Drengeaar, kapitel 2
26 E17
Andet Kapitel
Den Pogeskole, jeg blev anbragt i, laa nær ved Byens største Torv, Fredrikspladsen eller Fisketorvet1, som det ogsaa kaldtes. Her skal i gamle Dage have ligget et kongeligt Slot, efter et Sagn opført af Sten fra 11 nedbrudte Landsbykirker. Nu laa der en Del sammenbyggede, mest ældre Huse omkring en fælles Gaardsplads, der endnu kaldtes Slotsgaarden. Paa en Førstesal i en af de ældste Bygninger, hvor der i Stuen var et Snedkerværksted, husedes Skolen – eller "Asylet", som den i Almindelighed og med mere Ret kaldtes. En stejl, mørk Trappe førte derop, og hele Lokalet bestod af et eneste Værelse med to Bænke ved Væggen og et Par Skamler foran til de mindste Drenge. Ved en anden Væg stod en Omhængsseng, 27 da Stuen ogsaa var den gamle Asylmoders Soveværelse. Men trods disse indskrænkede og højst ubekvemme Forhold, som næppe noget Skoleopsyn i vore Dage vilde godkende, var Fru Christensens Asyl meget anset og søgt af Byens bedste Familjer. Ingen ringere end vor navnkundige Sprogforsker Vilh. Thomsen havde siddet paa hendes Skamler og altsaa her lagt Grunden til sin Verdensberømmelse.
Vi lærte at stave og skrive Tal, men Formaalet var forøvrigt væsenlig at opdrage os til at sidde artigt stille og vænne os af med visse Unoder som at pille os i Næsen og bide Negle. Som Kur mod disse Uvaner anvendte hun et haarrejsende Middel, som heller næppe nogen Skolekommission i vore Dage vilde billige. Det uundværlige lille Møbel under Sengen blev trukket frem, og Fingerspidserne paa den brødefulde Haand med Magt tvungen ned i Indholdet og fastholdt der, indtil Synderen havde bedt om Forladelse og lovet Bedring. Der stod for os Drenge en saadan Gru af denne Straf, at 28 den blotte Trusel om at trække "lille Benjamin" frem fra Sengeomhænget gerne var tilstrækkelig til at holde os i Ave. Det forundtes mig forøvrigt ikke længe at nyde godt af den gamle Dames Opdragelsesmetoder. En Dag fandt vi Skolen lukket. Hun var bleven syg om Natten og bragt paa Hospitalet. Vi kom aldrig mere til at staa ved hendes Armstol med vor ABC og blive smækket i Hovedet med Kanten af hendes Lineal "lange Ane", naar vi stavede forkert.
Der blev nu gjort Forsøg med en anden Pogeskole med kun tre Elever, hvoraf de to var Bestyrerindens egne Børn. Det varede heller ikke længe. Men i Syvaarsalderen kom jeg ind i en rigtig Drengeskole med rigtige Skoleborde og store Landkort paa Væggene. Ogsaa E18 her var der kun en enkelt Skolestue, skønt vi var delt i to eller tre Klasser efter vor Alder. Forstanderen var en falleret Købmand, hans eneste Medlærer en teologisk Kandidat, der underviste i Religion. Alligevel betragtedes Institutet som en halvt avtoriseret Forberedelsesskole til 29 "Latinskolen", som Statens Skoler endnu den Gang hed. Her traf jeg igen mine gamle Kammerater fra Slotsgaarden, der ligesom jeg var bleven husvilde ved den gamle Asylmoders Død; og jeg gjorde straks den smertelige Erfaring, at de fleste af dem akkurat som tidligere nødig indlod sig med mig. Der kom et mere eller mindre skævt Smil i deres Ansigter, saasnart jeg nærmede mig dem.
Det var mit fremmedartede og vanskelige Efternavn, der nu som før holdt dem paa Afstand2. Byens tidligere, meget afholdte Sognepræst hed Jørgensen. Det var et Navn, som ethvert Barn kunde udtale og huske. Men dette Pop-pi-topi-popdan. Tungen slog Sludder under Anstrengelserne for at faa de mange Stavelser frem i den rigtige Rækkefølge. Rundtom i Befolkningen forvrængedes Navnet desuden for at gøre det rigtig komisk. Er der nu noget, der kan ophidse en Dreng, saa er det Latterliggørelsen af hans Navn, og det kom i Frikvartererne til mange drabelige Opgørelser i den Anledning. 30 Jeg fik derfor tidlig Ord for at være en Slagsbroder, en ondsindet Krabat, som Forældrene alvorligt advarede deres Børn imod. At der ogsaa var andre Aarsager til nogle af Kammeraternes kølige Holdning, gik først senere op for mig. Byens Borgere var gennemgaaende højst utilfredse med min Far, fordi han ikke som Forgængeren var en let omgængelig Mand, der kom Folk i Møde med aabne Arme, men tværtimod var ganske utilbøjelig til selskabelig Fraternisering. Og Forældrenes Misfornøjelse smittede naturligvis Børnene.
