Veteraner

Henrik Pontoppidan: Storeholt

For en Læser, der selv er kommet et godt Stykke op i Aarene, har det noget spændende at se, hvad den ganske unge Litteratur fører i Skjoldet. Men han er næsten endnu mere nysgerrig efter at vide, hvordan de, der har hans egne Aar og Erfaringer og lidt til, dømmer om den Nutid, hvis Forudsætninger de er fortrolige med. Til syvende og sidst er det dog kun ens egen Generation, man ret forstaar og forstaas af.

I dette Efteraars Litteratur har tre saadanne Veteraner ladet høre fra sig med tre, hver paa sin Vis, lærerige Bøger. Det er Jakob Knudsen med Ungdom, Karl Gjellerup med Rudolph Stens Landpraxis og nu i Dag Henrik Pontoppidan med Storeholt.

Jeg beder udtrykkelig bemærke, at jeg siger Veteraner, altsaa kraftige Folk, der har været med før, og ikke Invalider, udbrugte Arbejdere, der har gjort sig fortjent til en Alderdomsunderstøttelse. De tre Herrer er alle i deres blomstrende Alder mellem 50 og 60 Aar.

De har ogsaa det tilfælles, at de er Præstesønner alle tre. Nu er det ganske vist længe siden, at de danske Præstegaarde ansaas for Litteraturens Planteskole. Med al Respekt for Holberg og Oehlenschläger og et Par andre Lægbrødre kan den ældre danske Litteratur i kort Begreb betegnes som en Bog i to Kapitler, hvoraf det første er skrevet af Præsten, al boglig Dannelses Bedstefader her i Landet, og det andet af hans Søn, der var det nittende Aarhundredes Kulturtype indtil 1870, da Piben, som bekendt, fik en anden Lyd. Siden da har det vistnok været en almindelig Opfattelse, som i en af Pontoppidans Bøger udtrykkes af en, saavidt jeg husker, jødisk Københavner med de Ord, at det aldrig er værd at have for megen Fidus til Afkommet af de danske Præstegaarde.

Alligevel skal det efter en Kronik om Præstegaarde (i København for i Mandags) være statistisk godtgjort, at Præstegaardene baade her og i andre Lande fremdeles afgiver talrigt og brugeligt Mandskab til Kulturens Hær. Og hvor det gælder at give et digterisk eller videnskabeligt Helhedsbillede af selve denne nationale Kultur, har Præstens Søn aabenbart vedblivende den Fordel, at han som født midt i Landet, mellem Kulturens to Lag, det akademiske og det folkelige, har Føling til begge Sider. (Selv om han netop derfor fra begge Sider maa høre, at han ikke har forstaaet nogen af dem til Bunds).

Ud fra denne naturlige Samfølelse med det hele danske Land og dets Befolkning og ikke blot med Hovedstaden eller Hjemstavnen, har Pontoppidan skrevet sine to Hovedværker Det forjættede Land og Lykke-Per og ruster sig nu efter en Pause til et tredie, en "Fortælling-Kreds", hvis første Bind Torben og Jytte, udkom i Fjor og hvoraf den nu foreliggende Bog Storeholt er anden Del.

Det er en Ulempe ved denne Udgivelsesmaade, at hvert enkelt Bind, hver "Fortælling", ved sin Fremtræden giver et Løfte om en Helhed, som dets Indhold ikke kan opfylde. Men det er en Fordel, at man saaledes tydeligere kan se Forfatteren bygge.

