Favsingholm

Nye Bøger

Henrik Pontoppidan: Favsingholm. (G.B.N.F.)

Paa sidste Blad i denne Bog meddeles det Verden, at den Fortælling-Kreds, hvoraf "Favsingholm" udgør den femte og afsluttende Del, skal bære Fællestitlen "De dødes Rige". Der ligger heri en slaaende Selverkendelse, saasandt som Pontoppidan i een Forstand er en ganske umoderne Figur, der paa sin romantisk1 ser Guldalderen ligge bag os, medens de nuværende ringe Dage, det nuværende Skyggeophold i "de dødes Rige" skyldes en Vanslægtning, et Syndefald. Der er ikke det Gran af Udviklingssyn i Pontoppidan. Foran ham ligger kun Mørket og Nedgangen. Han komparerer ustandselig: ondt, værre, værst, med Forglemmelse af, hvad vi dog ogsaa lærte i Skolen om god, bedre, bedst. En Skikkelse som Bjørnson er hans polære Modsætning: Opgangstro og Nedgangstro, Lyssyn og Sortsyn, Kulsvier2 og Dommedagsprædikant overfor hinanden.

Hvad nu Pontoppidans Syslen her i "Favsingholm" angaar, er det Ligfærd fra Ende til anden. Hans Figurer, som i de fire foregaaende Dele, deres Livagtighed tiltrods, savdene3 Livets Aande i deres Næsebor, gaar her fuldstændig i Jorden, og Pontoppidan ordner deres Begravelse med barsk Næve, men med sorgfuldt Sind. Fredericiagade er med "Enslevs Død" ganske gaaet ud af Sagaen; den radikale Høvdings Misfostre af Lærlinge fører en giftig Kamp med det opdukkende Præstevældes Mænd, men d'Hrr. med Busseronnen (Pontoppidans Kælenavn til Præstekjolen) sejrer; Enslevs "5. Juni" overvindes af Præstebladet "Hverdagen"; det svundne Aarhundrede[s] Asgaardsrej af nye og samfundsomvæltende Tanker afløses af de kronragedes stillestaaende Procession omkring Symboler, der engang mentes dømte for stedse. Harmfuld vender Pontoppidan sig fra denne forsmædelige Offentlighed mod de Enkeltskikkelser, han selv har skabt, for at føre deres Saga til Ende.

Det bliver saa Torben og Jytte, sidste Akt; men ak, hvilken Torben og hvilken Jytte! Han en halvgal Særling, som paa "Favsingholm" dræber den sidste Livfølelse i sig selv og andre, hun nedværdiget for Livet efter et Aars saakaldede Ægteskab med Modemaleren Carsten From, som af Rædsel over sin frugtsommelige Hustrus komode-lignende Skikkelse flyer til ny og slankere Kvinder; med sorgfuld Naade lader Pontoppidan baade Helten og Heltinden fra "De dødes Rige" Bind 1 dø; hvad gør honette Folk andet, naar Livet er, som det er? Og omkring disse to Grave tuer sig andre: Kaffegrosserer Søholms, Gehejmeraadinde Abildgaards og stakkels Mads Vestrups. Med dem alle fik d'Hrr. af den sorte Kokarde Bugt. Kaffemanden ofrede en Formue paa sin Helvedsangst og fik til Løn en Teaterbegravelse fra Frue Kirke, den radikale Ministerenke omvendte sig slet og ret, og den afsatte Præst trællede sig til Døde, en moderne Samson lig, i et Bagværelse paa Præstebladets Kontor – Ynk, trefold Ynk det hele. De overlevende er enten Karikaturer eller Glansbilleder, og ingen af Delene giver en mismodig Enslev-Discipel synderlig med Humør.

Saadan er Stemningen i Pontoppidans nye Bog, en "danse macabre", hvor en afdød Radikalisme rasler hult med Knoklerne, medens Sortemændene paany staar op af Døde. Man begriber, at Tider som vore kan indjage en Mand af Pontoppidans Støbning, en uforsonlig fra Halvfjerdsernes gyldne Dage, Spøgelsefrygt. Han føler sig som mindre end en Olding, som en Afdød, der holder Mønstring over Skyggerne. Vi andre, som standhaftig tror paa, at bagved Natten dæmrer Morgenrøden, maa tro paa det, fordi vi kender dens Lys fra vor egen Oplevelse, vi dømmer Belysningen i Pontoppidans Bog som værende grundfalsk og vi gribes af Uhygge ved at se en stærk og evnerig Mand fryse til i Dødsfornemmelser, som Pontoppidan gør det. Men vi skylder vor historiske Sans og Samfølelsen med en svunden Tids overvundne at læse Bøger som disse. Med aabent Sind. Og med levende Modsigelse.

Oscar Geismar

 
[1] romantisk: her skal formentlig stå: paa sin romantiske Maade… tilbage
[2] Kulsvier: jf. Kulsviertro, betegnelsen p.gr. af den alm. opfattelse af kulsvierne som naivt troende mennesker; ubetinget, blind tro paa kirkens lærdomme; nu især: blind, kritikløs autoritetstro (i modsætn. til videnskabelig erkendelse). (ODS) tilbage
[3] savdene: formentlig: savnede tilbage