Hamskifte, kapitel 5
80 E117
Femte Kapitel
En Ugestid senere sad jeg om Formiddagen paa en halvaaben Veranda i et landligt Hotel ved Bredden af Thunersøen. Foran mig laa Søens vidtstrakte, ganske blanke Flade med klare Spejlbilleder af de omgivende Bjergskraaninger og af de bagved opragende Snetinder, et overjordisk Syn for den, som netop var kommen dertil efter to Døgns uafbrudte Bumlekørsel gennem Tyskland med haardt Natteleje paa Kupéernes Træbænke og som Fortæring nu og da en Pølse eller en kold Frikadelle ved Skænken i en 3die Klasses Ventesal. En Baad med en enlig Roer saaes langt ude, og saa stille var der i dette Drømmerige, at jeg trods Afstanden kunde høre Aareslagene. Men E118 som jeg sad dér dybt betaget, vaktes jeg af høje Raab og Børnejubel fra en Folkemængde, 81 der maatte befinde sig et Sted i Nærheden. Ogsaa en fjern Hornmusik kunde jeg høre. Den enlige Roer derude paa Søen stoppede op, og jeg saa', at han svang sin Hat. Der maatte være noget paa Færde.
Jeg gik ind i Hotellets Spisesal, der vendte ud mod Byens Torv. Derude var fuldt af Folk fra Egnen i deres klædelige Højtidsdragter, Kvinderne i hvide Særkeærmer og farvet Spencer med megen Sølvstads. Alle Ansigter var vendt op mod den nære Bjergryg, hvorfra Hornmusikken lød. Deroppe i en Sænkning, hvorigennem Landevejen var ført, kom en Skare middelalderligt klædte Krigere med Armbrøster og lange Spær, vist flere Hundrede, – et Tog af Genfærd, der Række efter Række myldrede frem i Dagen som fra selve Bjergets Indre. Forrest red en brynjeklædt Kæmpe med et udfoldet Banner; hans Hest var fra Snudespidsen til ud over Halen hyllet i et pragtfuldt farvet Ridedækken. Efter ham kom de andre tilfods, og deres Hellebarder og Spyd lynede i Solen.
82 Uden at jeg i Forvejen havde vidst det mindste derom, var jeg kommen til Schweiz paa en historisk Mindedag, d. 22. Juni. Paa den Dag for 400 Aar siden stod Slaget ved Murten, hin sejrrige Kamp, hvormed Schweizerne standsede Burgunder-Hertugen Carl den Dristiges Røvertogt til Landet. Tyve Tusende Burgundere blev liggende paa Valen eller blev drevet ud i Murtensøen, hvor de druknede. Fra alle Egne af Landet udsendtes den Dag saadanne Deputationer i Datidens Krigerdragter for at samles til en flere Dages Fest paa selve den gamle Slagmark, hvor der var rejst en umaadelig Teltlejr. Inde i Hotellets Have var der stillet Borde frem med Vin til Krigerskaren, og nede ved Landgangsbroen laa tre af Søens smaa Dampere, der skulde føre den til Samlingspladsen i Nærheden af Thun.
Jeg opsøgte Hotellets Vært, der som de fleste Schweizerværter forstod alle Sprog, ogsaa mit Kaudervælsk. Jeg vilde vide, om der var nogen Mulighed for, at jeg kunde komme med til Festen. Men han rystede paa 83 Hovedet. Der vilde ikke være Sengeplads at opdrive i flere Miles Afstand fra Lejrpladsen. Jeg maatte huske paa, at det var en Fest som Alverdens Blade havde skrevet om i Maaneder. Paa Hotellerne i Basel og Bern var endogsaa Loftskamre og Kælderrum forudbestilt for mange Uger siden.
Jeg maatte da slaa mig tiltaals, og allerede den næste Dag drog jeg tilfods ind i Højlandet for at søge Erstatning oppe i Skyregionerne.
