Lykke-Per. Hans Rejse til Amerika

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per. Hans Rejse til Amerika. (Nordiske Forlag).

I dette – næstsidste – Afsnit af sin store Roman fører Henrik Pontoppidan sin Lykke-Pers Ørneflugt nærmere og nærmere tilbage mod det Punkt, hvorfra den svang sig op, og hvor man længe har forudset, den maatte ende: den hjemlige Præstegaards idylliske Mødding.

"Hans Rejse til Amerika" – saaledes hedder denne Del af Romanen, fordi Lykke-Per ikke kommer til Amerika. Han bliver hængende i Jylland, hvortil han – som man husker – har fulgt sin Moders, den gamle Præsteenkes, Lig "som en hemmelig Æresvagt" paa Nattefarten over Kattegat. Han er allerede da en brudt Mand. Hans store Projekt til en Frihavn paa Vestkysten og et System af Kanaler gennem Jylland er strandet paa de praktiske Vanskeligheder, som hans Fantasi foragter, men som Kapitalen og Spekulationen – repræsenteret af en jødisk Overretssagfører – ubønhørligt regner med. Paa denne nøgterne Vægtskaal bliver Lykke-Per vejet og fundet for let. Og saa dybt han end ser ned paa disse Børsjobbere, som ikke forstaar den Geniets Rigdom, han kaster i Grams, saa har dog nu hans Selvtillid faaet det afgørende Knæk. Han er svag som et Barn, da han sidder paa Skibsdækket hos Moderens Kiste. Han angrer sin vilde Trods, han føler Trang til at trøstes og dysses, han er ikke langt fra at bede – til den Korsfæstede, hvis Billede han i Ungdommens Overmod sønderskød med sin Pistol.

Udmarvet af disse Stemninger kommer Lykke-Per til Jylland, hvor han søger Tilflugt hos nogle Bekendte fra sin Italiensrejse, Hofjægermester Prangens, hvis Herregaard ligger i en fed og frugtbar Egn. Her vil han i Ro stride sig igennem sin religiøse Krise, men samtidig nærer han den Bagtanke at interessere Hofjægermesteren for sit Projekt og opnaa et større Laan til den Amerikarejse, han gærne vil foretage, saa snart han har holdt Bryllup med sin jødiske Kæreste, Jakobe. Imidlertid bliver der hverken noget af Pengelaanet, Bryllupet eller Amerikarejsen. De foregaar alle tre kun i Pers Fantasi. Ved den første Berøring med Virkeligheden brister de som Sæbebobler.

Per behøver ikke at søge sit forjættede Land hinsides Atlanterhavet. Han finder det nærmere – nemlig i den allernærmeste Præstegaard. Herhen drages han ikke alene af den trivelige Pastor Blombergs brede og "humane" Kristendomsforkyndelse, men i nok saa høj Grad af Præstedatteren, den blonde, raadyrslanke, uskyldsrene Inger. Under Indtrykket af denne ægte danske Vaudevilleskønhed, som vækker allehaande gamle, blide Minder til Live hos ham, glider han mere og mere bort fra sin jødiske Forlovede, der ikke er i Stand til at fængsle hans Sanser, og som frastøder det dybeste i hans Gemyt ved sin altfor kloge og klare Ræsonneren.

Han søger i sine Breve til hende at give Religionen Skyld for Uoverensstemmelsen, men den stolte Jakobe forstaar godt, at det kun er hans sædvanlige Mangel paa Mod og Ævne til at se Sandheden fast i Øjnene.

Hvad vilde hun ikke have givet for, at han denne ene Gang havde været fuldt ærlig mod hende og aaben tilstaaet, at han var kommen til at holde af en anden. Men nej! Troldenaturen sad ham for dybt i Kødet. Sin Lysskyhed formaaede han ikke at overvinde. Det var det egenlig "sideniuske" ved ham, at hans naturlige Følelser absolut skulde udsmykkes. Som i sin Tid hans Fremtidsideers nationale Betydning altid havde skullet pynte hans Egenkærlighed, saadan skulde nu Religiøsiteten tjene som Skjold for hans Klejnmodighed.1

I saadanne Ord fældes Dommen skarpt og direkte over Pers Karakter; ellers bestaar Pontoppidans Kunst jo netop i at holde Skildringen balancerende paa den fine Streg mellem Alvor og Ironi. Denne særegne Stilkunst er dog mindre fremtrædende i det foreliggende Afsnit af Romanen end i visse af de foregaaende. Pontoppidan har efterhaanden faaet Lykke-Per ligesom mere paa Afstand; han var fortrolig med de Stemninger, der fører til Pers "Omvendelse", men han er ikke fortrolig med selve Omvendelsen. Den foregaar, fordi den nu en Gang skal foregaa, men Beretningen om den har en altfor skematisk og referatmæssig Karakter. F. Eks.:

Den Aften og Nat blev Per sig endelig sin Kristendom fuldt bevidst. Mens han gik ude i Skoven […] brød han afgørende med sin Fortid og gav sig sine Fædres Gud i Vold. Hele Natten laa han søvnløs, og mens han i Tankerne gennemgik sit hele Liv, følte han sig bestandig mere brødefuld. Og Syndsbevidstheden avlede den Ydmyghed, han endnu om Formiddagen havde manglet. Og af denne fremgik tilsidst Bønnen.2

Der er noget skeletagtigt i denne Forklaring; den giver ikke Læseren noget tydeligt Indtryk af Kød og Blod.

En anden Indvending er den, at man altid hører Forfatteren selv tale gennem Romanens Personer, hvilke forskellige Følelser og Anskuelser de end udtrykker, enten det f. Eks. er Pastor Blombergs joviale Velvillighed, Jakobes skarpe Kritik af Kristendommen eller den sære Pastor Fjaltrings patetiske Bitterhed mod "et kælent lille Folk som det danske, der ogsaa i det religiøse søgte Idyllen og erstattede Troens Lidenskab med Lyrik." Pontoppidan omskriver sine Personers Tale i den samme Periodebygning og Rytme, som gaar igennem hans egen fortællende Stil; han lader dem ikke komme uvilkaarligt, uforvarende til Orde. Thi han er fremfor alt Fortæller, men som Fortæller er han ogsaa Mesteren i vor Literatur for Øjeblikket. I hans Fortællings rolige, blanke Spejl afspejler Tiden sig i sine store Omrids, Lysbrydninger og Farvespil. Et Værk som "Lykke-Per" betyder for sin Tid det samme som "Adam Homo" for den national-liberale Periode: Skildringen er digterisk ikke ringere og ikke mindre sand, Sjælen i Værket lige saa mandig og sund, Dommen over de Samtidige lige saa klar og myndig.

C. E.

 
[1] Lykke-Per A7, kapitel 3 s. 184. tilbage
[2] Lykke-Per A7, kapitel 3, s. 166. tilbage