Henrik Pontoppidan bygger. Det gør ikke enhver, der skriver en tyk Bog i flere Bind. Han koger maaske bare en langstrakt Suppe. Der skal som bekendt Plan til at bygge. Kunstneren maa i hver Del kunne se Helheden, hvad der sikkert er lettere for en Arkitekt, der kan slaa hele Tegningen op paa Væggen i sit Værksted, end for en Skribent, der maa fastholde det flimrende Omrids for Øjet. Han maa maale og veje ulegemlige Stoffer, tumle med Luftbilleder som med Stene, udskyde nogle Figurer og indsætte andre, eftersom Værkets Lov og Ide og ikke hans egen Smag og personlige Forudsætninger byder. Der skal Humør til at bygge. Et godt sejgt Haandværkersmil til at sidde ganske stille bag Værket og lytte til Publikummets Diskussion, som Apelles1 bag ved sin halv færdige Tavle – eller som Kultusministeren2 bag Konsistorium, vel vidende, at det er En selv, der bestemmer om, hvordan og hvornaar der skal sættes Spir paa Hansen3.

Det maa haabes, at Pontoppidan vil give sig gode Stunder med sin nye Bygning. Han er med de to nu udgivne Bind ikke naaet videre, end at man skimter dens Omrids.

Ligesom hans to foregaaende Storbøger steg op af selve Tidens – Aarhundredslutningens – aandelige og politiske Gæring som samtidige, men historiske Mindesmærker, er den nye Fortællingkreds planlagt som et Monument over Tiden efter Aarhundredskiftet og den dermed fulgte politiske Systemforandring. Den tegner endda til at blive en Kende mere politisk end sine Forgængere. I Det forjættede Land og Lykke-Per har Pontoppidan havt at gøre med to mere religiøse end politiske Aandsmagter, som har præget hans og hans Slægtleds Dannelse og Tænkemaade, Naturalismen og Individualismen. Med den fanatiske Dialektik, hvorved han og han alene af alle danske Skribenter er Henrik Ibsens Ligemand, og med en personlig Medfølelse, som Ibsen først naaede eller vandt tilbage i sine seneste Arbejder, blotter han det syge Sted, Galskabspunktet, i Sandheden og viser Livets og Virkelighedens Sprængning under Fantasteriet: Overtroen paa Naturen ("Tolstoj") og paa den selvherlige Genius ("Nietzsche"). Heraf disse Værkers Patos. Det er ikke givet, at Pontoppidan i det nye Værk vil kunne udvikle en lignende Lidenskab. Den mest patetiske Figur, man hidtil har lært at kende, er en halvforrykt Præst, der har maattet opgive sit Embede paa Grund af usædeligt Levned.

Sigtet er i de to nye Bind taget lavere eller bredere. Det gælder ikke en personlig Ide, men et politisk System, den sejrende Demokratisme. Brikkerne i dette Spil er stillede saaledes op. I første Del træffer man – foruden den uregelmæssige Præst – kun den ene Fløj af den fremrykkende Hær i Repræsentanterne for Overklassens liberale og radikale Intelligens. Af disse synes dog den mest fremtrædende, det udpegede Minister-Emne Godsejer, cand.jur. Torben Dihmer ved sin Sygelighed og sin Skepsis lidet egnet til at tage politisk Affære. I andet Bind kommer hertil den anden Fløj, de "fra Hytterne", Efterkommerne af Smeden fra Enslev, den radikale Partihøvding Tyge Enslev og hans Brodersønner, den fritænkeriske Doktor Gaardbo med hans "Sjælehelse" og hans Broder Præsten, der er kristelig Socialist. I Stedet for Torben, der er fraværende, finder man her en anden – ikke mindre medtagen – liberal Herremand, den økonomisk ødelagte Ejer af Slægtsgaarden Storeholt, der ved at vælges til Rigsdagsmand foreløbig reddes fra Undergang. I den Tale, hvormed den gamle Fører sætter dette Valg igennem imod sin fromme Brodersøn og ryster de kære ornatklædte Medarbejdere af sig, indvarsles maaske de kommende Deles Politik (Stat og Kirke?) Hermed stemmer det nærværende Binds Slutningstableau, den Lussing, hvormed den djærve Doktor besvarer sin Broder Præstens Banstraale. For Højremænd har Bogen hidtil været saa ren som en Folkethingssal; ogsaa det egentlige Venstre, Gaardmændenes og Skolelærernes, holdes i Baggrunden, men fornemmes bag Skyerne i sin Jupiter, Regeringschefen Tyrstrup, der vil grundlægge et Jovialitetens Tusindaarsrige. Der er hidtil i Bogen kun Herremands- og Husmandsslægt.

