Drengeaar, kapitel 1
E9 5
Første Kapitel
Min første Udkigspost i Verden var et Vindu i mine Forældres trefags Dagligstue i Randers Præstebolig. Den vendte ud til en smal Gade med livlig Færdsel baade af Mennesker og Vogne. Jeg var seks Aar. Vi var nylig flyttet dertil fra en anden østjysk Købstad og en anden Præstebolig, hvor Barnekammeret laa i Kælderen. Jeg havde derfra ikke kunnet se meget andet af Omverdenen end Benene af de Folk, der gik forbi, og nu og da en Hund, der standsede og løftede op. Her stod jeg i en høj Stue-Etage og kunde se de største Mænd over Hovedet. De eneste, som nu ragede op over mig, var Arbejdsvognenes Kuske, der havde den sære Vane at staa oprejst i Vognen under Kørslen, og saa Byens lyseblaa 6 Dragoner, naar de Række efter Række red forbi med de lange Sabler skuldrede.
Ja, hvor var der meget nyt og morsomt at se paa i denne By! Paa Torve- og Markedsdagene, naar Landboerne kom trækkende gennem Gaden med Heste og Køer eller med en Sæk fuld af levende Smaagrise paa Ryggen, kunde jeg næsten ikke komme bort fra Vinduet hele Dagen. Nogle af de ældste Bønder havde sorte Fløjls Knæbenklæder, høje Uldhatte og langskaftede Støvler eller (om Sommeren) hvide Strømper og Sko med Spænder. Alle Mændene, baade gamle og unge, ja endogsaa Drengene gik med langskødede Frakker og havde en Merskumspibe hængende ud af Munden. Kvinderne var ogsaa allesammen ensklædte i Egnens særegne Dragt og Hovedtøj. Selv smaa Piger, der knap kunde gaa, havde Kjoler helt ned til Jorden ligesom de voksne, dertil Hovedet stramt indbundet i et blomstret Tørklæde, der var knyttet over Issen med en Sløjfe. Af hele Personen kunde man ikke se andet end det landlig friske Ansigt 7 og de smaa buttede Hænder. Jeg syntes, de var forfærdelig søde allesammen, og ønskede mig en saadan Søster, skønt jeg i Forvejen havde fem. Men de gik alle med flettet Haar og Mamelukker ligesom Byens andre smaa og store Pigebørn, hvorfor jeg fandt dem kedelige.
Lige overfor os var der et Indhug i Genbo-Husrækken, et Gaardsrum, der var aabent ud mod Gaden. Her boede en Beslagsmed. I E10 Baggrunden laa en lav Bygning med en Port ind til Smedjen. Naar Porten stod aaben og Ilden paa Essen flammede, kunde jeg fra mit Vindu se Smeden og hans Svende bevæge sig derinde i det røde Skær som Skygger i en underjordisk Hule. Udenfor paa Gaardspladsen var en solid Bom med Jernringe, hvortil Hestene blev bundet, naar de skulde skoes. Det var for det meste store, kraftige Heste, der undertiden blev balstyrige under Behandlingen, stejlede og fnøs. Var det en ung Plag, der maaske aldrig før havde haft Sko under sig, blev det rent galt. En af Svendene maatte slaa et 8 Reb omkring Snuden paa den, en anden Svend greb med begge Hænder om et af de sparkende Ben og holdt det fast over sit Knæ, mens Mester selv skar Hoven til med en dobbeltskaftet Kniv. Dyret, der skælvede af Angst, vendte det hvide ud af Øjnene, det røde ud af Næseborene. Det var et mægtigt Syn! Disse sodede Smedesvende med Ærmerne højt opsmøgede over de kraftige Arme blev mine første Helte. Vor gamle Barnepige fortalte, at de hver Dag Aaret rundt fik Flæskekage til Middag; det var derfor, de var saa umanerlig stærke og havde saadanne vældige Armmuskler. Siden den Tid blev Flæskekage min Livret, som jeg regelmæssig forspiste mig i.
