Enslevs Død

En Fortælling-Kres

[gå tilbage til Toldere og Syndere, kapitel II]
  Udgivelsen af nærværende Bind, der var lovet til Foraaret, er bleven forsinket paa Grund af Sygdom, hvad jeg beder mine Læsere holde mig tilgode.
 Forfatteren

I

I Mørke og graa Taage mødtes to Mænd paa Landsbyens Gade og faldt i Snak.

Den ene, der med Gløden af en Cigar oplyste sit eget dobbelthagede Maane-Ansigt, var den lille Jørgen Mosegaard, Amtsraadsmedlem og Sparekassedirektør, gennem mange Aar den selvskrevne Ordstyrer og Leve-Udbringer ved alle Møder paa Egnen. Den anden, som bar en Lygte i en Snor, var Pastor Johannes Gaardbo. Han kom fra et Sygebesøg hos en fattig Familje, der boede i en Rønne langt ude i Overdrevet.

De to Mænd havde ikke talt længe med hinanden, før de kom ind paa den Sag, som alle i Landet for Tiden talte om: Enslevs aabne Brud med sit Parti, den Kamp mod Kirken, som den gamle Mand trods sine Venners Advarsler nu vilde paatvinge Folket og udkæmpe paa Liv og Død.

Jørgen Mosegaard ytrede sig om Sagen med sin sædvanlige, vidtløftige Forsigtighed. Hver Gang han tog Cigaren af Munden, var det, som om der blev sat et vel indsmurt Maskineri i Bevægelse. Med Færdighed udrulledes i Sangtone en Række langstrakte 4 Talemaader, der hverken sagde Ja eller Nej. Han var en Mand med Fynboens aabne Favn og udelukkede nødig nogen fra sit Venskab. Det var netop denne omfattende Næstekærlighed, han skyldte sine mange høje Tillidsposter.

"Nu faar vi jo se, hvordan det altsammen vil og maa og skal udvikle sig. For det er jo saadan, at det snart maa blive aabenbaret, hvad der i det hele og store er Enslevs sande Mening. Der maa jo snart komme en Klaring paa Situationen. Det mener jeg for min Del bestemt."

"Jeg synes ellers ikke, at hans Mening er til at tage fejl af," svarede Præsten. "Saa længe hans hvide Hoved er oven Mulde, skal der ikke gælde anden Lov her i Landet end hans Vilje. Hans Hævngerrighed og Magtsyge skal hele Folket tjene. Han taaler ingen over sig og ingen ved Siden af sig. Ikke en Gang Vorherre selv."

"Naa, naa, Gaardbo – naa, naa! Lad os vare os for Overdrivelse. Den Slags haarde Ord gør saavist ingen Gavn. Jeg staar nu i den Formening, at det altsammen tilsidst vil jævne sig og blive til Lykke og Velsignelse for vort kære lille Fædreland. Blot vi ikke forivrer os men ser Tiden an og la'r det hele udvikle sig paa naturlig og tilforladelig Maade. Det mener jeg bestemt."

Hans Læber rundede sig for igen at modtage Cigaren 5 som en Spunds, der i nogle Øjeblikke stoppede for hans Veltalenhed. Mens han dampede, sagde Præsten:

"Det er i hvert Fald nu for sent at ville afvende Forargelsen. Men eet er sikkert. De Folk her i Kresen, der i Sommer hjalp til at sætte Jægermesterens Valg igennem, har et Medansvar for de Ulykker, som den gamle Rænkesmed endnu kan bringe over Landet. Og det skal blive husket!"

Cigargløden lyste atter op i Jørgen Mosegaards pludsede Ansigt, og det saaes, at Truslen i Præstens sidste Ord gjorde ham bleg om Næsen. Som de fleste andre af Egnens Storbønder havde han ved Sommerens Valg fulgt den enslevske Parole og stemt paa Jægermester Hagen. Rigtignok havde han en Gang benægtet det overfor Pastor Gaardbo; men denne havde skaffet sig paalidelig Underretning.

Da den lille lavbenede Sognekonge nu igen begyndte at lade sin Ordtønde løbe, sagde Præsten derfor Godnat og gik videre ad den sølede Vej med sin Lygte.

Kort efter sad Jørgen Mosegaard inde hos sin gode Ven og Nabo, gamle Ole Jensen, og rørte rundt i en dampende Romtoddy. Han fortalte om sit Møde med Præsten og sagde:

"Han er ellers bleven noget rask i Mundtøjet, den samme unge Mand. Det har kreperet ham gevaltigt, 6 at han skulde gaa hen og blive Dumpekandidat i Sommer. Han snakkede om Enslev, saa det var helt forargeligt at høre paa. Og Enslev er dog hans kødelige Farbror. Jeg sagde det ogsaa til ham lige op i hans aabne Ansigt. Det er lovlig stærk Tobak, sagde jeg. Jeg tror ogsaa nok, han blev lidt flov af sig. Naa – jeg siger forresten ikke noget til'et. Gaardbo har paa flere og forskellige Maader gjort sig fortjent af Sognets Fattigpleje. Men vi kan jo ikke allesammen bli' Rigsdagsmænd."

For Enden af Bordet, i hvis fine Mahogniplade en forgyldt Hængelampe spejlede sig, sad Gaardkonen med Hornbriller og Strikkestrømpe. Flere Gange under Jørgen Mosegaards Tale havde hun skævet lidt ængstelig til sin Mand, der sad i en Armstol ved Kakkelovnen og gumlede paa en Skraa. Ole Jensen taalte ikke godt at høre Pastor Gaardbo nævne i sine Stuer. Han var en Bonde af den gamle Skole og forargedes over Præstens mange "Anstalter", som havde forstyrret Freden i Sognet.

For at lempe Samtalen bort fra det farlige Emne gav Konen sig til at snakke om Præstens Bror, Distriktslægen i Jerve, som der altid løb saa mange Historier om. Hun havde hørt, sagde hun, at "det tovelige Menneske" for nylig skulde have skrevet en Medicin op til en Mand i Sanderum og bagefter sagt til ham, at det ikke havde været andet end det 7 klare Vand. Var det dog ikke en skammelig Adfærd! Hos rige Hans Rasmussen i Jerve havde han forlangt, at hele Familjen skulde faste strengt en Dag hver Uge Aaret rundt. Havde man hørt noget saa forskrækkeligt her i Landet siden den katolske Tid? Han kunde da vist ikke være rigtig i Hovedet.

Den knarvorne Gamle ved Kakkelovnen havde nu rejst sig. Han stod foran Chiffonnieren og rodede i Skufferne efter et Spil Kort.

"Ja, de er ens store Narre begge to," sagde han. "Men hold nu Kæft, Mutter. Vi skal ha' et Slav Fedtmule, Jørgen!" –

Pastor Gaardbo var imidlertid naaet hjem til sin store, tomme Præstegaard i den anden Ende af Byen. Han stod i Forstuen i Færd med at hænge sit Tøj op, da hans Husholderske, den nervøse Frk. Martinsen, stak Hovedet ud af Køkkendøren og i krænket Tone lod ham vide, at Søren Tækker og en anden Mand sad inde i hans Stue og havde ventet paa ham over en halv Time.

De to Mænd rejste sig stille fra et Par Stole ved Døren, da han kom ind. Han tog dem i Haanden, saae derpaa opmærksomt fra den ene til den anden og sagde:

"I ser ud, som om I kom med Nyt. Der er sket noget."

Søren Tækkemand bekræftede det.

8 Præsten tog Lampen, der stod paa Pulten under det store Kristusbillede, og flyttede den hen paa Bordet foran Sofaen.

"Lad os sætte os her! ... Og lad mig saa høre!"

Da de to Mænd var kommen til Sæde i Sofaen, trak Tækkemanden en sammenlagt Avis frem af Brystlommen under sit store Skæg. I Tavshed rakte han Præsten den over Bordet. Det var Dagsnumeret af en af de smaa københavnske Sladderaviser.

"Hvad er dog dette her!" udbrød Præsten, da han i en Forside-Artikel med den kæmpemæssige Overskrift Fra Rigsdagssalen til Gummicellen læste om den Ulykke, der havde ramt hans sejrende Modkandidat ved Sommervalget. Optrinet paa Trappegangen udenfor Hr. Frandsens Lejlighed, Jægermesterens Kamp med Politibetjenten, Folkeopløbet ved hans Bortkørsel til Hospitalet, alt var vidtløftigt udmalet, som om det galdt en verdenshistorisk Katastrofe. Og det var ikke svært at se, hos hvem Bladet havde hentet sine Oplysninger. Slutningen af Artiklen lød:

"Særdeles at beklage er Folketingsmandens Svigerfar, den bekendte Grosserer L. K. Søholm, der efter Sigende med meget betydelige økonomiske Ofre har støttet hans længe vaklende Kredit og saaledes nylig afkøbte ham hans fynske Gods "Storeholt". Men navnlig vil Medfølelsen naturligt samle sig om den 9 syge Mands saa grundløst mistænkte Hustru, hvis smukke og distingverede Skikkelse har vakt berettiget Opsigt i vort højere Selskabsliv."

"Dette er jo forfærdeligt!" udbrød Pastor Gaardbo flere Gange under Læsningen. "Men kan det ogsaa være sandt? Der har jo ikke staaet et Ord om det i vore egne Aviser."

Med fremstrakt Pegefinger gjorde Tækkemanden ham opmærksom paa, at Bladet var det sidste nye fra Hovedstaden. Mejeribestyreren havde bragt det med fra Odense. Forresten havde han ringet "Folkebladet" op og faaet Meddelelsen bekræftet.

"Tænk, at det skulde ende saadan! Men det maatte man jo næsten vente," sagde Præsten og læste videre.

Men et Øjeblik efter lod han Bladet synke. Med et pludseligt forandret Udtryk saae han over paa de to Mænd, der begge havde vogtet paa hans Miner, mens han læste. Og det var ikke alene Øjnene, men ogsaa Tankerne, der nu mødtes.

Der blev stille i Stuen nogen Tid. Derpaa begyndte Tækkemanden:

"Kan De huske, Pastor Gaardbo, hvad De sagde til mig den Aften, da Jægermesteren blev valgt? Vi vil ikke tabe Modet, sagde De. Næste Gang skaffer vi Herrens Sag Oprejsning. Saa aftvætter vi Skammen, sagde De. – Der var vist ingen af os, der 10 tænkte paa, at "næste Gang" skulde komme saa brat. Men saadan har det nu været Vorherres Vilje."

"Amen!" lød det stærkt fra hans hidtil murtavse Ledsager, en ældre, rødnæset Mand med et skummelt Ansigt. Præsten nikkede tavs.

Der blev nu talt om Udsigterne for det nye Valg, som efter alles Mening vilde blive nødvendigt. Tækkemanden var fuldt overtydet om, at det trods den korte Frist skulde lykkes dem at tage Kresen denne Gang. Kristi Venneskare var vokset stærkt de sidste Maaneder paa Grund af Enslevs vedvarende Udæskning i Avisartikler og Interviews; og den Skam, som Jægermesteren nu havde kastet over sine Vælgere, vilde sikkert aabne Øjnene paa mange, som endnu om Sommeren havde fulgt det enslevske Banner.

Efter at der derpaa var truffet Aftale om at indvarsle til et Møde af Vennekresens Tillidsmænd, brød Tækkemanden og hans Ledsager op for at bringe den store Nyhed videre ud i Menigheden.

Da Pastor Gaardbo havde fulgt sine Gæster ud og var kommen tilbage, blev han staaende ved Siden af Pulten med et Udtryk, som om han i Tankerne allerede stod paa Valgtribunen med et larmende Menneskehav foran sig. Langt stærkere, end han havde ladet sig mærke dermed overfor Vennerne, var han bleven opglødet af Udsigten til at komme 11 ud i Kamplinjen, hvor Landets og Folkets Fremtid nu skulde afgøres.

Efter sin Kærestes Ulykkesdød havde han i lang Tid haft en Sky for den store Offenligheds ti Tusinde Øjne. Han havde levet her i sin tomme Præstegaard og dannet sig sin egen stille Verden langt fra meget af det, der tidligere optog ham. En Savnets Verden ganske vist, men opfyldt af lykkelige Minder, der befolkede Tomheden og gjorde ham Ensomheden fortrolig. Men siden Sommerens Valgkamp havde hans Sind været i Gæring, og han havde følt Nederlaget saa meget tungere, som det flere andre Steder i Landet var lykkedes Menigheden at sende unge, modige Kristmænd ind i Tinget som Svar paa Farbroderens Undsigelse.

Han vidste godt, at det ikke vilde blive helt let for ham at bryde op fra sine mange Venner her og – maaske for bestandig – at skilles fra sine to Kirker, der var bleven ham saa hjemligt kære, og hvor han vel ogsaa nok selv vilde blive savnet lidt. At han i København maaske kunde risikere at træffe sammen med Frk. Jytte Abildgaard, foruroligede ham ogsaa noget. Skønt han nu tænkte tilbage paa sin Optagethed af den livstrætte og spotske Ministerdatter som en trist Forvildelse, kunde han til sin Skam ikke nægte, at Erindringen om hendes Skønhed endnu havde nogen Magt over hans Tanker. Men i Øjeblikkets 12 højtideligt bevægede Sindsstemning var det ikke svært at faa Bugt med alle saadanne Betænkeligheder, og han var fuldt paa det rene med sig selv om, at han nu baade kunde og skulde vende tilbage til den store Arbejdsplads, hvorfra der saa mange Gange var bleven kaldt paa ham.

... Han løftede Hovedet. Og pludselig gik der en Skygge henover hans forklarede Træk. Han havde hørt et fjernt Automobilhorn og genkendt Lyden. Det var hans Bror, der kørte forbi ude paa Hovedlandevejen.

