De Dødes Rige

I

I Henrik Pontoppidans kloge, alvorlige og omfattende Skribentvirksomhed hævder hans første Romancyklus Det forjættede Land stadig uanfægtet den betydeligste Stilling: Forfatterens store og dybe Fortrolighed med Emnet – den grundtvigianske Bevægelse – gjorde Skildringen næsten uangribelig og paa sin Vis udtømmende. Hans næste Arbejde i større Stil, Lykkeper, bar hans personlige Betragtning frem med en lignende Klarhed og Vægt, men hans Forhold til Milieuet var altfor usikkert til, at Skildringen som Helhed kunde virke med samme overbevisende Styrke. Og om hans sidste Værk De Dødes Rige gælder noget tilsvarende: hans personlige Indsats interesserer stadig mest. Mennesket og Digteren Henrik Pontoppidans fjernt fra skuende, ensomt talende, mørkt fordømmende Vidnesbyrd staar ogsaa her som et usædvanligt og respektindgydende Fænomen i vor Literatur – men hans Iagttagelser over det Liv og de Samfundsforhold, som han skriver om, og som han dømmer, overbeviser langtfra i samme Grad.

De Dødes Rige er 1300 Sider stort, og det omfatter fem Bind: Torben og Jytte, Storeholt, Toldere og Syndere, Enslevs Død og Favsingholm. Samlede fortæller de om private og offentlige Forhold her i Landet omkring Aarhundredskiftet, og deres Maal er – for en stor Del – at skildre, hvorledes de enkelte Mennesker forfuskes, nedværdiges eller 104 gaar rent til Grunde i deres Sammenstød med de sociale og politiske Tilstande, som de lever under og tildels selv har skabt.

Hvis man vil følge disse Mennesker og vurdere deres Skæbner ned igennem dette omfattende Værk, gør man vistnok bedst i at samle og skille dem efter den Betragtning, som Forfatteren selv har anlagt paa dem – om han end naturligvis lader deres Forhold gribe ind i hinanden paa mange Maader. To Grupper fremstaar da: den ene, som væsentlig har haft Forfatterens psykologiske Interesse, samler sig om den kvindelige Hovedfigur, Jytte Abildgaard; den anden, der mest1 har haft hans sociale og politiske, grupperer sig om Bogens mandlige Centrum: den store Folkefører Tyge Enslev.

– – –

En Figur som Jytte staar fra gammel Tid Forfatterens Hjærte nær – saa nær, at han vistnok er kommet til at forskyde hendes Billede en Smule: hun virker næppe helt paa Læseren, som han har villet. Hun er bleven en Slags Halvkusine til Jacobe i Lykkeper, og hun er kommet mere i Slægt end godt er med de sære og ensomme Kvinder, der befolker den Pontoppidanske Produktion. Derfor bliver hendes ydre Skæbne ikke helt troværdig, hvor indtrængende hendes Psykologi end er givet, og hvor sikre hendes Konturer staar.

Hun dukker op i Bogen (Torben og Jytte S. 63) som en lille Pige paa en halv Snes Aar, der en skøn Sommerdag paa Landet smøger sine Klæder af sig lige i Øjnene paa et Par korrekt afrettede Herlufsholms-Akademikere og springer i Vandet og entrer deres Baad – og senere forbavser hun dem først og fremmest ved sin naturlige Ligefremhed og sin frimodige Udtryksmaade. Da hun er blevet voksen, hører man om hende, at en svensk Friherre og Væddeløbsrytter gør Stormkur til hende, og at man venter en Forlovelse. Og i de følgende tre Aar opstaar der stadig nye Rygter om forestaaende Forbindelser, der dog aldrig blev til noget. (Torben og Jytte S. 68).

Hun træffer nu en Mand, der fængsler hende mere end de andre – Torben Dihmer.

105 Torben er af en kraftig jysk Herregaardsslægt, men allerede tidlig ramt af en snigende Sygdom, skamskudt, dødsmærket fra Ungdommen af. I denne Tilstand betages han dybt af Jytte, men hun leger med ham og lader ham gaa.

Ved Rivieraen træffes de paa ny. Torben er blevet vækket til et Slags Skinliv ved Hjælp af nogle Vidunderpiller, som en københavnsk Professor-Læge har ordineret ham, og søger nu fuldstændig Helbredelse i Sydens Sol og Lys. For Solens og Lysets Skyld alene har ogsaa Jytte søgt derned.

Og Jytte lever – efter Forfatterens Sigende – i en gylden Sky af Flirt. Hun flirter med den unge, dødssyge Hr. Mohn, der skænker hende sine sidste Blomster, hun flirter endogsaa med en gammel Hr. Oberverwaltungsgerichtsrat v. Auen, skønt man intet ser derom.

Da Torben dukker op, bevæges hun hæftigt, og da han trænger ind paa hende med sin gamle Kærlighed, kommer der en Slags Forlovelse i Stand med et Kys i Maanenatten. Men Dagen efter fortryder hun, hvad hun har gjort:

"Nu følte hun, at hun ønskede at tilhøre ham, at hun længtes efter at blive hans, helt og inderligt, med Sjæl og Legeme – ja, ogsaa med sit elskovssyge Legeme." (Torben og Jytte S. 159).2

"Hun laa med en Haand over Panden og var anspændt opmærksom paa, hvad der foregik inde i hende selv; og det næsten forfærdede hende at mærke, at der ikke længer var mindste Rest af Kærlighed tilbage i hendes Hjærte. Torben Dihmer var blevet hende saa ligegyldig, som om hun aldrig havde kendt ham." (Torben og Jytte S. 226).

