Undervejs til mig selv
Syvende Kapitel
Efter Hjemkomsten og en lille Datters lykkelige Fødsel fulgte en Redebygningens Tid, i hvilken vi som næsten altid lod Tilfældet raade. Og atter bekræftedes det, at Tilfældet ofte er den bedste Raadgiver. En Dag kort efter den lille Piges Fødsel, da jeg spaserede langs med Søerne, mødte jeg her en gammel Bekendt, der standsede og udtalte sin Forundring over at se mig i København paa denne Aarstid. Jeg forklarede ham Aarsagen og sagde, at det ogsaa var vor Hensigt at tage paa Landet saa snart som muligt.
"Saa skulde I saamænd tage derhen, hvor jeg netop kommer fra."
"Hvor er det?" spurgte jeg.
"Rørvig. Et vidunderligt Sted."
169 Jeg kendte Navnet men stort mere vidste jeg ikke om Stedet, som den Gang ikke var meget besøgt. Det Rørvig, der nu hver Sommer overbefolkes af Landliggere, var endnu en stille Plet, et gammelt Lods- og Toldsted i øde Omgivelser. En Naturkatastrofe, en ugelang Orkan, havde et Aarhundrede forinden gjort Egnen til en Ørken. Nu blev jeg nysgerrig, og et Par Dage efter tog jeg dertil. Paa det Sted i det store Øde, hvor Byen i sin Tid havde ligget, og som Beboerne under Katastrofen var flygtet fra, laa nu en ensom Kirke og Kirkegaard. Her havde i endnu ældre Tid det berømte Isøre ligget, Tingstedet, hvor i Middelalderen de danske Kongevalg foregik. Men det var Kirken, hvortil der knytter sig saa mange Sagn og Fortællinger, som især havde gjort Rørvigs Navn kendt i Landet. Saaledes ved Beretningen om Marsk Stig og hans Begravelse. Efter Kongedrabet i Finnerup blev han jo forvist til Øen Hjelm og døde der som fredløs; men i al Hemmelighed sejledes hans Lig hertil for at blive begravet i indviet Jord.
170 Det var dog ikke alene de historiske Minder men ogsaa den storladne Natur, der tiltrak os og gjorde Rørvig saa kært for os begge. Det barske Landskab genkaldte Erindringer og Fornemmelser fra den Egn og den Tid, da vi havde lært hinanden at kende. Naar alligevel denne vor første Rørvig-Sommer ikke blev lang, var det fordi mere end Halvdelen af den var gaaet, da vi kom dertil, og allerede i September, da Efteraarsstormene begyndte at vælte ind fra Havet, maatte vi af Hensyn til den Nyfødte fortrække. Vi vendte dog ikke tilbage til Byen. Da jeg i Nærheden fandt et pænt Landhus ved en lille Skov, der gav Læ, flyttede vi dertil. Selv min københavnske Frue savnede ikke Hovedstaden. Det gik hende som det gaar saa mange forvænte unge Kvinder, naar de bliver Mødre og faar eget Hjem. Hun og Barnet vedblev endnu længe at være ét; og da Landluften bekom Barnet godt, og hun ogsaa selv trivedes, rynkede hun paa Næsen naar Nogen talte til hende om København.
171 Vi blev paa Landet hele Vinteren og ønskede ingen Forandring. Ganske uden Forbindelse med andre var vi nu heller ikke. Trods Afstanden kom min Kones Moder og Søster et Par Gange ud til os og hyggede sig godt i den gammeldags Kakkelovnsvarme, og selv fik jeg ogsaa nu og da Besøg af en Ven. Men af særlig Betydning for mig var, at jeg i denne landlige Fred gjorde Bekendtskab med Nietzsches Forfatterskab. Med en stor Artikel i "Tilskueren" havde Georg Brandes vakt Opmærksomhed for det, en Artikel, der havde fremkaldt en Del offenlig Modsigelse, tilsidst en vidtløftig Debat. Han havde blandt andet skrevet: "Jeg har villet henvise til denne Skribent, fordi det forekom mig, som om Nordens Skønliteratur nu vel længe har tæret paa Tanker, der blev fremsatte og drøftede i det forrige Aarti. Man tumler stadig med de samme Lærdomme, visse Arvelighedsteorier, lidt Darwinisme, lidt Kvinde-Emancipation, lidt Lykke-Moral, lidt Kultus af Folket o. s. v. mens Angreb paa de bestaaende Fordomme truer 172 med at synke ned i samme Kendthed og Hverdagsagtighed."
