppidan ikke maattet høre min Glæde over at se det, ligesom nyt for hver Gang. Gennem store Dele af hans Liv har dette Billede sikkert fulgt de mange Steder, han har boet.

Hver Gang Frøken Larsen kom og bød os ind til Middag holdt jeg mig altid lidt tilbage for at lade Pontoppidan gaa 151 foran mig, en Slags Opmærksomhed, jeg søgte at vise ham, og som jeg vedblev med til den sidste Gang vi saas, men altid lagde han sin Haand paa min Arm og bad mig med et stille Smil træde ind først. Jeg ser os tydelig standse der et Øjeblik, jeg fyldt af Hengivenhed, med en Følelse af, at han udmærkede mig hver Gang det skete, han, efterhaanden som Aarene gik, mærket af sin høje Alder, slæbende lidt paa det ene Ben, men bestandig med det samme Udtryk af Venlighed og Erindring som var jeg for ham en Slags Hjemvendt, som Gensynet med bragte Glæde.

Hvem der nu kunde fremdrage af Erindringens skjulte Gemmer blot en Del af de mange Timers Samtaler, vi førte ved dette Bord, men hvor er Indholdet af disse saa hyggelige og venskabsfyldte Stunder blevet af – jeg har kun for mig Billedet af os siddende der, levende som den Gang, sikkert begge berørt af Glæde. Samtalen førtes altid naturlig og selvfølgelig, og selvom jeg efterhaanden var kommen op i Aarene overholdt jeg 152 altid en vis Tilbageholdenhed, ogsaa der, hvor vi i Meninger ikke altid var helt enige. Min Hensigt var ikke med min Person at gøre mig gældende, men at lade Pontoppidan udtale, hvad han havde paa Hjærte. Han var en nem og ligetil Vært, men den stille og stadig mere uforandrede Tilværelse bragte mange Tanker og mange Spørgsmaal frem i hans Hjerne. Det var lidt som han gennem mig søgte Forbindelse med det Liv uden om ham, som blev ham fjernere, og hvorfra jeg kom.

Det var ikke muntre Samtaler ledsaget af Latter og Skæmt, der førtes, jeg var den, der oftest og lettest lo – Pontoppidan var ikke som gamle Mennesker ofte er tilbøjelig til at fremdrage Træk eller Begivenheder fra sit eget Liv. Han vedblev til det sidste at søge Kontakt med, hvad der hændte i Forfatterkredse og hos Forlagene, og da særlig Gyldendal. En vis kølig Reserverthed gav han altid tilkende næsten som en bitter og skuffet, naar vi drøftede Forlaget. Jeg var jo fra 1915-31 ikke paa Gyldendals og var heller ikke den unge Hegel særlig venlig sindet. Hvad jeg kunde fortælle om Aschehoug og William Nygaard var kun godt, bortset fra de Skuffelser jeg som Forfatter selvfølgelig ogsaa havde der. Jeg nød alligevel Fordele, som en Forfatter 153 med Rimelighed kunde ønske, medens Pontoppidan sad der med bitrere Erfaringer.

Pontoppidan førte ikke i Ordets Betydning nogen Selskabelighed. Jeg husker kun faa Gange, der har været andre Gæster ved Bordet end Helene og mig. En Gang var Andersen Nexø og hans tredie Kone Johanna der. Nexø var ellers ikke en Mand, der havde Tilbøjelighed til at holde sine Meninger tilbage, men det morer mig at mindes, at ogsaa han blev hensynsfuld og omgængelig, uden noget af hans let vakte og let kogende Indignation over alle Ting, der ikke passede ind i hans politiske Opstemthed, jeg tror næsten det er den eneste Gang jeg har set Nexø neddæmpe den Foragt og Vrede mod alle anderledes tænkende, som ellers var hans Lyst.

Jeg tør nok sige, at det paa hver sin Maade var tre skarpe Kanter, der den Dag sad tilbords, Pontoppidan i tryg og harmonisk Hvile i sin Personlighed, han af mindst ligesaa skarpt sleben Karat, men frigjort for enhver Tilbøjelighed til at nedtrykke andre, fordi han var af en anden Støbning. Han blev ikke paa noget Punkt ringere fordi han lod andre leve efter deres Sind. Der var en Kløft tilstede 154 som i Virkeligheden var overskreden, men som han alligevel lagde en Bro over –

Disse nedskrevne Betragtninger har ført mig lidt langt bort fra Pontoppidans stille Stuer, hvor Forbindelsen med Yderverdenen ofte syntes spinkel, men hvor et levende og helstøbt Menneskesind alligevel vaagede og klart og skarptseende fulgte, hvad der var ret og værdig for dem, hvis Evner og Indsats gav dem Plads i Aandslivet. Det var Ægtheden og Sandruheden baade menneskelig og digterisk Pontoppidan altid satte højest tilbords. Det var kun Tvedeltheden i Nexøs Natur, jeg her har forsøgt at berøre og give et Indtryk af, hvordan den blev set og forstaaet af to af Nexøs gennem mere end en Menneskealder gamle Venner –

Ofte har Nexø om ikke direkte, saa dog i Tone og Udtryk ikke skjult for mig, at Pontoppidan ikke var langt fra at tilhøre den Art Personer som han helst følte Trang til at foragte – og dog var der til en vis Grad Venskab mellem [dem,] fra begge Parters Side dog fyldt af ærlig gensidig Kritik. Naturligvis ikke angaaende Pontoppidans Digtning, men for det fjerne for en Mand som Nexø, der var Grundlaget i Pontoppidans Væsen. Et Indhold, der nærmest altid bevægede mig og bestandig øgede min Trang til at komme Pontoppidan nærmere.

10/4 53

Ofte var Nexø, særlig hans Politik i Forhold til hans egen Person, Samtaleemne mellem Pontoppidan og mig. Nexø stod os begge nær gennem lange Aarrækker, saa vi havde hver for sig rig Lejlighed til at følge hans Udvikling over til Kommunisternes baade Samfunds- og Menneskeopfattelse, samtidig med at hans Berømmelse voksede især i de kommunistiske Lande. Det var ikke hans samfundsomvæltende Meninger paa dette Omraade, der efterhaanden bragte en Adskillelse tilstede mellem os. Den Idealisme, der kunde ligge deri, var hverken Pontoppidan eller jeg Modstander af, men vi mærkede tydeligere 155 og tydeligere, hvordan Nexø gled længere og længere bort fra de menneskelige Værdier, der netop var de Kilder i hans Digtning, der stod baade Pontoppidan og mig nær. Pontoppidan havde et klart Øje for denne Bevægelse, der ligesom førte Nexø med sig bort fra det, som han i sine Værker saa tappert og saa helt havde kæmpet for.

I de Aar Nexø boede i Tyskland ved Bodensøen, hvor han ogsaa blev Husejer og hvor hans tredie Ægteskab begyndte, tilhørte han udpræget det tyske Socialdemokrati, en Forbindelse, der i højeste Grad ogsaa den Gang befordrede Udbredelsen og Salget af hans Bøger. Ogsaa herhjemme tilhørte Nexø Socialdemokraterne og skrev i Social-Demokraten, til min 50 Aars Fødselsdag husker jeg, at han skrev i dette Blad en Kronik om mig. Det var ogsaa Social-Demokraten, da Nationaldemokraterne105 med Hitler begyndte i Tyskland og drev ham til at forlade sin Ejendom ved Bodensøen, som hjalp ham økonomisk ved Aftale med ham om at skrive i Bladet – ligesom Nexø, da han blev Medindehaver af Andreas Christensens Pianofabrik, laante Midlerne dertil hos Social-Demokraten 156 mod at han skulde afskrive Beløbet i Bladet. Det var Emner, der ofte blev diskuteret af Pontoppidan og mig paa Grund af [at] den kapitalistiske Drift i hans Natur ved disse Begivenheder blev mere og mere aabenbaret. Det var Forbindelser, der styrkede Udbyttet af hans Bøger, noget han bevidst jo egenlig ikke betvivlede at have Del i, men som med vort Kendskab til ham ikke kunde undgaa at vække vor Opmærksomhed. Forhold, der blev endnu mere synlige, da han endelig sluttede sig til den kommunistiske Bevægelse, for tilsidst at blive taget i Favn af Sovjet, hvis Rubler efterhaanden strømmede saa rigelig i hans Lommer, at Sovjet tilsidst fandt den Udvej for at holde Maade med hans Fortjenester, at oprette Martin Andersen Nexøs Børnehjem i Rusland. Ialtfald viste det sig i Aarenes Løb, at Nexø fandtes netop der, hvor Fordelene var størst. Baade det tyske og det danske Socialdemokrati brød han med og blev Kommunisternes tro Mand, samtidig med at hans Berømmelse i Rusland og i de Lande, der af Sovjet blev tvunget ind under det, steg i samme Grad som hans Sind skiftede Kulør.

Ogsaa hans pinlige Udtalelser om det ulykkelige Finland106, der kæmpede for sin Frihed, og hans haardhudede Angreb paa 157 de ulykkelige Partifæller under Udrensningsprocessen i Petrograd eller Leningrad, berørte Pontoppidan dybt og foraarsagede selv i hans høje Alderdom, at deres Veje skiltes uden det kom til nogen aabenlyst Brudd, men et Brudd, der alligevel var til Stede – ogsaa for mit Vedkommende107.