Men3 i sine ensomme Stunder ser4 Jytte sig selv, som hun er: "Hun havde nogle Gange selv forsøgt at trænge ind til Bunden af sit Væsens Urskovs-Dyb, men var altid hurtig flygtet – grebet af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde, men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger, og vilde Rovdyrøjne havde glødet hende i Møde inde fra Mørket." (Torben og Jytte S. 161).

Hermed er hun blevet sin Digters Bytte. Det frimodige Naturbarn, som hun var fra først af, den let flirtende Verdensdame, som hun efterhaanden udviklede sig til, men som Pontoppidan ikke kunde skildre, er blevet til en af disse sære og vanskelige, ensomme og urolige Kvindenaturer, som han fra gammel Tid er fortrolig med og forstaar sig paa – man mene saa om deres Væsens "Urskovs-Dyb", hvad man ellers vil.

106 Ogsaa Torben gaar bort fra dette Møde som en mærket Mand. "Jeg synes, at Livet mere og mere former sig som en Kehraus til stumt Orkester," siger han med en pludselig desperat Dybsindighed. (Torben og Jytte S. 223).

De skilles, og ses ikke mere.

Torben flakker i de følgende Aar omkring paa ustanselige Rejser og dukker kun nu og da op i København for at konsulere sin Læge. "Paa mine fysiske Organer har dine Piller gjort Underværker," siger han en Gang til ham, "men mit Sind – mit hele Følelsesliv – har du ikke kunnet give den gamle Robusthed tilbage." (Enslevs Død S. 222). "Men jeg tror," siger han et andet Sted, "at jeg hjemme paa Favsingholm vil føle det, som om jeg var vendt tilbage til Solen og det virkelige Liv – fra en Rejse i de Dødes Rige." (Enslevs Død S. 129).

Han vender da hjem til sin Gaard, men skønt han – sammen med den halte Hygiejniker Poul Gaardbo – tager fat paa en praktisk Virksomhed ved at indrette Favsingholm til et Slags Asyl for gamle og fattige Mennesker, finder han ikke den Sol og det Liv, som han søgte. Tværtimod – "han holdt af at sidde her om Aftenen og følge Solens Nedgang, fortrolig som han var blevet med den Tanke, at hans Liv inden Morgen kunde være udblæst som et Lys" (Favsingholm S. 122). Denne sidste Dag kommer kort efter, da en Del af Gaarden brænder ned. "Synet af Flammehavet mættede hans Sjæls vilde Sørgmodighed," skriver Forfatteren om ham (Favsingholm S. 197). Men han dør roligt og bevidst, og en af hans sidste Tanker og Hilsner gælder Jytte.

Kresløbet er fuldendt, Ringen sluttet. Denne Mand, der dukkede frem paa Bogens første Side som dødsmærket, og som derefter blev vakt op til et kort Skinliv, fik kun én Oplevelse: sin Kærlighed til Jytte og hendes Afvisning. Han forstod den ikke og lærte aldrig at begribe den, men vendte sig tavs bort og søgte tilbage mod Ensomheden og Døden.

Men Jytte, hvem en lignende Skæbne er beskaaret, har endnu adskilligt at skulle igennem, før hun naar saa vidt som han.

Efter Brudet med Torben vender hun sammen med sin Moder, den gamle, kloge og faste Fru Bertha Abildgaard, tilbage 107 til Landet og tager Ophold paa sin Fætter Jægermester Hagens Gaard Storeholt paa Fyn. Hun er forandret. "Jytte er syg," siger hendes bekymrede Moder om hende. "Hun er blevet ligefrem menneskesky og kan være saa mistænksom ogsaa overfor mig, at jeg mangen Gang virkelig maa tro, hun er ved at miste sin Forstand" (Storeholt S. 143).

Hun bliver i alt Fald stadig mere optaget af at gruble over sit eget Væsen, som hun efter Brudet med Torben forstaar mindre end nogen Sinde. "Mere og mere følte hun det som sit Livs egentlige Ulykke, at hun ikke kunde give sig til Kende for nogen, at hendes inderste Væsen er stumt". (Storeholt S. 215). Og taler det, kan det give Luft for en Kynisme som denne: "Tolv Lispund Kød i Favnen og bagefter korporlig Mishandling under en eller anden Form, Svangerskabets ni Maaneders lange Lidelser, Fødslens Radbrækning eller i Mangel deraf Ridepisken: saadan var Kvindens egentlige, inderste Krav til Manden" (Storeholt S. 175).

Alligevel forlieber hun sig saa smaat i en blid og stilfærdig ung Præstemand, for hvem Brugen af en Ridepisk vistnok er et Mysterium, selv overfor en Hest: – Johannes Gaardbo, Lægens Broder. Han synes, hun ligner en Storfugl i Fangenskab og forelsker sig aandigt i hende, men da han begynder at præke for hende og vil frelse hende over i sin egen Tro, lader hun ham gaa.

