Undervejs til mig selv

Sjette Kapitel

Knap et Aar efter oprandt den store Dag, da et Barn kom til Verden i vort Hjem. Det er naturligvis altid Kvinderne, der har det sværest i den Situation; men vi Mandfolk har det nu heller ikke altfor rart, i hvert Fald ikke den første Gang. Fra det Øjeblik, da jeg saa' Jordemoderen med haandfaste Tag binde sit store Smækkeforklæde omkring sig og smøge Ærmerne op, havde jeg ikke Ro noget Sted. For at bevare Fatningen gik jeg tilsidst ud paa mit lille Jordstykke og gav mig til at grave Kartofler op. Men der gik den ene Time efter den anden, og jeg fik ingenting at vide. Saa stak jeg Spaden i Jorden og vilde gaa ind; men jeg blev mødt i Døren med den Besked, at jeg gjorde bedst i at holde mig paa Afstand lidt endnu. Der 137 skulde blive kaldt paa mig, naar det var overstaaet.

Jeg havde nær skreget af Glæde, da Køkkenvinduet en Timestid efter blev slaaet op og jeg kaldtes ind efter en lykkelig overstaaet Fødsel. Det var en lille Pige.

Et Par Uger senere sad jeg en Dag alene ved Vuggen og betragtede Barnet i dets Kamp med Søvnen. Med Mellemrum aabnede det Øjnene for at se, om jeg endnu sad der. Stuen var fuld af Sol, og jeg syntes aldrig den havde skinnet saa forjættelsesfuldt. Da Søvnen omsider overmandede det lille Væsen, gled jeg selv hen i en ophøjet Følelse af Lykke. En Talemaade siger, at for Mænd er Faderglæden som oftest en Overraskelse. Vi tør knap rigtig tro paa den. Den forekommer os ikke helt uden Grund saa ufortjent som Jeppes Paradisglæde i Baronens Himmelseng.

Ak, fortjent eller ufortjent! Hvor vilde vi være ilde farne, dersom vi altid skulde nøjes med, hvad der strengt retfærdigt tilkommer os. Alle gaar vi ud af Tilværelsen som Skyldnere. 138 Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi allesammen af Kvindens Kærlighedsgaver. Den, der ikke kan erkende dette, har aldrig virkelig levet.

Min Glæde over at være bleven Far og ved Familjelivet i det hele var en Slægtsarv, fremkaldt velsagtens af de mange børnerige Præstehjem, som jeg nedstammede fra. Mens jeg ellers paa flere Maader havde løsrevet mig fra Familietraditionerne var her noget, der havde slaaet Rod i mig og var bleven Natur. Landevejen svigtede jeg dog ikke. En idelig Uro drev mig ud. Forholdet til Højskolen blev ogsaa stadig vanskeligere, og en Dag maatte min Broder og jeg skilles.

Omtrent midt i Hornsherred laa en middelstor Landsby, seks–syv Gaarde og lige saa mange Hytter hyggeligt lejret omkring et Gadekær. Hertil flyttede vi, fordi det var min Kones Hjemstavn. Der var for Tiden kun en daarlig Bolig at faa, en Rønne med kun to smaa Stuer, og Familjen var endda nylig bleven forøget med endnu en lille Pige. Men lidt udenfor Byen laa den Slægtsgaard, hvor min 139 Kone var født, og hvor hendes gamle Forældre endnu levede. Her kunde der i Nødsfald bødes paa den knebne Plads hos os selv, og det gamle Ægtepar overlod mig straks en Stue, hvor jeg kunde indrette mig med mine Bøger og Skrivesager og altid finde Arbejdsro. Hos en Del af Befolkningen vakte det alligevel Forundring, at vi slog os ned der i Byen. Hvad havde vi mon i Sinde at leve af, spurgtes der. Paa forskellig Maade fik vi at mærke, at vi ikke var velkomne for Byens Standspersoner, Gaardejerne. Til Gengæld fik jeg efterhaanden en Del gode Venner blandt Egnens Arbejdsmænd og Fjordfiskere. De havde et lille Forsamlingslokale der i Byen, og der var endnu saa meget Højskolemand i mig, at jeg en Gang imellem tog derhen og talte eller læste op. Men ogsaa dette blev mig ilde optaget af de Styrende, især efter at nogle af de Yngste havde rejst en Bevægelse med det Formaal en Gang at faa mig gjort til Egnens Rigsdagsmand.

