De dødes Rige
Henrik Pontoppidans nye Storværk
I Henrik Pontoppidans meget anselige Forfatterskab rager tre Værker op over de andre og byder under Romanens Form den nordiske Læseverden denne usædvanlige og stærke Aands Livserfaringer og Resultater. Disse Værker er Det forjættede Land, hvori han ved 1890 opgør den grundtvigske Bevægelses Bo, Lykke-Per fra Tiden efter 1900, hvori han fremstiller sit Forhold til den moderne Aandsbevægelse, og endelig efter 1910 De Dødes Rige, en Kreds af fem Romaner, hvori han skildrer det Forløb, som den politiske Bevægelse efter Kamptiden i Firserne har taget.
De Dødes Rige omfatter i alt følgende fem anselige Romaner: Torben og Jytte, Storeholt, Toldere og Syndere, Enslevs Død, Favsingholm. Gennemførelsen af Værket har kostet Digteren en overordentlig Viljesanspændelse.
Henrik Pontoppidan hører som Forfatter til den etiske Skole; han opfatter og bestemmer Menneskene ifølge deres indre Værdi, og for ham ligger Vægten i Livet paa at bevare Sammenhængen mellem den enkelte og Altet; Menneskets Sjæl er et Hele, en Harmoni, og Livets Kunst bestaar i Arbejdet paa – hos sig selv som hos dem, der er under ens Paavirkning – at holde de forstyrrende Indvirkninger borte og opretholde den primitive Forbindelse mellem Eneren og Altet i den oprindelige Styrke.
Synsmaaden udspringer fra Rousseau; den blev i dansk Literatur med Styrke betonet af Paludan-Müller og Kierkegaard. Indenfor nyere nordisk Literatur har Henrik Ibsen med overordentlig Kraft 234 hævdet lignende Tanker i Brand; i vore Dage er Jakob Knudsen og Henrik Pontoppidan mægtige Talsmænd for den samme simple og sunde Lære. Men hver Digter har sin ejendommelige Maade at fremstille dette afgørende Livsproblem paa. Ifølge Henrik Pontoppidan er Striden mellem de gode og onde Kræfter i vore Dages Danmark af en farlig og skæbnesvanger Natur, fordi Individets gode Vilje paakaldes til Deltagelse i Strømninger og Bevægelser, der i sig rummer stærke Drag af Idealitet, men i hvilke der ogsaa blander sig allehaande forstyrrende og fjendtlige Indflydelser: ældgammelt arvet Mørkesyn, Fanatisme, Smaasind og al Slags Egenkærlighed, Svaghed, Fejlsyn. Tidens Tragedie er da den, at det værdifulde Menneske, idet det kaldes til Arbejde for det almene, enten ødelægges, eller i hvert Fald lammes af de dræbende Indvirkninger fra onde Magter, der snylter paa de fremherskende Aandsstrømninger. Saaledes i Kirke, saaledes i Arbejdets Verden, saaledes i Politik.
Vi lever, ifølge Pontoppidan, i en Tid, hvis Aandepust er lammende eller dræbende for det værdifulde i Mennesket; denne Tanke findes i De Dødes Rige fremhævet og understreget; saaledes i de følgende Ord:
"Det blev ham mere og mere en Overbevisning, at et Tidsskifte igen var ved at løbe ud. Midnatstimen var allerede naaet og Spøgeriet i fuld Gang allevegne. Godt at han havde sit Favsingholm! Her kunde Jytte og han sidde velforvaret under den desperate Dødningedans, indtil det igen gryede – for dem selv eller deres Børn."1
Stærkest og ejendommeligst findes denne Anklage, at Tidsaanden ved det tyvende Aarhundredes Begyndelse virker tilintetgørende paa Personlighedernes Værdier, udtrykt gennem tre af Bogens Hovedpersoner: Ministerdatteren Jytte Abildgaard, Godsejeren Torben Dihmer og Maleren Karsten From.
Hos Jytte Abildgaard har Tidens Sygdom virket saaledes, at den har gjort hendes Sjæl uformuende til Elskov. Hun drages mod talrige Mænd; dybest føler hun for Torben Dihmer; men naar han nærmer sig hende for at vinde hende, flygter hun ind i sig selv, skræmt og fortvivlet.
Hun har ved Iagttagelse af sine Veninders Ægteskaber, som hun ser dem forløbe, faaet en Rædsel for at give sig Livet i Vold; 235 hun har en sensitiv Kvindes Skræk for Barnefødselen (en Skræk som Pontoppidan med sund og bitter Harme atter og atter revser); hendes Følelsesliv faar aldrig Magt til at springe ud i Solen, det forbliver i Svøbet som Bladene i en Kim.
236 Konsekvensen deraf bliver, at Torben Dihmer ikke nogensinde formaar at vinde hende helt. Han er, skønt ogsaa han dræbes af Tiden, en Mand, en ejendommelig og selvstændig Personlighed. Det Omraade, han havde ønsket at sætte sin Kraft ind paa, var Politiken; og Henrik Pontoppidan betegner ham som et virkeligt Høvdingemne, en Mand af Kraft, Aand og Renhed. Men han lammes som ung af en Sygdom og lever i en ensom og haabløs Dødsforventning, saa at sige i "De Dødes Rige", da han ved et nyopfundet Lægemiddel genvinder sin Sundhed.
