Drengeaar, kapitel 4

75 E35

Fjerde Kapitel

Det gyselige Navn Pontoppidan hørtes første Gang her i Landet henimod Midten af det 17. Aarhundrede. Fem Sønner af en Mand, der hed Erik Knudsen og var Forvalter og Ridefoged i Broby paa Fyn, fik den daarlige Idé efter lærde Folks Skik at stadse deres gode danske Navn op med en latinsk Adrienne1, en naragtig Paafugleham. Den ene af disse unge Mænd, der alle blev Præster, var pudsigt nok den senere saa højt fortjente Sprogmand og Biskop Erik Eriksen Pontoppidan, der forfattede den første danske Grammatik "for at hæve Modersmaalets Anseelse og Dyrkelse". En af Ulemperne ved Navnet er Usikkerheden med Hensyn til Udtalen. I min Barndom lagde de fleste Tonen paa den første Stavelse, andre 76 derimod paa den næstsidste, sagde altsaa Pontoppidan. Nu for Tiden lægges Trykket fortrinsvis paa anden Stavelse, hvad sproglig set er ukorrekt, men velsagtens falder de fleste mere mundret. Adskillige – og da særlig alle Udlændinge – er dog stadig i Forlegenhed med Udtalen; og allerværst er det, naar en Bærer af Navnet kommer til fremmede Lande og skal forestille sig, f. Eks. i Tyskland, hvor man i Regelen opfatter Navnet som von Toppidan. Han risikerer med andre Ord at blive betragtet som adelig og tituleret Hr. Baron.

Efter at det første Kuld Pontoppidan'er var spredt omkring i Landets E36 Præstegaarde, varede det ikke længe, før Navnet blev saa almindeligt knyttet til Kirken, at det næsten var enstydig med en Gejstlig. Allerede i Hundredaaret derefter kan Stamtavlen anføre mere end 300 Præster, der har baaret Navnet eller giftet sig ind i Slægten, "deriblandt syv Bisper, mange Provster og Jubellærere"2. En saadan Kaldsaand, nedarvet fra Fædre til Sønner og Svigersønner gennem 77 tre Aarhundreder, sætter naturligvis sit Præg paa en Slægt. For min Fars og Farfars Vedkommende kom dertil, at de ogsaa paa mødrene Side var Børn og Børnebørn af Kirken3. Et fremtrædende Karaktertræk hos dem begge var da ogsaa Embedsmyndighed og kraftig Selvhævdelse. Bispen i Aarhus havde i sin Tid indstillet en anden af Ansøgerne til Embedet som Sognepræst i Randers; men da Far fik Nys derom, var han gaaet direkte til Ministeren og paa dennes Raad til Kongen, Fr. VII. Denne Dristighed tilgav Bispen ham aldrig. I alle de 16 Aar, Far beklædte Embedet, lagde den højærværdige Olding demonstrativt sine pompøse Visitatsrejser udenom Randers, satte i hvert Fald aldrig sine Bruneller i Præstegaarden4. Dette betragtedes af mange som en Art Banlysning, beskæmmende ogsaa for Byen, hvad der sikkert bidrog til at vedligeholde Utilfredsheden blandt Borgerne.