Han blev staaende med Haanden paa Pulten og fulgte Lyden, indtil den forsvandt. I to Maaneder havde han ikke talt med Broderen. Undertiden havde han paa Frastand set hans Vogn; men med Forsæt havde han undgaaet et Møde. Efter den dybe Krænkelse, Broderen tilføjede ham ved deres sidste Sammenkomst, havde han ikke kunnet tænke paa ham uden Bitterhed. Havde heller ikke kunnet bede for ham i fuld Oprigtighed. Nu lagde han Hænderne over sit Ansigt. Den Tanke, at de maaske nu skulde skilles – og skilles uforsonede – fik hans Hjerte til at strømme over af sorgfuld Bekymring.

"Aa, Povl – Povl! Hvorfor vil du ikke høre Sandhedens Røst?"

[*]

13 Ude paa den brede Hovedlandevej rullede Distriktslæge Gaardbo ad Hjemmet til. Hans lille træskoformede Køreværk kastede en umaadelig Lyskegle foran sig og viste som en Troldlygte en glidende Række dagklare Billeder af Landevejen med dens afbladede Popler, dens Skærvebunker og Vejpytter. Taagen var dreven bort. Aftenen var lys og mild og stille. Men i rasende Fart jog nogle mørke Skyer henunder Stjernehimlen som Røg fra en Verdensbrand et Sted langt borte.

Da Doktoren kørte forbi Landsbyen, havde han vendt Blikket ned mod Præstegaarden og set Lys i Broderens Vinduer. Og hans Tanker var endnu hos ham. Derfor saae han uvilkaarligt flere Gange op efter Kassiopeia, der var det Stjernebillede, de som Drenge mest havde elsket. Det var jo her, Tyge Brahes forsvundne Stjerne havde straalet, og de drømte dengang begge to om at blive store Astronomer, der ligesom deres berømte Landsmand opdagede nye Stjerner og Kometer. I de koldeste Vinteraftener stod de ude i Sneen og stirrede sig højtideligt svimle, mens de studerede den blinkende Klodevrimmel ved Hjælp af et Stjernekort; og det var Johannes, der var den allerivrigste. Han udfandt nye Billeder og gav mange af de smaa Stjerner Navne, idet han efterhaanden opkaldte hele Familjen. Men en Dag havde deres Far forbudt dem disse Himmelstudier 14 med de Ord, at "det var den Slags Ting, man for sin Sjælefreds Skyld helst ikke skulde befatte sig med," – Ord, som den gode Johannes nu i Tide og Utide gjorde til sine.

Ude bag det store flade Land i Øst saaes en Lysning. Det var Maanen, der var i Færd med at kravle op over Synskresen. Men nu lukkedes Udsigten af Skovene ved Storeholt, og lidt efter kom selve Herregaarden tilsyne for Enden af Alleen, straalende af Lys fra Kælder til Kvist.

"Se se! Det nye Herskab er nok arriveret!" sagde han højt til sig selv.

Den store, hvide Hovedbygning havde i de sidste Maaneder været et øde Hus, der om Aftenen virkede lidt uhyggeligt med sine mange mørke Vinduer. Om Dagen derimod havde al Slags Haandværkerlarm lydt ud derfra. Gaardens nye Ejer, Grosserer Søholm, havde sat stor Kraft ind paa at bringe den forsømte Bedrift paa Fode. Ladebygningen havde faaet nyt Tag, Staldene en fuldtallig Besætning. Og der var bleven talt meget om en vældig Motorplov, som daglig samlede nysgerrige Tilskuere.

"Nu skal jeg fortælle dig en Nyhed," udbrød Doktoren, da han var kommen hjem og stod i Dagligstuen, hvor hans Kone sad ved sin Symaskine. "Kaffekongen er ankommen til Storeholt med hele sit Hof. Der var Lys i alle Vinduerne."

15 "Naa," svarede hun fraværende, idet hun søgte efter noget paa Bordet.

Fru Meta gik paa faldende Fod. Hun ventede sin Nedkomst en af Dagene og var i den Anledning hvileløst optaget af at beskikke sit Hus. Hun syntes, at der endnu var saa meget at ordne og aftale, før hun med god Samvittighed kunde overgive sig til Barseltidens Pleje. Hun, som ellers var saa fattet, følte sig denne Gang mere ængstet og ogsaa mere legemligt besværet end under noget tidligere Svangerskab. Hun forstod ikke Grunden, men tænkte paa, om det kunde være disse tunge Efteraarsdage, der voldte hende Uro. Hun havde født sine andre Børn om Sommeren og i det tidlige Foraar. Dette voksende Vintermørke og Synet af de evigt faldende Blade havde gjort hende modløs.

Doktoren tog en Stol og satte sig ved Siden af hende.

"Naa, lille Mutter, hvordan gaar det saa?" spurgte han og strøg hende varsomt over Armen.

"Jeg har en Overraskelse til dig," sagde hun.

"En Overraskelse?"

"Ja, et Brev. Se her!"

Med en munter Hemmelighedsfuldhed, som Doktoren ikke kunde tyde, trak hun en stor Konvolut frem under Syæsken. Men i det samme betænkte 16 hun sig og lagde den til Side, idet hendes Ansigt igen blev alvorligt.

"Først en anden Ting, Povl! Jeg maa have snakket lidt ordenlig med dig. Ingen veed jo, hvornaar det næste Gang kan ske."

Hun lagde sig tilbage i sin Armstol, "Rugepladsen", som hendes Mand kaldte dette. Husets eneste bekvemme Sæde, der var anskaffet udtrykkeligt af Hensyn til hende.

"Vil du sige mig, Povl – tænker du slet ikke paa at komme til en Forstaaelse med din Bror?"

"Med Johannes? Det har vi jo talt om. Nu vil vi ikke igen ind paa den gamle Historie."

"Jo, Povl, det maa vi nu alligevel. Jeg faar ikke rigtig Ro paa mig, før I er bleven Venner igen. Det er dog altfor taabeligt, som I to har haft det med hinanden nu i hele to Maaneder."

"Ja ja! – Hvad er det for et Brev, siger du?"

"Nej, nu skal du høre paa mig," sagde hun, idet hun tog den Haand, hvormed han rakte efter Brevet, og holdt den fast i sit Skød. "Du synes naturligvis, at du paa din Side har strakt dig vidt, fordi du skrev til ham dengang og gjorde en Undskyldning."

"Ja."

"Jamen, husk dog paa, Povl, hvor meningsløst du saarede ham."

17 "Det var hans egen Skyld. Han var den udæskende Part – det veed du."

"Du sagde dog selv, dengang du kom hjem, at du skammede dig over din Opførsel."

"Naa ja, jeg blev hidsig. Den Skavank har jeg nu engang, og det veed Johannes bedst. Som Drenge – ogsaa som Studenter – røg vi saamænd tidt i Totterne paa hinanden og var dog lige gode Venner for det. Men Johannes er ikke længer den, han var i gamle Dage – det er Sagen!"

"Han mener vel, at I begge to skulde være vokset fra ligefremme Haandgribeligheder; og det har han da kun Ret i."

"Men hvorfor har han ikke svaret paa mit Brev? Jeg foreslog, at vi skulde glemme den dumme Historie og tage hver sin Halvpart af Skylden. Du læste det jo selv. Nu er der gaaet to Maaneder, og jeg har ikke hørt et Ord fra ham. Hvad kalder du det?"

"Det har naturligvis ogsaa undret mig. Men jeg tror alligevel ikke, at Johannes gaar og bærer Nag. Det vilde da heller ikke ligne ham."

"Du kender ham ikke, Meta."

"Nej, det siger du jo. Men hvorfor tager du ikke en Dag ind til ham og rækker ham Haanden til Forlig. Det er dog vist bare det, han venter paa. Havde du gjort det straks, saa havde det hele været 18 klappet og klart for længe siden. Men I er to lige store Børn begge to. Der er ingen af jer, der kan faa sig selv til at gøre det første Skridt. Og saa kan I dog slet ikke undvære hinanden. Tror du ikke, jeg har kunnet mærke paa dig, hvor du savner Johannes. Du veed vist ikke selv, lille Povl, hvordan dit Humør har været i den sidste Tid. Og jeg er sikker paa, at Johannes har det akkurat paa samme Maade."

Doktoren, der var gaaet ud paa Gulvet, standsede og rystede mismodigt paa Hovedet.

"Gid du havde Ret, Meta! Men du tager fejl. Jeg siger dig: der er Ugler i Mosen. Jeg har længe hørt dem skrige."

"Hvordan mener du? Jeg forstaar dig ikke, Povl! Jeg har undertiden en Fornemmelse af, at der er noget, du ikke vil sige mig. Hvad er det?"

"Naa ja – ærlig talt, du – jeg begynder at tro, at den hele Historie er kommen min gode Johannes ganske godt tilpas. Derfor tier han. Kan du huske, hvor mærkværdig forbeholdent han i sin Tid svarede, da jeg skrev til ham, at vi vilde søge Distriktslægeembedet her i Jerve? Jeg havde ventet mig et Raab af Henrykkelse, og saa blev det til en lang og klam Formaning om endelig at overveje Sagen nøje, inden vi bestemte os. Jeg tænkte dengang, at han maaske var bange for, det var en Opofrelse fra vor 19 Side ... at vi vilde flytte herover for at være ham til Opmuntring efter Rosalies Død. Men jeg forstaar nu, at vi er kommen ham til Ulejlighed. Hældørerne i Sognet har naturligvis ladet ham høre, at vore Børn ikke er døbte, og det har skadet hans Autoritet blandt Vennerne. Men Johannes gaar saa skjult med sine Følelser nu. Derfor har jeg været saa længe om at begribe det. I Virkeligheden er han mig vistnok rigtig taknemlig for det Ørefigen. Det har givet ham et kærkomment Paaskud til et aabenlyst Brud med os."

"Aa – fy, Povl! Jeg begriber ikke, hvad der gaar af dig! Naar jeg tænker paa, hvordan du har hævet Johannes til Skyerne og ligefrem været forelsket i ham – ja, for det var du! Kan du huske, da vi var forlovede? Jeg kunde ordenlig blive skinsyg paa ham, saadan som du altid talte om ham. Jeg skulde absolut beundre ham paa enhver Maade, endogsaa før jeg nogensinde havde set ham. Husker du det?"

Doktoren var bleven staaende midt i Stuen og saae mod Gulvet med et grundende Udtryk.

"Jeg siger dig jo: Johannes er ikke længer den, han var. Siden han blev Præst og trak i denne lange Busseronne og fik Pibekrave om Halsen, er han bleven et andet Menneske. Eller rettere sagt: han har mere og mere udviklet sig til et af disse uhyggelige Dobbeltvæsner, der ligesom sammenvoksede 20 Tvillinger har to selvstændige Tilværelser uden fælles Bevidsthed. Om den Slags Folk kan det med Sandhed siges, at den ene Haand ikke veed, hvad den anden gør. Den Modgang, Johannes paa forskellig Maade havde nu i Sommer, har især gjort ham uforsonlig. I Grunden tror jeg, han hader os. Men han aner ikke noget om det selv – for saa vidt er han altsaa uskyldig."

"Du skulde virkelig skamme dig, Povl! At du kan staa og tale saadan om din egen Bror! ... Jeg vilde næsten ønske, vi aldrig var kommen hertil. For jeg synes, dette her er stygt."

Hendes Ord gjorde ham tavs, og han skammede sig virkelig. Og da han saae, at hun lagde Haanden over Øjnene, fordi hun kom til at græde, blev han helt ulykkelig.

Han satte sig igen hen hos hende og lagde Armen om hendes Liv.

"Ja, jeg har en forbandet Kæft ... Men du kender mig dog. Jeg mener det ikke saa slemt. Den Mistro, jeg har faaet til Johannes, piner mig naturligvis. Men det var dumt af mig at snakke om det, og nu la'r vi Johannes i Fred og taler om noget andet."

Men hans Kærtegn standsede ikke Taarerne. For at skjule dem for ham lagde hun Hovedet ned paa hans Skulder men overfaldtes i det samme af stærke Gysninger.

21 "Men – min søde Pige! Hvad er der i Vejen? Er det Barnet?"

Hun rystede paa Hovedet.

"Hvad er det da?"

"Jeg kan ikke gøre for det, Povl ... Saa snart du er borte, kommer der en saadan Angst over mig. Og jeg synes, alting er bleven saa uhyggeligt, siden du og Johannes blev Uvenner. Der gaar snart ikke en Dag, uden at Børnene spørger om, hvorfor Farbror Johannes ikke kommer. Og jeg veed ikke, hvad jeg skal svare. Du selv gaar omkring og ser ud, saa man kan blive bange for dig."

"Ja, jeg er en stor Slyngel. Men nu skal jeg love dig, at jeg imorgen den Dag skal tage over til Johannes og tilbyde ham Forlig. Jeg vil sige til ham, at han for din Skyld maa glemme den Historie. Er du saa tilfreds?"

Hun løftede Hovedet og klappede hans Kind.

"Du er saa god ... Og nu skal du faa dit Brev."

Det var en aaben Konvolut med et Hefte af et bekendt københavnsk Maanedsskrift. Doktoren havde heri faaet optaget et Afsnit af sin "Levelære," som han stadig arbejdede med, og da det var første Gang, han overhovedet fik noget trykt, havde Heftet været ventet her i Huset med Spænding.

"Til Lykke!" sagde hun og kyssede ham. "Jeg 22 har naturligvis ikke kunnet dy mig for at kigge i det. Det ser rigtig pænt ud."