Snerten i disse Ord havde jeg følt mig ramt af. Jeg ømmede mig i hvert Fald. For at kunne skønne selvstændigt skaffede jeg mig alle den tyske Tænkers Skrifter, elleve store Bind, og for hvert Bind voksede han i mine Øjne. Jeg maatte indrømme, at han var en nyskabende Aand, en Aand med Stormfuglevinger. Hyppigt under Læsningen sammenlignede jeg ham med vor egen filosofiske Berømthed, Mørkemanden med det for en religiøs Selvplager saa karakteristiske Navn Kierkegaard.
Nietzsches Livsafslutning blev jo alligevel underlig tragisk. Med sin overanstrengte Hjerne var han periodevis sindssyg. En tysk Forlægger Diederichs, som jeg havde lidt at gøre med i disse Aar, har i et Bind Erindringer fortalt om sin Berøring med ham. Det var dog ikke som Forlægger, han havde haft med ham at gøre; men i deres fælles Hjemby, den gamle Stiftsstad Naumburg, hvor Nietzsche i sine Sygdomsperioder ofte var i 173 Pleje, mødte Diederichs ham undertiden i Byens Anlæg, naar Filosoffen i Middagsstunden spaserede der med sin Moder, en gammel Præsteenke. Der var den Gang endnu et lille Haab om hans Helbredelse, og – skriver Diederichs – han havde heller ikke det afskrækkende Udseende, han senere fik. Kun blussede der straks en vild Angst op i hans Øjne, dersom nogen gjorde Tegn til en Tilnærmelse.
Da Nietzsche døde, blev han begravet i Rocken nær Lutzen, hvor han var født. Diederichs var tilstede, og som god Bekendt af Peter Gast, Nietzsches Ven og efter hans Død Medudgiver af hans Skrifter, blev der givet ham Lejlighed til i Kapellet at tage den sidste Afsked med Filosofen, inden Kistelaaget blev lagt over ham. Peter Gast fjernede et Tørklæde, der laa over Ligets Ansigt, og Diederichs noterer, at der ikke var noget af den tidligere Gru i Udtrykket. Øjnene stod begge helt aabne, ligesom optagne af et stort Skue, et fjernt Syn.
Under Jordpaakastelsen fløj en Flok Krager 174 larmende over Gravpladsen. Diederichs fulgte dem med Øjnene og mindedes et af de mange Smaavers, der ligesom af sig selv dryppede ned fra Digterfilosoffens Pen, naar han skrev:
Die Kähen schrein
und ziehen schwirren Flugs zur Stadt.
Bald wird es schnein.
Weh dem, der keine Heimat hat.
Aarene kom og gik. Vi havde igen faaet et Barn og levede fremdeles som rigtige Landboere, om Sommeren altid i Rørvig, den øvrige Del af Aaret et eller andet Sted mellem Nordsjællands Skove, hvor vi havde kunnet finde en ledig Bolig, der passede os. Denne omflakkende Tilværelse maatte dog nødvendigvis ophøre, da Børnene blev saa store, at der skulde sørges for ordentlig Skolegang til dem. Vi valgte at bo i Hillerød, tiltrukket baade af Byens Beliggenhed 175 og dens gode Skoleforhold. Men uheldigvis var der en alvorlig Bolignød paa det Tidspunkt, da vi kom dertil. Vi maatte i Begyndelsen bo i en Vognmandsgaard med plagsom Uro og Spektakel. Men atter rakte Fru Fortuna mig en hjælpsom Haand.