E119 Interlaken1 – i Fortiden et ensomt liggende Munkekloster, der spejlede sine Mure i det kanalagtige Vandløb, der forbinder Thuner- og Brienzersøen – er nu Berneroberlands Turistcentral, en By af Pragthoteller og fornemme Pensionater med Tilbehør af Frisørsaloner, forgyldte Bar'er, Vexellerkontorer og Bankfilialer. Skønt den vel paa den Tid – for snart 60 Aar siden – næppe var saa amerikaniseret som nu – egnede den 84 sig dog heller ikke den Gang til længere Ophold for en 19-aarig Vagabond med Smalhans til Rejsekammerat. Min hele Udrustning var en Taske til at bære i Rem over Skuldren og en Kappe (Havelock), der under Marchen blev baaret paa Soldatervis sammenrullet over den anden Skulder. Dertil en solid Knortekæp. Til mit Held var jeg undervejs kommen i Snak med en stedkendt Mand, som gav mig Anvisning paa et "bürgerliches Haus", et billigt Familjehotel, der laa i en halvt landlig Forstad til Interlaken ovre paa den modsatte Bred af Kanalen. En lukket Træbro, der godt kunde se ud til at skrive sig fra Munkenes Dage, forbandt den med den internationale Hotelby. Modsætningen slog mig, da jeg efter en daglang March i brændende Sol, støvet og svedig, gik over Broen og hørte Genlyden af mine Skridt slaa mig i Møde derinde som et mumlende Kor af henfarne Klosterbrødre.
I Hotellets Forstue blev jeg modtaget af Værten selv, der aabenbart fra sit Kontorvindue havde set mig komme og været lidt 85 betænkelig ved at indlade mig uden nærmere Besigtigelse. Han var en indtørret Mandsling med sort Kalot, lignede mere en gammel Kirkebetjent end en Hotelmand. Hans første Spørgsmaal til mig galdt min Bagage. Hvor skulde den afhentes? Da jeg – maaske lidt friskfyragtigt – svarede, at jeg havde alle mine Sager paa mig, trak hans furede Ansigt sig sammen med en misbilligende Grimace. Men da han derefter forhørte sig om, hvilket Land jeg var fra, og fik at vide, at jeg var dansk, foregik der en overraskende Forvandling med Manden. De buskede Bryn fløj op i Panden, og da en 30-40 aarig Dame i det samme traadte ud fra Kontoret med en Pen over Øret, vendte han sig imod hende og udbrød: "Tænk dig! Den unge Herre er fra Danmark … er en Landsmand af vor kære Kaptajn." Som i Triumf blev jeg derpaa af dem begge ført ovenpaa til et nydeligt Gæsteværelse med Himmelseng og Tæppe paa Gulvet, og da jeg en halv Time senere, vasket og børstet, kom ned i Spisesalen, stod en prægtig Anretning allerede parat 86 til mig. Den Gamle førte mig selv tilbords og udtalte bukkende Ønsket om, at Maaltidet maatte bekomme mig vel.
I Schweizer-Digteren Gottfried Kellers berømte Novellesamling E120 "Folkene i Seldwyla"2 findes en munter Historie om en omvandrende polsk Skræddersvend, der paa Grund af sin usædvanlige Pelshue, sin Snurbart og store Slængkappe bliver antaget for en excentrisk Adelsmand, der rejser incognito, og som af en enfoldig Gæstgiver modtages med kongelige Æresbevisninger og beværtes med Agerhønepostej og Kælderens fineste Vine. Da jeg i sin Tid læste denne kostelige Fortælling, maatte jeg mindes min egen eventyrlige Modtagelse i det lille Familjehotel i Interlakens Forstad. Forklaringen var i mit Tilfælde den, at der til Stadighed brændte Røgelse paa Husalteret dér for en dansk Officer, der i længere Tid havde boet paa Hotellet som Rekonvalescent. Han var blevet Saaret i Krigen 64 og gik endnu om med en fjendtlig Kugle i Underlivet, der ofte voldte ham svære Smerter. 87 Det var tilsidst blevet nødvendigt at tilkalde en kendt Kirurg fra Bern, der paa Stedet opererede ham og tog Kuglen ud. Baade den Gamle og Kontordamen, der var hans Datter, fik Taarer i Øjnene, naar de talte derom, og lovpriste den værdige Ro og Standhaftighed, hvormed han havde baaret sine Lidelser. Ingen havde ventet, at han vilde overleve det frygtelige Blodbad; men efter nogle Maaneders Forløb rettede han sig saa godt, at han kunde rejse hjem. Endnu fik de af og til et Kort fra ham, og han skrev, at han var rask og avancerede i Hæren. Hans Navn var Duus3.