Den betydeligste og mest betydende af Bogens Figurer er imidlertid ingen af disse Mandfolk, men en ung Kvinde, Jytte Abildgaard, en af forrige Binds Titelfigurer. I denne fine og ubeslutsomme Pige, der har studeret uden at vide, hvad hun skal bruge sine Kundskaber til, og som i første Bind lader Torben og i dette den unge Præst fare, har Pontoppidan ikke blot villet give et Billede af en særlig kvindelig Nutidssygdom, en Art Vandskræk for Tilværelsen, men udtrykt noget mere almenmenneskeligt, nemlig Livsangsten. Man kender dette "Spøgelse" fra Pontoppidans tidligere Bøger, ikke blot fra den lille Roman, der hedder saaledes. Og da denne Følelse ogsaa træder frem paa andre Steder, i Skildringen af Torbens Sygdom, hvormed første Del begynder, tror man heri at have hørt Værkets sjælelige Undertone. Om det vil lykkes Forfatteren at mane sine Mandsnerver ind i denne sky Pige med de honningbrune Øjne, eller om han vil give denne Skyhed eller Lede – ligesom tidligere Bedaarelsen – et mere pathetisk Udtryk i en anden mandlig Skikkelse, (Torben Dihmer?), vil Fremtiden vise. Foreløbig er det hende og ingen af de mandlige Personer, der bærer Forfatterens Vaabenmærke, den stækkede Ørn. Hun sammenlignes med "en Storfugl i Fangenskab".

Kunstnerisk rager ikke mindst det nu udkomne Bind betydeligt op over de to jævnaldrende Forfatteres sidste Romaner. Sproget ligger endnu fast under denne Prosa-Mester som et Gulv, der ikke gynger. Man ser det af hans Billedstil, der er i en sjælden Grad organisk, i Forstaaelse med Modersmaalets Grundkarakter. Det danske Sprog er oprindelig et Bondemaal, præget af Livet under aaben Himmel med landlige Sysler. Pontoppidans Nyskabelser – i al Fald i en Bog, der som denne udelukkende foregaar i landlige Kredse – er derfor afgjort "agrariske" (en "grisefed" Mand; et Par store tunge "Oxeøjne"; menneskefjendsk "som en Bindehund"; Børnene "boltrer sig i Jorden ligesom Spurve" osv.) Af Smedens Hjem, Doktorens Blegeplads, Præstens Studereværelse gives i tre fire Linier de sikreste Interiører. Bifigurerne kan synes mindre skarpt opfattede end i de tidligere Værker, hvor de ofte er Portrætter. Til Gengæld bliver de her stundom gennemsigtige som Symboler. Saaledes tegner der sig efterhaanden et meget tydeligt Billede af den lille, hæslige, latterligt udpyntede Frk. Søholm: en Tudse i moireret Silkechenille og med "Esprit". Men i Lyden af den Fløjte, hvorpaa dette Dyr for sin Sundheds Skyld daglig øver sig, klinger "en fattig Sjæls usle Dødsfrygt". Det lyder i Ensomheden paa den forladte Gaard for Jyttes Ører som "en Spottelatter over hende selv og den hele Menneskeslægt med dens Fastklamren til et Liv saa fuldt af Gru."

Vilh. Andersen

 

 
[1] Apelles: græsk maler der levede på Alexander den Stores tid. tilbage
[2] Kultusministeren: S. Keiser-Nielsen var kultusminister 1913-16 i Zahles regering. tilbage
[3] sætte Spir paa Hansen: formodentlig hentydning til brygger Carl Jacobsens omstridte plan om at sætte et spir på C.F. Hansens Frue kirke i København. Planen blev først opgivet da Jacobsen døde 11.1.1914. tilbage