Dansk Arbejde i Skønlitteraturen
Der findes fra Aaret 1834 en Boganmeldelse af Wergeland, hvori den kamplystne norske Digter af Hjertens Lyst lange ud efter Datidens danske Literatur. H.C. Andersen kanøfles, Heibergs Digtning rages til Side som en Række "Flauserier", der vækker Foragt. Om det saa er Ingemann og Grundtvig, undgaar de ikke et Ribbenstød. Hele vor berømmelige Guldalderpoesi kaldes en Sofalitteratur, der alene har tarvelig Underholdning til Maal.
For at forstaa denne drabelige Nedsabling, der jo som literær Dom ikke er bleven godkendt af Historien, maa man huske den dominerende Stilling, dansk Skønlitteratur indtog i Norge længe efter, at den politiske Adskillelse havde fundet Sted. Den norske Læseverden havde den Gang vænnet sig til at hente sin poetiske Næring fra Danmark, ja, kun hvad der kom til den fra København, vilde den anerkende som virkelig Poesi. Det danske Digtersprog var i Norden bleven Gudernes sande Tungemaal, og man begriber, at en national Vækker som Wergeland greb til Nødværge og søgte at forvandle de danske Digteres Lavrbærkrans til en Suppevisk.
Nu – trekvart Aarhundrede efter – er Forholdet helt anderledes. Det er akkurat vendt om. De norske Digtere har i den sidste Menneskealder underlagt sig Danmark og trængt vor Literatur ind i Krogen som en fattig Per Eriksen1. Fjeldet har hævnet. For den danske Læseverden blev det norske Maal Poesiens Sprog par excellence. Hjertet smeltede, naar man læste om Gutten, der "hører Jenten sin hauke borte i Lierne", hvorimod det føltes beskæmmende fladt, naar den danske Forfatter skrev: "Da hørte han Maren raabe ude paa Marken". Hvad var der vel bleven tilovers for Jonas Lie2 her til Lands, dersom han ikke i sine Bøger havde kunnet lade Sjøerne glæsse, Fossene dure, Dombjælderne ljome, Slædemejrerne gnisse og gnure og ule i Sneskovlerne?
Naa, gamle Jonas var nu god nok; men vi har efter ham slugt mange fæle norske Kameler i den Ragout, og vi gør det stadig, skønt meget er forandret. Afglansen af de store Hedengangne laaner endnu den Dag i Dag den norske Skønlitteratur et Skin af universel Betydning, som den for længe siden har mistet, og vor hjemlige Digtning – baade den ældre og den nyere – er paa uretfærdig Maade bleven tilsidesat.
At Norge, efter at have faaet sin egen Guldalderdigtning, kastede Vrag paa den danske, er kun naturligt. Men ogsaa herhjemme hos os blev den halvvejs skrevet i Glemme bogen under den norske Invasion. Mens man vanskeligt nu om Stunder finder et oplyst Menneske, der ikke ved Besked om Ibsen eller Bjørnson, er det slet ikke noget ualmindeligt at træffe paa Folk med Interesse for Læsning, hvem Øhlenschläger, Heiberg og Paludan-Müller i det højeste er Navne.
Saa pinegalt er Forholdet blevet, at vore Fædrelandssange, ja at selve Nationalsangen mange Steder er i Færd med at fortrænges af de norske Toner. Overalt ved Møder og i Processioner, hvor man endda slet ikke har til Hensigt at flage med skandinaviske Følelser, kan man høre "Ja, vi elsker dette Landet"3 og "Vi vil værge vort Land"4 blive tankeløst spillet og sunget.
Om Værdien af vore Nutidsforfattere er Meningerne jo delte, og jeg skal ikke gøre noget Forsøg paa at puste dem op til Aandskæmper, hvad maaske ingen af dem er. Men vi har dog i Øjeblikket en folkelig Literatur, som næppe noget andet Land har Mage til, og i det hele turde vore skrivende Folk vel nok vove sig til en Sammenligning med de samtidige norske. Naar disse alligevel vedblivende er vort læsende Publikums Kæledægger, er der Grund til at knurre, og det saa meget mere, som det jo ikke længer er Blomsten af Norges Aandsliv, der naar herned, men en Eksport-Literatur, en behændigt krydret Daasemad, der sammen med engelske Detektivromaner og anden Sofalekture tilfredsstiller den herskende Smag. Garborg5 er for vor Læseverden en udslukt Stjerne. Kinck og Tryggve Andersen6 kendes ikke en Gang af Navn.
Det er naturligvis ikke min Mening, at der skal rejses Toldmure til Beskyttelse af vor hjemlige Bogavl. Skønt baade Norge og Sverige stiltiende har vedtaget Indførselsforbud7 overfor det literære Danmark, ønsker jeg ikke, at vi skal gøre Gengæld. Men naar udmærkede danske Bøger maa gaa Tiggergang og henfly til Læsetaskernes Naade samtidig med, at Tusinder af Andægtige strømmer til "Den store Hunger"8 som til en Højmesse i Aandens Tempel, – naar vor toneangivende Kritik, som gerne tager sig en Snøvletone paa, hvor det gælder danske Frembringelser, gør sig til Udraaber og Trommeslager for Hamsuns verdensberømte Loppetheater9, saa er det paa Tide, at vi befrier os for den norske Eftervækst. Da er vi ude i den Nødstilstand, der i sin Tid berettigede Wergeland til at lægge Gift for de danske Digtere i Norge.
