Hamskifte, kapitel 2

Af Henrik Pontoppidan

24 E96

Andet Kapitel

Foruden Morten og Knud levede ogsaa en tredje af mine ældre Brødre paa den Tid i København. Det var Erik, den ældste af hele Søskendeflokken. Han var allerede Læge og havde Ansættelse som Kandidat paa et af Byens Hospitaler, hvor han ogsaa boede. Paa Grund af den store Aldersforskel – over ti Aar – kendte jeg, da jeg kom til Byen, ikke meget til ham personlig, og han endnu mindre til mig. Men under hele min Opvækst havde han sysselsat min Fantasi paa lignende Maade som Livingstone og Stanley, al eventyrlysten Ungdoms store Forbilleder i den Tid. En Fjerdingvej øst for Randers, hvor Landevejen var ført over et bredt og vandrigt Bækkeløb¹, havde jeg som Barn ofte staaet bøjet over Broens Rækværk og med Tanken paa denne store Broder stirret 25 drømmende ned paa de glidende Vande. Af mine ældre Søskende blev Bækken nemlig altid kaldt "Eriks Bæk", og det var blevet mig fortalt, at han som ung Student sammen med en Kammerat var draget ud for at opsøge dens Kilder og efter flere Dages Vandring ogsaa havde fundet dem i en Mose højt oppe i Jylland. Da han havde taget Kandidatexamen var han med den samme Ven rejst ned gennem Evropa, helt ned til Middelhavet, og hans Breve fra disse lange Vandringer var altid bleven læst højt for os E97 Børn derhjemme. Senere havde han et Aar som Skibslæge deltaget i et af Marinens Vintertogter til dansk Vestindien, og en af de faa Gange, jeg mindedes at have set ham hjemme i Præstegaarden, var efter hans Tilbagekomst fra denne Troperejse. At han ved den Lejlighed optraadte i Søofficersuniform bidrog sandsynligvis yderligere til i mine Drengeøjne at omstraale hans høje Skikkelse med en blændende Glorie.

Her i København skete der nu det, at mine Følelser for ham slog saa fuldstændig 26 om, at jeg næsten ikke kunde taale at se ham, naar han nu og da kom ud til os for at besøge Knud. I min ungdommelige Selvfølelse følte jeg mig blodig krænket ved, at han altid maatte tænke sig om for at komme paa, hvad jeg hed og hvorfor jeg i Grunden opholdt mig i København. En Polytekniker var endnu den Gang et ret taaget Begreb for mange Mennesker, og bestandig gjorde han mig de samme Spørgsmaal om, hvad det var for en Examen, jeg laa herovre og forberedte mig til, og om den førte til noget. Jeg havde mangen Gang ondt ved at lægge Baand paa min Irritation, og nu, da jeg i nedslaaet Stemning var vendt tilbage fra Julebesøget i Randers, kom det et Par Gange til saa alvorlige Sammenstød imellem os, at Knud og jeg blev enige om for Fredens Skyld at flytte fra hinanden. I nogle Maaneder levede jeg derefter paa Flugt fra det ene gyselige Nørrebropensionat til det andet², indtil jeg var saa heldig at finde Vej til Nyboder³. Hos et prægtigt gammelt Ægtepar af "Holmens faste Stok" fik jeg et virkeligt Hjem, hvor 27 jeg i en Aarrække skulde komme til at nyde godt af den næsten 80-aarige Kones bedstemoderlige Omsorg.