16/4.

Fra Spisestuen var der en Dør ind til en indre Gang i Lejligheden, hvor en Dør førte ind til Pontoppidans Soveværelse. Jeg husker kun en Gang jeg har været derinde, det var i 1931, Pontoppidan var faldet paa Gaden108 og brukket Laarhalsen, jeg var 51 158 Aar, saa Pontoppidan maa have været 74. Jeg skulde tage Afsked med ham, inden jeg skulde rejse til Grønland i Følge med Rigsdagsdelegationen, en Rejse som Stauning havde bragt i Stand paa Grund i min Deltagelse i Arbejdet for at faa Grønland aabnet for dansk Initiativ. Pontoppidan var bundet til Sygelejet i 3–4 Maaneder under Ejnar Thomsens kyndige og omsorgsfulde Lægehjælp. Det var i den første Uge af Juni Maaned, det var med trist Følelse jeg kom ind for at sige Farvel, men hans Udtryk var rolig og han ønskede ingen Beklagelse.

Sengen stod ud fra Væggen midt i Værelset, han saa nærmest ud, som intet ubehageligt var hændt ham og var som altid optaget af sin Interesse for mig. Han forklarede, hvordan han var faldet og hvorledes han var bragt hjem, han syntes ingen Ængstelse at føle for hvad der kunde hænde ham, om noget stødte til under det lange Sygeleje. Med et langt Livs Vilje underordende han sig ogsaa i dette Tilfælde de Tilskikkelser, som ikke var til at undgaa, naar det saadan skulde være. Der var smaa Smil i hans Ansigt med Alvor, han havde det godt og blev passet paa alle Maader – maaske var jeg selv for bekymret, saa han frabad sig altfor megen Deltagelse. Han 159 lod mig aldrig mærke med, at han behøvede Opmuntring for sin Person. Det var den samme Tilkendegivelse af Uafhængighed, hvad det saa end drejede sig om, som han altid gav Indtryk af. Det var ikke blot en Skal omkring hans Følelser, men et Udslag af en Personlighed, der stod ene og ønskede at staa ene.

Et Indblik i det modsatte fik jeg ved min Afsked, han beholdt længe min Haand, fast og faderlig omsluttet, det var godt jeg kom ud og saa mig om, men bag hans Ord kendte jeg tydelig den Mening, der laa bag ved, at det vigtigste af alt, at jeg fortsatte min Digtning og ikke lod den afbrydes. Der var kun en Vej, den samme som han havde gaaet, hvis man skulde naa at opfylde de Pligter, man havde, overfor de Evner man havde faaet. Hans Sind var saa let og stærkt, han kendte ikke Afveje. Det var det samme Krav, som jeg altid følte han stillede til mig og som han sikkert ogsaa havde stillet til sig selv.

En Sankt Elisabeth Søster var skaffet tilstede til at pleje ham, et mildt 160 og venlig og ogsaa kvindelig Væsen, hvis Nærværelse lyste op, og som ogsaa bragte et Genskin i hans Ansigt. Han syntes virkelig at befinde sig vel, med en Tilkendegivelse af Taknemlighed over at skulle plejes af hende. Det var altid at mærke paa Pontoppidan, naar der var Kvinder med i Selskabet. Han var ikke blot en gammeldags Kavaler, der udmærkede sig med Opførsel, men der kom Glimt i hans Øjne, som mindede om, at han havde Kendskab til Kvinder og ogsaa værdsatte deres Nærværelse.

Jeg kommer her i Tanker om, hvad Steffen engang udtalte om sin Far paa dette Punkt, det var i 1913, det Foraar, da Pontoppidan opholdt sig i Gl. Skagen. Steffen fandt, at jeg i "min idealiserede Beundring" for ham her opfattede Pontoppidan helt forkert, han var ingen Kvindeforagter, tilmed langt fra og han ledsagede sin Bemærkning om sin Far med et mere vidende Smil – hvorpaa han byggede denne Viden paa betroede han mig ikke.

Trods mit ringe Kendskab til disse Forhold er jeg tilbøjelig til at give ham Ret, skønt jeg aldrig har hørt Beretning om ham af den Art, hverken gennem andre eller af ham selv. Men jeg finder det i høj Grad naturligt, som den smukke Mand Pontoppidan var, at han baade 161 gjorde Indtryk paa Kvinder og selv værdsatte deres Beundring. Disse Egenskaber var ogsaa tydeligt at mærke paa denne Sankt Josefsøster109, til hvis Pleje han syntes at give sig hen.

Men det er forøvrigt af helt andre Aarsager, jeg nævner hende her. Da hun ledsagede mig ud hjærtelig og fortrolig, bad hun mig med rørende Omsorg for sin Patient om ikke at glemme at skrive til Pontoppidan, og ligesom for at undskylde sin Paamindelse føjede hun til: Pontoppidan er altid saa optaget af, om der er skreven til [ham]. Det kan mærkes paa ham, naar der kommer Breve til ham, eller naar der ingen er. De vil glæde ham ved at huske at skrive til ham.

Det er et lille Træk af Pontoppidan Tilværelse i disse Aar, da han blev gammel og i meget og mangt blev fjernere paa Alderdommens ensomme Vej.

Nu har jeg vist nedskrevet saa godt som jeg erindrer det: disse Førstesals-Stuer paa Holmegaardsvej, der blev hans Tilholdssted vist gennem 16 Aar til hans Død, hvor hans Afsondrethed fra Verden og Menneskene blev større og jeg kom tættere paa ham efterhaanden som hans egne 162 Samtidige døde ud. Jeg har bestræbt mig for at beskrive det saa nøje, fordi det var først i disse Alderdommens Aar, jeg kom til at staa Pontoppidan helt nær som Ven og som Menneske.

23/4.

Jeg har aldrig gjort Optegnelser af nogen Art om alt det, som Pontoppidan gennem disse mange Aar har udtalt sig om, hverken om Mennesker eller om Begivenheder, saa jeg har kun min Hukommelse at støtte mig til, og selvom denne stadig forekommer mig ret usvækket, har jeg ofte under Nedskrivelserne paa disse Blade ønsket at jeg var i Besiddelse af en Erindringsbog, saa jeg i højere Grad end det nu er Tilfældet havde kunnet meddele mere af de Samtaler, vi førte, eller hans mange Udtalelser om Tidens Personer og Begivenheder. Jeg maa derfor nøjes med at nedskrive uden Rækkefølge eller Tidsbestemmelse, hvad jeg husker, og saaledes som det dukker frem i min Erindring. Den Tanke, som jeg her er i Færd med at fuldføre, at nedskrive mine Erindringer om mit Samvær med Pontoppidan for ogsaa hermed at fortælle Træk af mit eget Liv, havde ikke før beskæftiget mig, først i de sidste Aar er denne Trang vaagnet hos mig, ud fra den Opfattelse, at nogen maaske 163 ud i Fremtiden kommer til at beskæftige sig dermed. Det er som den unge Ven, jeg vedblev at være for ham, uden Hensyn til at jeg blev 63 Aar, da han døde, at jeg vil fortælle om ham og det Venskabsforhold, som jeg nok tør sige, kom tilstede mellem os, og som det baade er mig en Ære at mindes og en Glæde at meddele til andre.

Pontoppidan førte i de Aar, han boede paa Holmegaardsvej, næsten ingen Selskabelighed, og han gik sjældent ud til andre. Jeg husker kun tre af hans jævnaldrende Venner: Maleren Johan Rohde, Galschiøt i Helsingør, Prof. Vilhelm Andersen, og maaske fire, hvis jeg ogsaa regner Kaptajn Eilertsen med. Af disse har jeg kun personlig kendt, og det ret godt, de to sidste. Til de to første vedblev Pontoppidan at være nær knyttet, saa længe de levede110. Desværre led de alle tre i de sidste Aar under en tiltagende Døvhed, men trods det, kunde jeg mærke paa Pontoppidan den Glæde, det betød for ham at være sammen med dem. Johan Rohde besøgte han ret ofte, og de havde jo baade Erindringer fra deres Drenge- og Ungdomsaar at tale sammen om. Og sikkert har den Tid, der voksede frem om dem ofte været Genstand for deres Kritik.

164 Han lod mig ofte vide, hvor Vennens Døvhed tiltog, sikkert glemmende at hans egen Hørelse blev svagere og svagere. Maaske har han ment, at deres Tid laa mig for fjernt, da jeg intet virkeligt er i Stand til at oplyse om disse gamle Venners Samvær, men det har sikkert været glade Minder for ham.

