Drengeaar, kapitel 3

46 E24

Tredje Kapitel

Den lange Vinter fik omsider Ende. Sneen paa Hustagene smeltede; det klukkede forjættelsesfuldt i Nedløbsrørene, og Spurvene badede sig med Lyst i Gadens Vandpytter. Pumperne paa Torvene og i Gaardene afklædtes deres Vinterdragt, den grimme Halmkavaj, og en skøn Dag viste ogsaa Dragonen foran Hovedvagten sig i bar Figur uden den røde Skilderhuskappe. Snart fulgte andre Foraarstegn og Sommervarsler. Fremmede Spillemænd, Savoyarder og Bjørnetrækkere kom til Byen og optraadte paa aaben Gade. Akrobater og Jonglører bredte et Tæppe ud over Stenbroen og gjorde her deres Kunster. De fleste var Sydlændinge, og deres lange, mørke Lokker og brogede Dragter betog det barnlige Sind. Det skal 47 ikke skjules, at jeg undertiden skulkede fra Skole for at følge en saadan Gøglertrup fra Gade til Gade sammen med den øvrige løsgaaende Ungdom.

Min hyppige Fraværelse baade fra Hjemmet og Skolen blev tilsidst bemærket i Præstegaarden, og da jeg en Dag kom hjem med en skriftlig Klage fra Institutbestyreren, blev der sat en Stopper for min altfor frie Færden. Foreløbig bestemtes det, at jeg sammen med et Par af de yngre Søskende skulde følges med Mor til Vordingborg, E25 hvor min Morfar var Byfoged. Krigstidens mangehaande Savn og Lidelser, min Søsters Død tilligemed en paany forestaaende Barnefødsel1 havde gjort min ellers saa standhaftige Mor modløs. Hun skulde nu i nogle Sommeruger helt befries for Husførelsens Byrder.

Vi rejste over Aarhus med Damper til Korsør, derfra videre med Jernbane til Slagelse, hvor vi overnattede. Men skønt jeg nu var to Aar ældre, end da vi flyttede fra Fredericia, husker jeg næsten endnu mindre 48 fra denne Rejse end fra den forrige. Jeg kan først faa fat paa mig selv igen, da jeg om Morgenen i Slagelse blev anbragt paa Bukken af en stor lukket Postvogn ved Siden af en rødkjolet Kusk, der talte til mig i et Sprog, jeg ikke forstod. Det har velsagtens været sjællandsk. I alle de Byer, vi kom igennem, blæste han i et Horn. Jeg forstod det saadan, at det var en Ære, der vistes os. Alle skulde vide, at her kom Præstens Kone fra Randers med nogle af sine mange Børn. I Næstved skiftede vi Befordring, idet min Bedstefars egen Vogn ventede os her og kørte os de sidste fire Mil til Vordingborg.

Morfar2 var Enkemand og den eneste af vore Bedsteforældre, der endnu var i Live. Han var en lille, fornøjelig gammel Herre med bløde Træk, lysebrune Øjne og kruset Haar. Det slog mig straks, hvor forskellig han i alting var fra min Far, med hvem jeg uvilkaarlig sammenlignede alle andre Mænd. Mange Aar efter hørte jeg, at Folk paa Grund af hans fremmedartede Udseende havde haft travlt med at søge efter Hemmeligheder 49 i hans Afstamning, og det er ogsaa sandsynligt, at der en Gang har forvildet sig nogle Draaber sydlandsk Blod ind i hans Slægt3. Noget afgørende derom vides dog ikke. Tydeligst husker jeg ham fra en Dag, da Landaueren kørte frem foran Hovedtrappen med Kusken i sit fineste Liberi og den gamle Mand – uniformeret og ordensbehængt – blev hjulpet op i Vognen for at køre til en Middag paa et af Omegnens store Herresæder. Jeg stod paa Trappen som forbavset og bekymret Tilskuer. Det hele var saa svimlende nyt for mig. Mine Forældre tog aldrig ud i Middagsselskaber4. Jeg kunde overhovedet ikke huske at have set dem selskabsklædte. For min Fars Vedkommende var der Aaret rundt kun Tale om en stadig Omskiften af Hjemmedragten med Ornatet og fra dette igen til Hjemmedragten, undertiden flere Gange daglig. Denne sakramentale Iklædning og Pibekravens omstændelige Anbringelse og Befæstelse med to bugtede Sølvnaale i Nakken var en Foreteelse, som vi 50 Børn var fortrolige med fra smaa. Og nu dette Syn af Bedstefar E26 i guldbroderet Uniform, med gyldent Kaardehefte og hvide Glacéhandsker, hans muntre Mine og den Duft af fin Parfyme, der ombølgede ham, da han steg til Vogns – var det ikke et saadant Liv, min Far altid saa strengt fordømte baade hjemme og i Kirken og kaldte for den brede Vej til Helvede? Da Vognen kørte, blev jeg staaende paa Trappen og stirrede ængstelig efter den. Min opskræmte Fantasi fik mig til at se den gamle Bedstefar køre lukt ind i Fortabelsen. Husker jeg ikke fejl, tænkte jeg endogsaa paa at betro mine Bekymringer til Mor. Jeg befandt mig jo i den Alder, da den vaagnende Eftertanke begynder at blive paagaaende og gøre Børn til en Plage for de Voksne med deres mange kildne Spørgsmaal. Da jeg den næste Dag saa' Bedstefar sidde i Haven ganske som sædvanlig, har jeg dog sikkert følt mig beroliget.

