Martin Andersen Nexø

(1869-1954). Forholdet mellem Pontoppidan og Nexø indledtes i 1906 efter at Nexø havde dedikeret sin roman Pelle Erobreren til "Mesteren Pontoppidan".

"Noget kom det også bag på mig at [Nexø] ikke var langt fra at hævde at Pontoppidan på sine gamle dage var blevet uhyggelig reaktionær. Jeg vidste Nexø ikke yndede Pontoppidans Sønderjyllandsdigt, ikke forstod hvad det for Pontoppidan og hans slægtled, som også for Georg Brandes, betød at ha oplevet Sønderjylland under prøjsisk åg, som en bog af Brandes hedder, og at det for dem måtte føles som en retfærdighed der endelig blev opfyldt med landsdelens tilbagevenden til Danmark. Pontoppidan hade talt om »krigen som et foryngelsens bad«. Det vax blevet misforstået af flere end Nexø. Knuth Becker skrev sit varme, lidenskabelige moddigt. Men Pontoppidans ord kunne naturligvis ikke forstås som en forherligelse af krigen som sådan, men at en krig måske kunne vække et folk der trængte til at vækkes. I dag vil mange mene at noget sådant på sin vis skete under den tysk-nazistiske besættelse af Danmark." – Uddrag fra: Harald Herdal. "Arbejdsår" (1970). iBooks.