Han tog tidt til Helsingør og besøgte Galschiøt og boede flere Gange [der] i Dagevis – altid fremhævede han en stor dejlig Have, som jeg ofte har forestillet mig, men som jeg aldrig fik Lejlighed til at besøge. En af de sidste Gange han var der blev han syg111 og maatte køres hjem, sikkert paa Grund af en lille begyndende Hjerneblødning, da hans Svigersøn Prof. Thomsen omgaaende maatte aarelade ham, noget, der i de kommende Aar skete ret ofte. Det er mit Indtryk, at naar Pontoppidan naaede den høje Alder, skyldes det væsenligt Prof. Thomsens Omsorg og Indsigt. Han har ofte fortalt mig, ogsaa nu efter hans Død, at Pontoppidan levede sine sidste 15 Aar med et Blodtryk paa over 300 –

Med visse Begrænsninger var Pontoppidan naturligvis en Beundrer af Vilh. Andersen, vi drøftede ham ofte, han havde en skarp Sans for hans Skavanker, især i de Aar, da Vilh. Andersen ret ofte og regelmæssig talte i Radioen eller læste Holberg op med sin særlige Holbergstemme, der godt kunde lyde 165 med en vis Affektation, noget Pontoppidan mest af alt fandt Afsky for. Det var ogsaa slemt mange Gange at høre paa, hvad vi var enige om. Ogsaa hans Taler, der baade i Bredde og Tone gav mere end godt var, ogsaa i Selvoptagethed, fandt sjælden en Beundrer i Pontoppidan. Selv hans Forfatterskab var Pontoppidan ikke uden Kritik over for. Men til Gengæld var Vilh. Andersens Beundring for Pontoppidan ubegrænset. Paa dette Omraade maatte jeg ofte tie, da det var saa lidt jeg havde læst af hans Værker. Selv hans Bog om Pontoppidan fik jeg aldrig læst til Ende, skønt den har staaet mellem mine Bøger i alle disse Aar.

Kun en Gang, saa vidt jeg husker, har Vilh. Andersen og jeg været sammen hos Pontoppidan. Selvom det er en Begivenhed, der hører hans sidste Aar til, vil jeg alligevel genfortælle dette Besøg her, især da det er den eneste Gang, jeg har deltaget i noget vedrørende min gamle trofaste Ven, som jeg fortryder, jeg lod mig bevæge til [at] deltage i.

Det skete under Besættelsen, vist nok i 41, jeg var Formand i Forfatterforeningen112 og i Følge deraf ogsaa Medlem af Bestyrelsen for Uddelingen af Holberg Medaljen. 166 Der sad i Bestyrelsen foruden Vilh. Andersen Prof. Rubow, Departemenchef Graae113 og Tom Kristensen, som paa den Tid ogsaa var Medlem af Forfatterforeningen Bestyrelse. Bestyrelsesmødet fandt Sted som sædvanlig i Undervisnings[minis]teriet.

Vi har rimeligvis drøftet andre Kandidater til Medaljen, men det var Vilh. Andersen, der fremsatte Forslaget at tildele Pontoppidan den, hans Motivering var, at nu under Besættelsen vilde [det] betyde en Tilkendegivelse af vor Kærlighed til og Følelser for dansk Aand og Digtning, som under de trykkende Forhold, hvorunder Befolkningen levede, vilde virke styrkende, at give Medaljen til en saa dansk Forfatter. Han søgte Støtte for sine Tanker hos mig paa Grund af min nære Tilknytning og Kendskab til Pontoppidan, hvad ogsaa hele Bestyrelsen var vidende om.

Jeg husker tydelig de Betænkeligheder, som straks berørte mig. Jeg vidste, at Pontoppidan for Aar siden havde afslaaet at modtage Genio et Arte114, han havde med aabenlyst Humør fortalt mig om Thit Jensen115 og Dumreichers116 Besøg hos ham i den Anledning. Jeg frygtede for, at han vilde vise den samme Opfattelse ogsaa nu, og var langt fra sikker paa, at den nationale Følelse som laa til Grund for Vilh. Andersens Tanker, vilde blive opfattet af ham paa samme Maade, da det var mit Indtryk, at han 167 var uden Tilbøjelighed for at modtage den Art Udmærkelser, eller i det hele taget offencielle Ordner eller Medaljer. Til Gengæld indrømmede jeg, at det vilde betyde en Højnelse af Holberg Medaljens Anseelse, om han modtog den, men den Opfattelse, som Vilh. Andersen forbandt dermed, forekom mig uklar og usikker. Det blev bestemt, at Vilh. Andersen og jeg paa Grundlag af vor Venskab med Pontoppidan skulde vi begge følges ad ud til ham og bevæge ham til at modtage Medaljen.

Jeg har dette Besøg saa tydeligt for mig og har aldrig tilgivet mig selv at jeg lod mig overtale til at deltage deri. Der stod vi to, Pontoppidans nære Venner, med den gamle Mand mellem os, medens Vilh. Andersen førte Ordet for os begge og udfordrede hans stærke Følelser for vort Land, som netop i disse Besættelsesaar laa ham saa stærkt paa Hjærte. Pontoppidan [var] bevæget, medens Taarer randt ham ned ad Kinderne, han forsøgte at samle og klare sine Tanker, erindrende sine tidligere Meninger, men hans Vægring var svag, han syntes at forstaa den Opfattelse som 168 Vilh. Andersen lagde deri. Det var næsten som om han bragte et Offer, hvormed han kunde tjene sit Land. Det smærter mig paany her at gentage mine Ord til ham: Naar to saa nære Venner af Dem beder Dem derom, viser det den Betydning, som vi tillægger det, at De siger Ja. Jeg har ofte angret disse næsten forræderiske Ord, da jeg jo bedre end nogen kendte hans Indstilling, at vi fik hans Ja, var en Sejer, som aldrig har glædet mig. Jeg forstaar selv nu knap mine Bevæggrunde dertil, men Følesen af, at jeg i Venskabets Navn bad en Ven gøre noget, som jeg næsten var vis paa og som han kun indvilligede i paa sine Venners Opfordring, fordi vi tillagde det en saa stor Betydning, og som han kun bøjede sig for, det er jeg vis paa, fordi han sad der som en gammel af Alderdom svækket Mand.

Forøvrigt er det mit Indtryk, at den Begivenhed slet ikke fik den Betydning i den mørke Tid, som Vilh. Andersen mente og som jeg ogsaa var tilbøjelig til at dele med ham. Else lod mig det ogsaa senere klart og tydeligt vide, at vi havde tvunget hendes Far til noget som han ikke skulde være med til, og som ikke var ham alvorlig nok. I det er jeg ikke enig med 169 hende, dels paa Grund af den Tids Indstilling og dels fordi Holberg Medaljen er danske Forfatteres fornemste Hæderstegn. Bag hendes Mening laa en hel Del krænket Forfængelighed, men ogsaa ledsaget af en vis Stolthedsfølelse for sin Far.

30/4

Her er vist Stedet for at fortælle om en anden Begivenhed af nogenlunde lignende Art, men med en anden Udgang, og som skete i Anledning af Pontoppidans 80 Aars Fødselsdag. Pontoppidan var ingen dekoreret Person, noget der paa den Tid var ret almindelig og som sikkert i stor Udstrækning beroede paa den oppositionelle Indstilling mod den gammeldags Ordensvæsen, som ikke blot var herskende inden for Socialdemokratiet, men ogsaa fandt talrige Tilhængere i intellektuelle Kredse.

Vel hædredes Pontoppidan med Statens aarlige store Hædersgave, der paa den Tid beløb sig til 600 Kr. om Maaneden, et Beløb, der i højeste Grad sikrede hans Alderdom og forskaanede ham for økonomiske Besværlig[he]der. Men et virkeligt officielt Hæderstegn i Lighed med Georg Brandes' Kommandørkors var saa vidt 170 som jeg den Gang vidste, ikke blevet ham tildelt. Jeg opholdt mig oppe i mit Hus i Gl. Skagen, da jeg fik den Tanke at sætte mig i Bevægelse for at udvirke, at han til Fødselsdagen blev udmærket af Kongen med Fortjenstmedaljen i Guld, rimeligvis inspireret af den Begivenhed, at Stauning117 kort Tid i Forvejen havde ladet sig dekorere med samme Hæderstegn.

Jeg skrev til Stauning derom og gjorde ham opmærksom paa, at Pontoppidan nu fyldte 80 Aar, jeg bad om hans Støtte, hvilket han villig lovede. Ogsaa til Vilh. Andersen skrev jeg og til Forfatterforeningens daværende Formand Hartvig Jacobsen118, og Tanken blev modtaget med den største Interesse og Velvilje.

Under Kong Kristians Pinseophold paa Klitgaarden benyttede jeg Lejligheden til under en Selskabsaften paa Klitgaarden at tale med Kongen derom. Vi sad og talte sammen, som vi ofte gjorde i disse Aar under disse hyggelige Sammenkomster. Jeg husker næsten ordret, hvad jeg sagde og hvad Kongen svarede.

Maa jeg ha Lov til at gøre Deres Majestæt opmærksom paa, at en af vort Lands mest fortjenstfulde Mænd om 171 kort Tid fylder 80 Aar.

Kongen saa straks interesseret paa mig og spurgte, hvem det var.

Henrik Pontoppidan, svarede jeg.

Pontoppidan – Pontoppidan, udbrød han, ham har jeg jo en Gang haft Vrøvl med, han vil ikke ha noget.

Jeg sagde, at blev han tilbudt Fortjenstmedaljen i Guld ligesom Statsminister Stauning, var jeg vis paa, at han vilde modtage den Hæder, og jeg meddelte Kongen, at jeg allerede havde skrevet til Statsministeren derom, og at han sikkert vilde tale med Deres Majestæt.