Ogsaa en anden fremmed Verden fik jeg Lejlighed til at se et Glimt af under Opholdet. 51 Bedstefars Kusk og to af Husets Piger var bleven indbudt til et Bryllup ude paa Landet. Materialvognen blev fint pudset, og da der var en ledig Plads i de to Agestole fik jeg Lov til at tage med. Det blev min første Berøring med en Befolkning, som jeg senere i Livet skulde komme i et nært og kært Forhold til. Da vi kørte ind i Bryllupsgaarden, blev vi modtaget med Musik. Neden for Hovedtrappen stod et Par Landsby-Spillemænd, der gav et Nummer tilbedste hver Gang en Vogn med nye Gæster rullede ind. Oppe paa Trappen stod to andre Mænd, der bød Velkommen. Den ene var Skafferen med en stor Klukflaske, hvoraf han skænkede den traditionelle Indgangs-Dram. Ogsaa mig vilde han paanøde denne Velkomst, og kun ved Pigernes Indgriben slap jeg for den.

Efter Hjemkomsten fra Kirken blev der straks budt tilbords. Som Byfogdens Barnebarn fik jeg Plads ved selve Bryllupsbordet blandt de Voksne, hvad jeg naturligvis var uhyre stolt af. Men selve Festmaaltidet blev 52 mig en slem Skuffelse. Jeg havde hørt saa meget om Landsbygildernes Overdaadighed, og jeg havde i Fantasien forud fraadset i alle Slaraffenlands Herligheder. Men efter gammel sjællandsk Bondeskik bestod Bryllupsmiddagen af Risengrød og Klipfisk, hvad selv hjemme i Præstegaarden med dens beskedne Husholdning regnedes for Hverdagskost. Paa Bordet stod Trækander med hjemmebrygget Øl, men hverken Limonade eller Brusvand. Et Par Gange i Løbet af Maaltidet gik et stort Glas med Rødvin rundt fra Gæst til Gæst. Der blev kun lige nippet til den uvante Drik. Glasset gik fra Mund til Mund under højtidelig Tavshed som den hellige Kalk ved Altergangen.

E27 Senere var der stort Kaffebord, og her kom Klukflasken med den gammelkære Brændevin igen til Ære. Snart voksede Stemningen ogsaa baade ude og inde. Allerede midt paa Eftermiddagen begyndte Dansen ovre i den pyntede Lo; og inde i de lavloftede Stuer sad de gamle Mænd og spillede Kort. Men efterhaanden som Glæden 53 og Lystigheden steg rundt omkring mig, dalede den hos mig selv. Dagens stærke Hede og den lange Køretur havde udmattet mig. Trods Musikken og de dansende Karles Trampen i Logulvet, maatte jeg hele Aftenen kæmpe fortvivlet med Søvnen.–

Paa en Sommervandring mange Aar efter kom jeg en Dag gennem en Landsby et Par Mil fra Vordingborg. I Solskinnet udenfor et Hus sad en gammel Kone med et Strikketøj. Jeg standsede for at spørge om Vej, og vi kom i Snak. Og nu viste det sig, at denne gamle Morlille med rødkantede Øjne og runkne Hænder var den glade Brud, ved hvis Bryllup jeg for mere end 50 Aar siden havde været en saa vranten Gæst. Da jeg nævnede min Bedstefars Navn kunde hun godt huske mig. For den Gang Bryllupsgæsterne hen paa Morgenstunden skulde køre hjem, havde de ingen Steder kunnet finde den fremmede Dreng og var begyndt at blive ængstelig. Tilsidst havde de raabt mit Navn højt i alle Stuerne, og endelig kom jeg søvndrukken krybende frem paa alle fire 54 inde fra en Bænk, hvorunder jeg havde ligget sammenrullet som en Hund og fundet mig et trygt Sovested.

