Drengeaar, kapitel 6

119 E52

Sjette Kapitel

Vinteren efter1 havde vi i Præstegaarden Besøg af en Onkel, en Farbror, der var Købmand og Skibsreder i Helsingør2. Han dukkede en Dag uventet op hos os, formummet som Vildmand i en Bjørnebælg, med Pelshue ned over Ørene og lodne Skaftestøvler. Han kom fra en Strandingsauktion paa Vestkysten, hvor et stort Sejlskib i en Snestorm var kastet ind paa Revlen og gaaet til Grunde. Det hørte med til hans Forretning at opkøbe Vrag og hjemføre Tovværk, Ankere, Sejl og andet løst Gods til Anvendelse i hans egne mange Skuder, der var en af de største Sejlskibsflaader her i Landet. Afklædt Bjørnehuden, Pelsstøvlerne og det øvrige Rejseudstyr blev der tilbage en høj, mager Mand, hvis Udseende kun daarligt 120 svarede til Forestillingen om en Storkøbmand og Reder. Med sine blaafarvede Briller og sit høje, sorte Halsbind, var han ganske et Genbillede af min Far. Blot lignede han paa Grund af sine grovere Ansigtstræk mere en Lægprædikant end en Gejstlig.

Blandt de Ting, som de omtrent jævnaldrende Brødre drøftede under Besøget, var Fars vedvarende Bekymring for min Fremtid. Han havde ikke sluppet Tanken om at faa mig anbragt ved Handelen, og nu benyttede han Lejligheden til at tale med Onkel derom. Resultatet blev, at jeg i Sommerferien skulde komme over til ham, saa han kunde skønne om mine Muligheder i Købmandsfaget. Jeg var jo flink til Regning og kunde vist ogsaa nok gøre Fyldest ved almindeligt Kontorarbejde – mente Far.

Jeg sagde hverken Ja eller Nej, da jeg hørte derom. En Sommerrejse til Helsingør vilde jeg naturligvis ikke modsætte mig; men iøvrigt havde jeg mine egne, ganske bestemte Planer for min Fremtid, som ingen skulde faa mig fra. Det var ikke længer Søen 121 og fremmede Lande, der fristede mig. Jeg vilde være Polytekniker. Opfinder. Aldrig skulde jeg lade mig hverken lokke eller true til at blive andet, end E53 hvad jeg selv følte Lyst og Kald til. Det Ord Trahimur, som Augustin gjorde til sit Valgsprog og lod indgravere i sit Signet3, kendte jeg naturligvis ikke den Gang, og jeg vilde vel heller ikke have forstaaet den Erfaring om Livet, som det udtrykker. Vi føres. Stik imod vore egne Ønsker og Forhaabninger, ja mangen Gang paa Trods af den sejgeste, den selvherligste Vilje, narres eller nødes vi Skridt for Skridt til at opfylde vort Livs Bestemmelse, som maaske først bliver os aabenbar ved Vejens Ende.

En lys Sommernat sejlede jeg saa over Kattegat med Københavnsdamperen, der stoppede op udfor Helsingør, naar der var Passagerer dertil. En Færgebaad kom ud og hentede mig. Jeg havde ventet at finde Onkel paa Bryggen. Jeg vidste, at han altid var tidlig ude og af Toldbodens Nattevagt blev kaldt for Byens Morgenstjerne. Allerede 122 Klokken fem plejede han at vise sig ved Havnen og – endnu morgenrusten i Mælet – at give sig i Snak med Færgemænd og Kadrejere4 for at være den første til at komme i Forbindelse med de i Nattens Løb opankrede Skibe. Men vi havde under Overfarten haft en stiv, vestlig Kuling i Ryggen og var derfor kommet hertil længe før vi skulde. Klokken var knap nok fire. Det var dog højlys Dag med solrandede Skyer over Sundet, da jeg gik ind i Byen for at finde min Onkels Hus. Gaderne var endnu ganske tomme. Jeg maatte en Stund vandre omkring med min Vadsæk, før der viste sig nogen, jeg kunde spørge om Vej.

Onkels Hus – en gammel Bygning5 – laa paa Hjørnet af Byens Hovedgade og et snevert Stræde, som førte ned til Havnen. Det havde to lave Etager og to Indgangsdøre, som jeg begge fandt lukkede. Som alle de andre stumme Huse i Gaden gjorde det paa Grund af Dagslyset et uhyggeligt hensovet Indtryk paa mig. Jeg tog dog Mod til mig og ringede paa. Et Øjeblik efter blev 123 et Vindu paa første Sal smækket op. Med et Brøl, der gav Genlyd i Stilheden, spurgtes der: "Hvem dér?" Det var Onkel selv. Upaaklædt strakte han sig ud af Vinduet og kiggede ned. "Er det dig, din Lømmel! Kommer du her og vækker os midt om Natten? Vil du se, du kan skrubbe af."

Fra hans Besøg hjemme kendte jeg hans Maade at spøge paa og svarede frimodigt: "God Morgen, Onkel!" Lidt efter kom han ned ad Trappen og lukkede mig ind. Først betragtede han mig en Stund i Tavshed. Saa tog han mig til min Overraskelse med begge Hænder om Hovedet og sagde mærkeligt stille og bevæget: "Velkommen, min Dreng!" Mindedes han maaske, hvordan han selv for omtrent 40 Aar siden som nykonfirmeret var kommen hertil fra sin Fars Præstegaard E54 for at tiltræde Pladsen som Lærling i det samme Hus og den samme Forretning, hvis Chef han nu var? Af hvad Art hans Tanker og Forhaabninger den Gang har været, kan man vel nok slutte af, hvad der senere skete. Skønt knap nok helt 124 udvokset, da hans Principal døde, overtog han kort efter baade Ejendom og Forretning ved at gifte sig med den barnløse Enke6, der var 20 Aar ældre end han. Derefter varede det ikke længe, før der af den forholdsvis uanselige Krambod, hvor der solgtes Kandis og Rulleskraa, voksede en mangeartet Handelsvirksomhed, der blev en af den gamle Havnestads største.