Og han gaar, med brændte Vinger som Torben Dihmer, og med hendes Billede i sit Hjærte gennem mange Aar. Men hans kirkelige og politiske Interesser gør ham mere handledygtig end Torben var, og da Jytte næste Gang møder ham – ved sin Moders Dødsleje – og faar at vide, at han har omvendt den gamle Dame og derved "taget hende fra hende", forstaar hun, at det er en stille Hævn. (Favsingholm S. 169).

Men efter den erotiske Episode med Præsten drives Jytte stadig videre ud paa de mørke Vande: hun er sjælelig sprængt. I det Ydre er hun stadig den smukke, kølige, overlegent-skeptiske Dame af Bourgeoisiet; men i hendes Væsens Urskovs-Dyb rører sig mørke Magter: "Man læste om Gildinger, der hentæredes af en Kærlighedshunger, der aldrig kunde tilfredsstilles. Det var hendes egen Skæbne. Den Selvhengivelsens blinde Drift, der skabte andre Kvinders Lykke og 108 Ulykke, den havde forlængst afblomstret hos hende, var gaaet i Frø som en stakkels gammeljomfru-lummer Nysgerrighed overfor Livets store Mysterium" (Toldere og Syndere S. 117)

Men i en Slags Desperation kaster hun sig nu – efter Forfatterens Sigende, men uden hans Beviser: han fortæller næsten slet ingenting derom – ud i det fri og brogede Kunstnerliv i Byen og ved Badestederne. Hendes Rygte, som i Forvejen ikke var uangribeligt, bliver nu i høj Grad angrebet – men hun svarer blot med Trods: "Det var næsten, som om hun følte en Tilfredsstillelse ved at vide sig miskendt af mange af Husets Venner" (Toldere og Syndere S. 147) – eller med Bitterhed: "Hvad var hendes Forbrydelse? At hun satte Pris paa Mænds Selskab, men ikke havde haft det Held at finde den Sjælens Tvillingebroder", som hendes Far paa hendes 16-aarige Fødselsdag saa kønt havde paalagt hende at søge efter i den store Menneskevrimmel. Af den Grund var hun blevet "stillet under Offentlighedens Kontrol som en Gadetøs." (Toldere og Syndere S. 150).

Denne Tvillingbroder finder hun imidlertid snart – i den kønne og frække Modemaler Karsten From.

Forfatteren synes at være forberedt paa Læsernes Forbløffelse over dette Valg: i det mindste lader han Jytte Gang paa Gang gentage Argumentet om Tvillingbroderen for dem og for sig selv.

Men i Virkeligheden overbeviser det ikke.

Karsten skal jo ikke alene være fræk og paagaaende – han er først og fremmest et Unikum af ydre Skabagtighed, af utaaleligt Gøgleri, af Løgn og Pral. Selv i hans Forelskelse i Jytte, der i og for sig er hidsig nok, er der blandet en god Del snobbet og forfængelig Tilfredsstillelse over, at han, Proletardrengen, kan vise sig offentlig som den smukke Ministerdatters Udkaarne.

Men saadan som Jytte er skildret, vilde hun forlængst have opdaget ham og kastet ham til Side. Hendes Væsen er jo fremfor alt Bevidsthed: en indtagende, naturlig-kvindelig Kløgt lyser overalt om hendes Skikkelse, og hvor hendes Natur udfolder og afslører sig, er det altid i Retning af det intellektuelle: som en borende Mistænksomhed overfor sig selv 109 og alle andre. En Bajads som Karsten var hun hurtig blevet færdig med.

Men Forfatteren vil det anderledes: for ham er og bliver han Jyttes aandelige Tvillingbroder. Og da han først har erobret hendes Bevidsthed ("I hans Selvbekendelse genkendte Jytte meget af sit eget Sinds Ensomhedsfølelse og Savn" (Enslevs Død S. 116)) – bliver det jo ikke saa vanskeligt for Forfatteren at gøre hende godt forelsket i ham: hun trænger i Sandhed til det!

Men under dette dukker5 Mindet om Torben stedse frem i hendes Sind – et fint og dybt Træk. "Ak Torben Dihmer! Nok var han den eneste af hendes forrige Venner, som hun stadig ikke kunde tænke paa uden et lille Smærtestik i Hjærtet … Men aldrig havde hun ved hans Side følt sig bjærgtagen som nu. Aldrig følt sig saa viljeløst omspændt af den mørke, vilde Trolddom, som Kærlighed var". (Enslevs Død S. 134).

Hun bliver altsaa gift med Karsten From – og Forfatteren faar nu rigelig Lejlighed til at overdænge hende med de Knytnæveslag, som Formaalet og Hensigten med hele hans Værk fordrer af ham.

Hendes Mand bliver hende utro, og hun lider urimeligt derunder. Hun berøves paa blodig Vis al den hæftige Erotik, der var hendes eneste og fortvivlede Tilknytning til Livet – og sidder til sidst tilbage, "uhyggelig forstenet". (Favsingholm S. 180).

Hun faar et Barn med denne Mand, der har nedværdiget hende med sin Elskov, og som har besudlet hendes egen Kærlighedstrang.

Hendes Moder dør – ikke hurtigt og blidt, saadan som hendes skønne Liv vilde gøre det naturligt, men under frygtelige Kampe. "Midt i Sommerens festligste Tid opløstes Fru Bertha langsomt under mange Slags Pinsler." (Favsingholm S. 169). Det har ikke andet Formaal end at gøre den ønskede Virkning paa Jytte: "Hun følte sine egne Livskilder fryse til ved at se den bedste og kærligste af alle Mødre Dag for Dag ligge henstrakt paa Dødens Pinebænk, sønderbrydes Led for Led, martres langsomt som til Forlystelse for en vanvittig og bloddrukken Gud". (Favsingholm S. 172).