Under alt dette var den frygtede Examen rykket nær. Jeg var saa heldig at slippe gennem Pigtraadshegnet, hvor saa mange andre blev hængende, og var altsaa nu – ikke fyldt 17 Aar – polyteknisk "Examinand", som det hed, og saa' Fremtiden ligge for mig som en banet Kongevej ud til mine store Forhaabningers Opfyldelse. Senere fik jeg at vide, at dog én af Dommerne havde modsat sig min Antagelse. Det var Julius Petersen⁴, den yngste af Læreanstaltens matematiske Professorer⁵, der oprindelig havde været Krambodsvend og først i 23-Aarsalderen var bleven Student. Men næsten samtidig med sin Studenterexamen havde han vundet sig et stort Navn blandt Matematikere – et Verdensnavn – med en tynd lille Bog "Metoder og Teorier"⁶, der ved sin Fremkomst virkede som en Aabenbaring. De mest indviklede konstruktive Opgaver i Geometrien forvandledes ved hans Fremgangsmaade næsten 28 som ved Trolddom til rene Bagateller. Nu var det saadan, at den ene af de fire skriftlige Opgaver, der blev E98 givet os ved Prøven, forudsatte Kendskab til disse nye Metoder; men min gnavne Magister havde ikke fundet det Umagen værd at fortælle mig om dette udskregne Mirakelmageri⁷, saa jeg gik op til Examen uden at vide det mindste om det. Ikke desto mindre lykkedes det mig at løse den stillede Opgave, omend rigtignok paa en langt besværligere og omstændeligere Maade end forudsat. Gamle Professor Steen havde nu ved Censureringen gjort gældende overfor Julius Petersen, at jeg netop ved at løse Opgaven paa min egen Maade havde vist Evner til selvstændig Tænkning og ikke maatte afvises. Men Julius Petersen tilgav det aldrig og omtalte mig bestandig som: "Den Fyr, der var saa fræk at gaa op til Adgangsprøven uden at kende mine "Metoder og Teorier"."^'1

29 Den polytekniske Læreanstalt, hvis mange Bygninger nu dominerer et af Københavns moderne Kvarterer, laa den Gang klemt inde mellem to Smøger i den akademiske Bydel omkring Frue Plads. Da den i 1829 oprettedes paa H. C. Ørsteds Initiativ, blev to gamle, sammenbyggede Professorgaarde gjort anvendelige til Formaalet. I den ene, der vendte ud til Skt. Pederstræde, var der nu en stor Høresal og et teknisk Laboratorium. Den anden – Ørsteds tidligere Embedsbolig – havde et Par mindre Auditorier, men var forøvrigt fyldt med Tegnestuer helt op til Hanebjælken. Oprindelig var der knyttet Værksteder til Anstalten; men efterhaanden som Lærdommen havde bredt sig i Undervisningen, kom de til at staa tomme og nedlagdes tilsidst helt. "Examinanderne blev ikke levnet Tid til at benytte dem", hedder det i en Erklæring derom.

En af Skolens seneste Direktører, Professor Hannover, har nylig i et Interview udtalt sig saaledes om Forholdene paa den Tid: "Det var ejendommeligt at komme paa Fabriksbesøg 30 den Gang; der var ikke mange Polyteknikere som Ledere – de praktisk uddannede Mænd spillede en langt større Rolle. Hos Burmeister & Wain var der slet ingen Polyteknikere i Ledelsen. De faa, der var ansat der, brugtes til underordnet Tegnearbejde, medens Skotten Halley var B. & W.s store Navn. Jeg husker ogsaa, hvor fremtrædende en praktisk men ganske ustuderet Mand som Hüttemeier var baade i Industrien og Borgerrepræsentationen."⁸

Ja, saadan forholdt det sig virkelig, og det var jo ikke opmuntrende Udsigter for et ungt Menneske, der var gaaet ind i Faget med saa taarnhøje Forventninger som jeg. Af de to polytekniske Kandidater, E99 der i de sidste Aar var gaaet ud fra Læreanstalten med Udmærkelse, opnaaede den ene en Ansættelse ved Vejvæsenet i Vendsyssel⁹ og forblev i denne Stilling til sin Død. Den anden blev Tegnelærer paa Landbohøjskolen og privatiserende Filosof. Det var Ludvig Feilberg.

