Pontoppidans testamente

Om retten til ikke at brænde breve

I 50 år lagde Henrik Pontoppidans testamente hindringer i vejen for hans forfatterskabs udbredelse og udforskning. Nu viste det sig, at testamentet aldrig havde eksisteret. Men derfor har hans værk alligevel forsvar behov.

"Brænd brevene" erklærede Karen Pontoppidan i 1985 og tændte dermed lunten til en offentlig debat, i hvert fald i Politiken, om håndteringen af digternes efterladenskaber og den måde de må, eller ikke må, bruges af litterater og andre ådselsgribbe.

Karen Pontoppidan (1908-92) var barnebarn af Henrik Pontoppidans første ægteskab og opkaldt efter hans ældste datter der døde som treårig. Hun var født Pontoppidan Schrøder og gift med en Jeppesen der døde i 1957. Efter personnumrenes indførelse i 1968 valgte hun efternavnet Pontoppidan som hun beholdt også i samlivet med politiinspektør Henry Kudsk (1899-1973). Det var i denne fase jeg selv som student traf hende i midten af 1960'erne. Fra sin mor, Johanne, der døde i 1961, havde hun arvet "kærlighedsbrevene" mellem mormoren og Henrik Pontoppidan.

I mere end 20 år lod Karen brevene ligge i en bankboks, men så en dag tog hun dem ud for at bestemme deres fremtid. Først viste hun dem til en "nær ven (litterat)", derefter til en "bekendt dr.phil.". De to var enige om at noget mere hjertegribende havde de aldrig læst i "danske brevsamlinger".

Den nære ven véd vi hvem var, men han er død nu. Derimod har ingen endnu kunnet oplyse mig om hvem den bekendte dr.phil. kan have været. Kun er det sikkert at det ikke var Elias Bredsdorff, skønt han både er doktor på Pontoppidan og i sin tid, altså i midten af 1960'erne, blev opsøgt af Karen Pontoppidan og fik forelagt det (pre)kære problem. Men han fik aldrig lov til at se eller læse brevene.

Bredsdorff støttede naturligvis en bevarelse af brevene. De der i 1985-debatten ikke gjorde det, henviste blandt andet til Pontoppidans "testamentariske bestemmelser" som først hindrede den første Pontoppidan-doktor, svenskeren Knut Ahnlund, i overhovedet at se de Pontoppidan-breve (til og fra) der ligger på Det Kgl. Bibliotek. De var nemlig underkastet den aftale biblioteket i 1952 indgik med Else Thomsen, Pontoppidans datter af andet ægteskab. Dernæst hindrede "testamentet" Elias Bredsdorff i at trykke Pontoppidans bidrag i den brevveksling med Georg Brandes som udgjorde tillægsbindet til hans 1964-disputats om forholdet mellem de to. Han måtte kun referere og forsigtigt citere dem.

Alt det er nu forhistorie, al den stund Else Thomsens yngste søn, juristen Henrik – nu Pontoppidans eneste overlevende barnebarn på den side1 – i 50-året for Pontoppidans død i 1993 gav tilladelse til at hans breve kunne trykkes. Men Elias Bredsdorff og Carl Erik Bays tobinds-samling fra 1997 af udvalgte breve genvakte diskussionen om det berettigede i at bryde Pontoppidans "testamentariske bestemmelser" og lægge hans privatliv blot.

Den fornemste plads

Pontoppidan-specialisten Thorkild Skjerbæk (1918-98) mente i sin bog Kunst og budskab (1970), at intet tyder på at Henrik Pontoppidan skrev sine breve med den bagtanke at de alligevel en dag skulle være genstand for "undersøgelser og forskning".

Men allerede 21. marts 1886 skrev den 28-årige Pontoppidan til sin mentor og endnu på det tidspunkt gode ven Otto Borchsenius om sin første hustru, Marie:

Jo ældre jeg bliver, des dårligere kan jeg undvære hende. Skulde nogen nogensinde skrive min Biografi, måtte hun deri indtage den fornemste Plads.

I enhver digter lurer håbet om at blive både berømt og studeret, død eller levende, og jeg tror ikke Henrik Pontoppidan i så henseende var nogen undtagelse. Så havde han vel ikke gemt brevene fra Marie. Eller hvordan? Vi véd i dag ikke med sikkerhed hvorfra datteren Johanne kan have fået de breve. Dem fra faderen til moderen havde hun vel fået af moderen. Men dem fra Marie til Henrik? Havde Pontoppidan taget dem med sig ind i sit nye forhold til bourgeoisi-damen Antoinette der blev anledningen, om ikke årsagen, til skilsmissen fra bondedatteren Marie? Eller havde han givet Marie de breve så de ikke "brændte i lommen" på ham i hans nye liv?