110 Men6 under alle disse uforskyldte Ulykker nærmer Tanken om Torben Dihmer sig stedse mere hendes Sind. Da hun faar at vide, at han er vendt hjem til Favsingholm, skriver hun til ham – men faar intet Svar. En Veninde af hende, Lægen Povl Gaardbos Kone, rejser derover, og Jytte gribes af en pludselig hæftig Skinsyge imod hende: saa pludselig og hæftigt griber den hende, at hun føler Trang til at dø paa Stedet. Paa Gaden, hvor hun staar, "flammer der en Lyst op i hende til at kaste sig ned mod de store Heste foran en Arbejdsvogn og lade sig trampe ihjel under deres tunge Hove". (Favsingholm S. 99).

Hun hører, at han er syg – at han er døende – og at han dør. Da hun omsider faar nedkæmpet sin Bevægelse, priser hun sin døde Ven lykkelig. "Nu havde han stridt Livets onde Strid til Ende. Han var udløst af denne frygtelige Verden, hvor Alt var Bedrag undtagen Skuffelsen, Alt Blændværk undtagen Savnet og Sorgen." (Favsingholm S. 212).

Og kort efter maa hun selv dø: "En ondartet Nyrebetændelse nedbrød hende i Løbet af faa Dage". "Nu dør jeg," siger hun, "og saa har jeg dog aldrig levet." (Favsingholm S. 220).

Saaledes faar Digteren omsider Bugt med hende. Hun er blevet et Offer for hans store, mørke, livsdræbende Betragtning – hvorom der senere skal tales.

Først maa jeg gøre Rede for den Samfundsskildring, som De Dødes Rige ogsaa rummer, og som overskygger de enkelte Menneskers Liv og Skæbne.

II

De Dødes Rige er tænkt som et stort Tidsbillede. Her kan de anonyme Figurer, som har fanget Forfatterens psykologiske Interesse, faa Lov at røre sig privat og frit efter hans Forgodtbefindende, uden at Historien og Tiden selv finder Anledning til at nedlægge sin Protest imod dem. Overfor Jytte Abildgaard og hendes Kreds har kun Psykologien Ordet.

Noget andet er Tilfældet med de politiske Skikkelser og Tilstande, som Bogen skildrer, – fordi Politik jo er Offentlighed. 111 Her kan ethvert Træk kontrolleres: alle Mennesker kender jo eller kan i hvert Fald faa Lejlighed til at lære de virkelige Forhold at kende. En Forfatter, der vil skildre Tidens offentlige Liv, har vist derfor ikke andet at gøre end at følge de konkrete Begivenheder aldeles nøjagtigt og saa i øvrigt give dem saa stort et Perspektiv, som hans poetiske Synsmaade nu en Gang formaar. Selv smaa Forskydninger kan forrykke hele Billedet og gøre det uvirkeligt og ugyldigt.

Skønt Pontoppidan tydeligt nok har villet skildre de politiske Forhold her i Landet paa et ganske bestemt Tidspunkt (Aarene fra 1900 til 1906 eller 7), har han ikke lagt megen Vægt paa denne ydre Nøjagtighed – sandsynligvis ud fra den Betragtning, at han var Digter og ikke Historiker, og at han ikke vilde give direkte Portrætter. Men da han paa mange andre Punkter saa ganske øjensynligt netop søger efter Træk fra den konkrete Virkelighed eller næsten fra det aktuelle Liv, bevirker denne Sammenblanding af Digtning og Sandhed, at det politiske Billede bliver noget flimrende og altfor usikkert.

Paa en lignende Maade som Jytte Abildgaard var Midtpunktet for de psykologiske Skildringer i Bogen, bliver Tyge Enslev det for de politiske, – og det er interessant at lægge Mærke til, hvorledes disse to Hovedfigurer – saa forskellige de end er – dog følger ganske den samme Grundlinje: den, der udvikler sig gennem hele Værket i nedadgaaende Retning fra Lys og Haab til Mørke og Desparation: – Digterens egen Synslinje. Karakteristisk for hans Evner er det ogsaa, at de positive Magter saa hurtigt overvindes af de negative. Lige saa lidt som han formaaede at skildre det lyse Letsind, den Livsudfoldelse, der skulde danne Baggrunden for og give den egentlige Forklaring for Jyttes Ulykker, lige saa lidt formaar han at give nogen Skildring af Enslevs Tro og Begejstring, der er den nødvendige Forudsætning for hans uhyre Bitterhed. Ensomheden og Mørket lægger sig altfor tidligt om dem begge.

Om Enslev faar man at vide, at han er Søn af "den stærke Søren Smed" fra Thy i Jylland, og at han fra sin Fader ikke har arvet andet end et Par Draaber Natmandsblod i Aarerne, – en Ejendommelighed, der tilligemed en lam Fod giver 112 ham det halvdulgt dæmoniske Præg, som er fastholdt gennem Skildringen med en overordenlig Styrke.