Her fra Vinduet lærte jeg efterhaanden en Del af Byens Liv og ogsaa af dens Mennesker at kende. Der var den offenlige Udraaber – "Trommemanden"1 – der næsten daglig kom gennem Gaden og kaldte Folk til Vinduerne med sine minutlange Trommehvirvler. Og der var Byens tykke Mand2, om hvem det blev fortalt, at han ganske alene 9 kunde spise en hel Gaas og bagefter tre Pandekager saa store og tykke som et Retiradelaag. Og der var Skorstensfejeren3 med de hvide Øjne i det sorte Ansigt, og den lange "Tosse-Kresten"4, der i Stormskridt marcherede midt ad Gaden med svingende Arme og grinte til alle.
Det stærkeste Indtryk paa mig gjorde nogle sære Pjalteskikkelser, som jeg havde hørt en besøgende Dame kalde "de unævnelige". De dukkede i Ny og Næ op i Gaden med en snavset og bulet Blikspand i Haanden. De kiggede sig undersøgende omkring allevegne, og det, de saa ivrigt søgte efter, var Hundenes Efterladenskaber, som de omhyggeligt opsamlede med to flade Pinde. Jeg havde ladet mig fortælle, at det var Tyve og Mordere, der til Straf maatte udføre dette vanærende Arbejde for alles Øjne. Men en Dag sagde Barnepigen, at Skarnet blev solgt til Byens mange Handskemagere, der anvendte det ved Garvningen af deres Skind. Jeg fløj opbragt paa hende. Jeg vidste jo, at Randers Handsker var berømte over hele 10 Verden netop for deres Blødhed og fornemme Duft. Om jeg ogsaa kun var seks E11 Aar, skulde saadan en gammel Tudse ikke tro, at hun kunde bilde mig alting ind.
Et Par Aar efter, da jeg havde lært at læse og undertiden stavede mig gennem Nyhederne i Byens Avis, faldt jeg over en Notits5 om en Forretningsmand i Jerusalem, der var bleven indviklet i en kuriøs Proces. Han havde i flere Aar ladet de omstrejfende Hundes Efterladenskaber opsamle og i Sække sende til en bekendt Handskefabrik i London. Men da Myndighederne opdagede, at den Trafik havde gjort ham til en velhavende Mand, anlagde de Sag imod ham, idet de hævdede, at Skarnet paa Gaderne var Byens Ejendom, dets Bortfjernelse altsaa ulovlig. De fik ham dømt for Tyveri, og han maatte tilbagegive Størsteparten af det engelske Sterlingguld, han i Aarenes Løb havde tjent. Med Skamfuldhed mindedes jeg nu mit Overfald paa gamle Trine6, som altsaa alligevel havde haft Ret. Samtidig gik der et Lys op for mig over et Par dunkle 11 Linjer af Grundtvigs berømte Bryllupssalme, som til Stadighed blev sunget baade hjemme og i Kirken.
I David-Staden
er Guld paa Gaden.
O, Gud ske Lov!
*
Byens Beliggenhed ved Danmarks største Vandløb prægede den ikke paa nogen mærkbar Maade udenfor Havnen. Der saaes kun sjelden en Sømand i Gaderne. Paa Grund af Fjordens Tilgroning var Sejladsen sygnet hen. Allerede i Middelalderen klagedes der over, at de lybske7 Skibe ikke kunde komme ind til Byen, men maatte losse en Del af deres Last i Baade og Pramme midtvejs i Fjorden. Trods en nu paabegyndt Regulering og Uddybning skulde der stadig en god Del Sømandskunst til for at lempe et større Skib ind gennem de mange Krumninger. Der var dog Lejligheder, hvor alle blev mindet om Byens Forbindelse med Havet. Under visse Vind- og Strømforhold kunde Vandet i Gudenaaen 12 stige saa stærkt, at hele Kvarteret omkring Havnen oversvømmedes8. En Dag var jeg sammen med gamle Trine dernede for at se paa, at Folk sejlede omkring i Gaderne i Baade, og at Drenge plaskede gennem Vandet paa høje Stylter.