Hun rejste sig for at pakke sine Sysager sammen og gik lidt efter i Seng. Doktoren havde aabnet Heftet, men saa snart hun var gaaet, lukkede han det igen. Han var foreløbig for optaget af det Løfte, han havde givet hende. Dette Genmøde med Broderen beskæftigede hans Tanker, saa han ikke kunde læse.

Han mindedes den Sommerdag i deres Studentertid, da Johannes rejste til England. Sammen med et Par andre teologiske Studenter var han bleven valgt til at repræsentere danske Akademikere ved et stort kristeligt Verdensstævne derovre. Han havde fulgt ham ombord paa Skibet, og han kunde endnu se ham staa med sit brede Smil ved Rælingen og svinge sin hvide Hue, mens den store, grimme Kuldamper forsvandt ud gennem Sejlløbet.

Han havde ofte tænkt paa, at han ved den Lejlighed i Grunden havde set Johannes for sidste Gang. Da han kom tilbage, var han en anden. Han, der havde kunnet virke lidt barnagtig med sin overstadige Livlighed, var bleven indesluttet og alvorlig. Han, som havde været saa ubefæstet i Troen, at han flere Gange tænkte paa at opgive det teologiske Studium og slaa sig paa Sprogvidenskaben, var nu bleven klippefast i sin Beslutning om at blive Præst. I en fortrolig Samtale fortalte han siden, at han havde 23 ladet sig optage i et internationalt Broderskab, en Korshær, der havde sat sig til Opgave at erobre hele Verden for Kristus inden en Menneskealder. Kort Tid efter var det ogsaa, at han fremtraadte som Taler ved et politisk Studentermøde og til almindelig Forbløffelse sluttede med at bekende Troen.

"Og stakkels Rosalie!" tænkte han, idet han mindedes sin Broders afdøde Kæreste. "For hende blev Forvandlingen til Skæbne. Hendes glade Øjne saae fra den Tid altid ud, som om de lige havde grædt."

Døren til Soveværelset blev igen aabnet. I sin hvide Natdragt stod Fru Meta derhenne og støttede sig med Haanden til Karmen. Hun var meget bleg og pressede Øjne og Mund fast sammen.

Doktoren sprang op.

"Er det Barnet alligevel?"

Hun nikkede.

Han kom hen til hende med udbredte Arme, og hun lagde sig ind til hans Bryst som et frysende Barn, mens han varsomt omfavnede hende.

"Du kære, kære –" sagde han og strøg hende over Haaret. "Du lille Stakkel!"

Da Smerten var ovre, rettede hun sig op, tog hans Hoved mellem sine Hænder og kyssede hans Mund.

"Min søde Mand! Nu faar du Fred for mig en lille Tid. Jeg veed godt, jeg har været dig til Plage. Men nu skal det nok blive bedre. Jeg forstaar ikke, 24 hvordan det kan være; men jeg er helt rolig nu. Føl en Gang mit Hjerte. – Men gaa nu ud og væk Pigerne. Vi maa jo have Børnene flyttet, og –."

Hun maatte igen standse for at undertrykke en Stønnen. Med en ny Kuldegysning sank hun ind til ham og greb krampagtig om hans Arm.

"Kom – du maa lægge dig!" sagde han.

Idet hun med Hovedet paa hans Skulder lededes hen til Sengen, hvor en gammeldags Natlampe brændte, hviskede hun til ham halvt bevidstløs af Smerte:

"Jeg lover dig, jeg skal nok være tapper!"

[*]

Klokken fire om Morgenen fødte Fru Meta ved fuld Bevidsthed en sprælsk Dreng, der ligesom sin Oldefar, den gamle Smed i Enslev, traadte ind i Verden med et Vræl, der ganske lød som et Hurra. Glæden i Huset var stor. Børnenes Utaalmodighed var ikke til at styre. Allerede om Formiddagen fik de Lov til at komme ind og hilse paa den nye Bror. Paa indadvendte Taaspidser listede de tre ældste ind i Gaasegang og stirrede med højtidelig Nysgerrighed paa den Lille, der nu var svøbt og laa hos Moderen. Kun den hidtil yngste af Flokken, der sad paa Faderens Arm, vendte misfornøjet Ansigtet bort og stak tilsidst i et Brøl, saa hun maatte bæres ud.

I de følgende Dage tænkte Doktoren ofte paa sin 25 Bror og glemte heller ikke det Løfte, han havde givet sin Kone. Men i sin Lykke opsatte han Indfrielsen fra Dag til Dag, og imidlertid hændte der noget uventet. Fru Meta blev pludselig syg. Hun fik Feber, og Barnet maatte tages fra hende. I Løbet af et Par Dage blev Tilstanden ret alvorlig. Rygtet bissede allerede rundt paa Egnen og fortalte, at hun ikke kunde leve.

En Aften i Mørkningen sad Doktoren modfalden ved hendes Seng. Det var Femtedagen efter Fødslen, og Feberen var i Stigen. Fru Meta laa og døsede med halvaabne Øjne. Af og til smaasnakkede hun i Vildelse.

Doktor Gaardbos Tanker gik tilbage til de Dage for ti Aar siden, da han lærte sin Kone at kende paa et københavnsk Hospital, hvor han dengang var Kandidat og hun Sygeplejerske. Han havde næsten øjeblikkelig forelsket sig i hende. Skønt han godt kunde se, at hun ikke var smuk, ja at hun maaske var den mindst kønne af de mange bararmede Hospitalsfeer, der mylrede op allevegne og gjorde Luften saa farlig for de unge Medicinere, havde hun hurtigt i hans Øjne faaet en Straalekrans om Hovedet. Det skete den allerførste Dag. For at komme tilbunds i nogle paaklagede Forsømmelser holdt Overlægen Justits paa Afdelingen og rasede i Sygestuerne og paa Gangene som en Bersærk; og under dette Uvejr var hun 26 den eneste, der havde haft Mod til at staa frem og sige Sandheden. Et Par Dage efter, da de tilfældigt blev alene ved en Sygeseng, hvor hun hjalp ham med en Forbinding, saae han ind i hendes Øjne, og for første Gang oplod sig for ham den Verden af Godhed og Renhed, som skulde blive hans Eje. Allerede en Ugestid efter friede han. Til sin egen Overraskelse fik han straks Ja, og i Grunden var han aldrig ret kommen sig af sin Forundring over, at netop han, den vanføre Mand, hvem de unge Kvinder havde skyet, skulde opnaa en saa stor og ufortjent Kærlighedslykke. Disse sidste ti Aar syntes ham nu de eneste, hvori han virkelig havde levet. Og hvordan havde han lønnet hende? Med daglig voksende Byrder, med fem Barnefødsler og evige Pengebekymringer, med sin Utaalmodighed og sine Bravader – –

Døren bagved ham gik sagte op. En af Pigerne kom listende ind, bøjede sig over ham og hviskede, at der var kommen En, der vilde tale med ham. Han var altfor dybt indspundet i sine egne Tanker til at mærke, hvor besynderlig optaget hun var af sin Meddelelse, rejste sig mekanisk og gik ud. Men idet han paa Vejen til sit Værelse i den modsatte Ende af Huset kom gennem Dagligstuen, standsede han pludselig med en Studsen. Han havde hørt den lille Hedvig udbryde ude i Forstuen:

27 "Næh! ... Farbror Johannes!"

Det er ikke muligt! – tænkte han saa overvældet, at han næsten ønskede, det ikke var sandt. Men da han i det samme hørte Broderens Stemme, skyndte han sig til Døren og rev den op.

Præsten stod derude omringet af Børnene, der var stormet ud fra Barnekammeret. Han var i Færd med at hænge sin glinsende vaade Regnfrakke op paa Knagen. Uden at vende sig om mod Broderen rakte han Haanden ud og sagde:

"Det staar nok ikke helt godt til her."

Doktoren greb Haanden med begge sine, og da de var kommen ind i hans Stue, og han havde tændt Lys derinde, lagde han Hænderne paa Præstens Skuldre.

"Johannes! ... At du er kommen! ... Hvordan skal jeg sige dig Tak?"

"Jeg maatte herover, da jeg hørte, hvordan det stod til. Fortæl mig nu alt."

"Ja, du veed det altsaa. Meta er meget syg. Det kom saa pludseligt. Ellers var jeg kommen over til dig og havde meldt vor lille Drengs Fødsel."

Han vilde have sagt mere, vilde have lettet sit Hjerte helt for den store Uret, han havde gjort ham med sin Mistro. Men der var noget i Broderens Holdning, der ligesom unddrog sig Fortroligheden, hvorfor han besluttede at vente til senere.

28 De tog Plads ved Siden af hinanden paa den haarde Hynde-Bænk, og Doktoren gav sig til at fortælle om sin Kones Sygdom. For at berolige baade Broderen og sig selv udtalte han sig meget fortrøstningsfuldt om hendes Tilstand. Men hans idelige Forsikringer om, at der ingen Grund var til Ængstelse, lød for meget som undertrykt Tvivl, og hvert Øjeblik drev hans indre Uro ham ud paa Gulvet, hvor han humpede frem og tilbage.

Præsten iagttog ham i Tavshed med et tankefuldt, undertiden halvt fraværende Udtryk.

De talte ogsaa lidt om den Nyfødte og de andre Børn, og Doktoren spurgte sin Broder, hvad han selv havde oplevet i den lange Tid, de ikke havde set hinanden.

"Jeg har hørt om den Ulykke, der er overgaaet Jægermesteren," sagde han. "Og her skal jo være Valg, ikke sandt? ... Jeg har i flere Dage ikke læst Aviserne; men saa meget veed jeg dog, at du igen vil stille dig."

Hertil svarede Præsten ikke noget. Derimod gav han sig til at tale om det Brev, han i sin Tid havde modtaget fra ham.

"Du har maaske undret dig over, at jeg ikke har svaret paa det tidligere. Men det har haft sin bestemte Grund."

29 "Det er jo nu saa ganske ligegyldigt, Johannes! Jeg forlanger ingen Forklaring. Nu er du jo selv kommen, og det skal jeg aldrig glemme dig. Lad os lade Fortiden hvile! Jeg har selv skammet mig over den dumme Historie – det maa du tro."

"Jeg vil alligevel gerne forklare dig Grunden til min Tavshed," svarede Præsten. "Det er jo bedst at forebygge nye Misforstaaelser. Du skrev i dit Brev, at det var mig, der ved den Lejlighed var den udæskende Part. Det kan jeg nu ikke indrømme dig; men det skal jeg forresten ikke lægge videre Vægt paa. Det betyder jo kun lidt, hvad der var den tilfældige Anledning til Striden. Derimod maa du forstaa, kære Povl, at hvad den dybere liggende Aarsag angaar – –."

Han blev afbrudt af Doktoren.

"Nu ikke et Ord mere, Johannes! Jeg for min Part har glemt vort Klammeri – det kan du ogsaa gøre. Det var ikke bedre værd. Og vi skulde dog ikke gerne risikere igen at komme ind paa de Spørgsmaal, som vi nu en Gang ikke kan blive enige om."

Ved disse sidste Ord var det, som om et Lys slukkedes inde i Præstens klare, blaa Øjne. Han sad derpaa en Tid og saae ned for sig uden at tale.

"Ja ja, Povl! Naar det forholder sig, som du her siger, skal jeg ikke komme nærmere ind paa Sagen. 30 Jeg ønsker naturligvis ikke at vække ny Strid imellem os."

"Ja, saa taler vi ikke mere om det," sagde Doktoren, han stod igen op fra Bænken og gik hen imod Døren. "Jeg vil blot give Pigerne Besked. For du bliver her da i Nat?"

"Nej Tak, Povl, jeg vil ikke paa nogen Maade gøre Forstyrrelse i Huset. Jeg kom blot for at høre, hvordan det stod til. Jeg maa endogsaa snart afsted."

"Men hvorfor dog? I det Vejr!"

Præsten forklarede, at han var kommen kørende hertil sammen med sin Nabo, Niels Jensen, der havde et Ærende hos Sognefogden her i Jerve. De havde truffet den Aftale, at de ogsaa skulde følges ad tilbage.

Doktoren saae paa sin Bror. Den nævnte Niels Jensen var en af hans argeste Fjender, som engang offenlig havde beskyldt ham for at forsømme Egnens fattige Patienter. Broderen havde derfor hidtil holdt Manden paa Afstand.

"Niels Jensen ... ja saa! Men hvad er det for en taabelig Aftale. Du kunde dog vide, at jeg med Glæde vilde køre dig hjem. Jeg sender Bud ind til Sognefogden."

Men Præsten bad ham lade være, og sagde igen, at han ikke vilde gøre Ulejlighed. Hvorpaa Doktoren 31 vendte tilbage til sin Plads med formørket Ansigt.

I nogen Tid sad de to Brødre og holdt en Slags Samtale vedlige om forskellige Ting, som tilfældigt faldt dem ind. Ogsaa om Valget talte de igen, og om Præstens mulige Vinterophold i København. Men Pavserne blev bestandig længere, Afstanden mellem deres Tanker voksede fra Minut til Minut.

Doktoren blev efterhaanden klar over, at de i disse to Maaneder var gleden uhjælpeligt bort fra hinanden.

"Jeg har ingen Bror mere," sagde han til sig selv. "Den ufattelige Tanke maa jeg se at vænne mig til."

Han gjorde derfor heller ingen Indsigelse men følte det nærmest som en Lettelse, da Broderen rejste sig for at gaa. Inde i Dagligstuen slog Uret i det samme seks. Han tænkte paa, at Besøget altsaa havde varet knap en halv Time.

Præsten gav ham Haanden.

"Jeg ser igen indenfor om et Par Dage. Til den Tid er Meta forhaabenlig kommen over det. Hils hende mange Gange."