Tilvæksten i medborgerlig Anseelse holdt dog ikke Skridt med Forretningens Fremgang. Hans paagaaende Væsen og barokke Humor faldt de fleste af de gamle, aristokratiske Handelschefer fra Sundtoldens Tid for Brystet. De respekterede hans Foretagsomhed men smilte af ham bag hans Ryg som af en Halvtosse. At han trods sin voksende Velstand intetsomhelst forandrede i sine nedarvede, nøjsomme Livsvaner, bidrog vist ogsaa til at holde hans Anseelse blandt Borgerne nede. Han holdt hverken liberiklædt Kontorbud eller Ekvipage og var ikke bange for selv at tage en købt Tovrulle paa Nakken og slæbe den hjem fra 125 Havnen, naar han var bleven uens med en Drager om Prisen derfor. Byens Selskabelighed deltog han heller ikke i. Paa Slaget ni gik han i Seng, og lige saa regelmæssigt forføjede han sig hver Søndag med sin nu næsten oldingeagtige Kone under Armen og Salmebog i Haanden til Højmesse i Olai Kirke.

Hans Bysbarn, M. Galschiøt, har i sin vidunderligt levende Bog om Helsingør7 givet et Billede af ham fra den Side, der vendte ud mod Verden. Den lodne Side. Det hedder her: "Den magre, glatbarberede Mand med det stive Halsbind, den grove Paryk, de skarpe Træk, den haarde Mund og det hvasse Blik bag Brilleglassene, var just ikke egnet til at vække umiddelbar Sympati. Han havde ogsaa Ord for at være en haard Mand, der tog sig godt betalt, naar Lejlighed gaves. Han var ikke bange for at give bort til nødlidende Fiskere og andre betrængte Folk; men laante han Penge ud, vilde han have dem igen, lige meget hvordan. Da han saaledes en Gang paa sin tidlige 126 Morgenvandring hørte, at en Mand, der skyldte ham Penge, var død i Nattens Løb, gik han sporenstregs til den Afdødes Hjem, fik hans Kone kaldt op og forlod ikke Huset, før han havde faaet hende til at udlevere den Afdødes Livspolice til Sikkerhed for, hvad han havde tilgode."8

Som en saadan stridhaaret Hyæne, der gik paa Rov blandt levende og døde, tog han sig vistnok ud i de flestes Øjne, og han var ikke selv uvidende derom. Men heller ikke paa dette Punkt fornægtede han E55 sin Oprindelse. Menneskers Dom gik ham aldrig nær. At være Byens Bussemand og indgyde sine Medborgere Frygt var ham vistnok snarest en Tilfredsstillelse. Smilte eller snerrede Folk af ham bag hans Ryg, lo han dem til Gengæld ganske aabenlyst op i Ansigtet. Men denne uvorne og fremfusende Mand var alligevel ikke saa lidt anderledes, end de fleste maatte tro. Hin forkomne Dreng fra den fattige Præstegaard paa Møen – den ellevte af femten Søskende – der for 40 Aar siden blev sendt ud i Verden 127 uden andre Tærepenge end sin Mors ømme Kys og sin Fars præstelige Formaninger, rystede han aldrig helt af Ærmet. Som han vedblev at være Kirken en lydig Søn, bevarede han Livet igennem en ærefrygtsfuld Kærlighed til Barndomshjemmet og værnede om Minderne derfra som om en hellig Skat. Længe efter, at begge Forældrene var døde, rejste han hver Sommer til Møen for at pleje deres Grave. Egenhændig vaskede han de hvide Marmorplader og opmalede Navnene paa dem; og til denne aarlige Pilgrimsfærd indbød han gerne et Par af Familjens yngre Medlemmer. Naar jeg efter hans Ønske var kommen derover just nu, kort før han agtede sig derned, var det netop for at jeg kunde være med i Følget.

Foreløbig benyttede jeg Dagene til at se mig om i den fremmede By. Der var jo Kronborg med det berømte Flagbatteri; og der var de Værelser paa Slottet, hvor Dronning Caroline Matilde havde siddet fængslet efter Hofrevolutionen 1772. Mere optaget var jeg dog af Byens Sejlskibsværft og af en 128 stor Ophalingsbedding, som tildels var Onkels Værk. Men ogsaa Opholdet i hans Kontorer interesserede mig mere, end jeg havde ventet. Dagen igennem indløb der Telegrammer og Breve fra Havnestæder rundtom paa Kloden. Onkel selv stod ved en Pult i det inderste, private Kontor og afbrød kun Arbejdet én Gang i Løbet af Formiddagen for at spise en Portion Øllebrød. I et Forkontor sad en yngre, rødhaaret Kontorist sammen med en gammel Skriver; de var hans eneste Medhjælpere. Han vilde ikke ses paa Fingrene, blev der sagt af Byens Skumlere; derfor førte han selv hele Korrespondancen. En Dag bragte jeg et Telegram fra Jokohama ind til ham. Da han havde fløjet det igennem, bredte der sig i hans uskønne Ansigt den gavtyveagtige Grimace, som var egen for ham, naar han blev glædelig overrasket. Et af hans største Skibe havde gjort en usædvanlig hurtig Rejse til Østen, og Kaptajnen udbad sig nærmere Ordre. "De Gutter skal sandelig ha' et Hurra!" sagde han. Og endnu før jeg kendte Aarsagen, maatte jeg stemme i med i et mægtigt Brøl, 129 mens han svang Telegrammet over Hovedet som et Flag.