**
*

Med det fyldte niende Aar kom jeg ind i "Latinskolen". Bygningen var ret ny med rummelige Klasseværelser og brede Gange. Over Indgangen var indmuret en Marmortavle med disse manende Ord: "Samler Eder Skatte som Rust og Møl ej fortærer". Selv var den dog paa dette Tidspunkt en temmelig mølædt Institution – en Skole i Forfald. Man skal nu altid være varsom med at dømme om sine Ungdomslærere. Navnlig naar man ikke har hørt til Fløjmændene men til Halen kommer man let til at mindes dem som en Samling halvkomiske Skabilkenhoveder. Det er dog vist tilladeligt at paastaa, at Randers Skoles Anseelse den Gang ikke stod højt. Rektoren5 var en godmodig og retfærdig Mand, men en Stuelærd uden Forstaaelse af de Drenge, der ikke var skabt i hans 55 eget gemytløse Billede. Jeg husker ikke nogensinde at have set et Smil i hans ligesom fastfrosne Ansigt. Og om Størsteparten af Lærerne kan det roligt siges, at deres Kvalificationer som Ungdomsopdragere ikke var til mere end tg÷.

E28 For at tage et Eksempel:

Vor Historielærer6 var en aldrende Tyksak, om hvem der gerne stod en sødlig Dunst af Rom eller Portvin. Han var stærkt døv, maatte derfor hele Tiden for Overhøringens Skyld opholde sig nede i Klassen og flytte sig mellem Bænkene fra Elev til Elev. Undervisningen bestod udelukkende i Afhaspning af Lektien. Gik Ramseriet i Staa, trykkede han Eleven paa Næsen for at faa det i Gang igen. Det kaldtes for en "Begmand". Eller han hyppede paa ham som paa en Hest, idet han trak ham i Øret. "Naa, kom saa da! Kom saa da! Hvad saa mere?" For at markere Resultatet af Overhøringen, naar han forlod en Elev for at gaa til den næste i Rækken, gav han ham en eller anden Genstand at holde paa i Resten af Timen, 56 f. Eks. et Brændestykke eller Tavlesvampen, Ildklemmen eller – dersom Præstationen havde været maadelig – Nøglen til Gaarden. Alt Klassens løse Inventar blev efterhaanden taget i Brug til Støtte for hans Hukommelse, naar han ved Timens Slutning gik op paa Katederet for at indføre Karaktererne i Protokollen.

Under saa gemytlige Former indførtes vi Drenge i Fædrelandets Historie umiddelbart efter en ulykkelig Krig, hvor selve dets Eksistens stod paa Spil. Disse Løjer var Skolens Bidrag til Forstaaelse af vor Fortid, af den Spøgelseskrift, det truende Mene, Mene, Thekel7, der kan læses mellem Linjerne paa saa mange af Krønikens Sider. Men i en gammel By som Randers faar Historiens Aand selv Mæle. Fra de trange, middelalderlige Smøger og Smug med de hældende Bindingsværksgavle talte den til os Drenge om de svundne Tider og dens Mænd, først og fornemmeligst naturligvis om Byens egen store Helt, Niels Ebbesen. Der laa paa Storegade en gammel Bygning, 57 som mentes at være Stedet, hvor den tyske Voldsherre hin Aprilnat 1340 fik sit Hoved hugget af "over Sengestokken". Stod vi en mørk Aften foran dette gamle Hus, blev den hele Scene, der paa Skolen bare var en afliret Lektie, til levende og blodig Virkelighed for os. Vi syntes i Stilheden at kunne høre Suset af det historiske Sværdhug og se det kullede Hoved rulle henad Gulvet med en Blodstrøm efter sig.

Niels fra Nørreris staar nu i Bronce paa Byens Torv8. Da Statuen for en Del Aar siden rejstes, lød der hist og her i Landet Protester fra samvittighedsbekymrede Folk, som ikke mente det forsvarligt at sætte et Æresminde for en Mand som ham. Han var jo dog en Lønmorder, som dækket af Natten sneg sig ind i den sovende Fjendes Hus og dræbte ham i Sengen. Af den Slags Patrioter, der i enhver Situation vejer Midlet i Stedet for Maalet, har vi jo altid haft en Skok. E29 Mene, Mene, Thekel! Ja vist var Niels Ebbesens Gerning en Mørkets Daad; men selv en saadan faar Glans af det høje, naar 58 Maalet er noget saa stort som et Folks Frelse.