Anstaltens daværende Direktør var Carl 31 Holten¹⁰, H. C. Ørsteds tidligere Amanuensis, nu hans Efterfølger som Fysikprofessor, – en Tyksak, der med sit frodige Huld og sine spillende brune Øjne forbavsende lignede Velazquez's berømte Billede af en spansk Borgmester i Berliner-Musæet¹¹. Han var en skattet Selskabsmand i Københavns bedste Familjekredse, en vittig Bordtaler, ved et festligt Maaltid; men heller ikke afslog han en Indbydelse til vor polytekniske Forenings jævne Pølsegilder, Maskerader og andre burschikose Fester. Allergladest var han dog for en Opfordring til at agere med i vor aarlige Dilettantkomedie paa det gamle Hofteater, og altid foretrak han at optræde i de mest overgivne Roller, f.Ex. som Verdens Herkules i Farcen af samme Navn, hvor han viste sig for Publikum i Trikot og jonglerede med vældige Vægtlodder af Pap. Eftertiden har med Forundring spurgt, hvordan det dog gik til, at en saadan Levemand og Broder Lystig var bleven sat i Spidsen for Landets tekniske Højskole paa et Tidspunkt, da Ingeniørvidenskaben havde sit store Gennembrud, 32 ja stod i Begreb med at omskabe Verden næsten som ved en ny Skabelsesakt. Men indenfor den københavnske Intelligens levedes der endnu ret ubekymret i Efterskæret af Vaudevilletidens nedgaaede Sol, og det til Trods for stadig hyppigere og alvorligere Paamindelser om, at en ny Dag var i Frembrud. Nylig havde saaledes den første store Arbejderdemonstration fundet Sted ude paa Nørrefælled, hvor Husarerne havde maattet rykke ud og hjælpe Politiet med at slaa Revolten ned og fængsle Førerne.

Forøvrigt var Holten ingenlunde nogen daarlig Lærer. Det var ikke udelukkende som festlig Bordtaler men ogsaa paa Katederet han forstod at fængsle sine Tilhørere. Han var i det hele stærkt paaskønnet af Eleverne, overfor hvem han altid viste sig som en forstaaende, halvt faderlig Ven og – med nogen Grund jo – som en mildt dømmende Ordenshaandhæver. Gennem en Medstuderende, Oscar Ellinger¹², den senere Landbohøjskoledirektør og Politiker, der var 33 hans Plejesøn og boede hos ham, var jeg bleven indført i hans gæstfrie Ungkarlehjem i den gamle Ejendom paa Hjørnet af Nørregade og Dyrkøb. Et Par Gange nød jeg endog den sjældne Udmærkelse at blive indbudt til hans udsøgte smaa Middagsselskaber, hvor jeg sad tilbords med en Kreds af hans nære Venner, lutter ansete Mænd med E100 den samme forvænte Smag for Livets Goder som han selv. Jeg med min spartanske Opdragelse betragtede dybt forbavset disse Herrers frimodige Hengivelse til Bordets mangeartede Nydelser. Naar de langsomt nedsvælgede en med fire Draaber Citronsaft højtideligt indviet Østers og derpaa med lukkede Øjne langsomt tømte et Glas af en ældgammel Madeira, kunde jeg have en Fornemmelse af at overvære en hemmelighedsfuld kultisk Ceremoni.

En større Modsætning til Holten, baade hvad Ydre og Væsen angik, end den gamle Matematikprofessor Adolf Steen¹³, kunde ikke tænkes. Steen havde i sin Ungdom deltaget 34 i Treaarskrigen som Frivillig, og Livet igennem vedblev han at være en Hugaf, der trak blank overfor alt og alle, som mishagede ham. Han havde haft Sæde baade i Rigsdagen og i det københavnske Borgerraad og begge Steder indjaget Folk Skræk med sin polemiske Ubændighed. Nylig havde han igen vakt stor Bestyrtelse som officiel Taler ved Universitetets aarlige Reformationsfest¹⁴. Han havde spottende betegnet den lutherske Kirkerensning som en Omvæltning fra Dynen i Halmen og krævet al Undervisning her i Landet for Alvor reformeret, saa der ingen Steder, lige fra Universitetets teologiske Auditorier til Landsbyernes Barneskoler, fremførtes Paastande, der stred mod vor nuværende Naturerkendelse.