Far var en højvoksen, mager Mand, skægløs med Undtagelse af de smaa Bakkenbarter, som den Gang – i "Fadermordernes" 78 og de høje Halsbinds Tid – var saa almindelige blandt Præster, at de næsten opfattedes som et Tilbehør til Embedsdragten paa samme Maade som Overskægget til Militæruniformen. Han havde karakterfulde, skarpt skaarne Træk, men maatte paa Grund af en Øjensvaghed altid gaa med store, mørkeblaa Briller, der ved at skjule Blikket forøgede Indtrykket af Strenghed. Som ung, 26-aarig Kandidat havde han i Egenskab af Skibspræst deltaget i Orlogsfregatten "Bellonas" Rejse til Sydamerika omkring Cap Horn. Men det var Helbredshensyn, ikke Eventyrlyst, der førte ham ud paa denne lange Sejlads. Han var et udpræget Hjemmemenneske, og trods sin livlige Aand og skarpe Forstand havde han vanskeligt ved at komme paa Talefod med Fremmede undtagen som Præst og Sjælesørger. Af Omegnens Kaldsfæller var der kun nogle faa, han havde Samkvem med. Blandt dem var den landskendte, fyrige Grundtvigianer Christiani5 i Bjerregrav, den mere afdæmpede Pastor Slamberg6 i Støvring og frem 79 for alle hans Ungdomsven, den helt sagtmodige Pastor Boesen7 i Harridslev. Navnlig det sidste Sted med den gammeldags hyggelige Præstefamilje og store Frugthave var for os Børn et sandt Paradis at komme ud til, E37 da vi var smaa. Men for Far med hans Ømtaalighed kunde endog Samværet med disse Præstevenner undertiden virke forstemmende. I de teologiske eller politiske Disputer inde i Studerekamrenes tætte Tobakstaage gik det ofte varmt til, og under Hjemkørslen kunde han være ret ilde tilmode.

Blandt Egnens andre Præster var et Par gamle Rationalister, der – uberørt af Tidens kirkelige Røre – havde forskanset sig i et retskaffent Fromhedsliv og væsenlig optoges af Hverdagens private Smaaglæder og Kyllingesorger. Andre gik helt op i Driften af deres store Præstegaardsavling, der kunde omfatte nærved hundrede Tønder Land. Trods Mynster og Grundtvig, trods Kierkegaard og Martensen var det Kostalden og Marken, Spillebordet og Romflasken, der 80 især lagde Beslag paa disse gejstlige Storproprietærers Tid og Tanker8. Flere af dem var stærkt forfaldne, et Par af dem vitterlig sindsforstyrrede. Saaledes levede der nogle Mil fra Randers en Præst, der paa mørke Aftener morede sig med at skræmme sine Sognebørn ved at vandre omkring paa Landevejene indhyllet i et Lagen som et Spøgelse.

I selve Randers var der foruden Far tre andre fungerende Gejstlige, nemlig en gammel residerende Kapellan9 og to fordrevne sønderjyske Præster10, som efter Krigen havde faaet midlertidig Ansættelse der i Byen. Men heller ingen af dem mindes jeg nogensinde at have set i Præstegaarden. Saa var der tillige Rabbineren11 for Byens talrige jødiske Menighed, næsten to hundrede Familjer med Synagoge og egen Kirkegaard. Det var en graaskægget lille Mand paa Alder med Far, med stor Familje ligesom han og omfattende teologisk Lærdom. Men hans jødiske Rettroenhed faldt Far for Brystet, og desuden var han Tysker, havde Doktorgraden 81 fra et tysk Universitet, og alene dette umuliggjorde den Gang – saa kort efter Krigen – al Omgang udover tilfældige Gademøder.

Endnu en fjerde gejstlig Person var nylig til almindelig Forbløffelse dukket op i Byen, og Forholdet til ham var ikke alene for min Fars men ogsaa for de andre Præsters Vedkommende øjeblikkelig blevet et aabenlyst Fjendskab. Han var nemlig katolsk. Efter mere end 300 Aars Forløb havde igen en romersk Pater vist sig i Randers, hvor Befolkningen i Reformationstiden havde været saa fanatisk luthersk, at Magistraten i 1531 lod Poul Eliæsens12 Forsvarsskrift for Messen13 nagle til Kagen. For et halvt Aarhundrede siden, i 1808, da Napoleon sendte spanske og franske Hjælpetropper til Danmark og et Regiment Spanioler var indkvarteret i Randers, fulgte der ganske vist ogsaa en E38 Del fremmed Gejstlighed med herop, og der blev rejst Altre og holdt katolsk Gudstjeneste paa Byens Torve. Men det var Feltpræster, der kom og gik med Hærene. Denne 82 derimod havde slaaet sig ned i Byen for at blive her. Han havde indrettet sig en Bolig og en Bedesal i et af "Slotsgaardens" mange gamle Huse, og det hed sig, at han ved udstrakt Godgørenhed allerede havde vundet en Del Tilhængere blandt Byens Fattige.