E56 Om det Indtryk, hans Ejendoms lange Pakhuslænge og den gamle, tjæregrimede Gaardskarl gjorde paa Byens Ungdom har Galschiøt i sin Bog givet en malende Skildring. "Bygningen strakte sig langt ned i Hovedvagtsstræde", skriver han. "Med sine smaa, altid lukkede Lemme saa' den ud, som gemte den paa sære og mindre hyggelige Hemmeligheder, og fik man et Glimt at se af Pakhuskarlen "Sorte Kristian" og hans store glubske Hund, som vogtede Skattene derinde, veg man uvilkaarligt saa langt ud til Siden, som det smalle, mørke Stræde tillod. "Sorte Kristian" i Pakhuset og "Røde Møller9" i Butikken var for en Drengefantasi som en levende Illustration til "Krøniker fra Erik af Pommerens Tid"10."

**
*

En Dag opfordrede Onkel mig til at tage over Sundet og besøge en Fætter, der var Landmand og ejede en mindre Herregaard 130 i Nærheden af Helsingborg11. Han var en Slags Plejesøn af Onkel, der ikke selv havde Børn men desflere saadanne Plejebørn rundt om hos Familjens Smaakaarsfolk. Denne Fætter havde aldrig kendt sin Far, der havde været Styrmand og var druknet ved et Forlis i det biscayiske Hav kort efter sit Bryllup. Onkel havde købt denne Landejendom til ham, og han var allerede Ægtemand og havde et Barn i Vuggen. Trods Aldersforskellen tog baade han og hans smukke, unge Kone12 helt kammeratlig imod mig. Jeg følte mig straks hjemme hos dem, og især var jeg henrykt over igen at faa en Hest at ride paa. Hvad der dog mest optog mig, var de høje Klippevægge, der hist og her i Omegnen traadte nøgne frem i Dagen. For første Gang saa' jeg her Jordens Grundvold afdækket. Disse graa og rødlige Klippepartier var altsaa fremstikkende Knokler af Klodens Rygrad, som iøvrigt dækkedes af Jordoverfladens Muld, dens Skove og dyrkede Marker. Dette fremmede Syn aabnede for et Perspektiv, der førte mig helt tilbage 131 til vor Planets vulkanske Urtid. Men ogsaa Billedet af Danmarks Opstaaen Millioner af Aar senere som en løs Aflejring, en Istids-Muræne, gik rigtig op for mig her og beskæftigede mig siden som en Opdagelse, jeg selv havde Æren af.

Efter nogle Dages Ophold vendte jeg tilbage til Helsingør, og min Fætter fulgte med. Til min store Glæde skulde han ogsaa deltage i Møens-Turen, og straks den næste Morgen rejste vi sammen med Onkel til Stege ad Søvejen. Undervejs gjorde vi et Ophold i København for at se den store skandinaviske Industriudstilling, som denne E57 Sommer (1872) bragte en Mængde Mennesker til Byen, ogsaa mange Udlændinge. Man kunde i den Anledning høre Folk sige, at København i disse Maaneder var bleven et Verdenscentrum, og det var for mig en svimlende Tanke, at jeg her befandt mig i Verdens Midtpunkt. Sporvognene, Droskerne, selve Udstillingen med den vældige Industrihal, Tivolis Festillumination om Aftenen – alt syntes mig at bekræfte det. Om 132 det saa var Hundene paa Gaden, syntes de mig at have et fremmedartet Udseende og dertil en hoven Mine, som om de selv vidste, at de ikke var almindelige Provinskøtere. Paa Grund af Hotellernes Overfyldning tilbragte vi Natten i Nyboder hos min Fætters gamle Mor13, der i sin 30-aarige Enkestand havde levet her i nogle lave Stuer som Bestyrer af Nyboders Asyl. Hun var en hyggelig Morlille, der i sin Taknemlighed mod Sønnens Velgører kyssede Onkel ærefrygtsfuldt paa Haanden, da vi kom.

Her i København stødte en anden Fætter til, som ogsaa skulde gøre Rejsen med. Han var Forretningsmand fra en By i det sydlige Jylland, hvor han havde en Materialhandel14. Intet i hans Ydre (undtagen maaske Bakkenbarterne) tydede paa hans gejstlige Afstamning, men desmere hans Tale og hele Maade at være paa. Jeg var næppe bleven alene med ham, før han begyndte at holde en Formaningstale til mig om Ungdomslivets Farer og Fristelser. Med opløftet Pegefinger paalagde han mig ingensinde at glemme, at 133 jeg tilhørte en ædel Slægt, der ved Gudsfrygt og sædelig Vandel havde gjort sig æret og agtet i Landet. Jeg saa' forundret og ærgerlig paa ham. Skulde vi virkelig have det Lammeøje med paa Turen?

Den næste Morgen dampede vi i klart Sommervejr videre sydpaa.