Men det gaar ham som Faust hos J.P. Jacobsen2; skønt han lever videre i Aarene, er han menneskeligt en Dødning. Han viger tilbage for at kaste sig ind i den politiske Tummel, og han formaar ikke at besejre Jyttes raadløse Angst. Det ender med, at han giver Afkald paa Lægemidlet, vender tilbage til sin Sygdom, sin Ensomhed og sine tunge Tanker som sin rette og egentlige Verden; ved Bogens Ende dør han.
Den, der vinder Jytte, bliver Karsten From; han er Øjeblikkets Modemaler, overordentlig skabagtig og en ivrig Kvindebedaarer; hans Kunstfrembringelser er hule og tomme, han maler kun for at vinde Ry og Penge.
Hvorledes gaar det til, at den stolte og skønne Jytte binder sig til ham?
Aarsagen er den, at hun i sin Sjæls Inderste føler sig som en med ham beslægtet Natur. Der bor i Karsten From baade oprindelige Evner, som han ganske vist har misbrugt, og en dæmpet Vemodighed, et ægte og fint Væsen, der imidlertid er næsten forsvundet bag den anlagte Maske med de vrængede Træk. Hos Karsten From finder Jytte det oprindeligt menneskelige forkvaklet og fordærvet paa samme Maade som hos hende selv. Begge lever de, ødelagte af Tiden, deres Liv efter hensigtsløse og tomme Tilfældigheder; derfor slaar hun Følge med ham, og som to Tusmørkesommerfugle glider de sammen ud i Mørket.
Jytte føder et Barn, opdager, at Karsten From bedrager hende, forlader ham og dør.
I Pontoppidans store Romanværk fremstilles disse Personer paa en Baggrund af den politiske Verdens Foreteelser.
Til Fremstilling af denne Verden benytter Forfatteren en Række 237 Træk af virkelig Historie, men omdannede og almindeliggjorte til Brugen. Saaledes er den politiske Høvding Tyge Enslev en Legemliggørelse af Grundlovskampens Venstreføreres stærkeste Egenskaber. Pontoppidan fremsætter sin Opfattelse af Tidshistorien gennem Skildringen af den Slægt, hvis Ophav er den stærke Mestersmed fra Thy.
Denne Smed har under Frihedskrigen deltaget med Ære i Kampene; men den Belønning, som tilkommer ham, bliver tildelt en Sidemand, der er Akademiker med Protektion. Dette Træk er at opfatte symbolsk: Overklassen tilegner sig Udbyttet af Menigmands Bedrift. Mestersmeden har faaet sit første Knæk. Han bliver siden hængende ved et Pigebarn, han ægter hende og bindes til et Hjem. En Dag fristes han af de lønlige Magter i sin Sjæl til at drage ud og prøve sine Vinger i en Ørneflugt; men det glipper for ham, han har ikke den kraftige Hensynsløshed, der behøves for at rive sig løs og forfølge sit eget. Han fornægter de Magter, som han har givet sig til, og disse Magter hævner sig paa hans Afkom ved at tildele dem indre og ydre Lamheds-Mærker.
Den ypperste af hans Slægt er Høvdingen Tyge Enslev, hans Søn. Han er den geniale Fører, Folkets kaarne Mand, Frihedens Forkæmper. Det er en Figur, der straaler af menneskelig Kraft og Vilje.
Og dog er Tidens Sygdom ogsaa i ham; han bruger alle Midler i sin Kamp, gode og onde mellem hverandre; hans Vilje er stærk, men ikke uselvisk og ren.
Han styrter over Ende; hans Værk styrter med ham. Fra hans Blad "Den 5. Juni" breder en letsindig og fordærvet Tankegang sig i vide Kredse. –
Af den gamle Smeds Slægt findes i Bogen endvidere to Tvillingbrødre ved Navn Gaardbo, en Præst og en Læge. Gennem Skildringen af Pastor Gaardbo revser Pontoppidan præsteligt Embedsvæsen og Dømmesyge; gennem Billedet af Lægen (der forresten i mange Ting er Forfatterens Talerør, saaledes for hans Uvilje ogsaa mod legemlig Kvaksalving) fremstilles rastløs Ivrighed og urolig Paavirkningstrang, der maa forblive gold. Først af næste Slægtled haaber Forfatteren Frugtbarhed og Grøde.
238 Værket indeholder endnu et overordentligt Tal af mere og mindre fremtrædende Bifigurer, der hver for sig bidrager til at belyse dets Grundtanker.
— —
Pontoppidans Sprog er roligt, næsten langsomt; det er klart og overordentlig stærkt. Hans Vid er undertiden noget sløret, undertiden træfsikkert og bidende hvast. I alle Værkets Pulse mærkes de dybe Slag af et stort og ensomt Hjærte.
— —
Pontoppidan er som Tidens og Folkets Dommer paa een Gang streng og mild; streng overfor Tiden og dens Aand, mild og dybt forsonlig overfor Menneskene. De Dødes Rige er en mørk Bog, men ikke nogen trøstesløs Bog: de onde Tider kan engang faa Ende, og Menneskelivet i en ny Tid udfolde sig frit og rigt, i naturlig Overensstemmelse med Verdensaltets store og karske Aand.