Denne fremmede Præst14, som jeg et Par Gange havde set paa Gaden – en yngre Mand med et rundt, glatraget Ansigt – skulde jeg paa ejendommelig Maade komme i nærmere Berøring med.

I et Frikvarter kom en af de lidt ældre Skoleelever hen til mig paa Legepladsen, stak fortrolig sin Arm ind under min og hviskede mig i Øret, at han havde en Indbydelse til mig. Da han saa' min Forbavselse, trak han mig til Side for at ingen skulde høre os. Han var Søn15 af selve Skolens Rektor, en underlig forvirret og excentrisk Fyr, som man ikke let blev klog paa. Efter at have forvisset sig om, at der ikke var nogen i Nærheden af os, som lyttede, sagde han, at det var den katolske Præst, der gerne vilde gøre mit Bekendtskab. Han 83 havde selv været hos ham et Par Gange sammen med Pedellens Søn16, der havde Bekendte i Slotsgaarden. De var bleven glimrende modtaget, havde faaet Vin og Kager, og Præsten havde hver Gang opfordret dem til at komme igen og tage et Par Venner med sig. Det lød lidt mærkeligt. Da jeg bad om nærmere Forklaring, sagde han, at det vilde være for omstændeligt at udvikle Sagen her i Frikvarteret. Vi maatte hellere træffes efter Skoletid og tales ved i et af Byens Anlæg. Om Eftermiddagen mødtes vi saa i Tøjhushaven og satte os paa en Bænk i en af Havens mindst befærdede Gange.

Men ogsaa her indspandt han sig i stor Hemmelighedsfuldhed, og tilsidst tav han helt, idet han krævede af mig, at jeg først skulde sværge paa, at jeg ikke vilde lade hans Betroelse gaa videre til noget Menneske. Jeg svor. Og nu fortalte han mig, at han allerede var overbevist Katolik og hjemme hos sig selv, i et af Skolens tomme Kælderrum, havde indrettet et Kapel med Alter og Bedeskammel, hvor han daglig tilbragte et 84 Par Timer med Bodsøvelser og religiøse Betragtninger. Endvidere fortalte han om et katolsk Institut i Rom, der uden Betaling optog og underholdt Drenge og unge Mennesker fra alle Verdens Lande. Baade han og jeg kunde naarsomhelst komme dertil paa Præstens Anbefaling. Og alting var gratis. Endogsaa Rejsen derned blev betalt.

Det lød altsammen for eventyrligt til, at jeg kunde tro paa det. E39 Det var desuden en bekendt Sag, at Rektorsønnen holdt af at gøre sig interessant med al Slags fantastisk Paahit. Men min Nysgerrighed var bleven vakt, og Dagen efter fulgtes han og jeg til Slotsgaarden for at besøge Præsten. En ældre Husholderske lukkede op for os. Først bekiggede hun os forsigtig gennem Dørsprækken; men da hun fik Øje paa min Ledsager, aabnede hun helt, og vi blev ført ind i en stor Stue med en egen røgelsekrydret Atmosfære, der straks hensatte mig i en fremmedartet Verden. Lidt Aftensol faldt ind gennem de to lave Vinduer, og ved det ene af dem sad Præsten tilsyneladende fordybet 85 i en Bog. Han tog venligt imod mig. "Se-se! En Søn af Sognepræsten! Velkommen, unge Mand!" Han talte Dansk med fremmed Akcent, brød paa Maalet omtrent som vor holstenske Skrivelærer, sagde "jaj" og "maj" og "Ach so!" Da han hørte, at vi ikke skulde i Skole den næste Dag, fordi det var Helligdag, studsede han først; men da han fik at vide, at det var Store Bededag17, gled der et lille Smil over hans glatte, runde Ansigt. Ingen af os Drenge vidste rimeligvis, at Bededag var en speciel dansk Helligdag, endsige, at den oprindelig indstiftedes "til Afværgelse af papistiske Anslag og Rænker", som det udtrykkelig hedder i den gamle Forordning. Men Præsten har sikkert nok vidst Besked. Derfor Smilet.

