Enslevs Død
Henrik Pontoppidans nye Bog
"Enslevs Død". 269 S. (G.B.N.F.)
Meget senere end ventet udkom igaar Henrik Pontoppidans nye Arbejde "Enslevs Død". Forfatteren begynder med en Note om, at Bogen, der egentlig skulle være ude i Foraaret, nu først fremkommer, forsinket ved Sygdom. Det bliver næstsidste Bind af Fortælling-Kredsen. Endnu udkommer "Favsingholm", hvormed Fortælling-Kredsen slutter.
"Enslevs Død" hedder altsaa nærværende Bind. Nøjere beset har kun Bogens sidste Fjerdepart med Enslev at skaffe. Ellers er det især Jytte Abildgaards Kærlighedsroman, den drejer sig om. Som man vil huske, ombejledes hun stærkt af den let latterlige, ikke ufarlige Komediant, Modemaleren Karsten From, af hvem hun interesseredes, skønt hun inderst ikke kunde lide ham. Langsomt ser vi hende nu glide ham nærmere, draget af et halvt beskyttende Moderligheds-Instinkt over for denne mondæne Gøgler, hos hvem hun aner samme Ensomhedsfølelse og Savn som hos sig selv. Egentlig er han højst uvis paa, hvad han vil med hende. Verden er saa fuld af skønne Kvinder … Men erobre hende vil han. Saa forsøger han at lokke hende hjem til sig, og hun forstaar det, og nu skal det være forbi. Saa skriver han et fortvivlet Brev til hende om sit Livs Tomhed og Elendighed fra den Tid, han flakkede om som Vajsenhusdreng, om sin Menneskeforagt og Mistillid til andet end Øjeblikkets Nydelser. Kun gennem hende kan han blive anderledes: nu maa hun ikke støde ham fra sig … Da føler hun sig overvunden, overrumplet. "De var bestemte for hinanden fra Evighed af som alle andre Livets smaa og store Skabninger, der elskede hinanden. Som to sørgmodige Aftensværmere, der mødes ved Solnedgang og skilles."
Ved Bogens Slutning drager de paa Bryllupsrejse. Om Natten ringes de ustandselig op af Ekspres-Lykønskningstelegrammer. Det er hans tidligere Elskerindes Hævn. Husets Beboere vækkedes og kom til Vinduerne for at se, hvad der var paafærde. Brudeparrets Afrejse den næste Formiddag blev lidt af en Skandale, med grinende Tjenestepigeansigter fra hver Dør, fra Vinduer og Altaner.
Iøvrigt skrider Fortælling-Kredsens Handling roligt videre gennem de forskellige sammenknyttede Begivenheds-Rækker. Torben Dihmer vender hjem og drager livstræt hjem til sit Gods, nu da Haabet om Jytte er bristet. Hver Tanke om politisk Virken opgiver han. Helt andre Kræfter griber til. Det Rigsdagsmandat, der blev ledigt ved Skandalen med Jægermester Hagens Tvangsindlæggelse, da han i rasende og berettiget Skinsyge havde overfaldet sin Hustru, kommer nu i Hænderne paa Præsten Johannes Gaardbo. Han har i Forvejen afgørende fjernet sig fra sin Broder, Doktor Povl Gaardbo, denne upraktiske og stejle, radikale Idealist, der ret er en Mand efter Pontoppidans Hjerte. Uvilkaarlig glider denne egentlig rent sindede og uafhængige Troens Mand ind i Magtstræbet sammen med den sejrende Klerikalisme, hvis Samling Pontoppidan stadig tydeligere vil vise os i dette Bind. Ved hans Valg gaar i Spidsen for det sejrende Tog unge Karle og Piger under den Salme, de har gjort til deres Slagsang: I Himlen er mit Fædreland!
Ogsaa den oprørske Præst, Mads Vestrup lader sig nølende drage med i den samlede Opmarche. Han er i Færd med at samle sig Menighed, medens han sultende og kæmpende med Sjælenød og Elendighed prædiker mod al tom og verdslig Kirkelighed. Der er kommen Mod og en vis Myndighed over hans Fremtræden. Da den mondæne Professor-Læge vil nægte ham Adgang til hin stakkels Sangerindes Sygeleje – efterat Vestrup fik hende op af Frederiksholms Kanal – og siger, han maa jo være gal, svarer Præsten: "Nej. Men De er gal! Bindetosset og bundfræk er De, naar De tror, at De med Deres Pulvere og andet Møg kan hjælpe et stakkels Menneske, som bare trænger til at faa Fred med Gud og sin Samvittighed…"
Efter svære Samvittighedskampe modtager han Plads ved det nystiftede Kirke-Dagblad, som er startet med Redaktør Samuelsen, den tidligere Redaktør af Enslevs "Femte Juni", som Leder og "Femte Juni"s kvikkeste Penne som Medarbejdere. (Det lyder i Forbigaaende sagt højst utroligt. Men vi skal foreløbig afholde os fra Kritik).
Enslevs Stilling er nemlig vaklende – og for saa vidt kan der være en mere omfattende Mening i hele Bogens Titel.
I et sidste rasende Fremstød griber han selv sit Blads Tøjler, samtidig med at han forbereder et stort Angreb paa det Tyrstrupske Ministerium for at svigte Frihedens Sag til Fordel for Degnedømme og Præstevælde. Hans Angreb falder til Jorden; kun faa af Tingets Medlemmer følger ham. En sidste Gang fejrer endnu den hærgede og vredt snerrende gamle Ørn af Folket; sin sidste Folketale holder han fra sin Altan under den frostklare Aftenhimmel: "Ja, ned med alt, hvad der skygger for Solen …"
Nogle Dage efter bliver han opereret og dør, ensom. Hans Bortgang føles som en Befrielse. Men med fuld Honnør, efter en Sørgefest i det kongelige Ridehus, steder "Landets Hovedstad den sidste Høvding fra en heroisk Tid til Hvile".
To Dage efter Begravelsen foranstaltede Missionen som Demonstration en mægtig kirkelig Procession med Musik og Bannere. Johannes Gaardbo, Enslevs Nevø, gik med i Spidsen for sin nye Korshær af unge Mænd og Kvinder, der jublende synger Hærens Lovsang: I Himlen er mit Fødeland …
– Dette er Bogens Slutning. Bag ved Skildringen føles den samme mørke Uro og Angst for de kommende Sammenbrud, som saa tydeligt fremtraadte i de foregaaende Bind.
Skildringen er den samme klassisk klare, med tydeligt gennemskrevne Repliker og roligt fremadskridende Fortælling, fjernt fra enhver Impressionisme. Skikkelserne staar skarpt og fast som i et Relief. Dette Bind indeholder ikke saa stærkt prægede Enkelt-Optrin, som flere af de forrige, men man fængsles af den Alvor og grublende Søgen efter den indre Sammenhæng, de varige Værdier.
En nærmere Belysning af Bogens Holdning og Domme vil det være urimeligt at forsøge nu, da Fortælling-Kredsens Afslutning følger med næste Bind.
Chr. G.