Tanker af den Art havde ganske vist længe, men i det skjulte fundet velvillige Ører i den akademiske Verden. Adskillige af Landets allerhøjeste Værdighedspersoner, hvem ingen mistænkte for sligt, var i Virkeligheden overbeviste Fritænkere, Verdensmennesker uden al Religion og uden anden Bibel 35 end Statskalenderen! Men for saadanne Folk havde Irreligiøsiteten og Spotten over Præster og Degne været et aandsaristokratisk Frimureri, som de behagede sig i paa Tomandshaand og bag lukkede Døre. Med Georg Brandes som Herold traadte nu ved aandelige Turneringer den frie Tankes Riddere ind paa Kamppladsen med aabent Visir, til stor Forargelse ogsaa for disse gamle betitlede og bestjernede Voltairianere, hvoraf flere i Anledning af Steens Tale viste sig for Offenligheden i al deres officielle Værdighed og korsede sig sammen med baade Præster og Degne.

Læreanstalten med dens gratis Lys og Varme blev for mig som for de fleste andre Examinander efterhaanden et Hjem, hvor jeg opholdt mig det meste af Dagen og undertiden ogsaa om Aftenen. Udenfor Forelæsningstimerne udfoldede der sig i de altid aabne Tegnestuer et utvungent Klubliv, 36 som baade Direktør og Inspektør saa' gennem E101 Fingre med, velsagtens fordi det havde aargammel Hævd. I Frokosttiden spejlede vi Æg og lavede Kaffe paa vore egne Spritapparater. Et Slag Kort bagefter tog vi os ogsaa gerne. Kom en Sælgekælling gennem Gaden og raabte med røgede Sild eller Frugt, blev der hisset en Spaankurv ned til hende med Penge og en Ordreseddel. I det Værelse paa 2den Sal, hvor min Aargang havde tilhuse, var vor Favorit blandt disse syngende Madammer en statelig Skovser med grønt Skørt og Kysehat. Naar vi genkendte hendes mørke Røst henne i Gaden, fik vi travlt med at indsamle Skillinger og bringe Hejseapparatet i Orden. Sammen med Pengene fulgte gerne bagpaa Ordresedlen en øm Kærlighedserklæring paa Vers eller Prosa, og naar hun havde læst den, sendte hun smilende et Fingerkys op til Vinduet. Saa vaudevilleagtigt kunde ogsaa Gadelivet endnu forme sig i København den Gang.

I et Par Middagstimer blev Arbejdet paa Tegnestuerne overvaaget af to Assistenter, 37 to yngre polytekniske Kandidater, der desuden havde det Hverv at være os til Hjælp ved Beregningsopgaver. Den ene af dem var Ludvig Feilberg. Saaledes lærte jeg allerede paa det Tidspunkt denne mærkelige Mand personlig at kende¹⁵. Han var Vestjyde; men intet hverken i hans Ydre eller hans Sind fortalte om, at han havde sin Hjemstavn i dette vejrbarske Kystland. Han var spinkel af Bygning, havde et fint, tænksomt Smil og milde Øjne. Han var kommen til Verden i en ensomt liggende Præstegaard i Ringkøbingegnen og havde aldrig gaaet i Skole. Velsagtens ogsaa af den Grund var han bleven noget helt for sig selv, et følsomt Barn, aarvaagent iagttagende som et Naturvæsen og samtidig lydhør for alt, hvad der rørte sig i hans eget Indre.

