Torben og Jytte
Henrik Pontoppidans nye Bog
En Fortælling-Kreds af Henrik Pontoppidan. 248 S. (G.B.N.F.).
Med Glæde vil man fra alle Sider byde Henrik Pontoppidan velkommen. Vi har savnet ham længe. Hans Mands-Profil og Sinds-Klarhed kan vi saa daarligt undvære i vor urolige og mangfoldige noget opløste Tid.
Fra første Side i "Torben og Jytte" har vi ham saa ganske igen. Der er Stilens Ro og Sikkerhed, som undgaar det anelsesfulde og udflydende – som ikke maler eller parfumerer – som beskriver og fortæller med klassiske Fasthed ud fra den iøvrigt ikke udtømmende Maxime: Det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte.
Meget videre end til Velkomst naar vi rigtignok ikke denne Gang. Hvad Forf. har paa Hjertet med sin Fortælling-Kreds, faar vi ikke at vide foreløbig. "Torben og Jytte" er kun første Del eller vel snarere kun de to første Kapitler. Pontoppidan holder af at give sig god Tid. Det hører med til hans Klarhed og rolige Oversigt.
Vi faar berettet om den unge Godsejer Torben Dihmer, han sidder dødssyg paa Fausingholm, hvor den unge glatkindede medicinske Professor og den almue-smudsige Missionspræst mødes. De staar en Smule traditionelt til hinanden, de to. Men Lægen har da heller ikke andet at gøre end at give Torben tilbage til Livet ved en Mirakel-Kur. Præsten betyder mere for Historien. Vi faar at vide, hvorledes han lader sig fange af en Bondekone og siden jages med Skam fra sit Kald. Hans Fald virker ikke videre levende; til Gengæld er der Kraft og Retfærdighedsfølelse i Skildringen af hele Skikkelsen med dens groft jordbundne Himmelhigen.
Smukt staar Indtrykket af den unge Mands Opvaagnen fra Dødsstemningen til Livet, der usikkert og forvirret bliver Virkelighed for ham paany. For Miraklet sker. Som en rask ung Mand træffer han sammen med Jytte Abildgaard ved den lille Riviera-By, der er Sceneriet for Bogens anden Halvdel. Udførelsen af dette Sceneri er meget typisk for Henrik Pontoppidan. Af Rivieraens blussende og hektiske og eventyrlige Liv tager han ikke mere med, end han netop har Brug for til sin egentlige Fortælling: Impressionister og Ordmalere om Resten! endda gør Sydens Paradis-Pragt ringere Indtryk paa Personerne, end man vel kunde vente.
Jytte er Veninde af Torben Dihmer fra deres Opvæxt-Aar. Siden har der været spirende Forelskelse imellem dem, men da det kom til Afgørelsen, undveg hun ham. Hun har gaaet og baaret Kærlighed til ham siden. Men det er en Fantasi-Kærlighed. Det "vejragtige i hendes Sind" mangler Mod og Sjælssundhed til at vove sin Personlighed i Livet. Nu drages hun til ham, giver ham ogsaa et halvt Løfte. Og flyer ham saa igen. Bogen slutter med, at den unge Godsejer drager paa Rejse Jorden rundt, formodentlig i Selskab med en dejlig tysk Dame, hvem vi dog kun har hørt flygtig omtale. Men vi tør vel gaa ud fra, at det ikke er den endelige Afslutning paa hans og Jyttes Forhold.
Lyslevende er Billedet af den skønne Dame egentlig ikke. De sammensatte, de "problematiske" Kvindenaturer har aldrig været Pontoppidans Sag. Det er ikke her, at Bogens Interesse ligger. Dens Værdi er Forfatterens egen Stemme og Stemning. Nu er det sagt allerede, at han ikke giver sig stærkt hen i sin Stil. Sammenlignet med Johannes V. Jensen eller Otto Rung er den typisk tidspræget af det foregaaende Slægtleds rolige Beretnings-Form. Det vil endda ikke være vanskeligt gennem Exempler at paapege en vis Almindelighed i Udtrykket hist og her. Forf. vil næppe opfatte dette som en Indvending af Vægt. Samtidig har han nemlig en klog Vurdering og Myndighed i sit Syn paa Mennesker og Forhold, som giver ham hans ganske særlige Tiltrækning.