Kongen blev lidt tavs og eftertænksom, men viste absolut Interesse og Velvilje –

Desværre skete der noget helt andet, som jeg kun har Pontoppidans egne Oplysninger om, og som sikkert blev Aarsagen til, at det ikke blev til noget.

Forfatterforeningens Bestyrelse var blevet ivrig optaget af Tanken og sendte uden mit Vidende Dumreicher og Thit Jensen ud til ham for at faa Kendskab til om han vilde modtage en saadan Udmærkelse, vel sagtens for at faa hans Mening at vide, inden de indstillede ham. Det var det taabeligste man kunde have 172 gjort. Havde man meddelt noget derom vilde jeg paa det bestemteste have sat mig derimod, og i Stedet gennem Henvendelse til Else og Ejnar Thomsen ladet dem tale med Pontoppidan, da jeg var sikker paa, at den store Ære vilde han ikke kunde modstaa – Følgen blev at Pontoppidan sagde Nej til Tanken om en saadan Udmærkelse. Saa det hele gik i Vasken.

5/5 53

Da jeg om Efteraaret kom til København blev Helene og jeg budt til Middag ude hos ham, og ved Bordet, medens vi spiste, fortalte Pontoppidan mig om Begivenheden med aabenlys Stolthed over sig selv, fordi han havde afvist dem og deres Ordenssnak, han lagde ikke Skjul paa at det var en stor Ære, som Staten vilde vise ham. Jeg hørte paa ham uden paa nogen Maade at lade ham vide eller mærke, at jeg havde haft nogetsomhelst med den Sag at gøre – med en Følelse af, at det vilde ha forringet denne Tilkendegivelse fra Kongen og Statsmagten for ham. Jeg skjulte min Ærgelse over den Dumhed, der her var begaaet fra de ivrige Personer fra Forfatterforeningen, som her havde været i Virksomhed. Men jeg sagde ham oprigtig min Mening, maaske den eneste Gang, hvor jeg oprigtig har været uenig 173 med ham. Jeg lod ham vide, at hans Handlemaade efter min Opfattelse var forkert, ikke fordi han indtog dette personlige Standpunkt. Her var ikke Tale om en almindelig Orden, men om en Udmærkelse, som var blevet modtaget af fremragende Personligheder, der var af samme Mening som han, jeg nævnede Stauning. Det ville for Offentligheden have haft Betydning at erfare, at ogsaa Litteraturens Mænd blev hædret paa samme Vis. Ved at modtage denne Fortjenstmedalje vilde han ha kunnet indvirke til at ogsaa danske Forfattere regnedes med blandt Landets Store.

Jeg maa ha talt temlig indtrængende til ham, og det maa ogsaa have gjort Indtryk paa ham, for senere paa Aftnen gav han mig en nærmere personlig Forklaring. Han havde som Barn oplevet, da hans Far var Præst i Randers, at Faderen var blevet nægtet Ridderkorset af Kristian den IX, tilmed efter at han var indstillet dertil. Denne Forurettelse, som da var sket ved at lade Faderen i et saadant Tilfælde undgælde for sine Meninger, havde gjort det Indtryk 174 [paa] ham, at han allerede den Gang satte sig for aldrig at modtage nogen Hæderstegn af Kongemagten, hvad det saa end var.

Han fortalte med Varme om sin Mor, hvorledes ogsaa hun havde sagt Nej, da Byens Borgere med en Adresse havde rettet Henvendelse til Kongen om at Ridderkorset blev ham givet. Det var i sidste Øjeblik, da den gamle højtagtede Præst laa for Døden, [at] man kom for at overrække ham Ridderkorset som Kongen endelig havde tildelt ham. Der blev ikke vist ham Hæder, da han var virksom og fortjent til det. Nu hans Dage snart er til Ende, kan han godt være det foruden. Min Mand modtager ikke Paaskønnelse af Medlidenhed, selvom Tanken er nok saa velment. Og min Far fik aldrig noget at vide derom, sagde Pontoppidan. Det er Grunden til at jeg ogsaa denne Gang sagde Nej –

Jeg bad om Lov til at fortælle Kongen, hvad han her havde fortalt, det vilde sikkert bevirke at Kongen forstod ham. Desværre fik jeg ikke Lejlighed dertil, da Kong Kristian i Besættelsesaarene ikke kom til Skagen, og det var det eneste Sted jeg havde Lejlighed til en Samtale med Kongen paa nærmere 175 Hold. Men jeg har senere erfaret, at Ejnar Thomsen i en Audiens, som jeg ikke kender Aarsagen til, men som vist stod i Forbindelse med det samme119, fremførte Henrik Pontoppidans Tak og forklarede Sammenhænget ud fra Pontoppidans Oplevelse.

At det var mig, der havde sat disse Begivenheder i Bevægelse blev Pontoppidan som sagt aldrig vidende om. Og jeg indviede først Else deri Aar efter Pontoppidans Død, og jeg er tilbøjelig til at tro, at hun og Ejnar Thomsen neppe har følt særlig Glæde ved at erfare Sandheden. Det er ikke sagt for at forklejne disse mine gode og gamle Venner, der tilmed neppe besidder videre Indsigt i, hvordan offenlige Hædersbeviser oftest starter.

6/5 53

Det er forbavsende lidt man i Enkeltheder erindrer [om] de svundne Aars Forhold og Begivenheder, selv i et Tilfælde som dette, hvor jeg i mere end en Menneskealder har levet i nær Venskab med en af vor Litteraturs og min Samtids Store – Rimeligvis vilde jeg ha kunnet nedskrive 176 de maaske interessantere Ting af alt det jeg har hørt Pontoppidan udtale sig om, hvis jeg havde været af den Art Skribenter med Tilbøjelighed for at fæstne alt til Papiret, som hører den litterære Verden til og især vedkommendes egen Person. Men de, der eventuelt kommer til at læse, hvad jeg her har forsøgt at nedskrive, mangelfuldt og brudstykkevis, som det er, vil jeg undskylde med, at det Liv, jeg som Forfatter har levet, nu snart i 50 Aar, aldrig blev en litterær Tilværelse for mig, men saa vidt muligt en almindelig Mennesketilværelse, hvor Virkeligheden og Naturlighed gik forud for mere eller mindre fremelskede Tilstande i Sind og Følelser. Dette er maaske et af de væsenligste Punkter i min Natur og Karakter, hvori jeg har større Tilknytning til Pontoppidan end i noget andet. For ham var Oprindelighed og Ægthed i alt, og ikke mindst hos en Digter, en næsten altopvejende120 Faktor. Artisteri og den hermed ofte følgende Selvforherligelse og Overdrivelse fratog ham enhver Lyst til nærmere Bekendtskab om det saa gjaldt Værker eller Personer – Her blev hans Eksempel mig en Opdrager fra mine allerførste Forfatteraar, og i vore Synspunkter eftersom Aarene gik, blev vi her hinanden lig i vor Opfattelse 177 og Værdsættelse af vore Forfattersamtidige.

Pontoppidan var en meget mere belæst Mand end jeg, eller blev det i hvert Fald eftersom Alderen tiltog og han blev mere bundet til at holde sig i Nærheden af sin Bolig. Det er mit Indtryk, men hvad han læste lod han sig sjælden mærke med. Han fortalte aldrig om sit Kendskab til Verdenslitteraturen, selvom jeg er overbevist om, at han havde ret indgaaende Kendskab dertil og at dette ogsaa var et af Grundlagene for hans vidtomfattende Dannelse. Den Litteratur vi snakkede om var vore Samtidiges Frembringelser og deres personlige Forbindelse dermed.

Der er næppe mange af hans samtidige Forfattere, af hvem han ikke har modtaget Bøger og Dedikationer – fra den ældre Generation af hans Samtidige kender jeg ikke dette Forhold, men fra Forfattere af min egen Generation tilsendtes der ham Bøger, der sikkert har smigret ham med Ord, der i mange Tilfælde var mere berettiget end de var tilbøjelige til at tro – og han læste deres Bøger, samvittighedsfuld som han var, og ofte gav han Indtryk deraf og Stof til Samtaler, det kan siges uden Overdrivelse, at han saa vidt det stod til ham fulgte godt med og ogsaa anstrængte sig 178 derfor, især i den Del af hans Levetid, da Alderdommen holdt ham fanget. Jeg vil her forsøge at berette om nogle af disse hyggelige, og for mig betydningsfulde Stunder, som disse Samtaler for mig altid var. Desværre har jeg kun min Hukommelse til min Raadighed, saa det jeg erindrer i væsenlig Grad er det, der har gjort stærkest Indtryk paa mig, saa selv Aarene ikke har kunnet udslette disse flygtige Spor, som Samtaler desværre kun efterlader sig.

Pontoppidan var langt fra nogen mild Dommer, naar han var stillet over for Personligheder bag en Digtning. Hans strænge Krav til sig selv overholdt han ogsaa her, jeg har paa foregaaende Blade fortalt om hans Bedømmelse af Andersen Nexøs tvedelte Forhold til sin Digtning, hans klare kloge Syn paa disse Krav fraveg han ikke, i Virkeligheden kom de hinanden aldrig rigtig nær, men det Venskab og den Beundring Pontoppidan følte for Nexø fornægter han ikke, selvom han talrige Gange lod sig forstaa med, at han delte ikke hans Forhold til hans idealistisk skildrede Proletariat og han eget kolde og haarde, kapitalistisk prægede Sind og Væsen.

