Storeholt

Henrik Pontoppidans ny Bog

Henrik Pontoppidan: Storeholt. Fortælling. 291 S. (G.B.N.F.).

Den "Fortælling-Kres", som Pontoppidan i Fjor paabegyndte med Torben og Jytte, fortsættes med Romanen Storeholt, der udkom i Gaar. Men denne Bog kan læses som et selvstændigt Hele: af den første Romans Mennesker er væsentlig kun den smukke og kloge Jytte og hendes gamle Moder taget over i den ny, og deres Forhistorie savnes ikke.

De to Damer er vendte tilbage fra deres Udenlandsrejse og tager nu Ophold paa deres Fædrenegaard Storeholt paa Fyn, da Jytte efter Brudet med Torben Dihmer vil undgaa Kjøbenhavn. Gaarden ejes af Jyttes Fætter, Jægermester John Hagen, en ubetydelig, halvkomisk Agrar, der lader Gaarden og Godset forfalde, medens han sysler med haabløse Opfindelser. Han er gift med en Datter af en rig kjøbenhavnsk Kaffegrosserer, et daarligt og hovmodigt Kvindemenneske, der foragter Manden og driver en ivrig Flirt med en lokal Don Juan.

Forholdene paa Gaarden er saaledes i høj Grad utrygge, og Jytte mærker snart, hvorledes det staar til. Samtidig indlader hun sig i en Slags Sympatiforhold til Stedets unge, socialistiske Præst, hvis smukke Menneskelighed tiltaler hende, medens hun frastødes af hans Religiøsitet. Da han frier til hende, bliver han afvist.

Præsten er politisk interesseret, og da Folketingsvalget nærmer sig, lader han sig opstille som Kandidat og har godt Haab om at blive valgt. Som Modkandidat faar han Jægermesteren, som i et Folketingsmandat ser den eneste Mulighed for at blive reddet fra Ruin, men hans Chancer er paa Grund af hans personlige Egenskaber kun ringe.

Da indfinder sig den gamle indflydelsesrige politiske Fører Thyge Enslev – tydeligt nok skabt af Forfatteren over Minder om Hørups Personlighed. Enslev har været Medlem af det første Venstreministerium, har derefter i nogle Aar trukket sig tilbage fra politisk Virksomhed, men da han mere og mere føler sig i Uoverensstemmelse med den moderate Regering, der nu styrer Landet, søger han at skabe et nyt Parti til Støtte for sin personlige Politik. Paa sin Rejse Landet rundt kommer han ogsaa til Storeholt, ødelægger i en Tale alle Præsters Chancer og støtter saa energisk Jægermesterens Kandidatur, at den umulige Agrar virkelig bliver valgt.

Om hans politiske Virksomhed faar man sagtens nærmere at vide i en kommende Bog.

Pontoppidans Fortællemaade virker jo ikke stærkt paa Læseren; den er Erindringskunst, mere skabt af Erfaring og Eftertanke end af Fantasi og Intuition. Forfatteren beretter mere, end han digter. Hans altid klare, altid sobre Stil kan nu og da faa et lidt falmet Udseende, men naar han – som i denne Bog – er helt fortrolig med sit Emne, ejer den en sjælden kunstnerisk Harmoni. Den giver præcis, hvad han vil give: fint og prægnant tegnede Menneskefigurer, lydefri Interiørskildringer, kloge og rammende Replikskifter. Den er kølig og fast i sin dæmpede Veltalenhed.

Men som Aandsværk kan Bogen ikke bedømmes, før Fortælling-Kresen er afsluttet, og Forfatterens Hensigt med den lagt klar.

S. L.