Der blev nu banket paa Døren. Husholdersken kom ind med Vin og Kager paa en Bakke. Præsten skænkede selv i Glassene. Han fortalte, at Vinen var fra hans egen Hjemegn ved Mosel, Peberkagerne ogsaa. Saa løftede han sit Glas og hilste paa os, som om vi var voksne Mennesker. Jeg var 86 ganske overvældet. I mit stille Sind gjorde jeg Rektorsønnen den Indrømmelse, at dette virkelig var en Mand, man maatte holde af. Præsten udspurgte mig om mine Fremtidsplaner, og da jeg svarede, at jeg vilde til Søs for at komme ud og se mig om i Verden, smilte han og sagde, at det samme Ønske havde han selv haft i min Alder og præcis af samme Grund. Og nu var han dog altsaa bleven Præst. Men Haabet om at lære fremmede Lande at kende havde han alligevel fuldt ud faaet opfyldt, takket være den verdensomspændende Kirke, han tilhørte. Og han fortalte om alle de Steder, han havde været udsendt til, om Jerusalem og det hellige Land, men især om Rom. Og nu var han altsaa havnet her i "det kære lille Danmark", som han sagde.

Paa Hjemvejen tog min Ledsager mig paa sin fjantede Maade under Armen. Han vilde absolut, at jeg skulde følge med ham hjem og se hans hemmelige Bedekammer, hvor vi saa kunde holde Andagt og i Fællesskab bede om, at det maatte forundes os at komme 87 til Rom og E40 blive optaget paa Præsteseminariet. Jeg frigjorde mig for ham med en Følelse af Ubehag. Men Udlængslen havde rejst sig kraftigt i mig ved Præstens Fortællinger. I de følgende Uger var vi flere Gange henne i Slotsgaarden og havde lange Samtaler med ham. – Under et af disse Besøg viste han os en Mappe med kolorerede Billeder af italienske Landskaber med Kirker og Klostre i en ferskenfarvet Belysning, der ganske besnærede mig. Ogsaa var der Billeder af Seminariet i Rom og af Eleverne i deres klædelige Abbatedragter18, og hvad han forklarede mig om Optagelsen paa denne Skole svarede nogenlunde til, hvad min Kammerat havde fortalt mig derom. Med andre Ord: i katolsk Forklædning vilde jeg kunne faa Porten ud til den store, vide Verden til at aabne sig for mig som ved et Trylleri. Det galdt blot om at opnaa mine Forældres Samtykke til Rejsen. Men hvorfor skulde de nægte mig den? Alting var jo gratis. Ogsaa Jernbanebilletten blev betalt.

Den hele straalende Luftspejling opløste 88 sig naturligvis for mit Vedkommende i Dunst. Vore Besøg i Slotsgaarden kunde i Længden ikke hemmeligholdes19. De kom snart ogsaa mine Forældre for Øre og gav Anledning til et stort Forhør i Fars Stue med ubekvemme Følger for mig. Rektorsønnen derimod kom virkelig til Rom og blev optaget som Prøvelærling i Propagandaens Præsteskole dernede. Hans Far har velsagtens ment det værd at forsøge, om man ad den Vej kunde faa et ordentlig Menneske ud af ham. Jeg saa' langt efter ham, da han rejste; ja i min Græmmelse tænkte jeg endogsaa paa at rømme hjemmefra ved at skaffe mig Hyre paa et eller andet Skib, der gik i Langfart. Nede ved Bryggen i en gammel Krambod, der navnlig søgtes af Havnens Folk, havde jeg den sidste Tid holdt til i Smug sammen med et Par andre Kammerater, der heller ikke hørte til Skolens Pragtblomster. Butikkens Indehaver var en halvgammel Fyr, der godmodig gav os Drenge Lov til at sidde paa Disken og smøge "Mosrose" af Kridtpiber. Kunderne – mest 89 Smaaskippere og Lodser – var næppe allesammen forhenværende Kinafarere; men denne mørke Bod med dens Lugt af Tovværk og Tjære, og disse gamle Ulkes drøje Fortællinger om deres Eventyr paa de store Have vedligeholdt stadig den rebelske Uro i mit unge Blod.