Hans lyse Hoved gør ham til Student og fører ham ind til København, – men om de følgende Aar, hvor han skulde udfolde sin Personlighed som politisk Taler og Skribent og kæmpe sig fremad til den enestaaende Position, han fik i det offentlige Liv, tier Forfatteren næsten helt. Et Sted (Storeholt, S. 267) tales der om hans "mange glimrende Sejre" i de Aar – man ser dem blot ikke. Et andet Sted (Favsingholm, S. 81) siges der, at "vi maaske aldrig her i Landet har haft en guddommeligere Vilje end hans, da han endnu var ung og begejstret", – man faar blot intet som helst Bevis derfor. Men Resultatet af alle disse usynlige Kampe bliver da "hin historiske Julidag i Aarhundredets Begyndelse, da Tyge blev Minister i Folkets første Ministerium" (Storeholt, S. 48).

Imidlertid trækker han sig snart ud af Regeringen, misfornøjet med de moderate Tendenser, som han synes at spore hos sine Kolleger, der alle fra først af var hans Meningsfæller og til Dels hans politiske Elever. Han tager Ophold paa sit Landsted ved Furesøen, dyrker sine Blomkaalshoveder og passer sine Høns, medens den politiske Moderation og Kirkeligheden, som han dog troede han havde faaet Bugt med, atter spirer frem rundt om i Landet. Men han har stadig mange Tilhængere, og for dem sidder han "som en anden Holger Danske og lader Skægget gro ned i Bordet, indtil han ser, at Friheden er i Fare." (Storeholt, S. 77).

Dette Øjeblik kommer, da Regeringen udskriver nye Valg til Folketinget. Enslev forlader sin Gaard og drager atter ud i Leding for at ildne sine Tropper og slaa de Lunkne ned. Paa dette Togt kommer han ogsaa til Storeholt, den fynske Herregaard, hvor Jytte og hendes Moder for Tiden bor som Gæster hos deres Slægtning, den lidt fjottede unge Jægermester Hagen, Enslevs politiske Tilhænger.

"Det er Fabeldyrets sidste Krampetrækninger," siger Enslevs Nevø, Lægen Poul Gaardbo, til sin Broder, Præsten Johannes, – og han vedbliver hadefuldt: "Farbror véd, at han gaar med Døden i Kroppen, og som den Æstetiker, han inderst inde er, arrangerer han nu sin egen selvforherligende Ligbegængelse … Jeg har altid betragtet det som en Ulykke, 113 at han ikke blev sin første Bestemmelse tro og holdt sig til Digteriet. I det Fag havde hans eventyrlige Forestillinger om Livet og dets Krav kunnet udfolde sig uden at gøre større Skade. Til Uheld for os allesammen fandt han paa at tilfredsstille sin kunstneriske Fingerkløe paa levende Kød og Blod. Det har ganske sikkert været hans naive Drøm at modellere hele Nationen om i hans eget Billede – eller rettere i det stormægtige Fantasibillede, han har gjort af sig selv. Og delvis er det jo virkelig lykkedes ham. Vi er paa gode Veje til at blive en latterlig Karikatur af vor Race. Faar vi ikke den unge Slægt gjort nøgtern inden Forløbet af ti Aar, er vi kaput. Det er min sikre Overbevisning." (Storeholt, S. 119).

I denne kapitale Replik maa man for en stor Del se Pontoppidans egen Opfattelse af Enslev og hans Virksomhed. Brødrene Gaardbo skænker han det meste af den Sympati, som han jo ellers ikke ødsler med i denne Bog: han ofrer mange – altfor mange – Sider paa at klargøre deres indbyrdes Forhold, der som en gensidig Tiltrækning, vekslende med en gensidig Frastødning strækker sig ud gennem hele Værket. Som Mennesker interesserer de ikke synderligt, men som Talerør for Forfatteren er navnlig Lægens Ord af Betydning.

Enslev kommer nu til Gaarden, og han forefinder da følgende Valgsituation – som gennem Pontoppidans Skildring giver et overmaade træffende Eksempel paa dansk Valgpolitik paa Landet, om end vel snarere nogle Aar før Systemskiftet end – som her angives – nogle Aar efter:

Kresens gamle, radikale Folketingsmand har trukket sig tilbage, og nu gælder det om at finde hans Eftermand og bevare Mandatet. Størst Chance har Lærer Balduin Hansen, en renlivet professionel Politiker af Venstrereformpartiet, – men ogsaa Pastor Johannes Gaardbo optræder som Kandidat. Da han helt ofrer sig for de Fattige i Kresen og forkynder en Slags taaget "Barmhjærtigheds-Politik", kan han regne med 3-400 socialdemokratiske Stemmer – og selv om de ikke kan skaffe ham valgt, kan de dog, naar de kastes paa ham, ødelægge Venstremandens Chancer.

Enslev betragter Situationen: Læreren kan han ikke lide, 114 fordi han har saa mange Særinteresser; Præsten er ham sympatisk som Menneske, men han frastødes af hans Profession: "For ornatklædte Politikere har jeg siden Monrads Dage haft en næsten overtroisk Rædsel," siger han til ham. Og efter et Par Dages Overvejelser træffer han en pludselig, lynsnar Bestemmelse: Læreren og Præsten forkastes begge to, og i Stedet for dem proklamerer han den ubetydelige og uskadelige, let komiske Jægermester Hagen som Kandidat. Jægermesteren er økonomisk ruineret, og som Slægtning af Enslev har han tilmed "Fanden til Morbror", men hans Kandidatur viser sig alligevel at være Situationens eneste Udvej: I sin Egenskab af Godsejer dæmper han Storbøndernes Skræk for Socialismen, og hans tillært "liberale" Anskuelser beroliger deres politiske Samvittighed.