I mere end tre Uger levede jeg nu her under min Landsmands halvt helgenagtige Beskærmelse. Helt gratis boede jeg der naturligvis ikke; men jeg nød saa mange Begunstigelser, at jeg kunde udstrække Opholdet langt udover den oprindelige Bestemmelse. Hver Morgen drog jeg afsted med en forsvarlig Frokostpakke i Tasken, og hvor sent jeg end kom tilbage, stod der altid Middagsmad i Ovnen og ventede paa mig.
88 Rejselivet i Alperne var den Gang en hel Del anderledes, end det senere er blevet. Der fandtes f. Ex. ikke andre Bjergbaner end den korte op til Rigi Kulm4. Det sædvanlige Befordringsmiddel for dem, der ikke af Tilbøjelighed eller Økonomi foretrak Vandrelivet, var de vældige Postkarosser med Forspand af indtil seks elefantstore Heste og med Plads til Passagerer baade ude og inde. Nu gaar der jo næsten overalt i Schweiz Tandhjulsbaner op til de højeste Tinder, saa selv en Podagrist i al Magelighed kan naa op til den evige Sne. Og langs med disse Baner ligger Pragthoteller og elegante Sommervillaer. Hvor Gemsen tidligere daarligt nok kunde finde Fodfæste for at nippe af en Tot vissent Græs, dufter det nu fra Morgenstunden fedt af Bacon og Bøf. Og Udviklingen fortsættes. Den nyeste Befordring E121 Flyveomnibussen fører et Rejseselskab henover hele Alpekæden i Løbet af et Par Timer. Fra polstrede Kabiner lorgnetterer Folk som fra en Teaterloge de Tinder og stejle Bjergstier, som deres Fædre eller Bedstefædre svedende 89 arbejdede sig op til med en svimlende Fornemmelse af at lade Stykke for Stykke af Verden forsvinde i Dybet bag dem, og som med Vellyst slukkede Tørsten i Bjergbækkenes Vand. Men disse Gamle, der nu sidder i deres Lænestole og mindes, spørger sig selv, om saadanne moderne Luftrejsende i Grunden ikke lige saa godt kunde sidde hjemme i et Biografteater og se en Række Alpe-Prospekter glide forbi paa det hvide Lærred? Og de nikker lunt hen for sig og siger: Absolut!
En Gang paa Hjemvejen fra en daglang Udflugt i Bjergene overraskedes jeg af et Uvejr. Lynene flammede omkring mig. Tordenen og dens mangedoblede Genlyd kastedes frem og tilbage mellem Klippevæggene. Jeg søgte Tilflugt i et Hus, der laa nær Landevejen et lille Stykke oppe paa Bjergskraaningen. En Sti førte derop, og ved Foden af den stod en Stolpe med det i Rejsetiden 90 saa almindelige Skilt, der meddelte, at her var Mælk og Selters at faa. Altsaa bankede jeg trøstig paa og kom ind i en lavloftet Stue, der paa Grund af Uvejret allerede var næsten aftenlig mørk. Bag en Haandvæv sad en ældre Kvinde; to unge Piger saa med store Øjne op fra deres Sytøj. Den ene af dem sad paa Skræddervis oppe paa Stuebordet, den anden havde stillet sig hen ved Vinduet med sit Haandarbejde for at se bedre.
Da jeg spurgte, om jeg kunde faa et Glas Mælk, bad den Gamle mig venligt sidde ned, og den unge Pige ved Vinduet lagde straks Sytøjet fra sig og gik ud. Lidt efter kom hun tilbage med et fyldt Hankekrus, som hun stille og tavs satte foran mig paa Bordet. Hun var af de blonde Schweizerinder og havde en frodig Skikkelse, der fik mig til at tænke paa mine Randersveninder. Den unge Pige oppe paa Bordet var derimod helt sydlandsk: et sortøjet lille Væsen, endnu halvvejs et Barn og dertil slemt forvokset. En rødbroget Kat, der mjavende kredsede 91 omkring hende og Gang paa Gang forsøgte at krybe op ad hende for at lege, holdt hun skælmsk fra sig ved at prikke den paa Næsen med den Finger, der bar Fingerbøllet. Da en Gang et særlig kraftigt Lyn oplyste Stuen, førte hun med et lille Skrig Sytøjet op for Ansigtet og gemte sig bag det, indtil Tordenskraldet og dets mange Ekkoer var døet hen mellem Bjergene.
