Enslevs Død

Henrik Pontoppidan: Enslevs Død (G.B.N.F. 1915).

Der er ved Pontoppidans Bøger noget, der bringer en til at mindes en vis Art Krigsbulletiner, hvor de meldte om et glimrende udført Angreb, hver Afdeling var paa sin Plads, alle gjorde deres Pligt, og alt klappede, som det skulde, men – ja, det staar der ikke, det bliver kun tilbage som en Art Fornemmelse: da Slaget var slut, stod man dér, hvor man begyndte, maaske havde man endog tabt en Løbegrav eller to.

Det i Fjor af nærværende Forf. udgivne Bind "Toldere og Syndere" betegnede ubetinget en saadan Tilbagegang. Om man vil finde, at Resultatet at det nu udgivne IV Bind betyder Fremgang, anser vi for tvivlsomt; og det uagtet hver Mand har staaet paa sin Post og kæmpet bravt. Pontoppidans Evne til at skildre er saa stor som nogen Sinde. Den viser sig ikke mindst over for saadanne Skikkelser som Fru Bertha, Jyttes Moder og den hjemvendte Torben Dihmer, der med faa Streger tegnes forunderlig tydeligt; det samme gælder Doktorens lille varmhjertede Hustru. I det hele vokser Pontoppidan, fra at være den absolut sikre, for ikke at sige rutinerede Fortæller, til at blive en indtagende Menneskeskildrer, naar han kan lægge sin Sympati med ind i Billedet. Det mærkes stærkt overfor Enslev. Billedet af den radikale politiske Fører var hidtil alt andet end klart og kun periodevis kunde det fængsle. Men nu da han skal dø, formildes den ellers ofte saa ubønhørlige Forfatter, og han formaar at drage os med sig, naar han steder Enslev til Hvile "med fuld Honnør" som "den sidste Høvding fra en heroisk Tid".

Hvad de onde i Historien angaar, da er Resultatet unægteligt mindre tilfredsstillende. Det er paa Forhaand givet, at Fritænkerne har tilegnet sig alle Dyder, saa det er ikke underligt, at der ikke kan blive stort tilbage til de Kristne. Er der en Mand og en Kone, der ikke lader deres Børn døbe, saa er de dermed assurerede mod alt, hvad der er lavt; Manden møder selvfølgelig et anskudt blødende Dyr og ender dets Smerte; han tænker alle gode Tanker over for Menneskene. For Modsætningens Skyld bliver det da nødvendigt, at Broderen, der er Præst, er baade dum og tarvelig i sin Tankegang, og det siges udtrykkelig, at han er blevet saadan i Kraft af sin Kristendom. Men som om dette ikke var nok, sørges der for en yderligere Belastning af Kristendommens Konto: Er der en rigtig raa og gemen Mand (som Godsejer og Kaffegrosserer Søholm), saa gaar han (ganske usandsynligt) til Alters; er der en ualmindelig dum og egenkærlig Kvinde, saa prædiker hun bestandig, som Frøken Søholm "med sit mest forhærdede Menighedsansigt"; og er der endelig en sekterisk Bodsprædikant, som man dog hidtil har anset for at være en ærlig Mand, saa lader han sig dog straks købe af Biskoppen og hans Hjælper.

Denne Facon, som vi i sin Tid var saa vant til, f. Eks. fra Kiellands senere Bøger, har utvivlsomt sine Fordele. Det maa jo bl. a. gøre det lettere. Men det vilde være urigtigt at sige, at det øger Spændingen. Det hele nærmer sig undertiden til en ny Form for en vis Art "Søndagsskole-Litteratur", kun at det her er de Kristne, der er de onde (og dumme) og Fritænkerne, der er de gode (og meget begavede). Hvor lidet nøjeregnende Forf. er, ses bl. a. af, at han lader "Præsterne" hverve Samuelsen, der hidtil med Frækhed og Dygtighed har redigeret Enslevs radikale Blad, til at overtage Redaktionen af det nye kirkelige Blad, som skal komme.

Den Slags Fejlgreb – eller Tricks – virker uheldigt; de svækker Tilliden, og de øger ikke Interessen. For os Kristne er der i den Art Bøger en Fare for Selvretfærdighed. De frister os nemlig til at sige: Nej, saa ringe er vi ikke, hverken i og for sig, eller i Relation til jer Fritænkere, og de nøder os til at sige, at selv om vi var frække nok til det, saa har vi dog for megen Forstand til, at vi nogen Sinde skulde sende Bud efter en Redaktør af Hr. Samuelsen-Cavlings Art; og var vi end lurvede nok til en Dag at ville købe en ubehagelig kirkelig Kritiker bort (for 4000 Kr. aarlig!!) saa bliver det i hvert Fald ikke over for en saa ynkelig Figur som Pastor Mads Vestrup1.

Alt i alt har det ikke berørt os pinligt, at Forf. bebuder at ville slutte med næste Bind, hvor vi vel faar Afslutningen af Jyttes sikkert sørgelige Skæbne. Begyndelsen syntes os ikke lovende, og Fortsættelsen har, trods mange fortræffelige Enkeltheder, i det helt og store været Begyndelsen lig.

Hans Koch.

 
[1] Vestrup: rettet fra: Westrup tilbage