Henrik Pontoppidan om Lykke-Per

Bogen er ingen Selvbiografi. – Forfatteren siger: "Jeg aspirerer ikke til Optagelse i de literære Rangklasser."

I Anledning af Romanen Lykke-Pers Fremkomst i den ny og endelige Skikkelse, har vi opsøgt Henrik Pontoppidan i Frederiksborg og haft Lejlighed til en Samtale med ham om hans Bog. Forfatteren ytrede, at nu, da Publikum mere og mere syntes at interessere sig for Værket, var han selv kommen fjernere fra det. Lykke-Per, som han udarbejdede i tilbagetrukken landlig Ensomhed i Snertinge (en lille By ved Kattegatkysten i Nærheden af Kalundborg), havde beskæftiget ham i ca. 20 Aar. Selv ansaa han Bogen for sit Hovedværk og satte den højere end Det forjættede Land. Hvad Omarbejdelsen angik, var den foreliggende Udgave noget andet end en paany korrigeret Udgave. Bogen var helt igennem omskreven og trykt efter et nyt Manuskript. Men han havde været glad ved dette Arbejde, der havde gjort det muligt for ham at lade hele Værket fremtræde for Publikum i den Form, han ønskede.

Og Henrik Pontoppidan fortsatte:

"Den ældre Udgave forholder sig til denne nye omtrent som en Malers Naturstudier til det færdige Maleri. Hvilken man vil foretrække, er en Smagssag. Skitsen besidder jo gerne en Farvefriskhed, som ikke let bevares under en omhyggeligere Udarbejdelse¹; men til Gengæld er saa det færdige Maleri lettere tilgængeligt, mere anskueligt og dertil stærkere præget af Frembringerens Grundstemning.

Paa et Par Smaating nær er Indholdet i begge Udgaver nøjagtig det samme; men Formen er overalt eftergaaet, og Stoffets Ordning er bleven en anden. At jeg har følt mig opfordret til en videre Omarbejdelse, vil maaske forstaas, naar jeg fortæller Dem, at enkelte Partier af Bogen – f. Eks. Scenerne i Nyboder – er skrevne og delvis trykte for mere end tyve Aar siden. De Stilforskelle, der herved var fremkomne hist og her, formaar jeg først at udjævne efter at have afsluttet Bogen og faaet den lidt paa Afstand.

Om mit personlige Forhold til den skal jeg iøvrigt naturligvis ikke udtale mig. Kun vil jeg sige, at naar man har opfattet den som en Slags maskeret Selvbiografi, er dette ganske hen i Vejret. Der er ikke mere af virkelig Selvoplevelse i Lykke-Per end i de fleste andre af mine Bøger. En anden Ting er, at man ikke kan skildre, hvad man ikke har gennemlevet. Forstaaet saaledes har jeg naturligvis oplevet det altsammen, baade Bryllup og Begravelse.

Det vil ogsaa være forgæves at søge efter andre Portrætter i Bogen. Paa en enkelt Undtagelse nær – som er meget tydelig betegnet, og som Bogens Plan krævede – findes der ingen. Jeg tvivler dog ikke om, at man vil pege baade paa den ene og den anden som Model til mine Personer (der findes ialt ca. 200). Sagen er den, at naar Folk mener at kunne genkende bare et eneste Træk i en Romanfigurs Fysiognomi, slutter de straks, at ogsaa Resten skal ligne. Jeg har med Hensyn til dette Punkt holdt mig for Øje, hvad gamle Pastor Junge for hundrede Aar siden skrev i Fortalen til sin Bog om den sjællandske Almue: Naar man vil karakterisere et Folk, skal man gøre det saaledes, at saa vidt muligt alle kan føle sig trufne, men ingen sige: det er mig!²

Men nu maa jo Bogen helst tale for sig selv; jeg skal ikke optræde som dens Forsvarer. Jeg har undertiden set mig betegnet som Goldschmidts Elev eller literære Arvtager. Det har forbavset mig, og jeg tror ikke heller, det er rigtigt, Goldschmidts udsøgte Sprogkunst og hele jødiske Smagsforfinelse kan jeg næppe staa i noget dybere Forhold til. Mine Evner som min Dannelse er af folkelig Art, og jeg aspirerer ikke til Optagelse i de literære Rangklasser. Min Ærgerrighed gaar i en ganske anden Retning³. Jeg vil ikke sige, at Carit Etlar er mit Ideal; men min Lyst og Trang gaar i Retning af at skrive for de brede Lag, og trods den – maaske forklarlige – Uvilje, man nærer mod mig i Højskolekrese og i Præstegaardene, har jeg mine bedste og trofasteste Læsere paa Landet.

Hvad Bogens "Tendens" angaar, skal jeg ikke udtale mig. Jeg ønsker først og fremmest, at Bogen maa synes underholdende. Gør den blot det, skal den nok virke efter Hensigten."