E122 Saadan var mit første Indtryk af dette lille Schweizerhjem, hvor jeg i de kommende Uger skulde blive en daglig Gæst. Familjen, som ernærede sig ved at væve og sy for Folk, var Tilflyttere fra Kanton Glarus5 og talte indbyrdes en Dialekt, jeg havde svært ved at forstaa. Saa forskellige de to unge Piger var af Ydre og for Resten ogsaa af Sind, var de dog Søstre, et Par tidlig forældreløse Børn, som en Faster havde taget sig af. For Tiden gik de to Gange ugenlig ind til Interlaken og lærte Skræddersyning, og for at Fasteren ikke skulde sidde alene hele den lange Dag, skiftedes de til at være hjemmefra. Jeg vidste med andre Ord aldrig rigtig, hvem af 92 dem, jeg vilde træffe hjemme, naar jeg kom dertil, og jeg forstod vistnok daarligt at skjule min Skuffelse, naar det viste sig at være den lille Skrutryg. Det var for saa vidt en Skam, som hun trods sin Vanførhed var en jublende Sjæl og aldrig gladere, end naar hun kunde faa Lejlighed til at tale om Søsteren og berømme hendes Dygtighed og Forstand. En Gang, da Fasteren var gaaet ud i Køkkenet og vi blev ene, betroede hun mig, at det havde været Søsterens højeste Ønske at blive Lærerinde. Hun havde altid faaet saa megen Ros paa Skolen, og det baade af Læreren og af Præsten. Men der havde jo ikke været Raad til at komme paa Seminariet.
At der ikke skulde være andre Grunde til den smukke Piges alvorlige og indesluttede Væsen havde jeg dog svært ved at tro. Her drog jo om Sommeren saa mange farende Folk forbi, og jeg var vel ikke den eneste, der havde fundet Vej herop. En Dag, da jeg igen var bleven alene med den Lille, greb jeg Lejligheden til at udfritte hende lidt. 93 Hun sad som sædvanlig oppe paa Bordet, men havde lagt Sytøjet fra sig og i Stedet taget sin Legekammerat, den rødbrogede Kat, op til sig. Den stod oprejst i hendes Skød, og hun holdt den i Forpoterne, saa dens Ansigt var lige ud for hendes. Skalkagtig gentog hun hele Tiden mine Spørgsmaal for den og foregav at hente sine Svar fra dens stirrende Øjne som fra et Orakel. – "Noget med Kærlighed? Uha, nej den Slags kender vi ikke noget til her. Vel, Mis? - Naa ja, en Kæreste har Suzann' rigtignok haft en Gang, siger Mis. Det var Historiebogen med de mange Billeder i. Naar hun sad med den, holdt hun begge Hænderne for Ørene og var ikke til at raabe op. Ikke sandt, Mis?"
Denne Kattesnak blev jeg jo ikke stort klogere af; men kort Tid efter hændte der noget, der fra nu af bandt mig til det lille Væverhjem med den Trolddom, der er Hjerternes Hemmelighed.
94 E123 Jeg var kommen til Schweiz i den Tro, at jeg vilde kunne spasere op paa Eiger, Jungfrau, Mönch6 og de andre himmelhøje Snetinder uden Fører og uden anden særlig Udrustning end nogle solide Brodder7 i Støvlesaalerne. Ret hurtigt var det dog gaaet op for mig, at disse Isørkener ovenover Skyerne var forbeholdt guldbeslaaede Englændere og Amerikanere, der havde Raad til at udruste et mandstærkt Følge af Kendtmænd og Telt- og Bagagebærere. Der var dog stadig en af disse hvidskæggede Bjergkæmper, jeg ikke havde kunnet slaa af Tankerne. Det var Faulhorn8. Den var ikke slet saa høj som de andre. Desuden fandtes der tæt under Toppen et stensat Hus9, som i Rejsetiden var beboet, og hvor man kunde overnatte. Men Faulhorn havde fra gammel Tid Ord for at være et af Alpekædens lumskeste Bjerge. I tidligere Tid hed det sig, at der i en Hule deroppe boede en Drage, der med det blotte Blik styrtede Folk i Afgrundene. Derfor havde det faaet sit stygge Navn.
