Torben og Jytte

Lørdags-Føljeton. Nye Bøger

Henrik Pontoppidan: Torben og Jytte. (Gyldendal. – Nordisk Forlag).

Ligesom Holger Drachmann, J.P. Jacobsen og Sophus Schandorph trods al indbyrdes Forskellighed staar sammen i den almene Bevidsthed, naar Tankerne gaar tilbage til Halvfjerdsernes Brydningstider, danner for det følgende Tiaars Vedkommende Karl Gjellerup, Herman Bang og Henrik Pontoppidan et nyt Kløverblad. Disse tre samtidige er ikke mindre end deres nærmeste Forgængere højst uensartede Individualiteter, men én Ting har de imidlertid tilfælles: de er alle udmærkede Fortællere. Om Herman Bang er det overflødigt at tale. I Anledning af hans Død har hans bedste Romaner og Fortællinger nylig været paa alles Læber. Karl Gjellerups Forfattervirksomhed har et mere broget Præg. Men Fortællinger som "Romulus", "G-Dur", "Minna", "Møllen" og nu sidst hans store indiske Roman "Verdensvandrerne" vil altid indtage en fremragende Plads i hans Digtning. Paa samme Vis har Henrik Pontoppidan med sine to store tidshistoriske Romaner "Det forjættede Land" og "Lykke-Per" ligesom sat Kronen paa hele sin digteriske Produktion. Man forstaar derfor, med hvilken Opmærksomhed og Spænding hans nye Bog "Torben og Jytte", er blevet modtaget fra alle Sider. Forf. kalder den selv første Led af "en Fortælling-Kreds", og naar man har læst den i og for sig ikke særlig omfangsrige Fortælling, er man ogsaa klar over, at Pontoppidan her atter har gjort Begyndelsen til et – formentlig større – Billede fra vore Dages Liv og Færd.

Hvad der der tilladt Jupiter, er derfor ikke tilladt alle og enhver, siger omtrent et gammelt Ord. Det er saaledes sikkert en mindre heldig Skik, som mange af Nutidens Forfattere er komne ind paa, fra Bog til Bog at spænde en Tids eller en Slægts Historie ud over et større eller mindre Aaremaal. Der gives jo dog endnu gode og interesserede Læsere, der gerne vil følge med det nye i Litteraturen, og som altsaa paa én Gang har en halv Snes Bøger eller mere løbende i deres Hukommelse. Det er, som om man paa én Gang vilde læse en ti, tolv Dagbladsføljetoner og fra Dag til Dag holde Rede paa de optrædende Personers Handlinger og Tilskikkelser. Er det egentlig ikke lovlig fordringsfuldt af de gode Skribenter at forlange sligt? I gamle Dage lod Digterne deres enkelte Bøger være et afsluttet Hele.

Over Henrik Pontoppidans stykkevise Udgivelse af "Lykke-Per" var der imidlertid kun faa, der klagede. Den udmærkede Fortællers Navn og de første Binds ikke mindre udmærkede Egenskaber afvæbnede alle Læseverdenens Anker. Den ellers saa forkætrede Udgivelsesmaade gav tværtimod næsten Romanen ny Tiltrækning. Man prøvede fra Del til Del at gætte sig til, hvad Digteren denne Gang havde paa Hjerte, hvad han vilde med sin Tids-Helt – og fremfor alt – hvorledes han vilde afslutte Pers Livsbane. Vidste Forfatteren det selv? Eller havde han skudt sit Fartøj fra Land og hejst Sejl, for derpaa at overlade det til Vinden (og Fantasien), hvorhen den vilde bære ham. Om alle disse Spørgsmaal var der i mangfoldige Hjem en levende Meningsudveksling, saa længe de enkelte Bind fulgte efter hinanden. Og saaledes vil det utvivlsomt atter nu gaa med den nye Cyklus eller "Fortælling-Kreds". Hvem vil kunne spaa rigtigst om Historiens Kurs?