Doktoren svarede kort "Tak".

Han fulgte Broderen ud. Men ved Døren standsede Præsten, stod en lille Tid tøvende med Haanden paa Dørgrebet og vendte sig derpaa om imod ham.

"Jeg vil dog ikke gaa herfra uden at have sagt dig, Povl, at jeg kom hertil med et lille Haab om, 32 at vi nu bedre skulde kunne tale sammen om det, der sidst – og tidligere – var Aarsag til vor Strid."

"Det har jeg forstaaet," svarede Doktoren.

"Jeg havde ment, at du i disse for dig saa svære Dage, saa fulde af Ængstelse og Bekymring –."

Han fik ikke Lov at tale ud.

"Nu maa du helst gaa, Johannes. Hvad nytter det desuden? Jeg veed jo alt, hvad du vil sige. Jeg har hørt det saa tidt, at det ikke mere gør nogetsomhelst Indtryk paa mig."

"Ja, det er jo din sædvanlige – lidt flotte – Maade at affærdige den Ting paa. Det er overhovedet en af dine Fejl, Povl, at du ikke har Taalmodighed til at høre, hvad andre har at sige. Al anden Tale end din egen finder du saa hjertens overflødig."

"Det er ganske simpelt ikke sandt."

"Ja ja. Saa er det ikke sandt," svarede Præsten sagtmodig. "Jeg vil – som sagt – ikke yppe ny Strid. Maa jeg blot, inden jeg gaar, gøre dig et Spørgsmaal. Jeg stiller det til dig i din Egenskab af Læge. Hvad vilde du sige om mig ... hvad vilde du sige om hele den store, lidende Menneskehed, dersom du vidste dig i Besiddelse af et Lægemiddel, som kunde hjælpe den i al Livets grænseløse Jammer, oprejse de svage, styrke de modløse, bringe Lys og Fred og Glæde ind til alle Stakler, der sidder 33 og fryser i Dødens Skygge ... Jeg spørger dig: dersom du vidste dig i Besiddelse af et saadant Lægemiddel, og dersom man saa – i Stedet for at modtage Hjælpen – overlegent afviste den, maaske med en Bemærkning om, at man ikke havde den behov. Hvad vilde du sige til det?"

"Jeg vilde sige, at man gjorde vel i ikke at tro paa Mirakelkure."

Præsten saae et Nu paa ham med et næsten ondt Glimt i Øjnene. Saa vendte han sig tavs om og gik ud.

I Forstuen viste Børnene sig igen, de to yngste i deres Natdragter. Præsten strøg dem medlidende over Kinden, og dette Syn stemte ikke Doktorens Sind mildere.

Efter at han var kommen tilbage til sin Stue, stod han længe midt paa Gulvet henfalden i Tanker. "Farvel, Johannes! Nu har du hævnet dig!" sagde han højt. Og han tænkte paa sin Brors afdøde Kæreste, hans egen Kusine, og paa den mørke Hemmelighed i Broderens Liv, som denne ikke selv kendte.

At den unge Piges Død ikke skyldtes noget Ulykkestilfælde men – som Jytte Abildgaard med sit visionære Klarsyn saa hurtigt havde anet – var et Selvmord, det var Doktor Gaardbo nu det eneste Menneske i Verden, der vidste. Han var hin Dag bleven kaldt til Kolding ved et Iltelegram og havde 34 paa egen Haand foretaget en Undersøgelse. For Broderens Skyld havde han fortiet Resultatet, da han var overbevist om, at Sandheden vilde dræbe ham. End ikke til Meta havde han vovet at betro sin Viden, for at hun ikke ved et uoverlagt Ord skulde vække Broderens Mistanke. Men han havde i disse Maaneder undertiden spurgt sig selv, om det dog ikke nu var hans Pligt at fortælle Johannes Sandheden, forinden han voldte nye Ulykker. Mere og mere betragtede han sin Broder som et sygt Menneske, en Ulykkelig, der havde taget Skade paa sin Sjæl. – –

Der blev banket paa Døren. Det var Pigen, der kom ind med den Besked, at Fru Meta var vaagnet og gerne vilde se ham.

Det blev kun et kort Møde. Fru Meta havde intet faaet at vide om Svogerens Besøg. Hun spurgte til Børnene, og sank derefter igen tilbage i sin Døs. Hun vilde dog ikke slippe hans Haand, og han blev siddende hos hende nogen Tid, indtil han mærkede, at hans Nærværelse gjorde hendes Søvn urolig. Saa listede han sagte Haanden til sig og gik tilbage til sin Stue.

Han satte sig ned ved sit Arbejdsbord for at prøve paa at samle sig til at besvare de Embedsskrivelser, som havde hobet sig op der i de sidste Dage. Men han blev siddende med Hænderne omkring Hovedet 35 og sank atter ned i grublende Tankefuldhed – ned i den Brønd fuld af Mørke og Gravkulde, der gemte hans Slægts skjulte Historie.

Paa Væggen over Bordet hang mellem andre Familjebilleder det landskendte Dobbeltportræt af hans Bedsteforældre, de gamle Smedefolk i Enslev. Uvilkaarlig løftede hans Øjne sig en Gang op mod dette Billede og blev hængende ved det. Han havde om sin Bedstefar tilfældigt hørt et og andet, der ikke stemmede med Familjetraditionen, endmindre med det Idealbillede, som de fleste af Farbroderens Levnedsskildrere havde tegnet af Slægtens Stamfader. Den gamle Enslev-Smed havde aabenbart ikke hørt til blandt Godtfolk i sin Hjemby, ja han syntes at have været mistænkt for en eller anden uopklaret Forbrydelse. En ældre Bondemand fra Enslev By, som han en Gang traf i en Jernbanekupe, vidste at fortælle, at den Gamle paa sin Dødsseng havde paakaldt Mørkets Magter og sagt du til Djævlen. At det paa hans Begravelsesdag kom til Ufred mellem Børnene i selve Sørgehuset, var i hvert Fald ingen Krønike. Det huskede han, at hans egen Far en Gang i et af sine Tungsindsanfald var kommen til at røbe.

Siden hin Dag var der gaaet en Menneskealder, og den frodige Smedeæt fra Enslev havde nu spredt sig over hele Landet. Under de forskelligste Navne 36 sad den rundt om i Præstegaarde og Lægeboliger, i Kontorer og Butiker, næsten allevegne velansete og ogsaa velstaaende Folk. Men det var, som om den onde Tvedragtsaand, der havde drevet sit forargelige Spil omkring Bedstefaderens Kiste, stadig huserede overalt i Slægten. Allerede som Barn havde han følt det, naar han sammen med Johannes fulgte Faderen ind til Kolding paa dennes regelmæssige Besøg hos deres ældste Farbror, Kancelliraaden. De to Gamles Tobaks-Koncilium1 nede i Kontoret, hvor han første Gang havde hørt sin store Farbror nævne, disse underligt forblommede Samtaler, hvor der ideligt ved en Øjenblinken blev mindet om Børnenes Nærværelse, stod endnu uhyggeligt levende for hans Erindring. Han huskede den utrygge Følelse, det Tryk af noget hemmelighedsfuldt og fjendtligt, han altid bar med sig hjem fra disse Besøg.

Han havde tidligere tænkt, at det hele vel ikke var andet end den Familjetvist, der gror saa naturlig op i en lille Gærdesmutrede, naar Forsynet lader en Gøgeunge af Farbroderens Størrelse udklække i den. Men efter at han havde lært Sandheden om sin Bedstefar at kende, var det faldet ham ind, om Ufordrageligheden i Slægten kunde være en nedarvet Skæbne, der havde udviklet sig fra en af den Slags Misgerninger, hvorfor Straffen efter bibelsk Erfaring hjemsøger Ætten endnu i tredje og fjerde Led. Var 37 det en eller anden mørk Familjehemmelighed, hans Fars Tungsind havde ruget over, og som fik den fromladne Kancelliraads Øjne til at lyne saa giftigt bag Guldbrillerne? Navnlig efter Rosalies tragiske Død havde han været forfulgt af denne Forestilling om en uafvendelig Forbandelse, der hvilede over Slægten og stadig krævede nye Ofre.

Nu var dette uhyggelige Familjespøgelse paa sin Rundgang gennem Landet altsaa ogsaa naaet hertil. Havde stillet sig mellem Johannes og ham for at fortsætte sit Ødelæggelsesværk.

"Men det maa ikke ske!" sagde han pludselig til sig selv i Angst og stod op fra Bordet. "For Metas og Børnenes Skyld, for Johannes' og min egen Skyld maa den Ulykke afværges!"

Han vilde endnu en Gang tale med Johannes. Om et Par Dage, naar de begge havde faaet Tid til at sunde sig efter Skuffelsen, vilde han gaa til ham. Han vilde fortælle ham, hvad Meta – næsten som i Forudfølelsen af en Fare – havde forlangt af ham Aftenen før hun blev syg. Han vilde minde ham om deres Ungdoms højtidelige Løfte: altid at holde sammen for at genopbygge, hvad Slægtens store Ufredsmand, Farbror Tyge, havde nedbrudt hos Folket med sine fantastiske Digterdrømme.

"Det Løfte skal vi endnu en Gang give hinanden Haanden paa, Johannes!"

[*]

38 Paa Storeholt havde Grosserer Søholm nu i en Ugestid fejret Familjens Ophøjelse i Godsejerstanden i Overensstemmelse med det forud lagte Program uden Hensyn til den indtrufne Familjekatastrofe. Der var holdt et Par Middagsselskaber, og Husets nye Svigersøn, den tyske Ulanofficer og Friherre, havde ved sin Nærværelse bødet paa Virkningen af Skandalen med Jægermesteren. Den indespærrede Ægtemand blev overhovedet ikke mere nævnet der i Huset. Han betragtedes allerede som en, der var Familjen uvedkommende. Fru Vilhelmine var bleven tilbage i København for med sin praktiske Sans at arbejde paa en Skilsmisse, der i enhver Henseende kunde holde hende skadesløs.

Friherre v. Biebermarck havde vist sig at være en stilfærdig Mand, der indtog alle med sin overordenlige Høflighed. Saaledes vakte det Henrykkelse, at han allerede efter et Par Dages Forløb havde lært sig at sige "Tak" og "Velbekomme" paa Dansk.

De indbudte Middagsgæster var omtrent de samme Bank- og Forretningsmænd fra Odense, som ogsaa Jægermesteren til sin Ulykke havde staaet i Forbindelse med og ofte set ved sit Bord. En Samling livlige, madkære Provinsherrer, der lignede hinanden som Bollerne paa en Suppe. Om dem alle galdt det, at de kom dertil med store Forventninger men 39 drog skuffede bort. Grosserer Søholm havde selv ingen Forstand paa Bordets finere Glæder, og om han ogsaa havde haft det, kunde det aldrig faldet ham ind at ofre mere paa sine Gæster, end de var værd for ham. Ogsaa et Middagsselskab var for denne Mand en Forretning, der skulde betale sig.

Paa Festprogrammet var desuden et Par større Klapjagter, og i nogle Dage lød en livlig Knalden rundt om i Skovene. Da imidlertid de færreste af de deltagende Herrer var virkelige Jægere, blev Resultatet væsenlig til Glæde for Rævene og Aadselfuglene, som bagefter gjorde sig tilgode med det skamskudte Vildt, der laa og forblødte omkring i Tykningerne.

Paa en af disse Dage kom Doktor Gaardbo kørende gennem Strige Skov og passerede en Lysning netop som der hørtes en hidsig Plaffen ledsaget af Hornsignaler. Til den ene Side af Landevejen var en Rydning med fritstaaende Birke og Elletræer. Til den anden Side laa et Pur af mandshøje Risbøge.

Pludselig bremsede han Vognen haardt ved Synet af et fantastisk Væsen, der et halvt hundrede Meter forude kom frem fra det rustrøde Buskads og humpede tungt over Vejen, hvorfra det paa hovedkulds Maade tumlede ned ad Skraaningen paa den anden Side.

Da han naaede hen til Stedet, saae han en tyk 40 Blodstribe tværs over Vejen, og et Stykke inde i Rydningen laa bag en mosgroet Træstub en hvæsende Raabuk med Halsen strakt henad Jorden. I samme Øjeblik lød Hornet igen inde i Højskoven. Der blev blæst af.

Doktoren var staaet af Vognen; men idet han nærmede sig det saarede Dyr, løftede det Hovedet for igen at flygte. Støttet paa Knæene og med den lamme Bagkrop slæbende efter sig gjorde den et Par gyselige Hop, mens Blodet spyede ud af et Saar i Lysken. I det samme hørtes Stemmer ude paa Vejen. Det var et Par af Jagtherrerne, der trak bort fra deres Post nu, da Saaten2 var sluttet.

Den ene – en høj og elegant ung Mand med indsnøret Talje – var Grosserer Søholms friherrelige Svigersøn; den anden, der i sin graagrønne Jagtdragt mindede om en Tyrolersanger, var den tykke Bankdirektør Frederiksen fra Odense. Ved at se et tomt Køreværk staa der midt paa Vejen og snurre, standsede begge Herrerne af Overraskelse og saae sig om efter Ejermanden. Og endnu større blev deres Forbavselse, da den ophidsede Doktor kom springende paa sin Klumpfod og – uden at give sig Tid til Forklaring – rev Bøssen ud af Haanden paa Bankdirektøren og løb bort med den.

Der faldt et Skud. Det gav Genskrald rundt om 41 i Skoven, og Doktoren vendte tilbage med den rygende Bøsse i Haanden.

"Fy for Pokker!" sagde han lige ind i Ansigtet paa Bankdirektøren. "At De ikke skammer Dem! Et saa modbydeligt Myrderi!"