En Formiddag var jeg gaaet ind til Byens Frisør for at blive klippet. Mens Saksen gjorde lyst i Hovedets mørke Vildnis, fortalte den snaksomme Mand mig, at hans ældste Kunde, en gammel Pastor emeritus, som endnu den foregaaende Dag var gaaet gennem Gaden og havde nikket ind, om Natten var død af et Hjerteslag. Jeg havde ikke kendt Præsten, men jeg vidste, hvor han boede, og altid, naar jeg kom der forbi – et frit beliggende Sted i Byens Udkant – havde jeg med Misundelse kigget op til hans Vinduer paa 1ste Sal, hvorfra der maatte være en vidunderlig Udsigt over Slotssøen til selve Slottet og de herlige Parkomgivelser. Jeg sagde saa til Frisøren, at han maatte skynde sig med mig, da jeg havde travlt. Ikke længe efter sad jeg hos Husets Ejer, en Murermester, 176 og underskrev en Kontrakt, der gjorde mig til den gamle Pastors Efterfølger i Lejligheden, Arvtager til et Vinduesyn, som ikke mange i Danmark kunde have prægtigere.
I dette Skønhedsrige boede vi en Række Aar og oplevede her blandt andet den store politiske Begivenhed, der har faaet Navnet "Systemskiftet". Det stejle Godsejer-Regimente Estrupiatet brød i denne Tid endelig sammen. Den gamle Konge var bleven træt af Modstanden og udnævnte et demokratisk Ministerium, hvor baade en Bonde og en Landsbydegn havde Sæde. Folket jublede. Overalt fejredes Begivenheden med Fester. Ogsaa København hyldede den nye Regering og holdt en Fest for den i selve Kongens Have, der for den Dag omdannedes til en folkelig Dyrehavsbakke.
I denne Tid foretog jeg en lille Rejse til min jyske Hjemegn for at genoplive Ungdomsminder og besøge mine Forældres Grave. Ikke mindst Indtrykket af Randers var en Oplevelse for mig. Her, hvor jeg i 177 sin Tid havde kendt ethvert Menneske, mødte jeg nu lutter fremmede Ansigter. Heller ikke Erindringsbilledet af mig selv vilde jeg rigtig kendes ved. Var det virkelig mig, der i de Dage havde spankuleret om her med et tildrømt Fremtidsbillede af mig som Byens rige Mand, den gamle Handelsstads Nyskaber og Genrejser? Nu gik jeg her med ganske andre Tanker og Forhaabninger. Hvordan var det gaaet til?
Jeg kendte endnu ikke det Ord "Trahimur"1, som Augustin lod indgravere i sit Signet og gjorde til sit Valgsprog. Og om jeg ogsaa havde kendt det, vilde jeg ikke den Gang have forstaaet, hvilken Livserfaring det rummer. Vi føres. Ofte stik imod vore hedeste Ønsker, ja paa Trods af den selvherligste Vilje opfylder vi, hvad der er bestemt for os og maaske ikke bliver os klart, før ved Livets Afslutning. Nietzsche maa aabenbart ogsaa have kendt noget dertil. I Fortalen til hans store Værk: "Menschliches, Allzumenschliches" hedder det: "Vor 178 Bestemmelse regerer over os, før vi kender den. Det er Fremtiden, der uden vort Vidende styrer Øjeblikkets Liv."2
Blandt de Bekendtskaber, som jeg ved Bosættelsen i Hillerød havde glædet mig til at knytte paany, var det med Stuckenberg. Han var en af de faa Kolleger, jeg i mit lange Landliv undertiden havde savnet. Nu hørte jeg, at han laa alvorligt syg, og en Dag læste jeg i Aviserne, at han var død. Det var et Tab, der gik mig meget nær. Jeg syntes ikke, vi havde Raad til at miste en saadan Mand. Paa den anden Side var der noget ved dette Dødsfald, der føltes næsten som selvfølgeligt. Saalænge jeg kendte Stuckenberg havde han kæmpet med Nød og Savn. For at holde Hjemmet oppe havde han maattet ernære sig ved kummerlig Timelærergerning til langt ud paa Aftenen. Det var i de stille Timer omkring Midnat, at hans sjælfulde Digtning blev til, deriblandt Poesier af den sjeldne, 179 ophøjede Art, der griber Sindet mysteriøst som et Blik ned i meget dybe Brønde, hvis Grundvand spejler Stjernehimlen ved sollys Dag.
