Fra de Dødes Rige
Henrik Pontoppidan: Favsingholm. 222 S. (G.B.N.F.)
Forlaget holder endnu den Illusion oppe, at en ny Bog af Henrik Pontoppidan er en med spændt Opmærksomhed og heftig Længsel imødeset litterær Begivenhed, og som et Symbol paa denne Principfasthed maa det vel opfattes, at denne Bog – til Forskel fra alle andre – udsendes til Bladredaktionerne saa betids, at Anmeldelsen kan staa i Bladet samme Dag, som Bogen udkommer. Vi lader saa alle sammen, som om den Ting er ganske selvfølgelig. Virkeligheden er dog vistnok den, at der næppe er ti Mennesker i Landet, som vilde have følt nogen Art Savn, selv om Pontoppidan aldrig havde givet os Slutningen paa sin sidste Romancyclus. Vist er det hvert Fald, at Forf. selv aldeles ikke gør Inditryk af at have været under nogen Nødvendighed i saa Henseende. Som det før er sket ham, har han her forlængst tabt Interessen for sine Personer. Var det galt før, er det blevet værre nu. Og det maa da ogsaa indrømmes, at de paagældende – som det var at vente – ikke har vundet ved at blive ældre. Iøvrigt faar man Indtryk af, at det hele Bind er nærmest skrevet "honoris causa" d.v.s. for at skaffe de paagældende en pæn Begravelse. Dette lykkes da ogsaa. De dør som Fluer, og efter hvert Dødsfald føler Forf. sig kendelig lettet. Læseren deler paa dette Punkt ganske hans Følelser. Kun en Gang begaar han den Letsindighed, at drage nye og unge Skikkelser ind i denne Fortælling, hvor dog alt synes at raabe til os, at nu er der ikke mere. De paagældende er endnu et Nummer ringere – hvis de da skal opfattes som Mennesker, og ikke som en Slags Symboler – end de tidligere fremførte. Forfatteren er øjensynligt ogsaa hurtigt klar over, hvor ubesindigt han har handlet, og da han selvfølgelig ikke ved, hvad han skal gøre med dem, lader ham dem ende hos Naturdoktoren, der efter Torbens Død har faaet det materielle Underlag, som bidrager saa meget til en let Løsning af en maaske ellers vanskelig Sag.
Læseren maa iøvrigt ikke her forlange nogen Redegørelse for Indholdet. For dem, der ikke fra de foregaaende Bind kender disse Personer, vilde det lyde altfor sørgeligt. For os andre, virker det hele nærmest befriende. Vi skal altsaa blot bemærke, at Jyttes Moder dør og Mads Vestrup dør, og Torben dør og Jytte dør, og Grosserer Søholm dør; muligvis er der flere. Hvad angaar dem, som bliver tilbage, da er de sandt at sige ikke meget "værd at lægge til"1, og det indses ikke hvorfor Forf. lader dem leve.
Nogle Antydninger til Slutning i Retning af, at det var dog maaske værd at gøre et Forsøg, viser Forf.s gode Hjerte, ligesom ogsaa at den absolute Pessimisme er et vanskeligt Standpunkt. Men udover dette rækker de ikke. For saa vidt virker det klarende, naar man til Slut opdager, at hele denne Roman-Kreds har faaet et fælles Navn: "De Dødes Rige"; dette er ganske træffende. Forf. synes først efterhaanden at være bleven klar over Sagen, siden Fællestitlen kommer tilsidst. Vi tør i saa Henseende – man tilgive os vor Forfængelighed – rose os af at have været hurtigere i Vendingen. Allerede efter Læsningen af det første Bind løftede vi vor advarende Røst: disse Skikkelser er dødfødte, der kommer aldrig Mennesker ud af dem; og vi fik i sørgelig Grad Ret, og nu synes endog Forf. at erklære sig enig.
Eller maaske dog ikke. Kan hænde, at han vil pege paa den Lede ved Livet og Menneskene, den foragtende Pessimisme, der unægtelig præger hele Forf.s Holdning. Det har været hans Hensigt – og her har det saa vist ikke skortet paa Alvor eller Oprigtighed – at holde Dom over sin Samtid, den kristelige saavel som den ukristelige, i lige Grad over de letfærdige og de devote. Nu vel, Dom er god, og hvem vilde vel mene, at vi ikke i vor Slægt endog i særlig Grad skulde have gjort os fortjente til den? Men der er een Ting, som nødvendig maa bemærkes af den, som vil ud den Vej: Det er en god Position, at raabe af Struben: "Alle er de afvegen, de er fordærvede tilhobe; der er ingen, som gør godt, end ikke een!"2 og det kræves ikke af Raaberen, at han skal kunne staa op og sige: "Kun jeg danner en Undtagelse!" Det forlanges ikke; men hvad der kræves absolut og tvingende er dette, at Domsprofeten kan forvandle sig til en bedende, som raaber af det dybe: "O, at der fra Zion maa komme Frelse for Israel."3 Det er en Forkyndelse, som altid vil bevare sit Hold paa Virkeligheden, derfor ogsaa sin Magt over Mennesker, naar det lyder: "Alt Kød er Græs, og dets Herlighed som Markens Blomst. Græsset tørrer hen og Blomsten visner"4; men kun under een Forudsætning, nemlig denne, at der fortsættes: "Græsset tørrer hen og Blomsten visner, men vor Guds Ord staar fast til evig Tid!"5 Hvor denne Slutning ikke følger, taber hin Begyndelse sin Magt. Hvor der intet Mod er til at haabe og ingen Myndighed til at forjætte, der bliver Dommens Ord, som en Sæd, der mangler Spirekraft, og Dommens Tale ender i en Grimace.
H. K.