Her i Latinskolen samledes jeg igen med de fleste af Kammeraterne fra Forberedelsesskolen. Men der var ogsaa nogle jævnaldrende Drenge, jeg ikke tidligere havde truffet, deriblandt Johan Rohde, den senere saa bekendte og ansete Maler og Møbelkunstner, der blev mig en Ven for Livet. Klassens Lys var en Dreng, som 40 Aar efter blev Skoledirektør i København9, dens Ugle en Dyrlægesøn ude fra Landet, en stor, enfoldig Klods, som vi i Frikvartererne ubarmhjertig drillede. Vi kaldte ham Jokum med L10, og paa Grund af hans Taabelighed paastod vi, at han nedstammede fra de rigtige, gamle Molboer. En Gang paa Rejsen hjem til Julen kom han til at køre i samme Tog som en af Skolens Adjunkter. Det var et rygende Snefog, og i Langaa maatte Toget stoppe nogen Tid, indtil Banen atter var farbar. Passagererne opholdt sig imens i Ventesalene, og her i Mylderet af glade Julerejsende fik Adjunkten Øje paa Jokum, 59 der sad modfalden paa en af Bænkene. Under Hulken og Hiks kom det ud af ham, at han havde glemt sin Mellemmad og heller ikke faaet flere Penge med end netop til Billetten. Adjunkten, der fik ondt af ham, gav ham saa Lov til at gaa ind i Restaurationen og tage sig lidt paa hans Navn. Da Toget noget efter kunde køre, presenteredes der ham en Regning for Jokums Fortæring, der lød paa en kvart And med Rødkaal, en Kop Chokolade med Flødeskum, en Bruslimonade og tre Stykker Julekage. Historien blev bekendt paa Skolen, og Adjunkten, der var Lærer i Naturhistorie, lod ham ikke dø i Synden. Hver Gang vi under Gennemgangen af Fuglene kom til Ænderne, blev Jokum kaldt op og maatte gøre nøje Rede for deres Kendetegn og Egenskaber. Og den arme Tosse slap ikke fri, før han under Klassens Jubel udtrykkelig havde nævnt, at deres Kød var meget velsmagende.

Af nye Kammerater, som jeg lærte at kende og knyttede Venskab med, var foruden Rohde to Proprietærsønner fra Omegnen, 60 to Brødre11, der hidtil havde faaet Undervisning i Hjemmet. Det var store, føre Drenge, der baade i Væsen og Sprog var præget af deres landlige Oprindelse. Deres Fædrenegaard – Tustrup – laa et Par Mil fra Randers midt ude paa det vidtstrakte Engdrag, der var Byens og hele Egnens Rigdomskilde. Hos denne gæstfri Familje, hvor der ogsaa var en Del mindre Børn12, der endnu undervistes hjemme af en Huslærer, fik jeg en Række Aar som et andet Hjem, helt forskelligt fra mit eget. Her oplærtes jeg i forskellige junkerlige Idrætter, som f. Eks. at ride – E30 eller dog at sidde fast paa en Hesteryg. Sammen med de andre Børn gjorde jeg lange Rideture omkring i Egnen paa "min egen" Hest, en Graaskimmel, der hed Kora. Der stod over tyve Heste i Stalden foruden to gule Nordbagger til de yngste Børn. Vi var en hel Kavalkade, naar vi drog af Gaarde.

Børnenes Far13, der under Krigen havde gjort Tjeneste som Dragonofficer og stadig lod sig kalde Løjtnant, var en tavs, indesluttet 61 Mand. Baade han og Børnenes Mor tilhørte Djurslands bekendteste Herregaardsfamilier, Moderen14 var Datter af Enkefruen paa Løvenholm, Ditlev Ranzaus gamle Herresæde, og en Søster15 til hende var Frue paa Lundbjerg, en anden af Egnens store Gaarde. Paa en Nabogaard til Tustrup, Pindsminde, boede ogsaa en af Slægten16, og i alle disse nær forbundne Hjem, hvor der raadede den mest rundhaandede Gæstfrihed, blev jeg indført og fandt Optagelse, næsten som om jeg hørte med til Familjen. Mange af mine Sommersøndage og andre Feriedage tilbragte jeg der. Ogsaa til Vinterens Baller og Julegilder blev jeg hentet derud sammen med "Musikken", der gerne maatte tages fra Randerstages fra Randers: Her har HP nok hentet hjælp til hukommelse i Anders Theodor Høys artikel i Jul i Randers, 1929, s. 11f: "Den Dag Ballet skulde være, rasede der en vældig Snestorm, saa Himmel og Jord stod i et. Først mod Aften stilnede Stormen af; men alle Veje var næsten ufarbare. Hvordan skulde det nu gaa med Musikken? Der var bestilt Musik fra Randers, noge "Trompetere", som det hed den Gang, fra Regimensmusikken. [...] Kusken varkørt fra Randers tidlig paa Eftermiddagen med en stor Skovslæde for at hente Musikken, og han skulde saa køre hen til Sct. Mortens Præstegaard paa Brødregade og faa Henrik Pontoppidan med.

Time gik efter Time; men der kom ingen Musik. Gæsterne fra Egnen var kommen, og Ballet skulde begynde. Endelig hørtes Klangen af Bjælder og Klokker, Slæden kom for Døren, og man skimtede nogle Mennesker, der var helt tilsneede og saa forkomne, at de næppe kunde staa: paa Benene. Værst medtaget var Henrik Pontoppidan, der – som 16-17 Aars Drenge [HP var kun 13, men stor af sin alder; FB] har for Vane – havde begivet sig ud med alt for lidt Tøj paa..