Han bliver valgt – og Enslev har sejret.

Men det er hans sidste Sejr.

Under Valgkampagnen har han holdt en stor Tale, hvori han lidenskabeligt vender sig mod Præsterne og Kirken som Frihedens største Fare: "Vogt jer for Ulven i Faarepelsen! Han er Historiens grimmigste Dyr! Den glubskeste, den ubarmhjærtigste!" (Storeholt, S. 234).

Denne Tale giver Genlyd overalt i Landet, men saa forandret er de politiske Forhold efterhaanden blevet, at den næsten alle Vegne vækker Modstand: Bekymring og Forargelse.

Og størst er Forargelsen hos Regeringen selv, hos den moderate, sagligt-politiske Ministerchef Tyrstrup, der som et direkte Svar paa Talen udnævner en i Enslevs Øjne vammelt-sød Provst Broberg til Medlem af sit Ministerium. Han forsvarer denne Udnævnelse paa følgende Maade:

"Jeg er ganske overbevist om, at Provst Brobergs Udnævnelse gennemgaaende vil blive hilst med Tilfredshed af Befolkningen. Han er jo ikke alene en paalidelig Demokrat, men hører ogsaa som Provst til en af vore mest frisindede. At Enslev vil misbillige Udnævnelsen og maaske opfatte den som en personlig Krænkelse, er jeg forberedt paa. Men vi har efterhaanden maattet opgive at værge os mod den Gamles Mistænksomhed. Hvad vi end gør, ser han jo Forræderi i det. Og vi kan dog ikke forsvare af personlige Hensyn ingen Ting at udrette. Det er tvingende nødvendigt, dersom det hele ikke 115 skal styrte sammen over Hovedet paa os, at der nu skaffes alle gode og sunde Kræfter i Folket Albuerum og Arbejdsro. Vi har haft Ufred nok." (Toldere og Syndere, S. 29).

Hermed er Stillingen givet. Paa lignende Maade som Jytte Abildgaard paa Grund af sit urolige og vanskelige Hjærte, sit "umulige Sind", efterhaanden drives ud i Ørkenen og til sidst stemples som en "Gadetøs" – paa lignende Maade isoleres Enslev fra alle rettænkende Menneskers Samkvem. Han ejer et stort Hovedstadsblad: Femte Juni, og fra idealistisk Side bebrejdes det ham, at han tolererer den "vilde Lovløshed", der hersker i Bladet.

Han svarer:

"Aa, den dumme Snak! I tyve Aar har jeg maattet høre den! Men den gør ingen Indtryk paa mig. Jeg véd, hvad jeg foretager mig. Jeg kender det danske Frisind. Der lumrer omkring i Krogene saa mange lyssky Bakterier efter Fortidens aandelige Sygdomme. Paa dem virker Femte Junis undgommelige Respektløshed som en gavnlig Desinfektion. Den har blot ikke været kraftig nok." (Toldere og Syndere, S. 168).

Pontoppidan, som i det store og hele er fjendsk7 stemt mod Enslev og hans Gærning, viser her, at han kender og forstaar de Vaaben, der virker stærkest i en folkelig Agitators Haand.

Men Enslevs Fremgang er ellers som en Laks's i Flodlejet: den staar stille i Modstrømmen eller drives langsomt tilbage – og da han bliver syg, og hans københavnske Redaktør, Samuelsen, forlader ham, rejser han, dødsmærket og næsten ganske ene, den sidste afgørende og desperate Kamp mod den Moderation og den Kirkelighed, som i stadig højere Grad præger Regeringen. Han indbringer i Folketinget et "Forslag til Beslutning", hvori han vil hudflette Ministeriet, og en Vinteraften betræder han for sidste Gang Tingets Talerstol.

"Det slog i dette Øjeblik mange, hvor stærkt hans lille, blyfarvede Ansigt med dets Indramning af sølvhvidt Haar og Skæg var blevet mærket af den Draabe Taterblod, der for mer end Hundrede Aar siden havde forvildet sig ind i hans Slægt. Der var baade Vildskab og Snuhed og mistænksom Frygt i det Blik, hvormed han ligesom kastede et Garn ud over alle sine Tilhørere for straks at fange dem ind under sin Personligheds Magt." (Enslevs Død, S. 233).

116 Han taler – som saa ofte før – mod Præsterne, men han føler selv, at han taler mod en Mur, og ved Afstemningen følges han kun af en halv Snes Mand. Kort efter dør han, indtil det sidste "plaget af hæslige Mareridt", – men paa Begravelsesdagen fulgte Tusinder af Mennesker med Ministeriet og de fleste Rigsdagsmænd i Spidsen til Fods hans Kiste fra Hjemmet til en Sørgefest i det kongelige Ridehus, hvorfra den senere skulde føres til Baalet. (Enslevs Død, S. 268).

Modstanderne triumferer. Det nye store kirkelige Hovedstadsblad skriver om ham: "Hvad der nu vil kunne samles om hans Navn, er kun Skygger", – og Missionen foranstaltede et Triumftog gennem Byen med Musikkorps og Bannere, med Salmesang og jublende Sejrsstemning.

