Lykke-Per

Af Henrik Pontoppidans Fortællinger om Lykke Per, der afsluttedes ifjor med ottende Bind, foreligger nu en noget forkortet ny Udgave, Lykke Per, en Roman i tre Bind. Det er den anseligste Bog, der i mange Aar har set Lyset her i Landet.

Den er det allerede ved sin Forfatters Avtoritet. Pontoppidan er nok den eneste af vore Romanskrivere, hvis Avtoritet er urokkelig; han er den eneste, som har Raad til at gøre en Dumhed – Avtoritetens sikreste Kendemærke – at være uheldig eller ubetydelig, uden at det gør ham noget. Hans Navn er vederheftigt som et gammelt Firma. Han kan sige Borgerskabet (og meget andet -skab) saa haarde Ord, han vil, han bliver dog ved at være Nationens, Borgerskabets anerkendte Digter. Der er ikke en Avis i Landet, som ikke véd, at Henrik Pontoppidan er "vor første" – vor første Romandigter eller "vor anerkendt første Prosaist".

Især det sidste. For mange Mennesker er Pontoppidans gode Dansk fra 1870 endnu i 1905 det bedste Dansk. Det er en udpræget borgerlig Prosa, klar og fast, sober i sin Aand, proper i sin Form. Pontoppidan holder sin Stil som en Præstekone sit Stuegulv. Der er ingen Grøde i hans Sprog, det gror ikke efter ham. Naar Johannes V. Jensen skrider igennem sit Modersmaal, er der altid noget af en Skabelse i det, hans Fodspor drypper. Pontoppidan gaar betænksomt i det som paa Gulvet i sin Moders Stue. Faren er for ham aldrig det forvredne, men det forslidte, som han i sine ældre Skrifter ses at holde sig fra Livet med de snildeste Midler. Endnu i Lykke Per, hvis Stil ellers er Sagen selv og hverken mere eller mindre, løber der af og til en gammeldags Sirlighed med, som naar en "Alfons" (der iøvrigt et andet Sted kaldes med sit rette Navn) paa given Anledning omskrives efter Else Skolemesters Forbillede med den nette Vending: "den Slags unge Mennesker, der ernærer sig af Glædespigernes Kærlighed"1. Især har Pontoppidan en Svaghed for den Art dansk-latinske Vendinger fra hans velstuderede Forfædres Tid, der endnu var godt Latin paa Erik Bøghs Tid, men er blevne afskaffede paa Hørups: i Borgmester Hoeck og Hustru2 tales der (virkelig tales, og af en prøjsisk Majorinde) om "Ægteskabets Prokrustesseng", og i Lykke Per røber Pontoppidan en sand Guvernante-Forkærlighed for det vanskelige Ord "Mausoleum". Han bruger det tre Gange, som følger: "Erindringens fredhellige Mausoleum"3, "Verdenssjælens Mausoleum"4 (d. v. s. Rom) og "Mammons stilfulde Mausoleum"5 (d.v.s. Nationalbanken i Kjøbenhavn).

Sagen er, at Pontoppidan er en af de meget faa moderne danske Forfattere, der skriver Dansk i gammeldags Forstand. Han lader de andre om at tale og synge og pibe i deres Sprog, han vil og kan kun skrive. Han er ogsaa i sit Sprog, ligesom i sit Navn, den sidste Latiner (uden Latin) i den danske Literatur. Man kan endnu i Lykke Per mærke, hvor tungt han har ved at gøre Repliken levende; ikke blot den boglærde Jakobe, men selv den ganske uliterære Nanny taler undertiden (f. Eks. I, 3136) som en Forfatter, og paa de mest bevægede Steder forekommer der skrevne Repliker – f. Eks. "Men Du véd det jo!" eller: "Derom har De ingen Ret til at spørge (med g)" i Stedet for: "Det har De slet ikke Lov til at spørge mig om" – som vilde bringe en Skuespillerinde til Fortvivlelse. Man forstaar ganske godt, at Pontoppidan ikke er dramatisk Forfatter.