Der skete nu det, at den katolske Præst pludselig og hemmelighedsfuldt forsvandt fra Byen og sin lille Menighed. Rygterne svirrede. Det forlød, at hans Bortrejse ikke var frivillig. Man sagde, at hans Interesse for en yngre Enke havde været varmere end tilladeligt, og at han var kaldt bort for at afsone Brøden med Faste og Bøn i et strengt Klosterfængsel i Udlandet. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg E41 skulde tænke derom. Navnlig det med Klosterfængslet lød jo uhyggeligt. Dertil kom, at jeg til min Forundring aldrig hørte noget fra Rektorsønnen. Jeg havde ventet at faa lange Beskrivelser af alt det vidunderlige, han oplevede. Men han, den altid snakkende og deklamerende, var bleven tavs som – ja som et Fængsel. Det 90 var maaske alligevel ikke altsammen saa straalende derude i det Fremmede som jeg havde forestillet mig det.

En Del Aar efter hørte jeg, at den forhenværende Skolekammerat nu var kommen tilbage til Landet som katolsk Præst. Men end ikke Kirketugtens Strenghed syntes at have formaaet noget overfor Vildskuddene i hans Natur. Til sine Troesfællers Forfærdelse kastede han sig ret ubehersket og forvirret ud i Dagens politiske Stridigheder, og da han ikke paa anden Maade lod sig bringe til Tavshed, blev han anklaget for alvorligere Forseelser20 og ligesom sin tidligere Skrifte- og Lærefader i Randers forvist til et ensomt Kloster i Syden. Der hørtes aldrig noget om ham siden21.

**
*

Disse og andre Uheld for den katolske Propaganda har som bekendt ikke formaaet at hindre Pavekirkens støtte Fremgang her i Landet. Et af de katolske Ugeblade meddelte 91 nylig, at der nu er 25 Tusinde Katoliker i Danmark. I Betragtning af den Mangfoldighed af katolske Kirker og Kapeller, de mange Skoler, Hospitaler og Klostre, der efterhaanden er opstaaet her, kan Tallet maaske ikke kaldes overvældende. Men i Norge findes der – efter samme Kilde – knap 3 Tusinde Katoliker, i Sverige, hvis Folketal omtrent er saa stort som Norges og Danmarks tilsammen, et lignende Antal. Med andre Ord: der er i Danmark mere end 8 Gange saa mange Katoliker som i noget af de nærmeste skandinaviske Lande. Det er en Forskel, der vækker til Eftertanke.

Paa Forhaand skulde man jo tro, at Romerkirken ikke kunde have store Chancer i Kingos og Grundtvigs Fædreland. Endnu i sine Oldingeaar rejste den sidste af disse lutherske Slagbjørne sig i al sin plumpe Vælde og langede ud efter Pavestolen med sin tunge Lab. "Kan dog ikke enhver, der har sund Menneskeforstand, begribe, at Paven i Rom er det største Vrævlehoved under Solen," hedder det i hans sidste større 92 Skrift: "Den kristelige Børnelærdom"22. Og hans Ord faldt jo i gødet Jord, blev modtaget og efterlevet af hans store Menighed i det danske Folk.

Men alligevel!