Løjtnanten og hans Frue var Fætter og Kusine, og om deres fælles Herkomst fortaltes der en underlig Historie. En af de tidligere Lensbesiddere paa Gl. Estrup17, Djurslands ældste og største Herresæde, havde efter et mislykket Ægteskab giftet sig med Gaardens smukke Hønsepige og paa Bryllupsdagen 62 skænket hver af hendes tre Brødre en Herregaard. Det lyder som en Ammestuekrønike18, og er det maaske ogsaa. Men sikkert er det dog, at baade Løvenholm og Tustrup ligesom en tredje af Egnens Storgaarde i det foregaaende Slægtled ejedes af tre Brødre19, der alle oprindelig havde været jævne Bønderkarle, som med Dygtighed havde drevet deres Ejendomme op til Mønstergaarde og var bleven pengestærke Folk. Ogsaa den nuværende Ejer af Tustrup var en almindelig anerkendt Studeopdrætter. Paa hans Eng stod om Sommeren en kilometerlang Række af store, bredryggede Dyr, undertiden over hundrede, som blev opfedet til det engelske Marked. Der gik en ugenlig Lastdamper fra Randers til Newcastle med Stude, – indtil England nogle Aar efter forbød Indførsel af levende Kvæg, hvorved ogsaa Randersegnens Landmænd blev tvunget ind paa forceret Mejeridrift og Svineavl.

Min nære Omgang med disse fremmede og rige Familjer forrykkede efterhaanden mit i Forvejen lidt skæve Forhold til mit eget Hjem. Hvor der er saa mange Søskende, 63 faar Forbindelsen mellem dem overhovedet let en løsere Karakter end i en mindre Familje med E31 nogenlunde jævnaldrende Børn. Om de ogsaa er Helsøskende, er de dog ikke vokset op under samme Forhold, har ikke haft de samme Forældre. Den Familjefølelse, der udvikler sig imellem dem, minder mere om den, som findes hos Fættere og Kusiner. Naar jeg fra Besøgene i de fremmede Hjem med deres junkerlige Friluftsglæder vendte tilbage til Præstegaardens indelukkede lille Have og til Skolens Tvang, kunde jeg blive svært nedtrykt. Legene med mine Søskende ligesom Klinkspillet i Skolegaarden morede mig ikke mere. Selv Klassens "Indianerkampe" ude i Byens Anlæg, hvor Sortefod indringedes og fangedes, var jeg vokset fra. Jeg følte mig som en Fange i Jern, sad under Lektielæsningen med Haanden under Kinden og længtes efter "min egen" Hest og efter en gul Nordbagge med en sød lille Pige20 paa otte Aar, hvis Kavaler jeg var paa Rideturene derude paa Landet. Jeg selv gik nu i mit tolvte Aar.

**
*

64 Den Sommer, da jeg fyldte tolv, opholdt jeg mig i et Par Ferieuger hos en Præstefamilje i Thorning inde ved Hedegrænsen – Steen Blichers gamle Sogn, hvor nu en af min Fars yngre Præstevenner21 residerede. Skønt jeg i Forvejen havde faaet at vide, at der var jævnaldrende Børn22 i Præstegaarden, var det ikke med min gode Vilje, jeg gjorde Rejsen dertil. Jeg følte mig overbevist om, at det var mine Forældre, der havde foranlediget Indbydelsen for at holde mig borte fra Familjen paa Tustrup og de andre fremmede Herregaardsbekendtskaber, som jeg velsagtens har gjort mig lovlig meget til af. Jeg opfattede med andre Ord Besøget som en Forvisning og var rigtig indædt gnaven, da jeg drog afsted.

Jeg ser mig staa med en snærende tung Taske over Skuldren udenfor Rødkærsbro Station mellem Randers og Viborg, hvortil et tidligt Morgentog har bragt mig. Foran mig ligger et stort, fremmed Landskab, som jeg paa egen Haand skal finde Vej i. Jeg har to stive Mil at gaa, og Solen brænder 65 allerede hedt. Jeg véd, i hvad Retning Thorning skal ligge, og jeg er Jyde nok til at have Rede paa Verdenshjørnerne. Iøvrigt har jeg faaet Besked om at spørge mig for. Men Vejene krydses bestandig, og der er ingen Mennesker at se. Flere Gange maa jeg søge ind i et Hus eller en Gaard og bestaa en Kamp med rasende Hunde for ikke at blive vildfarende. Jeg kom forbi Avnsbjerg, Kjellerup, Kjærsholm og andre Byer og gamle Gaarde, som Steen Blichers Digtning har gjort landskendte. Men at det var en i E32 Literaturen klassisk Egn, jeg gennemvandrede, beskæftigede mig slet ikke. Jeg kendte vistnok meget lidt til den jyske Digterpræst, om jeg overhovedet vidste noget om ham. Jeg havde andre Afguder23 den Gang: Marryat, Cooper og Gøngehøvdingens beundrede Forfatter24. Heller ikke gik det vistnok op for mig, at jeg befandt mig paa Valpladsen for den store Kongekamp i 1157. Maaske havde jeg uden at ane det spist min medbragte Mellemmad paa selve den 66 Høj, hvor Hedesandet hin 23. Oktober drak Kong Svends Blod.