Det er ikke godt at vide, hvad det altsammen kunde have ført mig ud i, dersom der 140 ikke var sket noget, der for en Tid gav mig ganske andet at tænke paa. Den ene af vore to Smaapiger, den ældste, der nu var henved tre Aar og aldrig havde fejlet noget, begyndte paa underlig Maade at skrante. Bedst som hun sad paa sin Skammel og snakkede med sine Dukker, kunde hun fare sammen med et Skrig og tage sig til Hovedet. Eller hun stillede sig hen ved Væggen med bortvendt Ansigt som i et Anfald af Fornærmethed. Spurgte vi hende, om det gjorde ondt noget Sted, stampede hun i Gulvet og svarede Nej. Det blev os dog klart, at Barnet maatte fejle noget, og vi lod Lægen hente. Han var til at begynde med ret ordknap men fik for hvert Besøg en mere mørk Mine. Saa sagde han en Dag, at Tilstanden var betænkelig. Barnet havde Hjernebetændelse, og vi maatte være forberedte paa alt. Jeg vilde ikke tro det. Det syntes mig umuligt. Endnu for faa Dage siden havde Barnet leget. Men Lægen fik Ret. Stille som en Fugl, der gemmer Hovedet under Vingen, gled hun ind i Døden.

141 Der fandtes i Byen underligt nok hverken Kirke eller Kirkegaard. Begge Dele laa en halv Mil derfra paa en Pynt, der skød sig ud i Fjorden og hvor desuden et gammelt, nu forladt Herresæde laa. Det var til Bekvemmelighed for dettes tidligere Beboere, at baade Kirke og Begravelsesplads havde faaet denne for Egnens øvrige Befolkning saa ubekvemme Beliggenhed. Nu blev dette Sted Maalet for mine Vandringer. Ingen Dag gik hen, uden at jeg havde staaet ved min lille Piges Grav. Bag efter gik jeg hen i Slægtsgaarden og tilbragte et Par stille Timer med mig selv i den Stue, som var overladt mig her, og hvor jeg havde mine Bøger. Stærkere end nogensinde følte jeg nu Trang til at vide, hvad andre Mennesker havde tænkt om Døden og ment at vide om et Liv efter dette. Biblen havde ogsaa tidligere undertiden ligget paa mit Bord; men det var altid det gamle Testamente, hvis kærnefulde Sprog havde fængslet, som naar det f. Eks. hed om Leviathanen, at dens Nysen lod Lys skinne, og dens Øjne var som Morgenrøden. Evangelisterne 142 havde derimod sjeldent haft noget at sige mig, og havde det heller ikke nu. Det var kraftfuld Livsudfoldelse, jeg trængte til at høre om og trøstes ved.

Under sine Sygebesøg havde Lægen flere Gange talt til os om at faa en bedre Bolig. Han fandt det ikke forsvarligt at leve med Børn i saa klamme og lysfattige Rum. Nu hørte jeg tilfældigt om et Hus, der skulde være at faa til Leje i den skovrige Egn omkring Esrom. Det var rigtignok en hel Del længere borte fra Slægtsgaarden og vor lille Piges Grav, end vi ret vel kunde tænke os at bo. Men Lægens Advarsel lød bestandig for mig, og gjorde det navnlig nu, fordi vi inden længe igen kunde vente at faa en lille Nyfødt i Vuggen. Saa tog jeg da en Dag afsted med Vandrestaven og kom ud for en sælsom Overraskelse. I Stedet for den Skovhytte, jeg havde forestillet mig, fandt jeg en herskabelig Villa med Taarn og forgyldt Vejrfløj. Manden, der havde Opsyn med Stedet og viste rundt, fortalte mig, at Huset i sin Tid havde været Bolig for Direktøren af 143 en Papirfabrik, som nu var nedlagt. Det havde staaet tomt i flere Aar, da den ensomme Beliggenhed havde afskrækket Lejesøgende. For mig var denne Ensomhed just en Tiltrækning. Den senere Tid havde belært mig om, at man i visse Tilfælde ikke skal have sine Naboer for nær. At baade min Kone og jeg efter vor lille Piges Død havde følt Trang til at leve mere for os selv, var bleven os ilde optaget af adskillige Venner. Fristelsen var desuden af en anden Aarsag stor. Lejesummen var saa ringe. Paa Grund af den aarelange Ledighed var hele Herligheden at faa for en beskeden Sum. Men naar vi tænkte paa, hvor lidt vort fattige Indbo vilde fylde i de store Stuer, blev vi alligevel ængstelige. Tilsidst tog vi dog en modig Beslutning og lejede, og vi fortrød det ikke. Vi kom dertil i Høsten, og Parkens Efteraarspragt bødede paa Sparsomheden inden Døre. Og da det ventede Barn kom til Verden og var en stor Dreng med kraftige Lunger følte jeg det, som om Livet paany tiljublede mig. Arbejdslyst og Fremtidshaab vendte tilbage.