Men det kan da ikke udelukkes at Pontoppidan har beholdt Maries breve. Sådan som han for eksempel også bevarede et par bevægende breve fra forældrene den sidste vinter faderen levede. Eller brevene fra Georg Brandes ikke at forglemme.

Er det i så fald faderen der har givet datteren kærlighedsbrevene fordi de nu var fra hendes mor? Forholdet mellem Pontoppidans gamle og hans nye familie var ikke det bedste. Henrik Thomsen skulle nå op i realklassen før han i dansktimen erfarede at hans morfar havde været gift en gang før.

Der var ingen breve – eller højst ét

Hvorom alting er, hverken Marie eller Henrik havde følt nogen Johs. V. Jensensk anledning til at destruere deres "kærlighedsbreve". Det følte derimod barnebarnet Karen Pontoppidan, og hendes søn Henrik Jeppesen hædrede mindet om hendes dåd ved at protestere over for Bredsdorff da denne gik i gang med sin brevudgave.

Men Henrik Jeppesen er ikke det eneste medlem af Karen Pontoppidans nære familie der alligevel sætter spørgsmålstegn ved det hele. For hvor mange breve var der overhovedet? Og blev de så brændt? Selv havde han aldrig hørt om dem før de pludselig var brændt. Karen Pontoppidans halvbror, teatermanden Hans-Henrik Krause, er den eneste jeg indtil nu har kunnet finde som har læst bare ét af brevene. Fra Marie til hans morfar omkring den tid i 1888 hvor de skiltes. Krause husker sin betagelse, men ikke brevets præcise indhold. Andre breve mellem de to har han aldrig set. Det Kgl. Bibliotek forsikrer at de – helt ærligt – ikke har modtaget brevene under hånden, og Karen Pontoppidans svigersøn, forfatteren Niels Barfoed, véd at de ikke var at finde efter hendes død.2

Derimod erklærer familien samstemmende at Karen Pontoppidan var mytoman og havde stor sans for at iscenesætte sig selv. Hun skrev for øvrigt glimrende, hvad debatten i 1985 viste. Så det var ikke kun det stærke temperament hun – som så mange andre i familien – havde arvet fra sin morfar.

Universitetslektor John Chr. Jørgensen var i sin tid meget bekymret for den mytedannelse der nu ville opstå når brevene var brændt, og han opfordrede dem der havde læst brevene, til at gøre notater. Det skete så vidt vi ved ikke. Helt nøgternt kan man spørge hvornår de to elskede hinanden højt nok og samtidig var væk fra hinanden længe nok til at skrive en sådan suite betagende breve. Mere nærliggende ville det være at tro at brevene stammede fra de hårde år indtil skilsmissen blev formel og Pontoppidan gav afkald på sine to børn så han omsider, i 1892, kunne gifte sig med Antoinette. De år har han forresten selv fortalt om i sine selvbiografier, så det er ingen indiskretion at ville kaste mere lys over dem.

For det er rigtigt hvad professor F.J. Billeskov Jansen dengang bemærkede, at Marie kunne have trængt til en afbalancering af det fade og høflige portræt "Erindringerne" giver. Hun indtog dog engang den fornemste plads i Pontoppidans bevidsthed om sit eget liv.

Testamentet

Men hvad står der da i Henrik Pontoppidans testamente? Det stammer fra 1923, har Henrik Thomsen fundet ud af. I irritation over stadig at skulle høre om det uden nogensinde at have set det, gik han og hans juristkone Lisi Thomsen i skifteretten og fandt papirerne frem.

Testamentet overlader på juristdansk Else Thomsen at "udøve enhver mine Arvinger efter Lovgivningen tilkommende Ret og Raaden over mine efterladte Arbejder, saavel offentliggjorte som ved min Død ikke offentliggjorte".

Så mange – og så få – er ordene. Noget andet og senere, retsgyldigt dokument findes ikke. Derimod findes der en maskinskrevet, udateret og ikke underskrevet lap papir med to små håndskrevne rettelser, der er bilagt aftalen fra 1952 mellem Kgl. Bibliotek og Else Thomsen. På lappen står den samme tekst som er indført i aftalen, hvor den af Else Thomsen betegnes som "følgende testamentariske Bestemmelse af min Fader3":

Efter min Død maa intet andet trykkes end hvad jeg selv allerede har udgivet – eller vil komme til at udgive – i Bogform, eller hvad der mellem mine efterladte Papirer muligvis udtrykkelig vil blive betegnet som færdige til Trykning. Derimod ingen Avis- eller Tidsskriftartikler, ingen Breve, Digte el. lign.

Skønt håndskriften i rettelserne ikke er Pontoppidans, og han aldrig skrev på maskine (ligesom han aldrig cyklede og kun nødigt talte i telefon), er denne ordlyd ikke uden autentisk præg, og man kan sige den ligger inden for det mandat 1923-testamentet gav Else Thomsen til at "råde" over de efterladte arbejder. Men jo uden meget råderum. Hvis hun er ophav til lappen, er den en abdikation.