Vort Bekendtskab fornyedes, da jeg en halv Snes Aar senere for en Tid slog mig ned paa Frederiksberg, hvor ogsaa han boede¹⁶. Naar vi mødtes paa Villavejene, slog vi gerne Følge og opfriskede Minderne fra den gamle Læreanstalt. Han havde i Mellemtiden 38 ved sine Skrifter¹⁷ samlet en beundrende Vennekreds om sig, ret egenlig et Troessamfund, en Menighed, der følte sig religiøst opbygget af hans strengt naturbegrundede men samtidig ejendommeligt stemningsfulde Livsbetragtning. Endnu den Dag i Dag – tyve Aar efter hans Død – valfartes der til hans Grav paa Frederiksberg Kirkegaard. Ogsaa udenfor Danmark havde han Læsere, der dyrkede ham som en Visdomslærer. Helt oppe i det nordligste Norge har jeg truffet en Mand, en anset Kunstner, der med norrøn Uforbeholdenhed erklærede, at af alle danske Skribenter – den "fælt udskregne" H. C. Andersen ikke undtaget – var Ludvig Feilberg den eneste, han misundte os.

E102 Hvad der i Særdeleshed indtager ved hans Skrifter er vel nok de indskudte smaa Stemningsbilleder, hvormed han overalt opliver og illustrerer sin saglige Fremstilling. Han var en stor Ordkunstner, udrustet med et nok saa fint Sprogøre som J.P. Jacobsen, der omtrent samtidig med ham traadte frem i Literaturen. Han skyede i Modsætning til 39 Niels Lyhnes Digter den udpyntede Stil, det søgte Ordvalg, de prunkende Farver, al den Overlæsselse i det hele, der røber sit Ophav som en Kunstens Parvenu.

At han i sin Naturopfattelse var paavirket af H.C. Ørsted, stod ham selv ganske klart. Han kaldte sig gerne slet og ret for Ørsteds Discipel. – I den siden Verdens Skabelse standende Strid mellem Kain og Abel om Offerrøgens Retning, fik de da ogsaa samme Skæbne – Abels Skæbne. Som Forfatteren af "Aanden i Naturen" i sin Strid med Grundtvig til Skade for Naturerkendelsen herhjemme blev bragt til Tavshed af Digterpræstens polemiske Asenskæft, saaledes nedlarmedes ogsaa Feilbergs Stemme udenfor hans egen Menighed af Torveskraalet fra Døgnets store og smaa Aviser. Hans Betydning blev derfor ikke saa varig, som det med Grund var ventet af ham selv og hans Tilhængere. Nutidens Ungdom kender ham vist næppe nok af Navn.

40 Til Trods for min daglige Sysselsættelse med den højere og højeste Matematik, vilde det aldrig lykkes mig at faa Debet og Credit i mit private Regnskab til at stemme. Det gik mig, som det gaar saa mange unge Mennesker, der kommer fra Provinsen til Hovedstaden og ikke formaar at gøre sig komplet døv for Lokkesangen fra Byens Forlystelsesliv: et flækket Surbrød med Ost eller Pølse og en opvarmet Rest af Morgenkaffen maatte ofte gøre det ud baade for Middags- og Aftensmad. En Dag, da det saa' værst ud for mig, fik jeg i Avisen Øje paa en Annonce fra en Tømrermester, der søgte Medhjælp til Kopiering af Arbejdstegninger i nogle tidlige Morgentimer. Jeg gik hen til Manden, og efter at have aflagt Prøve paa min Tegnefærdighed fik jeg Pladsen og kunde herefter temmelig regelmæssigt gøre mig tilgode i det Køllerske Spisehus i Pilestræde¹⁸, hvor man fik en Tallerken Risvælling, en Portion Lever eller Hakkebøf og en tommetyk Skive Rugbrød for 45 Øre. Ogsaa kunde jeg nu af og til tillade mig at gaa i det kongelige 41 Teater, som denne Vinter¹⁹ blev genaabnet i sin nye Bygning med en Række Festforestillinger. Men nu som før var det den gratis Underholdning i Folketinget, jeg fortrinsvis tyede til, naar jeg E103 følte Trang til at hvile Hjernen, og Tinget var atter denne Vinter en Slagmark, hvor det gik hedt til.

