Enslevs Død

Henrik Pontoppidans nye Bog

En Fortælling-Kreds. IV. Enslevs Død. Af Henrik Pontoppidan. G.B.N.F.

Den udmærkede Forfatter har for saa vidt paany skuffet sine talrige Læsere, som det i Gaar udkomne nye Bind – det fjerde i Rækken – af hans store "Fortælling-Kreds" heller ikke bringer Afslutningen paa Romanen. Forf. har ikke engang endnu samlet de enkelte Dele til en Helhed under et fælles Navn. Hvert Afsnit bærer sin Titel efter den Person eller de Personer, der er de centrale i Fortællingen, men selvfølgelig optræder ogsaa de andre af Handlingens Bærere i mere eller mindre fremspringende Relief. Med fast Haand tumler Forf. med sit store Galleri af levende Mennesker, og man sporer maaske nok i det foreliggende Bind, at de forskellige Traade er i Færd med at løbe sammen til den kunstneriske Billedvæv, der vil give "Fortælling-Kredsen" en sideordnet Plads hos Det forjættede Land og Lykke-Per, Digterens to store Hovedværker. Alligevel turde det være for tidligt at udtale noget afgørende om denne Tidsskildrings endelige Maal. Endnu ligesom vakler Romanen imellem Politik og Erotik, for at nævne de tvende Pulsaarer i Handlingen. Var man til en Begyndelse fristet til at lægge Vægten paa "Torbens og Jyttes" Livsskæbner, har den politiske Islæt i Væven efterhaanden gjort sig stærkere og stærkere gældende. Det nye Bind bærer jo ogsaa Politikeren Enslevs Navn, og Beretningen om hans sidste Kamp mod det frembrydende – og som det synes: sejrende – Præstevælde vil maaske ad Aare, naar Afslutningen virkelig kommer, vise sig at være Henrik Pontoppidans inderste Tanke. Som den Digter og Menneskeskildrer, han er, har han imidlertid taget hele sin brogede Samtid med op til Behandling. Han strejfer mangfoldige Nutids-Foreteelser, og der er i rig Grad Repræsentanter for vore Dages Individer i de mest forskellige Samfundslag. For at bruge et Ord, der har faaet særlig Kurs nu om Stunder, ejer Pontoppidan en skikkelsedannende Evne som næppe nogen anden nulevende dansk Skribent.

Hans trofaste Læsere, der – trods den fortvivlede Udstykning i mindre Partier – med Spænding har fulgt dette store Tids- og Sædemaleri, vil i det nye Bind finde saa godt som alle Romanens Personer paany og vil kunne følge deres Tilskikkelser et Stykke paa Vej igen. Vi begynder med de to Brødre Gaardbo, Præsten og Lægen, og ser, hvorledes Knuden yderligere strammes for begges Vedkommende. I et kort Glimt dukker Parvenuen Kaffe-Millionæren Søholm og Familie atter frem, men Interessen fængsles dog ulige stærkere af den unge Jytte Abildgaards Mona Lisa-agtige Smil, og det vil volde mange af Bogens Venner Sorg at se hende falde for den degenererede Portrætmaler Karsten Froms ihærdige Angreb. Man havde undet hende en bedre Skæbne og forøvrigt ogsaa tiltroet hende større Modstandsevne. Imidlertid, Enden er jo ikke endda. Naar det bebudes, at Romanens sidste Bind skal hedde Favsingholm, kunde det vel hænde, at ogsaa hun stævner her til Møde med Torben Dihmer.

Med Gejstlighedens Skræk, Vækkelsesprædikanten Mads Vestrup, en af Bogens mest typiske Figurer, nærmer vi os dernæst til Kampen paa den politiske Arena. Det radikale Partis Hovedorgan, "Den femte Juni", Enslevs gamle Blad, har, som man vil mindes, ikke taget i Betænkning at spekulere i den Sensation, Mads Vestrup har vakt i Hovedstaden. Den kunstneriske Bohême, der her ligesom i Paris bliver grebet af religiøse Anfægtelser – nu og da rigtignok af temmelig løs og tvivlsom Art – har jo ogsaa været Præstens Tilhørere. Men "Den femte Juni" er ikke at stole paa. Redaktør Samuelsen, der er forbitret over, at Enslev ikke har villet give ham Lov til at udvide Bladet med et koloreret Søndagsnummer, et Sportstillæg og "den øvrige amerikanske Negerjournalistik, som det var hans Drøm at indføre her i Landet", sælger sig endogsaa tilsidst til det store nye kristelige Dagblad, der – med en halv Million til Anlægskapital – skal knække baade Enslevs og hans Blads Magt. Det moderate Venstreparti med Tyrstrup i Spidsen har allieret sig med Præsteskabet, og i det store Rigsdagsopgør – et af Romanens Brændpunkter – taber Enslev og trækker sig tilbage til sin Hule for at dø. Et af den gamle Politikers sidste Ord lyder saaledes: "Jeg overgiver uden Bekymring mit Livsarbejde til Historiens Dom. At det nye Folkestyre ikke forvandlede Landet til et lavloftet Degnedømme – det er min Fortjeneste. Den Gerning vil Eftertiden en Gang regne mig til Ære."