En anden Oplevelse, der knyttede sig til Byen som Havnestad, var det morsomme Optog af Skippere og andre af Havnens Folk, der Fastelavns Mandag9 drog gennem Gaderne for at indsamle Penge til et Alderdomshjem (og en glad Aften). Først kom et Par kraftige E12 Fanebærere i store Søstøvler og Sydvest, derefter selve "Fastelavnsskibet", en guirlandesmykket Baad sat op paa Understellet af en Langvogn og trukket af et Par Vognmandskrikker, der var stadset op med Rosetter og Plumager10. I Baaden sad en halv Snes Sømænd med oprejste Aarer, alle udklædte som Orlogsgaster i hvide Bluser og blanke, sorte Voksdugshatte. I Bagstavnen sad en ludende Olding, Lavets Ældste, en forhenværende Rorsbetjent11 uniformeret som Admiral med trekantet Hat, 13 hvide Bomuldshandsker og Brystet dækket af Ordner og Medaljer. I hans Skød hvilede den bombeformede Indsamlings-bøsse. Foran hvert større Hus i Gaden standsede Toget. Paa et Signal med en Baadsmandspibe rejste Mandskabet sig op og svang de blanke Hatte under et trefoldigt Hurra. Det var et stolt Øjeblik for en seksaars Dreng at faa Lov til at gaa ned paa Gaden med Husets Bøssegave (en Tremark) og række den op til den gamle Søhelt, som til Tak løftede sin behandskede Haand op til den trekantede. Saa lød Baadsmandstrillen igen, og Toget drog videre, fulgt af Gadens Ungdom.
En anden Forlystelse for Barnesindet var Sommerens svære Tordenskyller, naar mægtige Vandmasser strømmede ned gennem Byen fra de stejle Bakker, ved hvis Fod den laa. Vandet steg fodhøjt i Gaden og forvandlede den til en grumset-gul Flod, der førte al Slags løst Gods med sig i sin Fart ned mod Havnen. Snart kom en gammel Hat sejlende, snart et Rendestensbræt, et Stykke af en Spaankurv eller Staver af et 14 bortskyllet Havegærde. Naar Uvejret var paa sit højeste, og et blaasort Mørke indhyllede Byen, sad jeg ved mit Vindu og tænkte paa Bibelens Beretning om Syndfloden, som jeg netop havde faaet fortalt. Mens Lynene knitrede og Tordenen rullede henover Tagene, indbildte jeg mig at være en af Noahs Sønner, der bag en Glug i Arken var Vidne til den store Verdens-Undergang.
Af andre, ikke helt sædvanlige Tildragelser, som kunde fastholde mig til min Udkigsplads, var der de store Ligfølger, der i Skumringen undertiden drog gennem Gaden. Det var Skik i Byen ved indtræffende Dødsfald, at Familjens Venner og Bekendte fulgte den Afdødes Kiste, naar den ved Solnedgang under Klokkeringning førtes fra Hjemmet til Kapellet paa Kirkegaarden. Skønt min personlige Berøring med Døden paa dette Tidspunkt indskrænkede sig til Fundet af en ihjelfrossen Spurv, som jeg havde begravet i Haven, gjorde Synet af den tavse, sortklædte Sørgeskare, det tilhyllede Hestespand 15 foran Ligvognen og Kirkeklokkens vedvarende Klemten altid et beklemmende Indtryk paa mig.
