Faulhorn – 1

Der læses i denne Tid i forskellige inden- og udenlandske Blade om nogle Forsøg, som en Del tyske Læger har gjort med Hensyn til den saakaldte Dødsfrygt. Langt det overvejende Antal er kommen til det Resultat, at der i Virkeligheden ikke gives en særegen Slags Frygt, der kan tilkomme dette Navn. For Gamle og Syge kommer Døden som en Befrielse; men heller ikke sunde Folk med friske Hjærner, der pludselig stilles Ansigt til Ansigt med Døden, føler nogen Angst ved Tanken om Opløsningen – eller rettere: deres Tanker beskæftiger sig slet ikke med Livets Afslutning men opfyldes af allehaande, ofte kuriøse Smaating, som tilfældig knytter sig til denne Begivenhed.

Til de tyske Lægers egne Forsøg er der føjet Udtalelser af bekendte og troværdige Mænd, som en eller flere Gange har været stedet i pludselig Livsfare, saaledes af Livingstone1, der en Dag blev overfaldet af en Løve og troede sig Døden vis, da et velrettet Skud friede ham ud af dens Kløer. Mens han befandt sig imellem dem, tænkte han alene med et vist Humor2 paa, hvilken Del af hans Legeme Vilddyret vel først vilde give sig til at fortære, medens han bag efter, da Faren var overstaaet betoges af en skælvende Angst.

En dansk Forfatter Erik Skram, der som Frivillig deltog i vor sidste Krig, og der blev haardt Saaret i en Træfning paa Als, har i den elskværdige, maaske en bitte Smule "gjorte" Skildring3 beskrevet sin Tilstand i malende Ord som disse:

"… En af de værste Brølere kom pludselig hen til mig, og med den ondeste Mine, jeg véd at have set, satte han mig Bajonetten for Brystet og raabte ind i Ansigtet paa mig: "Sind Sie ein Schleswiger?" Jeg overvejede ganske rolig, at hvis jeg svarede nej, overensstemmende med Sandheden, kunde det være galt, og at hvis jeg svarede ja, kunde det ogsaa være galt; jeg sagde derfor ingen Ting, og Officeren med de to danske Sabler rakte hurtig den Haand ud, hvori han holdt Lommekniven, og sagde: "Können Sie ihn liegen lassen, er ist ja verwundet". At jeg havde faaet Bajonetten i mig, hvis jeg havde svaret galt, nærer jeg ikke ringeste Tvivl om, men det hele Optrin gjorde forøvrigt ikke noget særdeles stærkt Indtryk paa mig. Nærmest forekom Mandens Optræden mig aldeles urimelig, og saa undrede det mig, at der mellem de menige Prøjsere kunde være saa stærke Lidenskaber for eller imod Slesvigerne.

Denne besynderlige Ligegyldighed for det alvorlige, der forestaar, og den til Gengæld dobbelt skærpende Sans for enhver Ubetydelighed, der hænder omkring den dødsdømte, skyldes vel en delvis Lammelse af Hjærnen, fremkaldt af den Rystelse, hvori Bevidstheden om Dødens Nærhed dog utvivlsomt sætter ethvert Nervesystem. Eller skyldes den en instinktmæssig Afsky for at holde Ligtale over sig selv – en Følelse, der svarer til det Galgenhumor, der faar Strudsen til at gemme Hovedet under sin bløde Vinge, og Svanen til at synge, naar Døden er over den? –

Uden at ville sammenligne mig hverken med Livingstone eller Erik Skram, maa jeg maaske i denne Sammenhæng fortælle om en Tildragelse, ved hvilken jeg en Gang selv mente at være Dødens sikre Bytte. Jeg skal forudskikke, at det hverken var Mod eller Opofrelse, Fortvivlelse eller Kærlighed, der bragte mig i den livsfarlige Situation, men alene Dumhed og Uerfarenhed i Forening med en andens lidt ubesindige Tilskyndelse.

De, der har været i den lille Schweizerby Interlaken – og hvem har vel snart ikke det? - kender ogsaa "Schejnige Platte", den mørke Bjærgknold, der staar som en dyster Vogter ved Indgangen til Lauterbrunnenthal. Fra dens Top gaar en vildsom Sti imod Øst op til den fjærne og adskilligt højere Top Faulhorn, der forøvrigt i Almindelighed bestiges fra Grindelwald ovre paa den anden Side. Den omtalte Sti er nemlig kun tilgængelig lige i Midsommertiden; Resten af Aaret dækkes den af tidt mægtige Snemasser.

