Henrik Pontoppidan om Lykke-Per

Bogen er ingen Selvbiografi. – Forfatteren siger: "Jeg aspirerer ikke til Optagelse i de literære Rangklasser."

I Anledning af Romanen Lykke-Pers Fremkomst i den ny og endelige Skikkelse, har vi opsøgt Henrik Pontoppidan i Frederiksborg og haft Lejlighed til en Samtale med ham om hans Bog. Forfatteren ytrede, at nu, da Publikum mere og mere syntes at interessere sig for Værket, var han selv kommen fjernere fra det. Lykke-Per, som han udarbejdede i tilbagetrukken landlig Ensomhed i Snertinge (en lille By ved Kattegatkysten i Nærheden af Kalundborg), havde beskæftiget ham i ca. 20 Aar. Selv ansaa han Bogen for sit Hovedværk og satte den højere end Det forjættede Land. Hvad Omarbejdelsen angik, var den foreliggende Udgave noget andet end en paany korrigeret Udgave. Bogen var helt igennem omskreven og trykt efter et nyt Manuskript. Men han havde været glad ved dette Arbejde, der havde gjort det muligt for ham at lade hele Værket fremtræde for Publikum i den Form, han ønskede.

Og Henrik Pontoppidan fortsatte:

"Den ældre Udgave forholder sig til denne nye omtrent som en Malers Naturstudier til det færdige Maleri. Hvilken man vil foretrække, er en Smagssag. Skitsen besidder jo gerne en Farvefriskhed, som ikke let bevares under en omhyggeligere Udarbejdelse¹; men til Gengæld er saa det færdige Maleri lettere tilgængeligt, mere anskueligt og dertil stærkere præget af Frembringerens Grundstemning.

Paa et Par Smaating nær er Indholdet i begge Udgaver nøjagtig det samme; men Formen er overalt eftergaaet, og Stoffets Ordning er bleven en anden. At jeg har følt mig opfordret til en videre Omarbejdelse, vil maaske forstaas, naar jeg fortæller Dem, at enkelte Partier af Bogen – f. Eks. Scenerne i Nyboder – er skrevne og delvis trykte for mere end tyve Aar siden. De Stilforskelle, der herved var fremkomne hist og her, formaar jeg først at udjævne efter at have afsluttet Bogen og faaet den lidt paa Afstand.

Om mit personlige Forhold til den skal jeg iøvrigt naturligvis ikke udtale mig. Kun vil jeg sige, at naar man har opfattet den som en Slags maskeret Selvbiografi, er dette ganske hen i Vejret. Der er ikke mere af virkelig Selvoplevelse i Lykke-Per end i de fleste andre af mine Bøger. En anden Ting er, at man ikke kan skildre, hvad man ikke har gennemlevet. Forstaaet saaledes har jeg naturligvis oplevet det altsammen, baade Bryllup og Begravelse.

Det vil ogsaa være forgæves at søge efter andre Portrætter i Bogen. Paa en enkelt Undtagelse nær – som er meget tydelig betegnet, og som Bogens Plan krævede – findes der ingen. Jeg tvivler dog ikke om, at man vil pege baade paa den ene og den anden som Model til mine Personer (der findes ialt ca. 200). Sagen er den, at naar Folk mener at kunne genkende bare et eneste Træk i en Romanfigurs Fysiognomi, slutter de straks, at ogsaa Resten skal ligne. Jeg har med Hensyn til dette Punkt holdt mig for Øje, hvad gamle Pastor Junge for hundrede Aar siden skrev i Fortalen til sin Bog om den sjællandske Almue: Naar man vil karakterisere et Folk, skal man gøre det saaledes, at saa vidt muligt alle kan føle sig trufne, men ingen sige: det er mig!²

Men nu maa jo Bogen helst tale for sig selv; jeg skal ikke optræde som dens Forsvarer. Jeg har undertiden set mig betegnet som Goldschmidts Elev eller literære Arvtager. Det har forbavset mig, og jeg tror ikke heller, det er rigtigt, Goldschmidts udsøgte Sprogkunst og hele jødiske Smagsforfinelse kan jeg næppe staa i noget dybere Forhold til. Mine Evner som min Dannelse er af folkelig Art, og jeg aspirerer ikke til Optagelse i de literære Rangklasser. Min Ærgerrighed gaar i en ganske anden Retning³. Jeg vil ikke sige, at Carit Etlar er mit Ideal; men min Lyst og Trang gaar i Retning af at skrive for de brede Lag, og trods den – maaske forklarlige – Uvilje, man nærer mod mig i Højskolekrese og i Præstegaardene, har jeg mine bedste og trofasteste Læsere paa Landet.

Hvad Bogens "Tendens" angaar, skal jeg ikke udtale mig. Jeg ønsker først og fremmest, at Bogen maa synes underholdende. Gør den blot det, skal den nok virke efter Hensigten."

Forsideartikel i samme nummer af Politiken:

Danmarks største Prosaist, hvis største Værk idag udsendes i dets endelige og blivende Skikkelse, er den Forfatter, baade i Land og By elsker. Vi bruger dette stærke Ord. Kun det udtrykker Publikums Følelse for Henrik Pontoppidan.

Selv synes han ikke at kende sin Berømmelse, og intet vilde være ham mere ubehageligt end at føle den. Lykke Pers Forfatter viser sig kun med lange Mellemrum i Vrimlen, han færdes ikke i det kjøbenhavnske Selskabsliv og holder ikke Konferencer – – hans klare, tankevækkende Bøger og intet andet fastholder Glansen om hans Navn.

– Hvor Byen Hillerød glider ud i Grib Skov, bebor Henrik Pontoppidan et kønt Hus. Her arbejder han, leger med sine Børn og møder paa lange Udflugter Omegnens menige Mand. Han har kun faa nære Venner. Selv siger han, at han ikke godt kan tale med Folk, han ikke siger Du til, og det er vistnok længe siden, han kom på Dus-Fod med noget Menneske.

Saa lidt kendt Pontoppidan er personlig, saa lidt kendt er hans Billed. Et nyere Fotografi af ham var ikke til at opdrive, da vi igaar ønskede det, og en af vore Tegnere rejste derfor ud til Hillerød. Det veltrufne Billede, han bragte os tilbage, viser os Lykke Pers Forfatter, som han ser ud paa den Dag, da han overgiver OFfentligheden et Kæmpearbejde, der har beskæftiget ham i ca. 20 Aar.