Da jeg i Væverhjemmet en Dag talte om, 95 at jeg tænkte paa ved Lejlighed at gaa op til Dragen og trække den i Halen, skreg den Lille angstfuldt op. Ogsaa den Gamle advarede. Hun nævnte Tallet paa dem, der i de sidste hundrede Aar var omkommet paa Faulhorn. Det var et Par Snese. Jeg skottede undersøgende hen til Suzann', som ingenting havde sagt. Tilsyneladende ganske uberørt af Samtalen sad hun bortvendt mod Vinduet i Færd med at træde en Naal. Hun blev mig mere og mere en Gaade. Undertiden kunde hun høre saa opmærksomt paa, hvad jeg fortalte om Danmark, at jeg kunde blive helt varm om Hjertet. Til andre Tider var hun saa fortabt i sine egne Tanker, at det var til at blive rasende over.
Dagen efter gjorde jeg Alvor af Turen til Faulhorn. Jeg havde i Forvejen studeret Kortet og vidste, at der fra den skovklædte Bjergknude Wengernalp10 ved Indgangen til Lauterbrunnendalen11 gik en Sommersti direkte op til Turisthytten, og her begyndte jeg derfor Opstigningen. Men Wengernalps Skove var tætte og vildsomme, og skønt jeg 96 startede i Morgengryet, blev det Middag, før jeg naaede op over Trægrænsen og kom ind paa den Lyngslette, der dækkede Alpens Top som en mørk Kalot. Heroppe var frit Udsyn til alle Sider, og jeg fandt ogsaa straks Sommerstien, der halvskjult i Lyngen bugtede sig over Sletten i Retning af Faulhorn. Solen skinnede, og overalt duftede der hjemligt og sommerligt af Lyng og Timian. Men snart stødte jeg paa den første store Snemark. Stien forsvandt ind under den, og selv sank jeg i til Knæene paa Vandringen gennem de bløde Snemasser, som Solen hele Dagen havde brændt paa. Først efter en halv E124 Times trættende Vaden fik jeg paany fast Grund under Fødderne. Men Stien fandt jeg ikke igen. Den var og blev borte. Men foran mig lyste Faulhorns solbeskinnede Snekrone og syntes tilmed ganske nær, saa det var umuligt at tage fejl af Retningen.
Alligevel maatte jeg efterhaanden erkende, at den Gamle i Væverhuset havde haft rimelig Grund til at advare mig mod at gøre 97 Turen uden Følgeskab. Stadig mødte jeg nye Genvordigheder under Fremmarchen. Et Sted steg Bjergsiden saa brat, at jeg maatte kravle op ad den paa alle fire. Et andet Sted stødte jeg paa en halvt tilfrossen Sø med Sjapis, som jeg med stort Tidsspilde maatte søge udenom. Værst var dog næsten de idelige Vadeture over dybe, snefyldte Sænkninger, hvor jeg hvert Øjeblik havde en uhyggelig Fornemmelse af at blive trukket ned i Dybet. Solen stod allerede lavt paa Himlen, og mine Ben var tunge som Sandsække, da jeg igen blev standset af en saadan bred Bjergkløft fyldt til Randen med Sne. Jeg slap dog ogsaa denne Gang heldigt over paa den anden Side; men da jeg derfra saa' tilbage, svimlede det for mig ved Synet af den lange Række alendybe, allerede vandfyldte Huller, jeg havde efterladt i den bløde Snemasse. Omgivelserne her var et ørkenagtigt Øde oversaaet med store Stenblokke, som under Frostsprængningen var rullet derned fra Bjergtoppen. I min dødelige Udmattelse slæbte jeg mig hen til den nærmeste Blok, og 98 i det samme jeg sank ned paa den, blev det mig klart, at jeg ikke kom videre foreløbig. Jeg vilde maaske endda være nødt til at blive siddende her lige til den lyse Morgen. Naar det først blev mørkt, vilde det være for risikabelt at begive sig afsted ene Mand i dette Ørkenøde.