En ny Højreregering havde om Sommeren afløst den tidligere, efter Sigende med det Formaal at forsøge paa en Tilnærmelse til den medgørligste Del af Oppositionen. Der taltes endogsaa om Muligheden af at optage en eller to af de føjeligste i Ministeriet. Men Berg, der som saa mange store Hærførere allermest frygtede Lumskerier og Snigløb af sine egne Generaler, vilde i Øjeblikket ingen Forsoning. Straks ved Samlingens Begyndelse iværksatte han det larmende Opgør med Ministeriet, der er gaaet over i vor politiske Historie under Navnet Kældernæs-Affæren. En Skolelærer i den lollandske Landsby Kældernæs havde ved en Fællesspisning udbragt det pligtskyldige Leve for Kongen i saa skødesløse Vendinger, at der 42 var bleven tildelt ham en ministeriel Tilrettevisning. Berg svarede nu i Tinget ved at undsige Ministeriet, og samtidig benyttede han Lejligheden til at jage de Partifæller, der kunde mistænkes for at lade sig lokke til et Forræderi mod ham og Partiet, en alvorlig Skræk i Livet.

Den parlamentariske Kamptids fremragende Historiograf Erik Henrichsen²⁰ skriver derom:

Berg udfoldede i disse Aar stærkt den demagogiske Side af sit politiske Væsen. Medens hans Taler fra Sommermøderne 1871 og 1872 endnu havde Præg af politisk Oplysning og Vækkelse, begyndte de i 1873-74 at faa en stærkt ophidsende Karakter og rejste Hadet paa begge Sider. Han benyttede nu ogsaa denne i og for sig ubetydelige Kældernæssag til at hidse Lidenskaberne ved at bringe den ind i Folketinget, hvor den gav Anledning til en af de mest lidenskabelige Debatter, dette Ting har oplevet.

Det er rigtigt nok. Jeg kan bevidne det. Jeg var selv tilstede ved denne Holmgang 43 mellem Rigets udkaarne Mænd, godt hundrede i Tal, adelige Godsejere og vadmelsklædte Bønder, glatragede borgerlige Embedsmænd og langskæggede grundtvigianske Landsbylærere; derimod endnu ikke en eneste Repræsentant for Byarbejderne. Berg, der havde sin Plads i den inderste Runding af de to hesteskoformede Bordrækker omkring Formandens ophøjede Sæde, sad som altid, naar han ikke havde Ordet, neddykket i Papirer, begravet bag opstablede Tryksager, der omgav ham som en Forskansning, – det berygtede "Bergske Departement", hvorfra Forhandlingerne i Virkeligheden ogsaa lededes.

Et af Tingets menige Medlemmer stod og talte, da jeg efter lang Ventetid ude paa Trappen slap ind i Tilhørerlogen. Tinget havde ingen E104 Talerstol den Gang. Medlemmerne talte fra deres Pladser, og naar det ikke var en af Partiførerne, der havde Ordet, spaserede Medlemmerne temmelig ugenert omkring som i en Selskabssal, aflagde Visitter hos hinanden eller samledes i diskuterende 44 Klynger i de rummelige Vinduesfordybninger, hvor Snakken undertiden kunde blive saa højrøstet, at Formanden maatte gribe til Klokken for at skaffe Ro. Først efter endnu nogen Tids Forpostfægtning, der skulde forberede Hovedangrebet, tog Berg Ordet. Da han rejste sig bag sin Vold af Papirer, og mens han med beregnende Langsomhed drak af det Glas Vand, som en Rigsdagstjener straks havde stillet hen foran ham, bredte en forventningsfuld Stilhed sig i Salen og paa Tilhørerpladserne. Og som for yderligere at forhale Spændingen udfoldede han et nystrøget Lommetørklæde og lod i Mangel af en Kamplurs Toner et Par kraftige Stød fra Næsen runge gennem Salen.

