Storeholt
Henrik Pontoppidans nye Bog
En Fortælling-Kres, 291 S. (G.B.N.F.)
Henrik Pontoppidans nye Fortælling-Kres, hvis første Bind hed "Torben og Jytte", endte med den unge Godsejer Torben Dihmers hastige Opbrud fra Riviera-Hotellet, hvor den skønne Jytte havde sluttet deres korte og uvirkelige Kærligheds-Forhold. Man ventede i Grunden at se ham fremtræde i vor moderne Politik – som Fortælling-Kresen syntes at sigte henimod – naar han vel havde fuldført den Rejse Jorden rundt, han gav sig ud paa.
Hr. Torben viser sig nu slet ikke her i "Storeholt", der begyndes med en hel ny Optakt i Beretningen om Mester-Smeden Sørens Kamp med sin Skæbne. Han vil ud og erobre Verden, men strander i en Landsbysmedie, hvor den kønne Datter holder ham fast. Trods al Oprørslyst slipper han aldrig løs. Men Børnene kommer tilvejrs paa forskellig Vis. Den ene, der bliver radikal Journalist og flammende Taler, "den første i Landet", ender endda som Minister under Brødrenes Uvillie eller helt hadefulde Misundelse. Ved Udgangen af første Afsnit, der er fortalt med sagamæssig Knaphed, er alene han, Tyge Enslev, tilbage af Smedens Sønner, og han er allerede en dødsmærket Mand. Om hans sidste Kampfærd hører vi og saa om hans to Brodersønner, Tvillingbrødrene Gaardbo, en søgende og og ivrig Præst og en frigjort, barsk Læge. Begge bor de i Nærheden af Storeholt, hvor ogsaa Tyge Enslev kommer paa Besøg, og hvor Jytte sammen med sin Moder er Gæst hos sin Fætter, Jægermester John Hagen.
Udadtil handler nu "Storeholt" om Jægermesterens krampagtige Forsøg paa at blive Folketingsmand. Det drejer sig om hans personlige Forfængelighed; det betyder endnu mere i hans Forhold til den kolde og kokette Rigmandsdatter, der ikke bryder sig det mindste om ham, men som vil til Kjøbenhavn og spille en Rolle; det gælder allermest hans hele økonomiske Stilling. Endnu en Gang kan han faa sin Svigerfader, Kaffehandleren, til at hjælpe sig, hvis han vinder her – ellers er det Fallit eller værre endda.
Nu angaar det os ikke stort, hvad der sker med denne tomme drengede Junker. Men hans Modstander bliver Præsten Gaardbo, for hvem dette er Alvor og Livs-Indsats. Og den liberale Jægermester sejrer netop ved Tyge Enslevs Hjælp, der brutalt slaar sin Brodersøn ned, – noget fordi denne i Politik betyder en barmhjertig Menneskelighed, som hans fanatiske Radikalisme mistænker, mere fordi han føler en Uvillie og Trods hos den Unge, hvem han halvt om halvt havde udset til at være sin Efterfølger.
Det er ubetinget Tyge Enslevs Hørup-Skikkelse, som interesserer mest i "Storeholt". Ikke saaledes, at her kan være Tale om en nærgaaende eller blot personlig Portræt-Studie. Men der er i den historiske Personlighed Linier og Forhold, som er stirrede ud af Livet. Skikkelsen er set helt rundt og frit gennemført med en Kraft af ganske ejendommelig Virkning. Hør her, hvorledes Doktor Gaardbo ser hans sidste Kamptog gennem Landet og hans hele Type:
Vil du have min psykologiske Forklaring paa Farbror Tyges sidste Kraftudfoldelse? Jeg tror, den er rigtig, og den er næsten det uhyggeligste af det hele. Farbror veed, at han gaar med Døden i Kroppen, og som den Æstetiker, han inderst inde er, arrangerer han nu sin egen selvforherligende Ligbegængelse. Som en af Fortidens Høvdingeskikkelser vil han begraves i fuld Rustning. Omgivet af sine Trofaste og støttet til sit navnkundige Sværd Dyrendal – med det Tableau i bengalsk Belysning skal Tyge Enslevs Heltesaga slutte. Komedien skal spilles tilende, om 119 det saa skal koste Folkets Undergang! – Du veed, jeg har altid betragtet det som en Ulykke, at Farbror ikke blev sin første Bestemmelse tro og holdt sig til Digteriet. I det Fag havde hans eventyrlige Forestillinger om Livet og dets Krav kunnet udfolde sig uden at gøre større Skade. Til Uheld for os allesammen fandt han paa at tilfredsstille sin kunstneriske Fingerkløe paa levende Kød og Blod. Det har ganske sikkert været hans naive Drøm at modellere hele Nationen om i hans eget Billede … eller rettere i det stormægtige Fantasibillede, han har gjort sig af sig selv. Og delvis er det jo virkelig lykkedes ham. Vi er paa gode Veje til at blive en latterlig Karikatur af vor Race. Faar vi ikke den unge Slægt gjort nøgtern inden Forløbet af ti Aar, er vi kaput. […]
Bagefter, tilføjer Forfatteren, ganske vist med Forbehold – som urolig for at have sagt formeget, at det er Faderens Genfærd, der taler igennem ham. Men i det mindste Dommens sidste Halvdel er saa ganske Pontoppidansk. Og en hel Del Pontoppidan er der netop i Lægen selv. For saa vidt kan man jo godt sige, at Faderens Røst taler igennem ham.
Nu har Bogens Konflikt ogsaa en indre Side, idet Jytte mere og mere optages af den kønne, blaaøjede Præst, hvis ærlige Offerberedthed vinder hende, samtidig med at hans mandige Fasthed gør stærkt Indtryk paa hende. Men hans idelige Omvendelsesforsøg støder hende bort. I det afgørende Møde mellem dem saares hun, fordi han i Virkeligheden vil have hende til at være en helt anden end den, hun er. Og hun byder ham pludselig Farvel.
Det virker saa heftigt paa den to Gange forsmaaede, at han siden vægrer sig ved at give sin Tvillingbroder Haanden, idet han stempler ham som Gudsfornægter. Og ret uventet slutter Fortællingen med at Doktorems Svar er "en knaldende Lussing".
"Storeholt" er fortalt med hele den enkle og sikre Ro, der altid har været Styrken i Henrik Pontoppidans Fortælling. Hans Streg kan imellem blive en Kende grov som i Karakteristiken af Jægermester-Fruen ("Bastardkvindens vellystfulde Respekt for den korporlige Overlegenhed sad hende i Kroppen" osv.). Men der er en mandig Styrke, en Vilje til at se til Bunds og sige det helt ud, i det hele en viril Stejlhed, som staar saa godt sammen med Stilens klare og faste, umoderne Beretnings-Kunst.
Med levende Interesse vil man søge Fortsættelsen af dette anseeligt anlagte Værk, som det endnu er for tidligt at værdsætte efter hele dets Opgørs-Karakter, der næppe vil være afsluttet med hverken dette eller næste Bind endnu.
Chr. G.