Fjernt ude i Vest laa Lavlandet paa en længere Strækning aabent for Synet med mørke Skove og blanke Søer. Og derude – uendelig langt borte – stod Solen nu saa lavt, at den med sin Rand rørte Jorden. Dens underligt menneskelige Ansigt syntes at betragte mig med et medynksfuldt Afskedsblik, idet den langsomt sank ned i Horisontens Taagedis. Jeg blev vel nok lidt bevæget, men dog ikke modløs. Det var jo ikke første Gang, jeg havde overnattet under aaben Himmel. Paa mine Fodture i Drengeaarene sammen med Kammerater havde vi mere end én Gang puttet os ned i en Høstak eller strakt Lemmerne paa et Skovgærde for at spare Pengene til Natlogi. Rigtig mørkt blev det nu heller ikke; dertil 99 var der for megen Sne rundtom. Og endnu længe efter Solens Nedgang lyste Faulhorns hvide Krone som en Vaagelampe paa den sommerblege Nathimmel. Tæt indsvøbt i min Kappe og med dens Hætte trukket frem over Hovedet til yderligere E125 Beskyttelse mod Kulden sad jeg dér paa mit haarde Stensæde og nynnede eller sang højt, for at forjage alle skræmmende Tanker og overjordiske Forestillinger, der vilde trænge sig ind paa mig fra den fuldkommen lydløse Stilhed rundt om. Vanskeligere blev det efterhaanden at holde mig Søvnen fra Livet, og jeg var jo ganske klar over, hvor farligt det vilde være, om jeg blot et Øjeblik gav efter for den søde Fristelse til at blunde lidt. Jeg vilde da sikkert aldrig vaagne mere. Jeg fandt saa paa at tage min Bädecker12 til Hjælp og Gang efter Gang med mine valne Fingre at tælle Bogens mange hundrede tynde Blade; og for at fremkalde en lille Spænding, der kunde hjælpe til at holde mig vaagen, gav jeg hver Gang nøje Agt paa Tællingens Resultat. Dersom jeg saa tre Gange i Træk 100 kom til det samme Sideantal, belønnede jeg mig med et Stykke af en Chokoladeplade, som jeg foruden Bädecker lykkeligvis ogsaa havde taget med i min Taske.
Saaledes halvt legende gennemkæmpede jeg den uendelig lange Nat, indtil det første Skær af Dag ved Firetiden viste sig paa en fjern Bjergtop i Øst. En efter en begyndte nu Tinderne rundtom at gløde. Snart laa hele Alpekæden omkring mig som et Ildhav. Jeg rejste mig og strakte mine stive Lemmer. Og idet jeg nu begav mig videre paa Vej opefter, gjorde jeg den frydefulde Opdagelse, at Nattefrosten overalt havde lagt Bro over Sneen, saa den var som et Stuegulv at gaa paa. Stor var ogsaa min Glæde, da jeg efter nogle Timers Vandring standsede ved Synet af de første Menneskefodspor i Sneen. Helt andægtig betragtede jeg disse Aftryk af en stor, sømbeslaaet Støvlesaal, og ved at følge dem naaede jeg ikke længe efter op til Tilflugtshuset. Det var en ret stor, toetages Bygning, der var lagt tæt op ad en Klippevæg for at være beskyttet 101 mod Vinterstormene. Inde i en rummelig Stue med Bjælkeloft og aaben Kamin, hvor et hyggeligt Brændebaal knitrede, blev jeg venligt modtaget af de overraskede Beboere, et Par unge Ægtefolk, der var helt rørende i deres Omsorg for mig, da de hørte, hvorfra jeg kom, og at jeg havde overnattet i det Fri. Jeg blev straks puttet i Seng og tyllet med varme Drikke, indtil jeg dampede. Hele Dagen maatte jeg blive i Sengen, mens mine vaade Klæder blev tørret, og heller ikke den næste Dag stod jeg op før ud paa Eftermiddagen. Af Manden fik jeg at vide, at jeg skulde have foretaget Opstigningen fra Grindelwald13 paa Bjergets Sydside. Her var næsten al Sne borte nu. Det var kun ved Midsommertid, man skulde vælge Turen over Wengernalp. Nedstigningen den næste Dag foregik da ogsaa uden Genvordigheder af nogen Art; men Vejen var lang, og i Grindelwald maatte jeg atter overnatte. Jeg havde saaledes været fulde fire Døgn14 borte, da jeg gensaa Væverhjemmet i Lauterbrunnendalen og mine Venner der, som under 102 hele Turen bestandig havde været i mine Tanker.