Han havde det til Tider saa usselt, at baade han selv og hans Familje virkelig led Nød. I en saadan Periode forsøgte han en Gang at faa løsgjort en lille Pengesum, en beskeden Arv, der var baandlagt i Overformynderiet, og til hvis Udbetaling der krævedes justitsministeriel Billigelse. Han havde en Gang fortalt mig om sin Avdiens hos Ministeren i den Anledning. Den var ikke faldet godt ud for ham. Ministeren havde været den Alberti, der bragte Skam over den første demokratiske Regering, en Sagfører, der afsløredes som Storforbryder og maatte overflyttes fra Kongens Raad til Forbedringshuset. Da han hørte, at Stuckenberg var Digter, havde han afvist ham med den Bemærkning, at han af sin betrængte Stilling forhaabenlig vilde lære for Fremtiden at tage sig noget nyttigere for.
Man kan vanskeligt lade være med til 180 Sammenligning at tænke paa en anden dansk Digtersupplikant hos en anden Minister i en anden Tid – Wessels bekendte Avdiens hos Guldberg, den Scene, som Marstrand har malet et saa kosteligt Billede af. Mødet mellem Stuckenberg og Alberti kunde ogsaa godt fortjene at blive udødeliggjort af en stor Kunstner. I Armstolen ved Skrivebordet den bredbugede Politiker, en Kødklump paa et Par Hundrede Pund, Landets Justitsminister og største Kæltring. Og overfor ham – staaende ude paa Gulvet – den forlegne Stuckenberg, den sjælfulde Digter med det allerede opslidte Legeme, den stilleste Mand i Landet, den redeligste.
Og nu var han død. Kun 43 Aar gammel.
Selv var jeg inde i Halvtredsaarene, denne Alder, da Tilværelsen begynder at vende Vrangen ud, og Legemet viser de første Tegn paa Henfald. Alle faar vi i de Aar vore "Fornemmelser", disse Smaaforstyrrelser rundt om i Kroppen, Hold og Sting. Heller ikke jeg undgik denne Katzenjammer efter Livsrusen. Den ytrede sig hos mig som fæle Jagninger 181 i den højre Side af Underlivet, hvor Leveren efter min Mening skulde sidde. Jeg talte en Dag til vor Læge derom. Han raadede mig til en Brøndkur i Wiesbaden. Jeg var i den Alder, sagde han, da Legemet havde godt af en kraftig Udskylning en Gang imellem. Jeg kviede mig længe, men tilsidst gav jeg efter og rejste.
Det var en urolig Tid i Evropa. Alle Blade var fulde af Artikler om Panserskibe og Kanoner. Ogsaa i Berlin, hvor jeg opholdt mig baade paa Udrejsen og Tilbageturen, var der kraftige Vidnesbyrd om krigerisk Stemning. Da Aviserne saaledes en Dag havde meddelt, at Kejseren vilde tage til Potsdam for at overvære en Revu af Garnisonen der, var begge Sider af "Unter den Linden" paa det angivne Klokkeslet tæt pakket med Mennesker, der stod opstillet der for at se ham køre forbi og faa Lejlighed til at give deres Følelser Luft overfor Landets øverste Krigsherre. Saasnart den kejserlige Vogn kom tilsyne, brød de ud i Hurraraab, Hattene svingedes, og man tiljublede ham som den 182 forventede Siegfriedhelt han i alles Øjne for Tiden var.
Ikke længe efter brød ogsaa den første Verdenskrig ud.
De fire, for Evropas Fremtid saa skæbnesvangre Krigsaar mærkedes i det nøjtrale Danmark hovedsagelig kun ved de mange Afsavn, som Varemangel og Dyrtid foraarsagede. Ogsaa i mit eget Hjem gled Dagene ret roligt hen. Et Par Gange hændte der dog Ting af Betydning udover Øjeblikket. Jeg fyldte saaledes i denne Tid 60 Aar, og den svenske Nobelkomité tog deraf Anledning til at hædre mig med en Part af Fondens værdifulde Literaturpris. Det var en Udmærkelse, jeg aldrig havde drømt om, saa meget mere velkommen som jeg kort forinden havde været ude for en alvorlig Katastrofe. Trods min Brønddrikning var Smerterne i den højre Side ikke ophørte, og de blev efterhaanden saa voldsomme, at der var Fare. Jeg maatte tilsidst køres ind til et af de store københavnske Hospitaler, og her laa jeg en Dag paa Operationsbordet med opsprættet 183 Underliv, hvorfra der blev udtaget to store og fire mindre Galdesten foruden den hele af Stenene ganske ødelagte Galdeblære.