Som forhenværende Forretningsmand har vor Skolebestyrer vel nok kunnet lære os Regning og Skrivning; men iøvrigt var det næppe stort bevendt med hans Undervisning. Bedst husker jeg i hvert Fald Udbyttet af de Timer, da jeg paa Grund af en eller anden Forseelse eller Forsømmelse maatte "sidde over" og altsaa passe mig selv. Navnlig en enkelt af disse ret hyppige Straffetimer har efterladt et varigt og lærerigt Minde. Efter at de andre Elever var 31 stormet hjem, sad jeg indelukket i den beklumrede Skolestue. Det var jo Meningen, at jeg skulde læse paa den forsømte Lektie, indtil Forstanderen kom tilbage og lukkede mig ud; men i Stedet for satte jeg mig hen ved Vinduet, der vendte ud mod en snever, af Bagbygninger og Pakhuse omgivet Gaardsplads, hvor der gerne foregik et eller andet underholdende. Kort efter, at Larmen af de sidste hjemslupne Drenge var døet E19 hen, og der var bleven ganske stille, saa' jeg en stor, fedrygget Rotte liste frem fra en Kælderhals dernede. Den stod et Øjeblik stille og vejrede, løb saa tværs over Gaarden hen til en velfyldt Affaldstønde, der stod i en Krog, og entrede op ad den. Lidt efter lidt kom der flere til. Tøndens Rand var tilsidst tæt besat af brune Kroppe med nedhængende Haler. De bedes og kivedes og snappede Godbidder fra hinanden, og naar en af dem havde faaet fat i en særlig pragtfuld Lækkerbidsken, et Pølseskind, et Stykke Flæskesvær eller en Osteskorpe, kurede den sig skyndsomst ned for at bringe sit Bytte i 32 Sikkerhed. At denne Broderkrig om et Stykke Flæskesvær var et Verdensbillede i det smaa, tænkte jeg jo ikke den Gang paa. Men det skulde ikke vare længe, før Billedet blev oprullet i største Format og paa allernærmeste Hold – Krigen 1864.
En Dag, da jeg kom hjem fra Skolen, rykkede en Afdeling fjendtligt Rytteri netop ind i Præstegaardens Have og sadlede af under Hestenes Vrinsken og de kommanderendes Skælden og Smælden. En lille tykmavet Officer med Sporer paa de lange Støvler stod midt i det hele Virvar og galede som en Hane paa en Mødding. Jeg sneg mig forbi og gik gennem Køkken-Indgangen op til de faa Stuer ovenpaa, der var levnet os. Her traf jeg Mor, der stod ved Vinduet og græd.
*
Disse første Aar i Randers var sikkert i det hele en trang Tid for mine Forældre. Selve Flytningen dertil havde været besværlig og bekostelig. Man kendte ikke Nutidens 33 store, polstrede Flyttevogne, hvor et helt Indbo stables ind og føres bort som et rullende Pulterkammer. Hvert Møbel maatte særskilt indpakkes, alle Stole- og Bordben omstændelig indvikles med Halmsimer til Beskyttelse under Forsendelsen. Det tog Uger at forberede et saadant Opbrud, og lige saa lang Tid at genopbygge Hjemmet i den nye Bolig. Og næppe var disse huslige Besværligheder overstaaet for mine Forældres Vedkommende, før Krigens Ulykker væltede ind over Landet. Tyske og østerrigske Hære marcherede op gennem Jylland. Midt i Højsommerens skønneste Tid blev det tyske Flag plantet paa Skagens Gren som Tegn paa, at hele Halvøen nu var et Pant i Sejrherrernes Hænder.