Paa en noget anden Maade gjorde det samme sig gældende i hans Opfattelse 179 af Ungdomsvennen Holger Drachmanns opløftede og lyrisk højstemte Udfoldelse af sit løse letkøbte Digtervæsen med al dets stillende sig selv i Positur. Paa det Punkt vedblev der at være en uoverstigelig Kløft mellem dem, som selv Tid og Aar ikke udjævnede. Ogsaa her løste Pontoppidan sig ud fra Forhold, der ikke var ham ægte, han søgte altid ind til Kærnen i Personligheden, til Ægtheden og det der var Oprindelighed i den skabende Digters Aand og Natur –

Hans Bedømmelse af Bjørnstjerne Bjørnson er vidt bekendt, det var ogsaa noget af det samme Syn, der her gjorde sig gældende, den ydre overmægtige Fremtræden, der ikke svarer til de indre Kilder, hvorfra den kommer. Man husker sikkert hans rammende Ord om Bjørnson, hvor han sammenligner ham med en Markedsbjørn, der straks rejser sig paa Bagbenene og begynder at danse, saa snart den vejrer Publikum.

11/5.

Ogsaa en Skikkelse som Knut Hamsun vakte hans Ubehag, og her baade digterisk og menneskeligt. Jeg tænker 180 ikke her paa Hamsuns Stilling under Besættelsen, her var Pontoppidan og jeg absolut enige i, at næppe har nogen Digter været mere dyrket og værdsat af sit Folk end Hamsun, og næppe har nogen svigtet det mere, da det var i Nød. Det var længe før den Tid Pontoppidan udtrykte sin Opfattelse af Stil og Typer i Hamsuns Digtning med Ordene: det Hamsunske Loppeteater. Det udprægede Artisteri, der holdt sig gennem hele Hamsuns Forfatterskab, irriterede Pontoppidan og var i den absolutte Modsætning til hans egen Natur –

Men selv disse Grunde, som her er fremført, giver næppe Forklaring nok paa den Indstilling og det Standpunkt han indtog til saa fremragende Personer af sine Samtidige. Der har sikkert været andre dybt liggende Aarsager hertil for en Mand som Pontoppidan. Hans Personlighed besad ingen af de Egenskaber, der kunde bringe ham i direkte Folkegunst ved personlig og offentlig Fremtræden, hans Natur var ogsaa uden nogen Tilbøjelighed dertil, ikke grundet paa, at han var nogen kølig Iagttager, men intet i hans Væsen og Natur har nogensinde over for mig røbet Stof af den opbrusende og selvoptagende Natur som f. Eks. var saa iøjnefaldende hos Drachmann og Bjørnson. Hans Krav til 181 Naturlighed, nøje knyttet til Oprindelighed som svarende til Personlighedens Grundstof afholdt ham fra enhver Art af den Slags Fremtræden. Men ogsaa andre Momenter har sikkert indvirket i hans Sind den Overlegenhed han her lægger frem. Disse norske Forfatteres store Yndest hos det daværende danske bogkøbende Publikum, har i disse Aar stillet hans eget Forfatterskab i Skygge, men ikke blot det, han har sikkert ogsaa følt, at hans egen Digtnings Betydning blev overskygget af dem – saa hans Indstilling tillige maa opfattes som en naturlig og berettiget Reaktion mod den Forgudelse de nød. Det var ikke under særlig Opmærksomhed fra Kritik og Publikum, at han fuldførte sine store Romanværker, hans Oplag var smaa, og at han maatte afhænde sine Hovedværker til Gyldendals en Gang for alle for 40,000 Kr. som tilmed betaltes ham med 4000 Kr. i 10 Aar121, viser jo ogsaa at hans økonomiske Forhold var vanskelige og smaa, medens de andre nød europæisk Berømmelse med Indtægter som svarede dertil –

Jeg husker ikke om jeg har omtalt det allerede i denne Beskrivelse, men 182 der er næppe Tvivl om, at det for Pontoppidan ved at sælge Retten til sine Hovedværker dermed ogsaa forsvandt de Kilder, der skulde sikre ham Indtægter af dem, har været medvirkende til at Anlæg i hans Natur skærpedes og blev mere fremtrædende end de maaske ellers var blevet, hans Sind blev afkølet, hvor Medgang og Varme fra Samtiden kunde ha udfyldt hans kølige Væsen med varmere Kræfter. Jeg vil ikke paastaa at disse Forhold direkte skabte Bitterhed hos ham, mod saadanne Egenskaber havde han stor Modvægt i sit Sind. Men det har alligevel kastet en Skygge over hans Tilværelse at saa dybtgaaende Art, at det har ramt ham haardt.

Jeg er nu naaet, tror jeg, til hans Berøring med de Forfattere, der ligger min egen Tid nærmere – og som jeg tildels ogsaa har haft personlig Forbindelse med. Jeg har forsøgt at give Indtryk af det Forhold han stod i til Andersen Nexø, som hører til de Forfattere af Samtiden som han vist nok havde størst personlig Kendskab til, hans Beundring for Nexøs Digtning gav sig gentagne Gange Udslag i at han som Nobelpristager indstillede ham til Prisen – rigtignok i Pontoppidans seneste Aar – en Opfattelse han dog svigtede til Gunst for Valdemar Rørdam. Jeg tror, det maa ha 183 været i Begyndelsen af Krigen, næppe før og absolut ikke efter, at Rørdam havde indtaget det Standpunkt til Lovprisning af Hitler og Nazivældet – [nogle ord udvisket] paavirkede Pontoppidan, men meget tyder hen paa Vilh. Andersens nationale Opfattelser, saadan som de ogsaa gjorde sig gældende, da han forledte ogsaa mig til at medvirke til den Medaljetildeling, som jeg før har beskrevet. Det vilde ha været en Fejl, hvis Svenskerne havde givet Nobelprisen til Rørdam frem for saa betydelige Digtere som Nexø og Johannes V. Jensen – Men jeg deler de Følelser, som sikkert har været afgørende baade for Pontoppidan og Vilh. Andersen, at Rørdam gennem lange Tider havde slaaet om i sin nationale Indstilling til Tidens radikalistiske Nedbryden af visse Værdier i det danske Folk.

Saavidt jeg ved har Pontoppidan aldrig haft personlig Forbindelse med Johannes V. Jensen, og nogen stor Beundrer af hans Digtning gav han aldrig Udtryk for. Jeg husker tydelig en Udtalelse af ham, der er tilstrækkelig belysende – kunde man tænke sig 184 hans Søsters (Thit Jensens) fantasifulde og blodrige Følelser og Opfattelser af Mennesker slaaet sammen med Johannes V. Jensens Stil og Udtryksmidler, saa vilde de tilsammen kunde ha givet Stof til en virkelig betydelig og stor Digter – et Syn paa disse to Forfatterskaber, som jeg dog kun tildels deler med ham, da Johannes V. efter mit Skøn i sine Himmerlandshistorier og Kongens Fald og andre af sine tidligere Værker har givet noget af det værdifuldeste i vor Tids danske Digtning. Her naar Thit langt fra sin Bror, selvom Johannes V. i mindst Halvdelen af sit Forfatterskab fuldstændig mister det menneskelige Stof, som gjorde hans første Digtning saa rig og som ogsaa er det væsenligste hos Thit Jensen – For Johannes V. Jensens Filosofi og Sværmeri for Maskintiden og alt det øvrige hos ham, havde Pontoppidan ingen Sans.

18/5

Der er vel næppe mange af Samtidens Forfattere, som vi ikke har drøftet, Jeppe Aakjærs Tilrettelæggelse af sin egen Begravelse med hans Baares Høvdingefærd gennem Jylland for at blive fejret og brændt i København og tilbage til Jenle igen, stred mod hele Pontoppidans Indstilling mod at udnytte personlig Reklame og især i et saadant Tilfælde. Det var et Plagiat af Bjørnsons 185 Ligfærd hjem gennem Europa, jeg var selv med i Følget som ung Forfatter, da Sørgetoget med Kisten førtes gennem Københavns Gader – Det rummede Forestillinger om Storhed, som ingen Genklang fandt hos ham, en Mangel paa Anstændighedsfølelse, som blev endnu grellere, naar tilmed vedkommende selv var Hovedarrangør – Men naturligvis var Pontoppidan en Beundrer af Aakjærs oprindelige Poesi, selvom hans Forbindelse med Aakjær saa vidt jeg ved kun var ringe – Selvdyrkende Personligheder var altid Pontoppidan imod –

Derimod stod Skjoldborg ham menneskelig nærmere, han værdsatte især Perioder i hans Sprog som noget af det reneste og umiddelbare Dansk, han viste megen Interesse for de to jyske Digteres agitatoriske Betydning for Tidens Husmands- og Bondebevægelser. Men han saa ikke nogen stor Digter i Skjoldborg, hvad man heller ikke med rette kan paastaa han var, men han nærede et virkeligt varmt Sympati for denne varmhjertede næsten barnlige jyske Forfatter og Stridsmand, der var saa nær Folkets Hjerte. Hans Ironi var altid mild, naar de smaa pudsige 186 Træk, som Skjoldborg yndede at udstyre sin offenlige Fremtræden med, kom paa Tale – her var hans Menneskebedømmelse overbærende, næsten paa samme Maade som den med Aarene blev formildet i hans Forhold til Drachmann. Naar jeg omtaler dette her ret nøje er Aarsagen, at jeg selv nærede et varmt Venskab til Skjoldborg og egenlig aldrig stod Aakjær nær –

Jeg husker ikke, at vi nogensinde har ført en Samtale om den saakaldte Guldalderlitteratur, for Pontoppidan var jeg et Barn af Tiden uden dyberegaaende litterær Forbindelse med den Del af vor Litteratur, saa det var naturlig, at det var Samtidens Litteratur der var vore Emner, litterære Samtaler af denne Art interesserede heller ikke ham, Pontoppidan var først og fremmest optaget af Tidens Forfattere, som gennem de mange Aar dels var fremme som det nye og dels Navne og Forfatterskaber, hvis Betydning allerede var anerkendt.