I det skrevne Ord er denne Digters Styrke og hans Begrænsning. Pontoppidan forstaar ganske vist ikke den Kunst at lade Sproget blomstre, men saa afskyr han til Gengæld den Affektation at faa sit Blækhus til at syde. Der er ingen lyriske Dampe i hans Sprog, men ærligt Sort paa Hvidt. Man kan mærke sig, hvordan han omgaas Symboler; han holder igen, de løber aldrig af med ham. Se f. Eks., hvorledes Billedet af Sidenius-Familien som en Slægt af Underjordiske antydes gennem det hele Værk, indtil der af de spredte Blyantsstreger – en Troldesvans hist, en Spøgelsehaand her – danner sig et helt Billede, som ikke virker mindre anskueligt end det gennemførte Symbol af Muldjordsfolket i Det forjættede Land. Til Gengæld virker selv hans mest sete Symboler tegn- eller skriftmæssigt, f. Eks. den med en usædvanlig fast Haand skrevne monumentale Slutning paa anden Del, hvor Skibet med Moderens Lig forsvinder for Pers Blik paa Fjorden mellem de blomstrende Enge. Det er dog ingen Vision, men en Vignet.

At der er saadan en Ro i Pontoppidans Stil forklarer man sig naturligt af, at der er Ligevægt i hans Sind. Havde han ikke sagt det selv, at "Sindets maskuline Ro og Ligevægt"7 er det som han attraar, vilde han nok have faaet det at høre af andre. De, der véd, at Pontoppidan er "vor første Prosaist", véd ogsaa, at han er vor mandigste eller vor "mest maskuline" Forfatter. Det vilde ikke undre, om Pontoppidan snart var lige saa ked af sit Maskulinum, som den nylig afdøde Beskeler Munkedal8 ventelig var af sine Præmieskilte. Det er i alt Fald ikke noget, man skal skilte med. Pontoppidan har heller aldrig gjort det, uden maaske da han var ganske ung, og det morede ham at drille Herman Bangs Læserinder ved at vise dem sine Muskler. Men den, der har skrevet det uforglemmelige Sted i Det forjættede Land, hvor Faderen og Moderen staar sammen ved deres dødssyge Barn, og hun er den stærkeste, er ikke hvad man paa den Tid forstod ved et Mandfolk.

Og lykkeligvis er det heller ikke i Lykke Per – som det fra først af kunde tegne til – en saadan Præmie-Karl, der udstiller sit Maskulinum som Haan imod Halvmændene. Men det er det som er meget |5| bedre: et helt Menneske og et helt Liv. Der er ikke i Lykke Per noget Forhold mellem Mennesker, som i umiddelbar Livsvarme kan sammenlignes med Forholdet mellem Emmanuel og Hansine i Det forjættede Land – man mærker det især, hvor Per skilles fra Inger, jeg havde nær sagt med en ibsensk Grimasse (som da ogsaa er afdæmpet i den nye Udgave). Men der er i den nye Bog en bredere, rigere og især en mere personlig Menneskelighed end i den gamle Roman om Præster og Bønder: en hel Tids Historie indfattet i et enkelt Menneskes Liv.

II.

Lykke Per er historisk Digtning i den Forstand, som er den sikreste, at det er sin egen Tid, Forfatteren skildrer. Den begynder samtidig med, at Forfatteren selv bliver født og kommer til Bevidsthed, og Handlingen ender i samme Aar, det sidste Bind udkommer. Det ligger i den Henseende nær at sammenligne den, ikke netop med Paludan-Müllers Adam Homo, hvori det historiske ikke har meget at betyde, men med Goldschmidts store Prosaroman Hjemløs, som den ogsaa minder om ved at være udgiven stykkevis. Man ser da, at den historiske Portrættegning er nok saa nærgaaende i Goldschmidts Roman som i Pontoppidans, hvor de paagældende Personligheder paa en enkelt Undtagelse nær, nemlig det med en klog Beundring udførte Portræt af Georg Brandes som Dr. Nathan, gerne optræder i en let Maskering – om ikke paa anden Maade saa f.Eks. ved at have lyst Haar i Stedet for sort9, eller ved at være Maler i Stedet for Digter10. Men Tidsbilledet i sin Helhed er sikrere og sandere, i alt Fald simplere hos Pontoppidan, der ikke behøver som Goldschmidt at sende sin Helt ud af Landet for at fylde ham med Tidsaand. Ogsaa Tiden, der skildres, synes i alt Fald os, der lever nu, vigtigere i Lykke Per end i Hjemløs.