I Afstand passerede vi Stevns Klint og Højerup med den 600 Aar gamle Kirke, der efter Sagnet hver Julenat flyttede sig et Hanefjed bort fra den truede Skrænt men alligevel tilsidst styrtede i Havet. Vi kom saa ind i Bøgestrømmen og fik Møen i Sigte forude. Under denne sidste Del af Sejladsen, mens Onkel opholdt sig paa Kommandobroen hos Kaptajnen, gik min svenske Fætter og jeg op og ned ad Dækket i livlig Samtale, mistænksomt iagttaget af den anden Fætter, der sad paa en af Bænkene ved Rælingen. Vi talte om vore fælles Bedsteforældre, de to gamle Præstefolk, hvis Grave vi var paa Vej til. Som faderløs Dreng havde han i sine første Aar haft sit Hjem hos dem, og jeg fik en hel Del mere at vide 134 om Livet i den fattige Præstegaard, end jeg tidligere havde vidst. Far talte kun sjelden om sit Barndomshjem. Det var, som om han havde en Sky for at vække Minderne derfra. Bedstefar havde været en vanskelig og stridbar Mand, E58 dertil vistnok en stejl Rationalist. Men der kan ogsaa have været andre Grunde til, at Far følte sig langt inderligere knyttet til sin Mor end til ham. Et Billede af hende hang paa Væggen over hans Pult, og mere end én Gang har jeg set ham staa foran det med Brillerne opskudte i Panden og betragte det andagtsfuld.

Hun var Datter af Aalborgbispen Rasmus Jansen, en velkendt og indflydelsesrig Mand i Aarhundredets Begyndelse. Men trods denne Familjeforbindelse, og skønt den ikke mindre ansete Stiftsprovst i Aalborg var hans Farbror15, blev min Bedstefar næsten 50 Aar og havde i det mindste 13 Børn, før han opnaaede at faa Sognekald. Før den Tid havde han været residerende Kapellan paa Bogø, og endnu tidligere Hjælpepræst et Sted i Djursland. Fra denne Stilling var han 135 af ubekendte Aarsager bleven afsat. En Tid derefter var han Feltpræst ved Hæren i Sønderjylland og kom som saadan i Forbindelse med Kronprinsen (den senere F. VI), der blev hans Beskytter. Om hans uafladelige Stridigheder med en møensk Godsejer16 havde der dannet sig en hel Sagnkreds paa Øen. Det gik saa vidt imellem dem, at den hovmodige Herremand en Gang sendte ham en Udfordring paa franske Kaarder, hvortil Bedstefar skal have svaret, at Kaardefægtning forstod han sig ikke paa, men Hundepisk og Knortekæp var han Mand for at haandtere, saa dersom Godsejeren vilde møde ham med samme Vaaben, skulde han faa de Tærsk, han aabenbart trængte haardt til.

Døden indhentede ham paa selve Prækestolen. Midt i sin Tale segnede han om ramt af et Slagtilfælde. I et Par Aar henslæbte han en Skyggetilværelse; men ogsaa i denne forblev han djærv og uforknyt til det sidste. I et efterladt Testament "Sidste Erklæring" havde han givet nøje Anvisning paa, hvordan hans Begravelse skulde foregaa, 136 blandt andet ogsaa bestemt det Maal Brændevin, der maatte udskænkes til hver af "de skikkelige og gudfrygtige Bønder og Husmænd, som skulde anmodes om at bære hans Legeme til Graven". Han frabad sig udtrykkelig Ligtale, ligesom han Aaret forud ved sit 50 Aars Præstejubilæum havde frabedt sig den Rang og anden Udmærkelse, som af sig selv tilfaldt enhver saadan "Jubellærer". I god Overensstemmelse med hele sin robuste Livsførelse tilskrev han i den Anledning sin Biskop: "Noget saadant ønsker jeg ikke at modtage. Naar man staar ved Gravens Rand og ikke er et rent Fæ, har man andet at tænke paa end denne Verdens Rang og Flitter"17.

Af hans femten Børn var min helsingørske Onkel ikke den eneste, der slægtede ham paa i Fritalenhed og djærvt Lune. De var næsten E59 allesammen – ogsaa Døtrene – særprægede Personligheder med skarpe Kanter, i Almindelighed mere agtede end elskede af Omgivelserne.

**
*

137 Hen paa Eftermiddagen naaede vi Stege og gik fraborde. Der var bestilt Værelser til os paa Hotellet, og efter at have spist kørte vi ud til Liselund og Lille-Klint. Men sine daglige Vaner overholdt Onkel ogsaa udenfor Hjemmet. Allerede ved Otte-Nitiden var vi tilbage igen, og han holdt et frygteligt Hus med Hotelværten, fordi der endnu blev ringet fra Værelserne. Han forlangte, at "disse Natteravne" øjeblikkelig fik Tilhold om at holde sig rolige, saa ordenlige Folk kunde faa Lov at sove. Tidlig næste Morgen kørte vi ud til Familjegraven i Damsholte, en lille Landsby med Kirke og Kirkegaard en Milsvej sønden for Stege. Det var en Søndag, og vi var saa tidlig paa Færde for at Arbejdet med Gravene kunde være tilendebragt inden Gudstjenesten, som vi skulde overvære.

Saa stod vi da ved den indhegnede Gravplads, der laa lige ved Kirkemuren overskygget af et Par Ahorntræer. Til min Overraskelse var der foruden Bedsteforældrenes Grave to andre indenfor Indhegningen. Min 138 svenske Fætter, der havde Rede paa alt angaaende Familjen, forklarede mig, at der i den ene af Gravene laa en tolvaarig Søn af de Gamle, en opvakt Dreng, som druknede paa Hjemrejsen fra Nykøbing, hvor han gik i Latinskolen18. I den anden Grav laa vor fælles Oldemor19, en næsten 90-aarig Præsteenke, der havde levet sin sidste Tid hos Sønnen her i Damsholte. Det greb mig paa forunderlig Maade at staa ved disse Grave, der gemte Resterne af længst henfarne Mennesker, som jeg aldrig havde kendt, ja knap nok hørt om, men hvis Blod endnu bankede uroligt i mit eget Hjerte.