En ejendommelig Forfatterfremtoning som Forfatteren H.P.E. Hansen122 optog ham f.Eks. paa en ret paafaldende Maade, gennem mange mange Aar fandt der en Brevveksling Sted mellem dem uden Pontoppidan nogensinde fik ham personlig at se. H.P.E. Hansen var en syg Mand med et Sind, der var en skarp Betragter af Tiden, sikkert vidt belæst, ogsaa dybtgaaende i sin Viden og Bedømmelse af Tidens Aand og Foreteelser – Op gennem Aarene blev Pontoppidan ved at spørge mig, især da han rigtig blev gammel, saa [vidt jeg?] husker det, om jeg 187 kendte H.P.E. Hansen, hvad jeg gjorde, og som jeg heller ikke opnaaede at træffe personlig, skønt ogsaa jeg gennem en Aarrække blev Genstand for hans Brevskriveri, inden han døde. Jeg har flere Hundrede Breve fra ham, fortalte Pontoppidan hver Gang, skønt det er højst sjældent jeg har indladt mig paa at besvare123 nogen af dem. Men jeg forstod paa hans Udtalelser, at Indholdet af Brevene fængslede ham. Der var ikke Tale om Ironi, han havde Følelse af at han stod over for en begavet særegen Personlighed, der aldrig kom videre end til Betragtninger og paa den Maade fandt Udløsning for sin Aand –

Jeg kan tildels bekræfte dette med egne Indtryk fra de Breve, jeg ogsaa modtog fra ham – en Mand, der var lammet af Sygdom, ensom og upaaagtet, men med en bestandig brændende Ild i Sindet. Jeg havde den Glæde at kunne medvirke til, at H.P.E. Hansen endelig tilsidst fik en offenlig Paaskønnelse gennem et anset Legat124 og ogsaa en opmuntrende Omtale for sin Bog En Kværulants Bekendelser125 – Jeg har aldrig læst en eneste af disse mangfoldige Breve, han sendte Pontoppidan, men de har sikkert været værd at læse.

Han [H.P.E. Hansen] bad mig ofte besøge ham,
188 [Bog IV begynder her] 26/5 1953
han boede paa Johannevej i Charlottenlund, den samme Vej, hvor Johan Sigurjonsson og Ib126 boede i de faa lykkelige Aar, efter de endelig blev gift, og inden Johan blev syg – jeg fik aldrig gennemført et Besøg derud, skønt det ofte gjorde mig ondt for denne forpinte Mand, der syntes at være i Oprør mod alt og alle i Tiden. Men hvis Sind ikke brændte ud – Ogsaa som Formand i Forfatterforeningen lærte jeg ham lidt at kende, idet han næsten maanedlig bad om at faa forudbetalt Penge paa nogle Midler, der stod til hans Raadighed. Nu er det snart mange Aar siden han døde og nu bagefter er jeg ikke langt fra at angre, at jeg ikke fik gjort Alvor af at besøge ham og talt med denne sikkert mærkelige Skribent.

En anden Forfatter, som ogsaa hører min egen Slægtled til, og som Pontoppidan i Tidens Løb nævnte eller talte om, var Niels Jeppesen, især hans Par første Bøger havde fængslet Pontoppidan, Bøger, som jeg ogsaa selv som yngre Forfatter havde læst med oprigtig Interesse, et Forfatterskab, der tidligt ebbede ud, hvis Følger 189 syntes at udvikle et forbittret Sind, der gjorde ham til Modstander af de fleste af Samtidens Forfattere –

Niels Jeppesen har for et Par Aar siden udsendt en lille Bog127 med Breve fra Pontoppidan og om sit Forhold til ham – hvori han efter min Viden i betydelig Grad overvurderer baade sin egen Forbindelse med Pontoppidan og Betydningen deraf. Personlig har jeg altid taget Afstand fra saadanne offenlige Tilkendegivelser og især, hvor den som her anvendes til at fremhæve sig selv som en af dem, der stod Pontoppidan nær –

Ligesom H.P.E. Hansen havde Niels Jeppesen vundet Pontoppidans Interesse ved at vise Talent i Begyndelsen af deres Forfatterbane, men medens H.P.E. Hansens Personlighed syntes at uddybes ad Aare, blev det modsatte snarere synligere hos Niels Jeppesen, selvom Selvvurderingen hos dem begge ikke blev ringere – Hos H.P.E. Hansen med en menneskeligt tragisk Udvikling, medens Indtrykket af Niels Jeppesen skrumpede ind i Bitterhed 190 og overdreven Følelse af at være miskendt.

Selvfølgelig er der endnu flere Forfattere som de der her er nævnte, som Pontoppidan havde Forbindelse med, det var en ret almindelig Brug at tilsende ham Bøger med Dedikationer fra Forfattere af min Slægtled – men han blev i Aarenes Løb en Mand, det ikke var let at komme i personlig Berøring med. Men jeg har det Indtryk at han med Flid læste de tilsendte Bøger og i mange Tilfælde har han ogsaa besvaret deres Henvendelser. Hvor han troede at møde Evner var han altid lydhør og efterkom med Glæde Ønsker om at støtte dem med Anbefalinger til Legater – hvad jo ogsaa i mine yngre Aar var Tilfældet med mig.

Jeg kommer i Tanker om et saadant ret pussigt Tilfælde, Pontoppidan boede et Sted paa Landet, jeg husker ikke hvor – da han en Dag fik Besøg af en yngre Forfatter, der overrumplede ham i Haven, og som kom for at bevæge ham til at læse sit Manuskript. Paa Grund af Forfatterens Klager over at være forfulgt af Kritik og Forlæggere, der ikke vilde trykke ham, lod Pontoppidan sig friste til 191 at læse Manuskriptet. Det var Forfatteren Nielsen Stevns128, ogsaa en Forfatterfremtoning, der aldrig satte Frugt, skønt han dog opnaaede at faa flere Bøger offenliggjort. En paagaaende Person, der dreves længere og længere ud i Naragtighed og Overbevisning om sit Geni – og som brugte alle Midler til at gøre sig bemærket, ligegyldig paa hvilken Maade –

Da han igen indfandt sig hos Pontoppidan, sikkert med store Forhaabninger, havde Pontoppidan læst Manuskriptet, desværre uden at finde Spor af det Talent, som Nielsen Stevns med Overbevisning saa sig i Besiddelse af. Jeg kan se Pontoppidan for mig i denne Situation, ogsaa jeg har været i den samme og var kommen til det samme nedslaaende Resultat. Samvittighedfuld meddelte Pontoppidan ham sin Mening, han har sikkert udtrykt sig skaansomt, men strengt holdende sig til Sandheden af sit Indtryk. Men, føjede Pontoppidan til: Der var et Digt i Bogen, som ikke var ringe og som han fandt der var noget ved.

Det er ikke af mig, det er Sara129, min Kone, der har skrevet det –

Ja, saa er det nok hende, der 192 har Talent, svarede Pontoppidan, han lo, da han fortalte det –

 

[Notater på et løst blad i bog I:]

Hædersgavens Indflydelse paa hans Honorarer, han nævnede flere Gange, at den egenlig var Honorar nok –

[overstreget:] Den Bitterhed som hans Salg af sine Hovedværker havde paa ham

[overstreget:] Korrespondancen med Forfatter H.P.E. Hansen.

Altanen i hans Soveværelse, der i de sidste Aar han levede, blev det eneste Sted, hvor han, dette Friluftsmenneske, til sidst kom ud og nyde Sol og Luft.

Pontoppidans skriver i Flensborg Avis – og Goldman[?]