– I en afsluttende Artikel vil Enslevs virkelige Stilling til De Dødes Rige blive prøvet, – og hans Forhold til De Levendes Land.

III

Pontoppidan slutter sit store Arbejde med denne Linje:

"Oppe fra Skovhytten hørtes i Stilheden atter Kjelds Skalmejetoner."

Et andet betydeligt Værk fra de sidste Aar – Knut Hamsuns Segelfoss By – slutter saaledes:

"Og ret i sør spiller Svanerne."

Hensigten er den samme: naar Bøgernes mangfoldige Menneskestemmer omsider er forstummet, skal deres Grundstemning klinge musikalsk ud og fortsættes i Naturen.

Men unægtelig passer et saadant dionysisk Paafund bedre for en Digter som Hamsun end for en Aand som Pontoppidan.

Hamsun lever i Naturen som en Naturgud selv: tilsyneladende med den største Lethed, som i en Leg, skaber han en Verden af Skikkelser omkring sig og fører dem med sig eller lader sig føre med af den, idet han blot følger deres mangfoldige og uvilkaarlige Bevægelser, – andet vil han ikke med dem.

Hos Pontoppidan mærker man overalt den usædvanlige Viljeanspændelse, der har skabt hans Værk. Intetsteds lader 117 han sig føre med af en Følelsesbevægelse, intetsteds slipper han sig løs i Improvisationer. Hans Mennesker bliver, som han vil have dem: de udfylder den Plads, han har bestemt for dem i de enkelte Skildringer, og deres Skæbner strækker sig ned gennem Helheden som forudbestemte Mønstre i en vævet Gobelinkomposition. De er ikke saa meget Naturer af hans Natur, som de er Meninger af hans Mening.

Derfor fortæller denne Tidsskildring mere og nøjagtigere om Pontoppidan end om Tiden selv, – og derfor maa de vilkaarlige Forskydninger, som hist og her findes af Virkeligheden, betragtes som Følger af Forfatterens personlige Hensigter og Tendens med Værket.

Pontoppidan har jo i høj Grad Præsteblod i Aarerne, og hans Opdragelse, de Paavirkninger, han har mødt, hele hans Grundsyn og Livsbetragtning er blevet lige saa meget bestemte af grundtvigianske og kirkelige Idéer, som Hamsuns Syn er blevet bestemt af hans Samvær med Guden Pan. Derfor lader han f. Eks. Kætterpræsten Mads Vestrups ikke meget interessante Skikkelse og Skæbne brede sig gennem Værket paa en Maade, der ikke svarer til hans Betydning for Tiden, – men den Slags Brydninger har altid vakt hans største personlige Interesse. Og derfor lader han den politiske Moderation, der efterhaanden faar Bugt med Enslev, være blandet med eller næsten helt behersket af kirkelige Hensyn. Kampen mellem Enslev og hans Modstandere bliver hos Pontoppidan først og fremmest en Kamp mellem Hedenskab og Mission.

Men Virkeligheden er jo en anden. Kirkelige Kampe af den Art, at de helt bestemmer den politiske Udvikling, har vi endnu slet ikke kendt her i Landet, – og før Adskillelsen mellem Stat og Kirke vel sagtens en Gang ad Aare kommer paa Dagsordenen, vil vi næppe lære dem at kende. De Machinationer, der drev Enslev og hans Retning tilbage kort efter "hin historiske Julidag i Aarhundredets Begyndelse, da han blev Minister i Folkets første Ministerium" (Storeholt, S. 48) var, som alle endnu husker, næsten udelukkende af politisk Art.

Men selv berøvet sit Overtræk af Kirkelighed svarer den Bevægelse, der fælder Enslev i Bogen, ikke til Virkeligheden, – den er betydelig mindre interessant og kompliceret, end 118 Virkeligheden var. Dens Centrum er Ministerpræsidenten Tyrstrup, en nevtral Type, tænkt og udført af Pontoppidan som en Slags Generalnævner for al politisk Bravhed og Saglighed, – og de Politikere, der støtter ham, synes ikke at have mere dybtgaaende Motiver for deres Holdning end en vis personlig Uvilje og Misundelse mod Enslev, blandet med adskillig Frygt eller Forargelse over hans og hans Blads yderliggaaende Standpunkter.

Men i Virkeligheden var de Kræfter, der bar Bevægelsen frem, jo langt betydeligere og langt mere skæbnesvangre i deres Uhygge, – det vil ikke her være nødvendigt at pege tilbage paa dem. Partiet var blevet en svulmende Brandbyld, hvor Naivitet og Korruption, lav Snedighed og hoven Brutalitet havde samlet sig som onde Vædsker, – maaske som et Udslag af en dybtgaaende Sygelighed i Folkets Blod, – maaske, og forhaabentligt, blot som et forbigaaende patologisk Fænomen, skabt af den usædvanlige Tid. Men den, der vil skildre Tiden, som den var, kan umuligt se bort fra disse Forhold og disse Personer.

Men Pontoppidan har ikke villet se dem, – i hvert Fald har han ikke villet skildre dem. For ham falder Enslev, ramt af Retfærdigheden. Ramt af sin egen Egoisme og af sine fantastiske Idéer om at skabe Folket om efter sin stormægtige Person.

Er det muligt?