Det er Danmarks Historie fra 1864 til 1905, det gælder. Det er en Historieskrivning efter Grundlinjerne. Saa episodisk som Fortællingerne om Lykke Per11 kunde tegne sig for En, saa længe man læste dem enkeltvis, ser man dog nu, da man har hele Værket for sig, at her intet Mellemværk er, endnu mindre end i Adam Homo. Dette er da endelig en Bog, som der er Bygning i. Traadene ligger overalt tæt op ad hinanden, og der er kun to. I Modsætningen mellem det fattige Præstegaardshjem, hvor Lykke Per er født, og det rige, jødiske Købmandshus, hvori han optages, har Pontoppidan ment at kunne give det væsentlige af sin Tids Historie. Sidenius-Salomon er Danmark efter 64.

Navnet paa sin Helt, Per Sidenius, har han fundet i den morsomme Vending, hvormed Kamma Rahbek i et Brev til Poul Møller betegner Lolland-Falster som "de smaa Øer, hvor Kornet ligger paa Skaar, og det vrimler af Sideniusser". Det er dette idylliske Land, der er Baggrunden for Lykke Pers ligesom for Adam Homos Historie – det Land, siger Pontoppidan, hvor Præstens Søn Adam en Gang i Tidernes Morgen giftede sig med Degnens Datter Eva og efterhaanden opfyldte Jorden med to Millioner Sideniusser12. Fra dette Præste- og Degne-Land, men rigtignok fra en Slægt, der er tungere i det end almindeligvis paa de smaa fede Øer, bryder Per ud – ind i det Land, hvor ingen Kirkeklokker ringer.

Her kunde det nu tænkes, at en Læser, der var nogenlunde bevandret i dansk Literaturhistorie siden 1870, med nogen Ærgrelse vilde beskikke sig paa det uundgaaelige: for syv og tyvende Gang at høre om Dr. Nathans forløsende Mission overfor Præstens Drenge. Men Indvendingen rammer ikke Pontoppidan. Vistnok mærker man ogsaa i denne Bog, som i saa mange andre, at Georg Brandes' Betydning for Ungdommen her i Landet har været ikke blot at aabne, men at spærre: man har ikke paa egen Haand kunnet komme bag om denne Mellemmand til de store Spørgsmaals Kilder. Det er helt rørende at læse om, hvilket Sæt det formelig giver i Lykke Per, da han i Tyskland faar fat paa en Reclam-Oversættelse af Platon.

Men Lykke Per er langt fra at anse Dr. Nathans Bedrift for udtømmende. Han er dog kun Æstetiker, siger han. Per er Materialist paa en Hals. Paa Trods imod Fattigmandsaanden i hans Hjem og i hans Fædreland, der hænger ved ham ligesom Tørvelugten i Præstegaarden, er der vokset op i ham en Respekt for Livets haandgribeligste Gode: Rigdommen. Han vil eje Rigdom og skabe Rigdom. Paa Knæ for Mammon! er hans Ungdoms Løsen. Derfor skaffer han sig Indgang i Philip Salomons Hus ved at forlove sig med hans Datter Jakobe, fordi han føler, at dette Hus, der er ligesaa rigt paa Gods som blankt paa Religion, er den Port, der fører ind til det Rige, hvor han vil herske.

Da man for nogle Aar siden var kommen saa vidt i Fortællingerne om Lykke Per, tænkte man sig, at her kom da endelig et drabeligt Modstykke til Adam Homo, en moderne Forfatter, for hvem den gamle Digters teologiske Idealisme var bare Præstegaardsfims, og en Helt, ingen glathaget Aladdin, men en skægget Lykke Per, der sejrede ikke ved at forsage, men ved "at ville, hensynsløst og uden Anfægtelser begære og alle Livets Herligheder skulde blive ham til Del!"13.