Middagen hos Ejnar Thomsen hvor Pontoppidan holder Tale for mig efter at jeg har talt til ham –

 
[1] 25 Aar: Søiberg var født 13.6.1880, så vi er i 1905. tilbage
[2] debuteret: Søibergs første bog, dramaet Syg Slægt (1904) blev nedsablet af kritikken. tilbage
[3] Petersborg: gården er nedrevet, den lå på nuværende Petersborgvej. Enkefru Cathrine Bruhn holdt pensionat. tilbage
[4] Andreas Haukland: (1873-1933) pioner inden for nyrealistisk litteratur i Norge. tilbage
[5] Kolportageroman: roman, der (egner sig til at) kolporteres [d.v.s. sælges ved dørene]; (spændende, rørende) roman for det brede publikum. (ODS). tilbage
[6] Enkefru Svendsen: Karen Olsdatter (1838-1917), født i Kløvested, Nr. Dalby sogn, gift 1878 med forvalter, pensionatsejer Ernst Mathias Svendsen (1840-95). Søiberg boede i hendes pensionat Pilestræde 63 i 1901 som stud. art. (Folketælling 1901). tilbage
[7] Wedels Kursus: studenterkursus. tilbage
[8] Holger Ferlov: (1877-1954) forlægger og boghandler, Nygade 4, overtog 1904 Andr. Schous forlag. tilbage
[9] Poul Østergaard: (1882-1914), forfatter. tilbage
[10] Sørup: Vilh. Østergaard havde sommerbolig i Sørup ved Esrom sø nedenfor Fredensborg. tilbage
[11] Kisten: i en bygning i Tivoli til venstre for indgangen fra Vesterbrogade. tilbage
[12] Julius Magnussen: (1882-1940), forfatter. tilbage
[13] Sarauw: Paul Sarauw (1883-1959), forfatter. tilbage
[14] Bernina: bohêmecafé på Vimmelskaftet 47. tilbage
[15] Karenlise: Karen Elise Østergaard (1890-1964), gift 1918 med personalhistorikeren Th. Hauch-Fausbøll. tilbage
[16] Christoffersen: Ole Christian Christoffersen (1832-1915), fisker og bjergningsformand, gift 2. gang 1881 med Marthe Marie Jørgensen (1837-1911). tilbage
[17] Petrea: Karen Petrea Marie Christoffersen (1870-1929), Ole C.s datter af 1. ægteskab. tilbage
[18] min Mor: Christiane Søiberg (1848-1927), enke efter buntmager Niels Søiberg (1844-1910). Hun boede i hele sin tid som enke i Sølystgade 27, Aarhus. tilbage
[19] Profession: Søiberg var bogbindersvend. tilbage
[20] Drachmann: døde 14.1.1908 i Hornbæk. tilbage
[21] P.K. Nielsen: Peder Kjelder Nielsen (1852-1929), bestyrer af det nørrejyske redningsvæsen i Skagen, tillige lodsformand og fiskehandler. tilbage
[22] højlægges: urnenedlæggelsen i højen fandt sted søndag 26.1.1908. Se fotos på Skagen-siden. tilbage
[23] Andreas Vinding: (1881-1950), forfatter; journalist på Politiken. tilbage
[24] Carl Hjernø (1871-1913), kontorist, journalist, skuespiller. tilbage
[25] Kokketas: formentlig vragresterne af barken "Coquette" der strandede ud for Gl. Skagen i 1887. tilbage
[26] Inger: Inger Marie Ipsen, f. 18.7.1886. I 1906 boede hun hjemme i Møllegade 28 og var kontorist hos boghandler Bielefeldt. (Folketælling 1906). tilbage
[27] Bodil Ipsen: f. 30.8.1889. tilbage
[28] Mor Anny: Anny Cathinka Andersen (1854-1923), ejer af Skagens Hotel, som hun videreførte efter sin mand, Ludvig Emil Andersen (1859-1910). Skagens Hotel lå nær banegården på Hovedgadens nordside, over for det stadig eksisterende Clausens Hotel. tilbage
[29] Ingeborg: Ingeborg Andersen (1886-1969), massøse. Hun traf Drachmann første gang i 1901. Hun blev gift 1913 med forfatteren Poul Østergaard (1882-1914). tilbage
[30] Brøndum: Christian Degn Brøndum (1856-1932), hotelejer efter faderen Erik Andersen B. (1820-90). tilbage
[31] Brodersen: Johann ("Hansi") Friedrich Brodersen (1858-1943), kæmner i Skagen. tilbage
[32] den enarmede Sømand: formentlig Johan Henrik ("John") Brøndum (1862-1918), Degn Brøndums lillebror, der var lam i den ene arm. Han havde været styrmand, men gik nu hjemme på broderens hotel (kilde: Alba Schwartz). tilbage
[33] Pjolter: whisky med soda; sjus. tilbage
[34] Hjørnet af …: Søiberg havde fra 1.11.1907 til 1.11.1908 fast bopæl Brogade 14, 2. sal i fru Svendsens pensionat. Huset lå på det sydlige hjørne af Strandgade og den nu forsvundne Brogade. Brogade gik parallet med Torvegade der hvor udenrigsministeriet på Asiatisk Plads nu ligger. tilbage
[35] fru Svendsen flyttede 1.11.1907 sit pensionat til Brogade 14, 2. sal og 1.11.1908 til Brogade 21, 2. sal. tilbage
[36] Jóhann Sigurjónsson (1880-1919) islandsk forfatter. tilbage
[37] Wildersgade: i nr. 46, 1. sal fra 29.4.1907 til 5.5.1908. tilbage
[38] Fremling: fremmed person. tilbage
[39] Jónas Guðlaugsson (1886-1916) islandsk født forfatter, der fra 1911 skrev på dansk. Død i Skagen.Oversatte 1910 Søibergs Folket fra Vesterhavet til islandsk. tilbage
[40] Hus: Helsingørsgade 50, hvor HP boede 1904-08. tilbage
[41] Paul Fjeldgaard: Paul Georg Fjeldgaard (f. 1878), forfatter, direktør for Casino 1911-12. tilbage
[42] Møllegade: Ingers far Lars Jensen Ipsen var inspektør ved Haandværkerforeningens stiftelse "Alderstrøst" i Møllegade 28. tilbage
[43] Texier: Bodil Ipsen blev gift 1. gang 20.6.1910 med skuespilleren Jacob Texiére og skilt igen samme år. tilbage
[44] Ruf: dækshus, der benyttes til kahytsrum på et skib, (ODS, jf. eng. roof). tilbage
[45] Fyrskibskaptajn Larsen: den ugifte pensionerede kanonbåds- og fyrskibsfører Johan Peter Larsen, Dbmd., R. (1822-96) boede i 1890 (og antagelig til sin død) som logerende hos Christoffersens (folketælling 1890). tilbage
[46] Skjoldborg og Louise: Johan Skjoldborg (1861-1936) blev gift 2. gang i 1902 med Louise Abenth (1873-1942). tilbage
[47] Dynæs: Skjoldborg ejede halvøen Dynæs i Julsø 1908-15. tilbage
[48] Gutter om Bord: populært syngespil fra 1889 der gik på Casino i årene derefter. tilbage
[49] Oktober: 1908. tilbage
[50] skuespiller Leo Tscherning (1880-1914). tilbage
[51] Frejlif Olsen: (1868-1936) chefredaktør af Ekstra-Bladet. tilbage
[52] Gribskov: Søiberg nævner en tur i Gribskov i brev til HP 23.11.1909. tilbage
[53] Vi giftede os: Harry Søiberg og Inger Marie Ipsen blev borgerligt viet 19.3.1909 i København. tilbage
[54] Kancelliraad: Ingers far, inspektør ved stiftelsen Alderstrøst, kancelliraad Lars Jensen Ipsen (1836-1913). tilbage
[55] agent Olav le Maire Berrum, født 1879 i Oslo, bosat i København fra 1908. tilbage
[56] Thomas Frederiksen: (1853-1929), fhv. sømand, nu dykker og tømrer i Kandestederne. tilbage
[57] Af Jordens Slægt: se brev fra HP 17.10.1910. tilbage
[58] Skovene: udkom 1904; skrevet på grundlag af rejseoplevelser i Østasien 1902-03. tilbage
[59] Singaporenoveller: udkom november 1907 som første bind af Eksotiske Noveller. tilbage
[60] Nina Bang: (1866-1928) historiker og socialdemokratisk politiker. Hun udgav 1906ff store materialer om Øresundhandelen med støtte fra Carlsbergfondet. tilbage
[61] Rolighedsvej: nr. 19, 3. sal. tilbage
[62] Klinik for nervelidende: der menes Daniel Jacobsons klinik, Kochsvej 21, Frederiksberg. tilbage
[63] norske Kunstnere: f.eks. maleren Edvard Munch, som var indlagt her i syv måneder 1908-09. tilbage
[64] Mor Anny: se note ovenfor. tilbage
[65] Ib: Ingeborg Blom (1872-1934), med hvem han blev gift 5.11.1912 i Kbh. tilbage
[66] Bjergejvind: Sigurjonssons skuespil Bjærg-Ejvind og hans Hustru, 1911. tilbage
[67] Olaf Olsen kaldet Dahler: (1885-1960) var førstestyrmand på briggen "Speed" af Sandefjord, der strandede 30.1.1909 ved 21-tiden med otte mand om bord. Han reddede sig ved at svømme i land, mens de øvrige omkom. Han blev plejet på Ruths Hotel af den 16-årige Dagmar med hvem han blev gift 1912. tilbage
[68] Thorbjørnsen: Johan Th., født 1855 i Helsingør, skolelærer i Højen skole. tilbage
[69] Kantor Larsen: Christen Hansen L., f. 1872, lærer og kordegn i Skagen. tilbage
[70] Doktor Fevejle: Axel Frederik Haxthausen Feveile (1867-1947) distriktslæge i Skagen 1911-15, gift med Caroline Jensine Elisabeth Schjerbeck (1869-49). tilbage
[71] Steffen: Broby Pontoppidan (1896-1958), udrejste til Brasilien 1917, var i Danmark på besøg i 1921. tilbage
[72] Blaavejs: blå anemone. tilbage
[73] Ingeborg Bye: Ingeborg Mathilde Bye og hendes tvillingesøster Gunhild Dorothea Bye, født 4.1.1873 i Drammen, ejede et privathotel på Karl Johans gate 20. tilbage
[74] Emma Ruth: (1867-1942), gift med hotelejer Hans Chr. Ruth (1862-1934). tilbage
[75] gift: Helene Søiberg fortalte i et interview med Berlingske Tidende i 1968:

Jeg traf Harry Søiberg til et bal på Jekels Hotel, og vi dansede hele aftenen. Senere friede han til mig – det var den 13. august. Vi tog ind til byen og Harry købte en sølvkæde med en oval ravsten, hvor datoen blev indgraveret. Vores bryllup blev holdt i oktober i Oslo. Harry fik at vide, han skulle bære en floss-hat til brylluppet, og på dansk betyder det en høj sort silkehat. Det nægtede Harry, og sagde, at det var latterligt, at give penge ud til den slags. Det endte dog med, at han lånte Henrik Pontoppidans høje hat, som dog ikke passede helt.

tilbage
[76] Swanstrøm: Lars Magnus Swanström (1868-1939), svenskfødt, meddirektør for Gyldendals norske filial fra 1905. tilbage
[77] König: Christian König, dansk direktør for Gyldendals norske filial fra 1907. tilbage
[78] unge Hegel: Frederik Hegel (1880-1961) forlagsdirektør. tilbage
[79] Skotterup: rettelig: Snekkersten. tilbage
[80] samlet Udgave: Denne "fælles-Subskription" på Lykke-Per, "det forjættede Land og Fortællinger begyndte i december 1915 og varede til maj 1917 hvor det 40. hefte udsendtes. tilbage
[81] sælge den til Forlaget: se brev fra Ernst Bojesen til Pontoppidan 3.6.1908 og brevene før og efter. tilbage
[82] Jeg kender en Mand: se brev til HP 24.10.1916. tilbage
[83] Død: P.N. Holst døde 29.4.1926. tilbage
[84] oversat: P.N. Holst oversatte digtene Nordsøen 1825-26 (1916) og Hjemkomsten 1823-24. Fra Harzreisen 1824 (1921). tilbage
[85] Jónas Guðlaugsson døde iflg. kirkebogen 15.4.1916 i Østerby, Skagen, 29 år gl.; iflg. Politikens nekrolog 16.4.1916 døde han i sit hjem. tilbage
[86] om konkurrencen mellem norske og danske forlag se Jørgen Haugan: "København som Norges kulturelle hovedstad" IN: Flemming Lundgreen Nielsen (red), København læst og påskrevet, 1997. tilbage
[87] han skrev det: et brev herom er ikke bevaret. tilbage
[88] Prof. Tscherning: formentlig Eilert Tscherning (1851-1919), overkirurg ved Kommunehospitalet fra 1893, titulær professor fra 1900. tilbage
[89] Episode se brev til HP 11.12.1915. tilbage
[90] Benny Dessau: se brev fra Galschiøt til HP 19.11.1917. tilbage
[91] Landmandsbanken: iflg. brev 8.12.1925 til Galschiøt var det Privatbanken. tilbage
[92] Frederik Poulsen: (1876-1950) klassisk arkæolog, forfatter. tilbage
[93] Ejendom: matrikel nr. 301f af Skagen Markjorder, nuværende adresse: Kunstnerstien 5. Se brev til Pontoppidan 8.2.1921. tilbage
[94] Et Vinteræventyr: læs: En Vinterrejse. tilbage
[95] En Vinterkærlighed: læs: Et Kærlighedseventyr. tilbage
[96] Højsang: udkom i omarbejdede udgave 6.10.1921 hos H. Aschehoug & Co. tilbage
[97] kom hans to Sønner hjem: i efteråret 1921, se brev fra HP til Nathansen 7.10.1921. tilbage
[98] Grosserer Schrøder: Vilhelm Pedersen Schrøder (1880- ), gift 1907 med Johanne Elisabeth Pontoppidan, skilt 1917, han gift 2. gang 1918 med Elna Johanne Mortensen. tilbage
[99] endnu ikke kommen: Steffen kom først efter Søibergs død i 1954 til København, hvor han døde 5.8.1958. tilbage
[100] Forfatterforeningens sekretær havde i et brev 22.7.1927 reserveret "et pænt Dobbeltværelse" på Wandahls Hotel fra søndag middag til S.M. og frue. "En Postforsendelse til Hr. Michaëlis bedes opbevaret – helst paa et lidt køligt Sted, da den indeholder en Laurbærkrans – til Forfatteren kommer." tilbage
[101] Kvinde: Michaëlis' tredie kone Louise Lucie Charlotte Peschardt (1889-1937), som han blev gift med i 1921. tilbage
[102] Dreng: Tao Romano Michaëlis (1920-1958), der blev revyforfatter og skuespiller. tilbage
[103] festlighederne er også beskrevet af Carl Dumreicher i en erindringsartikel fra 1957. tilbage
[104] Frøken Larsen: Karen Marie Larsen, født 24.9.1903 i Ølgod som datter af murer og musiker Hans Peder Larsen og Ane Erika Kathrine Mikkelsen. tilbage
[105] Nationaldemokraterne: læs: Nationalsocialisterne tilbage
[106] Finland: Nexøs artikel "Om Finland" 15.10.1939 i det kommunistiske Arbejderbladet. Se også brev fra Pontoppidan til Nexø 12.6.1940. tilbage
[107] Brudd … ogsaa for mit Vedkommende: Søibergs endelige brud med Nexø kom efter Prag-kuppet 25.2.1948, hvor kommunisterne overtog magten i Tjekkoslovakiet. Se brev fra Søiberg til Nexø 6.7.1947 og følgende breve. tilbage
[108] faldet paa Gaden: 28.2.1931. Iflg. Politiken 1.3.1931 faldt HP da har på sin daglige spadseretur ville gå over Fredensvej. Han blev nervøs for en kommende bil og gled i det sneglatte føre. Sengeleje og rekreation varede seks måneder. tilbage
[109] Sankt Josefsøster: læs: Sankt Elisabethsøster tilbage
[110] saa længe de levede: Rohde døde i 1935 og Galschiøt i 1940. tilbage
[111] syg: anfaldet fandt sandsynligvis sted 13.8.1934. tilbage
[112] Formand i Forfatterforeningen: Søiberg var formand fra efteråret 1939 til 31.3.1946. På generalforsamlingen 24.3.1948 blev han valgt til æresmedlem. tilbage
[113] Graae: Frederik Graae (1875-1948) departementschef i undervisningsministeriet 1925-45. tilbage
[114] Genio et Arte: d.v.s. medaljen ingenio et arti, der uddeles af regenten. tilbage
[115] Thit Jensen: (1876-1957), forfatter. tilbage
[116] Dumreicher: Carl D. (1879-1965), bibliotekar og forfatter. tilbage
[117] Stauning: modtog fortjenstmedaljen i guld i 1933. tilbage
[118] Hartvig Jacobsen: (1892-1952), højesteretssagfører, formand for Dansk Forfatterforening 1932-39, medlem af forsk. ministerielle udvalg vedr. forfatteres ophavsret fra 1934. tilbage
[119] det samme: Einar Thomsen fik ridderkorset (mellem 1949 og 1957). tilbage
[120] altopvejende: der menes antagelig altovervejende. tilbage
[121] tallene er vist ikke præcise, se kontraktudkastet vedlagt Pontoppidans brev til Ernst Bojesen 22.4.1908. tilbage
[122] H.P.E. Hansen (1888-1946). tilbage
[123] besvare: der findes 162 breve fra Pontoppidan til H.P.E. Hansen som svar på dennes 269 breve. tilbage
[124] Legat: H.P.E. Hansen modtog Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat i 1941, men her drejer det sig formentlig om Sophus Michaëlis' Legat i 1942. tilbage
[125] En Kværulants Bekendelser: Selvportræt, 1944. tilbage
[126] Johan Sigurjonsson og Ib: forfatteren JS (død 1919) gift 1912 med Ingeborg Blom ("Ib"). tilbage
[127] Bog: Samtaler med Henrik Pontoppidan, 1951. tilbage
[128] Nielsen Stevns: Edvard Nielsen-Stevns (1880-1949), debuterede i 1910 med bogen Paa Askov. Minder og Betragtninger. tilbage
[129] Sara: Sara Nielsen-Stevns, f. Bakland (1891-1965), debuterede i 1925 med rejsebeskrivelsen Nille og jeg paa Rejse. tilbage
['1] Einar: rettet fra "Ejnar". tilbage
['2] Einar: rettet fra "Ejnar". tilbage