Dermed satte han sig op i sin Vogn og kørte videre, mens Hr. Frederiksen for Honnørens Skyld gav sig til at skoggerle, skønt han indvendig kogte af Raseri.

Hr. v. Biebermarck, der under sit Ophold her i Landet oplevede saa meget utroligt, at han egenlig havde ophørt at forundre sig over noget, saae paa sin Jagtfælle med et Blik, der høfligt men ogsaa ret bestemt anmodede om Forklaring. Og Bankdirektøren fortalte nu, at Manden rimeligvis var den gale Distriktslæge i Jerve, som man hørte saa meget om.

"Han er aabenbart lige til Daarekisten. Et saadant Menneske burde i Grunden ikke gaa løs."

Hr. v. Biebermarck bifaldt denne sidste Bemærkning, men gav den i sit stille Sind en mere almindelig Anvendelse.

Der var til om Søndagen planlagt en Familje-Udflugt til Odense med Frokost paa et af Hotellerne, hvorefter Tilbagerejsen til København skulde finde Sted om Aftenen. Imidlertid indtraf der en Begivenhed, som for første Gang bragte Forstyrrelse i Arrangementet, idet Grosserer Søholm pludselig blev syg.

42 Den nu 60-aarige Mand havde under hele Opholdet paa Storeholt været oppe Klokken seks om Morgenen. I en Paaklædning, der bestod af en gammel, snavset Overfrakke fra hans tidligere Tilværelse, Træsko, Slagterkasket og et stort, rødt Uldtørklæde om Halsen, inspicerede han i Staldene og paa de forskellige Arbejdspladser. Bagefter havde han siddet et Par Timer ved sit Skrivebord med Telefonen for Øret, havde modtaget Meldinger fra Forretningen i København og ekspederet Ordrer til Handelshuse og Banker paa begge Sider af Atlanterhavet. Desuden havde han som oftest et Par Gange i Dagens Løb haft personlige Forhandlinger med de Haandværksmestre og Entreprenører, der forestod Gaardens Ombygning, og heller ikke overfor dem plejede han at spare sig. Saasnart det drejede sig om Penge, kom den gamle Skallesmækker fra Borgergade op i ham, og hans Metode som Forretningsmand var altid den samme. Han var ingen Menneskekender og gjorde ingen Forskel paa Personer. Med alenlange Eder og Slag i Bordet og Haanlatter nedlarmede han alle Indsigelser og tumlede med sin Modpart, indtil han havde af­presset ham den yderste Indrømmelse.

Lørdag Aften sad han efter Middagen sammen med de Nyforlovede inde i Havesalen, hvor han gjorde sig det mageligt i en af de brede Armstole fra Konferensraadens Tid. Uden Hensyn til sin friherrelige 43 Svigersøns Nærværelse havde han lagt sine Elefantfødder op paa en Taburet, mens han røg en Cigar. Der var overhovedet ikke det Menneske i Verden, han fandt nogen Grund til at genere sig for, og han respekterede kun Folk, om hvem han med Sikkerhed vidste, at de var rigere end han selv. I Øjeblikket regnede han sig for en Mand paa seks Millioner, og dette lange Tal rullede paa sine tunge Nuller ud og ind gennem alle hans Tanker. Det var fra først af hans billige Kaffe, der havde givet ham Navn og skabt hans Ry som et hjemligt Handelsgeni af amerikansk Støbning. Men iøvrigt handlede han med alt, hvad der kunde svindles med, lige fra Knappenaale til sydafrikanske Guldminer og deres Menneskeskæbner.

De to Forlovede sad i en Sofa og holdt hinanden i Haanden. Af Hr. Søholms tre Døtre var Frk. Constance den, hvem Rigdommen og Lediggangen mindst havde fordærvet. Hun var ikke saa lidt af et Følelsesmenneske, og hendes Forelskelse i den statelige Officer var et oprigtigt Sværmeri for mere end Uniformen. Den smukke unge Dame, der siden sin Forlovelse havde optaget den fornemme Skik at møde til Middagen i elegant Selskabstoilette, sad indhyllet i et stort Pelsslag paa Grund af Kulden i Stuerne. Efter at det nemlig var gaaet op for Grosserer Søholm, hvormeget Brændsel de store Rum slugte, havde 44 han fundet det unødvendigt at lægge i Kakkelovnene mere end een Gang om Dagen, og ingen havde vovet nogen Indsigelse.

Hr. Søholm underholdt sin Svigersøn med det Emne, der for ham selv var det eneste af virkelig Interesse, nemlig hans egen Person og hans Forretnings Udvikling. Ganske som andre indbildte Genier var han opfyldt af sin egen Storhed og betragtede sit Liv som det virkeliggjorte Eventyr om den fattige Dreng og Lykkens Fe. Paa sit Neger-Tysk opkogte han Historien om, hvordan han allerede som en ni-aars Knægt havde gjort sit første Kup ved at samle tiloversblevne Høvlspaaner paa Byggepladserne og sælge dem til Madamerne i Borgergade, hvor hans Forældre boede. Og nu sad "den snottede Unge" her i sit eget Slot og havde et Navn, der var kendt af hvert Barn i Landet.

Den høflige Hr. v. Biebermarck hørte paa hans Levnedsskildring uden med en Mine at røbe sine Tanker. Alligevel var der noget i den Maade, hvorpaa han ideligt strøg Asken af sin Cigaret, der gjorde hans Kæreste mistænksom. Frk. Constance havde hidtil ligesom hele den øvrige Familje været altfor stolt af Faderen til at stødes af hans Væsen. Nu skottede hun lidt ængstelig op til sin fornemme Brudgom, og bag det skjulende Pelsslag flettede hendes Fingre sig nervøst i hans.

45 Paa en Gang saae hun, at Faderen var bleven bleg. Han var stoppet op midt i en Sætning og sad med sammenbidte Tænder og gned sig over det ene Ben, mens han sagte klagede sig.

Hun sprang forskrækket op.

"Er du syg, Far?"

Hendes Udbrud kaldte Søsteren og den gamle Tante til fra Dagligstuen ved Siden af. Ogsaa Friherren havde rejst sig.

Hr. Søholm var nu ganske hvid i Ansigtet og vaandede sig ynkeligt.

"Bring mig i Seng! ... Hurtigt! Kald paa Rasmussen!"

Med Støtte af Husets Tjener og ledsaget af Svigersønnen blev han ført op ad Trappen til Soveværelserne. Undervejs stønnede han højt, og pludselig genlød Huset af dyriske Smertensbrøl.

Der blev straks tændt op under en Vogn for at skaffe Hjælp, og da Jerve var den nærmeste By, hvor der boede en Læge, blev det Doktor Gaardbo, der hentedes.

Mens man ventede paa ham, sad de opskræmte Damer inde i Dagligstuens grelle elektriske Maskinlys og rystede af Kulde og Uhygge. Tanten, den gamle Frøken Søholm, havde indhyllet sig i et stort Sjal. Med spidsede Øren lyttede hun til Broderens ganske ubeherskede Jammerhyl, der stadig lød ned til dem gennem 46 Trappen. Døren fra Sovekammeret deroppe stod paa hans udtrykkelige Forlangende aaben ud til Gangen. Han vilde, at alle i Huset skulde høre, hvad han led.

Den gamle Dame havde sit mest forhærdede Menigheds-Ansigt paa. Midt i Uhyggen følte hun sig opløftet ved Tanken om Broderens Lidelser.

"Nu er du bleven straffet for din Vantro, lille Kresten! Hvorfor vilde du ikke lytte til mine Formaninger? Hvor mange Gange har jeg ikke tigget dig om at læse blot et eneste Numer af "Morgenrøden". O, havde du blot i Tide villet begynde paa de velsignede kolde Fodbade og Natalie Koldings Aandedrætsøvelser! Men du gjorde Nar af min Alvorstale, lille Kresten! Du kaldte mig et forskruet Fruentimmer og bad mig om at rejse Pokker i Vold. Nu høster du Spotterens Løn, lille Ven!"

Efter at Frøken Søborg3 i Tankerne havde holdt denne Straffepræken for sin Bror, kom Friherre v. Biebermarck ned fra Patienten og blev modtaget med bekymrede Forespørgsler. For ikke at krænke Damerne bevarede han Alvoren, men bad dem samtidigt om ikke at lade sig ængste. Det var, sagde han, rimeligvis det fugtige Efteraarsvejr i Forening med Kulden i Stuerne, der havde fremkaldt et Anfald af den Ischias, som Svigerfaderen nok tidligere en Gang havde lidt af. Naar Lægen kom, vilde en Morfindosis hurtigt skaffe ham Ro.

47 Et Øjeblik efter kom Vognen susende tilbage med Doktor Gaardbo. Tjener Rasmussen, der tog imod ham ved Foden af Trappen, førte ham efter sin Herres Ordre øjeblikkeligt op i Soveværelset.

Doktor Gaardbo havde aldrig før talt med sin Patient eller blot set ham; men han kunde paa Forhaand ikke lide Manden. Det skyldtes ikke alene Jagt-Oplevelsen forleden i Strige Skov; men han vidste om Søholms Forretning, at den væsenlig var et Agentur for udenlandske Spekulationsfirmaer, og det havde altid oprørt ham, at den Slags Personer, der brandskattede Landet som Lejesvende for fremmed Storkapital, ikke desmindre kunde sole sig i deres Medborgeres uformindskede Agtelse.

Nu fik han desuden en bestemt Fornemmelse af, at Hr. Søholm som saa mange stærke Mandfolk, der ikke er vant til at fejle noget, i høj Grad overdrev sine Lidelser. Det var knap nok, at han vilde tillade ham at foretage en ordenlig Undersøgelse, Og stadig raabte han paa Morfin, idet han fortalte, at hans københavnske Læge, da han sidst var syg, straks havde givet ham en Indsprøjtning. I det hele stillede han det Forlangende, at han blev sat i Stand til at tage tilbage til København den næste Dag, da han ikke længer kunde undværes i sin Forretning.

Doktor Gaardbo var hurtigt bleven paa det rene med, at han ikke vilde hjælpe dette Menneske til at 48 skulke sig fra sin Forpligtelse til at lide. Det var netop en af de Paastande, han havde udviklet i den Tidsskrift-Afhandling, som han nylig offenliggjorde, at naar Verden var saa fuld af samvittighedsløse Personer, havde Lægerne deres Del af Skylden. Ved bestandig at være tilrede med alle Slags beroligende Midler berøvede de Menneskene den Lejlighed til højst fornøden Eftertanke og nøgtern Selverkendelse, som det naturlige Sygeleje gav dem.

"Jeg vil anbefale Dem at tage en Kop varm Hyldete med lidt Honning i. Morfin kan jeg derimod ikke give Dem. I det mindste ikke foreløbigt. løvrigt vil jeg tilraade Dem for Fremtiden at indføre et Fastedøgn en Gang om Ugen. Naar vi glemmer, at ogsaa vore Fordøjelsesorganer trænger til at holde Hviledag, nægter de tilsidst at arbejde."

Hr. Søholm, der hidtil udelukkende havde været optaget af sig selv og knap lagt Mærke til, hvordan Doktoren saae ud, rejste sig ved disse Ord langsomt overende i Sengen. Støttet paa Armene gloede han paa den fremmede Mand som paa et Spøgelse, der pludselig var steget op af Gulvet.

"Hvad er det, De siger? ... Hvem er De? Hvor kommer De her? Er De Læge?"

"Jeg formoder, at De selv har sendt Bud efter mig."

49 "Er De gal, Mand! Vil De ikke give mig en Indsprøjtning?"

"Nej. Det Ansvar kan jeg ikke paatage mig."

"Ansvar? Hvad er det for Snak! Naar en Mand som Professor Bender, kongelig Hoflæge, har givet mig Morfin, tør De – en Landsbydoktor – vel ogsaa."

"Hvad Professor Bender har ordineret, kan jeg ikke tage Hensyn til. Jeg handler efter min egen Overbevisning."

"Nu har jeg – Fanden ta' mig! – aldrig hørt Mage! Vil De ikke give mig en Indsprøjtning? ... Det skal De blive tvungen til, min go'e Mand! Det er Deres Pligt! Jeg har sendt Bud efter Dem for at faa Lægehjælp, ikke for at høre paa Snak. Skal jeg maaske ligge her og pines og ingen Nattesøvn faa?"

"Den Svededrik, jeg har forordnet, vil nok i Løbet af Natten lindre Deres Smerter noget. Forøvrigt kan jeg kun anbefale Dem de to gode, paalidelige Lægemidler: Taalmodighed og Ro."

Hr. Søholm satte Fingren paa Klokkeknappen i Væggen ovenover Sengen og blev ved at kime, indtil først Tjeneren og derpaa Svigersønnen og tilsidst ogsaa alle Damerne kom styrtende op ad Trappen.

Da de allesammen stod i Stuen, raabte han i Raseri:

"Se paa den Mand der! Han er enten fuld eller gal! Og et saadant Menneske har I sendt mig paa 50 Halsen! ... Her ligger jeg og pines værre end en Barselkone, og saa vil han ikke hjælpe mig! ... Men det skal De komme til at fortryde, min go'e Bondedoktor! Veed De ikke, hvem jeg er? Jeg anklager Dem for Myndighederne, og De kan være stødt paa, at jeg skal faa Dem klapset af! ... I er allesammen Vidner paa, at den Herre har nægtet at gøre sin Pligt. Har I forstaaet mig?"