Man troede ogsaa at se Skabelsen af det ny Danmark i dette. Per er Ingeniør og har bl. a. to kæmpemæssige Planer, en om et vældigt Kanalsystem, der skal skabe Liv og Røre i hans jyske Hjemland og modarbejde den Forsumpning, hvorunder Provinsen lider paa en Tid, da Hovedstaden er i et stærkt økonomisk Opsving, og en anden om Anlæget af en vestjysk Frihavn, der skulde komme Hovedstadens i Forkøbet og afbøde den fordærvelige Centralisation, der her til Lands lægger alle Rigets Kulturkilder paa ét Sted. Det antydes, at begge Planer skyldes Indtrykket af Elendigheden efter |6| Krigen; en gammel Oberst og anset Tekniker betragter dem som et Nationalværk. – Man kender ogsaa Pontoppidan i dette, ikke blot den forhenværende Polytekniker, men Forfatteren, som i alt, hvad han har skrevet, har arbejdet med de reelle Ting og for et større Danmark end det, som gaar rundt om "Hesten"14.

Men saadan skulde det altsaa ikke være, som man siger i Provinsen. Slutningen paa Lykke Pers Historie har vist ikke vakt mindre Overraskelse, end i sin Tid anden Del af Adam Homo. Den ny Tids Helt, det tyvende Aarhundredes Menneske, viser sig nu at være af den kendte Slags og nationale Type, der farer op som en Løve og falder ned som et Lam. Under sine Forhandlinger med de jødiske Kapitalister opdager Per, at han mangler alle Anlæg for at arbejde paa den praktiske Gennemførelse af en Idé. I Stedet for at rejse til Amerika, tager han i det afgørende Øjeblik til Jylland og stavler Ærter. Jorden fanger ham, som den i sin Tid fangede Niels Lyhne og mange andre af en ny Tids Herolder. Den tavse Philip Salomon synes at have Ret i sin Tvivl om, at der nogensinde kan komme noget dygtigt ud af Afkommet af de danske Præstegaarde. Og den brave Oberst Bjerregrav maa atter lade Haabet fare om at se den danske Muldjordskraft forme sig til en Fører, der kan forhjælpe Nationen til Sejr i dens eget Hus.

Samtidig er der i Pers Sind ved hans Moders Død – ved det grumme Syn af den gamle Præsteenkes Lig, der indlades i en Fragtdamper som en anden Vareballe – begyndt en religiøs Bevægelse, der fører ham tilbage til hans Fædres Tro. Tilsidst vender han atter tilbage til Præstegaarden, som han længe har kreset om, bryder med Jakobe og ægter – som en omvendt Adam Homo – en Præstedatter, der med sin blonde, kyske Person – sin "Duft af vilde Roser" – bringer ham Billedet af hans Race.

Hvis Lykke Per var endt her med denne Paludan-Müllerske Ironi over Helten, der "tager sit Parti", saa at Jakobes sidste Ord om Per ogsaa var Forfatterens, vilde Modsætningen til Adam Homo være fuldstændig. Og Lykke Per vilde da i Sammenligning med Goldschmidts Bøger, være bleven et afgørende Bevis paa det jødiske Elements Betydning i vor nyeste Historie. Medens Goldschmidt skrev om Jøder for de Kristne, vilde man her have en Bog om Kristne for Jøder eller til Ære for Jøder.

Men der er dybere til Bunden i Lykke Pers Digter, og Heltens Saga er endnu ikke ude. Saa lidt som han kunde føle sig hjemme i de salomonske Krese, kan han i Længden trives i den Luft, som Pastor Blombergs selvglade Kristendom fører med sig. Meget mere føler han sig i Slægt med den sære og ensomme Tvivler, Pastor Fjaltring. Tilsidst føler han sig hjemløs i sit eget Hjem, forlader det, og finder endelig sig selv i Ensomheden. Her lærer han sig at dø, ligesom Helten i Hjemløs, han, som ligesom denne aldrig har kunnet lære at leve. –

Udtrykt i den allerstørste Almindelighed ser da det Stykke Danmarkshistorie, som Lykke Per fortæller, saaledes ud.