Allerede paa Stien, der fra Landevejen førte derop, fik jeg Øje paa den lille Skrutryg, som sad paa Trappen foran Indgangsdøren og solede sig. Da hun opdagede mig, sprang hun op med et Skrig og styrtede mig i Møde, mens Katten, hendes Legekammerat, hoppende fulgte i Hælene paa hende.
"Nu vil Suzanne rigtignok blive glad!" raabte hun.
"Hvem?" spurgte jeg. "Deres Søster?"
"Ja ja. Vi har allesammen været saa angst for Dem. For De har naturligvis været oppe paa Faulhorn og trukket Dragen i Halen – ikke?"
Hendes Udraab var bleven hørt inde i Huset. Suzanne kom hurtig frem i Døren, og vistnok for første Gang saa' jeg hende smile. Mod Sædvane rakte hun mig ogsaa Haanden, og da vi senere spaserede ude i den lille Lund, der bagved Huset strakte sig et Stykke op ad Bjergskraaningen, og jeg havde fortalt om min natlige Oplevelse paa Faulhorn15, 103 plukkede hun helt bevæget en Blomst i Græsset og satte den i mit Hattebaand.
Og fra nu af fløj Dagene, ja Ugerne hen, uden at jeg kunde holde Tal paa dem. Men efter saaledes at have været opløftet i den syvende Himmel, sad jeg en Eftermiddag ved et af de drønende Vandfald16, som man i Alperne møder eller i hvert Fald hører næsten overalt. Melankolsk hensunken i mig selv sad jeg med Haanden under Kinden, mens Vandflommen suste forbi oppe fra Højden og et Sted dybt under mig dampede og buldrede som en Hexekedel. Der er vist ikke noget Naturskuespil, der som et stort Vandfald formaar at magtstjæle det sørgmodige Sind og kogle det ind i vilde Drømmerier.
Jeg havde om Morgenen paany talt mine Penge og var kommen til det Resultat, at jeg nu umuligt kunde udskyde Opbrudet og Hjemrejsen en eneste Dag længer. Jeg følte mig i samme Situation som hin Bjergtagne17, om hvem et Eventyr fortæller, at han allerede hørte Klippevæggen lukke sig bag ham med Bulder og Brag, da han i sidste Øjeblik 104 reddede sig bort ved en hovedkulds Flugt. – Ja, Eventyret var ude. Jeg maatte nu tilbage til Hverdagen med dens Pligter og Plager. Jeg begreb bare ikke, hvordan jeg skulde kunne finde tilbage til mit gamle Jeg. Hele mit tidligere Liv syntes mig nu at tilhøre en fjern Fortid, ja at være tilbragt paa en hel anden Klode. Hvad vilde jeg da i Grunden derhjemme? Hvorfor ikke blive her, hvor jeg E127 havde levet saa rigt og lykkeligt? For den allersidste Rest af mine Penge vilde jeg kunne bygge mig et lille Bjælkehus oppe i Bjergene, og saa forresten tjene til Livsopholdet som almindelig Skovarbejder for en Gang at kunne gifte mig med Suzanne. Jeg havde Grund til at tro, at hun ikke vilde vrage et saadant Nybyggerliv fjernt fra Menneskenes Verden.
Først da jeg om Aftenen var vendt tilbage til mit Familjehotel, kom jeg til Besindelse. Og straks den næste Dag brød jeg op derfra efter en stormfuldt bevæget Afsked med Væverhjemmet i Lauterbrunnendalen. Med Fortvivlelse i Hjertet saa' jeg Fremtiden i 105 Møde. Fra nu af og maaske indtil mine Dages Ende skulde jeg henslæbe Livet som en klaprende Regnemaskine paa et Kontor. En grufuld Tanke. For jeg kunde jo ikke vide, at det var mig beskaaret en Gang at virkeliggøre Nybyggerdrømmen og formæles med Mulden i mit eget Hjemland.