144 Ensomme Aar blev det ganske vist; men helt uden personlig Forbindelse med Omverdenen var jeg for mit Vedkommende ikke. Inde i Helsingør boede en god Bekendt af mig, Magister Galschiøt. Han var en Del ældre end jeg; men vi forstod hinanden som jævnaldrende. Jeg havde lært ham at kende, da han for et Par Aar siden begyndte Udgivelsen af sit store Samlerværk "Danmark i Skildringer og Billeder" og havde opfordret mig til at levere et Par af Bidragene. Han var bosiddende Borger i Helsingør, der var hans Fødeby. Han boede i en Udkant af Byen i en gammel Familjeejendom med en prægtig stor Have fra Sundtoldens Dage. Herligt var især Partiet omkring en Dam i Haven. De høje Træer spejlede sig prægtigt i det klare Vand, hvor et Svanepar gled om. Indtrykket var tempelagtigt, fremkaldte en Fornemmelse af, at det altsammen var noget, der havde været til fra Evighed af. Mine Ture til Helsingør – to smaa Mil langsmed Stranden – foretog jeg altid tilfods. Jeg var ikke Cyklist og blev det aldrig. 145 Som den Vandringsmand, jeg fra Ungdommen var og vedblev at være, saae jeg med Ringeagt paa disse Hjulryttere, der sad rundryggede og traadte i Pedalerne som gamle Koner ved Spinderokken. At det skulde være Fremtidens Køretøj vilde jeg ikke tro. Jeg var nu bleven 30 Aar og mente min Livsgang for alle Tider fastlagt, min Udvikling afsluttet. Og saa skulde det netop nu hænde, at jeg kom ud for en Tildragelse, der i den Grad vendte op og ned paa min hele Tilværelse, at jeg igen maatte tage Livtag med Magter, som jeg troede at have gjort op med for bestandig.

**
*

Det begyndte med, at jeg ved Sommertid fik Besøg af en yngre Broder, der var Forretningsmand og boede i København. Han havde faaet Ferie og vilde til et Vesterhavsbad, til Blokhus, og var kommen for at faa mig til at gøre ham Følgeskab. Jeg havde Lyst nok, Vejret var straalende, og vi tog 146 afsted. Ad Søvejen til Aalborg, og derfra videre med Dagvogns-Befordring. Paa Blokhusstranden laa to middelstore Hoteller Side om Side med fælles Tennisplæne, hvor hvidklædte Damer og Herrer underholdt sig mellem Badene. Jeg, som var bleven uvant med at omgaaes Bymennesker, havde forud besluttet at leve for mig selv og tilbringe Tiden med Udflugter i Omegnen. Det varede dog ikke længe, før ogsaa jeg blev en fast Gæst paa Boldpladsen.

Det skyldtes et Bekendtskab, som min Broder og jeg havde gjort paa Rejsen hertil, et Par unge københavnske Damer, to Søstre, som havde været med paa Dagvognen. De havde i Begyndelsen været ret utilnærmelige, et Par Anstandsdamer; men paa den flere Timer lange Køretur tøede de op, og vi kom tilsidst i Samtale. Ingen af dem havde tidligere været i Jylland, endsige paa Vestkysten, og forhørte sig derfor om saa meget af det, vi kom forbi. Da det tilmed viste sig, at ogsaa de skulde til Blokhus, var Underholdningen bleven livlig.

147 Det var dette Dagvognsbekendtskab, som fortsattes her, skønt vi ikke boede paa samme Hotel. Den yngste af Søstrene, der baade var den smukkeste og livligste, udmærkede sig desuden som Tennisspillerske og vakte Beundring paa Banen. Skønt jeg ikke i mange Aar havde haft en Ketsjer i Haanden og som Spiller var en Klodsmajor i Sammenligning med hende, indbød hun mig undertiden til en Dyst, ja gjorde mig efterhaanden til sin faste Partner. Det var lidt mere, end jeg syntes om, og for ikke at betragtes som hendes opvartende Kavaler holdt jeg mig i nogle Dage borte fra Boldpladsen. Men da jeg hørte, at en ung Fyr fra hendes eget Hotel var bleven min Efterfølger hos hende og gjorde sig til af at have fortrængt mig af hendes Gunst, vendte jeg alligevel tilbage.

Min Broder, hvis Ferie allerede var udløben, skulde nu rejse, og det var naturligvis Meningen, at jeg skulde følge med. Men jeg lod mig overtale til at blive og lod ham rejse, hvad jeg dog bagefter fortrød. Jeg 148 havde jo ikke glemt, hvordan det var at være forelsket, og jeg begyndte at frygte for at blive det. Men det maatte ikke ske. Jeg vilde ikke være det. Saa tog jeg mig en Regnvejrsmorgen i Kraven og rejste efter.