Forsideartikel i samme nummer af Politiken:

Danmarks største Prosaist, hvis største Værk idag udsendes i dets endelige og blivende Skikkelse, er den Forfatter, baade i Land og By elsker. Vi bruger dette stærke Ord. Kun det udtrykker Publikums Følelse for Henrik Pontoppidan.

Selv synes han ikke at kende sin Berømmelse, og intet vilde være ham mere ubehageligt end at føle den. Lykke Pers Forfatter viser sig kun med lange Mellemrum i Vrimlen, han færdes ikke i det kjøbenhavnske Selskabsliv og holder ikke Konferencer – – hans klare, tankevækkende Bøger og intet andet fastholder Glansen om hans Navn.

– Hvor Byen Hillerød glider ud i Grib Skov, bebor Henrik Pontoppidan et kønt Hus. Her arbejder han, leger med sine Børn og møder paa lange Udflugter Omegnens menige Mand. Han har kun faa nære Venner. Selv siger han, at han ikke godt kan tale med Folk, han ikke siger Du til, og det er vistnok længe siden, han kom på Dus-Fod med noget Menneske.

Saa lidt kendt Pontoppidan er personlig, saa lidt kendt er hans Billed. Et nyere Fotografi af ham var ikke til at opdrive, da vi igaar ønskede det, og en af vore Tegnere rejste derfor ud til Hillerød. Det veltrufne Billede, han bragte os tilbage, viser os Lykke Pers Forfatter, som han ser ud paa den Dag, da han overgiver Offentligheden et Kæmpearbejde, der har beskæftiget ham i ca. 20 Aar.

Ledende artikel i samme nummer af Politiken:

Lykke-Per

Idag udkommer sidste Hæfte af den nye Lykke-Per-Udgave. Som bekendt gav Henrik Pontoppidan sig straks efter Værkets Fuldendelse i Lag med at gennemarbejde det paany, og hvad denne Gennemarbejden betyder, har vi allerede vist, da vi i en Artikel lagde en gammel og en ny Lykke-Per-Pagina ved Siden af hinanden. Paa Grund af denne Arbejdsmetode har der været udbredt et usikkert Lys over Pontoppidans Værk. De, der havde læst Bogen, vilde vente med at danne sig en Anskuelse at den, fordi Forfatteren selv havde bedt dem derom, og mange var der, som opsatte Læsningen, indtil den endelige Skikkelse var opnaaet. Lykke-Per indtager derfor i Øjeblikket en mærkelig Stilling i dansk Literatur: Bogen er vist den hyppigst anmeldte Bog, fordi hver Del i sin Tid omtaltes, men samtidig kan den først nu med Rette indlemmes i Pontoppidans Produktion. Det er derfor en literær Begivenhed, at Lykke-Per idag foreligger komplet som et af de omfangsrigeste Værker i den moderne danske Digtning. Omfangsrigt ikke blot ved sit Sideantal, men ogsaa omfangsrigt i sit Indhold: en Skildring af moderne Danskheds Oprindelse, Udvikling og Sammenstød med andre Aandsretninger, ikke blot en Skildring men en Bedømmelse, der baade har taget Sympatien og Ironien i sin Tjeneste. Og er der nogen Digter, der paa Forhaand maatte anses for selvskreven til at udføre dette, saa er det Henrik Pontoppidan. Vi har vist ikke mere grundmurede Danskere her paa Pladsen. Just i denne Tid er der udkommet et interessant Supplement til Lykke-Per, en Bog, der hedder Slægten Pontoppidan. Stamtavlen spænder over ca. 400 Aar. Slægtens Stamfader var Jesper Lauridsen, der var Bonde i Aaby i Salling Herred paa Fyn "og levede i de vanskelige og mest urolige Tider, da Reformationen begyndte at vinde Indgang her i Landet". Han flyttede efter 1537 til Odense for at faa sine Sønner udlærte til Præster, og – hedder det – "man kan i denne Mands Afkom spore Guds besynderlige Forsyn, Naade og Velsignelse i at befordre Hr. Jespers gudelige Forsæt, da Gud har sat hans Sæd og Afkom i Mangfoldighed for sit Ansigt i sit Hus og Menighed". Slægten er uhyre, i 1783 havde man Rede paa 1144 Medlemmer, nu maa de sikkert tælles i Tusinder med mange forskellige Slægtnavne. Hvad det betyder at have en saadan Aneliste i Ryggen, at føle sig slægtsbunden, samtidig med at man drives til Opgør med og Oprør mod det Land, i hvilket man lever, om Frigørelsestrangen og om dens Sejre og dens Nederlag, om Mødet med de nye Tider og de nye Racer, om Kampen med Mindernes Lyrik og Fremtidens Daadslyst – om dette handler Lykke-Per. Det er en Roman, til hvilken enhver tager Standpunkt ifølge sit Naturel og sin Oprindelse, og det er en Bog, som vi læser i de Øjeblikke, hvor vi har Tid og Raad til at søge ned under Overfladen. Derfor er – de andre nye Boger ufortalt – Lykke-Per Aarets Julebog.