E42 Nu var Grundtvig og hans Disciple vel heller ikke de rette Vaabendragere, naar det galdt om at tage Kampen op mod den indtrængende Katolicisme. De havde selv beredt den Vejen. Med samme larmende Nidkærhed, hvormed Grundtvig væltede sig ind paa Pavemagten, havde han tidligere forkætret Rationalisterne og deres Form for Gudsdyrkelse. Den "sunde Menneskeforstand", som han i ovennævnte Stykke paakalder overfor Rom, havde han og hans Meningsfæller været de ivrigste til at mistænkeliggøre og nedbryde hos Folket. Vi har derfor nu en Kirke, hvis Præster ligger i Haarene paa hinanden som Advokaterne i en holbergsk Komedie, hvor den ene Sognepave nedtordner den anden og med Grundtvig som Forbillede kræver Plads for sig og sine private Meninger. Kan man da undre 93 sig over, at flere og flere af Menighedens bekymrede staar vaklende og vigende overfor den maalbevidste katolske Kirke og dens uselviske Præster, der samdrægtige som Myrer opbygger og befæster Pavestolens Verdensherredømme?

Foreløbig har vi altsaa 25 Tusinde rettroende Katoliker i Danmark, – allerede et helt lille Bispedømme. Skal denne Udvikling fortsættes? Skal vore Efterkommere maaske en Gang opleve, at Protestantismens Prækestol, der rager saa anmassende frem i Kirken med sin egen Himmel og helt har forandret Rummets oprindelige Karakter, eller at de mer og mindre magelige Stolestader, der afløste de katolske Knæleskamler og ligeledes har bidraget til at omskabe Templet til en Høresal, – at alt dette ryddes ud og sælges som gammelt Skrammel? Skal den stille Messes højtidsfulde Stemning atter fylde Kirken, mens Røgelseduft stiger op mod dens Hvælvinger? Skal barfodede Munke og andre Kuttemænd igen vise sig paa vore Landeveje med Tiggerpose og Pilgrimstav? 94 Og vore mange børnerige Præstegaarde, der i fire hundrede Aar har været Kulturens livsfrodige Avlscentrer her i Landet, skal de en Gang i Fremtiden omdannes til Hjem for Asketer og klosterlige Barmhjertighedsgerninger? Med al Ærbødighed for katolske Nonners og Ordensbrødres fromme Selvfornægtelse – kan vi ønske det? Hvor langt den enkelte end kan have fjernet sig fra den brøstfældige lutherske Kirke, den er dog nu en Gang vor Aands Vugge og Rangle, der har lagt Grunden i os til det, vi er blevet. Som Modermælken fortsat har Indflydelse paa Barnet længe efter, at det er vænnet fra, saadan ogsaa med Hjemmets Tros-liv og alt, hvad der er sunget ind i os som smaa23. Ad mange skjulte Veje vedbliver det at indvirke ogsaa paa de Frafaldne med Mindets Magt og i alle Livets store Øjeblikke at stemme Sindet i Orgeltone.

(Fortsæt til kapitel 5)

 
[1] Adrienne: en løstsiddende damekjole med langt slæb. Ordet forekommer i flere af Holbergs komedier. tilbage
[2] "i Løbet af 250 Aar, flere end 300 Gejstlige, hvoriblandt 7 Bisper, 3 Dr. theol. og 4 Professorer, og 21 havde været Jubellærere" – Kantor Giessing: Jubel-Lærere, 1783 citeret i Slægten Pontoppidan, 1905, s. III. der tilføjer:

Hvormeget dette Tal i de 125 Aar, som ere forløbne siden Giessings Opgørelse, er bleven forøget, har jeg ingen bestemt Mening om; med det bliver sikkert et langt større Tal (…) Af selve Navnet Pontoppidan har der kun være 30 Præster.