Og atter sad jeg da i mit Hjem og ved mit Arbejdsbord og søgte at skrive Vesterhavsstemningen af mig. Det lykkedes ikke videre godt. Gang efter Gang greb jeg mig i at sidde hensunken i mine Blokhusminder. Jeg mærkede, at Faren for at blive tummelumsk var større, end jeg havde troet. Yderligere foruroligedes jeg i de samme Dage af en sær Hændelse, der havde givet mig en Del at tænke over og trængt sig ind paa mig ligesom i den bestemte Hensigt at fremkalde en Katastrofe.

Jeg var en Dag taget til Helsingør for at besøge Galschiøt og komme bort fra mig selv. Til min Skuffelse var han ikke hjemme, var rejst til København og ventedes først tilbage den næste Dag. Jeg gik saa til en anden af mine Helsingørs-Bekendte, den i Bladene ofte omtalte Apoteker1 i "Det gamle 149 Apotek" nede ved Havnen, og her traf jeg Edvard Brandes, som havde sit Sommerhus et Sted der i Nærheden. Det var en Oplevelse. Mens jeg et Par Gange havde været sammen med Georg Brandes i det Hegelske Hus, havde jeg ikke før truffet denne næsten lige saa berømte Broder. At han i sit Blad gerne omtalte mig med Anerkendelse havde ikke ført til personligt Bekendtskab2. Edvard Brandes levede i Modsætning til Broderen ret tilbagetrukkent, varetog til Gengæld sine private Anliggender med større Omsigt. Han var Medejer og Medredaktør af et af Byens største Blade, desuden Rigsdagsmand og spillede ingen ringe Rolle i Tinget. Men ogsaa som Politiker virkede han fortrinsvis i Kulissen.

Da det nu hændte, at Apotekeren kaldtes ud i sin Forretning og vi blev alene, rykkede han mig nærmere og talte med større Ligefremhed. Han spurgte blandt andet, om han ikke kunde gøre Regning paa en Gang at faa et Bidrag fra mig til sit Blad. Jeg vidste vel nok, at det var et liberalt Organ, der gav 150 Plads for enhver fornuftig Anskuelse. For ikke at indfanges af Journalistikens lange Fangarme havde jeg hidtil kun undtagelsesvis ladet mig friste af den Slags Opfordringer; men i Øjeblikket, da Pennen gik trevent for mig, og Romanskriveriet helt var gaaet i Staa3, fandt jeg det for voveligt at afvise et Tilbud fra en Mand som Edvard Brandes. Da Apotekeren kom tilbage, havde vi faaet truffet Aftale om ved Lejlighed at mødes i København og tales nærmere ved.

Jeg havde ikke nævnet noget til min Kone om dette nye Bekendtskab og gjorde det heller ikke nu. Vi talte i det hele ikke meget sammen for Tiden. Hun lod mig paa forskellig Maade forstaa, at der var sket noget med mig ovre ved Vesterhavet og at hun anede, hvad det var. Engang faldt endog et Ord fra hende om, at hun og Børnene vistnok helst maatte tage hjem til Slægtsgaarden en lille Tid og blive der, indtil jeg var kommen tilrette med mig selv om det, som voldte mig Bryderi. Jeg havde smilet og ladet, som om jeg opfattede det som en Spøg; men jeg var 151 i Virkeligheden ganske klar over, at det nødvendigvis maatte komme til en Forklaring. Der stod for meget paa Spil for os begge.

Til aftalt Tid tog jeg alligevel ind til København for at træffe Edvard Brandes uden at nævne noget derom. Og nu viste det sig, at han i Mellemtiden havde faaet en ganske anden og langt mere vidtrækkende Hensigt med vor Sammenkomst. Forholdet var dette: der fandtes foruden Georg og Edvard Brandes, en tredje Broder, Ernst, som tidligere havde været Vekselerer men nu ogsaa havde slaaet sig paa Skribentvirksomhed. Man havde i nogen Tid kunnet se hans Navn under Avisartikler om Handels- og Pengeforhold, og nu havde han i skjult Forstaaelse med Broderen tilkøbt sig et ældre Børsblad i den Hensigt at gøre det til et moderne Organ, der kunde bidrage til at gøre Ende paa den konservative Presses stadige Overlegenhed i Hovedstaden. Det var som Medhjælper hertil, at Edvard Brandes nu vilde hverve mig sammen med nogle andre Forfattere af den yngre Kreds.