Ved Sammenstødet med den irreligiøse Foretagelsesaand, som Tiden begunstiger – "Salomon" – er der i den kristeligt opdragne danske Raceaand – Præstegaardsaanden, "Sidenius" – opstaaet en voldsom Gæring, som ikke har kunnet fæstne sig til Frembringelse af ledende Aander og førende Personligheder, men som har været meget frugtbar for Trangen og Evnen til personlig Selvfordybelse.

Enhver, der af Oplevelse kender noget til begge disse Elementer, vil give Lykke Pers Forfatter Ret i, at dette er Summen af vor Tids aandelige Historie. De, der kun kender det ene, vil slet ikke forstaa ham.

III.

Saa vidt Historien. Nu gad man vide, hvor meget der er af Pontoppidan selv i dette.

Det mærkes vistnok paa hver Side af Lykke Pers Historie, at her er noget mere end en Forfatter, der paa ungdommelig Vis vil have sin egen Krig frem. Man ser godt, hvordan Digteren har villet gøre sig til et Organ for Tiden og en Samvittighed for Folket. Der er ikke blot en overordentlig kunstnerisk Samvittighedsfuldhed i denne Bog, saa at enhver af de mangfoldige optrædende Personer faar Lov at individualisere sig i Ro om sin typiske Kerne, Præsterne hver med sit Ansigt – den gamle, stridsindede Sidenius, Fjaltring, Blomberg – Jøderne med deres: fra den gavmundede Onkel Heinrich, der endnu dukker med Hovedet som en Goldschmidtsk Kommissionær, naar han lugter Kristenblod, til den helt emanciperede Børsmatador Max Bernhardt. Ogsaa Pastor Blomberg, Nygrundtvigianeren, med hvem Pontoppidan har et varmt Mellemværende, faar Lov at tale af Munden. Den stokkonservative Oberst Bjerregrav er endogsaa skildret med en skjult Sympati, der lader ane, hvilket godt Stykke Soldat der ogsaa er i Pontoppidan. Alene den kjøbenhavnske Stræber-Journalist Dyhring udleveres til den Foragt, som hans Nakkeskilning(?) og Opportunisme fortjener. Pontoppidan forholder heller ikke noget Sted sine Læsere noget af de Dokumenter, der kan tjene til Sagens fulde kunstneriske Oplysning: vi ser Pers cæsariske Pande, men tillige hans sideniuske Bagdel, Jakobes store Næse og hendes hede Køn; men vi forskaanes heller ikke for den lette Mavepine, der ledsager den blonde Ingers første kyske Forelskelse.

Men der er ikke blot en moden Kunstners Fuldstændighed, men en overlegen Historikers Sandfærdighed i denne Roman. Enhver Ting ses ganske rigtigt fra to Sider. Efter at Dr. Nathan paa sin Vis har reduceret Poul Bergers Omvendelsesdigt til det Dyb af Gemenhed, hvoraf han tænker sig det fremgaaet, tilføjer Forfatteren et koldblodigt "For Resten", der rundelig giver dette Johannes-Jørgensenske Fænomen, hvad der tilkommer det. Omvendt: da Pers Tilbagevenden til Fædrenes Tro og Præstegaardens Arne er |7| skildret med troværdige Ord som den underfulde Fødsel af det ny Menneske, slippes den jødiske Vittighed løs paa den næste Side med et ikke mindre rammende Citat: "Han drukned sin Sorg og fandt sin Trøst paa Bunden af Sagosuppen."15.

Med al denne Objektivitet er der dog en stærkt personlig Sjæl i denne Bog. Var der ikke det, vilde den heller ikke være noget Digterværk. Man tror ikke, man nogensinde før har været denne Forfatter selv saa nær som nu.

Naturligvis er han ikke selv Lykke Per – skønt, det er vist godt, han selv har sagt det: saa nær har han lagt flere af Pers Livsforhold op ad sine egne og saa livagtigt har han i de ydre Træk stillet sin Helt op i sin Lignelse, at man til Tider tror at have ham selv i Stuen. Men lad det fare – den Sjæl, der vokser sig ud og kommer til Bevidsthed om sig selv i Lykke Pers Historie, er sikkert nok Digterens egen.