I mere end et halvt Aar var Randers i Fjendevold, Byens Styrelse overtaget af en prøjsisk Militærkommission med diktatorisk Myndighed. Den første Indrykning og Gennemmarch af fjendtlige Tropper havde jeg ikke faaet Lov til at overvære. Som en tavs Demonstration E20 holdt Byens Borgere sig inden 34 Døre ved den Lejlighed. Gaderne var tomme og Gardinerne nedrullede paa hele den Strækning, hvor Indtoget ved Middagstid fandt Sted. Kun Gadens Hunde var forundrede Vidner til Triumfen. Hvad der iøvrigt skete, fik jeg bagefter at vide af en Kammerat, der havde luret bag en Port. Først var en ung Officer ganske alene kommen ridende gennem Gaden i skarpt Trav. I sin fremstrakte højre Haand havde han truende holdt en Pistol, rede til at fyre ved mindste Tegn paa Modstand eller Mistanke om Baghold. Paa Torvet foran Raadhuset var han standset. Og nu kom hele den øvrige Styrke op gennem Gaden med Faner og klingende Spil. Inde i Raadhuset havde imidlertid Byens Borgmester, Medlemmer af Byraadet og flere af Embedsmændene givet Møde efter Tilsigelse for at modtage Ordrer. En Del af dem blev fængslet og under militær Bevogtning ført som Gidsler til tyske Fæstninger. Alle offenlige Kasser og alle Varelagre blev beslaglagte, Byens eneste Avis sat under prøjsisk Militærcensur. Mine Forældre 35 maatte afgive ikke alene hele Præstegaardens Stue-Etage men ogsaa flere af Værelserne ovenpaa foruden Udhusene med Staldrum og Kamre til de skiftende Indkvarteringer.
Naar jeg i denne Tid saa' mine Forældre lide under Krigens bitre Ydmygelser, saa' dem kuede af Sorg og allehaande Savn, fik jeg ofte daarlig Samvittighed, fordi jeg ikke selv var saa bedrøvet, som jeg vistnok skulde være. Men Dagene var saa fulde af Spænding, og jeg var kun syv Aar. Hver Morgen vaagnede jeg op til nye Oplevelser, ny Indmarch af fremmede Tropper i mærkelige Uniformer, Landsenerer til Hest med lange Fanespyd, uendelige Rækker af Fodfolk med en lang Tamburmajor i Spidsen og vældigt Orkester, der om Aftenen spillede paa Byens Torve. Paa Grund af vort anselige Hus, vore mange Værelser og vor Stald havde vi gerne højtstaaende Befalingsmænd i Indkvartering, en Gang endog en Prins3 med Adjudant og Regimentsskrivere, der blev boende hos os indtil Fredsslutningen. 36 Det var mine stolteste Dage. Nat og Dag stod der to Skildvagter med opplantede Bajonetter udenfor vor Port, og Dagen igennem var der et Rykind af Officerer og Ordonnanser. Prinsen var en meget omgængelig ældre Herre, der vistnok viste mine Forældre al tilladelig Hensynsfuldhed. Naar han mødte os Børn i Porten eller i Haven, nikkede han altid venligt til os. Jeg gik tilsidst frit ud og ind i Vagtstuerne, hvis Underofficerer og Oppassere jeg var bleven gode Venner med. Jeg iagttog med Forbavselse de sidste, naar de børstede Prinsens og Adjudantens Uniformer og pudsede deres Knapper. Det skete altid E21 med en andagtsfuld Omhu, som var det en hellig Handling. For at forvisse sig om Børstens absolutte Renhed strøg de den hyppigt henover et Stykke hvidt Skrivepapir, der blev lagt stramt over en Bordkant. Afsatte den blot en svag graa Tone paa Papiret, blev den straks lagt hen til fornyet Rensning. Denne strengt overvaagede Pertentlighed havde jo nok sin Hensigt. Den var et af de mange 37 vel overlagte Midler, hvormed Militærstaten indpodede de Undergivne og derigennem hele Befolkningen en slavisk Ærefrygt for Officeren som et højere Væsen, en Halvgud, – hvad jo virkelig ogsaa lykkedes den.
Efter Fredsslutningen, da de fremmede Tropper havde forladt Byen, følte jeg Dagene frygtelig tomme. Ingen Musik mere i Gaderne, ingen Militærparader paa Torvene, ingen Skildvagter udenfor vor Port. Ved Afskeden havde Prinsen foræret Mor en Daase fin kinesisk Te og efterladt et Stykke Legetøj til hver af os yngre Børn. Jeg kunde derfor ikke dele mine Forældres Glæde over at være bleven ham kvit. Jeg var ikke langt fra at finde det utaknemligt af dem.