152 Betingelserne var tillokkende, Livsopholdet fuldkommen sikret, og Arbejdet ikke anderledes, end at jeg ved Siden af kunde pleje mine egne literære Planer. Men han stillede den absolute Betingelse, at jeg flyttede til København. Hvad var ogsaa det for en løjerlig Idé, sagde han, at gemme sig ude i Skovene som en Ugle? En Skribent, der vilde tjene Udviklingen, maatte virkelig leve der, hvor Tingene foregik. Skovensomheden var kun for Drømmere.

Det var Ord, der gjorde Indtryk paa mig for Tiden, da jeg daglig mærkede, at Landlivet ikke altid var saa opstrammende, som jeg havde troet. Mit Arbejdsværelse var i Øjeblikket et Torturkammer. Tankerne var døde, Virkelysten slap. Alligevel kunde jeg ikke bestemme mig og forlangte Betænkningstid. Men Edvard Brandes, der ønskede at fremskynde Starten af det nye Blad, tilstod mig kun en kort Frist. Maaske var der slet ikke kommet noget ud af det hele, dersom ikke min Kone havde taget Affære og gjort Alvor af sin Trusel om at forlade 153 Hjemmet. Da jeg efter et Par Dages Ophold i Hovedstaden kom tilbage, fandt jeg Huset tomt og uden saa meget som en efterladt Forklaring. Som det var hendes Skik, havde hun ladet Handling tale. Jeg fulgte nu Eksemplet, betragtede foreløbig vor Skilsmisse som en Kendsgerning. Om den skulde blive blot midlertidig eller for bestandig, maatte Tiden vise. For mit Vedkommende var i hvert Tilfælde et Livsafsnit hermed afsluttet.

**
*

To smaa Stuer paa en frederiksbergsk Sidevej blev nu mit Hjem. Inde i selve Storbyen havde jeg ikke vovet at slaa mig ned. Al denne Tuden med Horn og Kimen med Klokker var for meget for mig. Trods alt, hvad der var sket, følte jeg mig stadig som Landboer, formælet med Mulden. Jeg maatte have en Landevej at trave paa og Udsigt over Marker og Hegn. Forøvrigt levede jeg et Skrivebordsliv, ofrede alle Dagtimerne 154 paa Journalistiken. Kun Mørkningstiden, der altid havde været min Hvile- og Drømmetid, tilbragte jeg i en Lænestol. Jeg boede i Stuen, og udenfor stod en Gadelygte, der i Reglen blev tændt paa den Tid. Jeg lod mig ikke forstyrre af, at dens Lys faldt ind i Stuen. Mine Tanker tumlede sig som Skolebørn i et Frikvarter.

Til Tider var det Blokhusminderne, jeg legede med. Som oftest var det dog Slægtsgaarden og min Kone og Børnene, at Tankerne søgte til. Jeg hørte stadig ingenting fra hende. Var det hendes Hensigt paa den Maade at fremtvinge en Tilstaaelse? Det kunde godt ligne hende. Var maaske Kvinder af hendes højsindede Art til Gengæld alle saa uforsonlige? Ja, ja; jeg maatte finde mig deri. Jeg havde i sin Tid valgt hende paa Trods af almindelig anerkendt Fornuft og alle Advarsler. Nu maatte jeg tage Følgerne.

Ernst Brandes, den tidligere Veksellerer, nu Redaktør af "Børstidende", var som sine Brødre et godt Hoved, men besad iøvrigt 155 ingen tiltalende Egenskaber. Han var en grim lille Mand, ugift, med alle de Uvaner og Utækkeligheder, der sædvanligvis hænger ved saadanne halvgamle Pebersvende. At se ham sidde i et Restaurationslokale og nyde en saftig Chateaubriand med Servietten stoppet ind under Hagen som en Savlesmække, var ikke noget opløftende Syn. Naar jeg havde valgt at bo paa Frederiksberg, skønt Bladets Kontorer laa i den modsatte Ende af Byen, stod det i Forbindelse med min ringe Sympati for ham. Den store Afstand skulde tjene til Undskyldning for, at jeg saa sjeldent viste mig i Redaktionen og altid sendte mine Artikler dertil med Posten. Det maanedlige Redaktionsmøde maatte jeg dog indfinde mig til.