Den Sommer, hvorom her er Tale – det var Sommeren 1876 – fulgte efter en Vinter, der havde været usædvanlig rig paa Sne. Endnu i Slutningen af Juni Maaned, da jeg en Dag kom op paa Schejnige Platte, havde der herfra ikke været Forbindelse med Faulhorn, hvis snedækkede, af Solen beskinnede Top man kunde se fra Værtshuset; og da jeg netop havde haft i Sinde at naa ned til Grindelwald ad denne Vej, overbeviste jeg mig selv fra et højtliggende Punkt om, at Sneen virkelig endnu laa baade høj og sammenhængende i den flade, c. 2 Mil lange Sænkning, der skiller de to majestætiske Toppe.

Jeg opgav altsaa min Plan og vilde just vende tilbage til Interlaken, da en Herre paa henimod fyrretyve Aar traadte mig i Møde. Han fortalte, at han havde set mig oppe paa Højen og straks forstaaet, hvad der havde været min Hensigt. Da han nu netop selv havde haft samme Idé, vilde han foreslaa, at vi gjorde hinanden Følgeskab og vovede Forsøget. Vi kunde jo altid vende om, dersom vi fandt Forholdene for risikable.

Jeg havde ikke Mod til at sige nej – end ikke da Værten, til hvem vi nu henvendte os om nærmere Oplysninger, absolut fraraadede os Forsøget og lod os vide, at det endog var højst usikkert, om Værtfolkene allerede var komne fra Grindelwald op til det lille Stenhus tæt under Faulhorns Top, som om Sommeren agerer Gæstgiversted, og hvor vi efter vor Plan skulde kunne overnatte.

Jeg fik mindre og mindre Lyst. Jeg havde desuden allerede været paa Vandring i otte Timer, uafbrudt "bergauf"4. Men jeg stolede paa, at ogsaa den andens Mod snart vilde kølnes, naar vi først var komne ind i Sneen, og jeg vilde derfor spare mig den Ydmygelse straks at tilstaa min Frygtagtighed.

Den Fremmede – en høj, smuk Mand med mørkt Fuldskæg – viste sig at være tysk Amerikaner og Lærer i Kemi ved en Højskole i New-York. Han havde gennemvandret det meste af Schweiz og havde besteget Jomfruen. Det trøstede mig just ikke. Saa var han velsagtens en uforbederlig Vovehals, der før brød sin (og andres) Hals, end han fulgte Fornuftens Stemme.

Vi drak et Glas sammen, jeg Vin, han Vand, og begav os paa Vandring.

Hvorledes det nu gik os skal jeg fortælle i Morgen.5

Urbanus.

[gå til den følgende artikel]

 
[1] Lingstone: er et kildested opdriveligt? tilbage
[2] ODS citerer Winther, HCA og V.Vedel for at bruge intetkønsformen. tilbage
[3] Erik Skram: Hinsides Grænsen blev oprindeligt skrevet til det af Galschiøt redigerede værk Danmark (hvortil også Pontoppidan bidrog); derefter udgaves den som bog med undertitlen "Erindringer fra Sønderjylland efter 1864" i 1887; den blev senest genoptrykt i 1976. tilbage
[4] bergauf: op ad bjerget. tilbage
[5] i Morgen: Det ses heraf at de tre artikler er skrevet på forhånd og offentliggjort uden forfatterens præcise viden om hvornår. Næste artikel fulgte først fire dage senere. tilbage
[6] resumé'et:

Han havde nær måttet betale sin Kærlighed til Bjergene med Livet. Uden Fører brød han en Dag op fra Interlaken for over Schnejnige Platte at bestige Faulhorn. Hen under Aften forvildede han sig og maatte tilbringe Natten under aaben Himmel midt i Ismarkerne. Dødtræt vandrede han rundt i den vaade Sne, overbevist om, at det var den sikre Død, hvis han et eneste Øjeblik gav efter for Søvnen. En Gang var han lige ved at give op, da han kom i Tanker om alle de Omkostninger, han vilde udsætte sin Familie for, hvis de skulde lade søge efter hans Lig, og han erindrede, at Faderen endnu ved Afrejsen havde fraraadet ham denne Rejse. Ved ustandseligt at tælle Bladene i sin Rejsebog lykkedes det ham at holde sig vaagen, indtil der om Morgenen var frosset en fast Skorpe paa Sneen, paa hvilken han kunde gaa, og omsider naaede han Frauenturmklosteret i udmattet Tilstand.

Hertil bemærker HP i den korrektur PCA har sendt ham:

Hele dette Stykke foreslår jeg Dem at udelade. Der er bl.a. adskillige åbenlyse Fejl deri. Hvad f.eks "Frauenturmkloster" er for noget, aner jeg ikke. Jeg har aldrig boet i et Kloster.

tilbage