Torben og Jytte
Nye Bøger
J.L. Heiberg: Den hellige Porphyrios. – Henrik Pontoppidan: Torben og Jytte. (Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag.)
J.L. Heiberg og Henrik Pontoppidan hører til de Halvtredsaarige, som uantastede af Øjeblikkets forvirrede Svingninger roligt arbejder videre paa det Grundlag, der én Gang for alle lagdes under deres Udvikling. De har ikke Brug for den lyriske Svada til at skjule Forvirringen i deres Sjæl, deres Stil er fast og fornem, som den skabes i et Studereværelse, hvor Dørene ikke klaprer, fordi Beboeren hvert Øjeblik stormer ud og iagttager, hvilken Virkning hans Arbejde gør. Saa forskellige deres iaar udgivne Bøger end er – Professor Heibergs en lille religionshistorisk Studie, Pontoppidans det første Afsnit af en stor Roman –, de har dog det samme Præg og bæres af den samme Bestræbelse, den, at faa Menneskene til at tænke klart. I Pontoppidans Fortælling føres en ung Mand, der har troet sig haabløs syg, ved en klog Læges Haand ud fra Sygestuen med dens tunge Luft og Overtro, i Heibergs Skildring af den hellige Porphyrios, der døde som Biskop i Philisterbyen Gaza i 419, afsløres Mirakler og præstelig Snedighed med videnskabelig Ro og en stille Munterhed, Pontoppidans Bog er et Led i hans Kamp for at afsløre Tidens falske Illusioner, J.L. Heibergs er det 9de af de religionshistoriske Smaaskrifter, som en Kreds af Videnskabsmænd med saa meget Held har udsendt imod den religiøse Tankeforvirring.
Det er sværere at tale om Pontoppidans Bog end om Heibergs, "Torben og Jytte" er altfor meget en Begyndelse, til at man kan gribes helt. Det er ikke ganske korrekt, naar der paa 548 Bindet staar "en Fortælling-Kreds", hvilket maa opfattes saaledes, at det her drejer sig om en afsluttet Fortælling, der skal indgaa i et Hele, thi "Torben og Jytte" er i Virkeligheden blot Anslaget, eller maaske snarere Anslagene. Baade Torben og Jytte forberedes. Hver af dem har sin Halvdel af Bogen. Vi ser Torben paa hans Familiegaard, ganske overvældet af Følelsen af at være dødsdømt. Forgæves har han søgt Helbredelse for sin Hjertesygdom, nu har han trukket sig tilbage for at dø i Ensomhed, han studerer gamle mystiske Lægeskrifter og taler egentlig ikke med andre end en gammel taabelig Plejerske og en Præst, der er lige brutal som Menneske og som Forkynder. Ud fra dette føres han af en Ungdomsven, en fremragende Læge fra København, som opsøger ham, giver ham Troen paa, at han kan helbredes, og jager de mørke Skygger ud fra hans Sygestue. Man ser Natten flygte som i Bødtchers Digt:
Kom, lad os jage Ravnen ud,
der flagrer i vor lille Stue;
luk op for Dagens lyse Due;
fra Livet bringer den os atter Bud.
Denne Skildring er som al virkelig Romankunst paa samme Tid lyslevende og symbolsk. Denne Sygestue og den unge Patient, der med rystende Hænder famler over de støvede Bøger og er værgeløs overfor Præstens bastante Optræden – vi er med i dette, vi ser og hører, ja, vi sanser formelig Præsten, naar han tramper ind med sin Dyffelsfrakke, i hvilken Lugten derudefra Markerne hænger. Men samtidig udvider denne Stue sig og bliver Menneskenes Sind, naar vi ikke mere er Herre over vore Tanker og Stemninger, naar Sygdommen gør os ængstelige og afhængige, og de gamle Fristere møder. Ordene faar et større Omfang, som mægtige Skygger, der flakker op over Væggene, det, som siges, bliver større ved det, der anes. Saa stærkt virker den valgte Situation ved sin egen Kraft, at man endda stundom havde foretrukket lidt mere Tilbageholdenhed hos Forfatteren, det er, som om Pontoppidan var lidt for ængstelig for, at vi ikke skal forstaa ham helt, men ligemeget: dette er skrevet af en Digter, som baade vil og kan.
Saa afbrydes dette brat, og da vi atter træffer Torben, er han blevet rask. Det er dette uventede Spring, som bevirker, at Bogens 549 sidste Halvdel falder mattere end Begyndelsen. I Stedet for Skildringen af, hvorledes Torben vender tilbage til Livet – og der kunde vanskeligt tænkes interessantere Emne end denne gradvise Fornyelse hos ham, som mente, at han var færdig med alt –, i Stedet for disse hundrede Overgange og den daglige Kamp med Realiteterne, faar man Begyndelsen af Torbens og Jyttes Kærlighedshistorie. Hun usikker, en Jomfrusjæl, der flygter for Hengivelsen, en ensom Natur, som kun udløses i Musiken, han altfor hurtig i sin Tro paa at være elsket. I hans Forhold er der meget smukt; der er i hans Lettroenhed og Selvbedrag endnu ikke saa lidt af Patientens Usikkerhed og Vane til at blive føjet, det er, som om han stadig ikke træder rigtig fast paa Jorden. Hvad Jytte angaar, saa er hun ikke skildret saa meget som hun er forstaaet; som hos andre af Pontoppidans kultiverede Kvindeskikkelser siges der mere om hende, end Læseren siger til sig selv under Udviklingen af de forskellige Situationer.