Det blev over Middag, inden jeg naaede Thorning. Præstefamiljen sad endnu tilbords, da jeg kom ind i Forstuen og her blev modtaget af et ældre Tyende, der havde set mig komme over Gaardspladsen. Da jeg havde sagt mit Navn, gik hun ind for at melde mig. Et Øjeblik efter stod jeg omringet af en Flok jublende Børn, der straks var stormet ud for at tage mig i Øjesyn. Lidt efter kom ogsaa Præstefolkene og ønskede mig velkommen. De har sikkert set med Forundring paa denne mugne Feriedreng, der knap nok vilde svare paa deres Spørgsmaal om, hvordan Rejsen var gaaet.

Egnen omkring Thorning, der i Blichers Tid havde været halvvejs Hede, var nu vel opdyrket Land med ret store Gaarde og god Avling. I Præstegaardens egen Stald stod fire kraftige Heste, og Synet af dem vakte straks visse Forhaabninger hos mig. Ogsaa af andre Grunde optøedes lidt efter lidt et lille Stykke af mit bundfrosne Hjerte. Skolernes 67 Sommerferie faldt den Gang sammen med Hundedagene, altsaa ogsaa med Kornhøsten, og der var Travlhed rundt om paa Markerne. Vi Børn, baade Drenge og Piger, fik Lov til halvpaaklædte at gaa med i Arbejdet, og naar Kornet kørtes hjem, laa vi ovenpaa Læssene og sang. Det var næsten endnu morsommere end at ride. I Nærheden af Præstegaarden løb en dyb og bred Aa, hvor vi allesammen, Drenge og Piger, flere Gange om Dagen badede. Ogsaa det gik for sig under alskens Lystighed. Overhovedet herskede der en langt friere Tone mellem disse Søskende, end jeg var vant til hjemmefra. I Begyndelsen følte jeg mig lidt trykket af den, især af de to ældste Pigebørns paradisiske Nøgenhed under Badet. De var omtrent paa min egen Alder, næsten halvvoksne. Det varede dog ikke længe, før deres friske Naturlighed overvandt min Blyhed. Desuden var jeg henrykt over her at faa Lejlighed til at vise mig for dem som Dykker – en Færdighed, der forøvrigt var fælles for al Randers-Ungdom. Det betragtedes 68 næsten som en Skam for en Randers-Dreng, dersom han ikke allerede i Tiaars-Alderen var en frygtløs Svømmer og Bunddykker.

E33 Livet inden Døre var ogsaa helt anderledes, end jeg havde tænkt mig det. Præsten var en glad og ungdommelig Mand, hvis mærkelige Væsen hver Dag satte mig i ny Forundring. Efter Maaltiderne kastede han sig gerne ned ved Klaveret i den lave, bjælkeloftede Dagligstue og fyldte den med et improviseret Orgelbrus25, en Bordbøn i Toner, – en "Tak for Mad", som han sagde. Men han var ikke alene musikalsk begavet, han havde ogsaa sjeldne kunstneriske Evner. Bedst som han sad i Gyngestolen med en Avis, kunde han smilende liste en Blyantstump op af sin Vestelomme og paa Avisens Rand nedkradse en livfuld Barneprofil eller et morsomt Udtryk, han havde opsnappet i sin Kones Ansigt. Han gav sig ogsaa af med Skribentvirksomhed26, var i det hele en af disse sprudlende Naturer, der tumler sig paa de forskelligste Omraader med samme 69 frimodige Dilettantisme. Denne Sommer var han især optaget af at lægge Planer til Opførelse af en ny Præstebolig, som han selv vilde give Tegning til og vistnok ogsaa delvis selv bekoste. Han var af gammel velhavende københavnsk Patricierslægt. Hans Bedstefar havde været en af de sidste Direktører for Øresundstolden og en af Datidens rigeste Mænd. Børnene talte ofte om deres Oldemor27, der endnu levede og boede paa en Slægtsgaard etsteds paa Sjælland.

Rundt omkring Thorning bar Landskabet endnu Mindelser baade af de ældste Tider, Vildskovenes Dage, og af de senere, da Hedelyngen dækkede Jylland fra Hav til Hav efter at Stormen havde fældet Skovene og Sandflugten begravet dem. Hist og her løftede en mørk Lyngtop sig op over det dyrkede Land, og spredt omkring laa tætte Smaakrat af vantreven Eg og Røn, af ældgamle Skovæbletræer og Hvidtjørn. Ikke uden Betænkelighed vovede vi os ind i dem, fordi der blev sagt, at det spøgede derinde. Ude i den store, mørke Hede i Vest, 70 den "vilde" Hede, som den blev kaldt, levede endnu Natmandsfolket. En Dag, da en af Præstegaardens Karle kørte derud med et Studespand for at hente Tørv hjem fra en Hedemose, fulgte jeg med i Haab om at faa en af disse omvandrende Zigøjnerfamiljer at se. Det lykkedes mig dog ikke. Men inde i selve Thorning By viste der sig flere Gange mørkøjede, vildt udseende Omløbere, Kedelflikkere, "Glarmestre" og den Slags Folk, hvis Besøg Beboerne slet ikke var glade for.