Midt under Arbejdet med Gravene, mens Onkel rensede Navnepladerne og vi andre klippede Hæk og malede Indhegningen, aabnedes Kirkegaardslaagen ude fra Vejen og en høj, ludende Olding20 kom ind ledsaget af en ung Pige, til hvis Arm han støttede sig. Jeg syntes aldrig, jeg havde set et saa gammelt Menneske. Dersom han havde haft en Le over Skuldren, kunde jeg have troet, at det var Døden selv, der kom paa Besøg. 139 Han og Onkel taltes ved som gamle Kendinger; men det var rigtignok en Samtale med Spørgsmaal i Øst og Svar i Vest. Manden var stokdøv. Selv Onkels Vægterrøst kunde ikke raabe ham op. Ikke destomindre var han endnu fungerende Skolelærer og Kirkesanger i Sognet og havde været det ogsaa i E60 Bedstefars Tid. Den landsfaderlige Rigsstyrelse den Gang lod jo Embedsmændene forblive i deres Stillinger lige til de gik i Barndom og mere tilhørte Himlen end Jorden. Nu blæser Vinden fra en anden Kant paa saadanne Alderstegne. Med det 70'. Aar, eller endnu før, berøves Embedsmanden den sidste Illusion om sin Brugbarhed for Staten. I Løbet af en Nat forvandles en myndig Departementschef, en virksom og indflydelsesrig Generaldirektør til et Nul og Nix, der traver rundt i Gaderne med dette faarede Udtryk, som Mænd saa let faar, naar de pludselig ikke véd, hvad de skal gøre med dem selv. I barbariske Tider befriede man sig for de ubekvemme Gamle ved at begrave dem levende eller drive 140 dem ud i Ørkenen. Det samme gør vi paa en Maade nu. Blot er vore Metoder lidt mere humane. Vi dræber ikke direkte; men til Gengæld støder vi allerede de halvgamle ud i Intetheden og lader dem forgaa af Kedsomhed.

Efter Gudstjenesten tilbragte vi Resten af Dagen i Strandskoven og paa Klinten. Faa Aar i Forvejen – Juledag 1868 – havde det hvide Eventyrrige ved Nedstyrtning mistet sin ypperste Prydelse "Dronningestolen". Dens Rester laa endnu ude i Stranden som en træbevokset lille Ø, der nu forlængst er bortskyllet af Bølgerne. I Skoven ovenover Maglevandsfaldet, hvor der nu er bygget et stort, moderne Hotel, laa den Gang et tjæret Skur med en lille Sommerbeværtning. Værten, som ogsaa havde Udsalg af Rav og af "Ranglesten", var en gammel Original, der lod sig dyrke af naive Turister som en formummet Skovtrold, der stod i hemmelighedsfuld Forbindelse med Klintekongen og hans Rige. Her spiste vi til Aften ude under Bøgekronerne i Selskab med en dansk-vestindisk 141 Familje, der var taget hjem paa Besøg i Anledning af Udstillingen i København. Vi havde truffet den ombord paa Skibet den foregaaende Dag og fornyede nu Bekendtskabet. Familjens Overhoved var en fornemt udseende ældre Herre med Ordensroset i Knaphullet og hvide Gamascher, i det hele præget af den store Verden – i et og alt den fuldkomneste Modsætning til Onkel. Disse to Matadorer fra Skt. Thomas og Helsingør havde aabenbart ogsaa deres skjulte Morskab af at iagttage hinanden og gøre sig Betragtninger over Forskellen i Væremaaden.

"En underlig Snegl," sagde Onkel bagefter under Hjemkørslen til Stege. Det kan vist formodes, at den anden har sagt eller dog tænkt det samme om ham.

**
*

E61 Den næste Dag efter Middag fortsattes Rejsen. Vi kørte fra Stege til Fiskerlejet Lilledamme, hvorfra vi i Baad gik over Grønsund 142 til Bogø, der var Onkels (og ogsaa min Fars) Fødeø. Det var Onkels Mening at vise os rundt paa Øen og selv besøge et Par gamle Bekendte derovre. Han havde derfor telegrafisk bestilt en Vogn, der skulde møde os ved Landingsstedet. Men da vi nærmede os Kysten, kunde vi se, at der var flere Vogne ved Landgangsbroen og desuden en lille Forsamling Mennesker. At det var Onkel, disse Folk ventede paa, gik vist ikke op for nogen af os, heller ikke for ham selv, før vi kom i Land. Da forstod vi, at det var en Deputation, der skulde ønske ham velkommen paa Fødeøen. Onkel saa' alt andet end beæret ud. Jeg havde snarere Indtryk af, at han var rasende over denne Overrumpling. Maaske vejrede han ogsaa, at den højtidelige Modtagelse ikke bare skyldtes Venlighed, men at der stak noget under.

Vi blev kørt op til en stor Møllegaard, hvor der var dækket et fint Kaffebord med Kager og søde Snapse. Udtrykket i Onkels Ansigt blev mere og mere bistert. Med Afsky tilbageviste han den søde Snaps og gav 143 korte og knortede Svar paa alt, hvad Folk spurgte ham om.