tilbage
[3] Børnebørn af Kirken: Dines Pontoppidans mor var datter af stiftsprovst, senere biskop Rasmus Jansen (1746-1827) der var søn af en parykmager og giftede sig med datteren af en hattemager og derefter en klokker-datter. Børge Dinesen Pontoppidans mor, Birthe Maria, var datter af nordmanden, provst og sognepræst på Falster, Isak Abrahamsen Sidenius (1712-80). tilbage
[4] aldrig: som påvist af P.G. Lindhardt er dette ikke rigtigt. tilbage
[5] Christiani: Anton Carl Emil Christiani (1817-1901) sognepræst indtil 1871 i Bjerregrav, derefter Nysted. tilbage
[6] Slamberg: Hans Christian Slamberg (1816-89). tilbage
[7] Boesen: Georg Ferdinand Boesen (1810- ), en nær ven af Dines Pontoppidan siden 1840erne, da Boesen var præst i Vodder og DP i Ribe (se Lindhardt: Præsten Dines Pontoppidan, 1948). Boesen talte ved DPs begravelse 6.6.1879. tilbage
[8] Trods (…) og Tanker: Citat fra Kirken og dens Mænd. tilbage
[9] residerende Kapellan: Nicolai Eeg Kruse (1797-1868) i embedet siden 1841. tilbage
[10] sønderjyske Præster: Jacob Hansen og L. J. Levinsen der begge havde været sognepræster i Sønderjylland og blev afskediget efter landsdelens afståelse i 1864, da de nægtede at aflægge prøjsisk embedsed. De to, der var svogre, flyttede til Randers, hvor de i nogle år må have fungeret som hjælpepræster aflønnet af byens præster. Først efter kapellan Kruses død i 1868 blev de konstitueret som kapellaner. tilbage
[11] Rabbineren: dr. phil. Meyer Abraham Wreschner (1832-1903). I 1880 havde han og Betty f. Oppenheim 9 børn i alderen 0-14 år (folketælling 1880). tilbage
[12] Eliæsen: HP anvender (med hvilken kilde?) den fejlagtige Fordanskning Eliesen/Eliæsen af Povl Helgesen (f. ca. 1480), svenskfødt karmelitermunk der allerede før Luther var kritisk over for Romerkirkens misbrug. Men han var imod den danske reformations revolutionære karakte. En udgave af "Povel Eliesens danske Skrifter", 1855, kan være HPs kilde. tilbage
[13] Forsvarsskrift for Messen: Om then Papistiske Messe, hvis oprindelige form er gået tabt. tilbage
[14] Denne fremmede Præst: Conrad Freund, født c. 1840 i Hannover, boede i 1870 i Slotsgaarden matr. nr. 157 som logerende hos garversvend Peter Lehmann og familie (folketælling 1870). tilbage
[15] Søn: Axel Vilhelm Magnus Whitte, f. 5.5.1853. tilbage
[16] Pedellens Søn: Johan Mejlby kom ind på skolen i undervisningsåret 1870-71, f. 16.9.1858. tilbage
[17] Store Bededag: 13. maj 1870. tilbage
[18] Abbate: Abbed, katolsk klosterforstander; her blot munkedragt. tilbage
[19] hemmeligholdes: den ejendom som den katolske præst boede i tilhørte læge P.C. Møller, hvis familie var gode venner med Pontoppidans. I samme ejendom boede desuden adjunkt ved den lærde skole Hans Øllgaard Lind, som havde Henrik Pontoppidans klassekammerat Niels Haarup Bang boende som logerende. tilbage
[20] Forseelser: Axel Whitte var præst ved det katolske kirkesamfund i Svendborg indtil 1893, derefter kom han til Odense. I august 1898 blev han anklaget for uterligt forhold til piger på 8-13 år som han underviste enkeltvis i sit hjem. Ekstraretten i Odense idømte ham 22.12.1898 en straf på 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød (ved højesteretsdom 13.11.1899 dog nedsat til 4 gange 5 dage). Straffen blev forholdsvis mild fordi det ikke var bevist at legemlig omgang havde fundet sted – ellers var straframmen efter 1866-loven 8 års strafarbejde. tilbage
[21] se brevet 22.2.1934 fra Axel Whittes søster til Pontoppidan, hvori hun protesterede mod hans udlevering af broderen. tilbage
[22] Den kristelige Børnelærdom: en samling afhandlinger fra 1855-61, udgivet som bog i 1868. Citatet er fra "Den Christelige Daabs-Pagt", side 19. tilbage
[23] Modermælken: Lf. Lykke-Per kap. 21. tilbage