Mere end 30 Aar4 efter hændte der mig i Venezia følgende:
Jeg havde faaet fat i en gammel Færgemand, en af de billige, der holder til i Nærheden af Rialto-Broen. For et Par Lire tilbød han at ro mig gennem Lagunen ud til Murano, Øen med de berømte Glaspusterier, en lang Vej altsaa. Gondolen var nu ogsaa 38 af tarveligste Sort, han selv en forhungret Lazaron med aabent Skjortebryst og hvide Skægstubbe langt ned paa Halsen. Undervejs kom vi i Snak, og da han hørte, hvor jeg var fra, lyste det op i hans Øjne. Han havde i 1864 været i Danmark som østerrigsk Soldat. Venezia og hele Venetien hørte jo endnu den Gang under Østerrig, og helt hernede fra Lagunestadens usleste Smug havde man altsaa ført Tropper til Jylland for at slaas med vore Jenser. Den Gamles Erindringer om Landet var iøvrigt meget taagede. Af danske Bynavne huskede han kun Vejle, hvor Østerrigerne jo ogsaa havde en større Træfning. Om Hensigten med Felttoget havde han ikke fjerneste Begreb. Som fuldblods Italiener hadede han Kroater, Slovaker og de andre fremmede Folkeslag, han var skubbet ind imellem, frem for alt Østerrigerne selv. Og Forholdet mellem disse og Prøjserne var jo heller ikke synderlig broderligt. Den eneste Nation, som ingen i dette brogede Sammensurium af en Hær havde noget udestaaende med ja knap nok 39 noget Kendskab til, var den danske, som de havde Ordre til at underkue og brandskatte. Og dette Plyndringstogt, Forspillet til Krigene i 1866 og 70 og 1914, blev sat i Værk, mens England og det øvrige Evropa søvnigt E22 lukkede Øjnene til. Den engelske Historiker Lytton Strachey lægger5 sit Lands daværende Statsminister den flotte Ytring i Munden, der synes fremsat med en Gaben: "Der er kun tre Mennesker, der har forstaaet det indviklede slesvig-holstenske Spørgsmaal: Prinsgemalen, der nu er død, en tysk Professor, der blev sindssyg, og saa jeg, der igen har glemt det hele." – Denne Palmerstones Glemsomhed i Forbindelse med Dronning Victorias afgudiske Tilbedelse af sin tyske Gemal, der var Prøjsens uofficielle Ambassadør ved det engelske Hof og sikrede Bismarck Handlefrihed overfor Danmark – hvad har den ikke kostet England selv og hele Verden?
Om Bismarck fortælles det af andre Historikere, at han – som alle Ransmænd – levede i stadig Frygt for at miste det røvede 40 Bytte. En Gang i hans ældre Aar, da en Kreds af hans personlige og politiske Venner lod ham høre ilde for, at han ikke i 1864 knyttede hele Jylland og helst ogsaa Fyn til det tyske Rige, skal han i nervøs Ophidselse have raabt, ja skreget: "Synes de Herrer ikke, at Tyskland har "Kløsse" (tungt fordøjelige Melklumper) nok i Maven?" Dersom Historien er sand – og den lyder ikke utroværdig – har han naturligvis først og fremmest haft Elsass-Lothringen i Tankerne, velsagtens ogsaa de polske Enklaver i Øst og Vest, som virkelig den Gang forvoldte Tyskland mange Fordøjelsesbesværligheder. Maaske har han ogsaa tænkt paa det genstridige lille Folk i Nord, der i sin Tid saa sejgt bed sig fast i Dybbøls sønderskudte Skanser og bagefter paa London-Konferencen, skønt trængt af alle fem Stormagter, nægtede at overgive sig paa Naade og Unaade. Trods sit Skarpsyn havde han vel ikke kunnet forudse, at dette samme lille Folk stod foran en Udvikling, der skulde ende i Bestræbelsen for at gøre sig til en Godbid, 41 uskadelig selv for en i Forvejen overfyldt Mave, en indbydende lille Mundfuld uden Ben eller Sener.
*
Mine Forældres Glæde ved igen at kunne færdes frit i deres Hjem blev brat afbrudt af en sørgelig Begivenhed. Næppe var de sidste Besættelsestropper marcheret ud gennem Byen, før Krigens Larm og Uro i vort Hus forvandledes til Dødens Stilhed. En af mine Søskende, en lille Pige omtrent paa min egen Alder, et blidt og stille Barn, blev syg og døde6. Det var i de mørke Dage op under Jul, og Slaget ramte mine Forældre haardt. Med Undtagelse af deres Førstefødte, der var død som spæd, havde de hidtil ikke mistet nogen af deres E23 mange Børn – deres mange "Tønder Guld", som Far med afvisende Stolthed plejede at sige, naar Folk med diskret Deltagelse talte om hans store Børneflok.