For en Operationspatient er den første Tid jo nærmest en Fortsættelse af det bevidstløse Liv under Operationen, en Tilstand næppe meget forskellig fra Barnets drømmeløse Søvn i Moders Liv. Man har kun ringe Fornemmelse af sig selv, veed ikke meget om, hvad der foretages med En, og tager sløvt mod de Indsprøjtninger, hvormed Livet opretholdes. En af Hospitalets unge Læger fortalte mig senere, at det en Dag havde set ret sort ud for mig. Der var endog gjort Anstalter til at bringe mig over paa Operationsstuen igen. Det havde alligevel vist sig unødvendigt. Ogsaa her, hvor Medpatienter daglig blev baaret bort som Lig, havde jeg Heldet med mig. Efter en Ugestids Forløb blev jeg erklæret udenfor Fare, og halvanden Maaned efter Indlæggelsen vendte jeg helbredet hjem.
Jeg var for meget af et Jordens Barn til ikke at prise mig lykkelig over denne Tilbagevenden 184 til Livet. Selv i mine mistrøstigste Hospitalstimer havde jeg bevaret mit ædruelige Syn paa Livet og dets Afslutning. Trods mine mange præstelige Forfædre vedblev jeg at være ude af Stand til at leve et Troesliv og overbevises om Kirkelærens Guddommelighed.
Det var atter bleven Sommer, og for første Gang svigtede vi Rørvig. Krigen var forbi; man kunde atter bevæge sig frit, og vi trængte til Forandring. Vi bestemte os for Norge, hvor ingen af os havde været før. Det var for mit Vedkommende besynderligt, fordi Danmark gennem mange Aar i literær Henseende havde været en Provins af Norge og jeg selv havde dyrket det norske Parnas med større Udbytte end det hjemlige. Naar Udveen rørte sig i mig havde det alligevel altid været Syden, som drog.
Dette vort første Norgesbesøg blev nu 185 ikke videre vellykket. Sommeren var svært hed, og under de Forhold bliver en Fjælddal i det Indre af Landet en fæl Varmegryde. Vi kunde i hvert Fald ikke glemme Alperne og de smaa schweiziske Bjærgbyer, som vi altid havde befundet os saa vel i ogsaa om Sommeren paa Grund af de kølige Pust oppe fra Snetoppene. Men Fru Fortuna kom os i Møde ogsaa her. Paa Hjemrejsen gjorde vi Bekendtskab med en usædvanlig prægtig Nordmand, som vi sad i Kupé sammen med. Han forestillede sig for os og gav sig i Snak, fordi han, som han sagde, af vor Tale havde forstaaet, at vi ikke var tilfredse med Opholdet i hans Land. Allerførst forklarede han, at Norge i Sommertiden helst skulde ses fra Søsiden, mens dets Indre bedst oplevedes med Vinterens Sne, Frost og Skiføre. Selv var han en Søens Mand, Skibskaptajn og Fører af en af de store Dampere, der fra Bergen gik i Rutefart langs med Norges Vestkyst helt op til Hammerfest og Nordkap. Han var gift med en dansk Dame og paa Vej til København, hvor hans Kone for Tiden 186 var hjemme paa Besøg. Her fortsattes derfor vort Bekendtskab et Par Dage og blev til Venskab.
For at vi skulde lære hans Land bedre at kende udvirkede han efter Hjemkomsten hos sit Selskab, at vi fik Indbydelse til en Gang at gøre ham Følgeskab paa hans Nordkap-Sejlads, og som Selskabets Gæster gjorde vi da Aaret efter Turen med ham ind og ud af Nordlandets underskønne Fjorde og videre nordpaa til den fantastiske Oplevelse, der hedder Midnatssolen. Efter denne Eventyrfærd var det forbi med min Forkærlighed for Syden. Det var nu i en Række Aar Norge, der lokkede. En Gang foretog jeg for Modsætningens Skyld Sejladsen i Aarets Mørketid, midt i Vinterens Hjerte, da der selv i Middagstiden knap er nogen rigtig Dag. Til Gengæld sejler man Døgnet rundt under en straalende Stjernehimmel, og – som en Erstatning for Sommerens Midnatssol – stod der over den nordlige Horisont dette gaadefulde Polarlys, en Lysbue, hvorfra urolige Flammer jog ud over Himlen. Det 187 er Skæret fra denne Esse, som vi i strenge Vintre undertiden kan se i Danmark.