En hjemløs Sjæl, med et Ord. Lige saa godt som Goldschmidts Roman kunde Pontoppidans Lykke Per hedde saaledes: Hjemløs. Hos Goldschmidt, politisk Løsgænger som han var, da han skrev sin Bog, falder Helten uden for Partierne og kommer derved ud af Spillet. Hos Pontoppidan er det straks fra Begyndelsen af et Menneske, der falder uden for Livet.

En Hovedsituation i Bogen er den Scene, hvor Per er gaaet uden for Selskabet hos Salomon – han gaar altid udenfor, hvor der er Selskab – i en Følelse af, at han ikke hører hjemme i den Kres, og paa Strandvejen standser foran en Have, hvor nogle unge Piger synger "Fred hviler over Land og By". En anden Gang hører han den samme Sang, da er han selv inde i Haven, og det er Inger, som synger, men han har alligevel Følelsen af at være udenfor. Af Aftensalmen forstaar han bedst den sidste Linjes Tale til Sjælen: Du Flygtning, som der bor!

Det er denne Følelse af Ensomhed og Hjemløshed, der giver Per Sidenius, denne drøje Dreng, som mange har fundet ganske uinteressant, den dybe Profil gennem alle Stadier af hans Liv: fra Barndomshjemmet, hvor han fryser for sin egen Fader, til han selv som Fader i sit eget Hus mærker, at hans lille Dreng gyser for ham. Det er Undergrunden i hans Natur; forstaar man ikke den, mister den hele Historie sin Mening. Det er den, der virker i ham ved hans Hjemkomst fra den store Rejse: Synet af Sundet og Skoven og et Dannebrog i en Villahave vækker vel en kort Hjemstavnsglæde – en øjeblikkelig lille Bedsteborgerfølelse, kalder Forfatteren det – men ved Philip Salomons Champagne fordufter den ganske, og først da han nede ved Stranden, mens Jakobe ser tankefuld til, har fordybet sig i sin Drengeidræt at slaa Smut, er det, som om de smaa Bølgers Klunk giver ham det Velkommen, han før maatte savne. Uden denne Tørst efter Hjem forstaar man ikke hans "vilde Glæde" over Ingers Kærlighed; der er slet ikke noget betydeligt ved Pigen, men han tror, at der er hjemme hos hende.

I denne Følelse af at være ene forstaar Lykke Per sig selv. Det er Sidenius-Naturen i ham, som han langsomt og ligesom gennem Stadier bliver sig bevidst. Denne Selvbesindelse er hans Udvikling – den eneste, som racebundne Naturer kender – og Bogens sjælelige Handling. Sideniusnaturen føler han i Ungdommen som sin Forbandelse; saa under det kristelige Gennembrud som sin Skytsaand; under Resignationen er den et Raceinstinkt ("et avtomatisk Styreapparat"). Til sidst, med den fuldkomne Modenhed, er den Ensomheden.

Eller den er Selvet selv. Det er Lykke Pers Religion.

Der er nok dem, der ikke vil finde denne Tale om Opdagelsen af Selvet saa meget dybsindig endda. Baade de, der lever et Arbejds- og Forretningsliv, og de, der lever et Kærlighedsliv, vil ikke kunne forstaa, at denne Opdagelse for Lykke Per er den egentlige religiøse Opdagelse, der tværs gennem alle Konfessioner forener ham, der ikke trænger til at tro paa nogen Gud, med hans pietistiske Forfædre, der bad: Bespis mig med Taarebrød og giv mig bredfuldt Maal af Taarer at drikke.

De, der lever i sig selv, vil forstaa det. Ensomheden er Betingelsen, Selvet er Betalingen. Uden Ensomhed intet Selv. I Forstaaelsen af Selvets Liv i Ensomheden ligger der en dybere, mere livsafgørende Skillelinje, end mellem Jøder og Kristne, Grækere og Hedninger.

Den Skat, som Lykke Per vinder, er da paa sideniusk Vis ikke af denne Verden. Skamslaaet i den ydre Verden – som den stakkels Dreng i den Fabel, hvormed Bogen slutter – er han dog herliggjort i den indre. For at naa den Skat, har han maattet sprænge sig ud af menneskeligt Samliv.