En Aften i Skumringen, da jeg sammen med Præstens Drenge spillede "Munk" ude paa Landevejen, saa' vi noget levende kravle op fra Grøften et Stykke borte og gemme sig bag en Busk. Paa Grund af Afstanden kunde vi ikke se, hvad det var. Det kunde være et eller E34 andet Dyr; men det kunde ogsaa være et Menneske. Efter en længere Raadslagning dristede vi os til at gaa derhen og fandt da en lille Savoyard, en Purk paa syv-otte Aar i den ynkeligste Forfatning. Han var blaa af Kulde og rystede over 71 hele Kroppen. Sandsynligvis havde han villet skyde Genvej over Engmosen og var kommen ud i en Gunge. Hans Klæder var vaade og fulde af Mudder. Saadanne omvandrende Smaafyre fra Sydens Bjerge stødte man den Gang hyppig paa i Jylland. Naar jeg havde set dem i Randers, misundte jeg dem deres fuglefrie Liv uden Skolegang og anden Tvang; men her saa jeg nu Vrangsiden af deres Tilværelse, og fik ondt af den lille Stakkel.

Vi forsøgte at tale til ham; men han holdt Haanden over Øjnene og vendte sig bort. Selv da Præsten og hans Kone kom til og tiltalte ham i hans eget Sprog, vedblev han at være stum og saa' ikke op. I hans Skød laa en Harmonika, som han krampagtig trykkede ind til sig. Den havde faaet Vand i sig, og det ene Dæksel var gaaet op i Limningen. Derfor hans Utrøstelighed. Hans Tanker var aabenbart langt borte, hjemme hos Forældrene i Bjergene. Præsten maatte tilsidst med Magt føre ham under Tag for at Nattekulden ikke skulde skade ham. Han 72 blev lukket ind i den lune Stald og fik et Knippe Halm og et Dækken at sove i. Der blev bragt ham Mad og varmt Øl. Men han vilde hverken spise eller drikke. Angstfuldt skottede han til os med sine store, sorte Øjne og trykkede stadig Harmonikaen tæt ind til sig, som om han var bange for, at vi skulde tage den fra ham. Det var jo ogsaa med dens Hjælp, han skulde fægte sig videre frem i Verden og tilsidst naa hjem. I hans Øre lød formodenlig en streng faderlig Formaning om aldrig at slippe den af Hænde.

Tidlig den næste Morgen, da Karlene kom ind i Stalden for at fodre, var Drengen forsvunden. Der blev spurgt efter ham overalt i Byen; men ingen havde set ham. Præsten blev opskræmt og satte en stor Efterforskning i Gang; Aaen og alle Vandhuller i Nærheden blev undersøgt, hvad dog altsammen ikke førte til noget Resultat. Drengen var og blev borte. Men efter en Tids Forløb hørte vi, at han var bleven set i Viborg, hvor der var Marked i de Dage. Han havde staaet paa et Gadehjørne og spillet paa sin 73 Harmonika, og hver Gang der blev kastet en Slant i hans Hat, der laa foran ham paa Stenbroen, havde han smilet til Tak og gjort et Par Dansetrin.

**
*

I de tre Sommeruger, jeg tilbragte i Thorning, var Tustrup og "min egen" Ridehest mere og mere bleven borte for mig. De Landlivets primitive E35 Glæder, jeg her havde lært at kende, optog mig helt. Jeg, der altid havde villet være Sømand som alle raske Drenge i Marryats Bøger, vendte hjem til Randers med Hovedet fuldt af Drømme om Natmandsliv paa Heden og evig Omstrejfen under aaben Himmel.

Da jeg den næste Sommer28 efter Indbydelse kom tilbage til Thorning, stod den nye Præstegaard allerede færdigbygget ved Siden af den gamle. Endnu mens jeg opholdt mig der, fandt Indflytningen Sted – en skæbnesvanger Dag, der fik sørgelige Følger. Det var, som om den Ulykkens Aand, 74 der i Blichers Tid havde huseret i den gamle Præstegaard, nu ved Nedrivningen vaagnede op igen og sneg sig over i den nye. I sin Utaalmodighed efter at tage denne i Besiddelse var Præsten flyttet derind, før Murene trods et selvopfundet Ventilationssystem var bleven tørre. Han fik Gigtfeber, og efter et kort Sygeleje blev den livsfriske, altid glade og virksomme Mand som et Dilettantismens Offer baaret ud paa Kirkegaarden29.