*
E13 Vort Hus laa i Række med de øvrige Huse i Gaden, og skønt det var en Embedsbolig12, var det heller ikke i Udseende synderlig forskelligt fra de fleste andre Bygninger i Kvarteret. Det var i to Etager og havde en prunkløs Facade af røde Mursten. I sin Tristhed mindede det mere om en Kontorbygning for Forsørgelsesvæsenet end om en Præstebolig. Indvendig var Huset derimod mærkværdig herskabeligt, de mange Værelser – ialt en Snes Stykker – højloftede og rummelige. Ikke mindre end tre Trapper forbandt Etagerne, og disse usædvanlig gode Boligforhold var det vistnok, der havde bestemt Far til at søge Embedet. Vi var mange Børn, tilsidst ikke mindre end tolv (foruden fire døde). Der maatte altsaa skaffes Plads, og her var alt, hvad der behøvedes, og mere 16 til. Vi Børn blev da fra Ungdommen af vant til at have Alburum og Bevægelsesfrihed, og maaske derfor krævede vi det ogsaa senere hen i Livet.
Huset var for faa Aar siden bleven bygget af Forgængeren i Embedet paa den gamle Præstegaards Grund. Han havde været en fornemt levende Herre med Ekvipage og Kusk ligesom Byens andre Storfolk. Der var derfor en anselig Stald med Baase til egne og fremmede Heste, desuden to Vognporte, Seletøjsrum og Karlekammer, – og hele denne nu forladte Verden havde vi Børn ogsaa at regere i. Af den gamle, vidtstrakte Præstegaardshave var der derimod kun bleven en ringe Del tilbage, egenlig kun en bevokset Tørreplads, omgivet af vore egne og Naboejendommenes Udhuse. Men paa denne Stump solløs Jord havde vi alligevel vore bedste Timer. Her kunde vi tumle os ganske anderledes frit, end vi kunde have gjort det i en pyntelig Blomster- og Urtehave.
I en af de fordums Vognporte, der nu blev brugt til Brænderum, var en Arbejdsmand13 17 beskæftiget en Del af Aaret med at save og hugge de 25 Favne Bøgebrænde, der tilligemed 50 Tusinde Tørv slugtes af Husets mange Kakkelovne. Med denne midaldrende Mand knyttede jeg et fortroligt Venskab, hvis Oprindelse var et Par legemlige Skavanker hos ham, der havde vakt min Medlidenhed. Han var gruelig skæv i Ansigtet, og som saa mange andre, der maa ernære sig ved Brændehugning, havde han mistet Pegefingren paa den venstre Haand. Der var kun en ubetydelig Rest tilbage, og denne lille bevægelige Fingerstump, som han brugte til at klø sig i Skægget med og andet saadant Smaapilleri, optog mig levende. Han var et godmodigt og stilfærdigt Menneske, som jeg uden Betænkning henvendte mig til og betroede mine Sorger. Min Tillid til ham var ubegrænset, fordi han aldrig sagde mig imod. Naar jeg var bleven uens E14 med en af mine Søskende eller – hvad ikke sjelden hændte – med dem alle, gav han mig altid Medhold, naar jeg søgte at retfærdiggøre mig. Fortalte jeg ham noget, som fjernede 18 sig temmelig langt fra Sandheden, troede han mig alligevel og sagde ikke som mine rapmundede Søskende: "Nu skryder du igen!" Jeg følte mig lykkelig overbevist om, at jeg i denne rødskæggede og fregnede Mand med den hængende Buksebag og den skæve Næse havde faaet en forstaaende Ven for Livet.
En Dag, jeg legede med mig selv i Haven og længe havde hørt Lyden af hans Øksehug fra Brændehuset, saa' jeg ham pludselig løbe ud derfra kridhvid i Ansigtet og med Haanden viklet ind i sit Sækkelærreds Forklæde. Jeg raabte ham an; men uden at svare styrtede han afsted gennem Porten og ud paa Gaden. Jeg løb efter ham, men standsede skrækslagen, da jeg i Havegruset opdagede Bloddryp mellem hans Træskospor. Jeg forstod, at der var sket en Ulykke, og min Anelse blev senere bekræftet. Han havde igen hugget en Finger af sin venstre Haand. Dagen efter kom han tilbage, endnu en Del bleg, med hele Haanden indbunden. Han gik ind i Skuret for at lede efter den 19 mistede Finger, som han ogsaa snart fandt mellem Brændestykkerne. Da han kom ud derfra, havde han den i Haanden og spurgte mig, om jeg vilde se den. Da jeg vægrede mig, puttede han den roligt i Lommen og gik hjem.
