Torben og Jytte

Fra Bogmarkedet

[…]
Som en Hovedbegivenhed har Efteraaret bragt Henrik Pontoppidans ny Fortælling "Torben og Jytte". Det mærkedes jo føleligt, at han tav i de sidste Aar. Sygdom og Mismod har længe tynget ham. Desto oprigtigere blev Glæden over dette Livstegn, der melder sig som Begyndelsen til en hel "Fortælling-Kreds". Pontoppidan er og bliver dog en Mester, for ikke at sige en Stormester, i dansk Fortællekunst.

"Torben og Jytte" er en ægte Pontoppidan. Hvilken Tryghed at betro sig til hans Førerskab. Hans Stil glider som et Skib for fulde Sejl, støt og fast og bredt. Ingen Fiksfakserier, ingen Kunstgreb, ingen Taskenspiller-Humbug. Saa roligt og kærnesundt, saa velplejet rent og klogt et Dansk skriver kun han. Snarest virker vel dette Foredrag for behersket, for lidet impulsivt, Tempoet altid det samme sindige; Referatet af Samtaler eller Tankegange i evig Pasgang: Saaledes var vi Mennesker! Det vil sige – saaledes fortæller nu Pontoppidan. Godsejeren Torben, hvis uventede Helbredelse fra en haabløs Sygdom og paafølgende Rekonvalescens-Rejse fortælles i denne Bog, synes ikke stærkt forskellig fra andre "Helte" i Pontoppidans Bøger. Mere ny virker Jytte, Torbens tidligere Tilbedte, som han paany heftig tiltrækkes af, en begavet og ejendommelig Kvinde, der plages af det erotiske Vægelsind, at hun bliver kold, allerbedst som hun kaster sig i Armene paa den Mand, hun længes efter.

Fortsættelsen følger i næste Bind! Skade, at Pontoppidan igen giver efter for denne stumpvise Udgivelsesmaade. Som om en Billedhugger vilde udføre og udstille de enkelte Figurer af en Gruppe hver for sig med Aars Mellemrum og først lade Helheden samle sig til allersidst. – Et stort og overraskende betydeligt Værk har Efteraaret bragt af en Forfatter, der for de allerfleste vil være en homo novus: Aage Madelungs Passionsbog "Elsker hverandre".

Her er for en Gangs Skyld en Mand, der har suget Kræfter af fremmed Muld; ingen hjemlig Pløjemand, der dyrker det literære danske Landbrug, heller ingen hastig Globetrotter, der har snust Indtryk af fremmede Verdensdele. Dansk Literatur har endnu langt fra Pionerer nok ude i den vide Verden. Man undres f. Eks. over, at selv Pontoppidan ikke bliver træt af at tygge Drøv paa dansk Rigsdagskævl eller at slaas med stupide Præstetyper – han føler sig stadig som en radikal Bekæmper af Dumheden – i vor egen lille Kragerede. Det kan være godt nok. Alligevel maa vi ikke glemme, at der andetsteds raser langt større og frygteligere Kampe, der ogsaa rent menneskeligt maa gaa os til Marv og Ben. […]

Sophus Michaëlis