(Fortsæt til kapitel 4)

 
[1] Barnefødsel: vi befinder os altså i sommeren 1865; det næste barn, Ellen Elisabeth (nr. 15) fødtes 31.12.1865. tilbage
[2] Morfar: Morten Oxenbøll (1796-1868) 1843-67 byfoged og siden birkedommer i Vordingborg. tilbage
[3] sydlandsk Blod: dette må dog anses for en familieskrøne. Se Hans Øllgaard: "Havde Henrik Pontoppidan jødisk eller sydlandsk blod i sine aarer?", Personalhistorisk Tidsskrift, 1963, s. 1-9. tilbage
[4] aldrig ud: dette er simpelthen ikke rigtigt. tilbage
[5] Rektoren: Hans Kofod Whitte (1810-94), klassisk filolog. tilbage
[6] Vor Historielærer: skal identificeres. tilbage
[7] Mene, Mene, Thekel: jf. HPs digt "Tilstaaelse" fra 1923. tilbage
[8] i Bronce: modelleret af billedhuggeren Edv. Ring, afsløret 2.11.1882. tilbage
[9] Klassens Lys: Niels Haarup Bang, f. 2.2.1857, student 1874, cand. theol. 1880. Fra 1900 viceskoledirektør for de private skoler i Kbhvn. tilbage
[10] Jokum med L: endnu ikke identificeret. tilbage
[11] to Brødre: 1) Christen Pind, f. 4.12.1856, kom ind I klasse (klassen under HP) i skoleåret 1867-68, men forlod igen latinskolen. 2) Anders Pind, f. 25.12.1858, der ligesom sine øvrige brødre blev undervist hjemme indtil de tre ældste af sønner i 1871 kom i Randers Realskole. Christen og Anders blev begge konfirmeret i Randers af Dines Pontoppidan, henholdsvis 1.10.1871 og 6.4.1873. Christen P. døde 1894 som forpagter på Sofie-Amaliegaard ved Hornslet; Anders P. blev agent i Randers og døde 1912. tilbage
[12] mindre Børn: Jørgen, Georg, Jens, Valdemar og Karen Margrethe, født i årene 1860-70. tilbage
[13] Børnenes Far: Jens Pind (1831-1910) løjtnant, siden jægermester og ritmester. Ejer af Tustrup fra 1860. tilbage
[14] Moderen: Ane Johanne Pind (1835-1910), datter af Christen Pind (1800-55), ejer af Løvenholm fra 1836, og Laura Jacobine Faith (1811-90). tilbage
[15] en Søster: Marie Sophie Pind (1840-66), gift med Othar Christopher Høegh Müller (1823-1911), ejer af Lundbjerg fra 1861. tilbage
[16] en af Slægten: Ane Pind (1825-1907), søster til Jens Pind på Tustrup, gift med justitsråd Joachim Otto From Høy (1826-1910), ejer af Pindsminde fra 1863. tilbage
[17] Gl. Estrup: Christen Scheel (1792-1844). tilbage
[18] Ammestuekrønike: hvilket det også er. Christen Scheel giftede sig 2. gang i 1827 med Christiane Pind (1796-1855), datter af forpagteren på Tjele Jens Pind. Hun var af bondestand, men næppe nogen hønsepige. tilbage
[19] tre Brødre: Jørgen Pind på Krannestrup, Christen Pind på Løvenholm og Anders Pind på Tustrup. Ingen af de tre havde fået deres gårde forærende. tilbage
[20] Pige: den eneste i kredsen som passer aldersmæssigt er Ane Ottilia Andrea Høy på Pindsminde, f. 31.10.1860. Den eneste datter på Tustrup var Karen Margrethe Pind, f. 1870. tilbage
[21] yngre præstevenner: Hans Nicolai Holten (1829-1871). Dines Pontoppidan havde været huslærer for ham i Skuldelev præstegård. tilbage
[22] Børn: Hans Christian (f. 1857), Ane Marie Johanne Sofie (f. 1858), Anna (f. 1860), Troels (f. 1862) og Immanuel (f. 1866). tilbage
[23] Afguder: note skal udarbejdes. tilbage
[24] "Gøngehøvdingen"s forfatter: Carit Etlar; jf. HP i interview 1905. tilbage
[25] Orgelbrus: måske har der været tale om et harmonium, stueorgel, på landet langt mere udbredt end klaver. tilbage
[26] Skribentvirksomhed: herom véd vi for nærværende intet – og kan måske også leve uden, men HP må jo have haft en kilde, er næppe øjenvidne. tilbage
[27] Oldemor: Johanne Cathrine Kirstine Mangor (1778 – 20.11.1869), enke efter Nicolai Abraham Holten (1775-1850). tilbage
[28] tre Sommeruger: iflg. brev fra Dines Pontoppidan 27.7.1870 faldt denne dato inden for perioden. tilbage
[29] Kirkegaarden: pastor Holten døde 5.2.1871. tilbage