Nytaarsdag naaede Skibet Hammerfest, Evropas nordligste Handelsplads den Gang. Her boede Lapperne, den fattigste Del af Befolkningen, endnu i Jordhytter som i Stenalderen. Jeg overværede Gudstjenesten i Byens lille Trækirke og sad her i en mærkelig Forsamling af storskæggede Nordhavsfiskere og stueblege Kontorfolk, af vildt udseende Pelsjægere og smaa, puslingeagtige Indianermennesker i rødkantede Vadmelstrøjer og Snabelsko af Dyreskind. Jeg følte det især saa underligt at sidde mellem disse sidste, fordi jeg i den senere Tid ofte havde maattet høre, at det var tvivlsomt, om jeg ikke selv var af unordisk Æt. Siden vi var flyttede til Hillerød og var kommen København nær, havde jeg ikke kunnet undgaa at komme ud for den Paastand, der gik om vor Slægt derinde, at vi Pontoppidan'er fra Randers var af fremmed Afstamning.
I selve Familjen forlød der derom, at min Morfar, der hed Oxenbøll og i 1867 døde 188 som By- og Herredsfoged i Vordingborg, havde været Barnebarnsbarn af en fremmed Sømand, der i sin Tid som Skibsdreng var bjerget i Land fra Rigningen af et strandet Skib paa den jyske Vestkyst. Skibet skal have været genuesisk, Besætningen Spanioler; men da Drengen var den eneste af de Skibbrudne, der kom levende i Land, var man iøvrigt uden Oplysninger om ham og hans Hjemstavn. Man havde derfor maattet lade ham blive her i Landet, og han havde faaet Navn efter den vestjyske Landsby, hvor han var vokset op.
Hans Barnebarnsbarn, min Morfar, hvem jeg i mine Drengeaar en Gang havde besøgt, huskede jeg som en lille mørkladen Mand med et sært uroligt Væsen. En af hans Embedsbrødre, Saxild, har i nogle efterladte Breve, som er bleven trykte, gjort sig lidt lystig over ham paa Grund af visse Naragtigheder, som han tilskriver den fremmede Afstamning. Han nævner saaledes, hvad ogsaa er rigtigt, at Morfar, der selv hed Morten, havde givet en af sine Sønner det mere 189 fornemt klingende Navn Jean Morton. Min Moder mindede lidt om ham af Ydre, var lille af Vækst som han, mørkhaaret og med ret kraftige Farver paa Kinder og Læber. Hvad hun iøvrigt kan have faaet i Arv fra Sydboen i ham fik hun næppe Lejlighed til at erfare. I Nittenaarsalderen blev hun allerede Præstekone, og nu fulgte et aldrig afbrudt Hjemmeliv med 16 Barselsenge, en mere end tyveaarig Barnekammer-Tilværelse, helt optaget af Omsorgen for sin store Børneflok. Jeg kan næsten ikke huske nogensinde at have set hende udenfor Hjemmet.
Freiburg er et gammelt Erkebispesæde, der ligger ved en lille Biflod til Rhinen, en ærværdig Stad med stemningsfulde Gader og en Domkirke, hvis Taarn næsten kan maale sig i himmelstræbende Højde med Nabobyen Strassburgs berømte "Münster". Her havde vi i sin Tid paa vor store Bryllupsrejse tilbragt et Par Maaneder og været meget 190 lykkelige, ja efter al Sandsynlighed var vor Førstefødte bleven til her!3 Nu var vi efter min Kones Forslag rejst hertil for at fejre hendes 60 Aars Fødselsdag4 i de minderige Omgivelser i Stedet for at kaste Penge ud til at fejre den for herhjemme.
Vi mærkede dog snart, at det ikke længer var den samme hyggelige By, som vi huskede fra Fortiden. Der var foregaaet den samme Forandring med Beboerne her som saa mange andre Steder i Tyskland efter Verdenskrigen. Paa Kafeer og Restaurationer blev der en underlig Tavshed mellem de andre Gæster, naar de paa vort Sprog kunde høre, at vi var Udlændinge. De stak Hovederne sammen og hviskede. I Aviserne dernede læste vi os til Aarsagen. Det var Fredsbetingelserne, der fremkaldte denne Uvilje og Mistænksomhed overfor Fremmede.