Planen for det hele Værk er nu øjensynlig den, at Torben efter at have lært Tilværelsens Natside og Kærlighedens Skuffelse at kende drager ind i det danske Samfund som aktiv Politiker. Han skal som en desillusioneret Mand færdes i de Kredse, hvor man kæmper baade for Illusioner og Realiteter, men det er ikke godt at vide, hvor hans Plads til syvende og sidst vil være, fordi vi intet har faaet at vide om det afgørende Øjeblik i hans Udvikling, da han genvandt sine Kræfter.
Alligevel er det ikke blot det uvisses Spænding, man føler overfor Fortsættelsen, men ogsaa Forventning. Der findes i sidste Halvdel af den ikke meget personrige Bog en Skikkelse, som røber, at Pontoppidan har sin Ironi og sin Iagttagelsesevne i Behold. Det er en Mand, der synes at kunne blive en fortræffelig Repræsentant for de Mennesker, som ivrige, støjende, fyldte af Begejstring og med en næsten rørende Sans for Døgnets Tilskikkelser tumler omkring i vort offentlige Liv. Den søvnløse, altid spørgende, altid avislæsende Direktør Zaun med de brændende politiske Interesser – det er ikke alene hos Torben, han vækker Erindringer. "Hans Stemme med de sære Strubelyde, hans lidenskabeligt rynkede Pandehud, den Maade, hvorpaa han hvert Øjeblik nervøst trykkede Næseklemmen tilrette med hele Haanden, endelig hans Avisforslugenhed, denne abeagtige Optagethed 550 af alt det ligegyldige, der skete omkring i Verden – – –", aa, er det ham, siger vi til os selv, og i det samme føler vi en Glæde over at Pontoppidan, denne skarpe Iagttager, denne Digter med den klare Tanke og det faste Sprog atter har omgærdet en ny Kampplads i sin Digtning.
Som Lægen i "Torben og Jytte", saaledes udjager Videnskabsmanden i "Den hellige Porphyrios" Overtroens Spøgelser fra de bespændte Sind. Professor Heiberg genfortæller den Levnedsskildring, som Diakonen Markos har forfattet om sin Helt og Biskop, den nidkære, fromme og behændige Porphyrios, der fra at have været en selvplagende Eneboer blev en virksom Kirkehøvding og en Helgen. Heiberg genfortæller. Først som Filologen, der har klarlagt hver Tøddel i en vanskelig Tekst, saa som Kulturhistorikeren, hvem malende Billeder fra en svunden og vanskelig tilgængelig Periode fryder, tilsidst som Polemikeren, der afslører Lettroenhed overfor Mirakler og Undere. Kun den sikreste Viden og den urokkeligste Tænkeevne gør en Skribent saa rolig. Hvert Øjeblik er det for Læseren som sprang der Porte op, snart ind til et 1500 Aar gammelt Samfundsliv, det daglige Liv i Gaza, hvor Kristne og Hedninger kæmper paa Gader og Stræder, Hoflivet i Konstantinopel omkring den skønne Dronning Eudoxia og hendes Guldsofa, snart ind i Menneskenes Sind, den majestætiske Biskop Porphyrios, der urokkelig drager frem mellem de af ham selv arrangerede Undere, den penne-flittige Markos, som følger ham maabende i Hælene, den vidunderlige Kæmpe Baruch, der faar Prygl af Hedningerne og til Gengæld nedmejer dem med sin Knippel, da han er kommet til Kræfter.
En bestemt Periode i levende Træk, men som al virkelig Videnskab noget mere, noget alment, der har Bud til alle Tider. Ingen direkte Paavirkning af Læseren, kun af og til en sagte Latter, der ligesom klemmer sig frem i et enkelt Ord – som der, hvor Resultatet af Porphyrios' liberale Politik opgøres saaledes: "en Gevinst paa circa 300 Sjæle contant og en jævn Tilgang hvert Aar derefter".
Denne Bog virker som visse Skildringer af Anatole France, f. Eks. de i "L'étui de nacre", hvor den berømte "Le procureur de Judée" staar, den fremtræder stilfærdigt i de religionshistoriske Smaaskrifters beskedne Omslag, men den lyser over Øjeblikkets 551 Litteratur ved sin Viden, sin Overlegenhed og sin kampberedte Ironi.
Det danske Aandsliv svinger og svajer for Tiden. Det er Dagens Mode at blinke til alle Sider, og de gamle Slagord draperes med skinnende Fraser, for at de skal tage sig ud som ny. Mænd som Heiberg og Pontoppidan staar fast. Vi bør hædre dem og takke dem.
