Storeholt
Nye Romaner: Henrik Pontoppidan og Laurids Bruun
"Storeholt", Numer to af Henrik Pontoppidans nye Fortælling-Kres, er udkommet. Fortsættelsen følger i næste Numer, det vil sige til næste Aar. For at kunne tillade sig en saadan Udgivelsesmaade, maa man have tilkæmpet sig en literær Autoritet som Pontoppidan. Hvert nyt Bind af "Fortælling-Kredsen", der for den Sags Skyld lige saa godt kunde kaldes Roman-Cyklus, kræver Læserens Repetition af det forrige. Heldigvis hører Pontoppidans Bøger til dem, der taaler at tages frem paany, ja maaske endog vinder ved at lagres. Men for Forfatterens Kompositionsevne synes rigtignok hvert Bind for sig at være en Falliterklæring. Indtrykkene spreder sig, Linjerne samler sig ikke, først til allersidst, naar "Kredsen" er sluttet, er det muligt at Perspektivet vil afsløre sig. Det er, som om en Billedhugger, der arbejder paa en Gruppe, vilde udstille hver Figur for sig, inden Helheden er færdig.
Naar "Storeholt" alligevel fængsler fra først til sidst, skyldes det Pontoppidans stærke, kloge og mesterligt beherskede Fortællekunst. Han véd, hvor han sætter Ploven i Jorden, støt og sindigt lægger han Fure ved Fure. Hans Sprog er omhyggeligt renset og frugtbar Muld. Hans Menneskeblik er skarpt, det er Realiteternes rene og sunde Korn, han saar paa sine Marker.
"Storeholt" er en ægte Pontoppidan, livsfrodig og menneskeklog, underfundig i sin Satire, bedsk af Erfaring. I endnu højere Grad end i "Torben og Jytte" har han her genvundet hele sin gamle Styrke. Man behøver blot at læse Bogens første Kapitel for at betages – uimodstaaeligt – af dette Mesterskab, der griber om sit Bytte med en Løves Klo.
Dette Kapitel har ingen Tilknytning til, hvad der skildredes i første Bind. Pontoppidan gør et langt Skridt tilbage i Tiden for at fortælle om Stamfaderen til en sejg og betydelig Slægt, ved hvis forskellige Typer Fortællingen indgaaende kommer til at beskæftige sig. Søren Smed, der er født til Verden med et Vræl, der lød som et Hurra, har vældige Kræfter i sin Bringe. Glimrende berettes hans lille knappe Saga, hans Trang til Bedrifter, hans Heltemod under Stormen paa Frederiksstad, hans Knæk, da han forbigaas ved Udmærkelsen af de tapre Soldater. Han vil ikke vende hjem uden Hæder, men slaar sig ned blandt Fremmede, og bliver ved sin Esse som en Vølund med overskaarne Haser, en eneste Gang kommer Fristelsen paa Siden af ham i Skikkelse af Djævelen som en "bette Mand", der lokker ham til Udvandring for at vinde Rigdom i den nye Verden; men Anfægtelsen drukner i en Rus, og Søren Smed gør ikke Springet. Han bliver siddende, vranten, bedsk og indesluttet, og forsones først efterhaanden med sin Skæbne, da Børnene vokser op og naar frem, langt højere end han selv. Karakterskildringen af Søren Smed naar Maal med Pontoppidans bedste.
Det er Søren Smeds Afkom, der delvis udgør Hovedpersonerne i "Storeholt": Politikeren Tyge Enslev, der bliver de Radikales Fører og Førstemand, og hans to Brodersønner, Pastor Gaardbo, der i Liv og Gerning praktiserer "Barmhjærtighedens Politik", og Distriktslæge Gaardbo, der i sit Livssyn er skeptisk og nøgtern og haanlér ad alt "Folkestyre". Modsætningsforholdet mellem disse Typer kendes noksom fra Pontoppidans tidligere Produktion. Heller ikke den politiske Valgkampagne, hvormed Bogen ender, virker ny eller forfriskende, hvor skarpt og satirisk end Forfatteren tager den politiske Udviklings typiske Fænomener paa Kornet. De nye Slægtled har allerede glemt, hvad det kostede at erobre Friheden, og tager den som noget selvfølgeligt. Som Tyge Enslev siger:
Frihedsglæden er hos Folket en Søndagsfølelse, som tilnød kan holde sig Mandagen over. Allerede om Tirsdagen begynder de fleste at længes tilbage til Tugten og Tvangen og Ydmygelsen.
