Torben og Jytte
Nye Bøger
Jakob Knudsen: Angst. Fortælling. (G.B.N.F.).
Henrik Pontoppidan: Torben og Jytte. Fortælling. 248 S. (G.B.N.F.).
Hver af disse Bøger synes kun at være en Sokkel til et større Monument.
Jakob Knudsens Fortælling skildrer de første 25 Aar af Luthers Liv – men intet tyder paa, at Skildringen hermed skulde være afsluttet; og da Reformatoren har 28 Aar tilbage at leve i, er der jo Stof til endnu en anselig Skare Romaner om det Emne. Ogsaa Pontoppidans Bog har et ufuldstændigt Præg; den bærer desuden en Overtitel: en Fortælling-Kres, der tyder paa, at den kan fortsættes efter en ubegrænset Maalestok.
Derfor kan ingen af dem bedømmes endnu. De kan kun give Anledning til nogle Bemærkninger om det Indtryk, de gør paa Læseren, mens han sidder over dem.
— — —
Angst har Jakob Knudsen kaldt sin Bog, og han har sikkert dermed villet angive, at den fremfor alt skal opfattes som en Sjæleskildring og ikke som en historisk Roman. Skønt han, som den flittige og samvittighedsfulde Skribent, han er, sikkert nok har pløjet adskillige tykke og vanskelige Bøger igennem om den Tid, han vilde behandle, har de Oplysninger, han har fundet, aabenbart ikke befrugtet hans Fantasi i nogen synderlig Grad eller løsnet dens Kræfter. Det jordbundne i hans Natur, der ofte før har givet de Emner, der ligger ham personlig nær, en sjælden Tilforladelighed og Styrke, bliver her en Svaghed; det lidt sjokkende i hans Fortællemaade, der har givet de fleste af hans Bøgers ydre Form et vist harmonsik Præg, bliver til Skade for Udformningen af et fremmedartet historisk Stof. Forhaabentlig er han sig dette bevidst, og da vil han i de følgende Lutherbøger udarbejde den historiske Ramme med langt større Omhu end her er gjort: med langt mere levende Skikkelser, et langt ejendommeligere Sprogbrug end her ses. Men maaske indser han slet ikke selv, hvor meget alt dette betyder for Skildringens Illusionskraft og poetiske Virkelighed, – og de følgende Bøger vil da blive Folkelæsning af den jævneste Art.
Med mindre Helten selv, Martin Luther, skal kunne hæve dem op til Poesi. I denne Bog gør han det undertiden. Jakob Knudsen har tidligere ofte vist en udpræget Evne til at skildre Ungdom i Brydning, og i det hele er Opdragelsesproblemet jo et af hans Yndlingsemner. Ogsaa her beror Bogens Værdi paa Skildringen af en Barnesjæl, et Ungdomssind i Tvivl og Angst og Kampe, først med en Fader, senere med en Gud, – altid med sig selv. Der behøver Digteren kun at dukke ned i sit eget Hjerte, hvis hemmelige Stemmer han lytter til som Aabenbaringer, og hvorfra han synes at kunne hente en Uendelighed af Minder og Indtryk. I Angst er de fleste af disse Træk vel kun Gentagelser af, hvad han før har følt og givet, men de virker altid ægte og stundom endnu med en gribende Kraft. Denne unge Martin er meget lidt forskellig fra de andre unge Præste- og Bondesønner, som Jakob Knudsen før har skildret; han reddes ud over det historiske, som han har negligeret, ind i det almenmenneskelige, hvor han er hjemme. Men naar Ungdomssindets bølgende Uro falder til Hvile hos Martin i de følgende Bøger? Hvis der kun bliver en stor selvgod Præstemand tilbage?
Fra denne Bog, der virker kraftigt som et Maleri, men ved uklare, enstonige, lidt grumsede Farver, er Afstanden betydelig til Pontoppidans Fortælling, – et Blad med sort paa hvidt, en klar og korrekt Pennetegning, skabt i en prøvet, traditionel Stil.
Med de tydeligste Omrids er Interiører og Figurer fra først af sat op paa Papiret, og Fablen udvikler sig med en helt akademisk Præcision: Torben Dihmer, Godsejersøn, af kraftig, jysk Race, er pludselig ramt af en snigende Sygdom og sidder nu og visner haabløst hen paa sin forfaldne Gaard, hjulpet af en gammel Sygeplejerske med et barsk Væsen og et ømt Hjerte. Udenom ham paa Besøg: den glatkindede kjøbenhavnske Læge, der bringer hans Legeme Hjælp, – og Landsbyens fanatiske Missionspræst, der er mørkt bekymret for hans Sjæl. I det uundgaaelige Sammenstød mellem disse to aabenbarer den første sin kloge Materialisme, den anden sin blinde og hovmodige Religiøsitet. Kan noget tænkes tydeligere?
Og da Lægen er taget bort med god Samvittighed og efter at Præsten, der er gift med en skæv og vissen, skinsyg Kone, er bukket under for sine Sansers Lyst, forført af en løsagtig Husmandskvind, rejser Torben Dihmer sig paany, helbredet af Doktorens Piller. Han mister sin Sygdom, sit Særpræg, han bliver som alle andre.
Og i en lille By ved Middelhavet – øjensynlig Rapallo – søger han Rekreation.
Her træffer han Landsmænd: en Generalkonsul, der er under Tøflen, hans Kone, der præker det Wellerske Sundhedssystem, en jødisk Politiker og Forretningsmand, en ung brystsyg Laps o. a. Og her træffer han sin Ungdoms Elskede, Jytte Abildgaard.
Frk. Jytte skildres som en smuk og frimodig ung Dame af samme kraftige Race som Torben selv, men hun er uroligere end han: bag sit sunde Ydre gemmer hun et vanskeligt Sind. Hun har flere Gange tidligere været Torben nær, er gaaet fra ham igen, men nu, da hun ser ham efter lang Tids Forløb, føler hun, at hun elsker ham. Og Torben, der stedse har baaret hendes Billede i sit Hjerte som et Ideal, han paa Grund af sin Sygdom ikke kunde naa, forstaar nu, at hun elsker ham, og er lykkelig.
Er dette ikke saa klart som sort paa hvidt?
Men da Torben herefter frier til Jytte, bliver hun angst for at binde sig. Hun tænker paa sine Veninder, der næsten alle er ulykkeligt gifte, og hun tænker paa, om hun nu ogsaa elsker ham højt nok. Hun kæmper noget med sig selv, men da hun har besluttet at give ham sit Nej, føler hun sig lettet og fri. Torben modtager hendes Afslag med bedrøvet Fatning og rejser hjem for at kaste sig ind i sit Lands politiske Kampe, hvor han er udset til at spille en ledende Rolle.
Her overraskes Læseren – for første Gang i Bogen – thi intet har tydet paa, at Torben er Politiker. De følgende Fortællinger vil sagtens give Svar herpaa.
Men ellers overraskes man sandt at sige slet ikke. Bogens sikre Anslag, dens rolige og klare Holdning, dens naturlige Udgang, dysser Sindet i en behagelig Hvile, under hvilken man efterhaanden spørger mindre og mindre efter det virkelige, menneskelige Liv, som man til en Begyndelse saa ivrigt søgte bag den blanke Form.
Sven Lange.
