Toldere og Syndere

Henrik Pontoppidans nye Bog

Toldere og Syndere. 260 S. Gyldendal.

Pontoppidans nye Roman er det næstsidste Led i den store Fortælling-Kres, der begyndte med Torben og Jytte og tænkes afsluttet til Foraaret med et Bind betitlet Enslevs Død.

Man kender fra Storeholt den mærkelige Enslev-figur: det radikale Partis bondefødte Høvding, en stejl og ensom Personlighed, der ser sine Idealer besudles og forvanskes i Hænderne paa smaa politiske Strugglere, og hvem dette Syn gør sjælesyg af Væmmelse og Foragt.

I Toldere og Syndere er han Hovedpersonen – selv over de Partier af Bogen, hvor han ikke er nærværende, hviler hans Skygge, der gør de andre i sig selv ikke storladne Skikkelser endnu mindre. Han er nu helt nedbrudt og bitter, lever den stadige Patients tilbagetrukne Liv, men er stadig Partiets Store, Garanten for dets Politik. Indtil han for at faa Hævn over den Akkordens Aand, der er inkarneret i hans Medbejler til Høvdingeværdigheden, kategorisk opgiver Formandsskabet – og tillige udmelder sig af Partiet. Denne Figur er tegnet med en saadan Energi og en saadan Sikkerhed, at Bruddet imellem ham og hans tidligere Fæller virker dybt dramatisk.

Ellers er Romanens Handlingstraade ikke spundne syndeligt stærkt: Om Jytte, den kvindelige Hovedperson fra første Bind, hører man ikke saa lidt, men kun om hendes Betænkeligheder ved at overgive sig til Livet. Hun søger stadig "en Sjælens Tvillingbroder", men uden Resultat. Til Dels af Trods imod Moderen, hvis Advarsler saarer hende, begynder hun at opmuntre en skørtejagende ung Kunstmalers Kurmageri, dog uden at foretage noget afgørende Skridt. Man forstaar, at han kun er tænkt som en Episode, og undrer sig en Smule over, at denne ikke kunde overstaas lidt hurtigere. For hendes Fætter, den ubegavede Jægermester, der har forbrudt sig imod Slægten ved at sælge Stamgodset "Storeholt" til sin Svigerfader, en gemen Opkomling af en Kaffegrosserer, sker der en hel Del mere. Han griber sin entreprenante Hustru i Utroskab og faar derover et Raserianfald, som resulterer i Gummicellen. Man møder desuden igen den velkendte forhenværende Præst, nu vandrende Apostel, Mads Vestrup, der straks ved sin Ankomst til Hovedstaden med Jyllandstoget fordømmende udbryder: "Helvede! Helvede!", og som i Bogens Slutning redder en sølle Knejpesangerinde, der har villet drukne sig, og sniger sig bort fra Anerkendelsen for sin Bedrift.

Han danner derved Korrelativet til Personlistens mange "Toldere og Syndere", der til Livsmotto kunde anvende Adam Homos selvvalgte Gravskrift Esse, non videri med nøjagtig samme Ret som han. Overhovedet er Pontoppidans Slægtskab med Paludan-Müller jo paafaldende: samme Stolthed, men ogsaa samme Drag af en til Tider vel stram Puritanisme. Denne Aand spøger ogsaa undertiden i selve Pontoppidans Stil som en lidt pinlig puristisk Afholdenhed, der kan sætte saadanne stikkende Blomster som denne Stavemaade: Ministersjefen.

En Bagatel, men noget af et Symptom.

Kai F.-M.