Et Vink fra min svenske Fætter fik mig til at rejse mig fra det mere og mere højrøstede Kaffebord, og han og jeg fulgtes ud i Haven og derfra gennem en Laage ud paa Landevejen. "Lad os komme væk, inden Onkel exploderer," sagde han. Nogen Forklaring paa, hvad der foregik, kunde han dog ikke give. Men det var vel nok en eller anden Rævekage, der skulde listes i Onkel, mente han.

Vi gik op paa en Høj, hvorfra der til alle Sider var himmelvid Udsigt over Hav og Land. Vi satte os i Græsset, og han pegede over paa den nære falsterske Kyst og paa en Kirkeby, der kunde øjnes i Soldisen et Stykke inde i Landet. Han forklarede, at derovre havde vor Tipoldefar været Præst21, en anset Mand, der som en Anerkendelse af hans særlige Fortjenester (bl. a. en Oversættelse af Højsangen) var bleven "benlagt" i Kirkens Kor, havde faaet Gravplads under Kirkegulvet foran Alteret. Ogsaa i flere af 144 de andre Kirker, vi kunde skimte i det milevide Arkipelag, havde vore Forfædre22 forkyndt Ordet "med god Lærdom og til sand Opbyggelse", som det gerne hed i Bispernes Visitatsantegnelser. At der ikke fandtes mange Sogne i Landet, hvor ikke en af Slægten en Gang havde været Menighedens aandelige Vejleder, vidste jeg jo forud. Det havde jeg hørt om fra jeg var Barn. Men først denne Anskuelses-Undervisning gav mig alligevel det rette Begreb om Storheden og Betydningen af dette Arverige, hvortil enhver af Slægten havde en Slags medfødt'1 Højhedsret.

E62 Jeg sad tavs ved min Fætters Side og hørte ham fortælle om disse Forfædre, der laa rundt om paa alle Landets Kirkegaarde eller – som en særlig Hæder – i en Krypt under Kirkens Gulv. Lidt mistrøstig saa' jeg for mig det lange Skyggetog af præsteklædte Aner, som Folket i mere end tre Aarhundreder havde set op til med Ærefrygt og Taknemlighed. Jeg havde hele Tiden i disse Dage haft i Tankerne at betro 145 mig til denne Fætter, der havde taget sig saa broderligt af mig, og fortælle ham om mine Fremtidsplaner. Skulde jeg gøre det nu? Hvad vilde han mon sige, naar han hørte, at jeg vilde være Polytekniker, Opfinder, en ny Tids Mand? … Ordene havde hidtil lydt i mine Øre som en stolt Fanfare; men i dette Øjeblik, da jeg skulde udtale dem for en anden, syntes de mig nedslaaende fattige, og de blev siddende i Halsen paa mig næsten som en undertrykt Graad. Det blev derfor ikke til nogen Bekendelse heller denne Gang.

Og nu lød der et Raab nede fra Vejen. Det var den anden Fætter, der kaldte paa os og sagde, at vi maatte skynde os. Onkel vilde køre, og han var meget utaalmodig. Ved vor Tilbagekomst til Møllegaarden var alle Vognene kørt frem og hele Selskabet i Færd med at stige i dem. Jeg begreb det ikke. Hvad skulde der foregaa? Onkel stod rejseklædt ude paa Stentrappen og pudsede sine Briller. Naar han saaledes viste sig med bart Ansigt, var Udtrykket altid bøst, var 146 han tilmed i ondt Lune, blev det helt skrækindjagende. Jeg spurgte min jyske Fætter, hvad den hele Hurlumhej skulde betyde. Hvor skulde vi hen? Han skottede bekymringsfuldt til Onkel deroppe paa Trappen, som om han vilde sige, at det fik jeg tidsnok at vide.

**
*

Nordvest for Bogø, i en Afstand af et Par Kilometer, ligger en lille Ø Farø. Den er forbunden med Bogø ved et undersøisk Sandrev, et saakaldt Drej, som man ved Lavvande og i stille Vejr kan baade køre og ride over med søvante Heste. Paa Øen var der den Gang kun en eneste Gaard og et Par Smaahuse. Gaardens Ejer23 var Onkels gode Bekendt fra Barneaarene, og det havde hele Tiden været Meningen, at vi skulde overnatte hos ham for den næste Dag at blive roet ud i Storstrømmen og her praje en Rutedamper, der tidlig om Morgenen vilde komme der forbi paa Vej til København. I den Tanke at ville gøre Onkel en 147 Glæde dermed, havde Farø-Vennen i Forvejen indbudt hele Følget af Bogø-Mænd derover og gjort store Forberedelser til Modtagelsen.

E63 Kørslen over Drejet foregik i Skridtgang. Bunden var mange Steder blød og fuld af Strømhuller; men for Hestene var det kendt Vej. De plaskede trøstig gennem Vandet, som paa det dybeste Sted gik højt op over Hjulnavene. I Løbet af en lille Timestid bragtes vi tørskoede i Land og kørte op til Gaarden. Her stod Værten barhovedet nedenfor Trappen og bragte Onkel en ubehjælpsom men bevæget Velkomsthilsen, som blev besvaret med iskold Tavshed. Jeg fik bagefter at vide, at Onkel straks, da han hørte om Festen, havde nægtet at tage med derover. Kun de bønligste Overtalelser af Møllerkonen paa Bogø, der ogsaa hørte til hans gamle Bekendte, havde gjort ham mere medgørlig.