Er dette da Bogens sidste Visdom? Næppe. Pontoppidan er erfaren nok til at vide, at man kan føle sig lige saa ensom paa Østergade som ved Vesterhavet. Det er atter Sideniusnaturen, Livsangsten, der virker i Per til det sidste.

Der er da ogsaa et andet sidste Ord i Bogen. Under sit sidste Besøg i Kjøbenhavn falder Lykke Per en Dag i Tanker foran Billedet af Silen med Dionysosbarnet. Han tænker paa, hvor ganske anderledes Livet vilde være faldet for ham, dersom han var bleven indviet til det med et saadant Solskinssmil, i Stedet for at det nu var blevet mistænkeliggjort for ham fra hans tidligste Ungdom. Det er i Fortsættelsen af disse Tanker, at han før sin Død har taget den Bestemmelse, at hans Efterladenskab skal tilfalde "Jakobe Salomons konfessionsløse Skolehjem i Kjøbenhavn".

I disse Tanker og dette Testamente kan man sikkert læse Forfatterens sidste Vilje med Bogen.

 
[1] Kap. 8, bd. I (1905), s. 256. tilbage
[2] Borgmester Hoeck og Hustru: < Borgmester Hoeck og hans Hustru. tilbage
[3] Erindringens fredhellige Mausoleum: Kap. 9, bd. I (1905), s. 291. Sætningen er strøget i 4. udg. 1918 og flg. udg. tilbage
[4] Verdenssjælens Mausoleum: Kap. 15, bd. II (1905), s. 143. tilbage
[5] Mammons stilfulde Mausoleum: Kap. 3, bd. I (1905), s. 95. Sætningen er strøget i 4. udg. 1918 og flg. udg. tilbage
[6] I, 313,: Kap. 9:

"Du er dog en rigtig kedelig En, at du aldrig kan fortælle lidt interessant. Jeg havde glædet mig til at faa en rigtig fornuftig Passiar med dig, og jeg kunde endelig ogsaa nok behøve at blive belært af en ældre og erfaren Søster for det Tilfælde, at jeg selv skulde komme i den rædselsfulde Situation at maatte række Mund til en Person med Overskæg."

"Ja, du maa nu undskylde mig, – jeg er træt," sagde Jakobe og begyndte at klæde sig af.

"Hvor du stiller dig hellig an! Bild mig bare ikke ind, at du gaar i Seng. Du skal naturligvis skrive til ham endnu iaften ... udøse dit Hjerte for ham i Nattens ensomme Time, omfavne den Elskede i violblaat Blæk og sende ham titusinde Kys med Morgenposten. Men jeg vil advare dig, min Pige! Vær lidt tilbageholden i Begyndelsen! Vær i det hele lidt fornuftig! Kan du huske Rebekka, |314| da hun blev forlovet; hun maatte i den første Tid bruge Læbepomade, fordi han kyssede hende helt itu. Og dersom jeg har nogen Forstand paa Mandfolk, saa er din Kæreste vist en af dem, der tager for sig af Retterne. Godnat, lykkelige Søster! Og drøm ikke altfor behageligt!"

Teksten står uændret i senere udgaver. tilbage
[7] Sindets maskuline Ro og Ligevægt: Højsang, s. 9: "Sindets maskuline Ligevægt". tilbage
[8] Beskeler Munkedal: Beskeler er en, opr. tysk betegnelse for en hingst som benyttes til bedækning. Det må her dreje sig om den berømte avlshingst "Aldrup Munkedal" (f. 1893 på Randersegnen) der via sine ca. 1500 føl blev stamfar til den jyske hesterace (bryggerhesten). tilbage
[9] lyst Haar i Stedet for sort: mener Vilh. A. den lyshårede Dyhring tegnet efter den sorthårede Peter Nansen? tilbage
[10] Maler i Stedet for Digter: Fritjof Jensen efter Drachmann. tilbage
[11] Lykke Per: < Lykke Per. tilbage
[12] Millioner Sideniusser: Kap. 10 ultimo. tilbage
[13] Kap. 2 ultimo, Bd. I (1905), s. 74. tilbage
[14] Hesten: nemlig rytterstatuen på Kgs. Nytorv. tilbage
[15] Kap. 22 ultimo, Bd. III (1905), s. 147. tilbage