Nogle Dage senere stod jeg i Skumringen ved mit Vindu i Dagligstuen, da et af de sædvanlige Ligtog drog gennem Gaden under Klokkeringning. Uden at ane, at det var min dyrebare Ven, der her førtes til Kapellet, betragtede jeg Kistens fattige Blomsterpynt og det lille Følge af grædende Kvinder og tarvelig klædte Mænd. Først bagefter fik jeg at vide, hvad der var sket. Gennem Saaret i Haanden var der opstaaet en farlig Blodforgiftning, og nu var han død fra Kone og fem Børn. Hvad jeg følte derved, er ikke godt at sige. Thackeray14 gør et Sted opmærksom paa, at vi i den ældre Alder er tilbøjelige til at overdrive baade Barndommens Glæder og Sorger. Vi har i Almindelighed hverken været saa lykkelige eller saa bedrøvede, som Erindringen foregøgler os. 20 Naar vi som gamle bevæges ved Tanken om de stride Taarestrømme, der ved en bestemt Lejlighed randt ned ad vore runde Barnekinder, glemmer vi, hvor hurtigt den tilsyneladende utrøstelige Sorg blev slukket. En Bismarcksklump eller et Stykke Chokolade forvandlede straks Taarebadet til et Smil.
Jeg tror dog nok, at jeg oprigtig begræd Tabet af min Ven og ofte savnede ham. Sammen med en af vore Piger havde jeg en Gang besøgt E15 ham i hans fattige Hjem, hvad jeg længe efter var stærkt optaget af. Han havde siddet med et af Børnene paa Skødet og leget med det, havde dikkedikket det med sin Fingerstump, saa Barnet skreg af Glæde. Noget saadant var aldrig hændet mig selv. Trods Børnenes lappede Tøj og hele Stuens Fattigdom havde jeg ikke været langt fra at misunde dem dette Hjem og denne Far og ønske mig i deres Sted.
*
21 Ved denne Tid begyndte et nyt Livsafsnit for mig, idet jeg kom i Asyl-Skolen. Kort forinden havde jeg faaet Lov til at færdes alene paa Gaderne, og derved lærte jeg først Byen rigtig at kende. Hidtil havde jeg maattet traske i Hælene paa Barnepigen, der trak afsted med de endnu mindre Børn og altid holdt sig til Hovedgaderne og Byens to Lystanlæg, Tøjhushaven og Skovbakken. Nu søgte jeg ned til Havnen, hvor der altid var saa meget at se paa og undre sig over, Skibe, der lossede eller ladede, Fiskerbaade, der kom ind fra Fjorden med Garnene glimtende af Sølvskæl. Og der var Tørvebryggen, hvor de store, flade "Kaage" lagde til med deres Last af Mursten, Brænde og Tørv, som førtes hertil med Strømmen helt inde fra Silkeborgegnen. Her omkring Havnen laa desuden den ældste Bydel, hvis mange sære Smøger med underlige Navne fristede min Nysgerrighed: Dytmærsken, Kereveder, Peberslippen, Trangstræde. Flere af disse folketomme Smug, der bugtede sig mellem høje Pakhusgavle, var saa smalle, at Lyden af ens 22 egne Skridt genlød hult derinde som i en Tønde. Jeg var aldrig rigtig modig ved at gaa igennem dem. De gamle, udadhældende Bindingsværksmure saa' ud, som om de vilde falde ned over Hovedet paa En; og hørtes gungrende Fodtrin nærme sig fra den anden Ende af et saadant kroget Stræde, var det uhyggeligt, fordi man ikke kunde se Vedkommende, før han dukkede op lige for Næsen af En.
