Lykke-Per finder Skatten

Nye Bøger

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per finder Skatten. 157 S. (Det nordiske Forlag).

Saa lyster det Hr. Pontoppidan at skrive: en Roman, der slet ikke behøver at blive særdeles omfangsrig, udgiver han i Afsnit paa en halvandet Hundrede Sider. Det er altid bedre end de rene Hæfteudgaver, hvilke er det mest irriterende, som den danske Boghandel har opfundet til at fange Publikum med. Ved Lykke-Per haves den store Fordel, at hvert Hæfte danner en Helhed for sig selv. Naturligvis skal man helst have læst den første Del om Lykke-Pers Ungdom, forinden man tager fat paa Lykke-Per finder Skatten, men, om Nød skal være, kan man nok undvære Indledningen. Helten er den samme; dog, skønt han optræder paa hver eneste Side, og næsten alt foregaar om ham, foregaar næsten intet ved ham. Forbi ham drages en Række vekslende Billeder – foreløbig saadanne, som Ungdommen helst ser, hvor skønne Kvinder fører an til Ærgerrighedens Triumfer. Han selv afstedkommer egenlig ingen Alarm. Han er som Ingeniør Indehaver af et Kanalprojekt, der vist skal frugtbargøre Jyllands Heder, men mon han selv tror rigtigt derpaa? Undertiden tvivler Læseren. Fordi Forfatteren selv ikke er overbevist om Projektets Genialitet. Han forholder sig ironisk dertil gennem Fremstillingen, ligesom overhovedet skeptisk overfor sin Helt. Hr. Per Sidenius er altfor naiv for Hr. Pontoppidan, der er en af vor Literaturs allerlumskeste eller luneste Forfattere, og saadan en Grønskolling, der buser paa som Per, aflokker kun Hr. Pontoppidan det Smil, hvormed man betragter sin tidligste Ungdoms Dumheder. Per, der er hildet i gammel Moral og ungdommelig Menneskerespekt, kan ikke indtage nogen Heltestilling for saa nøgtern en Betragter som Pontoppidan. Og derfor – thi alle disse Bemærkninger løber kun ud paa ét – har Per Sidenius heller ikke videre Interesse for Læseren.

Bogen derimod besidder stor Interesse. Og desmere fordi man føler, at Pontoppidan blot benytter Per Sidenius som en Midtfigur, hvorom lettelig Forfatterens egne Erfaringer og Indtryk, Sympati og Had kan grupperes. Hadet er fremtrædende i Lykke-Per. Og hvad Pontoppidan hader, det er det Danmark, hvorover uafladeligt Kirkeklokkerne ringer. Saaledes skriver den uforfærdede Digter i disse Afslappelsens og Hellighedens Tider.

Ofte i disse Dage faldt det ham i Tankerne, hvilken Velsignelse det maatte være for Katolikerne, at deres Præster ikke giftede sig; at al den aandelige Vanførhed, der avledes i den kælderklamme Kirkeluft, ikke som i de protestantiske Lande gik i Arv fra Slægt til Slægt, bredte sig ud i Befolkningen opefter og nedefter og endevendte Begreberne ligesom i Kong Pukkelrygs Land, hvor det smaa kaldtes stort og det skæve lige¹.

Det er Grundstemningen i Bogen, maaske end stærkere udtrykt i disse Linjer:

Han følte sig overhovedet aldrig saa fredløs, aldrig saa mistrøstig som paa en saadan Helligdag, hvor Synet af de tilskoddede Butikker, de vogntomme Gader, de sortklædte Kirkegængere med deres korsprydede Salmebog overalt fortalte om Menneskenes ydmyge Underkastelse under Spøgelsefrygtens Trælleaag².

Saaledes sér Bogen paa dette "lille vanrøgtede Land" – som paa et villigt Præstebytte, hvor frie Mennesker ikke finder Plads for Liv og Tanker. Brave rettroende Sideniusser regeres af de almægtige "Pibekraver", der "knægter og kristner" alt over en Torturbænk. I disse Tider, hvor den store Strid mellem Tanke og Overtro synes saa nemt opgivet, er det den højeste Ære værd, at Pontoppidan endnu vil drage sit Sværd for Friheden. Sandsynligvis vil hverken Staten eller Private lønne ham for denne hans Holdning.

I en naturlig Sammenhæng med disse Idéer kommer Bogens sidste Halvdel til at dreje sig om et jødisk, fritænkersk Hjem. Forfatteren ønsker at stille Sol og Vind lige i Bedømmelsen af dens Medlemmer. Han ofrer et Par af Familien til Latteren, forresten en blid Latter, thi Sønnen, som bliver en Karikatur med sit Snobberi, er samtidigt et godt Hoved og en brav Fyr, og Onkelen, der gebærder sig simpelt og parasitagtigt i det rige Hjem, lyser ogsaa af Forstand og Skarpsindighed. Han er vel den ejendommeligste af Familien, hvis øvrige Medlemmer udmærker sig ved Legemets og Aandens bedste Gaver: en fuldkommen dejlig Moder, en værdig Fader, den fortryllende og kække Frøken Nanny og den sjælsfine, højtudviklede Frøken Jakobe. Per forhekses først af den ene Frøken, omgiven som hun staar af en Straaleglans fra sin egen Skønhed og Faderens Millioner – men drages dernæst af den anden mindre skønne Søster, der lærer ham at forstaa Sideniussernes Tyranni her paa Jorden. Med den varmeste Sympati hos Pontoppidan skildres de Indtryk, som en brav og tænkende Jødinde maa faa af Tidens Antisemitisme, enten den ytrer sig snigende i alle Livets Forhold som her i Landet, eller den slaar ud som russiske Skændselsgærninger. De danske Jøder burde i hvert Fald vide Pontoppidan Tak for dette Afsnit i hans Bog. Siden Goldschmidts Dage har ingen taget fat paa de Skildringer, i hvilke han sikkerligt var en Mester. Det er Aanden fra En Jøde, der gaar igen hos Pontoppidan i Skildringen af den ulige Kamp.

Ogsaa paa et andet, formelt Punkt genkalder Pontoppidan for saa vidt Goldschmidt, som han er en saa fuldendt Fortæller. Der hersker en bred Ro, en episk Ligevægt i denne Roman, der skrider saa langsomt frem. Forfatteren giver sig Tid, sikker paa, at Læseren følger, skønt man jo kun aner, hvorhen Pontoppidan vil. Men man dvæler gærne med ham ved hver af Vejens Raststeder.

E. B.