Vi yngre Søskende kom ikke ind til Dødssengen 42 før Dagen efter, da alt var forbi. Jeg havde først vægret mig ved at følge med derind, fordi jeg kort forinden havde set et andet Lig. Det var i en af Byens store Købmandsgaarde, hvor en af Gaardskarlene var død7. Sammen med en anden Dreng, en Søn af Huset, havde jeg af Nysgerrighed sneget mig ind i det Vognskur, hvor den aabne Kiste stod. Barberen var netop gaaet derfra. Nyraget og vandkæmmet, med et vildt stirrende Blik, der forfærdede mig, laa den Døde paa Halm i en Ligskjorte af den Slags udtunget Pyntepapir, som Konditorerne bruger at lægge under deres store Kager. Jeg forvandt ikke Synet i flere Dage. Min Søster, der endnu laa i sin Seng, havde til min Forundring lukkede Øjne og syntes bare at sove. Jeg kunde først ikke forstaa, at det virkelig var Døden. Men da jeg lagde min Haand hen paa hendes for at sige hende Farvel, gik der en Isning igennem mig. Jo, det var den Marmor-Kulde, jeg saa ofte havde hørt gamle Trine8 tale om. Senere fik jeg at vide, at min Søster trods det fredelige 43 Udseende havde haft en svær Dødskamp9. Tilsidst havde Far taget hende op i sine Arme og stille vugget hende ind i Døden, mens han under Smerten nynnede et Par Vers af Salmen "Sov sødt, Barnlille". –
Der fulgte nu en trist og lang Vinter10, hvor jeg følte mig meget ene. Den af mine Søskende, der havde været mig nærmest i Alder, og som jeg ogsaa holdt mest af, var ikke mere, og med flere af Kammeraterne paa Skolen havde jeg stadig Skærmydsler af forskellig Art. Uden noget rigtigt Tilsyn eller Tilhold i Hjemmet, fordi min Mor havde fem mindre Børn og et stort Hus at tage Vare paa, og mens mine ældre Brødre, der nu alle gik i Latinskolen, var samvittighedsfuldt optaget af deres Lektielæsning indtil langt ud paa Aftenen, begyndte jeg at strejfe om i Byen og paa egen Haand gøre Bekendtskaber baade af den ene og den anden Slags. Et af de Steder, jeg navnlig fik min Gang i, var den store gamle Købmandsgaard, hvor jeg kendte Sønnen og gennem ham Gaardskarlene. Han var min Skolekammerat11 44 og en af dem, jeg kom bedst ud af det med.
En saadan gammel Randersgaard med dens mange forskellige Bygninger, dens Brændevinsbrænderi og store Tømmerplads var en hel lille Verden for sig, en By i Byen, vidunderlig at gaa paa Opdagelse i. En Provinskøbmand kunde ikke den Gang som nu forsyne sig fra Uge til Uge men maatte have et Lager, der strakte til i Maaneder. E24 Fra Vestindien hjemførte han store Fade Sukker og Tønder med Rom. Han havde et helt Loft fuldt af Sække med Kaffe og Ris, et andet med Klipfisk eller Ruller af Tovværk. Pakhusene var da ogsaa som Regel høje Bygninger i flere Etager med aabne eller lukkede Svalegange, hvorfra udvendige Trætrapper førte ned til Gaardspladsen eller op til de øverste Lofter og Lagerrum. Ved Siden af Brænderiet laa de lange Stude- og Kostalde, hvis Besætninger opfededes med den varme, spiritusholdige Bærme derfra – "Spøl" kaldtes den. Efter hver Fodring stod de berusede Dyr og vaklede i Baasene, 45 eller de laa i Halmen med blakkede Øjne og et brunt Savl ud af Munden.
Til daglig var Livet i disse Købmandsgaarde fredeligt nok; men om Lørdagen og paa de mange andre Markedsdage Aaret rundt, naar Omegnens Bønder i Tusindvis kom kørende til Byen med Smør og Ost og Uld, med Smaagrise og Fjerkræ, med Heste og Kvæg, var alle Gaardsrummene en tæt pakket Vognborg, hele Byen en Torveplads, hvor der tuskedes og tingedes under det øredøvende Skraal, som er karakteristisk for de tavse Jyder, naar de handler.
(Fortsæt til kapitel 3)
