Henrik Pontoppidan: Storeholt
Det, som først og fremmest bider sig fast i Erindringen efter Læsningen af Henrik Pontoppidans nye Bog, er ikke dens mangeartede og brogede Indhold, men Forfatterens egen Profil, som den klart og tydeligt tegner sig paa Bogens Blade. Bidskere Aasyn er sjælden set. Menneskeforagt og Haan lyser ud af Øjnene. Og Munden udspytter Ord, prægede af en helt gammelmandsagtig Modvilje mod alt det, som er af Dags Dato, og af en tilsvarende sentimental Forelskelse i de gamle Dage. Men for Pontoppidan er de gamle Dage den ranke Fritænknings, det stejle Kristendomshads Guldalder, hvor han og andre ligesindede mente at have manet Mørkemændene ned i Jorden og rammet Frihedens Bannerstage som en Pæl igennem dem. Nu synes det meste af denne Gerning spildt, Mørkemændene er atter ude, Mennskeslægten protesterer mod den sjælelige Udsultnings Evangelium. Pontoppidan ser alt dette, for Øjne har han jo i Hovedet, og han fraader. Mere energisk Hader end Pontoppidan ejer Danmark ikke i Øjeblikket.
Desværre nedsætter dette Had hans Bøgers baade kunstneriske og menneskelige Værdi. Det gør ham nemlig blind for alle Lyssiderne ved de Forhold, han skildrer, og derigennem drives Skildringen atter ud i den rene Karikatur, samtidig med at hele Bogens Stemning bliver dyster og nervehidsende. som nu f. Eks. "Storeholt". Henrik Pontoppidan har villet skildre det sidste Aartis politiske Danmark, og for hans Øjne forvandles Sagaen herom til at blive Sagaen om en Guldalder, Stortiden, da den gamle Frihedsæras Halvguder endnu levede, som nu er afløst af Smaakrybets, Intrigernes og den private Misundelses Forfaldsperiode. Denne politiske Grundopfattelse hamres fast med Tretommersøm, Læserne tvinges til at overvære Valgmøder, hvor Kabalerne trives, mens Idealerne forlængst er døde. Indtil Bogen munder ud i den bedskeste Farce, som tænkes kan. Med stor Bravour bliver den tommeste Slapsvans, Landet ejer, valgt ind i Folketinget under den sidste af de store Frihedsmænd, Tyge Enslevs udelte Velsignelse. Ogsaa for ham, Provisorieaarenes, Asgaardsrejens storsindede Tyge, er det hele bleven Smaatteri og personligt Kævl.
Saadan fugtler Pontoppidan løs til den ene Side. Hans anden Prygledreng er – selvfølgelig, kunne man sige – en Præst, hvem Pontoppidan har mistænkt for sammen med sine mere frisindede Embedsbrødre at ville benytte Frihedens Talemaader til at skabe et nyt demokratisk underbygget Præstevælde i dette Land. Pontoppidan har med Sorg set, at en og anden yngre eller ældre Præst atter tælles med, ude hvor Folkets Gerning gøres, og nu møder han da op for at lære Menigmand at frygte og sky disse ornatklædte Politikere. De er – saadan forkyndes det idelig i "Storeholt" – magtsyge Personer, som kun tager Folkets Sag forfængelig. De vil genoprette Guds Enevælde paa Jorden. Men af alt Enevælde hader Pontoppidan dette med sit uforsonligste Had. Thi dermed er1 Centrum for Mennesker lagt ud i det urørlige.
Som her sagt er Bogens Sjæl, og Pontoppidan har ikke engang gjort sig den Ulejlighed at maskere den bag en ordentlig opbygget Roman. "Storeholt" er en Stumpe Fortælling uden Hoved og Hale. Dens eneste Samlingspunkt er selve Herregaarden "Storeholt" og det Folketingsvalg, som fører dens Ejer fra Vand og Brød hen til ædlere Spiser. Paa Gaarden spadserer adskillige Mennesker rundt, Jægermesterindens Elsker Side om Side med en halvtosset Frøken, der i Sundhedsdelirium drikker en Pot Petroleum om Dagen, etc. etc., men de filmer besynderligt ud og ind uden egentlig at have noget at sige hinanden. Bogen er en Række Begivenheder, trukne paa en Snor, men den ejer ikke den store Kunsts Særmærke, det Brydningspunkt, hvor det hele mødes og fortætter sig til Liv.
Omkring paa "Storeholt" vanker ogsaa Frk. Jytte, Heltinden fra "Torben og Jytte", det første Led i den Fortælling-Kreds, som er fortsat med denne Bog. Man forstaar ikke Meningen med, at hun er anbragt ogsaa her, da hendes Skikkelse dog er altfor spinkel og interesseløs til at danne Bindeled mellem noget som helst. Men nu er hun her altsaa, oprevet og splittet af Kultur og Flirt, slank og foroverbøjet som en Gerda Wegenersk Tegning, en Tidstype maaske, men lidet egnet til i nogen Maade at vække Sympati, fordi Livsfejghed er hendes inderste Sjæl. Af den Grund, og ikke af nogen anden, er det da ogsaa, at hun haanligt afviser Præstens Frieri. En Begivenhed, som man forresten kun kan lykønske Velærværdigheden til.
Hvad det rent stilistiske angaar, er "Storeholt" ikke nær saa lydeløs i Støbningen som Pontoppidans tidligere Værker. Man mærker, at hans Haand har rystet under Udformningen af de enkelte Skikkelser. Bedst, ja helt til Fuldkommenhed, er de Personer lykkedes, som har deres Plads i Periferien, men nærmer man sig Centrum, øges Forvirringen. Hvoraf man maaske tør udlede den Grundlov, at som Kærlighed gør seende, gør Had blind. Og i Blinde arbejder ingen Kunstner godt.
Oscar Geismar.