– Livsfanger, der som ældre Folk slipper ud af Fængslet, kan jo hemmelig gaa og bære paa Hjemvé efter Cellen og Haandjærnene. Den sejrende Frihedsbevægelse har skaffet Politiken en Mængde daarlige eller falske Venner, og naturligvis er det særlig de "ornatklædte" Partifæller, Enslev advarer sine Folk imod, naar han foretager sit sidste Felttog Landet rundt for endnu engang at prøve sin Magt. Hans Intriger og Underfundigheder, hans strategiske Snuhed og Hensynsløshed er ypperligt skildret. Parolen for den ny Politik er jo ikke længer: Enighed gør stærk, men: Sammenrottelse gør stærk. Og i Kraft af denne Strategi sejrer ved Valget en ussel og latterlig Slapsvans af en Jægermester, der griber efter Mandatet for at redde sig ud af sin økonomiske Ruin.
Det er ikke Skildringen af disse politiske Strømninger, som vil bevare Pontoppidans nye Bog. Det koster allerede nu Anstrængelse at interessere sig for disse Valg-Diskussioner, der uden Aktualitet virker altfor almindelige. Om ti eller tyve Aar vil alt sligt være ulæseligt. Intet forældes saa hastigt som Døgnpolitik. Men heldigvis er "Storeholt" fyldt med klog og levende Menneskefremstilling. Undertiden kan den nærme sig til Karikatur: En naragtig og paatrængende Laps af en Portrætmaler – eller en taabelig gammel Pebermø, der spiller paa Fløjte for sin Fordøjelses Skyld og endog forsøger en Petroleumskur i sine Tarme. Det er ikke nær saa menneskeligt, som naar Pontoppidan fortæller om gamle "Hønse-Lars" og hans Endeligt. Eller saa vittigt, som, naar Jægermesterens tragikomiske Tilværelse og hans ægteskabelige Kalamiteter med Millionæren "Kaffe-Søholm"s Datter skildres.
Fra det forrige Bind er Torben helt gaaet ud af Spillet. Jytte er derimod ogsaa her Hovedfigur. Endnu staar Karakteristiken af denne mærkelig vægelsindede og sky Kvindesjæl ikke helt klar, men den virker fremdeles særegen og ny. Jytte er udadtil et besynderligt Halvmenneske, hvis Ulykke er den, at hun ikke kan give sig tilkende for nogen, men i sit inderste Væsen er stum. Hun tør ikke give sig hen. Sine Ord bruger hun som en Slags Fugleskræmsler til at holde sig Folks Nysgerrighed fra Livet med. Nu drages hun paany af sin aldrig tilfredsstillede Kærlighedstrang. Pastor Gaardbo fængsler hende mod hendes Vilje ved sin Godhed og sin fromme Alvor. Men allerbedst som hun føler sig tiltrukket, frastødes hun igen. Hun vil intet have med hans Gudsbarmhjertighed at skaffe; det irriterer hende, at han kan tro paa, at han skal faa hende omvendt og forbedret. Her som saa ofte hos Pontoppidans Mennesker drejer det sig om et ligefrem instinktmæssigt Had til Gudstro og Kristendom, et Had, der er saa meget heftigere, fordi det netop udspringer af en lønlig Tiltrækning – Læren om den positive og den negative Pol.
"Storeholt" vil magtfuldt genopfriske Indtrykkene af, hvad denne kloge, stærke og sejge Personlighed betyder for dansk Tankegang.
[Den efterfølgende anmeldelse af Laurids Bruun: Den ukendte Gud er udeladt her.]
Sophus Michaëlis