Doktor Gaardbo, der trods Mandens Sygdom havde haft Møje med at beherske sit iltre Sind, var nu paa Vej mod Døren. Mens de skrækslagne Damer ved Synet af hans Vanførhed veg til Side for ham som for Djævlen selv, genkendte Hr. v. Biebermarck ham med Forbløffelse fra Mødet i Skoven men forstod iøvrigt ingenting, fordi Svigerfaderen havde talt Dansk. Derimod stod Tjener Rasmussen i ærbødig Afstand og kæmpede med et henrykt Smil, idet han i Aanden nød den Lykke, han vilde gøre nede i Køkkenet med at fortælle om denne gode Oplevelse.

Paa Vejen hjem var Doktor Gaardbo mismodig stemt. Han var ikke i Tvivl om, at Hr. Søholm vilde gøre Alvor af sin Trusel, og skønt Fru Metas Tilstand nu var meget bedre, tænkte han med lidt Ængstelse paa, hvad hun vilde sige til den Historie. Selve Sagsanlæget frygtede han ikke. Der var ingen, der kunde tvinge ham til at handle mod sin Samvittighed. Men Befolkningens Misfornøjelse 51 med ham vilde nu faa ny Næring, og hans emsige Nabokolleger skulde nok vide at drage sig dette til Nytte. En af dem havde allerede faaet fast Fod inde i selve Jerve By. Hvordan skulde han tilsidst skaffe Føden? Af sin Gage kunde han ikke leve. Det kneb allerede ikke saa lidt for ham at holde sig Smalhans fra Døren.

"Havde jeg blot ikke set den Raabuk forleden!" tænkte han. Som et Sindbillede havde det lemlæstede Dyr svævet ham for Øjnene under Samtalen med den brutale Pengemand, hvis Vandring gennem Livet sikkert havde efterladt mange blodfyldte Spor. Nu maatte han se, hvordan han kunde undskylde sig overfor Meta, der var bleven saa oplivet, da hun hørte, at der var kommen Bud efter ham fra Herregaarden. Det kære Menneske laa og gjorde sig saa mange Bebrejdelser paa Grund af de Udgifter, hun forvoldte ham med sin Sygdom.

Da han naaede hjem, gik han straks til Sovekammeret; men i Døren mødte han Vaagekonen, der ved Tegn lod ham forstaa, at han ikke skulde gaa ind. Fru Meta sov.

Af Børnene var den ældste, den lille otteaarige Hedvig, endnu oppe. Sammen med Husets to Tjenestepiger sad hun ved Bordet inde i Spisestuen og syede. Da Faderen kom ind, sprang hun hen til ham og udbrød paa sin ivrige Maade:

52 "Far – Olivia siger, at hun har kysset en Mand. Har hun vel Lov til det?"

"Ja, det kan jeg sandelig ikke dømme om. Det kommer jo an paa, hvad det var for en Mand. Dersom det nu var hendes Far?"

"Naa-aa!" sagde Barnet og vendte slukøret tilbage til Bordet, hvor Pigerne, røde i Hovederne, kluklo over deres Haandarbejde.

"Pyt! Saa var det jo bare din Far."

"Nej."

"Der hører du!" raabte hun triumferende. "Det var ikke hendes Far!"

"Men saa kan det jo have været Olivias Bror, ikke sandt?"

"Var det din Bror?"

"Ja."

Tilintetgjort lagde den kloge Hedvig sit Hoved ned paa Armen; og da hendes Far nu kom hen og tog hende i Øreflippen og kaldte hende en lille Sladdertaske, som dømte saa raskt, blev hun rød helt ind i Haaret af Skamfuldhed.

[*]

Fra Herregaarden var der imidlertid bleven sendt Bud efter en anden Læge, en elskværdig Mand, der beredvilligt føjede sig efter Patientens Ønske og skaffede ham Ro. I sin Glæde over den gode, nye 53 Kunde var han endda saa gavmild med Morfinen, at Hr. Søholm sov til højt op paa Formiddagen, som om han aldrig skulde vaagne mere.

Tilbagerejsen til København maatte alligevel opsættes. Paa Morfinrusen fulgte et ret alvorligt Ildebefindende, og midt om Natten kom hele Huset igen paa Benene, og Lægen blev i Huj og Hast hentet, fordi Hr. Søholm efter en heftig Opkastning havde faaet et Afmagtsanfald. Med uforstyrrelig Sindsro gav Doktoren ham nu et oplivende Middel, og var ogsaa denne Gang saa rundhaandet med Medicinen, at Patienten efter et Par Timers Forløb rejste sig med et Brag op i Sengen og forlangte noget at spise.

"En Bøf med Løg, Rasmussen! Jeg er sulten som en Liggehøne. Sig i Køkkenet, at de skal rubbe sig!"

Endnu sad Dødsangsten ham dog i Kroppen, og da han op ad Formiddagen paany fik et Besvimelsesanfald og følte den kolde Sved paa Panden, lod han sende Vogn efter Præsten for at blive berettet. Det var længe, siden han sidst havde været til Alters. I København kunde han daarligt afse Tid dertil for Forretningen; men da han nu var nødt til at blive her en Dag endnu, vilde han benytte Lejligheden til at faa sig assureret for alle Tilfælde.

Først da Vognen var kørt, fik Damerne at høre af Tjenestefolkene, at Præsten hed Gaardbo og var 54 en Bror til Distriktslægen. Der blev i den Anledning stor Forskrækkelse. I et Krigsraad, hvori ogsaa Hr. v. Biebermarck deltog, enedes man om at fortie Navnet for den Syge, der endnu blev aldeles rasende, saasnart Distriktslægen kom paa Tale.

Da Præsten traadte ind i Sygeværelset, følte Hr. Søholm sig straks meget tiltalt af den høje, smukke Mand. Synet af Ornatet og siden af den lille Sølvkalk og Oblattallerkenen, som Præsten tog frem af sin sorte Haandtaske, stemte ham uvilkaarlig høj­tidelig. Det eneste Vidne til den hellige Handling var Tjener Rasmussen, hvem Damerne havde givet Ordre til at føre Præsten op uden først at vise ham ind i Stuerne. Han havde desuden faaet Besked om at blive deroppe for at gaa Grossereren tilhaande under Nadvernydelsen, og han havde nu stillet sig ved Fodenden af Sengen med en Serviet over Armen, som om det galdt en Servering.

Under Skriftetalen viste Hr. Søholm sig meget bevæget, og under Nydelsen af Brødet og Vinen havde hans Ansigt et enfoldig frygtsomt Udtryk, der viste, at hans Grebethed var oprigtig. Efter Tildelingen af Syndsforladelsen trykkede han ogsaa taknemlig Præstens Haand.

"Værsgo' og sit ned, Hr. Pastor!" sagde han, endnu med Bevægelse i Stemmen, mens han i Tanker tørrede sig om Munden med Servietten, som Rasmussen 55 i sin Tjenstivrighed havde udbredt under hans Hage. "Det har glædet mig at gøre Deres Bekendtskab. Gud være lovet, De hører da ikke til disseherre Helvedprædikanter, der skræmmer Livet af Folk og selv lever som de værste Bukke. Som nu f. Eks. ham, der forleden talte i København ... ham "den jyske Vandrepræst", som Enslevs Blad skriver saa meget om. Den Slags skulde ikke ha' Lov at eksistere. Præsterne skal tale mildt og trøstende til deres Tilhørere. Det er nu min Mening. Sorger og Bekymringer har vi nok af paa Hverdagene. Har jeg ikke Ret?"

Pastor Gaardbo havde i sin Præstegerning lært sig den Kunst at kunne være tavs og bie paa den belejlige Stund. Hr. Søholm fortsatte derefter med ufortrøden Selvfølelse:

"Jeg veed ikke, Hr. Pastor, om De maaske ligefrem kan gøre Fordring paa et Vederlag. Men det er ogsaa ligemeget. Jeg skal i hvert Fald tillade mig at sende Dem et Gratiale. Det har De velsagtens ikke noget imod."

Pastor Gaardbo svarede nu i temmelig bestemt Tone, at alene Gud havde Krav paa hans Taknemlighed, og at han burde samle alle sine Tanker i Bøn til den Almægtige.

"Naturligvis, Hr. Pastor! Misforstaa mig ikke. Jeg glemmer sandelig ikke, hvad jeg skylder min Frelser. 56 Vær vis paa det! Men jeg har dog gjort Dem Ulejlighed, ikke sandt? Deres Tale har De vel ogsaa maattet tænke lidt over. Kort sagt, min Herre – De har skænket mig Religionens Trøst, og jeg vil gerne have Lov til at vise Dem en lille Opmærksomhed."

Præsten takkede, men gentog – og denne Gang med stor Bestemthed – at han personlig ikke havde gjort sig fortjent til Paaskønnelse og derfor heller ikke ønskede at modtage nogen saadan.

"Men dersom De alvorligt føler Trang til at takke Gud med en Offergave – og det er jo kun naturligt og paaskønnelsesværdigt – saa vil jeg bede Dem om at betænke det Menighedsarbejde, der gøres her i Sognet for at fremme Herrens Sag, – det trænger haardt til Understøttelse. Jeg skal nævne f. Eks. vor Fattigpleje og vore Vuggestuer. Det vilde naturligvis have stor Betydning – og det paa mere end een Maade – om vi kunde gøre Regning paa, at "Storeholts" nye Ejer vilde vise vort Arbejde Interesse og yde det sin Støtte."

Samtalen havde her faaet en Vending, der ikke var Hr. Søholm behagelig. Han indskrænkede sig derfor til at takke for Oplysningen, som han lovede at erindre. Hvorefter han gik over til at tale om sin Sygdom og de Lidelser, han havde gennemgaaet.

"Allerbedst som jeg sidder og snakker med min 57 Svigersøn, jager der et rasende Sting ned gennem mit højre Ben – her paa Undersiden af Laaret. Der er ingen, der gør sig Forestilling om den Smerte. Det er akkurat som man kan tænke sig, at et Lyn slaar ned i et Træ og svier Barken af paa den ene Side. Den første Gang, jeg havde Sygdommen, troede jeg sgu virkelig, at Huden var flaaet af mig og det hele sad i blodige Laser. Og vil De saa tænke Dem, at da jeg sender Bud efter Doktor, saa kommer dette Asen til en Distriktslæge og nægter lige ud at hjælpe mig. De kender ham vel? Gaardbo hedder han. Et rent Umenneske! Her ligger jeg og pines, og saa sidder han og vrøvler om Hyldete og Taalmodighed og vil ikke give mig en Indsprøjtning. Nægter rent ud at gøre sin Pligt. Men Manden maa velsagtens have været fuld. Det er da den eneste Forklaring."

Præsten vendte forlegen sine Øjne bort og svarede ikke noget.

"Men den Bjørn skal blive ham dyr, kan han tro. Den Slags byder man ikke mig. Saasnart jeg kommer til København, sender jeg en Klage ind til Myndighederne. Om det saa skal være, gaar jeg personlig op til Ministeren og forlanger Fyren afsat for Pligtforsømmelse. For det er en Skandale, at den Sort Individer sidder i Embede. Men der er ingen Disciplin og Orden her i Landet. Det skulde være i Tyskland! 58 Heraus mit dem Kerl! Det siger ogsaa min Svigersøn."

"Hr. Søholm!" sagde Præsten, der under denne truende Tale flere Gange havde skiftet Farve. "Vi bad før i vor Bøn: Forlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere. Det Løfte, De her gav Gud, kan De dog ikke allerede have glemt? Jeg forsikrer Dem, at Gud i hvert Fald ikke har glemt det. Hvad Uret der end kan være begaaet imod Dem, saa er det Deres Pligt at tilgive. I et Øjeblik som dette maa De ikke tænke paa at bringe et Menneske i Ulykke."

Denne præstelige Formaning gjorde for saa vidt sin Virkning paa Hr. Søholm, som hans Ansigt igen fik det samme enfoldigt fromme og lydige Udtryk, det havde haft under Kommunionen. Men saasnart Præsten tav, var han igen den samme.

"De maa ikke sige, Hr. Pastor, at saadan en ... en Noksagt er et Menneske. At nægte at hjælpe en, der er syg og lidende. Har man hørt Mage? ... Han skal i det hele paa alle Maader være en snavs Person. Rasmussen her fortæller mig, at han lever som en ren Tyrk og Hedning og ikke vil lade sine Børn døbe. Det er jo forskrækkeligt! Men De siger jo, at De kender ham, Hr. Pastor. Hvordan kan De da tage en saadan Person i Forsvar?"

"Jeg forsvarer ham aldeles ikke – allermindst hans 59 Vildfarelser naturligvis. Jeg ber Dem blot om, mest for Deres egen Skyld, at De vil opgive Tanken om at anklage ham. Gengældelsens Ret tilkommer alene Gud."

"Naturlig! Gudbevares! Det forstaar sig! Men det maa jeg dog ha' Lov at sige Dem, Hr. Pastor, at jeg er meget overrasket over, at en Præst i vor danske Folkekirke vil gaa i Forbøn for saadan et Umenneske, der lar sine Børn rende rundt uden Herrens Daab ligesom Negerunger og Hottentotter. Det vil jeg rent ud sige, Hr. Pastor, at det skuffer mig meget. Vil De lyde en erfaren Mands Raad, saa rag Dem ikke ind i Forhold, der angaar den Slags Personer."

"Han er min Bror," sagde Præsten stille.

"Hvad siger De? Deres ... Nej, hør nu! Han! ... Det er ikke muligt! ... Maa jeg spørge, hedder De Gaardbo?"

"Ja."

"Det var som ...! Deres Bror! ... Men jeg har ikke sagt andet, end hvad jeg kan staa ved. Det er De Vidne paa, Rasmussen! Og forresten saa forandrer det jo heller ikke Sagen. Men det gør mig ondt for Dem, Hr. Pastor – det maa ikke være let. Og jeg vil sige, at nu forstaar jeg naturligvis bedre Deres Standpunkt. Det er jo ikke mere end rimeligt, at De gerne vil holde Haanden over en nær Slægtning, 60 om han ogsaa er vanartet. Man kan ikke sige andet, end at det er et kønt Træk, der gør Dem Ære."

