De dødes Rige
Henrik Pontoppidan: De dødes Rige. Anden Udgave. Gyldendal.
Henrik Pontoppidans store Romancyklus, der sammen med hans "Det forjættede Land" og "Lykke-Per" danner et saa betydningsfuldt Trekløver i hans Forfatterskab, udkom i Aarene fra 1912 til 1916 i fem omfangsrige Bind. Efter sin sædvanlige Fremgangsmaade har Digteren nu ogsaa underkastet dette sit Værk en Revision, en Omarbejdelse eller Fortætning, hvad man nu vil kalde det, og da de oprindelige fem Dele næppe nogensinde vil blive optrykte paa ny, vil altsaa de to anselige Bind, der nu foreligger paa én Gang, være Standard-Udgaven af Digterværket. Fremtidens Literaturhistorikere vil naturligvis derfor ikke undlade at opsøge Originalen og sammenholde de to Udgaver. Hvad har Forf. ændret og udeladt i den sidste Udgave, og hvorfor har han gjort det? Har han kun haft literære og sproglige Bevæggrunde til Forandringerne, eller er hans Syn paa og Domme over Mennesker og Forhold ogsaa reviderede? Vil man en Gang ligesom overfor Oehlenschläger gaa tilbage til Romanens første Skikkelse, eller skal man – saaledes som Fr. Paludan-Müller krævede for sine Arbejders Vedkommende – absolut respektere den sidste Udgave fra Digterens Haand?
Henrik Pontoppidan har selv delvis besvaret Spørgsmaalene. I sidste Nummer af Gyldendals "Bogvennen" – hvori han bl. a. ogsaa giver den interessante Oplysning, at han næppe oftere vil bruge "det store Format" som i sine tre ovennævnte Værker – siger han, at de to Udgaver forholder sig til hinanden omtrent som en Malers Studie til det færdige Maleri, og at det er en Smagssag, hvilken af dem man vil foretrække1. En kommende Forsker maa en Gang gaa nærmere ind herpaa.
Foreløbig vil de to nye Bind ikke alene vinde Henrik Pontoppidan nye Læsere i utvivlsomt stedse voksende Tal – baade som Digter og Dommer staar han højt i den almene Bevidsthed – men hans gamle Læsekreds, der med Spænding og Bevægelse fulgte de fem Bind gennem de mange Aar, vil nu søge det samlede Helhedsindtryk af den mærkelige Tidsskildring og se at komme paa det rene med, hvad Forf. har villet, og hvorvidt han har dømt sin Samtid retfærdigt. At noget endeligt Resultat i sidste Henseende vil kunne udvindes, er selvfølgelig udelukket. Digtere saavel som Læsere har deres individuelle Udgangspunkt. Har Henrik Hertz Ret, naar han siger, det er Digterens Pligt at synge sit Folk et trøstende Digt, eller skal efter Henrik Ibsens Mening der skarp Lud til skurvede Hoveder? Selv Fr. Paludan-Müller erklærede i "Adam Homo" at enhver Skribent, som end er værd at læse, utvivlsomt gav sin egen Tid en Næse. Opbyggende og destruktive, opmuntrende og revsende Kræfter har – og vil altid have – deres skiftende Mission i Literaturen.
Først og fremmest er "De dødes Rige" et Alvorsord i en tung og mørk Tid og overfor en Fremtid, hvis Skygger falder endnu mørkere ind over os alle. Der er sikkert mangfoldige, der i de sidste Aar har undret sig over, at hverken Literaturen eller Teatret under Verdenskrigen har baaret særlige Mærker af, hvad der i Virkeligheden hang over Hovederne paa Land og Folk. Man har syntes, det nu var Øjeblikket til fra Scenen at lade de store Tragikere tale, til i det hele at udløse Tidens Alvor i den Stemning, Verdensliteraturens største Digterværker rummer. Men hvor faa af de mægtige Opgaver, der laa for, er ikke bleven løste?
Henrik Pontoppidans Roman, der, efterhaanden som den skred fremad, ogsaa kendelig prægedes af den Storm, der gik hen over Verden, tør derfor gøre Regning paa modtagelige Sind. Man vil mindes, hvorledes Hovedpersonen, Torben Dihmer, der kommer fra de dødes Land, efter at have genvundet sit Helbred haaber paa et lykkeligt Retfærdighedsrige og som Politiker en Stund fristes til at tage Del i det almene opbyggende Arbejde. I Korthed sagt handler Romanen om hans Skuffelser i saa Henseende, indtil det forekommer ham, at ikke alene hans Fædreland, men den hele Verden er gaaet af Lave. Mere og mere synes det ham, at Livet former sig som en vild Kehraus til stumt Orkester, og det er ham, som om man ser de døde danse paa deres egne Grave. I den Ildsvaade, der hærger hans gamle Fædrenegaard, ser han derfor et Varsel om den store Verdensbrand, en Verdens-Katastrofe, et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger. Romanens Enkeltheder er en Række af Bekræftelser paa dette Livssyn. Den gamle Politiker Tyge Enslev, hvis stolte Drøm det var at modellere Nationen om i sit Billede, dør skuffet og forladt, medens hans Magtmidler, bl. a. Pressen, udarter til amerikansk Sensations- og Skandale-Journalistik. Det af Enslev frygtede og bekæmpede Præstevælde, der ikke en Gang undser sig ved at tage Vandrepræsten i sin Tjeneste, gaar sejrende over sin Fjendes Lig. Jytte bøder for sin Ubeslutsomhed med et forspildt Liv. Det er Kaos, Undergang, Lidelser og Død, der træder hinanden uafbrudt i Hælene. I denne frygtelige Verden er "alt Bedrag undtagen Skuffelsen, alt Blændværk undtagen Savnet og Sorgen".
Der er faa Lyspunkter i hele denne Nutidsskildring, men trods alt sit Alvor gør Romanen dog ikke noget Indtryk af en Bodsprædiken. Dertil er Digterens Satire for virkelighedsnær og rammende. Der er noget af det rensende Uvejr over Bogen. Forf.s store Fortællekunst giver sig ogsaa Udslag i et – maaske bidsk, men vittigt – Angreb paa baade Hallunker og Skavanker. Beundringsværdig er hans typeformende Evne. Der er ingen Modeller i hans Roman, ingen personlig Avind eller Hævn. Og dog er der en lyslevende Virkelighed over det hele.
Man vil nu, og ikke mindre i Fremtiden, tage Parti for og imod denne Dom over vore Dage. Men "De dødes Rige" vil lige som Pontoppidans andre store Tids- og Samfundsbilleder, leve og atter og atter blive adspurgt og drøftet som Bidrag eller Bilag til vor egen Historie. Som Digterværk vil Bogen altid bevare sit fremragende Værd i vore Litteratur.
Otto Borchsenius