Blandt de Medarbejdere, som han ved Broderen Edvards Hjælp havde faaet samlet, var Viggo Stuckenberg og Johannes Jørgensen, den sidste som Redaktionssekretær. Trods Forskel i vore literære Bestræbelser kom vi godt ud af det med hinanden. Stuckenberg, der var den af dem jeg følte mig 156 mest tiltalt af baade som Skribent og Personlighed, blev jeg endda Ven med. Han boede ogsaa paa Frederiksberg, og efter de kedsommelige Redaktionsmøder, som Ernst Brandes ledede efter en aabenbart altfor solid Frokost, fulgtes vi den lange Vej ind gennem Byen. Trods sin Ungdom var Stuckenberg allerede baade Ægtemand og Familjefader, og en Gang fulgte jeg med op i hans Kvistlejlighed for at hilse paa hans Kone. Men jeg gentog ikke Besøget. Jeg taalte daarligt at se ham lege med sine smaa Unger, saadan som jeg selv indtil for nylig havde gjort det.

Nu skulde det i de samme Dage hænde, at jeg inde i Byen, i selve Østergades Fortovsmylder, løb paa min Blokhus-Partnerske. Et straalende Smil fløj over hendes Ansigt, da hun saae mig, og Gensynet greb mig foruroligende stærkt. Det var et Møde, der heller ikke blev uden Følger. Ved Afskeden holdt hun længe min Haand og aftvang mig et bestemt Løfte om at gøre hende og hendes Søster Besøg. Ikke mange Dage efter opfyldte 157 jeg Løftet. For hvad nyttede det at ville flygte fra sin Skæbne? Det maatte nu komme til en Afgørelse. Jeg vilde ikke vente længere med at komme til Klarhed over mig selv og mit labyrintiske Sind.

De to Søstre boede sammen med deres Moder paa en Førstesal i en herskabelig Villa ved Søerne. Moderen var Enke efter en ministeriel Embedsmand og havde Titel af Justitsraadinde. Det var ikke vanskeligt at se, at det var fra hende Døtrene havde deres smukke Skikkelse og statelige Optræden. Skønt den frimodige Blokhustone, som den Yngste straks genoptog overfor mig, øjensynlig overraskede og ikke behagede hende, takkede hun mig dog for Besøget og bad mig gentage det. I den følgende Tid fik jeg ogsaa et Par Indbydelser. Familjen levede tydeligvis meget selskabeligt. Man traf i Visittiden altid Fremmede der, hovedsagelig ældre Mennesker, betitlede Folk af Embedsstanden, Justitsraadindens gamle Bekendtskaber. Det var underligt for mig at træffe disse Folk af en Samfundsklasse, jeg 158 i saa mange Aar ikke havde haft Berøring med, de ældste og værdigste af en Type, som jeg havde ment overhovedet ikke eksisterede mere.

Mærkeligt for mig var det især at se min livfulde Tennisspillerske i disse Omgivelser, men jeg syntes ogsaa at kunne mærke baade paa Moderen og den ældre Søster, at de altid sad i lidt Angst for, hvad hun kunde finde paa at sige eller gøre i de Fremmedes Nærværelse. Den Formodning, jeg nu og da havde haft i Blokhus, at hun vilde frigøre sig for Familjelivets Baand, blev bekræftet her. Jeg forstod, at hun – som jeg selv i sin Tid – var Hjemmets urolige Aand og med Forsæt gjorde sig fri af Familjetraditionerne. Var det maaske Følelsen af en vis Samhørighed heri, der i Blokhus saa hurtigt havde ført os sammen?

Et Rygte om disse Besøg maa vistnok være kommen til Slægtsgaarden. I hvert Fald lod min Kone nu høre fra sig, rigtignok gennem en Mellemmand, en Sagfører. Hun krævede Skilsmisse, hvad der førte til en lang 159 og bitter Strid. Ikke fordi jeg modsatte mig; men den Fordring, der blev stillet, at jeg skulde give Afkald paa begge Børnene, kunde jeg længe ikke gaa ind paa. For at vi kunde skilles nogenlunde i Fred, gav jeg dog tilsidst efter, og nu rullede Hjulet videre. Jeg blev en stadig hyppigere Gæst i Villaen ved Søerne, og desuden skete der noget, der paa afgørende Maade pludseligt ændrede mine Forhold.

"Børstidende", der var bleven oprettet med saa store Forventninger, havde ruineret Ernst Brandes og maatte gaa ind. Helt uforberedt kom det just ikke for mig. Ved vore sidste Redaktionsmøder var han optraadt meget underligt, og desuden var der nylig i hans Privatliv foregaaet noget besynderligt. Han, den allerede halvgamle Pebersvend, havde en Dag giftet sig, og Forbindelsen var af en saa utiltalende Art, at hans Familje ikke vilde anerkende den. Afslutningen paa hans Liv blev da ogsaa inderlig tragisk. En Dag fandt en Skovbetjent ham som Lig i en Tykning i Dyrehaven.