Det var også det nemmeste hvis nu hendes gamle far var blevet så vred over genboen Knud Sønderbys hjerteløse udlevering af hans alderdom i et avisinterview, eller han forargedes over udgivelsen af brødrene Brandes' brevveksling med nordiske forfattere og videnskabsmænd. Her var Pontoppidan selv dog undtaget da han efter udgivernes kriterier var for ung.

Men lappen på Det kgl. Bibliotek er ingen "testamentarisk bestemmelse", der med juridisk gyldighed kan føres tilbage til Pontoppidan. Den afspejler nok et synspunkt, men dem havde Pontoppidan flere af. For eksempel sagde han til bysbarnet og litteraten Carl Dumreicher, da denne under et af sine "sidste Besøg" igen foreslog udgivet en samling af hans digte, at nej, "– det maa vente til efter min Død".

Else Thomsens "testamentariske bestemmelse" har ikke større gyldighed end Carl Dumreichers vidnesbyrd. Hvem af dem har – eller skal have – ret?

Værket

Nej, Pontoppidans vigtigste testamente er og bliver hans værk. Selvfølgelig først og fremmest hans trykte værk. Men det er nu heller ikke så enkelt. For han skrev om og om og om, før, under og efter. Derfor har Pontoppidan altid været en skræmmende opgave at gå i gang med hvis man skulle i dybden. Man får fødderne fanget i et filter af rødder og forgreninger.

Om det trykte værk findes der en slags testamentarisk bestemmelse. Nemlig den kontrakt hvorefter Pontoppidan i 1908 overlod Gyldendal udgivelsesretten til hele den del af forfatterskabt der var udkommet på forlaget.

I den står at to bøger, Mimoser (1886) og Spøgelser (1888), ikke må optrykkes uden forfatterens tilladelse – og den nægtede han resten af livet at give skønt han flere gange blev spurgt. For det andet står der at de andre bøger bestandig skal optrykkes efter den seneste udgave fra forfatterens hånd, Ausgabe letzer Hand hedder det i vor germansk prægede, såkaldte editionsfilologi.

At Pontoppidan ikke indføjede dette sidste i sit 1923-testamente (eller i lappens tekst for den sags skyld), hænger utvivlsomt sammen med at han ikke kunne forestille sig noget andet. Bestemmelsen var mest tænkt som en påmindelse til forlaget om at være omhyggelig og ikke gribe fejl i bunkerne. Han havde oplevet et par gange at man til nye oplag eller udgaver af vanvare valgte det forkerte trykforlæg.

For Pontoppidan var det hævet over enhver tvivl – som det for eksempel også er det for en moderne forfatter som Ismail Kadaré – at forfatteren bestandig forbedrer sig, bliver dygtigere og derfor må gå sine litterære børn efter i kjolesømmene hver gang de skal sendes på gaden. Eller "ransage mine hensovede Jeg'ers Hjerter og Nyrer" som han selv udtrykte det.

Det ser vi anderledes på i dag – og allerede Georg Brandes bemærkede spydigt om Pontoppidan at "En Digter bør helst forbedre sig i et følgende Værk, ikke gerne i det samme."4. Han skulle snakke, Brandes, som bestandig selv skrev sine gamle bøger om til nytryk. Men han var jo heller ikke digter.

De smaa Romaner

Derfor har jeg ingen kvababbelser haft ved at være ansvarlig for udgaven af Henrik Pontoppidans Smaa Romaner 1885-1890. Bindet rummer den første bogudgave af de seks små romaner Pontoppidan udsendte i årene 1885-1890, heriblandt de to "forbudte", hvoraf dog Mimoser allerede genså dagens lys i 1979. Det skete dengang ganske vist i moderne retskrivning, og den måtte foranstaltes af en anden (Birgitte Hesselaa) end Skjerbæk som ellers var Gyldendals daværende husredaktør på Pontoppidan. Men Skjerbæk gik meget op i at overholde Pontoppidans "testamentariske bestemmelser", skønt han gerne citerede løs af Pontoppidan-brevene, når blot sammenhængen ikke var eksklusivt biografisk, men "boghistorisk". De breve han selv ejede, holdt han i øvrigt så tæt ind til kroppen at Bay & Bredsdorff ingen glæde skulle få af dem.

Personligt mener jeg ikke at de fire overlevende små romaner alle er bedre end de udgaver af dem der fulgte. Men Ung Elskov er faktisk to helt forskellige værker i de to udgaver, Isbjørnen blev forfinet til den 1899-udgave (i Fortællinger) hvori den blev skolebogsklassiker, og "En Bonde" var bedre i sin oprindelige, kortere tidsskriftsform. Mimoser er i sit ironiske raffinement min personlige favorit blandt disse seks. Men det afgørende er at nu har læseren et valg han ikke har haft i mere end 100 år. Gennemgående mener litteraterne, der altid har haft adgangen til de oprindelige udgaver, at det sjældent lykkedes Pontoppidan at forbedre sig i det samme værk.