Fortællingens Hovedhandling kan gives i faa Ord. En ung Godsejer har været dødelig syg, men vender ved en Vens og Læges Hjælp atter tilbage til Livet. Som hos alle Rekonvalescenter faar Tilværelsen en dobbelt Sødme for ham efter Sygdommen, og en ung Pige, han nu og da har været sammen med og følt sig tiltrukket af, staar med ét for ham som Livets Maal. Han søger hende paa den skønne Azur-Kyst, Revieraen, og tror allerede at have grebet sin Lykke, da hun skælmsak trækker sig ind i sig selv og bryder sit allerede givne Ord til ham. Er det denne Kvindes Psykologi, der skal være Romanens Kærne? Vil Digteren lodde Dybderne i en mimoseagtig kvindelig Sjæl? Naturligvis vil vi komme til at høre nærmere om Jytte, men Bogens Tyngdepunkt vil dog næppe komme til at ligge her. Heller ikke vil den jyske Præst, der bukker under for sine Lidenskaber og – ligesom Oftedal i Stavanger – aflægger sin Syndsbekendelse i Kordøren, blive den afgørende Part, allerede fordi Kielland tidligere har behandlet Æmnet. Men Præstens Kamp imod Statskirken vil dog nok sætte sine Spor i Bogen. Det er endelig heller ikke sandsynligt, at Satiren over vore Dages forskellige Sundheds-Systemer a la J.P. Müller og andre vil komme til at spille mere end en forbigaaende Rolle. Derimod tager man næppe fejl, naar det først og fremmest bliver et politisk Tidsbillede, Forfatteren har Sigte paa. Der er en udmærket Figur i Selskabet nede ved Middelhavet, en jødisk Politiker, der interesserer sig for det hele Evropas eller den gamle Verdens politiske Begivenheder og særlig har travlt med de hjemlige Forhold. Selv er han umulig paa en Valgtribune, men som Parti-Agent er han uovertræffelig. Han tilbyder da ogsaa den unge Godsejer Torben en Valgkreds, og her kommer sikkert Slaget til at staa. Forf. har ført sin Handling lige op til vore Dage. Man vil med Spænding imødese, hvad denne uafhængige og skarptskuende Aand vil dømme om Dagen og Timen.

Det er jo ikke mindst Henrik Pontoppidans Styrke, at han staar frit og ubundet overfor alt Partivæsen. Man kan tvistes om, hvorvidt han har Ret, naar han ligesom Henrik Ibsen vil mene, at den er stærkest, som staar alene. Andre Naturer naa'r længst, naar de løfter i Flok. Men i disse de senere Aars uhyre splittede Forhold paa alle Omraader vil man kunne forstaa, at en Digter trækker sig ind i sig selv og skyr saavel Partiparole som Klikehensyn. Klake behøver Henrik Pontoppidan ikke. Hans Forfattervirksomhed er saa anerkendt, at selv en Bladfjende ikke vilde vove at angribe ham. Han kan derfor rolig og uantastet sige sin oprigtige Mening. Alle vil med Opmærksomhed lytte til hans Tale og prøve hans Dom.

Der er overhovedet vel næppe nogen nulevende Forfatter, der nyder Pontoppidans Anseelse. Hans Radikalisme har dybere Rødder end Sensations- og Spekulationspressens Salon- og Laksko Radikalisme. Han bunder selv ude i Folket, og Kampen mod Provisorietidens Uret har sat kendelige Mærker i alt, hvad han skriver. Han bliver aldrig en Forkynder, der viser Himlen blaa og synger Glæde og Fortrøstning ind i Sindene. Han er en Tugter af det faldne og forløjede i sin Samtid, og naar han kun ikke i sin Forfølgelse af den forlorne Sentimentalitet kommer til at volde den ægte Følelse Fortræd – man kan jo kaste Barnet ud med Badevandet – er han paa sin Vis en Sundhedskilde herhjemme. Som Digter er han den vilde og frie Fugl, der stryger hen over det tomme Samfunds Hoved. Dens Varselsrøst skal ingen overhøre.

Henrik Pontoppidan har i det sidste Aars Tid efter en farlig og langvarig Sygdom selv været paa Udfærd i fremmede Lande. Hans "Torben og Jytte" bærer Mindelser baade efter overstandne Lidelser og af personlige Indtryk fra Sydens helsebringende Luft. En Digter skaber jo intet, uden at det har Rod i ham selv. Til Lykke for vor Litteratur staar da altsaa nu Henrik Pontoppidan sund og frisk i Hjemmet. Atter har han lagt Haanden paa sin Plov for at pløje ned i sit Hjemlands Jord. Hans nye Bog er hans første Hilsen til os. Maatte han faa Glæde af den, og maatte den ligesom "Det forjættede Land" og "Lykke-Per" blive et ægte Pontoppidansk Digterværk.

Otto Borchsenius.