160 Under alt dette sad jeg i mine to smaa Stuer ude paa Frederiksberg og mindedes de gamle Tider, da København endnu var en stilfærdig Provinsby og jeg selv en forhaabningsfuld ung Mand, der gik paa polyteknisk Læreanstalt og drømte om at blive en af de moderne Mirakel- og Spektakelmænd, der skulde omskabe Verden og gøre den lykkelig. Ofte tænkte jeg paa en Dag, da en af vore Lærere indbød mig og et Par Medstuderende til noget, som han med sær hemmelighedsfuld Mine kaldte en mystisk Aftenunderholdning. Vi skulde ved den Lejlighed gøres bekendt med den allersidste tekniske Nyskabelse, som endnu kun var bleven aabenbaret for ganske faa. Da vi ved aftalt Tid mødte i det fysiske Laboratorium, sad han ved et lille Bord med to roterende Valser, hvorimellem et Metalbaand løb. Han bad os være ganske stille, og nu udgik fra Metalbaandet en menneskelig Røst. Vi kunde høre, at Sproget var engelsk, og det blev os forklaret, at Stemmen kom langvejs fra og førtes hertil ved en Mekanisme, der nylig var opfundet af Skotten Graham Bell. Vi 161 hørte her for første Gang Telefonen, tog med andre Ord uden at vide det Afsked med Dagliglivets Fred, der nu ret hurtigt blev fordrevet. Det lille Telefonapparats Sladderagtighed har vi faaet i Stedet.

**
*

Alle Forhandlinger om at fortsætte "Børstidende" med en anden Redaktør førte ikke til noget. Jeg var atter helt min egen Mand. I disse Dage blev min Forbindelse med Villaen ved Søerne af stor Værdi for mig. Jeg fik virkelig et Hjem her. Opholdet i de smukke, altid blomstersmykkede Stuer, virkede oplivende. Men naturligvis var det navnlig min livfulde Blokhusveninde, der gjorde Opholdet hjemligt for mig. Tonen imellem os var efterhaanden blevet helt kammeratlig, hvad Justitsraadinden overbærende fandt sig i. En Gang, da vi sad alene i Kabinettet, gik Dristigheden dog videre end tilladt af hende.

Jeg spurgte nemlig, hvordan det i Grunden var gaaet til, at hun med sine 27 Aar 162 havde undgaaet at blive forlovet, endsige gift. Hun sad en Tid uden at svare, ligesom hensunken i sig selv, skottede saa over til mig med et skælmsagtigt Udtryk og sagde: "Gud veed, om jeg ikke har gaaet og ventet paa En, som jeg virkelig kunde komme til at synes om." Jeg tog dette for et opmuntrende Vink, og i Tillid hertil og til mit gamle Mundheld "Dristig vovet, forud vundet" handlede jeg. En Time senere kunde jeg fremstille mig for Justitsraadinden som hendes Svigersøn. Vort egenartede Forhold endte saaledes alligevel paa sædvanlig Vis med Forlovelse og Giftermaal. Men Mindet om min første Hustru vedblev alligevel at leve ukrænket i mig som noget helligt.

Efter Bryllupet – et stille Hjemmebryllup – begav vi os ud paa en stor Europarejse, der varede næsten et helt Aar og strakte sig til Foden af Vesuv.

Tysklands to sejrrige Krige, først med Østerrig, senere med Frankrig, havde bragt Europa ind i en Fredsperiode, der skulde vare næsten et halvt Aarhundrede. At Lilleputstaten 163 Danmark ogsaa havde været i Krig med Stormagten, huskedes knap nok længer af nogen sønden for Hamburg. I Dresden, hvor vi paa Udrejsen opholdt os et Par Dage for Museernes Skyld, blev vi dog kraftigt mindet derom, idet gamle Bismarck samtidig besøgte Byen. Han var paa Rejse til et Familjebryllup et Sted i Østprøjsen og skulde bare overnatte her. Men Byens Borgere greb Lejligheden til at fejre Nationalhelten. Der var Flagning fra alle Huse, Sangforeningsoptog drog gennem Gaderne, og om Aftenen var der Illumination. Bismarck var nu den sidste af de tre Halvguder fra Krigstiderne, som tysk Heltedyrkelse kunde samles om. Kejser Wilhelm var død forlængst, og Aaret forud var den 91-aarige Generalfeltmarskal Moltke gaaet bort.