Pontoppidans Syn paa Enslev er et dobbelt: et æstetisk og et moralsk. Æstetisk set beundrer han ham, hans Kunstnersind tiltrækkes af hans Styrke og Lidenskab, – og den Evne til fast, plastisk Udformning af en Figur, som han stadig ejer, har næppe før fejret saa smukke Triumfer som ved Skildringen af denne Skikkelse.

Men Enslev er ikke alene Hovedfiguren i De Dødes Rige, han er tillige Hovedaarsagen til, at Riget – efter Pontoppidans Opfattelse – uddør og bliver lagt øde. Han indgaar som et Led i hele hans Livsbetragtning, som en Bekræftelse af de mørke, mistroiske Syn paa alle menneskelige Forhold, som han før han vist: Var Poesi nogen Sinde andet end en fordærvelig Løgn? Var Kærlighed mellem Mennesker andet end taabelige, svigefulde Drømme? Var Længsel efter Frihed 119 andet end Trællens afmægtige Raslen med sine Lænker? Altid nedad – nedad! Fra Lys til Mørke, fra Liv til Tilintetgørelse!

Hvad han levner os som Trøst i den almindelige Desperation er saa godt som intet. Ved Værkets Slutning lader han de to Brødre Gaardbo, Præsten og Lægen, finde hinanden igen, saadan som de adskillige Gange har fundet hinanden før, men af deres Samarbejde venter man sig intet mere. Han lader desuden en forløben Student, Kjeld, og hans Kæreste spøge lidt, symbolsk, om i Naturen, men den Slags Symboler har aldrig interesseret Pontoppidan synderligt, og han kan ikke skildre dem.

Virkningen er død, – De Dødes Rige munder ud i Mørke og Tilintetgørelse. –

Men Resultatet af hele dette store Forsøg paa at forklare og dømme vort Samfundsliv er ugyldigt, – er falskt. Og Grunden ligger i Pontoppidans fatale Misgreb: at han har ladet Enslev fældes af en politisk8 Bevægelse, der er naturligere, sandere, mere i Overensstemmelse med Folkets9 inderste Væsen, end Enslev er det, og som derfor dømmer ham retfærdigt. Med denne Dom lader han Jerntæppet falde ned foran Fremtiden.

Pontoppidan kunde indvende herimod, at han lader Enslev paa Dødslejet sige disse Ord: "At det nye Folkestyre ikke forvandlede Landet til et lavloftet Degnedømme, det er min Fortjeneste" (Enslevs Død, S. 265). Enslev taler sandt, – men naar Pontoppidan samtidig, uden at vise større Tegn paa Beklagelse eller Forargelse, netop skildrer Folkestyret som et lavloftet Degnedømme, hvad betyder Enslevs Ord da? Og naar han lader Torben Dihmer – med en accent de sincérité, som ingen kan tage fejl af – forme Enslevs Eftermæle saaledes: "Kan man i Grunden undre sig over, at en Folkefører, en Statsmand, der ved sin Død har efterladt sig en saadan Augiasstald, ender sine Dage som en galdesyg Monoman med Mistro til alle andre Følelser hos sig selv og sine Medmennesker end de allersletteste", (Favsingholm, S. 82) – er det da muligt at udtrykke sig haardere og mere absolut fordømmende?

Men Sandheden er jo tværtimod den, at den politiske og 120 sociale Augiasstald, der ganske vist var blevet samlet ved Enslevs Død, ikke skyldtes ham, men netop hans Modstandere. Og Sandheden er, at de Samfundstanker, der efter hans Død fik Kraft til at rydde op i Augiasstalden og føre den politiske Udvikling videre, alle har deres Udgangspunkt fra, alle hviler som Spirer i Enslevs Tanker, – dem som Pontoppidan fordømmer som "eventyrlige Forestillinger om Livet og dets Krav".

Derfor burde Enslev og hans Gærning være blevet reddet fra at inddrages i den pessimistiske Stemning, som Forfatteren vistnok føler dybt og oprigtigt, men som af Læseren efterhaanden kendes som en Teori. Men en Teori er et dødt Rige i Kunsten, – den er selve De Dødes Rige.

Og udenfor det trænger Livet paa og vil fremad, mørkt og tyst, rigt og fattigt, med sine Haab og sine Skuffelser, sine Glæder og sine Klager, en evig ung, en fræk, despotisk Hersker. Maaske sidder de Fjer, som det smykker sig med, ikke dybt i det, – men lad os ikke plukke dem af, de volder os dog Glæde.

Og føler vi saa – som vi nu gør – Enslevs Tanker om Lov og Ret gennemstraale den hele Udvikling, maa vi, efter fattig Evne, prise os lykkelige, saa længe vi kan.

Det Mørke, der kommer, og som sagtens vil opsluge os alle, har han i hvert Fald ingen Del i.

 

 
[1] mest: kronikken har: udelukkende tilbage
[2] citatet fra s.159 er udeladt i bogudgaven. tilbage
[3] Men: kronikken har: Og tilbage
[4] ser: kronikken har: er – en trykfejl? tilbage
[5] dukker: kronikken har: trænger tilbage
[6] Men: kronikken har: Og tilbage
[7] fjendsk: kronikken har: fjendsk og hadefuld tilbage
[8] politisk: kronikken har: politisk og folkelig tilbage
[9] Folkets: kronikken har: dets tilbage