I dette skumle Bykvarter boede et Menneske, der havde beskæftiget mig fra den første Gang, jeg hørte om ham. Det var en døvstum Skomager15. En Dag tog jeg Mod til mig og gik ind i den Gyde, hvor han boede. En rødmalet Støvle, der hang over Indgangsdøren, angav Stedet, og her sad han ganske rigtigt bag Vinduet ved sit lave Skomagerbord. Jeg sneg mig langsomt forbi den aabent staaende Dør og hørte den uhyggelige Gøen, hvormed han forsøgte at gøre sig forstaaelig for en Kunde. Det var en rystende Oplevelse! Et voksent Menneske, der endnu ikke kunde tale. Et stort Mandfolk 23 med Skæg og E16 Briller, der glammede som en Hund. Det førte ind i et Mørke, der fik Tanken til at svimle.
Disse mangeartede nye Indtryk fortrængte efterhaanden ganske Erindringerne om den By, jeg for blot et halvt Aar siden16 var kommen fra, og hvor jeg var født. Ogsaa den havde Navn af Købstad, men var ikke saa lidt mindre end Randers17 og havde en halvt landsbyagtig Karakter til Trods for, at det var en befæstet Stad omsluttet af høje Volde med røde Skilderhuse og svære Kanoner paa. Men indenfor Voldene var der fredelige Marker, hvor der græssede Køer og Faar, og hvor jeg selv havde plukket Mælkebøtter. Noget Helhedsindtryk af Byen var ikke bleven tilbage hos mig. Vore Erindringer fra den tidlige Barndom er jo altid uden Sammenhæng. Det er Øjebliksbilleder, der af en eller anden Grund er bleven fredet af Mindet18. De løfter sig op fra Sjælens Urtidsmørke som solbeskinnede Klippetinder fra et Hav, hvor en Verden er gaaet under. De største Begivenheder kan totalt 24 udslettes, mens Erindringen om en Kokasse, man var saa uheldig at træde i, eller om en ituslaaet Kop bevares trofast helt op i den høje Alderdom.
Ikke en Gang Opbrudet fra min Fødeby og Ankomsten til Randers husker jeg synderligt af, endskønt jeg paa denne min tidligste Rejse gjorde Bekendtskab med Tidens store Vidunder "Dampvognen". Jernbanen fra Aarhus til Randers – den første i Jylland – var nylig taget i Brug; men jeg sad under Kørslen og kiggede ud af Kupevinduet uden at blive imponeret. Jeg saa' jo nok, at Markskifterne drejede rundt som Møllevinger, og at Gruset paa Banelegemet løb bort under mig i lange Striber. Men det havde jeg set en Gang før paa en Markedsplads, da jeg kørte i Karussel. En enkelt Oplevelse fra mine tidligste Dage, da Tankelivet endnu laa i Svøb, velsagtens min allerældste Erindring, staar dog endnu den Dag i Dag tydelig for mig. Jeg ser mig selv sidde som en lille Buksetrold paa det nederste Trin af vor Havetrappe og gennem dets jernstøbte 25 Sprinkler stirre ned paa nogle blege Græsstraa, der var vokset op dernede mellem Havegrusets mangefarvede Smaasten. Jeg var gaaet saa ganske op i Synet, at jeg var bleven borte for mig selv, var "faldet i Amdam19", som man den Gang sagde om et Barn, naar det er blevet rørt af den Tryllestav, der for nogle Øjeblikke udløser det af Virkeligheden og bortfører Sjælen til et underfuldt Liv i lykkelig Selvforglemmelse. Hvad jeg tænkte, da jeg vaagnede op af Fortryllelsen, véd jeg ikke. Men noget usædvanligt maa jeg dog have følt derved, siden jeg har husket Oplevelsen, mens saa meget andet fra den Tid er bleven Nat og Taage20.
(Fortsæt til kapitel 2)