Dog er der et par hovedpunkter i det pontoppidanske forfatterskab hvor der ikke er frit valg. De to første af hans store romaner, Det forjættede Land og Lykke-Per eksisterer ikke i førsteudgaver. Pontoppidan var begyndt omarbejdelsen af dem før de var færdige, for nu at udtrykke det i stærk forkortelse. Det er et forhold jeg påviste dengang jeg i 1960'erne løb Karen Pontoppidan og Else Thomsen på dørene. Men det har ikke hindret en videnskabelig udgivelse af Det forjættede Land i Det samme Danske Sprog- og Litteraturselskabs regi hvori jeg har stået for de Smaa Romaner. Under fællestitlen "Det forjættede Land" sammenbragte Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild i 1997 de tre bind fra 1890'erne, Muld, Det forjættede Land og Dommens Dag, endskønt den tekst (3. udgave kaldet af Pontoppidan) der i 1898 blev udgivet under fællestitlen Det forjættede Land, er om ikke radikalt, så væsentligt anderledes end indholdet af de tre bind tilsammen.

Hovedårsagen var at Pontoppidan havde skrevet de to første bind som en afsluttet helhed der i sit væsen blev ændret ved den tre år yngre tilføjelse af et tredje bind. Derfor måtte der en samordnende omskrivning til af værket før det med rette kunne kaldes Det forjættede Land og øve hvad Litteraturselskabet i sit forord kalder en "stor indflydelse på den danske selvforståelse". De to udgivere nærmest bestrider at dette forhold er soleklart.

Nu opblødes problemstillingen noget af at alle fem udgaver af romankomplekset er tilgængelige på den CD-ROM der er vedføjet DSLs udgave. Men Gyldendal modsatte sig at tekstvarianterne fra andetoplaget af de to første bind blev optaget på sidefoden. Hvorfor? Man mistænker forlaget for en dag at ville udsende selve teksten uden hele det store apparat.

Men så risikerer Gyldendal at få sig en droit moral-sag på halsen, eller som det hedder på moderne jurist-dansk: en sag om krænkelse af værkets "ideelle ret". Pontoppidan vil nikke bifaldende i sin himmel hvis nogen orker at tage slagsmålet.

Det samme gælder Lykke-Per som står for tur når DSL ellers kan finde midlerne til udgivelsen. Også i den var der skred undervejs gennem de otte år det tog at skrive den, og Pontoppidan begyndte dens omarbejdelse endnu før den første udgave var færdig. Forholdet er ikke så grelt som i Det forjættede Land, men evident nok.

Derimod gælder det ikke De Dødes Rige som Pontoppidan puddelklippede i den forkortede udgave. Her har læseverdenen virkelig noget at glæde sig til.

Men netop Pontoppidans arbejdsmåde som jeg brugte år af min studietid på at udforske, gør det i dag – hvor ting er tilladt som vor ungdoms new criticism afgjort forbød – så tillokkende at skrive hans biografi.

Det drejer sig ikke kun om at yde Marie retfærdighed – den første kone, men også moderen af samme navn og alle de andre der af en overfladisk eftertid (Knut Ahnlund undtaget) har fået deres skæbne knyttet for fast til den "selvbiografiske" Lykke-Pers fremstilling, Pontoppidan selv iberegnet.

Det drejer sig også om at følge manden gennem hans œuvre i dets mange stadier. I dets forhold til den familiære, politiske og litterære virkelighed hvori Pontoppidan tog et ofte ganske håndfast udgangspunkt, for så under arbejdet med sin tekst langsomt og sejt at modellere det Danmarksbillede op som i dag er en af de vigtige kilder til nye generationers forståelse af deres olde- og tipoldeforældres samfund, dets normdannelser og værdidebatter. Pontoppidans testamente.

[lagt op her på netstedet 1.2.2004 og senest revideret 21.10.2019.]

 
[1] barnebarn: på den anden side levede i 1999 endnu Hans-Henrik Krause, der døde i 2002. tilbage
[2] Det må dog medgives, hvad jeg ikke vidste i 1999, at Karen Aage Jeppesen, som hun dengang hed, i 1952 skrev til Poul Carit Andersen om brevene, uden dog at give indtryk af nogen stor mængde. [note tilføjet 4.2.2009] tilbage
[3] I et brev til Dina Lea kalder Else Thomsen det "et særligt Brev (uden for Testamentet) som indeholder forskellige Bestemmelser". tilbage
[4] Henrik Pontoppidan" (1910). tilbage