Han tumler overlegent med det "wellerske System", der er ved at blive Tidens Religion. Man kan indvende, at han ofrer rigelig Plads her til sin Sarkasme – især til de lange Samtaler – men da Legemsplejen virkelig er ved at blive Religion, gør han det sikkert med velberaad Hu. Mesterligt og tidstypisk er hans Billede af den lille, lidenskabelige Politiker, Direktør Zaun, "Talerstolens store Rædsel" i den liberale Forening, men en af Lederne paa Grund af sin Partitroskab og Offervillighed. Han har søgt Torben for at tilbyde ham et politisk Mandat (som frisindet og socialt interesseret Godsejer regnes han nemlig blandt Fremtidens Føreremner). Den lille, udansk vimse og lidenskabelige Mand med hans omfattende politiske Overflade-Viden og svirrende humane Interesse, der faar ham til at sluge Alverdens Aviser, er en Livsstudie af Rang. Se her et Glimt af ham:
Den lille Mand gik med Armene paa Ryggen aldeles fordybet i sine egne Tanker … En Artikel i det sidst ankomne Nummer af Times havde gjort ham alvorligt bekymret for Portugals Skæbne. Han var kommen til at se Landets politiske og økonomiske Forhold i et meget mørkt Lys og følte sig ængstet ved Tanken om dets Fremtid. Han havde nu benyttet sin Aftentur til at udkaste en Plan til en Omordning af Landets indre Styrelse og stod just i Begreb med at grundfæste Finanserne ved Hjælp af et evropæisk Statslaan paa 50 Millioner Milreis …
Med et Hop vender Direktørens Tanker sig fra det betrængte Portugal "og stod allerede midt i det danske Folketing fuldrustet med ny reformatorisk Iver". Og saaledes faar vi ogsaa kastet et Blik paa Tidens liberale Program med dets "Anvisning paa endnu et Par Ribben af Næstens Side". Det er dog ikke dette, som mest generer, "denne stadig lille friske Vildmandsappetit kunde endogsaa have været meget fornøjelig, dersom der ikke saa totalt havde manglet Kryderi til Maden" … Der mangler Musik.
"[…] Og det er ogsaa en af Grundene til, at jeg har faaet Frygt for Valgtribunen og Krostuemøderne og det smurte Mundlær." Han har selv gjort et Forsøg paa at oprette et Asyl for gamle, udslidte Mennesker. Han vilde gøre Livet til noget af en Fest for disse fattige Stakler, men det blev kun Ufred og Spektakel. "Jeg har baaret mig ad som en Mand, der har inviteret til Dans men har glemt at sørge for Musikanter. Og – oprigtigt talt – jeg har noget af den samme Fornemmelse overfor hele det Lykkeland, som velmenende Politikere og Sociologer og dristige Teknikere Verden over har haft saa travlt med at bygge op. Jeg synes, at Livet mere og mere former sig som en Kehraus til stumt Orkester. Og kender De noget mere uhyggeligt? Det er, som om man saae de Døde danse paa deres egne Grave, og jeg ser da ogsaa i Aanden, hvordan alle disse galoperende Skygger vil flygte hovedkulds ned i Jorden ved det første Hanegal."
Det er denne Pontoppidanske Tone, der giver hans Bog dens fængslende Særegenhed, endnu mere end den frisk fortalte men ikke helt fyldestgørende Kærlighedshistorie mellem Torben og Jytte. Er de begge syge, eller vil ogsaa hendes "uudgrundelige Jomfruelighed" finde sin Læge? Derom og forhaabentlig om meget mere vil Fortællingkredsens følgende Bind give os Besked.
Chr. G.