Præsten, der igen var bleven brændende rød, rejste sig nu for at gaa.

I det samme faldt det Hr. Søholm ind, at Situationen lod sig udnytte til en profitabel Handel med Vorherre. Dersom han gjorde Pastor Gaardbo den Tjeneste at frafalde Sagsanlæget mod hans Bror, kunde han spare det Gratiale, han ellers mente at være bleven Kirken skyldig. Mellemregningen var likvideret. Der var ingen, der længer havde noget Krav paa ham i Dagens Anledning.

"Jeg er ikke hævngerrig," forsikrede han, da Præsten gav ham Haanden. "Og naar De mener, at det er min Kristenpligt at lade Sagen mod Distriktslægen falde, saa gør jeg det naturligvis. Guds Bud staar over alt. Det er en klar Ting! Og nu skal De have Tak, Hr. Pastor! Jeg gemmer Deres Ord i Hjertet. Vær vis paa det! Naar jeg kommer hertil næste Gang, haaber jeg at have den Fornøjelse at se Dem til en af mine Middage."

Nede i Stuerne havde Tanten og den endnu uforlovede Frøken Cecilie i Utaalmodighed ventet paa, at Præsten skulde komme ned. Ved hans Ankomst, da Vognen kørte op for Døren, havde de staaet hver bag sit Gardin og kigget ud, og de blev begge behageligt overrasket ved Synet af den høje, smukke 61 Mand, hvem Ornatet tilmed gav et Skær af fornem Værdighed, som Pastor Gaardbo i sine daglige Klæder ikke besad. Det var desuden gaaet op for den gamle Frøken Søholm, at hun kendte ham fra sit tidligere Besøg her; hvorefter Damerne hurtigt blev enige om, at det vilde være passende at byde ham indenfor, naar han kom tilbage. Der blev givet Ordre til Køkkenet om at have en Bakke med Vin og Kager i Beredskab, og mens Frøken Cecilie forsvandt ind i sit Værelse for at holde Generalmønstring over sine Yndigheder i det trefløjede Spejl, gik Tanten op og ned i Stuen med Haanden eftertænksomt omkring sin lodne Hage og forberedte sig paa en Tale, hun vilde holde til Præsten. Den gamle Dame var taknemlig for enhver Lejlighed, der blev givet hende, til paany at berette sin lange Lidelseshistorie og fortælle om sin vidunderlige Frelse ved det nathalie-koldingske System. Som en Oldenborre kastede hun sig over ethvert nyt Menneske, der kom indenfor hendes Synskres, for at forkynde "Morgenrødens" Evangelium.

Da hun nu hørte Præsien komme ned ad Trappen, gik hun derud og bød ham indenfor til en lille Forfriskning. Paa sin lidt formløse Maade svarede Pastor Gaardbo, at han ikke trængte til noget. Besøget havde af flere Grunde virket forstemmende paa ham. Han havde desuden en Sky for at gense de store 62 Stuer derinde, der gemte saa mange ydmygende Erindringer om Sommerens Forvildelse.

"Men Vognen er endnu ikke kørt frem, Hr. Pastor."

"Det gør ikke noget. Jeg foretrækker dog at gaa," svarede han og trykkede i Hast hendes Haand.

Han gik i Tanker gennem Skoven uden at lægge Mærke til, at Himlen var bleven blaa nu i Middagstiden. Næsten foraarsagtig lyste den ind mellem de afbladede Træer, hvor den vinterlige Sol tegnede sine langstrakte Skygger paa den røde Skovbund.

Pludselig, da han nærmede sig Udkanten af Skoven, hvorfra Spaserestien gennem en Stente førte videre over Markerne ud til Hovedlandevejen, stansede han med et Ryk. Han havde hørt og genkendt den dybe Summen af Broderens Køreværk, og et Øjeblik efter saae han den lille Vogn glide afsted derovre paa Landevejen, slyngende Sol ud fra sine blanke Metalbeslag.

For ikke at blive set stansede han i Skyggen af et Træ. Han havde ikke talt med sin Bror siden det Aftenbesøg, der var bleven til saa stor en Skuffelse for dem begge. Broderen havde et Par Gange skriftlig underrettet ham om sin Kones Befindende og desuden sendt ham sin Tidsskrift-Afhandling med "en broderlig Hilsen". Alligevel havde han ikke kunnet overvinde sig til at forny Besøget.

Da han kom hjem, erfarede han til sin Overraskelse, 63 at Broderen havde været der under hans Fraværelse; og da hans Husholderske fortalte, at Distriktslægen var meget ked af ikke at træffe ham hjemme, blev han et Øjeblik stærkt bevæget.

Inde paa sit Skrivebord fandt han et Brev, som Broderen havde efterladt tilligemed nogle københavnske Aviser. Ved Synet af Brevet foer der et Glimt af det gamle Haab gennem hans Sind. Endnu med Præstekjolen paa skar han Konvoluten op og læste:

"Meta har nu i et Døgn været helt feberfri. Efter en god lang Søvn vaagnede hun i Morges med klare og lykkelige Øjne. Jeg synles, du skulde være den første, der fik det at vide. Jeg havde gerne selv fortalt dig det. Men jeg kigger herind igen en anden Dag i den allernærmeste Fremtid og haaber da at have bedre Held."

I en Efterskrift stod der: "Jeg vedlægger et Par Avisartikler, fordi det maaske kan interessere dig at se, hvor elskværdigt jeg bliver kagstrøgen, hængt og parteret i Anledning af min Afhandling."

Mest paa Grund af denne Efterskrift rev Præsten Brevet i Stykker efter Læsningen og puttede det i Kakkelovnen. Aviserne lod han ligge urørte, og heller ikke siden aabnede han dem.

Han kendte iøvrigt det væsenligste af Artiklernes Indhold. Der havde i de lokale Blade staaet aftrykt 64 Brudstykker af den københavnske Kritik; og skønt det alene var de nedsættende Udtalelser, man præsenterede Læserne for at latterliggøre den upopulære Mand, havde det dog ikke været svært at skønne, at selv de store Blade tog hans Ideer op til virkelig Drøftelse.

Han forstod det ikke. Han havde i sin Tid selv kunnet glæde sig over Broderens friske Iagttagelser og ofte fornøjelige Indfald. Men at nogen fandt det Umagen værd for Alvor at træde op mod hans stakkels Natur-Evangelium; at endogsaa kristelige Blade trods hans ganske aabenlyse Gudsfornægtelse omtalte Afhandlingen med en vis Respekt, var ham en Gaade, ja det forargede ham.

Derimod overraskede det ham ikke, at al denne Avissnak saa øjensynligt var steget den kære Povl til Hovedet. Ikke mindst af den Grund betragtede han det som en stor Lykke, at han havde faaet afværget Grosserer Søholms Klagemaal, som desuden let kunde have givet Anledning til, at der ved Bladenes Fremstilling af Sagen blev kastet et ufordelagtigt Skær over hans egen Beredvillighed til at bringe Hr. Søholm Kristi Blods Husvalelse. Den fornyede Blæst, som en Retssag vilde rejse om Broderens Navn, allermest det Martyrium, som han vilde opnaa ved en Domfældelse, kunde let blive en virkelig Fare for et Menneske som ham, 65 hvis Selvfølelse allerede var betænkeligt nær ved den Grænse, hvor Højhedsvanvidet lurede.

For det var jo desværre ikke alene ved sit Ydre, at Povl paa lidt uhyggelig Maade mindede om Farbroderen Tyge. Der var hos dem begge den samme oprørske Selvraadighed, den samme hensynsløse Forfængelighed, den samme Sandhedsfornægtelse.

[*]

Der var nu begyndt at komme Fart i Valgagitationen omkring i Kresen. Mens den ulykkelige Jægermester stadig sad gemt i en Hospitalscelle som videnskabeligt Objekt for en Professor og hans kittelklædte Lærlingestab, og efter at hans Bo var erklæret fallit og de indledende Skridt til en Skilsmisse foretaget underhaanden i Forventning om en Attest for hans Uhelbredelighed, blev nu ogsaa den folkekaarne Mands Scepter berøvet ham, dette dyrebare Klenodie, hvis Besiddelse han havde betalt med den sidste Rest af sit Fædrenegods. Plukket for alt lige til Troen paa sin lykkelige Stjerne sad han grædende i sit Indelukke, fortumlet som efter et Jordskælv, der havde styrtet Verden i Grus.

Det enslevske Venstre opstillede Lærer Balduin Hansen, der nu fik Oprejsning for Tilsidesættelsen ved Sommervalget. Aften efter Aften skreg han sig hæs i Krostuernes Tobakstaage, og hans politiske 66 Bersærkergang henrev Meningsfællerne til mægtige Ovationer. Skønt Pastor Gaardbo heller ikke sparede sig men frygtløs traadte op imod ham ved alle hans Møder, kunde det undertiden se ud, som om Stemningen for Balduin voksede, og navnlig var dette Tilfældet, da Enslevs fynske Avis en Dag kunde oplyse og dokumentere, at det gamle Højre, hvis galdebitre Glæde det var blevet at puste til Krigsflammen i det overmægtige Folkeparti, havde udstedt hemmelig Ordre til at kaste Stemmerne paa Præsten.

En Dag midt under Kampen viste Distriktslægen sig igen i Præstegaarden. Han stod som altid ganske udenfor det almene Røre. Om sit politiske Standpunkt plejede han til Menigmands Forargelse at erklære, at han med Glæde solgte sin Stemmeret for en Sukkerkringle til hvert af sine Børn.

Da han heller ikke ved dette Besøg traf Broderen hjemme, efterlod han igen en lille Skrivelse. "Jeg har faaet en Patient her i din Nærhed. Kommer desaarsag forbi imorgen Eftermiddag ved Firetiden. I Tillid til det gamle Ord, at alle gode Gange er tre, kigger jeg da herind."

Den næste Dag noget før den opgivne Tid gik Præsten hjemmefra. Han nøjedes med at lade sin Husholderske bringe Broderen en Hilsen.

Paa flere Valgmøder havde hans Modstandere søgt at bringe ham i Klemme ved at benytte sig af Befolkningens 67 Uvilje mod hans Bror, og netop i disse Dage havde Ophidselsen været særlig levende i Anledning at Affæren paa Storeholt. Der cirkulerede endog en Adresse paa Egnen, stilet til Medicinalmyndighederne, med Anmodning om at lade Distriktslægens Forhold undersøge og bedømme. Grosserer Søholm havde ganske vist holdt sit Ord og for eget Vedkommende opgivet at føre Klage; men baade han og den sidst tilkaldte Læge havde sørget for, at Historien blev bekendt, og det var heller ikke blevet fortiet, hvis Indflydelse det skyldtes, at Hr. Søholm havde ladet Naade gaa for Ret.

Ved Møderne blev der nu stadig stillet nærgaaende Spørgsmaal til Præsten om hans Syn paa Broderens mærkelige Lægevirksomhed og Embedsstyre. Han havde hidtil vægret sig ved at svare. Men da ogsaa flere af hans egne Tilhængere ytrede ganske stærk Misfornøjelse med hans Tavshed, var han forberedt paa, at Forholdene før eller senere vilde aftvinge ham den aabenhjertige Tilstaaelse, som han forøvrigt længe havde været sin Gud skyldig.

Samme Aften talte han i en stor Vælgerforsamling, hvor ogsaa Balduin Hansen var tilstede sammen med en Garde af sine værste Spektakelmagere. Igen ved denne Lejlighed ironiserede en af Talerne under mægtigt Bifald over hans "Harmonika-Samvittighed", der ikke tillod ham at staa i Parti med politiske 68 Meningsfæller, naar de ikke præcis delte ogsaa hans religiøse Anskuelser, hvorimod han saa dejligt kunde gaa i Forbøn hos de Store for en Slægtning, der gjorde Halløj baade med al religiøs og politisk Overbevisning og ikke engang lod sine Børn døbe.

Da Taleren sluttede, udeblev den sædvanlige Meningskamp. Efter at en bragende Storm af Haandklap havde fulgt ham ned af Talerstolen, bredte der sig en ildevarslende Stilhed over Salen. Præstens Venner sad paa Gløder. Alle Øjne stod paa Stilke og var rettet mod ham i glad eller febermørk Spænding. Det var ikke til at tage fejl af, at Øjeblikket var afgørende. Han følte det selv. Det stod ham klart, at det denne Gang var hans Pligt at svare.

Han gjorde det – ikke uden jesuitisk Snildhed – paa den Maade, at han mindede om sit Forhold til en anden Slægtning, nemlig selve Farbroderen Tyge. Han erklærede, at den enslevske Aand var den Fjende, der skulde nedkæmpes, i hvilken Skikkelse den saa aabenbarede sig; at det var Oprørets og Fornægtelsens onde Aand, der skulde fordømmes og bekriges lige skaanselsløst, enten den ytrede sig som politisk Tøjlesløshed eller som en samvittighedsløs Eksperimenteren med Medmenneskers legemlige og aandelige Sundhed. Og i denne Kamp kendte han – hvad han tidligere havde vist – hverken Personsanseelse eller Familjehensyn.

69 Meningen blev forstaaet trods Tilsløringen, og Vennernes Bifald fulgte ufortøvet. Men ogsaa blandt hans Modstandere var der flere, som var tilfreds med Svaret, selv om de følte sig forpligtet til at hyle med de andre Ulve, fordi Enslevs Navn var taget forfængeligt.