Er disse Enslevs Ord Romanens Grundtanke? Naar Bogen er sluttet og kan ses i Forhold til Henrik Pontoppidans øvrige Forfatterskab, vil man kunne give Svaret.

Foreløbig maa det staa for Enslevs personlige Regning, at han i sit "ligesom uvejrsbelyste Udsyn" over Danmarks Historie i de sidste hundrede Aar vil paastaa, at alle tidligere Forsøg fra Kirkens Side paa at tiltvinge sig Førerskabet i Landet har været Forbud paa¹ nationale Sammenbrud. Enslev vil saaledes – af flere Grunde – ikke kunne forsvare, hvad han siger om "Grundtvigs kværulerende Vækkelse i Aarhundredets Begyndelse umiddelbart før Statsbankerotten". Og selv om ganske vist "en bispeklædt Mand stod ved Roret i Ulykkesaaret 1864", kan Enslev ikke sige, at "det politiske Kirkeregimente i Aarhundredets Midte førte til den store Krigsulykke i Treserne". Hvor dybt Søren Kierkegaards Virksomhed end greb baade "den enkelte" og de enkelte, var der under de nationalliberales Herredømme intet Præstevælde her til Lands. Tværtimod. Vandene skiltes først efter 1870. Den Fremrykning af Præsteskabet, Henrik Pontoppidan skildrer i sin nye Roman, er endogsaa flere Aartier yngre.

Der falder mange bitre Ord fra de handlende Personers Side om de "Bønder, Skolelærere og andre politiske Dilettanter, som vi nu regeres af, og som har bragt det folkelige Selvstyre i Miskredit". Der spørges med Henrik Ibsen, om vi ikke befinder os paa en Dødssejler, der en skønne Dag gaar til Bunds med os allesammen. Den "naragtige Mirakeltro paa Lovgivningsmagtens Velsignelser" faar ingen blid Omtale heller. Og det er ikke alene Danmark, der staar for Fald. Staar vi ikke foran en Verdenskatastrofe? Har det saakaldte civiliserede Samfund ikke i de sidste hundrede Aar – som en afsindig arbejdet paa sin egen Undergang?

Som man vil mindes fra Romanens tidligere Afsnit har Henrik Pontoppidan søgt overalt at skabe Typer, og man vil ikke finde hverken levende eller historiske Modeller i hans Bog. Naturligvis kan man personfæste kendte Træk i flere af de optrædende Figurer, men med en beundringsværdig Overlegenhed har Forf. undgaaet ethvert Portræt. Man kan saa f. Eks. sammenligne den nuværende "Vekselmægler" Anton Bjerreby, Enslevs nære Ven og tidligere Journalist i "Den femte Juni", med den formentlige Original, men Skikkelsen staar fuldstændig fri og selvstændig. Selv den glubende Skildring af Rigsdagsmanden Gjærup, der støder Enslev Dolken i Ryggen, er ubestridt blevet til en Type. Saaledes er jo Enslev selv hverken Berg eller Hørup – af Ydre næsten Johan Sverdrup – men Repræsentanten for Kampen imod Præsteskabet med mange Tidstypers forenede Træk.

Henrik Pontoppidan beder sine Læsere undskylde, at de har maattet vente saa længe paa dette Afsnit af Romanen. Forhaabentlig er da den Sygdom, som Forf. siger har forhalet Afslutningen, nu hævet. Alle vil ønske, at Digteren med sine fulde aandelige og legemlige Kræfter maa kunne fuldende denne mærkelige Tidsskildring.

Otto Borchsenius