Berg skulde helst ses og høres ved store Folkemøder under aaben Himmel paa en Baggrund af Skov og brede Marker og med et bølgende Menneskehav foran sig. Her i den stilfulde Slotssal kaldte hans altfor solide Skikkelse og hvide Degneslips i Forbindelse med hans bombastiske Patos lovlig 45 ofte paa Smilet. Naar jeg i min Ungdommelighed alligevel altid imponeredes af ham, var det paa Grund af den Uforfærdethed, hvormed han – en slet og ret Landsbylærer – tog Landets højeste Rangspersoner i Skole og brændemærkede de Veteraner fra Frihedskampene i Aarhundredets Midte, der nu sad i Tinget som Ministeriets sikre Støtter. Den tidligere, mangeaarige Ministerpræsident, gamle Hall, Middelstandens ideale Statsmand, forlod under hans Tale gentagne Gange i Ophidselse sin Plads og rokkede hen imod Udgangen og tilbage igen, som om han ikke kunde blive enig med sig selv, om han skulde gaa eller blive. En Gang standsede han undervejs og vekslede nogle Ord med et elegant klædt yngre Medlem af Tinget, der under hele Mødet havde spankuleret hanestolt op og ned ad Gulvet og – i Modsætning til den gamle Politiker – moret sig fortræffeligt. Det var Jacob Scavenius, Herren til Gjorslev, udset til at blive Landets Kirke- og Undervisningsminister for den kommende Tid.

46 Det stormfulde Møde fik som bekendt uanede Følger. Straks efter, at Berg havde sluttet sin timelange Tale med at fremsætte Forslag til et Mistillidsvotum, rejste Ministeriets Chef sig og udtalte, at dersom dette Forslag vedtoges, vilde han se sig nødsaget til at henstille til Hs. Majestæt at benytte den ham ved Grundloven givne Ret til at opløse Tinget og udskrive nye Valg. Denne uventet kraftige Optræden af E105 den hidtil saa vennesæle og forhandlingsvillige Regeringschef havde en Virkning i Venstres tætte Rækker som en Kattepote i en Muserede. Af Partiets Bagtrappepolitikere blev Berg tvunget til at blæse Retræte og tage Dagsordenen tilbage. Og nu rullede Hjulet videre ned mod Afgrunden. Efterat det ved denne Lejlighed var kommen for Dagen, at Berg som Førerskikkelse var en Kolos paa Lerfødder, hans Hær en Falstaffsk Armé, der smurte Haser ved den første Salve, fik Reaktionen Blod paa Tanden, dens Krav om en stærk Mand, der uden Skrupler vilde slaa Bondeoprøret ned og skaffe Ro i Landet, blev mere 47 og mere højrøstet. Det var Estrup, Herren til Skafføgaard, tidligere Indenrigsminister, man raabte paa; og da han et Aarstid efter virkelig traadte til, opfyldte han jo ogsaa fuldt ud de Forventninger, Reaktionen havde knyttet til ham og hans intime Forstaaelse med Kongen.

I Stedet for en Skamstøtte til Ihukommelse af dette forræderisk genopvakte Herremandsvælde staar der nu paa Ridepladsen foran den nye Rigsdagsbygning en kolossal Rytterstatue af Kongen, et Æresminde. I korrekt Skolerytterstilling sidder Majestæten paa Hesten og faar den til at danse lydigt under ham. Dersom Mindesmærket skal opfattes sindbilledligt ligesom Rytterstatuen paa Kongens Nytorv, hvor hans Navne traver i Sejrsglæde henover en overvunden Fjende, kan der ikke indvendes noget væsentligt mod Fremstillingen. I den langvarige Konflikt mellem Konge og Folk holdt Chr. IX sig virkelig stram og strunk i Sadelen. Og hvordan skulde han ogsaa faa Forstaaelse af den ubodelige Skade, disse Lovløshedens 48 Aar førte med sig for Land og Folk? Da han og Dronningen midt under Kampen havde Guldbryllup, hilstes de næsten fra alle Hold med undersaatlig Hyldest af den for Retskrænkelser efterhaanden sløvede Befolkning. Over hele Landet bølgede Kongerøgelsen som i Enevoldsmagtens kronede Dage. Tilsyneladende i hvert Fald var der almindelig Glæde over denne fremmedfødte Monark, der havde frataget Folket det af Forgængeren givne Frihedsbrev og mir nichts, dir nichts puttet det i Lommen.

(Fortsæt til kapitel 3.)