Dagen efter indeholdt Egnens Blade et Referat af Mødet, hvori der ogsaa fandtes en Gengivelse af Præstens Erklæring. Hans særlige Organ "Folkebladet" aftrykte den ordret og med spærret Skrift.

Samme Dag, da han hen paa Eftermiddagen kom hjem til Præstegaarden fra et Sygebesøg, stod hans Broders Vogn foran Indgangsdøren. Inde i Stuen fandt han Doktoren selv, der uden at sige Goddag eller give ham Haanden traadte ham truende imøde.

"Jeg har ventet paa dig ... Jeg maa vide, hvordan det forholder sig. Anerkender du "Folkebladets" Referat af din Udtalelse igaar? Jeg tænker naturligvis paa de Ord om mig, som du har fundet det passende at bringe paa Markedet for at stille dine Vælgere tilfreds."

Præsten, der havde været meget bleg, da han kom ind, vilde lægge sin Haand beroligende paa hans Arm. Men Doktoren unddrog sig Berøringen ved at træde et Skridt tilbage.

"Jeg forlanger et klart Svar. Ja eller Nej!"

Præsten stillede sig hen ved sin Pult. Her stod 70 han et Øjeblik tavs og alvorlig – med Ansigtet vendt imod Broderen – og saae paa ham ligesom fra det Fjerne.

"Du maa forandre din Tone, Povl, dersom vi to skal tale sammen. Naar du har læst Referatet, saa veed du, at de Ord, du taler om, blev mig aftvunget. Der var rettet saadanne Beskyldninger imod mig, at jeg nødtes til et Selvforsvar. Hvad selve Udtalelsen angaar, saa kan den jo ikke overraske dig. Dertil har vi for ofte talt om det, der skiller os."

"Med andre Ord: for at bjerge et Par Stemmer, har du ikke betænkt dig paa at gøre min Stilling her i Egnen endnu vanskeligere, end den i Forvejen er. Og det netop nu, da man fra alle Sider rotter sig sammen imod mig!"

"Du tager fejl, Povl. Betænkt mig har jeg, og det endogsaa længe. Men jeg har Hensyn at tage, som du ikke kan ... eller ikke vil forstaa."

"Jeg veed det! Dine højere Pligter forbyder dig at føle menneskeligt. Af Hensyn til din Moloch4 maa jeg og Meta og hele Flokken derhjemme ofres. Det begynder jeg nu at forstaa."

Han gik hen til Vinduet og blev staaende der med Ryggen til Stuen og saae ud i Haven. Og der var længe stille.

Saa vendte han sig med et Ryk og sagde:

"Johannes! Kan du huske en Dag for fjorten-femten 71 Aar siden – det var i vor første Studentertid – vi sad oppe paa Skamlingsbanken i et dejligt Sommervejr og saae ned mod Grænsen. Vi talte om Danmarks truede Fremtid, og tilsidst gav vi hinanden højtideligt Haanden. Det husker du vistnok. Vi tilsvor hinanden, at vi vilde holde sammen i ondt og godt som ærlige Fostbrødre. For vi havde jo – som vi sagde – blandet Blod allerede i Mors Liv. Det var den samme Dag, da du paa Hjemvejen betroede mig, at du var forelsket i Rosalie. Og nu stod du igaar og skamskændede mig for en Forsamling af al Slags sammenløbet Rak og Pak! – Hvad er det, du vil opnaa? Hvorfor slaar du Haanden af os? Lad mig høre det engang! Er det for det tossede Rigsdagsmandats Skyld?"

"For Guds Riges Skyld, Povl!"

"Guds Rige? Er det den Samling halvfjantede Individer, som du kalder dine Venner? Er det et Sludrehoved som Søren Tækkemand og en gammel Drukkendidrik som Kresten Fiol?"

"Hvor De Ord ligner dig! Ja, saadan er du, Povl! Du vil ikke tilstaa, hvad du dog hver Dag er Vidne til, at der vokser en ny Menneskeslægt frem, genfødt og lutret i Troen paa den opstandne Frelser. For det passer ikke med din selvopfundne Visdom. Paa Trods af klare og levende Vidnesbyrd fra alle Jordens Lande benægter du for dig selv, at en ny 72 Dag er brudt frem over Verden. Den forjættede Dag med Lys og Fred og Glæde for alle Folkeslag."

"Hvor er denne nye Menneskeslægt? Hvordan ser den ud? Dersom du har Ret, skal jeg være den ivrigste til at hylde den. Men endnu har jeg ikke kunnet opdrive noget Eksemplar af Racen. Bogstaveligt talt ikke eet. Derimod kunde jeg nævne flere nedslaaende Eksempler paa Genfødelser, der i mine Øjne absolut ikke har bevirket nogen Forædling. Tværtimod."

Præsten, der følte den personlige Brod i disse sidste Ord, sagde nu:

"Jeg tror, Povl, det er frugtesløst at fortsætte. Vi kan ikke tale sammen. Vi maa hellere skilles."

"Det tror jeg selv. Jeg har dog endnu et Spørgsmaal at gøre dig, Johannes. Naar du – saa ganske upaakaldet – har blandet dig i min Affære med Grosserer Søholm, saa gaar jeg naturligvis ud fra, at du har gjort det udelukkende af Hensyn til mit Bedste. Derfor skal jeg ogsaa tilgive dig. Ikke sandt, Johannes? Du kan med Haanden paa Hjertet forsikre, at du ikke har haft andre Bevæggrunde?"

"Du ser paa mig, som om du tvivlede," svarede Præsten. "Og paa en vis Maade kan du virkelig have Grund til det. Vore Meninger om, hvad der tjener til dit Bedste, er saa dybt forskellige. Og jeg har heller ikke ventet, du skulde anerkende min Bilæggelse 73 af den Strid. Allermindst, at du skulde paaskønne den og sige mig Tak. Dertil kender jeg dig for godt."

"Vil du dermed sige, at ogsaa denne broderlige Handling skal bedømmes efter de højere Hensyn, du før talte om, og som jeg altsaa efter din Mening ikke kan eller vil forstaa?"

"Jeg maa bede dig holde op med den Forhørstone. Den vil jeg ikke finde mig i. Jeg har i den Sag handlet efter min bedste Overbevisning."

"Du lyver! Saadan staar man kun og skifter Farve, naar man har en daarlig Samvittighed. Det er dit forhenværende bedre Jeg, der anklager dig, Johannes! ... Men jeg har længe anet, hvad jeg nu veed. Du er bleven en daarlig Bror. Og det er din Gud, der har fordærvet dig."

"Nu skal du gaa!" raabte Præsten dødbleg og viste mod Døren. "Jeg vil ikke mere have dig i min Stue."

"Du kan være rolig – jeg er her ogsaa for sidste Gang. Men jeg har endnu et Ord at sige dig. Du er en syg Mand, Johannes. Det er din eneste Undskyldning. Du ser ikke selv de Ulykker, du gør i din Forrykthed. Men vær du glad, at jeg ikke kender den Art "højere Hensyn", der tvinger mig til at handle mod min naturlige Følelse. For i saa 74 Fald stod du ikke der med den storagtige Helgenmine, lille Johannes!"

"Skal det være en Trusel?"

"En Advarsel skal det være. Jeg har længe haft Mistanke til dig. Tiere, end du selv aner, røbede du dit Had til mig. Nu har jeg undsagt dig. Og du skal vide, at jeg har Vaaben, du ikke kender. Mod dem er du nu advaret."

[*]

Paa Vejen gennem Landsbyen opskræmte Doktor Gaardbos Vogn en Flok Gæs, der med ophøjet Ro plaskede gennem den graa Lervælling. Han, som ellers var saa øm over Vejfreden, havde sat Farten op, saa Folk kom til Dørene og gloede efter ham.

"Nu er han da vist bleven ren tosset," tænkte man.

Men ikke længe efter var det bekendt over hele Byen, at Præsten havde vist sin Bror Døren. Frøken Martinsen havde tilfældigvis staaet udenfor paa Gangen og hørt hele deres Samtale.

Da Doktoren naaede hjem, gik han straks ind i Soveværelset. Her sad Fru Meta oprejst i Sengen med den Lille ved Brystet uden at ane, hvor han havde været henne. For at skaane hende havde han ingenting røbet. I sin Lykke over Barnet rakte hun Haanden ud imod ham; og denne glade Velkomst og Ømheden i hendes Smil overvældede ham, 75 saa han gled ned paa Sengekanten og trykkede hendes Haand mod sine Øjne.

"Men hvad er der, min Ven?" spurgte hun. "Hvad er der sket?"

"Ikke noget! Jeg har jo jer alle seks, og saa er det andet ikke en Knappenaal værd! Saalænge jeg har lidt Kartofler i Haven og dig, lille Mutter, og en Gris paa Sti og alle vores Rollinger, er jeg Jordens rigeste Menneske."

"Hvad er der hændt, Povl? Nu skal du sige mig Sandheden."

"En anden Gang! ..."

Han vilde rejse sig og gaa, men hun holdt ham fast:

"Du gør mig angst!"

Han fortalte hende nu, hvad der var sket. Men han maatte hente Avisen og oplæse Referatet af Mødet, før Meta vilde tro det.

"Ja, saadan er det altsaa endt med Johannes og mig. Der er ikke noget at gøre ved den Ting. Men jeg maa holde mig om Hovedet for at forstaa det. Tænk dig, at det er Johannes! Det bedste, det elskeligste Menneske paa Jorden! – Men det er heller ikke ham selv. Det er hans uhyggelige Dobbeltgænger, som vi har talt om. Det er den eneste Forklaring. Det er gaaet ham som saa mange andre af hans Lige. Han er bleven omskabt til en Varulv ... 76 har to Skikkelser saa forskellige som Dag og Nat. Den ene lige saa mild og god og hjælpsom som den anden er grum af Blodtørst."

Da han saae, hvor betaget Meta var bleven, standsede han, slog Armene omkring hende og bebrejdede sig, at han ikke havde tiet.

Bagefter fortsatte han sin Tale for sig selv inde i sin Stue, og hans Sind var nu bleven roligere. – "Stakkels Johannes! Hans syge Sjæl faar ikke Fred, før hele Verden er bleven en Daarekiste. Hvem skulde have tænkt det om ham! Den sundeste af os alle. Det er den skammeligste Gerning! Og nu skal han og jeg altsaa ikke være Brødre mere. Eller vil vi maaske, naar nogen Tid er gaaet, igen gøre Forsøg paa at komme til en Slags Forstaaelse? Jeg veed knap, om jeg skal ønske det. Den Bror, jeg har elsket og forgudet for hans rige Hjertes Skyld, eksisterer dog ikke mere for mig. I hans Sted vil jeg bestandig møde denne skadelystne, hundelumske Substitut. Indtil min Død vil jeg se Johannes for mig, saadan som han idag stod der under Kristusbilledet ved Fars Pult. Jeg vil mindes det Blik, hvormed han saae paa mig ligesom fra det Fjerne. Dette til Døden bedrøvede Blik, hvori der glimtede Had."

Fra Torvet udenfor hørtes Hammerslag. Man var i Færd med at opføre Tribunen til Valghandlingen, 77 der skulde foregaa der om et Par Dage. Det lød i hans Øre, som om der tømredes et Skafot.

Overalt i hele Landet ventedes Valget med Spænding. Man vilde i Udfaldet se et Varsel for den forestaaende store Kamp mellem Enslev og Kirkefolket. Den lille, ukendte fynske Landsby var i disse Dage pludselig bleven Midtpunktet for Nationens Opmærksomhed, og man var forberedt paa en ualmindelig Tilstrømning paa Valgdagen ogsaa af Fremmede.

Tredjedagen efter, ved Solfald, proklamerede Amtsraadsmedlem og Sparekassedirektør Jørgen Mosegaard Pastor Gaardbo som Kresens nye Folketingsmand og udbragte med ufortrøden Begejstring et Leve for ham. Bagefter førtes Præsten i Triumf gennem Byen til den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Dagen skulde fejres.

I Stedet for det Musikkorps, der plejede at gaa i Spidsen for de sejrendes Tog, gik et Kor af syngende unge Karle og Piger i taktfast Marche. Det var Medlemmer af Egnens kristelige Ungdomsforening, som Pastor Gaardbo havde stiftet, og Sangen var den Salme, som de havde gjort til deres Slagsang:

 I Himlen er mit Fædreland
og Kristus er min Konge.

78 Efterhaanden deltog ogsaa flere af Togets andre Deltagere i Sangen. Navnlig var dette Tilfældet, da de kom forbi den overfyldte Gæstgivergaard, hvor det slagne Parti havde sit Samlingssted og – efter Larmen at dømme – fortyndede Nederlagets Bitterhed med meget Øl. I alle Vinduerne stod Folk, der betragtede det uvante Optog med en sur Blanding af Forbløffelse, Nysgerrighed og Forargelse.

"Leve Enslev!" raabte En ned over Hovedet paa de syngende.

Og Svaret var en ny Forstærkelse af Sangen, som paa een Gang hele Toget istemte med fuldtonende Inderlighed:

 I Himlen er mit Fædreland.

 

[gå frem]
 
[1] Koncilium: rådsforsamling (især gejstlig). Tobaks-Koncilium: jf. den prøjsiske konge Frederik Wilhelm Is Tobakskollegium, der "ved Ølkanden og Tobakspiben drøftede alle Emner, Regeringssager og Skandalehistorier" (Salmonsen). tilbage
[2] Saat: klapjagt i en del af et jagtterræn. tilbage
[3] Søborg: fejlskrivning for Søholm. tilbage
[4] Moloch: guddom, kendt fra bibelen, til hvilken der ofredes mennesker, især børn. tilbage