En Dag var vi gaaet op paa nogle skovbevoksede Højder i Byens fjernere Omegn, hvorfra der var Udsigt over Rhinen og den franske Del af Elsass paa den anden Side af Floden. Strassburg kunde ses helt i Nærheden, og underligt var det at staa der i Skovstilheden 191 og tænke paa den Kanontorden, der under den fransk-tyske Krig var rullet ned derfra i Dagevis. Vor tyske Rejsebog berettede triumferende, at 130,000 Bomber og Brandgranater var slynget ned over den endnu den Gang franske By. Fire Tusinde Bygninger var skudt i Grus, deriblandt det berømte Bibliotek med alle dets Skatte.
Vor daglange Vandring havde været anstrengende. Vi blev derfor glade for at støde paa et landligt Gæstgiveri ved Foden af Bjerget. I den tomme Skænkestue blev vi elskværdigt modtaget af Værten; men ogsaa i hans Ansigt forsvandt Smilet, da han forstod, at vi var Udlændinge. Da vi havde gjort vor Bestilling, lagde han en Protokol foran os og bad os skrive vore Navne i den. Jeg sagde ham, at han maatte have misforstaaet os. Vi havde ikke i Sinde at bo der, vilde bare have en Forfriskning. Han forklarede, at det var en Ordre fra Myndighederne. Han maatte ikke servere for nogen før de havde skrevet deres Navne, Fødested og Fødselsaar i Bogen der.
Vi sad endnu ved vort Maaltid, da Døren 192 fra Vejen gik op, og en uniformeret Person, en stor Officiant af Gendarmeriet kom ind. Han slog sig ned i vor Nærhed ved et Krus Øl, bredte en Avis ud foran sig og lod, som om han læste. Men over Avisens Rand lurede hans Øjne bestandig paa os, og det var ham aabenbart særlig om at gøre at faa Rede paa det Sprog, vi talte. Han syntes at kæmpe med Lysten til at tage os i Forhør, og det forhindredes vistnok kun ved, at vi brød op og gik. Men endnu før vi var kommen helt ud af Døren, kaldte han brutalt paa Værten og forlangte at se Fremmedbogen.
Efter et Par andre Tildragelser af samme Art blev vi kede af Opholdet og rejste hjem.
Og atter hengled en Række Aar for os med lyse og mørke Dage i idelig Skiften. Jeg er bleven gammel nu og affældig; men ogsaa Alderdommen har sine Glæder, Affældigheden sin Underholdning. Verden bliver ganske vist med Aarene lettere at forlade; men dette er jo kun et Gode, naar man da ikke ængster sig med Forestillinger om en Regnskabets Dag hinsides. At tiltro Verdenssjælen 193 menneskelige, ja bedsteborgerlige Egenskaber er efter mit Begreb Bespottelse.5
Da jeg i sin Tid begyndte at nedskrive disse Erindringer, var det jo Meningen at føre dem op gennem Aarene, indtil der ikke var mere at fortælle, eller til Pennen af naturlige Aarsager faldt mig ud af Haanden. Men i den frygtelige Ødelæggelseskrig, vi nu igen er omgivet af og hvor saa meget staar paa Spil for os allesammen, er vore private Hverdagshændelser uden Interesse. Ganske vist var mit eget Liv heller ikke lutter Fredsommelighed. Som Skribent var ogsaa jeg lidt af en Stridsmand. Men det var paa en Tid, da Vaabnet var en Fyldepen; og vore literære Skærmydsler taaler ikke at fremstilles paa Baggrund af Verdensbrandens rygende Ruiner. Store Bedrifter øvede jeg desuden heller ikke med Pennen; jeg veed det godt. Men jeg gjorde en Række Aar min 194 Skyldighed som menig Soldat6 i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp. Nu er ogsaa det forbi. Fra en Sygestol imødeser jeg ret fortrøstningsfuldt den nye Dag. For der kommer vel en Tid, da Fornuften igen regerer i Verden og skaber en Tilværelse, man ikke behøver at skamme sig over.
