Favsingholm

Af Aarets Bøger

Henrik Pontoppidan: "Favsingholm" (Gyldendal).

"Favsingholm" er sidste Del af den store Fortælling-Kreds, som begyndte med "Torben og Jytte" 1912. Fællestitlen for hele Kredsen er "Fra de dødes Rige". Det er et stort anlagt, bittert følt, klart tænkt Værk, der her er afsluttet. Det hæver sig op over det meste af dansk Nutidsliteratur ved sin modne Sprogkunst, sin sikre Karaktertegning og sin overlegne Menneskekundskab.

Pontoppidans Sprogkunst er klassisk. Den føles som Udtryk for en Personlighed. Den er milevidt fjernet fra vor Tids Sprog-Akrobater, der gør Hokuspokus med vort Sprog for – uden smaalige Hensyn til om der øves Vold mod det danskes Ejendommelighed – at frembringe nye overraskende Lyd- og Ordforbindelser til Glæde for et sensationslystent Publikum. Pontoppidans Stil er Bekræftelse paa den gamle Smagsdommers evigt gyldige Regel, at det klart sagte er det klart tænkte. Hans Ord udløser netop den Stemning, som tilsigtes, og de gengiver Billedet netop saa klart, som det staar for Mesterens indre Blik. Lysende klar er ogsaa hans Karakterskildring. Personerne huskes prægnant og sikkert. De lever i os. Den bitre, menneskeforagtende Politiker Enslev, den kantede, voldsomt gærende Bodsprædikant Mads Vestrup, den mod al Illusion fjendtlige Dr. Gaardbo, den samfundstrætte Godsejer Dihmer, den stolte, mest usikre Jytte, alle staar de myndigt prægede i vor Bevidsthed. –

I "Favsingholm" mødes alle Personer paa de tidligere Dele af Fortællingkredsen, Jytte Abildgaard og Torben Dihmer er atter Hovedskikkelserne. De lever hver for sig og mødes ikke. Hun lider det uundgaaelige Skibbrud i sit Ægteskab med en overfladisk Maler, som er paa Moden, og indser for sent, at hendes Plads var hos Torben. Han har trukket sig tilbage til sit Gods "Favsingholm" og har mistet enhver Interesse for Samfundet i dets nuværende Form. Han dør og efterlader sit Gods som et Tilflugtssted for dem, der ikke finder sig til rette i det magtstræbende, altid hastende Samfund, og som vil redde Personligheden paa Bekostning af Illusionerne om Rigdommens, Berømmelsens og Magtens Værd. Den hensynsløst sandhedskærlige Dr. Gaardbo bliver Leder af Kolonien. Dihmer dør, gamle Fru Abildgaard dør, og de, som iøvrigt ejer Gnist af Stræben efter at erkende det sande, samles tilsidst paa "Favsingholm"s gæstfrie Grund.

Sammenholder vi det nu udkomne Bind med de tidligere, faar vi et samlet Billede af det danske Samfund, saadan som Pontoppidan ser det. Man har kaldt det et Billede af "Systemskiftets Danmark", men dette Udtryk dækker ikke Bogens Hensigt. Det er ikke det politiske Livs Indflydelse alene, det drejer sig om, men om Udviklingen paa alle Omraader og indenfor alle Folkeklasser. Det er til syvende og sidst visse almenmenneskelige Egenskabet, som, udviklet gennem Samfundets systematiske Værdiforfalskning til at blive de fremherskende, ogsaa her viser deres personlighedsopløsende Magt.

Vi er vænnet til at maale vor Lykke og Betydning med den Indflydelse, Berømmelse eller Vinding, vi erobrer, som Maalestok. Vor Higen er udadvendt. Der er et Kapløb mellem Mennesker om at vinde frem i helt ydre Forstand. Sjældent eller aldrig giver vi os Stunder til Selvfordybelse, til at finde vor egentlige Personlighed frem. Den store Stilhedens Højtid, hvor man erkender sig selv, sin Evne til Oprigtighed, Personlighedens Forhold til det, man kæmper for, og det, man gaar for i Verden, opleves sjældnere og sjældnere af Tidens rastløse Mennesker. Derved forfuskes al Ærlighed og Menneskeværd. Vi er forløjede Skabninger, vi er splittede og uselvstændige. Vi giver os letsindigt Illusionerne i Vold.

Dr. Gaardbo taler om Bethesda. "Man ser jo den hele Scene ganske livagtigt for sig. En Vrimmel af Krøblinge og Syge, der sidder paa Spring rundt om Dammen og venter paa Miraklets Time. Og hver Gang en nysgerrig Fiskesnude kruser Vandskorpen, styrter de til som en Flok besatte. – Jeg synes, det er et Billede af vor egen syge Tid, eller vel egentlig af alle Tider. Saadan har Menneskene siddet i Aartusinder og spejdet efter en trolddomsagtig Haandsrækning i deres Nød – snart fra Præsterne, snart fra Videnskaben eller Lovmageriet. Og trods alle Skuffelser bliver Folk ved at lade sig narre af den første den bedste Hundestejle, der stiger op fra Mudderet og agerer Mirakelmager."

Førerne er lige saa selvsuggestionerede og illusionsbedragne som Flokken, der følger dem. Resultatet er jammerligt. Pontoppidan ser med den dybeste Pessimisme paa Nutidens danske Samfund. Om hans Betragtning er rigtig eller urigtig – ja, derom vil der blive talt og skrevet meget for og imod. Selvfølgeligt er og maa hans Stilling være ensidig. Han er selv grebet af sit Emne og føler, at det er en Pligt at sige klart og bestemt, hvad der ligger ham paa Hjertet. Den store Kunst gaar ikke ad den gyldne Middelvej. Den har ikke Plads for Forbehold og Forsigtighed. Vi, som lever jævnt og dagligdags i vor Gerning og kun er Tilskuere til vore Føreres og andre Medmenneskers Færden, vi kan sagtens finde Exempler, der synes at modsige Pontoppidan, men det hindrer ikke, at han om dette væsentligste har sagt den typiske Sandhed.

Er Forfatterens Syn ganske haabløst? Ser han slet ingen Lysning i Mørket? "De dødes Rige" kalder han sit Værk. Det lyder ganske vist trøstesløst; men Titlen kan udlægges paa to Maader. Den kan betyde, at han ser paa vort Samfund som værende uden Livsmulighed og Existensberettigelse. Den kan ogsaa betyde, at det overfladiske, splittede og fjantede Samfund, han skildrer, er døende, men at et nyt kan bygges op paa den ærlige og uforbeholdne Selverkendelses Grund.

Værket, som nu er sluttet, vil vække Diskussion og virke revsende og fornyende. Som Kunstværk føjer det sig værdigt til Rækken af Henrik Pontoppidans Mesterværker.

E. F.