Vor Honningmaaned, der tillige var en Foraarsmaaned, var vi bestandig paa Rejse. Som de Friluftsmennesker, vi begge var, droges vi især til Bjergene, levede et Vandreliv med alle høje Tinder som Maal. Sommeren tilbragte vi i en lille Bjergby i de østerrigske 164 Alper nær ved Salzburg, hvor Egnens Befolkning var kraftig katolsk. Overalt ved Vejene stod Krucifikser og Madonnabilleder, og bestandig saae man Folk ligge paa Knæ foran dem. Fra Kirken i Byen udgik hver Søndag efter Gudstjenesten en stor Procession af Præster og Munke, som drog syngende gennem Gaden. I Spidsen en ung Gejstlig med et Helgenbillede paa en lang Stang. Efter ham – under en Baldakin baaret af fire Ordensbrødre – en messeklædt Præst med et Sølvkrucifiks i den opløftede Haand. Overalt, hvor Toget naaede frem, kom Beboerne ud af Husene og kastede sig til Jorden. Jeg husker ikke, om der det Aar var særlig Anledning for den katolske Kirke til Propaganda; men da vi senere kom til Italien, mødte vi ogsaa der overalt religiøse Optog og en Udfoldelse af kirkelig Pomp og Pragt, der stak grelt af mod de mange pjaltede og forkomne Skikkelser, der saas overalt.

Forskellen mellem Pavekirkens og Protestantismens Gudsdyrkelse var jo særlig fremtrædende i Rom, hvor vi tilbragte Vinteren. 165 Der var en Erindring hjemmefra, som ofte dukkede op og tilsidst blev et Problem for mig. I Assens gamle Sognekirke findes et Epitafium malet paa Væggen som et Fikserbillede. Set fra den ene Side forestiller det Korsfæstelsen, fra den anden Opstandelsen. Paa en Sommervandring for en Del Aar siden var jeg en Søndag Morgen kommen gennem Byen, og da jeg fandt Kirkedøren aaben, gik jeg ind for at se det besynderlige Kunstværk. En gammel Kirkebetjent puslede om derinde. Da jeg havde forklaret ham, hvad jeg ønskede at se, førte han mig hen til en Væg i et af Sideskibene, og da vi stod der skjult af Højkirkens Pillerække, rungede pludselig et højt Raab gennem Kirken. "Hvor er De henne, Sørensen?" Paa Trappen op til Koret stod en svær Herre med Hat paa Hovedet, dampende paa en Tobakspibe. Kirkebetjenten skyndte sig derhen og fortalte mig bagefter, at det havde været Sognepræsten, der var kommen med Salmenumrene til den forestaaende Gudstjeneste.

166 Optrinnet havde beskæftiget mine Tanker ret længe efter. Jeg kunde den Gang ikke blive rigtig klar over, hvad jeg skulde mene om det. Undertiden fandt jeg Præstens Optræden stødende; til andre Tider holdt jeg paa, at det var farisæisk at vie en Bygning af Sten og Kalk en Dyrkelse som Guddommen selv. I religiøst bevægede Tider var det desuden sjelden fra Kirkerne, at den aandelige Genfødelse udgik. Vilhelm Birkedals Valgmenighed, den første herhjemme, holdt i Begyndelsen sine Gudstjenester i en Lo, hvor der paa Hverdagene tærskedes Korn. Og i hvor mange lavloftede Bondestuer havde ikke jævne Lægprædikanter talt Sindene til alvorlig Opbyggelse uden Ornat. Med saadanne Gudstjenester i Tankerne blev Katolikernes teatralske Kirkeskikke, al denne Knælen og Kyssen, især saa urimelig. Der var virkelig Øjeblikke hernede i Italien, da jeg følte det som en Lykke, at det i hvert Fald var fra en luthersk Præsteslægt, jeg nedstammede.

Hovedbegivenheden for mig i Rom blev 168 iøvrigt en Oplevelse uden al Forbindelse med det kirkelige Liv. Det blev mig her en Dag tilhvisket, at jeg inden længe kunde vente igen at blive Fader. Al den store Kunst rundt omkring blev til saa lidt for mig ved denne Meddelelse. Selv i det Sixtinske Kapel kunde jeg glemme alt for Tanken om dette lille Væsen, der var paa Vej til os. Vi ønskede nu begge at komme hjem. Men stadig var det Vinter i Danmark. Der meldtes endog om ret streng Frost og Trafikstandsninger overalt nord for Alperne. Først med det store Fugletræk drog vi nordover.

[Gå videre til kapitel 7)

 
[1] Apoteker: Rink. tilbage
[2] personligt Bekendtskab: det ældste kendte, men ikke bevarede brev er fra HP til EB 4. 12. 1885. Det ældste brev der vidner om et personligt møde, er fra ??? tilbage
[3] i Staa: Se HPs brev til forlæggeren Gustav Philipsen af 1.8.1889, to dages efter at hans første artikel har stået trykt i Børs-Tidende:. tilbage