I Gaardens gammeldags lavloftede Storstue stod et langt Bord dækket med en Overflod af Madvarer. Der var store Stege 148 med en Gaffel i Ryggen, Leverpostej i Sky, stegte Kyllinger og Duer, Aal i Gelé, Syltetøjskager foruden en Masse andre lækre Sager, der nok kunde faa en sulten Drengs Tænder til at løbe i Vand. Efter at Gæsterne var kommen til Sæde og havde langet til Fadene, slog en ung Mand ved den nederste Bordende paa sit Glas og rejste sig. Det var Proprietærens Huslærer24, som paa dennes Vegne skulde holde Talen for Hædersgæsten. Det blev til en højstemt Lovprisning af Onkel som den fremragende og patriotiske Forretningsmand, der aldrig søgte egen Fordel men altid havde Nationens Vel for Øje og beredvillig traadte til med Raad og Daad, hvor Handel og Søfart skulde fremmes. Han sluttede med et dybt Buk for Onkel, der under hele Talen havde siddet med begge Hænderne i Bukselommerne og set skævmundet op i Loftet. Der fulgte et Par andre Taler af samme Sort, og efterhaanden forstod jeg lidt af Hensigten. Der lirkedes for at faa Onkels Hjælp til Oprettelsen af en fast Færgerute mellem Bogø og Stubbekøbing, 149 i det hele til at skaffe Øen en bedre Forbindelse med Omverdenen, en Plan, han af en eller anden Grund aabenbart ikke agtede at støtte.

Hver Gang en Skaaltaler sluttede, vendte alles Blikke sig forventningsfuldt mod Onkel. Men først henimod Maaltidets Slutning rejste han sig som for at svare. Det blev dog heller ikke nu til nogen Tale. Han tog i Stedet for sit Ur op og sagde med et grumt Smil, at nu var det hans Sengetid. Og han tilføjede, at af Tak og Snak døde som bekendt Smedens Kat; derfor vilde han sige dem alle Godnat og ønske dem en behagelig Hjemrejse.–

Jeg saa' ikke Onkel igen før den næste Morgen, da vi ved Daggry tørnede ud og tilligemed vor Vært gik ned til Stranden, hvor en Baad og to Rorkarle ventede. Natten havde ikke gjort ham blidere stemt. Han var bleven holdt vaagen af Uro og Spektakel i Huset. Efter 64 den lidte Skuffelse havde Bogø-Mændene slaaet sig mægtig løs. For i det mindste at faa en glad Aften ud 150 af det havde de drukket tæt, skaalet og sunget til langt over Midnat. Vor Vært, en forlegen og enfoldig Mand, var højst ulykkelig. Han vilde saa gerne formilde Onkel og undskyldte sig overfor ham med, at det jo altsammen var gjort i bedste Mening for at glæde ham og vise ham en Ære. Men Onkel svarede bidsk, at den Slags var han helst fri for, naar det gik ud over hans Nattesøvn. Og hvad disse vammelsøde Skaaltalere angik, saa vilde han blæse dem et langt Stykke – og det ikke med Munden.

Da vi stod paa Stranden og Rutedamperen tonede frem af Morgendisen, gav han dog Barndomsvennen forsonlig Haanden, inden vi gik i Baaden. Men hans Afskedshilsen til ham lød alligevel: "Du var nu altid et stort Fæ, lille Jørgen25."

**
*

Ved Middagstid var vi tilbage i København. Her skiltes vi fra den jyske Fætter, for mit Vedkommende uden Suk. Jeg havde 151 altid, naar vi var sammen, haft en ubehagelig Fornemmelse af at være under Bevogtning. Hvert Øjeblik kredsede han omkring mig, som om han søgte Lejlighed til fortrolig Samtale. Det skete sikkert i allerbedste Hensigt. Han blev senere i Livet en højagtet og anset Borger, jeg tror saagar tilsidst Ridder. Men det var med ham som med adskillige andre af Slægtens Lægfolk – baade paa Mands- og Kvindesiden – den uforløste Teolog26 i dem forvoldte en aandelig Bespændthed og vedvarende Veer, der kunde blive til Plage for Omgivelserne. De maatte og skulde præke, ofte endda med større Nidkærhed og højtideligere Salvelse end deres ordinerede Frænder. Den anmassende oprakte Pegefinger, der kunde virke saa irriterende paa Folk, var en nedarvet Gestus, som gik igen overalt i Ætten og navnlig misklædte mange af dens Kvinder.

(Fortsæt til kapitel 7)

 
[1] Vinteren efter: hvis denne tidsangivelse knytter an til årstallet 1871 i slutningen af kap. 5, er vi nu i vinteren 1871-72. tilbage
[2] Farbror: Isaak Sidenius Pontoppidan (1819-74). tilbage
[3] Trahimur: Første (dokumenterede) gang HP anvender udtrykket, er i brev til Dina Lea af 6.8.1931. Det har endnu ikke kunnet udforskes hvor HP har denne (falske) forestilling om Augustins signet(ring) fra. Jf. denne diskussion. tilbage
[4] Kadrejer: (hol. kadradier), handlende der fra små både forsyner de større, forbipasserende eller opankrede, med proviant. tilbage
[5] Bygning: tegningen fra Slægtsbogen skal overføres hertil. tilbage
[6] Enke: Sophie Elise (1802-95), datter af stiftsprovst Mogens Lindhard i Århus og enke efter købmand Hans Heinrich Lindhart (død 28.1.1841). Isaak P. giftede sig med enken 29.5.1845. tilbage
[7] Helsingør omkring Midten af forrige Aarhundrede, 1922. tilbage
[8] Galschiøt-citatet: er strammet til i forhold til originalen. Se 2. udgaven af Helsingør 1960, s. 139. tilbage
[9] Røde Møller: en Victor Møller (f. 1843) var handelslærling i 1860 og handelsbetjent (kommis) i 1870 hos købmand Pontoppidan i Stengade. tilbage
[10] Krøniker fra Kong Erik af Pommerns Tid af Carl Bernhard, 1850. tilbage
[11] Fætter: Børge Peter Pontoppidan (1840-1902) var søn af Hans Peter P. (1810-1840); det var til denne bror at Dines Pontoppidan skrev sit digt "Til min Broder". tilbage
[12] Kone: Maja Marie Christensen (1846-1912). tilbage
[13] Fætters gamle Mor: Sophie Augusta (1810-87) var datter af silke- og klædekræmmer, senere privatlærer i tysk Christian Gottlieb Holtz (1769-1834) og Georgine Kuhr (1782-1858). Hun blev gift i 1839, og var efter mandens død og indtil 1883 bestyrerinde af søetatens asyl i Nyboder. Om dette har spillet nogen rolle for HPs indflytning i Nyboder i 1875, vides ikke. Hun omtales i et brev fra Marie Oxenbøll af 27.5.1887:

Jeg maa da huske at fortælle Dig, at Peters Moder fik saadan smuk Begravelse; hun blev baaret til Graven af Holmens Folk, med Musik og et stort Følge; hun har jo i de mange Aar været Asylmoder for de fleste Nybodersfolk og de har ikke glemt hende. Jeg glædede mig over, at Peters 4 Børn, der var herovre fik at mærke, Bedstemoderen ikke altid havde været den Stakkel de fik at kjende.

tilbage
[14] en anden Fætter: Børge Pontoppidan Aagaard (f. 1840), cand. pharm. og materialist i Kolding, barnebarn af HPs oldefar, Dines Børgesen Pontoppidan (1733-91), og en "dobbeltvæget" Sidenius, idet hans forældre var fætter og kusine, begge børnebørn af Birthe Marie Sidenius. tilbage
[15] Farbror: Johan Ludvig Christian Pontoppidan (1735-99) blev ganske rigtigt stiftsprovst i Ålborg, men da han døde 2 år før brodersønnen Børge blev kandidat kan han ikke have hjulpet ham til noget sognekald. tilbage
[16] Godsejer: Peter Adolph Tutein (1797-1885), cand. jur., fra 1821 ejer af Marienborg i Damsholte sogn, hvor Børge Pontoppidan var sognepræst. tilbage
[17] Testamente m.v.: det skal tjekkes om HP citerer andet end Morten og H.P. Pontoppidans artikler om farfaren. tilbage
[18] Søn: Rasmus Jansen Pontoppidan (1815-28). Iflg. Slægtsbogen (s. 54) druknede den 13-årige Rasmus på vejen hjem fra skole. tilbage
[19] Oldemor: Birthe Maria Sidenius (1743-1830), enke efter Dines Børgesen Pontoppidan (1733-91), sognepræst i Lundum ved Horsens. tilbage
[20] Olding: Jens Paludan (1785-28.12.1872), cand. philos., førstelærer i Ebbelnæs skole, Damsholte sogn. tilbage
[21] Tipoldefar: Børge Dinesen Pontoppidan (1683-1758), begravet i Torkildstrup, hvor han var sognepræst fra 1740. tilbage
[22] Forfædre: en anden tipoldefar, Isak Abrahamsen Sidenius (1712-80) var provst og sognepræst i Nørre Vedby, hvor han ligger begravet. Hans far var pelsværkhandler i Jämtland – dengang Norge – og antog det latiniserede navn efter elven Siden. tilbage
[23] Gaardens Ejer: folketællingerne 1870 og 1880 angiver tre gårdmænd på Farø: Peter Martin Rasmussen Stæhr (1812-1901) og brødrene Anders Sørensen (1817-95) og Johan Peter Sørensen (1820-99), sønner af Søren Hansen (død 1850). Samtidens matrikelkort viser kun to omtrent lige store firlængede gårde, men tre parceller, og ingen småhuse. Forklaringen må være at den sydligste gård (matr. nr. 1) blev delt i to parceller (1a og 1b) ved Søren Hansens død i 1850, en til hver af de to nævnte sønner, som så har boet på samme gård. Den nordligste gård, Farøgård, matr. nr. 2, tilhørte Peter Martin Stæhr. Alle tre gårdmænd var døbt af Børge Pontoppidan. Peter Martin Stæhrs far Rasmus Stæhr (1769-1855) havde været fadder for tre af Børge Pontoppidans børn: Dines i 1814, Rasmus Jansen i 1815 og Julie Christine i 1820. Noget taler således for at familierne kom sammen og at Isak Pontoppidans barndomsven var Peter Martin Stæhr, hvilket bekræftes af dennes dagbog. tilbage
[24] Huslærer: I 1870 boede øens skolelærer Niels Peter Ferdinand Petersen, 22 år, hos gårdmand Peter Martin Stæhr. Der var skolesøgende børn i alle tre familier på Farø. tilbage
[25] Jørgen: ingen af de ovenfor nævnte tre Farø-gårdmænd hed Jørgen, så enten husker HP forkert, eller vil han undgå at udlevere den pågældende. tilbage
[26] den uforløste Teolog: Børge Pontoppidan Aagaard og familie må have tilsluttet sig en frikirke. Iflg. folketællingen 1890 (Rendebanen 12, Kolding) tilhører han, hans kone og deres fem børn et trossamfund ved navn "Den hellige almindelige Kirke", mens resten af husstanden, tjenestefolk og butiksperonale samt hans søster Thora, der er logerende, tilhører Folkekirken. tilbage
['1] medfødt: tilføjet i korrekturen; i bogtrykket står medført; rettet af Skjerbæk i 1962-udgaven. tilbage